TEGLGÅRDSSTRÆDE 12 NØRRE KVARTER, KØBENHAVNS KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R TEGLGÅRDSSTRÆDE 12 NØRRE KVARTER, KØBENHAVNS KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: / Kommune: Københavns Kommune Adresse: Teglgårdsstræde 12, 1452 København K Betegnelse: Teglgårdsstræde 12 Fredningsår: 1972 Omfang: Forhus (1791), sidehus (før 1781), tværhus (1730) og baghus (1729). BYGNINGSBESKRIVELSE I den følgende fredningsbeskrivelse er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i bygningerne. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget i forbindelse med gennemgangen: forhusets sydlige del af stueetagen, den øverste del af sidehuset og den nederste del af tværhuset. Teglgårdsstræde 12 ligger i det indre København og består af et forhus mod gaden, der ligger som en del af gadens husrække, samt et sidehus, et tværhus og et baghus, der er bygget sammen omkring to brolagte gårdrum. Baghusets østlige langside danner tillige en mur ind mod en større have ved Valkendorf Kollegiet. Forhuset er ni fag bredt, opført i grundmur i fire etager over en kælder og bærer et rødt, teglhængt heltag med to store og brede skorstenspiber i rygningen. Bygningen har en sorttjæret sokkel og herover er facaden kalket i to støvede blå nuancer, der opdeles af en hvid sålbænksgesims, som er placeret under førstesalens vinduer. Øverst afsluttes facaden af en hvid, flerleddet hovedgesims. Den nederste del af facaden optages dels af en ældre, bred, tofløjet port, og dels af en nyere hoveddør med rude i den øverste del. Desuden er der større, nyere butiksvinduer syd for porten og tre korspostvinduer nord for porten. Alt træværk på port, dør og vinduer er i stueetagen malet mørkegrønt, næsten sort, og over døren ses en ældre gadelampe. De øvrige etager har ældre, hvidmalede vinduer, der i første og anden etage er udført som korspostvinduer, mens vinduerne i tredje etage er torammede. I tagfladen findes mod gaden fire nyere zinkinddækkede, rundbuede kviste med torammede vinduer, der har småtopsprossede, koblede rammer. Forhusets facade. Gårdsiden er pudset og kalket med jernvitriol og afsluttes af en flerledet hovedgesims. Vinduerne varierer i størrelse og udførelse, der er både smalle og brede korspostvinduer og torammede vinduer. Alle vinduer har enten småtopsprossede ruder eller en enkel tværsprosse

3 3 i de nederste rammer. Fælles for vinduerne er, at de alle er ældre og malet mørkegrønne. Over portåbningen er en porthammer i træ. I tagfladen mod gården er en del nyere små kviste med et- eller torammede vinduer, der har småtopsprossede, koblede rammer. Der er adgang til kælderen fra gården via en ældre, skråtstillet, tofløjet revleluge. Forhuset indeholder et erhvervslejemål i en del af stueetagen, mens resten af ejendommen er indrettet med lejligheder. Generelt er der to lejligheder på hver etage, dog er der enkelte etager, hvor lejlighederne er sammenlagt til én. Der er en genkendelig ældre grundplan på alle etager med et trapperum placeret midt for mod gårdsiden. Lejlighederne er disponeret med stuer mod gaden, et gangforløb i midten af bygningen og mod gården kamre, badeværelser og hovedparten af køkkenerne. Et enkelt køkken ligger mod gaden i det nordligste rum i forbindelse med et ældre ildsted. Igennem hele bygningen er bevaret brede skorstenskerner ved bygningens gavle, og der er bevarede ildsteder med buet ildstedshammer af jern til begge sider. Lejlighederne har en traditionel materialeholdning med nyere eller ældre bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt vægge af bindingsværk. Der enkelte steder er synligt. Lejlighederne er desuden præget af et anseeligt antal oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revleog fyldingsdøre med profilerede gerichter. Mange af vinduerne har de oprindelige anverfere og stormkroge og er forsynet med nyere forsatsruder. I et enkelt køkken er tillige bevaret et ældre støbejernskomfur og et traditionelt forrammekøkken. Hovedtrappen er en ældre trætrappe med indstemte trin, forvanger med fyldinger kantede balustre, afrundet håndliste og en kraftig mægler. Væggene er af bindingsværk og vandskurede, og undersiden af trappeløbene er pudsede. Taglejligheden er gennemgående i hele bygningens længde, og er delvist udnyttet med to etager forbundet af en intern trappe, og delvist åben til kip. De fleste overflader i taglejligheden er nyere, men den ældre tagkonstruktions spær og bjælker er stadig bevaret. Kælderen, der kun er under en del af bygningen, anvendes til opbevaring. Her er et ældre stengulv og let pudsede mure. Sidehuset, tværhuset og baghuset er alle opført i to etager af delvist bindingsværk og grundmur. Bindingsværket er ligesom soklerne sorttjæret, mens mur og tavl er kalket med jernvitriol. Bygningerne har enten sugfjæle, gesimser af træ eller som på tværhusets østlige side et bredt tagudhæng båret af knægte. Øverst afsluttes bygningerne af røde, teglhængte heltage med skorstenspiber i rygningerne. Sidehusets vestlige gavl har helvalm. I tværhusets sydligste fag er et gennemgående portrum, der forbinder de to gårdrum. Bygningerne har generelt nyere, men traditionelt udførte et- og tofløjede fyldingsdøre samt ældre et- og torammede vinduer med hjørnebeslag og forskellig sprosseinddeling. Vinduerne i Sidehuset i det første gårdrum.

