Tale i Korning Missionshus d Emne: Målgruppe: Varighed: Tekst: Tale:

Transkript

1 Tale i Korning Missionshus d ved Daniel Præstholm Emne: juletale Guds kærlighed til mig! Målgruppe: et IM-samfund Varighed: ca. 35 minutter Tekst: Joh 1,1-18; Fil 2,(1-5)6-11 Tale: Indledning: Først vil jeg kort præsentere mig selv. Jeg hedder Daniel Præstholm, og jeg bor i Århus (lige flyttet til Løgten!) sammen med min kone, Anja, og vore to børn, Levi og Lea. Jeg blev bachelor i teologi i sommers fra Århus Universitet og har siden midten af august været i gang med at skrive en bog (den vil jeg gerne snakke mere om senere, hvis der er nogle, der er interesserede). Selvom jeg har læst på universitetet, så kommer jeg fra en missionsk baggrund, og mit bibelsyn er, hvad man kan kalde, konservativt-ortodokst. Vi er gode venner med Gitte og Benny, som vi har gået på efterskole med, og vores liv har på en eller anden særlig måde fulgtes ad. Da de spurgte mig, om jeg ville komme og tale her i Korning Missionshus til julefest, sagde jeg med det samme ja. Først senere kom jeg til at tænke på, hvad det var, jeg havde sagt ja til. At tale til en julefest er nemlig ikke så lige til, som det måske skulle synes. Jeg har en fætter, som skal holde tale til julefesten i Bække i morgen, hvor jeg kommer fra, og han fortalte mig for nyligt, at han kun havde sagt ja, fordi det var en fælles bekendt, der havde spurgt, for han bryder sig ikke ret meget om at tale til julefester, og sådan har jeg det måske egentlig også, når alt kommer til alt. Hvorfor er det så egentlig, at jeg har det sådan? Hvorfor er det svært at tale til en julefest? Måske fordi det altid er det samme, som siges? Måske fordi det hele bliver lidt for romantisk, lyserødt og krybbespilsagtigt, og hvor er det svært at få det vigtige frem, når alt bliver pakket ind i julepynt og nisseeventyr? Jeg skal jo sige noget helt nyt, hver gang jeg er ude at tale... eller skal jeg? Grunden er i bund og grund, at jeg griber det helt forkert an. Det er for det første ikke mig, der skal finde på og være ny, når jeg skal tale lige om lidt, nej, det er Gud. Det er Gud, der skal tale igennem mig, og jeg skal blot lade mig bruge af Gud. For det andet skal der ikke siges noget nyt. Det er ikke et problem, at det altid er det samme, vi hører til julefest, for det er dét, der er evangeliet. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Joh 1,14) Dét er evangeliet, som vi er samlede om her til julefest i Korning Missionshus. Ordet, Kristus, er kommet til verden, og det er ham, vi er samlet for at fejre.

2 Evangeliet er ikke nyt, men gammelt. Det forandrer sig ikke, men er det glade budskab om, at Gud valgte at inkarnere sig, blive kød, iblandt os i Jesus Kristus. Selvom det er det samme budskab, som vi hører hvert år til jul, ja, hele året rundt, så tror jeg ikke, vi i bund og grund fatter det. Selvom jeg har hørt bibelfortællinger, lige siden jeg var helt lille, så tror jeg nogle gange, at jeg ikke helt forstår det. Det rammer mig ligesom ikke rigtigt, det bliver ikke levende. Derfor er denne tale ligeså meget en tale til mig selv, som den er en tale til jer. Jeg har nemlig brug for hver eneste dag at blive mindet om, hvad det vil sige, at Gud elsker mig, og det er, hvad denne tale vil handle om: Guds kærlighed til mig!. Julen er hjerternes fest, som man siger, men i særdeleshed hjertets fest. Den er udtryk for Guds bankende hjerte, der dunker af kærlighed for mig og for dig. Den kærlighed er så stærk, at alt, hvad Gud gør og har gjort, udspringer af den. Johannes skriver således i sit første brev: Gud er kærlighed. (1 Joh 4,8b). Lad os derfor bruge denne tale på at fordybe os i denne kærlighed, for det er, at fordybe sig i Gud. Men inden jeg går videre med den egentlige tale, så synes jeg lige, at vi skal bede om, at Gud virkelig må tale til os gennem mig. Lad os alle bede. (BØN!) Talen: At Gud elsker mig og dig, virker måske som noget af det mest basale og banale i den kristne tro, og det er det da også, men alligevel tror jeg bare, at vi (eller sådan har jeg det i hvert fald) ofte glemmer dette fokus. Dette budskab er evangeliet. Nogle ville måske nu sige, at det lyder lige vældig skabelsesteologisk, og hvor er troen henne i det budskab? osv., men her vil jeg gerne slå en ting fast: ALT BEGYNDER I GUDS KÆRLIGHED TIL MIG! Hvorfor er det nu lige, at jeg bruger så meget krudt på noget så indlysende som Guds kærlighed? Jeg, der har læst teologi i fire år, må da være kommet videre end det?!... men her står vi netop ved problemet. I mit teologi-studium har jeg erfaret, at man bruger meget af sin tid på at studere alle detaljerne, alle de perifere spørgsmål, men midt i dette studium kan det basale blive det perifere. Man kan med andre ord gå hen og glemme det grundlæggende i evangeliet: at Gud elsker mig! Ikke, at man glemmer, at han elsker verden og alle mennesker (for det står jo i Bibelen), men at han elsker mig! Det gælder mig! Den levende tro kan gå hen og kun blive en forstandstro, en overbevisning uden tillid. I Hebr 11,1 står der, som de fleste her nok ved, således: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.. Troen har altså, så vidt jeg kan se, to sider, som ikke kan skilles ad. Troen er både overbevisning, dvs. det der gør, at min forstand

