Tekster: Mal 3,1-3; Jak 5,7-8; Matt. 25,1-13

Transkript

1 Prædiken 2. s. i advent Stenderup Kirke :30 Tekster: Mal 3,1-3; Jak 5,7-8; Matt. 25,1-13 Salmer: 84, 77, 274, 78, 80, 74 For mange år siden skulle jeg op til fysik-kemieksamen i 9. klasse. Det var en såkaldt gruppeeksamen, hvor vi var tre, der skulle samarbejde om at løse nogle opgaver om magnetisme. Det skal siges, at fysik og kemi ikke ligefrem er min stærke side. Når det kom til stykket, så var jeg nok mere sproglig end matematisk. Men til mit held kom jeg på hold med to af klassens skarpeste knive i skuffen. De havde godt styr på alt det der fysik og kemi. Jeg svarede på de få spørgsmål, som lærer og censor stillede undervejs, men ellers kunne jeg lægge mig trygt og godt i slipstrømmen af mine kammeraters 1

2 store viden på dette område. Hvis jeg skal være helt ærlig, så lå min egen præstation reelt i middelområdet, men på papiret gik det rigtig godt. Vi fik alle sammen den samme fine karakter, der lå et godt stykke over middel. Det var helt sikkert de andres fortjeneste, og jeg tænkte ved mig selv, at det er dejligt, sådan at kunne lægge sig i slipstrømmen af de andre, som var klogere end mig på dette område. Måske har de fem tåbelige brudepiger gjort samme overvejelser, at de bare kunne lægge sig i slipstrømmen af de fem kloge, der har gjort deres forberedelser og så nå frem til det samme resultat som dem. På mange måder kan det være en god strategi især hvis der er nogle ting, som man er lidt usikker på. I de tilfælde kan det være godt at følge efter og bare overlade ansvaret 2

3 til de andre. Men kunne vi spørge, er der ikke også nogle ting, som vi må gøre selv og som vi også selv må stå til ansvar for? Jeg tænker, at det ikke altid er muligt at lægge alting over i andres hænder. Der er nogle særlige øjeblikke i ethvert menneskes liv, hvor vi ikke kan springe over, hvor gærdet er lavest og overlade ansvaret til andre. Der er øjeblikke, hvor der kræves noget af os og hvor vi må sætte os selv i spil med de muligheder, begrænsninger og risici, som det nu engang er forbundet med. Der er væsentlige sider ved tilværelsen, som vi i bestræbelsen på at blive og være et selv ikke kan overlade til andre. Vi må således selv række hånden ud 3

4 og stikke næsen frem for at få del i det liv, som vi går og ønsker os. I en kommentar til dagens læsning hedder det, at vi ikke kan gå på toilettet på anden hånd. Det lyder måske lidt vulgært her fra prædikestolen, men når vi skal, så skal vi, og det er alene vores ansvar, at vi kommer derud i rette tid. Den opgave kan vi ikke lade andre om at gøre. Ligesom vi heller ikke kan sove, spise og elske på anden hånd. I de afgørende momenter må vi være på det rette sted til den rette tid og være klar til at gå helhjertet ind i det. Og det er måske den helhjertethed, der mangler hos de fem tåbelige brudepiger i den her afgørende situation, hvor Jesus er lige på trapperne og kommer for at flette jord og himmel tæt sammen. Vi kan spørge os selv, hvad det er, der gør, at denne helhjertethed udebliver. Det er da mærkeligt, at det kun er halvdelen, der tager 4

5 olien med ud på marken. Det kan selvfølgelig være en forglemmelse, en uopmærksomhed, som gør, at de simpelthen ikke tænker klart i situationen. Men holder vi fast i tanken om, at det skyldes en halvhjertet indsats, så kan den have flere årsager. Den halvhjertede tilgang til livet og til de afgørende situationer, som vi sættes i, kan undertiden skyldes en angst for det, der truer med at vælte vores trygge og gode tilværelse omkuld. Den angst kender vi alle sammen. Der er angsten for at blive afvist af den, vi elsker. Der angsten for at blive efterladt af dem, der før var fundamentet i vores tilværelse. Angsten for at miste sit arbejde og angsten for at miste det fællesskab, som man indtil nu har været en del af. Vi kender således angsten for det onde. Den findes i mange forskellige former. 5

6 Men hvad med angsten for det gode? Den halvhjertede tilgang til livet og til de afgørende situationer kan også grunde i en angst for de gode ting, der er på vej og som kan være ligeså omvæltende som de onde ting i tilværelsen. Hvis vi gennem livet har gået og skammet os selv ud i mørket og opbygget et negativt billede af os selv, kan det virke overrumplende, hvis der pludselig træder et menneske ind og tænder for det nådens lys, som vi egentlig burde se os selv og hinanden med. Hvis vi gennem livet har gået meget alene med vore tanker og følelser, kan det virke overrumplende, hvis vi pludselig ser os selv være på vej til at blive revet ud af ensomheden af en, der ønsker at være en del af vores liv og som derfor bliver ved med at spørge interesseret ind til det, der gemmer sig inderst inde. 6

7 Der er i begge tilfælde tale om uvante situationer og her gælder det, at vi midt i det uvante måske forsøger at passe på os selv ved at holde lidt igen og ikke tage fuldt og helt del i glæderne. Til trods for at brudepigerne har ventet længe og tålmodigt på at Jesus skulle komme til dem, gør de sig ikke fuldstændig klar til hans ankomst. Det virker nærmest som om, at de holder lidt igen og at det er med fuldt overlæg, at de glemmer olien til lamperne og i stedet lægger ansvaret på de andres skuldre. På den måde bevarer de jordforbindelsen, holder sig på sikker grund, og tager ikke fuldt og helt del i det gode, i den sammenfletning af jord og himmel, som er nært forestående. Dommen over brudepigerne er hård. De bliver ikke lukket indenfor til den store fest. De må stå udenfor i mørket og betragte det hele på afstand. Ligesom vi også 7

8 kommer på afstand af det gudsskabte liv, når vi af frygt for at slå os på det ikke tager fuldt og helt del i det. Livet rummer både fordele, ulemper, muligheder, begrænsninger og risici. Vi må tage del i det alt sammen, og det må vi gøre i tillid til, at Gud i sidste ende vil sende sin Søn til verden og at han kommer os i møde på selv det sted, hvor alle muligheder synes udtømte og hvor broerne lugter brændt Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver en sand, treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 8

9 Kirkebøn se side 12. Meddelelser Se medd. bog. Apostolsk velsignelse Så lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. 9

10 10