4 4 sidehusets nederste etage har tillige ældre, dobbelte foldeskodder og i tagfladerne findes en del nyere, traditionelt udførte zinkinddækkede kviste med torammede vinduer. Henover sidehusets hoveddør er en ældre, vandret, konsolbåren fordakning i træ. Til sidehuset og tværhuset fører en nyere, men traditionelt udført, trætrappe op til nyere døre ind til de øvre etager. Under sidehuset er en kælder, der er adgang til via en traditionel skråtstillet, tofløjet revleluge i gården. Baghuset har i den øverste etage to nyere, dobbelte, opsprossede døre med franske altaner foran. Alle døre og vinduer er malet mørkegrønne. I det indre findes en lejlighed på hver etage i side- og tværhuset, hvoraf den øverste etage har interne trapper op til de udnyttede tagetager, hvor der er delvist åbent til kip. Baghuset er indrettet til en bolig med udnyttet tagetage, hvor der er åbnet til kip. I side- og tværhus er der en genkendelig ældre grundplan og en del ældre bygningsdetaljer samt en traditionel materialeholdning. Der er blandt andet bræddegulve, pudsede vægge og lofter, synligt bjælkelag og flere ældre ildsteder samt synlige konstruktioner. Dørene er generelt nyere. Baghuset har hovedsageligt en ny plandisponering samt nye materialer og bygningsdetaljer, der på sin vis er traditionelle, men samtidig er fremmede for bygningen, idet de har et forfinet udtryk, som nok aldrig har været tiltænkt et baghus af denne karakter. Tværhuset mod det første gårdrum. BYGNINGSHISTORIE Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af voldgrave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de to store brande i 1728 og 1795, samt branden efter englændernes bombardement af København i Branden i 1728 var størst. Omkring 1600 af byens 4100 huse brændte, hvortil kom fem kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var Baghuset mod det andet gårdrum.

5 5 uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grundene henligge ubebyggede mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Men bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsagelig boet i enfamiliehuse: de velstående boede i bygårde og småfolk i boder, som de hovedsagelig ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener på hver etage. Teglgårdstræde blev oprindeligt bare kaldt Tværstrædet eller det bundløse stræde, men det navn blev med tiden glemt. Københavns teglgård, som gav strædet navn, blev anlagt omkring 1535 på det østlige hjørne af Teglgårdstræde og volden. Efterhånden som bebyggelsen bredte sig ud mod volden, blev teglgården og lergravene nedlagt og flyttet uden for byen. Det var især fra denne teglgård, at materialet kom, der forvandlede København fra en stråtækt bindingsværksby til en grundmuret by med tegltage. I Teglgårdstræde var der ifølge renovationslisten våninger (lave længehuse) i Mange velhavende folk opførte efter branden i 1728 såkaldte fattig-boder til ubemidlede borgere i Teglgårdstræde. Teglgårdstrædes forløb før 1728 gik bagom forhuset, således at det nuværende forhus ligger på en grund, der lå vest for det oprindelige gadeforløb. Alle husene på fire små matrikler var lave bindingsværkslænger, som var opført af mere velhavende folk, som efterfølgende udlejede til byens mere fattige borgere. Det lange forhus med ni fag blev opført i 1791, og nu med fire etager, for en høker med navn Jens Jeppesen Søegaard. Facaden havde oprindeligt facadedekorationer med stukarbejde i fordybninger over tredje etage, men disse blev fjernet i Forhuset indeholdt to butikker og tolv ganske simple lejligheder på halvanden værelse med køkken, brændselsrum og tørreloft. For at få en lejlighed i bygningen skulle man dengang være gift. Der var tidligere tre retirader til omtrent tres mennesker i den bagerste baggård. Stuetagen har indeholdt forskellige forretninger på begge sider af porten. Baghuset indeholdt i mere end hundrede år et snedkermesterværksted.

