Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, Luk 14, tekstrække. Grindsted Kirke. Søndag d. 9. juni 2013 kl Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 9. juni 2013 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, Luk 14, tekstrække Salmer DDS 68: Se, hvilket menneske DDS 649: Skal fri og frelst vi hist DDS 694: Jesus, at du blev min broder DDS 262: Frydetonen går mod tronen Altergang: DDS 561: Jeg kender et land DDS 569: Ja, engang mine øjne skal Tekstlæsninger GT-læsning: Es 25,6-9 Epistel: 1 Joh 3,13-18 Prædiketekst: Luk 14,16-24

2 2 Jesus sagde:»der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«prædiken Se, hvilket menneske begyndte vi gudstjenesten med i dag. Og det kan også stå som overskrift over prædikenen i dag. Se, menighed, hvilket menneske, der handler som denne mand og denne tjener i lignelsen. Det er min bøn for os, at Guds godhed og rigdom vil synke ned i os og få os til at begynde en målrettet vandring frem mod den store fest eller blive motiveret på vejen, vi er slået ind på. Gud er nemlig så god og rig og lykkelig, at han vil invitere alle til sin store fest! Alle uden undtagelse! Se, hvilken kreativ kærlighedsmagt. Hør de fantastiske ting han har sagt. Fest for de fattige! lyder hans bud. Sådan er Skaberen. Sådan er Gud. Måske tænker vi: Det hører vel med til at være Gud, at man vil have alle med til en stor fest, når verden forgår. Men nej, hvorfor skulle Gud ville det? Det er heller ikke alle guder, som folk tror på, der har denne tanke. Tror man på hinduisme, så er den

3 3 store tilintetgørelse målet. Kunne man dog bare komme dertil, at man blev tilintetgjort og ikke skulle igennem disse evindelige reinkarnationer. Har du som din gud stjernerne og dyrker dem med horoskoper og lignende, så er der heller ikke nogen tanke om, at stjernerne vil holde fest for dig. Eller hvis du som din gud har okserne, du lige har købt, marken, du skal ud at se til eller din ægtefælle, så kan du godt få lidt fest i gaden ud af det, men slet ikke noget, der kan sammenlignes med Guds evige fest. Gud vil holde fest og han vil se dig! Det eneste, gæsterne skal, er at glæde sig! Glæde sig til fest, og gå ind i festsalen. Du er hermed inviteret! Og det her er en pointe i Jesu lignelse, og en vigtig en. Den siger noget om Gud, som vi skal lade synke ned i os og blive en del af vores tro. Gud vil se mig. Gud elsker mig! Gud vil være sammen med mig i al evighed. Han holder af at gå med invitationer. Det er en vigtig del af en fest at sende invitationer ud og fornemme spændingen hos folk. De nærmeste giver man vel stadig invitationen i hånden. Jeg husker, da vi skulle giftes, kom vi glædesstrålende med en invitation til min farmor, som på det tidspunkt allerede led af begyndende demens. Vi overrakte brevet og sagde: Åben nu, farmor! Og hun åbnede konvolutten og så, at det var en invitation til vores bryllup. Nu skulle vi giftes, vi skulle være ét og bo under samme tag, og der skulle være fest. Og vi sad der og tænkte: Hvad ville hun sige? Hvordan så hun ud i øjnene? Afdæmpet reaktion, vil jeg sige! Jeg glemmer sent hendes første kommentar: Så bliver det vel også billigere for jer i mad! Og det var jo rigtigt nok, men det var ikke det, vi tænkte på! Og det var heller ikke den reaktion, vi forventede. At sende invitationer ud er en stor glæde, men man kan blive skuffet over reaktionen. Min farmor og farfar meldte sig heldigvis til festen, og det blev en god dag og derefter billigere i mad! Man kan blive forhindret til en fest. Vi har en invitation hængende hjemme på opslagstavlen til en fest i sommerferien, som vi har været nødt til at melde afbud til,

4 4 fordi vi selv er på ferie på det tidspunkt. Det er brandærgerligt, men det er ikke en dårlig undskyldning! Det er til gengæld de indbudtes undskyldninger til Guds fest. Det er nemlig ikke indbydelsen på opslagstavlen, de svarer nej til. De har sagt ja tak, og det er først i det øjeblik, tjeneren kommer og proklamerer: Kom, nu er alt rede, at de siger nej tak. Vi skal forestille os, at festen er klar til at begynde, bordene er dækket, maden er lavet, gæsterne står i tøjet. Tjeneren klapper i hænderne og siger: Værsgo at komme ind, festen begynder! Da siger gæsterne nej tak. Og den måde, Jesus fortæller lignelsen på, gør det klart, at det er med usandsynligt dårlige argumenter. Det svarer til at sige: Jeg skal slå min græsplæne. Eller: Jeg har glemt at fodre katten. Eller: Jeg har en stak regninger liggende på mit skrivebord, som venter på at blive betalt. Jeg kan ikke komme med. Man kan prøve at forestille sig, hvordan man selv ville reagere, hvis gæsterne sagde sådan, når dørene åbnes til festsalen. Gæsterne leder efter en undskyldning for at undskylde sig, og de vil helt tydeligt bevidst fornærme manden. De vil ikke med til fest! Og de står som et billede på mennesket over for Gud! Men mange af os kunne jo sige: Jeg vil da gerne til fest! Og frem for alt da med til Guds fest. Ja, jeg vil for alt i verden ikke gå glip af den. Og så kan man tænke: Pyh ha, Jesu lignelse rammer da ikke heldigvis ikke mig. Jeg har ikke sagt nej tak. Er det nu rigtigt? Har du ikke sagt nej tak? Jo, situationen er den, at hele menneskeheden har sagt nej tak! Adam og Eva gjorde det, og siden har hver eneste af os sagt nej tak. For hver gang, vi handlede til vores egen fordel, sagde vi nej. Vi sagde nej hver gang vi havde noget andet at passe og ikke elskede vores næste, som vi bør, fordi han eller hun er vores næste, og hver gang vi ikke tjente og tilbad Gud som vi bør, alene fordi han er Gud, og vi er mennesker.

