Michael Svennevig: TEATER I TRÆSTUBBEN. 119 s. 98,- kr. Forlaget Epigraf.

Transkript

1 Michael Svennevig: TEATER I TRÆSTUBBEN. 119 s. 98,- kr. Forlaget Epigraf. Udkommer den i forbindelse med Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro og i Charlottenlund 1

2 Et kammerspil og tre monologer. Om et gammelt ægtepar, der langsomt tager livet af hinanden. Om hemmeligt ægteskab mellem to mænd med Bollywood-musik til. Om månen, der driver gæk med vores drifter og lyster og om kærlighedens vildveje. Om persiske ørne og om mennesker, der krydser op imod vinden for at søge tilflugt i fjerne lande. Teksterne er opført som readings eller som færdige forestillinger i Træstubben, Vesterbro Naturværksted i årene Den persiske ørn Monolog baseret på romanen Persiske ørne af Sam Nik & Michael Svennevig (Epigraf 2014). Urpremiere søndag den under Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro og i Charlottenlund 2014 PROLOG Jeg landede her for snart 30 år siden. Dengang kunne jeg ikke sproget. Jeg kunne ingenting, og måtte starte forfra. Så lang tid har det taget næsten 30 år. Siden har min historie uophørligt kværnet i mig. Den har gjort mig gammel. Jeg burde være ældgammel - måske allerede død nu. Alt det jeg oplevede og var udsat for... Mennesket er utroligt. Kan tilpasse sig alt. Overlever alt - selv døden. Vi har ellers fulgtes ad længe. Men jeg veg tilbage. Jeg var alt for ung. Det ville ingen mening give dengang - og alligevel er det kun indeni at jeg er gammel. Jeg var som I ser mig nu. En luftspejling. Jeg er som dengang, hvor jeg lige kom hertil. Jeg blev aldrig ældre. Og så var der ørnene - det er derfor jeg søgte herind. For at komme tættere på det jeg var dengang. Her i Danmark findes de næsten ikke, men i mit hjemland var der mange. Jeg var selv en ørn, en persisk ørn. De findes ikke, persiske ørne. Ikke ude i naturen. Men jeg skulle overleve. Jeg skulle finde en måde at klare mig på. Ørnene holder til uden for alting. På utilgængelige steder, hvor ingen andre kan nå dem. De har ingen fjender - ud over os mennesker. Sådan var det også for mig. Når jeg kigger på den, kigger den igen. Det er ligegyldigt om den er udstoppet... for jeg ser den som den var. Ligesom I ser mig, som jeg så ud dengang jeg kom hertil. Som flygtning. Fra Iran. Men man kan ikke flygte fra sig selv. Man får aldrig det hele med. Der er altid en del, der bliver tilbage. Fantomsmerter må man lære at leve med. Jeg kom hertil for at overleve, og for at få et nyt liv. Det var det jeg holdt fast i, når det blev for svært. Det fik mig videre. Det var det, der gjorde at jeg i dag kan fortælle om det. Jeg er den persiske ørn, der kom hertil. 2

3 DEN SIDSTE AFTEN Et kammerspil for et gammelt ægtepar En dance macabre om drømme og illusioner DEN SIDSTE AFTEN er et kammerspil, der går tæt på de sidste illusioner og drømme. Der er ikke noget, der er så grumt at det ikke også er morsomt. For de to gamle går livet sin vante gang, men snart bliver det uden dem. Også hurtigere end de selv tror, for nu kæmper de om at give afslutningen mening. Opført af Ebba Nørager og Paul Hüttel som reading til åbningen af Menneskefestivalen om drømme og visioner i august Siden opført af Ebba Nørager og Michael Svennevig i OK-Klubben på Frederiksberg, i Messiaskirken i Charlottenlund og ved et Hyldestarrangement til Ebba Nørager i Vesterbro Naturværksted som en del af Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den september Sagde jeg det ikke? Sagde hvad, min ven? Det bliver vores livs aften. Tror du virkelig. 3