3 overbevises, og tillid, dvs. det følelsesmæssige, at jeg mærker Guds nærhed og omsorg og tør stole på ham. Det er den sidste del, det at det betyder noget for mig, at jeg rammes af budskabet, som har været på lavt blus i mit liv, og det er grunden til, at jeg er begyndt på den tidligere nævnte bog. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan? Jeg tror det ikke, og derfor er det vigtigt at zoome ind på det basale igen og igen. Lad os derfor se på Guds kærlighed til mig! (Talen er delt i tre afsnit!) a) Gud skabte mig i kærlighed og opretholder mig Lad os begynde ved begyndelsen: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. ( ) Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.' Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (Gen 1, ), og: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. (Joh 1,1) Hvad læser vi egentlig her? Vi hører, at Gud er der fra begyndelsen af i sin treenige enhed ( Gud, ånd og sagde/ordet ), og pludselig vælger han at skabe. Hvorfor?! Fordi Gud er kærlighed (jf. 1 Joh 4,8b.16b), og ægte kærlighed er per definition relationel. Man kan ikke elske uden nogen at elske, medmindre man taler om egenkærlighed. Hvordan kan Gud så være kærlighed i første omgang? Fordi han som førnævnt er treenig. Han er i udgangspunktet relationel in se. De tre personer i treenigheden interagerer med hinanden, hvilket vi jo også ser i Gen 1,26, hvor Gud taler med et os. Gud vælger altså at skabe, og det sidste han skaber (hvis man ser bort fra hviledagen) er mennesket. At mennesket bliver skabt til sidst, viser, at det er prikken over i'et i skaberværket. Gud skaber mennesket i sit eget billede, men hvad vil det nu sige? Der står således i Salme 8: Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. (Sl 8,6). Mennesket er virkelig det største Gud har skabt. Vi er skabt i Guds billede, og det er fantastisk at tænke på, men hvad vil det sige? Hvis vi læser Gen 1,27 står der jo, at mennesket skabes som mand og kvinde. Jeg tror, at man her kan se noget af gudbilledligheden, nemlig at dette forhold er en afglans af den treenige Guds væsen. Ligesom Gud er relationel, således er mennesket det også, og det stærkeste forhold mellem to mennesker er det forhold, man ser i ægteskabet, når en mand og en kvinde knytter sig til hinanden i kærlighed.

