1. næstformand for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen Ved aftenmødet på Husum Danske Skole Fredag den 7. juni 2013 kl

Transkript

1 Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder 1. næstformand for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen Ved aftenmødet på Husum Danske Skole Fredag den 7. juni 2013 kl Ét mindretal ét logo! Sydslesvig kalder hedder Årsmødemottoet Hvad er det vi kalder på? Ja, for mig at se kalder vi ikke bare i år men de seneste mange år på den danske befolknings opmærksomhed. For vi vil ikke glemmes. Vi vil huskes. Vi vil registreres. Vi vil være en del af danskernes ikke mindst også den unge generations hverdag. Vi kalder på Danmark for at minde folket om, at vi har en fælles historie. Fælles rødder. Fælles interesser. At mindretallet syd og befolkningen nord for den dansk-tyske grænse har et skæbnefællesskab. Vi kalder hernede fra Sydslesvig, fordi vi må konstatere, at viden om os og vores fælles historie især hos den unge generation er nærmest gående mod nul. Ja, i takt med Grænseforeningens dalende medlemstal, som dags dato ligger på , forsvinder hukommelsen om det folkelige og nationale fællesskab mellem Danmark og mindretallet. Derfor er det måske ikke engang nok blot at kalde. Vi må snarere råbe højt for at vinde gehør hos danskeren, der med sine interesser og sin bevidsthed er på vej ud i den globale verden lige som alle os andre, flyvende hen over al verdens grænser, fikseret som han eller hun er på de sociale medier og værktøjer som twitter, facebook, you tube, smartphones, I-pads og I-phones. Heldigvis er det ikke bare os i Sydslesvig men også vore folkelige og politiske støtter i DK, der er klar over, at demensen breder sig i den danske befolkning, hvad angår kendskabet til os og vores historie. Så oplysning er heldigvis ikke kun på Samrådets agenda. Den er også på Grænseforeningens og Sydslesvigudvalgets agenda. Sydslesvig kalder under den meget vigtige overskrift, der lyder: Folkeoplysende virksomhed i Danmark om mindretallet!

2 For på sigt kan det udgøre en trussel mht. vores eksistens, hvis de bevilligende myndigheder, Folketinget og regeringen, intet kendskab har til de bånd, der knytter moderlandet og Sydslesvig sammen. Hvis en dag fremtidens beslutningstagere på Christiansborg skulle være fuldstændig blank, hvad viden om deres eget mindretal angår, så kunne man jo frygte, at man vælger at bruge den halve milliard til noget helt andet. Kunne man forestille sig en ung politiker foreslå, at den halve milliard, der hvert år bevilliges til det danske arbejde i Sydslesvig, skulle finansiere gratis w-lan/internetadgang for den danske borger uanset, hvor denne befinder sig inden for Danmarks grænser. Nej, spøg til side! Vi Samrådet har i december 2012 kaldt på hjælp nordfra. Og den kom Guds ske lov prompte fra Sydslesvigudvalget. Den 17. januar i år bevilligede udvalget 2 millioner danske kroner til, citat: Udvalgets medlemmer er enige i, at der er behov for at styrke og professionalisere den oplysning og den kommunikation, der tilgår DK fra mindretallet. Samrådet har nu afgivet ordre til et dansk agentur ved navn Bysted, der skal foretage en analyse, hvordan man effektivt markedsfører mindretallet i alle dens facetter og med dens gode historier i Danmark. Hvilke mediale kanaler og platforme skal vi benytte os af for at nå danskeren anno 2013? Når kommunikationsanalysen er på plads, skal der ansættes en journalist, der skal være Samrådet behjælpelig med at omsætte strategien til handling. Startskuddet for selve kommunikationsanalysen er på en måde i morgen formiddag på Flensborghus, hvor debatmødet netop handler om, mindretallets synliggørelse i DK. Jeg vil godt komme ind på ad hvilke kanaler vi allerede driver folkeoplysende virksomhed hhv. hvilke tiltag, der kunne tænkes at fremme denne store kaldsopgave i fremtiden. For mig at se handler det om, at vi bliver nødt til at slå på flere strenge. Der er for det første den kendte oplysning, som har fundet sted lige så længe mindretallet har eksisteret. Nemlig den personlige kontakt mellem SSF distrikterne og Grænseforeningens lokalafdelingers medlemmer. Det er klart, at den visse steder skal genoplives, nytænkes og videreudvikles. Ikke mindst p.gr.a. Grænseforeningens nye organisationsstruktur, idet de små lokalafdelinger er fusioneret til større enheder. På samme måde fusioner hist og her tillige SSF distrikter, som kalder på en løsning mht. de tidligere distrikters fadderskabsforbindelser. Også Grænseforeningens elevambassadørkorps er og har været et godt værktøj til oplysning af de unge danskere. Ud over det før nævnte oplysnings- og kommunikationsprojekt har Sydslesvigudvalget den 17. januar i år også bevilliget penge til centralbibliotekets ønske om sammen med et

