Kendelse af 17. december Spørgsmål om tarifering af bogforlag med og uden eget trykkeri. Lov om forsikringsvirksomhed 210, stk. 2.

Transkript

1 Kendelse af 17. december Spørgsmål om tarifering af bogforlag med og uden eget trykkeri. Lov om forsikringsvirksomhed 210, stk. 2. (Holger Dock, Eskil Trolle og Niels Larsen) Som advokat for Den danske Forlæggerforening har advokat Erik Mohr Mersing i skrivelse af 28. juni 1996 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 7. juni 1996 ( ) har meddelt, at man ikke finder grund til at udtale sig imod den af Erhvervssygdomspoolens anvendte metode til fastlæggelse af arbejdsskade-forsikringspræmierne. Sagen, der konkret vedrører en af Erhvervssygdomspoolen truffet beslutning om indplacering af bogforlag i gruppen under fremstillings- og industrivirksomheder med virkning fra udgangen af 1994, har tidligere været behandlet af Erhvervsankenævnet under j.nr Ved kendelse af 12. februar 1996 udtalte ankenævnet følgende: "Det spørgsmål, som klageren ønsker at der tages stilling til, er, om Erhvervssygdomspoolen har fornødent retligt grundlag (lovmæssigt grundlag) for at fastsætte tariferingen i poolen for bogforlag, som alene er beskæftiget med kontorvirksomhed på linie f.eks. med revisor- og advokatkontorer, til tariffen i poolen for fremstillings- og industrivirksomheder alene som følge af anvendelsen af et formelt kodesystem og uden, at der foretages en risikovurdering. Klageren har i kommenteret form henvist til, at Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre ganske tilsvarende kontorvirksomheder. Da Erhvervssygdomspoolen ikke er et forsikringsselskab, men et særligt organ, der i overensstemmelse med en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag i lov om forsikringsvirksomhed 210 g, stk. 2, må det antages, at det som følge heraf påhviler Finanstilsynet at påse, at Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig. Da det er dette spørgsmål, som klageren har rejst, hjemvises sagen til fornyet behandling i Finanstilsynet, hvormed bemærkes, at lov om forsikringsvirksomhed 240 c, stk. 6, ikke ses at være til hinder herfor." Den af Finanstilsynet ved skrivelse af 7. juni 1996 nu trufne afgørelse har følgende indhold: "Under henvisning til tidligere korrespondance, senest Finanstilsynets skrivelse af 14. maj 1996, vedrørende Erhvervsministeriets Erhvervsankenævns kendelse i sagen Den danske Forlæggerforening mod Finanstilsynet skal tilsynet meddele, at man har gennemgået sagen påny ud fra kendelsens præmisser. Finanstilsynet skal på denne baggrund udtale følgende:

2 Af 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994 som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) fremgår, at Finanstilsynet efter forhandling med Arbejdsskadestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for en fællesordning til overtagelse af erhvervssygdomsrisici. Af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslaget fremsat den 15. januar 1987 fremgår, at bemyndigelsen skal ses i sammenhæng med vanskelighederne ved i tilknytning til erhvervssygdomme at vurdere risikoens omfang og som følge heraf at fastsætte en "korrekt" præmie. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at hensigten med fællesordningen (poolen) er at hindre, at forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande stilles dårligere konkurrencemæssigt end nyere selskaber. Det fremgår endelig af bemærkningerne, at man ved at etablere en fællesordning (pool) opnår, at risikoen vedrørende erhvervssygdomme fordeles på samtlige forsikringsselskaber. Finanstilsynet har i medfør af ovennævnte fastsat, at alle selskaber, der har koncession til dækning af risici ved erhvervssygdomme, som hovedregel er berettiget og forpligtet til at deltage i en fællesordning (pool), jf. 3 i bilaget til Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27. marts 1995 om en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici. Erstatningsudgifterne ved erhvervssygdomme pålignes de deltagende selskaber efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. 7 i bilaget til bekendtgørelsen. Erhvervssygdomspoolens bestyrelse har gennemført et analysearbejde med henblik på at udmønte ovenstående. Analysearbejdet resulterede i den såkaldte indre tarif. Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn har i en nylig afsagt kendelse udtalt, at efter de vedtægter, der er fastsat for Erhvervssygdomspoolen er forvaltningen af poolen overladt til generalforsamlingen og en af generalforsamlingen valgt bestyrelse. De afgørelser, der træffes af de ledende organer vil derfor normalt ikke kunne indbringes for Finanstilsynet, såfremt afgørelsen må anses for truffet inden for det vedtægtsmæssige grundlag, som Finanstilsynet har godkendt. Det er Finanstilsynets opfattelse, at anvendelsen af den indre tarif, må anses for en afgørelse truffet inden for det vedtægtsmæssige grundlag, som tilsynet har godkendt. Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn har i omtalte nylig afsagte kendelse endvidere udtalt, at Erhvervssygdomspoolen er et særligt organ, der i overensstemmelse med en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag. Ankenævnet antager som følge heraf, at det påhviler tilsynet at påse, at Erhvervssygdomspoolens forvaltning i det hele er lovmæssig, herunder at trufne afgørelser ikke hviler på et usagligt grundlag. Ved vurderingen af lovmæssigheden af den indre tarif, herunder hvorvidt den hviler på et usagligt grundlag har Finanstilsynet lagt vægt på følgende forhold: Forsikringsselskabers risikovurdering baseres i almindelighed på statistik vedrørende fortiden. I visse tilfælde kombineres oplysningerne om fortiden dog med ekspertvurderinger i forbindelse med besigtigelser af individuelle risici.

