Min far omfavner mig. Vi klarede den, Bobby, vi klarede den. Jeg vrister mig fri af hans tag, og vi bevæger os langsomt ind mod den amerikanske bred.

Transkript

1

2 Rio Grande Jeg sidder ved siden af min far. Vi har kørt på ladet af en lastbil hele dagen, og der stinker af sved, bræk og pis under den tykke presenning. Jeg stikker forsigtigt min hånd ud mellem ladet og presenningen og lirker en lille sprække åben. Jeg kan mærke en smule frisk luft komme ind, og jeg bøjer hovedet og snuser ind alt hvad jeg kan fylder mine lunger med den kølige aftenluft. Jeg farer sammen ved vagtens høje råb. Min far tager hårdt fat i min arm, hiver den op og lukker det lille lufthul. Han ser bekymret på mig. Hold ud, vi er der lige om lidt, Bobby. Jeg vrister mig løs af hans greb. Lige siden jeg var helt lille, har min far kaldt mig Bobby. Han udtaler det på amerikansk med sin tykke mexicanske accent. Det lyder åndssvagt, synes jeg. Desuden er jeg ikke noget barn mere. Det har han selv sagt. Derfor skal vi smugles til USA først. Få os et godt arbejde. Måske vaske op eller gøre rent eller sådan noget, det siger min far i hvert fald. Vi skal spare penge op, så vi senere kan betale for at få smuglet min mor og søster over. Jeg trækker den klamme pis-luft ind gennem næsen og koncentrerer mig om min vejrtrækning. Ind og ud, ind og ud. Det handler om ilt. Intet andet. Rundt om mig på det halvmørke lad kan jeg se alle de svedglinsende ansigter. De ser bange ud bange og trætte. Jeg får øje på en dreng, som ser ud til at være et par år ældre end mig. Han sidder i det fjerneste hjørne af ladet, helt op mod førerhuset. Han ser meget syg ud. Selv i det dunkle lys kan jeg se, at han er helt bleg i hovedet. Han har taget sin T-shirt af og bruger den til at tørre sveden af panden. Nu læner han sig forover og hoster. Han skal brække sig. Jeg kan se hans mavemuskler bevæge sig under huden. Jeg vil kigge væk, koncentrere mig om noget andet, men jeg kan ikke få øjnene fra ham. Nu kommer det. En klar, gul stråle bræk står ud af munden på ham og ned over hans sko i en stor pøl. Vagten springer op. Han råber og bander og banker hårdt på førerhuset. Bilen standser. Vagten taler portugisisk, så jeg har svært ved at forstå det. Alle kigger væk, men jeg kan ikke tage øjnene fra drengen. Vagten peger ned på brækklatten og op igen på drengen, og så retter han sit maskingevær mod hans bryst. 1

3 Drengen begynder at græde. Tårer, snot og bræk løber ned ad ansigtet på ham og drypper fra hagen ned på maskingeværløbet. Først nu ser jeg det: de små hvide plastickugler i drengens bræk. Der går et gys igennem mig. Han er et æsel. Han smugler kokain i maven. Min far er også blevet tilbudt det. Man kan komme gratis over til USA, hvis man smugler et kilo kokain i maven. Drengen græder stadig. Jeg vil hjælpe ham, jeg vil råbe noget til vagten. Men jeg tør ikke. Ligesom alle de andre i lastbilen er jeg bange. Alt for bange. Nu bøjer drengen sig forsigtigt forover. Vagten giver ham et slag i ryggen, så han lander på alle fire oven i sit eget bræk. Han begynder at rode rundt i brækpølen på gulvet. Han samler alle de hvide kugler op og sluger dem én for én, mens han stadig ligger på alle fire. For første gang siden jeg har fået øje på ham, drejer jeg hovedet væk. Jeg kigger ned i gulvet for ikke selv at brække mig. Først da drengen har slugt alle kuglerne igen og brugt sin T-shirt til at tørre brækket op, sætter lastbilen i gang, og vi gungrer videre mod vores mål: Rio Grande. Floden der skiller Mexico og USA. Da vi når frem, er det næsten blevet mørkt. Mine ben er stive, da jeg endelig får lov til at rejse mig og kravle ned af lastbilen. Vi trækker alle sammen den friske natteluft dybt ned i lungerne, og et øjeblik glemmer jeg helt at tænke på det, der venter os. Jeg står bare i den kolde nat og trækker vejret. Ind og ud. Ind og ud. Jeg får øje på den anden dreng i mængden. Han står med lukkede øjne og hovedet lidt bagover og trækker vejret. Jeg vil gerne snakke med ham, men inden jeg når at bevæge mig hen mod ham, bliver vi gennet ned mod floden og ind under nogle tætte buske ved den mudrede bred. Jeg sidder ved siden af min far. Hans stærke hånd tager fat i min skulder, mens han læner sig over mod mig. Bobby! Husk hvad jeg har lært dig! Lange seje træk. Han slipper igen, og i det svage måneskin kan jeg se hans arme tage svømmetag i den tomme luft. Han kigger alvorligt på mig. Jeg nikker. Jeg tænker på de varme sommerdage ved stranden, hvor min far lærte mig at svømme. 2

