Urup Kirke. Søndag d. 3. maj 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 3. maj 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh. 16,1-15, 1. tekstrække. Salmer. DDS 417 Herre Jesus, vi er her. DDS 294 Talsmand, som på jorderige (Lindemans melodi). DDS 639 Når i den største nød vi stå (Lyon 1547) DDS 634 Du ved det nok, mit hjerte. Altergang: DDS 56 Jesus er navnet mageløst. DDS 784 Altid frejdig, når du går. Tekstlæsninger. Es. 36,26-28; Jak. 1,17-21; Joh. 16,5-15.

2 2 Inden evangelielæsning. Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn, og takken søger til dem, der segned, og dem, der sidder med tunge savn. Gud trøste dem, der har lidt og stridt, til det blev forår og Danmark frit. 1 Amen. Evangelietekst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede 1 En lærke letted, og tusind fulgte, vers 3.

3 3 jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«joh 16,5-15. Amen. Prædiken. Det er det bedste for jer, at jeg går bort, siger Jesus. Det er en voldsom påstand; i hvert fald når man tager i betragtning, at han med formuleringen går bort henviser til sin død. Der skal virkelig meget til for, at der er noget at vinde ved andres død. Naturligvis kan visse personer gå andre så meget på nerverne, at det ville være at foretrække, at de gik bort men kun hvis det forstås i den bogstavelige betydning, så vedkommende forlod det sted, hvor dem, der blev irriteret, befandt sig. Irritation er ikke nok til at ønske andres død; hvor anstrengende deres selvskab så end er. Der skal langt mere alvorlige sager til. Den, der ønskes død, skal udgøre en alvorlig trussel over for en stor mængde andre mennesker. Først da kan man begynde at tale om fordele ved vedkommendes død, sådan som man for eksempel må have gjort det i forbindelse med planlægningen af et attentat mod Hitler. Fordi han udgjorde hovedkraften bag millioner af menneskers død, syntes det ikke forkert at stræbe ham efter livet. Det ville være det bedste for alle, hvis han gik bort. Derved ville verden være befriet for chefideologen bag nazismen; en afsporet ideologi, der stræbte efter at fratage dens tilhængere enhver form for medmenneskelig forståelse.

4 4 Men nu er det jo Jesus og ikke Hitler, der siger, at det er bedst, at han går bort - og det stiller sagen fuldstændig anderledes. Dermed er det ikke sagt, at Jesus har uret, men med hans død bliver man ikke befriet for en dødsensfarlig ideologi som nazismen, for det er slet ikke sådan noget, Jesus står for - tværtimod. Hvad hans død medførte var en befrielse for den straf, man gør sig skyldig til, når man vægter sig selv højere end andre. Den straf kunne Jesus kun tage på sig, fordi han gjorde sig til alle andres tjener og vægtede os højere, end han vægtede sig selv. Hitler derimod hævede sig over alle andre og ønskede derfor ikke at tjene, men at herske. Det gjorde han på den mest modbydelige måde ved at kaste verden ud i en krig, der medførte et samlet tabstal på cirka 72 millioner menneskeliv; et tal, der - bare for at sætte det lidt i perspektiv - svarer til, at man udryddede hele Danmarks daværende befolkning 19 gange. Her til lands kan vi dog glæde os over, at det ikke gik så hedt for sig. Antallet af dræbte danskere endte på cirka 3200 i alt, hvis man ikke tæller de 2000 med, der døde i tysk krigstjeneste. De 3200 danske modstandsfolk, soldater og jøder, der mistede livet svarer til kun 0,08 procent af den daværende befolkning. Ikke desto mindre var hvert liv, der gik tabt, et liv for meget. Derfor er der stadig mange, der vil stille tændte stearinlys i vinduerne i morgen på 70 årsdagen for offentliggørelsen af Danmarks befrielse. Lysene vil blive tændt som en tak for den fred, der kun blev vundet, fordi mange mennesker - deriblandt danske modstandsfolk - satte livet til i kampen mod det nazistiske diktatur. Men fordi ethvert tabt liv var ét for meget, kunne ingen af de modstandsfolk, der blev henrettet, sige som Jesus: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. Det bedste for alle ville jo have været, at krigen stoppede øjeblikkeligt, så ingen længere behøvede at blive frarøvet livet. Alligevel lå tankegangen ikke modstandsfolkene så fjernt. De vidste, at de løb en risiko; i mange tilfælde var den oven i købet meget stor. Alligevel valgte de at sætte livet på spil. Ikke fordi deres død var til fælles bedste, men fordi deres modstand var det; også selvom det kostede mange af dem livet. Den 22-årige Erik Nyemann, der havde været aktiv i modstandsgruppen