3 Flere udvalg under Socialministeriet har i tidens løb overvejet mulighederne for at fastslå risikoen ved den enkelte virksomheds arbejdsmiljø på baggrund af ekspertvurderinger i forbindelse med besigtigelse af virksomheden, uden dog at kunne pege på en anvendelig metode. En individuel vurdering ville dels være meget omkostningskrævende, og det anses endvidere for yderst vanskeligt, om overhovedet muligt, at vurdere den aktuelle risiko for erhvervssygdomme via besigtigelser. På erhvervssygdomsområdet har man derfor valgt udelukkende at basere risikovurderingen på statistik vedrørende fortiden. Erhvervssygdomspoolen benytter den af Danmarks Statistiks centrale Erhvervsregister registrerede DB93-kode ved tariferingen. Erhvervs-sygdomspoolen har meddelt Finanstilsynet, at man altid benytter den kode, som er registreret, og der benyttes alene kode for den juridiske enhed. Poolen har oplyst, at denne kode benyttes efter aftale med Arbejdsskadestyrelsen, som benytter samme kodesystem i forbindelse med tilkendelse af erstatning. Oplysninger for visse koder sammenlægges dog, inden præmien beregnes. Dette skyldes bl.a. at Danmarks Statistik skiftede fra et kodesystem til et mere detaljeret, hvilket medførte at statistik ikke forefindes for den enkelte kode, men kun i den gruppe, der dannes ved sammenlægningen. På baggrund af ovenstående er bl.a. udgivelse af bøger, brochurer m.v. tariferet ens for virksomheder der har eget trykkeri og for virksomheder uden eget trykkeri. Det er i følge det oplyste således ikke muligt at vurdere, hvorvidt risikoen for erhvervssygdomme er mindre for virksomheder uden trykkeri end for virksomheder med trykkeri, idet der ikke for øjeblikket findes pålidelige oplysninger vedrørende dette. Erhvervssygdomspoolen har dog oplyst, at det er poolens hensigt fremover at tarifere virksomheder der har eget trykkeri og virksomheder uden eget trykkeri hver for sig, idet poolen fra og med 1997 forventes at have tilstrækkeligt pålidelige oplysninger til dette. Tariffen for den enkelte branchekode beregnes efter det oplyste som et vægtet gennemsnit af risikopræmien (den forventede årlige udgift per helårsbeskæftiget) for samtlige forsikrede virksomheder, risikopræmien for risikogruppen, som er en flerhed af branchekoder med en vis sammenhæng mellem risikoforholdene, og endelig risikopræmien for branchekoden. For koncerner med flere end et tusinde helårsbeskæftigede indgår koncernens risikopræmie endvidere i beregningen. De anvendte vægte bestemmes på baggrund af internationalt anerkendte aktuarmæssige metoder. Hensigten med vægtningen er i følge det oplyste at skabe størst mulig sammenhæng mellem den betalte erhvervssygdomspræmie og den risiko, virksomhedens arbejdsmiljø repræsenterer, uden at tilsidesætte det forsikringsmæssige element. Det skal endelig nævnes, at det ikke er et krav fra poolen, at de enkelte arbejdsskadeforsikringsselskaber opkræver præmier baseret på Erhvervssygdomspoolens indre tarif. De fleste selskaber har imidlertid taget udgangspunkt i den indre tarif. Selskaberne beregner desuden et tillæg svarende til de udgifter, som skal afholdes ud over skadesudgifter, som fordeles gennem poolen.