4 Jamen, jeg er helt sikker. Nu igen. Denne gang er jeg sikker. Jeg vil ikke mere. Hvad? Hvad mener du? Nu er det slut. Hvorfor siger du det? Det kan jeg mærke. Jeg vil ikke mere. Og hvad så? Snart er det ovre. Det har det været længe. Ja, men det er anderledes nu. Denne gang skal det være. Jeg kan ikke sige hvorfor, men der er ikke noget at tage fejl af. Det er sådan en fornemmelse jeg har. Indeni. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men sikker det er jeg. Jeg vil ikke mere! Det er ikke op til os. Det ligger ikke i vores hænder... længere. Siger du nu det? Jeg kan godt love dig, at det skal jeg nok selv bestemme. Når det er slut, så er det slut. Hvordan kan du sige sådan noget? Hvad er der sket? Har du det dårligt i dag? Ha ha... om jeg har det dårligt i dag. Jeg har aldrig haft det bedre. Eller så elendigt. Jeg vil ikke mere. Nu er det slut. 4

5 Nu begynder alting. På den sidste dag, begynder alting forfra. Det håber jeg sandelig ikke. Det er bare noget du siger! Og mener det. Det kan jo alligevel ikke blive ved. På den måde. Det har længe været ovre. Jeg elsker begyndelser. Ja, det gør du jo. Kan du huske vores? Næe... Jo, du kan godt, men du vil ikke. Jeg kan ikke huske noget mere. Det er væk. Det er alt sammen væk. Jeg er helt blank. Jeg kender det godt. Nej, du gør ikke. Jo, jeg gør! Du tror alle er som dig, men det er de ikke. Jeg er ikke. Det gør mig så bedrøvet. Hvordan kan du sige, at du ikke længere husker det? Igennem så mange år, har vi snakket om det. Vi har lovet hinanden at vi altid vil have det sammen. Hvis alt andet glipper, så har vi det sammen... det er vores historie. Den er brugt op. Den er der ikke mere. Findes ikke længere. Er væk. 5

6 Det kan det ikke være. Sig det ikke passer! Nej! Hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det imod mig? Imod MIG? Du kan ikke svigte mig? Jeg vil ikke længere. Hvad så med os? Det er forbi. Endelig. Mener du det, virkelig? Ja, det kan du tro, at jeg gør. Nu skal det være. I dag? Jeg længes efter at komme herfra. Jeg venter ikke længere. At jeg nogensinde skulle høre dét fra dig. Du har altid troet på os. Troet på at om ikke andet, så havde vi hinanden. Det kan ikke blive ved. Jeg er træt af at vente. Vi har jo bare siddet og ventet. Men vi har hinanden. Men hvor længe? Indtil det er ovre! Der ser du. Det slutter. I dag. For jeg vil ikke længere. Det kan du ikke! 6

7 Såe..?. Det må du ikke! Må? Kan vi ikke sammen finde en...udvej? Der må være en måde... Det er der osse. Det er snart ovre. Jeg mener, en måde at klare det på. En måde at klare det på? Klare det på? Du ved godt, at det ikke var dét jeg mente! Ingenting ender. Vi kommer jo tilbage... Det er kun dig, der tror på det. Men det gør vi. Alting kommer tilbage. Det er et hjul, der drejer rundt. Selv om vi bliver smidt af, kommer vi tilbage. Jeg gør ikke. Det gør alle. Jeg tror ikke på det. Så bare tro på mig. Så tror jeg for os begge. Det er for sent nu! Husker du dengang hvor... Jeg vil ikke høre. Det er slut, siger jeg jo. 7