5 5 En mark en okse en hustru. Det er bare eksempler på de dårlige undskyldninger, vi har for at sige nej tak. Vi har ikke engang en god undskyldning! Enhver synd er et nej tak til Guds fest. Og så kan vi måske begynde at ane, at gæsternes nej er vores nej! Der bor et stort nej tak til Gud i vores hjerte, som kommer til udtryk i enhver synd, vi gør. Vi har sagt nej ligesom alle andre mennesker. Hvad gør Gud? Han bliver vred! Guds vrede er reel ja, Paulus siger endda: Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det er Guds vrede, der gør, at lignelsen slutter med ordene: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid! Jesu tilhørere ville ikke undre sig over det, Jesus har sagt indtil nu heller ikke farisæere og de skriftkloge. De ville bare ikke regne sig selv med til dem, der har sagt nej tak. Men nu siger Jesus noget, som fik dem op af stolen. For hvad gør Gud, når han er vred? Han sender tjeneren ud igen et stærkt billede på Jesus selv. Og så kalder han på dem, som ikke selv har noget: De fattige, de vanføre, de blinde og lamme! Nu bliver det klart, at de først indbudte er et billede på Israels folk, som har sagt nej tak. Nu går invitationen længere ud og dem, som ingen havde forventet skulle indbydes, bliver ikke bare indbudt, nej Jesus siger: Hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og der er stadig plads. For tredje gang sendes tjeneren ud på vejene og langs gærderne. Nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. Kan I se det? Det er, som Paulus siger i 1 Tim 2: Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle. Der er plads i Guds rige. Fest for de fattige! lyder hans bud. Sådan er Skaberen. Sådan er Gud!

6 6 Denne Guds godhed gjorde i sidste ende folk rasende på Jesus, og de korsfæstede ham for at spotte Gud. Guds nåde, Guds godhed kan gøre folk rasende er det ikke mærkeligt? Det skyldes, at intet som Guds nåde tager stoltheden fra mennesker! Den er gratis, og den favoriserer ingen frem for andre. Men stoltheden bor dybt i os. Mit arbejde okserne. Min ejendom marken. Min familie hustruen. For nogle skal alt det ramle, før stoltheden kan brydes og Guds nåde bryde frem. Stoltheden bor dybt i os Guds nåde alene kan bryde den for den fattige. Derfor går missionen ud og fortsætter med at gå længere ud og længere ud og kalde mennesker til omvendelse og tro. Gud kalder på alle, også dem, jeg ikke havde tænkt med eller troet ville få en indbydelse. Jo, invitationen går ud til unåede områder i verden. Men den går også til unåede mennesker også i vores land og by. Måske er der mennesker i vores by, som ikke har hørt om Guds godhed, om Jesu offer for os til syndernes forladelse, om at der stadig er plads i hans rige. Måske sidder der en og anden i kirken, der har brug for at høre kaldet til at komme med til fest. Måske er det mig?! Ja, det er mig og dig. Det er os, Gud vil se. Det er os, Gud elsker, og derfor hører vi nu invitationen. Jesus er i gang med den anden runde eller måske den tredje! Måske er det i dag sidste gang, du hører invitationen til Guds fest. Og Jesus siger: Kom, nu er alt rede. Kom nu! Overgiv dig til ham, som elsker dig med en evig kærlighed. Jesus nøder dig til at komme, ligesom svigermor gør ved aftenskaffen. Ikke med tvang, men med godhed. Kom nu med til fest invitationen lyder snart for sidste gang! Nu er vi på vej. Og skal vi forestille os Kristi menighed på vandring, så går vi som halte og blinde og lamme ad vejen mod den nye jord. Vi går, som Brorson siger, nu gennem moser, nu haver fuld af roser, alt lige meget, når vor drift til Himlen går.

7 7 Efter prædikenen skal vi synge en stærk, stærk sejrssalme: Frydetonen går mod tronen. Den salme minder mig om, at vi er på vandring med en frydetone. Det er ikke sådan, at livet her med Jesus er en jammerdal og en ventesal selv om en rammende har sagt: Sammenlignet med den nye jord, så er verden en losseplads. Ja, sammenlignet med den nye jord er der noget om det men det gør ikke, at livet her er en jammerdal. Gud har her på jorden givet os frydetonen mod tronen. Vi skal til fest! Og vi er godt i gang med forberedelserne. Gudstjenesten med nadveren er én af forberedelserne. Jesus er her, og vi ejer allerede nu i troen på ham den retfærdighed og fred, som skal udfolde sig i fuldt flor engang. Se, hvilket menneske! Amen!