4 Det drejer sig bl.a. om skader, hvor en forsikringspligtig arbejdsgiver ikke med rimelig sandsynlighed kan udpeges, bidrag til Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelses administration, bidrag til Arbejdsmiljøfondet og selskabets egen administration. Tillægget har i de senere år udgjort ca. 200% af den indre tarif. På baggrund af ovennævnte finder Finanstilsynet, at de trufne afgørelser er truffet inden for rammerne af vedtægterne for poolen, og idet der ikke efter det oplyste i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte afgørelserne som ulovmæssige, finder tilsynet således ikke grund til at udtale sig imod den af Erhvervssygdomspoolen anvendte metode til fastlæggelse af arbejdsskadeforsikringspræmierne." I Den danske Forlæggerforenings klage af 28. juni 1996 (endeligt indgået den 11. juli 1996) til Erhvervsankenævnet hedder det bl.a.: "I Finanstilsynets afgørelse af 7. juni 1996, bilag 1, s. 4, anføres følgende: "På baggrund af ovennævnte finder Finanstilsynet, at de trufne afgørelser er truffet inden for rammerne af vedtægterne for poolen (Erhvervssygdomspoolen), og idet der ikke efter det oplyste i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte afgørelserne som ulovmæssige, finder tilsynet således ikke grund til at udtale sig imod den af Erhvervssygdomspoolen anvendte metode til fastlæggelse af arbejdsskadeforsikringspræmierne." Finanstilsynet begrunder afgørelsen med, at det som følge af manglende statistisk materiale om risikoen for erhvervssygdomme for bogforlag uden eget trykkeri ikke er muligt at vurdere, om risikoen for erhvervssygdomme for bogforlag uden eget trykkeri er mindre end for forlag med eget trykkeri. Det forhold, at der ikke findes statistisk materiale alene gældende for bogforlag uden eget trykkeri, kan ikke føre til, at bogforlag uden eget trykkeri, som er rene kontorvirksomheder, risikomæssigt sidestilles med forlag med eget trykkeri og grupperes under fremstillings- og industrivirksomheder, da det er åbenbart, at bogforlag uden eget trykkeri som følge af deres karakter af rene kontorvirksomheder i risikomæssig henseende må sidestilles med andre tilsvarende kontorvirksomheder. Pligten for en virksomhed til at tegne en erhvervssygdomsforsikring følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, lov nr. 390 af 20. maj 1992 med senere ændringer. Loven - og dermed erhvervssygdomsforsikringsordningen - forudsætter, at virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre, ganske tilsvarende, kontorvirksomheder.

5 Erhvervssygdomspoolens beslutning om at gruppere og tarifere bogforlag uden eget trykkeri på linie med industri- og fremstillingsvirksomheder er derfor ikke lovmæssig, og beslutningen falder uden for rammerne af vedtægterne for poolen. Finanstilsynet har, jfr. Erhvervsankenævnets tidligere afgørelse i sagen, pligt til at påse, at Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig, og eftersom dette ikke er tilfælde, har Finanstilsynet pligt til at foranledige, at bogforlag uden eget trykkeri generelt tariferes i overensstemmelse med sin risiko, det vil sige på linie med andre kontorvirksomheder.... På denne baggrund anmoder jeg om, at Erhvervsankenævnet pålægger Finanstilsynet at berigtige forholdet over for Erhvervssygdomspoolen." Ved skrivelse af 12. juli 1996 har Erhvervsankenævnet anmodet Finanstilsynet om en udtalelse bilagt en redegørelse for sagens retlige og faktiske omstændigheder samt sagens dokumenter. Ved skrivelse af 12. august 1996 har Finanstilsynet henholdt sig til afgørelsen af 7. juni Advokat Erik Mohr Mersing har samtidig meddelt, at han ikke har yderligere bemærkninger til sagen. Ankenævnet udtaler: Efter det oplyste lægger ankenævnet til grund, at den samlede tarifering for årene 1995 og 1996 af bogforlag med eget trykkeri og bogforlag uden eget trykkeri har været midlertidig og må antages at have baggrund i de problemer, som omlægningen af det statistiske grundlag har medført for poolen. Særlig under hensyn til, at Erhvervssygdomspoolen har tilkendegivet, at man med virkning fra og med 1997 har besluttet at tarifere virksomheder, der har eget trykkeri og virksomheder uden eget trykkeri hver for sig, idet poolen forventes nu at have tilstrækkelig pålidelige oplysninger hertil finder ankenævnet herefter ikke grundlag for at foretage videre.