6 6 KILDER Bramsen, Bo red.: København, før og nu og aldrig, 1987 Bydelsatlas Indre By/Christianshavn, 1996 Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979 Langberg, Harald: Københavns gamle bydel, Foreningen til gamle bygningers bevaring, 1948 Langberg, Harald og Langkilde, Hans Erling: Dansk byggesæt omkring 1792 og 1942, Den almindelige Brandforsikring, 1942 Lange, Bente: Københavns Farver, 1996 Millech, Knud: Danske arkitekturstrømninger , København 1951 Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København, 1972 Stadsingeniørens Direktorat 1947: København fra bispetid til borgertid MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Teglgårdsstræde, hvor forhuset indgår som en naturlig del af husrækken og hermed er med til at definere den ældre gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, tværhus, baghus og sidehus omkring de to små gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset og tværhuset. Denne tætte struktur er karakteristisk for de tidligere fattige kvarterer, og Teglgårdsstræde 12 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men er også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø. Den intakte brostensbelægning er tillige med til at understøtte gårdrummenes autenticitet.

7 7 KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi for Teglgårdsstræde 12 knytter sig til det samlede bygningsanlæg, der er et velbevaret og unikt eksempel på, hvordan de Københavnske grunde var bebygget i 1700-tallet. Forhuset fra 1791 fremtræder repræsentativt for perioden med sine klassicistiske træk, der i dag præger store dele af det indre København, mens tværhuset fra 1730 og baghuset fra 1729 repræsenterer en bygningskultur, der var gældende efter den første store brand i Der er kun et begrænset antal lave side- tvær- og baghuse bevaret af denne karakter i den indre bykerne fra før 1795, hvorved disse er yderst værdifulde. Alderen for side-, tvær- og baghus aflæses tydeligt i deres opførelse i bindingsværk, der afspejler den byggeskik, som blev accepteret efter den første store brand i København i Den i 1729 udstedte regel om, at de nye bygninger skulle opføres af grundmur, faldt ikke i god jord hos grundejerne, og derfor blev det også senere besluttet, at bygningerne i baggårdene gerne måtte opføres i bindingsværk, som det ses i Teglgårdsstræde 12. At bygningerne ligger i baggården og har en beskeden arkitektur afspejler deres mangeårige funktion som bolig til den mindrebemidlede arbejderklasse og som værksteder. Den udvendige trappe på tværhuset, selvom denne er nyere, vidner sammen med det brede udhæng om, at tværhuset tidligere har haft en svalegang. Anvendelsen af småtopsprossede vinduer hører ligeledes til byggeskikken fra 1700-talles første halvdel. På forhusets gårdside er der tillige enkelte småtopsprossede vinduer, hvilke kan være genbrug fra det tidligere forhus eller et udtryk for, at man kun havde råd til at anvende de nyere vinduestyper med større ruder mod gaden. Forhusets gårdside. Baghusenes facader er ligesom forhusets gårdside mere neddæmpede i forhold til gadefacaden, og herved afspejles det tidstypiske ønske om at have en repræsentativ facade i gaden. Den nedtonede klassicisme, der er kendetegnende for Københavns indre by, ses blandt andet af den enkle facade med pudset og kalket murværk, den profilerede sålbænksgesims mellem stueetagen og første sal, facadens farveforskel, den profilerede hovedgesims samt den regelmæssige vinduestakt. Ligeledes er vinduerne udført som korspostvinduer med opdelte nedre rammer, hvilket er kendetegnende for periodens bygninger. Da forhuset blev opført i 1791, og er placeret i et fattigt kvarter i byen, bærer facaden ikke i lige så høj grad de senere kendte klassicistiske træk, som kom til at præge byen efter branden i I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan i alle bygningerne særdeleshed i forhuset. Her ses den originale opdeling med lejligheder på hver etage omkring