3 Filmværksted at producere en dokumentarfilm eller en tv-serie om mindretallet, som skal vises på én af de landsdækkende TV-kanaler. Ifølge Flensborg Avis er de allerede i fuld gang med filmoptagelserne. I dette projekt indgår også udarbejdelsen af undervisingsmateriale til brug i folkeskolen og gymnasiet. Kan man forestille sig mindretallet som obligatorisk pensum i folkeskolens hhv. gymnasiets læseplan? Ikke dårligt! Et andet stort projekt som muligvis og forhåbentlig kan være med til at løfte mindretallet ind på danskerens lystavle er fejringen af 150 året for slaget ved Dybbøl i Man håber fra arrangørens side på både Dronningens og forbundspræsident Gaucks tilstedeværelse ved mindehøjtideligheden. Det vil selvfølgelig afstedkomme en øget opmærksomhed omkring vores fælles historie i pressen. Men det der batter langt mere i den her sammenhæng er, at DR 1 har sat filminstruktør Ole Borndal på den opgave at lave en TV-serie om Det har man afsat 170 millioner kroner til. At være på Danmarks landsdækkende kanal med en serie over flere uger og måneder, i hvilken kendte danske skuespillere medvirker, burde kunne slette et par hvide pletter på landkortet og i den unge danskers hjerne. At så Ole Borndals manuskript til filmen allerede nu kritsiseres af Tom Buk Swienty er en anden sag. Kritikken går på, at Borndal, som har taget udgangspunkt i Swientys to bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, har tilladt sig for mange kunstneriske friheder, som fortegner de historiske fakta. Der er for meget fiktion på bekostning af dokumentation over filmmanuskriptet. Som Borndal siger: Filmen skal holde seeren fangen fra første til sidste del. Og det kan man kun med æstestiske kneb og et episk forløb. Alligevel tror jeg, at serien kan hjælpe os med at åbne interessen for vores fælles historie dengang og nu. Så er der Egon Clausens idé. Egon Clausen er formand for Forfatterforeningen og næstformand i Dansk Kunstnerråd. Han mener, at mindretallet skal gøre brug af den danske elite. Med elite mener han ikke kendisserne på forsiden af Billedet Bladet eller Se & Hør. Med eliten mener han de danske forfattere. Dem kunne man godt benytte sig af som multiplikatorer i det danske samfund. Ideen er, at SSF etablerer en forfatterlejlighed på Slesvighus, hvortil man kunne invitere skribenterne. De skal opholde sig i Sydslesvig og skrive om deres indtryk. Fordelen er, at eliten på forhånd er kendt i befolkningen og ikke mindst af medierne. Derfor vil forfatteres omtale af mindretallet kunne vække opmærksomhed i den danske offentlighed. Netop den tanke er vand på min mølle, idet vi indenfor SSF i små to år har arbejdet med

