Prædiken til store bededag, Matt. 3, tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Lørdag d. 2. maj 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til store bededag, Matt. 3, tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. Salmer. DDS 331 Uberørt af byens travlhed. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære! DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud (mel.: Op, al den ting ). DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl. DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære. Tekstlæsninger. Sl. 67; Matt. 3,1-10.

2 2 Evangelietekst. I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:»omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem:»øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. (Matt. 3,1-10). Amen. Prædiken. Det er ikke altid lige let at undervise konfirmander, for der er så meget, man synes, de skal have indsigt i. Men tiden er knap, og man må foretage et udvalg. Men med

3 3 ethvert udvalg følger også et fravalg. Et af de emner, jeg er blevet nødt til at fravælge i år, er reformationen. Det er ærgerligt, for reformationen er faktisk enormt vigtig, hvis man skal forstå, hvad det er for en kristendomsforståelse, der præger os i dag. Men bedre sent end aldrig! Derfor får både konfirmanderne og alle I andre et lynkursus i reformationen lige her og nu. Men lad os tage udgangspunkt i evangelieteksten, som jeg læste lige før. Den kan nemlig sagtens forstås ud fra en reformatorisk synsvinkel. Den noget aparte Johannes Døber står ude i ørkenen og råber. Hans tøj er lavet af kamelhår, der holdes på plads af et læderbælte. Johannes er ikke videre kræsen, men lever af græshopper og vildhonning. Selvom han altså ikke ligefrem er typen, der drager folk til sig i kraft af sit udseende og sin imødekommenhed, får han alligevel en mængde mennesker til at forlade byerne og opsøge ham ved Jordanfloden også selvom han byder nogle af dem velkommen med vrede tilråb om, at de skal omvende sig, hvis de vil have et godt forhold til Gud. Det er dog ikke kun ubehagelige trusler, Johannes serverer. Det første, vi hører ham sige, er, at folk skal omvende sig, fordi Himmeriget er kommet nær. Dermed henviser han til Jesus, der kort efter træder ind på historiens scene. Ifølge Johannes vil han altså foretage noget ganske omvæltende. Hvad det er, han vil ændre, får vi et praj om, idet Johannes hidsigt råber efter farisæerne og saddukæerne. De repræsenterede nogle grupperinger i datidens samfund, som lagde vægt på en streng efterfølgelse af Moseloven. Hvis man brød nogle af de mangfoldige bud i Det Gamle Testamente, mente de, at man fornærmede Gud. Det er denne holdning, Johannes - og særligt Jesus - gør op med. Jesus bringer himlen eller det guddommelige med sig og ændrer derved den måde, man forstod Gud på. Før forstod man ham som en streng bogholder, der holdt øje med, om hans bud blev overtrådt. Efter Jesu liv, død og opstandelse var der åbnet mulighed for, at Gud kunne anskues på en anden måde; nemlig som den, der ville være så tæt på menneskene som muligt, både i liv, i død og efter døden. Dette havde Gud vist ved at lade sig føde som mennesket Jesus. Han udførte mirakler og forkyndte

4 4 et endnu større mirakel, nemlig at Himmeriget var rykket med ham ned på jorden. Det guddommelige fulgte ham ikke kun i livet, men også helt ind i døden. Derved kunne han kalde sig selv til live og senere vende tilbage til sit udgangspunkt i Guds rige. Hvad Jesus derved havde slået fast var, at Gud ikke lader lovbrud stå i vejen for hans forhold til os. Kristendommen fastholder ganske vist, at vi alle er syndere, fordi vi langt de fleste gange tænker på os selv, før vi skænker andre en tanke. Men Gud valgte at påtage sig den straf, vi i kraft af vore synder pådrager os, ved at lade sig korsfæste. På den måde kan han dømme os nådigt, så han ikke behøver at forkaste os. Samtidig kan hans tilgivelse få os til at overveje, hvordan vi kan undgå synder og fejltrin fremover. Jesus var født som jøde, men med sin forkastelse af loven og sin insisteren på nåden, sørgede han for, at kristendommen voksede ud af jødedommen. Mens jødedommen er en lovreligion - ligesom det for eksempel er tilfældet med islam - udgør kristendommen en tro på Gud som tilgivende og kærlig. Kærligheden fik sit mest markante udtryk, idet Gud lod sig korsfæste for at påtage sig straffen for alle os, der ikke lever, som han ønsker det. Han elsker os altså, selvom vi langt fra er perfekte. Hvis vi rykker 1500 år frem i tiden - fra dengang Jesus levede til reformationen - så vil vi opdage, at kristendommen var blevet omformet til en lovreligion. Reformationens hovedperson, Martin Luther, var munk i en af de strengere ordener. Han levede i en overtroisk tid, hvor man var hunderæd for djævelen. I de mørke munkeceller skulle der ikke megen fantasi til, for at man kunne overbevise sig selv om, at mørkets herre stod henne i hjørnet, parat til at kaste sig over én. Da var det bedste middel at vende bagdelen til ham og trække bukserne ned. Det skulle gerne få ham til at forsvinde. Det var imidlertid ikke kun djævelen, som Luther og hans samtidige var bange for. Gud var mindst lige så skræmmende. - I vore ører lyder det sært, men grunden er, at man lige så stille havde opbygget et tankesystem, der bildte sine egne opfindere og alle andre ind, at Gud stillede betingelser for sin kærlighed. I 300-tallet havde man indført