8 Så for sidste gang da. Ja, hvis du lover det... (De vender sig for første gang mod hinanden og kigger først hårdt og senere blidt på hinanden). Det var forår. Husker du lærken? (men uden at forvente noget svar). Jeg havde taget mod til mig. Det var slet ikke så enkelt. Du var meget omsværmet, dengang. Husker du den dag vi mødtes? (stadig uden at forvente noget svar). Du tror vel, at vi mødtes til færdigt, men det var det ikke. Gennem længere tid havde jeg hemmeligt holdt øje med dig. Sådan noget skal planlægges, for at det bliver godt. Og godt skulle det blive. For det har det da været, har det ikke? (hun svarer ikke). Har det ikke? Er du her stadig? (hun reagerer ikke). Kan du ikke huske den dag, da jeg spurgte dig om det skulle være os? Husker du slet ikke noget mere eller vil du ikke? (hun svarer stadig ikke). Jeg tænker ofte på det, og på hvor anderledes alting ville have været, hvis det ikke var blevet os. Sig mig, har du fortrudt? Fortrudt at du sagde ja - til mig? Havde du forestillet dig det anderledes, havde du det? Forestillet dig at alting så var blevet anderledes og bedre? Ja! Nej, nej, det er helt forkert. Du skal slet ikke sige noget endnu. Det skal være ligesom det plejer. Det lovede du. Bare denne ene... sidste gang. Så er det heldigvis ovre. Nu ødelægger du det hele. Gør du det med vilje, gør du? Hm... Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke holde modet oppe for os begge. Det kan jeg ikke blive ved med. Det ville ingen kunne. (mildere) Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forstået det. Jeg har aldrig forstået at du har kunnet holde til det. Jeg forstår det stadig ikke. Men du har gjort det. Igennem alle årene har du holdt fast. Hvad er det, der har fået dig til det. Gennem alle de år. År efter år. Hvorfor, egentlig? 8

9 Hvad havde der ellers været? Uden illusionerne? Lad os bare se det i øjnene. Det ønsker du jo ikke. Jo, det kan jeg love dig for, at jeg gør. Det er bare ord. Ord, ord og flere ord. Der er efterhånden kun luft i dig. Hvis du ikke selv gider at trække det, er det ovre. Siger du? Jeg kan da også tvivle. Endelig siger du det. Det har jeg ventet på. At jeg skulle tvivle... give op... og slippe taget? Du har altid virket så klippefast. Det var jeg nødt til overfor dig. Det var sådan du ville have det. Hvordan kommer du dog på det? Kender du virkelig dig selv så dårligt? Og det var dig, der én gang til for mindernes skyld ville... Så lad os da snakke sammen, hvis det virkelig er sidste gang. (pause). Hvordan vil du gøre det? Du har ikke godt af at kende hele planen. Så du mener det altså alvorligt, denne gang. 9

10 Det kan jeg love dig for. Men hvad var det, du ville sige til mig? Det jeg aldrig har fået sagt. Der er stadig tid, men jeg kan ikke sige det, når du er sådan. Hvordan? Ja, så utilnærmelig og fjendtlig. Jeg ved det godt. Du har altid været der. Det er jo ikke dig jeg er træt af, det er bare det hele. Og at sidde her... Jeg ved godt, at det ikke gik som du forestillede dig, det ved jeg godt. Lad være med at protestere. Jeg ved det... Jeg siger jo ikke noget. Vi har alle vores drømme, og vores drømme, dine og mine, har ændret sig. Der var en gang, hvor de passede sammen. Sådan rigtig passede sammen. Vi havde da mange lykkelige år, havde vi ikke? Kom til sagen? Det er sagen. For mig er det. Men ikke for mig. Det har det aldrig været. Du må ikke nedgøre andres drømme. Gør jeg da det, når jeg vrister mig ud af din drøm. Den har aldrig været skabt til at rumme mig. Hvordan kan du sige det? Det er jo sådan det er. Er det ikke, hvis du ser det fra min side? Skulle vi så bare have levet vores liv helt uden drømme. Det kan man da ikke. Ka man? Du mener ude i virkeligheden? 10

11 Hvad skal man så sætte i stedet?... måske behøver man slet ikke sætte noget i stedet. Er det så bare sådan det er - livet? Hvorfor ikke? Og så slutter det bare. Bare sådan? Ja. Har du da noget at tilføje som vi ikke allerede har sagt? Ja. Og hvad er så det sidste? Det er noget jeg gerne vil sige til dig, inden det er for sent. Så sig det! Du må hellere skynde dig. TAK! Hvad...? Jeg har sagt det. Tak? - var det alt? Ja, nu har jeg sagt det. Mener du det virkelig? (Han nikker). Osse selv om jeg evig og altid har været efter dig. Især for det... 11

12 Tak...? Tak for alt! (Han går om bag hende, lægger hænderne om halsen på hende og trykker til). Teater i Træstubben indeholder også de to monologer I det kolde blå månelys opført som reading med Kirsten Olesen i 2014 og Indisk Kærlighed Opsat som forestilling med Pouria Tahmasebi, instrueret af Ditte Maria le-fevre i * Læs mere: * 12