4 Hvordan ligner vi ellers Gud? Jo, ligesom Gud kan vi skabe. Ikke som Gud (han kan skabe af intet), men alligevel... Vi danner og former ting, og på den måde ligner vi Gud. Vi er altså blevet givet en masse magt af Gud, og vi står som forvaltere af resten af skaberværket. Ligesom Gud har vi altså magt, men ikke ligesom Guds magt. Vi har fået magten tildelt, og det fordrer et ansvar. I Gen 2,15 står der: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.. Ligesom Adam og Eva blev sat i Edens have for at passe på den, er vi blevet placeret i verden, som vi har et ansvar overfor. Det gælder både overfor den natur, vi er omgivet af, men det gælder også de fællesskaber, vi er sat i. Vi har som mennesker et ansvar over for de medmennesker, som vi møder hver dag. Det gælder både familie, venner, kollegaer osv., men det gælder også bumsen og den hjemløse i samfundet. I Johannes' første brev skriver han således: Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. (1 Joh 4,11). Den kærlighed, som Gud viser os, er mange gange større, end den vi kan præstere, men vi må, som Johannes siger, elske hinanden. Det skylder vi; det er vor pligt, ja, vort ansvar givet af Gud. Lad os kort dvæle lidt ved, hvad det er Gud har gjort og gør for os i sin position som Skaber. Jeg skriver således i min bog: Gud gør sig virkelig umage, når han skaber et menneske. Det er ikke blot en klump ler, han smider ned i jorden og siger: Så dét var det!, nej, han danner mennesket med sine egne hænder og blæser sin livsånde ind i dets næsebor (Gen 2,7). Gud er altså ikke blot skaber, hvis man med skaber forstår én, der kun sætter en proces i gang. Han er også opretholder, hvilket betyder, at han skaber igen og igen, fortløbende, creatio continua 1. Hver eneste morgen jeg står op, skaber han ilten i mine lunger. Hver tanke, som jeg tænker, kender han, inden jeg har tænkt den. Gud opretholder de store kræfter, tyngdekraften, jordens rotation, planeterne, men han opretholder også de små ting, atomerne, mine blodlegemer, hårene på min arm. Intet er ukendt for ham, og jeg er alligevel den, som han mest af alt koncentrerer sig om, og grunden er, at han elsker mig. (Præstholm 2010, 16) Det er simpelthen så underfuldt, når Gud skaber et menneske. Men som jeg skriver i citatet, så stopper Guds skabelse ikke blot ved at skabe mig som et foster i min mors mave, nej, skabelsesprocessen fortsætter. Gud opretholder os, dig og mig, og han gør det uden, at vi beder ham om det (jf. Matt 6,8). b) Gud sendte sin søn i kærlighed og Jesus døde for min skyld En del teologer ville stoppe ved dette. Gud har skabt alle mennesker, og derfor skal vi elske hinanden.. Det er ikke forkert, men det er heller ikke hele budskabet. 1 Latin: fortløbende skabelse.

5 Selvom Gud har skabt og opretholder mig, så er der noget i mig, som ikke vil Gud. Dybest set så vil jeg ikke Gud. Kender du til det? Det tror jeg, du gør. Paulus skriver således i Romerbrevet: For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. (Rom 7,19). Dette er udtryk for arvesynden. Vi gør ikke blot synder, men vi er syndere. Det ligger i vor natur, at vi ikke vil Gud, selvom han har vist og viser os sin evige kærlighed. Vi vil dybest set os selv mere, end vi vil Gud. Paulus skriver et andet sted i Romerbrevet således: Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, (Rom 3,22b-23). Dette gælder altså os alle sammen. Vi er alle syndere. Det tror jeg, vi alle er klar over... Eller er vi??! Er du klar over, at du virkelig er en synder, der ikke vil Gud? Har det ramt dig, at du går fortabt, hvis du ikke har Gud i dit liv; hvis du ikke tror på ham? Det gælder dig, og det gælder mig! Først når det er blevet virkelighed for os, at vi er syndere, da bliver evangeliet stort for os. Men hvad er evangeliet da?... Lad os kort se på Den lille Bibel, nok et af de mest kendte steder i Bibelen: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3,16). Som jeg indledte med at slå fast, så BEGYNDER ALT I GUDS KÆRLIGHED TIL MIG! For således elskede Gud verden, står der. Gud elskede verden, dvs. dig og mig. Det var, fordi han elskede og elsker os, at han sendte sin enbårne søn, for at vi kunne få evigt liv. Det er grunden til, at vi fejrer jul. Det var i kærlighed, fordi Gud er kærlighed, at han lod sin søn blive født ind i vor verden og gå i døden, og det var af kærlighed, at Jesus gik i døden. Da Jesus blev født i Betlehem og senere døde på Golgata for 2000 år siden, var det for dig og for mig. Det var for vores synder, som vi begår hver eneste dag. Det ville have været meget lettere at have ladet være, men det gjorde han ikke. Han blev født, levede et liv som du og jeg og gik i døden for dig, for at du kunne få tilgivelse for din synd. [H]an, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. (Fil 2,6-8)

