6.s.e.trin. A Matt 5,20-26 Salmer: Det er hårde ord at forholde sig til i dag. Det handler om at forlige os med vores

Transkript

1 6.s.e.trin. A Matt 5,20-26 Salmer: Det er hårde ord at forholde sig til i dag. Det handler om at forlige os med vores bror, det handler om tilgivelse. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Jesus taler om Helvedes ild, og man slet ikke kommer i Himmeriget. Og så gribes man måske af mismod, -for hvor mange af os er ikke blevet vred på nogle, der stod os nær, og vi fik det ikke ud af verden, vi fik ikke et forlig i stand, -vi fik ikke tilgivet. Og det kan ligge der i baghovedet. Alt det forkerte, -det der bragte splid i familien, alt det ondskab, løgn og svigt. Alle de problemer vi mennesker skaber for os selv, fordi man netop ikke kan leve op til Jesu ord om at søge forlig og tilgive. Men det er jo ikke så let, -det ved vi. Noget af det, der ofte bringer splid i familier, er arvesager. På dr-tv kunne vi se det i serien Arvingerne, og selvom mange siger: sådan vil det aldrig ske i vores familie. Min erfaring fra mange samtaler er dog, at arvestridigheder sker selv i de bedste familier, og det er 1

2 ofte kun småting, der skal til, og det kan medføre en ufred, der næsten er umulig at få ud af verden. Når jeg åbner min pc-bank har der gennem længere tid været en lille fane ude i siden, hvor der står: Serien Arvinger på tv har medført et sandt boom i testamenteskrivning. Der er altså en del, der siger til sig selv, - det sker ikke i vores familie, men man kan jo godt forberede sig lidt for at undgå familiestridigheder. Når de fleste hævder, at arvestridigheder ikke vil forekomme i deres familie, så beror det jo oftest på den antagelse, at man ikke vil slås om små ting. Og hvis der opstår uenighed, så vil man hellere lade stå til, give afkald og så tilgive, hvis man føler sig trådt på. Og det er alt ære værd, men det er ikke altid det går på den måde. Man kan jo også blive trådt så grundigt på, at man ikke vil finde sig i det. Og hvor meget skal man tilgive? Er der noget, der ikke kan tilgives? Hvad med utroskab, -hvad med pædofili, -hvad med mord? Ja, vi kan nævne i flæng. Kan det virkelig være Jesu mening, at man skal tilgive alt muligt? Jo, vi ved godt, at vi skal 2

3 tilgive, -men gælder det i alle situationer og i alle vilkår? Jo, Jesus siger: Hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend den venstre kind til. Men er det virkelig en farbar vej i alle situationer? Hvad hvis modparten bare bliver ved med at slå? Hvad hvis modparten bliver ved med at gøre det forkerte mod én, -skal man så bare lade det gå ud over én og sige, at man tilgiver? Apropos denne søndags evangelium var der i tirsdags på forsiden en artikel i Kristeligt Dagblad under overskriften: Man kan ikke kræve tilgivelse, og som der videre står: I kristendommen er tilgivelsens budskab centralt, og Gud vil altid tilgive os, når vi angrer vores synd. Men spørgsmålet er om man kan kræve tilgivelse. Kan man sige til én, der har været ude for et overgreb: du skal tilgive ham, -det kræves af dig ifølge den kristne tro? Svaret må være, at sådan kan man ikke. En norsk teolog ved navn Paul Leer Salvesen, der har arbejdet som fængselspræst og forsket i emnet, siger: man kan ikke kræve af andre, 3

4 at de skal tilgive. Og så bringer han den ellers så ikoniske biskop i Sydafrika Desmond Tutu ind i billedet. Desmond Tutu fik i sin tid Nobels fredspris for sit arbejde for forsoning mellem de sorte og hvide i Sydafrika. Det var også fantastisk, det som Tutu blandt andre stod i spidsen for i Sydafrika, det at de uhørligt mange overgreb ikke skulle hævnes, men forsones og tilgives. Det betød, at det land, som var i så stor fare for at ende i blodig borgerkrig, klarede overgangen fra hvidt apartheid-styre til demokratisk sort domineret styre. Men ifølge Paul Leer Salvesen kan man også være kritisk overfor Desmond Tutus ord, om at vi skal kræve tilgivelse. Kan man kræve, at en mor skal tilgive sin 18 årige datters morder? Er det ikke simpelthen for meget at kræve. Og så lægger den norske fængselspræst trumf på, når han fortæller, at da Desmond Tutu var i Oslo sidste år, opfordrede han til, at det norske folk burde tilgive Anders Behring Breivik, der i juli 2011 dræbte 77 mennesker. Men hvem skal gøre det, lyder spørgsmålet. Hvem skal 4

5 kunne tilgive Anders Behring Breivik? Skal det være den norske statsminister? Eller skal det være forældrene til de 77 unge mennesker, som én for én skal møde deres børns morder og sige, at de tilgiver ham. Bliver det ikke fuldstændig meningsløst. Og der er jo heller ikke noget, der siger, at Breivik ville sige, at han fortryder det, han har gjort. Gud kan tilgive Breivik, hvis Breivik be r om at blive tilgivet af Gud. Men at kræve at man som jordisk menneske skal tilgive en så iskold morder, det nærmer sig det hjerteløse. Derfor er det umuligt, det Desmond Tutu opfordrer Norge til. Indrømmelse af skyld må dog være en forudsætning for tilgivelse. Hvis man som forældre til de døde unge på Utøya mødte en Breivik, der måske kun angrer, at han ikke fik slået endnu flere ihjel, så synes man, det siger sig selv, at det føles fuldstændig hjerteløst og respektløst, hvis andre kunne finde på at kræve, at de ramte forældre skal tilgive deres børns koldblodige massemorder. 5