4 netop den idé. Projektet vil blive præsenteret Sydslesvigudvalget på deres besigtigelsestur til Sild den 1. juli i år. Det går ud på, at man på loftet af List danske Kulturhus etablerer en kunstnerlejlighed. Den skal huse danske og nordiske kunstnere. Altså både forfattere, billedhuggere, malere og filminstruktører. De skal fungere som ambassdører for mindretallet i Danmark. I forbindelse med overrækkelsen af en Sydslesvigs Kulturpris, kunne man forestille sig, at de danske medier vil mene, at det er besværet værd, at rejse til Sydslesvig for at dække et sådan highlight. En pris, der skal indeholde en pose penge og en forpligtelse til at opholde sig fire uger på Sild hhv. Slesvig. Med ønsket og håbet om, at kunstnerne kan hente og finde inspiration i vores landskab, kulturelle mangfoldighed, og i mødet med tyske kollegaer ved dansk-tyske litteraturaftener o.lign. Endelig vil jeg gøre opmærksom på to grænseoverskridende projekter, som allerede er søsat, og som egentlig burde kunne fremme folkeoplysningen i Danmark, omend jeg har mine tvivl. Her tænker jeg på det grænseoverskridende EU-projekt, som kaldes Den dansk-tyske Region, som dækker det gamle hertugdømme Slesvig. Det markedsfører sig selv under mottoet: Vi overskrider grænser! Og videre hedder det. Jeg citerer: Det nye brand er et synligt udtryk for, at vi har fundet hinanden på tværs af den dansk-tyske grænse. Vi lever på begge sider i et skæbnefællesskab, og nu har vi skabt et fælles rum til at handle indenfor! Selvom både det tyske og det danske mindretal er medspiller i dette projekt, er jeg ikke helt sikker på, om mindretallene mediemæssigt profiterer så meget af denne vision, hvor man for at få Region Slesvig til at vokse, ideologisk satser på, at regionen får en ny fælles identitet. Hvor man mere taler om at vokse sammen under én fælles identitet end om fælles vækst med skyldig hensyntagen til de nationale, sproglige og kulturelle forskelligheder i regionen. Fælles vækst i Slesvig bifalder jeg. Men under bevarelse af netop den kulturelle og nationale mangfoldighed vi har her på stedet, og som gør vor landsdel til en ganske enestående og rig egn. Jeg er bange for at brandet Dansk-tysk Region ikke umiddelbart synliggør vort mindretal i medierne endsige øger danskernes viden om vor eksistens graverende. Det handler mere om økonomi, erhverv, sundhed, turisme, forskning og logistik end om os dansksindede. Det er lidt som om Sydslesvigs anliggende bliver noget klemt af de to store spillere Region Syddanmark og delstaten Slesvig-Holstens dagsorden, som handler om på sigt at kunne matche Øresundregionen som vækstregion.

5 Så er der nok mere håb om opmærksomhed og oplysning i egen sag i det grænseoverskridende redaktionelle samarbejde mellem Jydske Vestkysten, Der Nordschleswiger, Flensborg Avis og SHZ. Siden den 18. april i år kan de fire grænselandsavisers redaktioner frit tage artikler hos hinanden og trykke dem i deres egen avis. Ad den vej bringes regelmæssigt stof fra mindretallet i Jydske Vestkysten, der har et oplagstal på og et læsertal på Med rette kan man spørge, hvad med vores egen Flensborg avis. Kan den ikke være med til at oplyse om mindretallet i Danmark. Både som papiravis, som gratis online-avis, som e- paper og via sin facebookaccount. Men vi må være realistiske. Abonnementstallet i Danmark ligger på små 2000 exemplarer. Og det daler i takt med at Grænseforeningens medlemstal daler. I øvrigt er det meget vanskeligt at brænde igennem i Danmark og for den sags skyld i Tyskland med en papiravis. Det moderne unge menneske læser ikke papiraviser. Og hvis de gør, så på laptoppen eller I-paden eller på smartphonen. Som I kan høre er der masser af bolde i luften. Masser af muligheder for at gøre Sydslesvig kendt i Danmark. At man kan hente sin viden og finde informationer på alle mediale platforme, så som radio, TV, aviser, internet og de sociale medier. Men én ting er helt sikkert. Hvis mindretallet for alvor skal brænde igennem i Danmark, så skal mindretallet præsentere sin mangfoldighed under eet logo. Vi mangler eet fælles kendemærke. Med andre ord skal Samrådet have sit eget logo under hvilket det optræder i Danmark. Det duer ikke kommunikationsstrategisk at skyde med spredehagl. Så rammer man alt og dog intet. Derfor må der investeres nogle af de af Sydslesvigudvalget bevilligede penge i at få udviklet et fælles mindretalslogo. Kommunikation handler om genkendelighed. Men det er svært at opnå genkendelighed, når man ikke har et fælles ansigt udadtil, men 8 9 forskellige interesseorganisations logoer, som selv mange af de ny tilkomne mindretalsfolk ikke kan finde rundt i. Et fælles kendemærke under hvilket mangfoldigheden og særinteresserne trives er med til at skabe en fælles identitet, samhørighed, fællesskabsfølelse og sammenhængskraft. Et overordnet logo vil derudover gavne integrationen af de mange udefra kommende nye, der har besluttet at ville være en del af det danske mindretal i forbindelse med valg af en pædagogisk institution for deres barn. De dansksindede er kaldet til at forenes under ét logo, som vil gøre det ulig nemmere at øge genkendeligheden i det offentlige rum og deslige give mindretallet en langt større

6 chance for at brænde igennem på de forskellige mediale platforme i Danmark. Det ønsker jeg os alle sammen held og lykke med. Jon Hardon Hansen, Sild - Söl