6 Jeg har skrevet om emnet Bøn i min bog, og har skrevet om Fadervor. Hvor mange her føler nogle gange, at Fadervor blot er blevet en remse ligesom ærle-perle-pif-paf-puf eller ABCsangen? Sådan har jeg det ofte. Da jeg nu skulle skrive om Fadervor, kom jeg til den femte bøn: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. (Matt 6,12). Hvordan kan vi tillade os at bede denne bøn blot som en remse? Vi kunne ikke bede denne bøn, hvis Jesus ikke var død på korset, for der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod. (Hebr 9,22). Jesus er virkelig død for dig, fordi han vil, at du skal have evigt liv, at du skal frelses. Måske kender du det, at et velkendt sted i bibelen pludselig kommer til at stå i et nyt lys. Sådan har jeg haft det med Joh 3,16, efter at jeg er blevet far. Gud gav sin eneste søn, så han kunne dø for mig! Det ville jeg aldrig selv have gjort for nogen. Levi, min søn, betyder utrolig meget for mig, ja, jeg kan knapt beskrive de følelser, jeg har for ham. At skulle ofre ham for et andet menneskes liv, tror jeg ikke, jeg kunne, og da slet ikke for en eller anden, som selv var skyld i sin straf. Men det gjorde Gud! Jeg fortjener at gå fortabt, hvis man ser retfærdigt på mine gerninger. Jeg står til uendelig gange dødsstraf, til fortabelse, men fordi Jesus elsker mig, så gik han i mit sted. Han kunne have ladet være, men det gjorde han ikke. Han døde for mig!......og OPSTOD igen for min skyld! Var Jesus ikke opstået igen fra de døde, var evangeliet tomt. En af mine yndlingssange, da jeg var barn, var denne: Han er opstanden. Halleluja! Lov ham og pris ham! Halleluja! Jesus, vor Frelser, lænkerne brød. Han har besejret mørke og død. Lov ham og pris ham, vor Frelser og ven, han, som gi'r syndere livet igen. Halleluja! Vi skyldfrie er. Halleluja! Vor Frelser er her. (SM 133,1) Jesus brød dødens lænker. Døden er besejret, og vi behøver ikke længere at frygte den. Det er da fantastisk! Og det hele skyldes en ting: At Jesus elsker dig og mig, så han var villig til at blive menneske julenat, og at han var villig til at gå igennem døden og lidelserne. Guds kærlighed finder sit klareste udtryk i Jesu lidelse på korset. Tænk på det, næste gang du ser på dette torturinstrument. Korset er beviset på Guds kærlighed til dig! Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. (Joh 15,13).

7 c) Gud har i kærlighed til sine børn beredt en plads i Himlen Ofte holder vi her, når vi taler om Guds kærlighed, og i julen er det da også Guds komme ind i verden, vi fejrer; hans første komme. Han har skabt os og frelst os, men han har flere ting i ærmet. I kærlighed sendte han sin hellige Ånd til os pinsedag (Acta 2), og igennem den taler han til os nu. Gud er iblandt os nu ved sin Ånd. Det skyldes hans kærlighed! Peter skriver således i sit andet brev: Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. (2 Pet 3,8-9) Gud elsker alle mennesker og vil, at alle bliver frelst. Det er dog kun dem, der tror på ham, som får del i det evige liv (jf. Joh 3,16). Men hvad er det evige liv nu for noget? Gud siger dette til Johannes: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. (Åb 21,3-4) Gud har altså beredt en plads til sine på den nye jord. Hvornår skal dette da ske? Hvornår kommer Jesus igen og tager os med? Er der nogen, der ved, hvad det sidste, Jesus siger i Bibelen, er? Ja, jeg kommer snart. (Åb 22,20). Jesus siger altså til Johannes (og til os), at han snart kommer igen. Men det er tusinder af år siden, hvorfor er han endnu ikke kommet? Fordi han ikke ønsker, at nogen går fortabt, er dommens dag endnu ikke indfundet. Han ønsker, at alle skal med. Han elsker alle mennesker, for han har skabt alle som de ypperste skabninger og ønsker, at alle bliver frelst (ikke at alle dermed bliver frelst!). Ligeledes står der i Hebræerbrevet: Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os. (Hebr 11,39-40) Det er altså af kærlighed til mig, at Jesus endnu ikke er kommet igen. Guds plan kender ingen fuldt ud. Ingen havde gennemskuet, at det, at Jesus døde på korset, var en del af Guds plan. Ligeledes ved intet menneske, hvornår Jesus kommer igen, men så længe jeg tror på Kristus, da skal jeg være sammen med ham på den nye jord. Da skal jeg være totalt omsluttet og fyldt af hans evige kærlighed. ***

8 Ligesom vi skylder at elske hinanden, fordi Gud elsker os, således er det vor kristne pligt at vidne om Jesus for vor næste. Det har Jesus selv befalet os (jf. Matt 28,16-20). Fordi han elsker alle mennesker, ønsker han, at alle skal komme til tro, så alle kan blive frelst. Derfor skal vi fortælle evangeliet til vor næste, og vi skal begynde der, hvor Gud selv begyndte, nemlig i kærlighed. Elsk din næste som dig selv. Det er Kærlighedsbuddet, som Jesus lærte sine disciple, og som han lærer os. Til slut vil jeg blot læse et velkendt kapitel op fra Paulus' brev til korintherne (1 Kor 13 læses højt!). Glædelig jul og husk: Gud elsker DIG! Afslutning: Sange: HT 151: Kom, alle kristne HT 157: Julebudet til dem, der bygger HT 167: Den yndigste rose er funden HT 155: Jeg er så glad hver julekvæld Andet: jeopardy