Hvor er det dog en overvældende følelse, at stå her med eksamensbeviserne i. hænderne, huerne på hovedet - og formentligt en gang god sprit i blodet!

Transkript

1 Kære alle sammen. Kære lærere, kære forældre og kære studenter. Hvor er det dog en overvældende følelse, at stå her med eksamensbeviserne i hænderne, huerne på hovedet - og formentligt en gang god sprit i blodet! Hvor er det vildt, at det endelig blev vores tur. Og hvor er dog helt fantastisk alt det vi gennemgår lige nu. Vi har været på en rejse af de store. Vi har haft samme rejsemål, men samtidig vidt forskellige rejser - eller man kunne sige: Vi har været på samme rejse, men med vidt forskellige indtryk og oplevelser - og nu er vi langt om længe nået frem! For hold da op, hvor var de store, alle de studenter der modtog deres eksamensbeviser årene før os. De var jo meget ældre og meget klogere og meget mere voksne, end vi var. Jeg tror alle har oplevet, at komme ind i et klasselokale en sen fredag eftermiddag efter matematik højniveau holdet havde haft time. Er du gal, det føltes godt nok som en uoverskuelig fremtid, når man stod og kiggede der på tavlen - mens man blev lidt i tvivl om, om man ved et uheld havde taget skolebussen mod Kina i stedet for Faaborg Gymnasium, for man fattede ikke et ord af, hvad der stod. Det har også betydet, at vi har mistet nogen på vejen. Hvis man skulle blive i rejseterminologien - kunne man sige - nogen der stod af på mellemlandingen - eller satte sig på et katapultsæde - faktum var bare, at de ikke nåede frem til destinationen.

2 Og det sætter tankerne i gang, når der er medstuderende, der vælger at søge andre veje - for det minder en om, at det er alvor. Det er alvor, når man selv aktivt har truffet en beslutning om, at man vil gå i gymnasiet - og det forpligter. Heldigvis nåede alle os studerende der er samlet her i dag, det individuelle og fælles mål: Student 2011! Dog er det ikke alle, der i dag ligner nogen der har rejst på første klasse, men nok nærmere nogen der har taget bussen - og måske blevet ramt af den i mellemtiden. Og som jeg indledte med at sige, ja vi har nået det fælles mål, men hvis vi skal være ærlige - og det skal vi jo - så har der været vidt forskellige måder at nå dertil. Nogen har kæmpet, slidt og grædt for at nå hertil - andre har ikke - hvert fald ikke i samme grad. Og så vil jeg ikke sige mere i den sag. Men jeg vil derimod gerne citere en af mine gamle lærere, Peter Eduard. Han sagde den allerførste dag på gymnasiet: Alle kan få 12 i alle fag, det er bare et spørgsmål om at knokle. Men på den anden side, hvis du får det - så er det måske også på tide, at du finder dig nogle venner. Og lige netop de linjer, mener jeg på mange måder danner rammen om hele ens gymnasietid, og måske særligt gymnasietiden på Faaborg Gymnasium. For gymnasietiden har åbnet manges øjne op for, at hvis man vil, så kan man. Og hvis man er villig til at investere og knokle - så skal det nok kunne betale sig i sidste ende. men sidst og ikke mindst: man skulle huske, hvem man selv er - og man skal huske

3 hvor man kommer fra. Man skal kunne se de folk i øjnene, som man passerede på opstigningen til succes, når det går den anden vej igen en dag. Du skal huske at investere socialt! På tværs af klasser, alderstrin, race, køn eller lignende! Og du skal turde elske og holde af - have tillid til, at folk vil dig det bedste på din vej. Det er hvad Faaborg Gymnasium har betydet for mig - og helt sikkert for rigtig mange af jer: Tro på dig selv - du kan hvad du vil, men glem ikke dig selv og husk at elske dem, der elsker dig! I denne forbindelse tror jeg det ville være passende rent faktisk at vise jer noget kærlighed - nemlig i form af en undskyldning på vegne af alle studenterne. Undskyld for alle de gange vi har smækket med døren i raseri over afleveringerne. Undskyld for, at vi ikke har hjulpet med opvasken, madlavningen, pasning, græsslåning, borddækning - helt så meget som vi måske burde. Undskyld til mødrene, fordi I stadig skal stryge vores skjorter. Undskyld til fædrene, fordi vi altid ringer midt om natten og skal hentes. Og undskyld til vores søskende, for alle de gange de er blevet offer for en verbal sviner. Undskyld, undskyld, undskyld! For pointen er, at når vi står her alle os studenter, så er der rigtig mange, vi skylder en kæmpe tak! Vi skylder at takke hinanden, takke vores familier, søskende og kærester.

4 For uden dem, var det her nok svært at nå. Men vi skylder også at takke os selv - takke os selv, fordi vi valgte den vej, der nu har åbnet døren op for en hel ny verden. Hvor intet begrænser os, og mulighederne er uendelige! Men sidst men ikke mindst skylder vi en kæmpe tak til alle lærerne, eleverne administrationen, personalet og bestyrelsen på Faaborg Gymnasium. De folk der sikre, at vi hver dag kan gå i skole. De folk, der har gjort dette muligt for os, og dem der har dannet rammen om de 3 mest betydningsfulde år i vores liv! Og nu vil jeg gøre som sidste år - rette en særlig tak til kontordamerne på Faaborg Gymnasium. Mette, Tine og Susanne - og en der helt sikkert nyder godt af deres selskab - nemlig Erik. Hold da op, hvor er i af en kaliber som mennesker, der er så beundringsværdig og livsbekræftende. Og hvor skulle i bare vide, hvor meget i betyder for alle os, der er samlet her i dag! Hvis det stod til mig, så burde i have 1 mia. i løn, for det kæmpe arbejde i laver både direkte og indirekte. Claus var dog ikke med på den idé. Vi kan med oprejst pande se tilbage på en tid på Faaborg Gymnasium, som vi vil huske som en god og lys tid. Okay, ikke alle har syntes om arbejdet med de matematiske gåder, de samfundsfaglige teorier, de historiske begivenheder, de kemiske formler, de fysiske eksperimenter, de danske digte eller historien om Platon i oldtidskundskab.

5 Men med huen på, så siger vi til alle vores lærere: Tak, alligevel. Det har været vidunderligt at blive beriget af jer og jeres egenskaber. Vi er landet igen, efter en 3-årig rejse. Rejsen slutter her - og i virkeligheden er den jo først lige begyndt. Opsøg jeres muligheder, grib chancer og gør det og tør det - som nødvendigvis ikke er i overensstemmelse med det gængse, jævne og almindelige. Og husk: Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn - andre bygger vindmøller. Tak for rejsen - alt godt fremover - jeg er sikker på, at vi alle sammen nok skal blive til noget, når vi engang bliver store. Endnu en gang - af hjertet tak!