5 5 Holger Danske, skrev et brev til sin mor, som hun modtog den dag, han uden hendes vidende blev henrettet: Kære lille Mor! Du tror maaske, det er Løgn og Pladder, naar jeg siger, at mit Humør er det alleraller-bedste! Et menneske, som aldrig har handlet mod sin Samvittighed, skulde jo nødig fortvivle. Tusind kærlige Hilsener til dig selv og alle. Din Erik. 2 Her giver modstandsmanden udtryk for, at han ikke er i tvivl om, at han har gjort det rigtige. Derfor går han ikke i døden, fordi det gavner noget, men fordi de gerninger, han har udført, og som altså desværre koster ham livet, har været til fælles bedste. Hans død er en omkostning, som han kan acceptere. Noget lignende skrev den knap 23-årige Jens Thue Jensen, der stammede fra Hejnsvig. Til sin familie skrev han blandt andet: Mit Liv blev kort, men jeg har ikke noget at beklage mig over[ ] Sørg ikke over mig, for jeg synes kun, jeg har gjort, som min Samvittighed bød mig, og det maa jo være det, man skal gøre her i Livet. Jeg tror ogsaa, jeg kan gaa Døden roligt i Møde, jeg ved, at Gud er med mig. 3 Den næsten 21-årige Helge Broch Iversen havde været aktiv jernbanesabotør i omegnen af Aarhus. Stående overfor sin død havde han i et langt afskedsbrev til sin familie overskud til at tænke tilbage på sin barndom. Brevet er fuld af taknemmelighed, sådan som det blandt andet fremgår af dets begyndelse, der ellers er præget af den tragiske situation, han står i: Nu er Timen slaaet, min Skæbne er beseglet: vi skal aldrig mere ses. I formiddags blev jeg dømt til Døden, og i Tiden, indtil Henrettelsen finder Sted, vil jeg skrive til jer, mine kæreste derhjemme. Først vil jeg takke jer for alt, hvad I har været for mig, jeg ser nu tilbage over mit korte Liv, ser alt med andre Øjne, end jeg har gjort tidligere, 2 De sidste timer. Afskedsbreve fra henrettede Modstandsfolk, Berlingske Forlag 1955, s Ibid., s. 130.

6 6 min Barndom har været lykkelig og sorgløs, jeg ved, at I altid har bestræbt jer for at gøre alt, hvad I kunde, for Mogens og mig, I har slidt og slæbt, for at vi skulde have det saa godt som muligt, og for det er jeg jer inderlig taknemmelig, jeg har rige Minder fra min Barndom, saa rige som ingen anden. 4 Iversen siger det ikke direkte, men det skinner igennem, at det netop er de gode minder, der gør, at han har sat sit liv på spil. Han har næppe kunnet udholde tanken om, at kommende generationer skulle vokse op i et samfund, hvor glæder som dem, han har fået, ville være umulige. Hvis hans død medfører, at verden bliver et bedre sted, er han parat til at ofre sig. Det er lige før, han kan gøre Jesu ord til sine: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. Også brevets slutning viser, at han ikke er fremmed over for det kristne budskab: Jeg takker jer alle for de Breve, I har sendt mig, de har glædet mig meget, de har vist mig, at I ogsaa har fundet ind til den Almægtige, hos ham har vi fundet Ro i Sindet, hos ham vil I finde Trøst, han hjælper altid og vil kun det bedste for os Mennesker, og det er med Ro i Sindet og med Forvisningen om hans Hjælp, at jeg nu gaar ind til den evige Søvn, jeg er forvisset om, at han vil hjælpe jer, mine kære derhjemme, I maa ikke sørge over mig, det kan jo ikke blive anderledes, løft kun Blikket mod Himlen og alting vil blive godt. 5 I disse breve fornemmer man en alvor, der til en vis grad er os, der lever 70 år efter befrielsen, fremmed. Vi har sjældent nødig at sætte livet på spil; og det kan vi roligt være taknemmelige for. Taknemmeligheden er vigtig; i særlig grad taknemmeligheden over, at vi har fået del i livet. Livet må nemlig ikke blive så selvfølgeligt, at vi ikke værdsætter det. Det vil ikke alene være en skam for os selv, fordi vi derved risikerer at øde det væk. Det vil også være en skam, fordi en manglende taknemmelighed over livet udgør en hån mod de mennesker, der satte deres egne liv på spil, for at vi kunne leve i et frit, demokratisk samfund. Endelig vil det at tage livet som en selvfølge være 4 Ibid., s Ibid. s. 128f.

7 7 en hån mod Gud, der er selve livets giver. Ham, der oven i købet understregede værdien af hver vort liv ved at vise, at det var værd at dø for. At livet har en uendelig værdi er, hvad vi kan blive mindet om, når vi fejrer befrielsesdagen, der sikrede os de bedst mulige rammer for det liv, vi har fået. Ligeledes kan vi blive mindet om, at livet har uendelig værdi, når vi hører Jesu ord om, at det var det bedste for os, at han gik bort; for det var i kraft af hans bortgang, at Gud kunne knytte sig til os i liv såvel som i død. Dette sidste - at han også er knyttet til os i døden - var en stor trøst for mange af de mennesker, der døde under krigen, ligesom det var det for deres efterladte. Amen.