4 Jeg kan næsten ikke genkende min smilende, solbrune far i den blege, svedige mand ved siden af mig. Jeg kigger ud over floden. Vandet er sort og skvulper dovent ind over mudderbredden. Det lyder uhyggeligt. Som et stort monster, der smaskende venter på sit bytte. På den anden side ligger USA. Hvis bare vi kommer derover, skal det hele nok gå. Lidt fra os, i et andet buskads, kan jeg se den anden dreng. Han sidder ligesom mig og kigger ud over floden, men jeg kan ikke se, om han også er bange. Nu kommer Polleroerne, som skal smugle os over. De deler slanger fra gamle bildæk ud. Slangerne lugter af mug og gammelt gummi, og min er kun pustet halvt op. En Pollero råber ad mig og gør tegn til, at jeg skal tage den rundt om maven. Min far tager også sin på. Så tager han mig i hånden. Han siger ikke noget, og han kigger heller ikke på mig. Holder bare min hånd hårdt i sin. Så er der afgang. Hold dig tæt til mig, hvisker han, mens vi vader ud i den store flod. Vandet er koldt og uhyggeligt sort. Bunden er fuld af skarpe sten, så det er svært at gå uden at falde. Vi går alle sammen i vandet samtidig. Polleroerne har sagt, at vi skal fordele os langs bredden. På den måde er det sværere for grænsevagterne at fange os, hvis de skulle komme. Det bliver dybere nu, og jeg begynder at tage de første svømmetag. Kom så Bobby vi kan godt, hvisker min far ved siden af mig. Hans stemme bæver, og jeg tror, det er på grund af det kolde vand. Det føles helt forkert at tage svømmetag i det kulsorte vand om natten. Hele min krop stritter imod. Den vil have mig til at vende om. Kravle op på den mudrede bred og bare lægge mig ind under buskene og gemme mig. Men jeg trodser den. Jeg tvinger min krop længere og længere ud i floden. Nu kan jeg mærke strømmen. Vi svømmer stadig fremad, men vi driver samtidig længere og længere mod øst. Rundt om mig kan jeg skimte alle de andre hoveder og plaskende ben og arme, som driver samme vej som os. Jeg kæmper. Lukker øjnene og lægger alle kræfter i. Tvinger mine arme ned i det sorte vand. Igen og igen. Efter noget tid bliver strømmen svagere. Det bliver nemmere at komme fremad, og da jeg åbner øjnene, ser jeg min far foran mig. Han står i vand til brystet og kigger hen mod mig. Jeg tager de sidste kraftige svømmetag hen til ham. Jeg kan kun lige nøjagtig holde hovedet over vandet, men jeg står på bunden med mine tåspidser. 3