8 8 det store trapperum. At forhuset kun har en hovedtrappe og ingen køkkentrappe er netop efter datidens standarder, dette blev dog ændret efter branden i 1795, hvor det kun var de meget smalle forhuse, som kunne få dispensation herfra. Hertil kommer lejlighedernes indretning med et gangforløb i midten og fire store ildsteder på hver etage, både mod gaden og gården. Herved kan man stadig aflæse at der tidligere var fire små lejligheder på hver etage. De store ildsteder og det ene bevarede støbejernskomfur og forrammekøkken samt de bevarede støbejernsovne er vigtige elementer, der vidner om måden hvorpå man tidligere opvarmede boligen og tilberedte maden. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har den oprindelige hovedtrappe med alle detaljer samt i lejlighederne bræddegulve, pudsede vægge, enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, vinduernes ældre stormkroge og anverfere samt enkelte ovnpilastre. Der er ikke paneler eller anden dekoration i lejlighederne, hvilket afspejler, at bygningen oprindeligt er opført til byens fattige borgere. I side-, tvær- og baghus knytter den kulturhistoriske værdi sig tillige til de bevarede dele af den ældre grundplan og de ældre bygningsdetaljer, der afspejler bygningens alder, omend der i disse bygninger ikke er nær så mange bevarede elementer. Ydermere er disse bygninger i kraft af deres interiør og flere større rum med til at tegne et billede af, at de gennem mange år har huset forskellige erhverv og værksteder. Dette ses også af de brede portrum i både forhuset og tværhuset, hvorigennem man kunne fragte varer til og fra baggårdene. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets facade, der med sit enkle, klassicistiske udtryk danner en let og velproportioneret facade. Især sålbænksgesimsen og farveforskellen mellem den nederste og øverste del af facaden samt farveforskellen mellem vinduer, port og dør er med til at opdele facaden vandret og samtidig tildele en tyngde til den nederste del. Facadens arkitektur præges i øvrigt af den taktfaste vinduessætning og vinduernes udførelse med smalle, vandrette sprosser. Facadens vandrette komposition underbygges af vinduernes ens udførelse i første og anden sal, mens tredje sal har en række torammede vinduer. Endelig er der stor arkitektonisk værdi ved portens fyldinger, der grundet proportioneringen og anvendelsen af diamantfyldinger får et fornemt udseende. Porten i forhusets facade.

9 9 Den arkitektoniske værdi for forhusets gårdside skal ses i sammenhæng med de øvrige baghuse, da de alle visuelt bindes sammen af den ensartede farveholdning med jernvitriol og mørkegrønt træværk. Ydermere er der arkitektonisk værdi ved de mange ældre vinduer, og særligt på forhusets gårdside er der en arkitektonisk kvalitet ved vinduernes taktfaste placering, samt takten af de småtopsprossede ruder og de klassicistiske korspostvinduer med en enkelt vandret sprosse. Vinduernes placering tildeler herved både en vandret og en lodret opdeling af facaden. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier ved Teglgårdsstræde 12 knytter sig det samlede bygningsanlæg, som repræsentant for et bygningskompleks opført i København inden for voldene mellem 1700-tallets første og anden store brand. I det ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det grundmurede forhus i fire etager med pudsede mure samt sålbænk og hovedgesims. Hertil kommer vinduessætningen og selve vinduerne med alle detaljer, det gennemgående portrum, porten og nedgangen til kælderen fra gårdsiden. Endelig kommer kontrasten imellem facaden og den prunkløse gårdside samt den traditionelle materialeholdning og farvesætning. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til forhusets ældre og traditionelle planløsning, der kommer til udtryk i trapperummet, hvorfra der er adgang til alle lejligheder samt lejlighedernes disponering med midtergang, små værelser og fire ildsteder på hver etage omkring de brede skorstenskerner. Endvidere kommer de ældre bygningselementer, herunder bræddegulve, bindingsværksvægge, pudsede vægge og lofter samt ældre bygningsdetaljer som støbejernskomfur, ovne, døre med indstukne hængsler, greb og gerichter samt vinduernes anverfere og stormkroge. Endelig kommer alle ældre dele omkring hovedtrappen, kælderen med samtlige overflader og den traditionelle materialeholdning. Eksempel på de ældre vinduer mod gården i forhuset. I det ydre knytter de bærende fredningsværdier for side-, tvær- og baghus sig til de enkle og lave bygninger i to etager opført i grundmur eller bindingsværk. Hertil kommer alle ældre eller traditionelt udførte bygningsdetaljer, herunder vinduer, døre, porte med alle detaljer, udvendige trapper, udhæng, skodder og gennemgående portrum. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning og farvesætning.

10 10 I det indre knytter de bærende fredningsværdier for side-, tvær- og baghus sig til de bevarede dele af den ældre grundplan samt til de bevarede ildsteder, ældre konstruktioner og endelig den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER For at styrke sammenhængen i gårdrummet bør baghuset kalkes med jernvitriol som de øvrige bygninger. I fremtiden bør man i baghuset tænke over en eventuel udskiftning af de nyere bygningsdele, som trappen og dørene herved, da disse bygningselementer i dag fremstår væsentligt mere fornemt udført end, hvad der har været almindeligt i et relativt beskedent baghus i 1700-tallet.