6 Det afgørende er, at en indrømmelse af skyld er en forudsætning for tilgivelse. Og sådan er det også overfor Gud. Det giver ingen mening at bede Gud om tilgivelse for noget, som man ikke selv anser for at være forkert, ikke være en synd. Og på samme måde må det også være en forudsætning for tilgivelse os mennesker imellem, at vi får talt problemerne igennem og finder ud af, hvordan vi hver især ser på det, der er sket imellem os, og hvis den ene part ikke kan se, at man har gjort noget forkert, så må det også medføre, at det ikke giver mening at tilgive det. Hvis Anders Behring Breivik mener, at han tjente en eller anden højere sag, da han slog de 77 unge ihjel, så har han ikke brug for tilgivelse, og ønsker den givet vis heller ikke. Så kan man sige, at det ikke forsones, -ikke kommer ud af verden, -men spørgsmålet er jo så også, om det skal ud af verden, og om forsoningen kun kan handle om, at de unges forældre små leve med deres tab og prøve at komme videre uden at gå til i had og bitterhed over det 6

7 skete. At kræve at de skal forsone sig med en mand for en sådan handling, -det er vel over stregen. Tilgivelse er et mirakel, står der som en overskrift over den fortsatte artikel inde i avisen. Og det er bestemt også sandt. Tilgivelse er et mirakel, når den lykkes. Når offer og gerningsmand møder hinanden, og gerningsmanden klart angrer og udtrykker sin fortrydelse, hvorefter ofret tilgiver gerningsmanden. Så har tilgivelsen en stor, stor styrke derhen, at både gerningsmanden og ofret kommer videre. Gerningsmanden kan komme videre, og ofret kan lægge det forfærdelige bag sig og tage livet op på ny. Det er som en tung byrde, der lettes for både offer og gerningsmand. Men for at det ikke skal blive tomme ord og en tilgivelse uden større betydning, så forudsættes det personlige møde og det forudsættes, at synderen angrer det, han eller hun har gjort. Derfor er det rigtigt, som den norske fængselspræst siger: man kan ikke kræve tilgivelse. Man kan selv vælge at give tilgivelse, og man kan opfordre de, der er i konflikt til 7

8 at få problemerne talt ud og nå til forsoning og tilgivelse. Men man kan ikke kræve det af andre. Vi mennesker bringer os selv ud i mange problemer. Ikke kun omkring arvesager, men i så mange andre tilfælde, hvor vi synder imod kærligheden, hvor vi sidder fast i en eller anden uenighed, hvor vi ikke får talt ud om tingene, hvor vi ikke erkender det onde, vi har gjort og det derved bliver ved med at ulme og gære og ødelægge et godt og lykkeligt liv. Derfor er Jesu ord vigtige: Når du kommer i tanke om, at din bror har noget mod dig, så gå allerførst hen og forlig dig med din bror. Og det er vigtigt at se af formuleringen, at Jesu ord altid rettes mod den enkelte. Han peger ikke anklagende mod alle andre, men peger på at vi skal rette blikket indad. Hvis du ved, at du har gjort noget forkert mod din bror, så skal du søge at få det ud af verden. Du må gå den tunge gang, erkende det forkerte og så spørge om tilgivelse. Så er der dog også et andet aspekt ved tilgivelsen, og det er, at man også skal kunne tilgive sig selv. Mange 8

9 mennesker lever med tunge selvbebrejdelser, også selvom man måske har bedt om forladelse for noget, man har gjort, og at man også konkret har fået tilgivelse for det, man har gjort forkert, -men så det at få det til at gælde, gælde i ens egne tanker og indre bevidsthed, - det falder måske svært. Man kan ikke glemme sit svigt. Det nager én, man bebrejder sig selv, -hvorfor gjorde jeg det, - man kan ikke lægge det bag sig, og man tvivler måske også på, at det virkelig er tilgivet. På den måde bliver det totalt fastlåst, og det kan virke totalt ødelæggende. Og svært bliver det også, når man ikke nåede til enighed. Man fik det ikke talt igennem, fik ikke sagt undskyld, fordi man måske synes, at man ikke selv bar al skylden. Og på et tidspunkt er man nået så langt ud, at der ikke findes nogen vej tilbage. Uenighederne bliver fastlåste, og man vælger måske at bryde med personen, fordi man aldrig fik det ud af verden. Ja, på den måde kan man høre om, at selv små ting kan vokse sig til kæmpeproblemer, der aldrig kom ud af verden. 9

10 Som familier er splittede. Søskende der ikke ser hinanden, børn der ikke ser deres forældre, venner der stod én meget nær, men som man aldrig ser længere osv osv. Vi kender det godt, og vi har det alle inde på livet, -måske ikke hos os selv, men så hos nogle vi kender. Tilgivelse er et centralt begreb i kristendommen. Det kan ikke understreges for meget. Tilgivelsen er et mirakel. At vi kan gå til alters om lidt og vide, at vi kan forsones med Gud på trods af alle vores svigt og får vores synders fulde forladelse og går herfra med så at sige tavlen visket rent. Og tilgivelsen mennesker imellem er et mirakel, når det lykkes, for det letter og gør, at vi kan lægge tingene bag os. Men tilgivelse er frem for alt noget, vi skal arbejde med selv. Tilgivelse er noget, vi bør gi, -men ikke noget vi skal kræve, at andre skal give til hvem som helst. Anger og fortrydelse må dog altid være forudsætningen. Amen 10