5 Min far omfavner mig. Vi klarede den, Bobby, vi klarede den. Jeg vrister mig fri af hans tag, og vi bevæger os langsomt ind mod den amerikanske bred. Da vi står i vand til livet, kan jeg høre noget plaske voldsomt bag mig. Jeg vender mig om og kigger ud over det vand, vi lige har passeret, og selvom det er mørkt, kan jeg med det samme se, hvor lydene kommer fra. Nu kommer der også nogle halvkvalte råb derudefra. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Det er drengen. Æslet. Han ligger derude og kæmper for sit liv. Det ser ud til, at luften er gået af hans bildæks-slange, og han kan åbenbart ikke svømme. Min far tager hårdt fat i min arm, som om han ved, hvad jeg vil gøre, inden jeg selv ved det. Jeg kigger mig panikslagen omkring. De fleste Polleroer er gået i land og holder udkig efter grænsevagterne. Nogle af dem drejer hovedet for at kigge ud mod drengen, men de gør ikke noget. Ingen af dem gør noget! Drengens arme og ben pisker vandet hvidt. De høje plask lyder uhyggeligt ud over den store flod. Flere og flere går i land, uden så meget som at dreje hovedet efter drengen. Jeg kan mærke min far stramme grebet om min arm. Kom så, Bobby, siger han og trækker af sted med mig i retning af bredden. Inden jeg når at tænke tanken til ende, har jeg vristet mig fri af min fars jerngreb og er på vej tilbage i floden. Det kolde vand slutter sig tæt om min krop, da jeg begynder at svømme. Min far råber efter mig, men det lyder allerede, som om han er langt væk. Min hjerne er tom for tanker. Det eneste, jeg har i hovedet, er billedet af drengen, der kæmper for sit liv i det blege måneskin. Min krop arbejder af sig selv, tager lange seje crawltag. Jeg kommer hurtigt derud og får fat i ham. Jeg prøver at få hans hoved op over vandoverfladen, men han vender forkert. Hans ben og arme plasker mindre og mindre, og jeg kan mærke, at han bliver slap. Jeg tager hårdt fat om drengens spinkle overkrop og tvinger ham om på ryggen. Han ligger stille i vandet med hovedet mod min ene skulder. Hans mund og næse stikker lige akkurat op af vandet nu, men jeg kan ikke høre, om han trækker vejret. Måske er han allerede død! Jeg sparker hårdt i det sorte vand og forsøger at svømme ind mod land igen. Mens jeg svømmer, drejer jeg hovedet for at kigge ind mod bredden og får et uhyggeligt sug i maven. Strømmen har ført os langt ned ad floden, mens jeg har kæmpet med at få drengens 4

6 hoved oven vande. Vi er et helt andet sted nu, og jeg kan hverken se min far eller nogen af de andre flygtninge. Jeg kan mærke mit hjerte ræse af sted, og jeg begynder desperat at sparke hårdere og hårdere. Jeg får min ene arm fri og tager nogle hurtige svømmetag. Men det hjælper ikke noget. Vi kommer ingen vegne. Strømmen har for godt fat i os, og der er intet, jeg kan gøre. Jeg mærker, at jeg græder. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har gjort det. Mine kræfter er ved at slippe op, og mit hoved kommer hele tiden under vand. Jeg sluger mere og mere vand. Det er mørkt omkring mig, men jeg kan ikke finde ud af, om mine øjne er åbne eller lukkede. Jeg prøver at blinke, men alt er mørkt. Nu kan jeg se min far. Han kommer svømmende hen mod mig. Men det er ikke mørkt mere. Solen skærer mig i øjnene, og jeg kan mærke varmen mod mit ansigt. Det er sommer. Min far har sine røde badebukser på. Han driller mig, skubber til mig og sprøjter vand på mig. Jeg griner. Jeg kan smage saltvandet i munden. Inde fra stranden vinker min mor. Jeg kan se min søster, som bygger sandslotte med sin lille blå spand. Jeg vinker igen. Så kaster jeg mig over min far. Jeg prøver med al kraft at vælte ham omkuld, men han er for stærk. Han tager fat i mig og kyler mig af sted. Jeg hviner af fryd, mens jeg flyver gennem luften, og det føles som en evighed, inden jeg rammer det kølige hav. Jeg får vand i næsen og hoster og sprutter. Da jeg endelig får hovedet over vandet igen, kigger jeg op mod solen. Den bliver blegere og blegere, og den blå himmel bliver mørkere og mørkere. Nu er det ikke dag mere. Det er heller ikke sommer. Det er nat, og månen skinner over mig. Jeg hiver desperat luft ned i lungerne. Jeg ligger på ryggen i mudderet og stirrer op i ansigtet på min far. Jeg trækker vejret hurtigt, mens jeg prøver at huske, hvor jeg er. Min far løfter mig op og trykker mig ind til sig. Han ryster over hele kroppen, og jeg lægger forsigtigt mine arme om ham. Ved siden af os kan jeg se drengen. Han ligger ned, men hans brystkasse bevæger sig. Op og ned. Op og ned. Bobby, hvisker min far. Vi er i Amerika. 5