5 5 pavedømmet, der gav de skiftende paver myndighed til at tale på Guds vegne. De havde bare glemt, at spørge Gud om lov. Derfor udviklede pavedømmet og den katolske kirke sig til et magtapparat, der tilgodeså kirkens mænd og langt hen ad vejen udnyttede almindelige mennesker uden tanke på, hvad der stod i Bibelen. Dette blev særlig slemt i tiden op mod reformationen, hvor blandt andet de såkaldte afladsbreve blev indført. Anskaffelse af disse breve skulle forkorte købernes eller deres pårørendes tid i den såkaldte skærsild. Ideen om skærsilden stammer ikke fra Bibelen, men blev opfundet som et pinested, hvor man efter sin død - blev straffet for sine synder, inden man kunne blive ført ind i Guds rige. Den katolske kirke tjente styrtende med penge på afladsbrevene. På den måde fik paverne og deres folk råd til at leve i overdådig luksus og desuden bygge den kolossale Peterskirke i Rom. Problemet var bare, at mange af dem, der følte sig nødsaget til at købe afladsbrevene, var fattige, og tilmed blev endnu fattigere af at blive snydt af kirken. Men det var ikke det værste. Det værste var nemlig frygten for Gud; en frygt, som kirken var med til at opretholde. Man kunne jo ikke vide, hvor mange afladsbreve, man skulle købe, for man vidste ikke, hvor længe Gud ville holde én fængslet i skærsilden. Over denne konkrete frygt for, at Gud ville straffe én hårdt, lå frygten for, at han slet ikke ville kendes ved én. Hvis det var tilfældet, endte man i helvede. Det var ikke mindst denne frygt, der fyldte en masse hos Luther og nærmest gjorde ham til et nervevrag. Luthers frygt og nervøsitet kunne dog ikke skjule hans begavelse. Hans overordnede i munkeordenen mente, at han kunne drive det vidt inden for systemet, så de sørgede for, at han blev præst og teolog. Han blev det i den nævnte rækkefølge, for en præst behøvede ikke have begreb om, hvad han foretog sig; bare han gjorde det korrekt. Gudstjenesten - eller messen, som det hed dengang - skulle udføres fejlfrit. Ellers ville man nedkalde sig Guds vrede; ikke blot over sig selv, men også over menigheden. Det gjorde naturligvis ikke Luther mindre nervøs. Derfor kastede han sig med glæde over teologistudiet for at blive klogere på, hvordan man kunne gøre Gud mildere stemt. Efter nogle år gik det lidt efter lidt op for ham, at hele den katolske kirke hvilede på en

6 6 løgnagtig udlægning af kristendommen; en udlægning, der gjorde den til en lovreligion som jødedom og islam; en udlægning, der lagde vægt på Guds straf i stedet for hans kærlighed. Man kan sige, at den katolske kirke havde slået en streg over Jesu korsfæstelse - eller i hvert fald dens betydning, for Gud blev stadig anset for at være nidkær og hævngerrig. Da dette gik op for Luther, gjorde han forsigtigt opmærksom på, at der var noget galt. Han tog udgangspunkt i afladshandlen, som han afslørede som det rene fup. Det var nok lidt naivt, men Luther mente, at paven var blevet rådgivet fejlagtigt og ville lave om på tingene, når det gik op for ham. Sådan gik det bestemt ikke! Paven forsøgte derimod at lukke munden på Luther. Sådan en sølle munk skulle ikke have held til at ødelægge afladshandlens fede økonomiske fidus. Luther mente imidlertid, at han i højere grad var forpligtet på at følge Guds end pavens vilje. Derfor fortsatte han sin kamp. Selvom den tyske kejser gik ind i sagen og - ligesom paven - forsøgte at stoppe Luther, så havde hans protest allerede fået så stor grobund i befolkningen, at reformationen ikke kunne stoppes. Det var da også det sidste, Luther selv ville. Det var gået op for ham, at Guds ord var blevet holdt nede i århundreder. Derfor ville han gerne gå forrest i kampen for at lade det lyde, sådan som det var tiltænkt fra begyndelsen af. Som en konsekvens af Luthers klogskab, ubegribelige ihærdighed og ikke så lidt held, spredtes reformationen. Her til lands blev den indført i Den katolske kirke strittede kraftigt imod, men også den er i årene, der er gået, blevet indirekte præget af Luthers forståelse af Bibelen. For eksempel sælger man ikke afladsbreve mere, ligesom ideen om skærsilden er blevet skrottet. Set fra en reformatorisk synsvinkel er det fuldstændig korrekt, når Johannes Døberen råbte, at Himmeriget var kommet nær, for det var det, Jesus Kristus bragte med sig. Det gjorde han, da han viste, at Guds kærlighed til os er så stor, at han gik i døden for at kunne fastholde sin tilknytning til os, selv når vi fejler og begår synd.

7 7 Om vi er elsket af Gud afhænger altså ikke af, at vi gør alt muligt for at behage ham eller forsøger at købe hans kærlighed. Om vi er elsket af Gud er alene afhængigt af, om han elsker os - og det viste han en gang for alle, at han gør, da han lod sig korsfæste for vores skyld. Amen.