Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække.

Transkript

1 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 1 Urup Kirke. Søndag d. 1. maj 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Salmer. DDS 754 Se, nu stiger solen af havets skød. DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære. DDS 577 Vor tro er den forvisning på DDS 538 At sige verden ret farvel. Altergang: DDS 472. DDS 14 Tænk, at livet koster livet!. Evangelietekst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:»fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen

2 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 2 kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«joh 17,1-11. Prædiken. Forleden dag holdt Jacob Birkler, der indtil for nylig var formand for Etisk Råd og nu er menigt medlem, foredrag i Grindsted Kirkehus. Foredraget omhandlede argumenter for og imod aktiv dødshjælp. Et flertal af Danmarks befolkning, men et mindretal på Christiansborg ønsker indførelse af aktiv dødshjælp. Selvom Birkler i begyndelsen af sit foredrag forsøgte at holde sig nogenlunde neutral for at dele sol og vind lige og ikke ødelægge debatten på forhånd, blev det efterhånden tydeligt, at han har mange forbehold overfor aktiv dødshjælp. Den værdige død trækkes ofte frem i debatten. Man finder det uværdigt, at ens nærmeste skal ligge hjælpeløs og i nogle tilfælde med smerter, der ikke kan dækkes

3 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 3 tilstrækkeligt, overgivet som et lille barn til andre menneskers pleje. Birkler fortalte, at han engang sad ved en kvinde på hospicet i Vejle. Selvom de ansatte dér er eksperter i smertedækning, var hun en af de uheldige, som ikke kunne hjælpes tilstrækkeligt. Hun vred sig forpint i sengen. Birkler sad med hendes hånd i sin og følte sig totalt hjælpeløs. Han var så berørt af hendes ulykkelige situation, at han overvejede, om det ikke ville være mere nådigt at tage hendes pude og holde den over hovedet på hende. Kvælningsdøden ville være angstfuld, men kortvarig og den ville først og fremmest gøre en ende på kvindens smerter. Ved midnatstid kunne han ikke holde ud at sidde hos hende mere. Han gik derfor hen i det værelse, han havde fået stillet til rådighed og forsøgte at sove. Næste morgen satte han sig igen hos kvinden. Hun sov til langt ud på formiddagen, og da hun vågnede, sagde hun taknemmeligt: Tænk, at jeg har fået lov at få en dag mere. Birkler anbefalede, at man i stedet for at tale om retten til at dø taler om retten til at være til besvær. Vi lever i en tid, hvor alt måles og vejes. Det, der ikke gavner væksten, anses for at være værdiløst. Set i den optik findes der intet så værdiløst som døende. De kan ikke længere gavne samfundsøkonomien. Tværtimod udgør de en økonomisk byrde. Dette er der meningsdannere, der ikke er blege for at sige. De anlægger en strikt samfundsøkonomisk vinkel på sagen og anbefaler indførelsen af aktiv dødshjælp, fordi det vil medføre en besparelse, der frigør penge, som kan skabe vækst på andre områder. I Grønland havde man i gamle dage en tradition for, at ældre mænd, der ikke længere kunne yde deres til fællesskabet, satte sig ud på isen og frøs ihjel. Kvinder, der var i samme situation, kastede sig ud i den lokalt udvalgte Kællingekløft. Dette var en samfundsmæssig forsvarlig praksis, fordi hungersnød var en konstant truende fare, der kunne tage livet af hele bopladser. Jo færre munde, der var at mætte, desto større var muligheden for, at de raske og rørige overlevede. Derfor var selvmordet en logisk og solidarisk handling, selvom det bestemt ikke har været morsomt for de affældige ældre, der måtte følge den tavse opfordring fra resten af bopladsen.

4 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 4 I dag må vi dog spørge os selv, om vi er i så stor nød, at vi bliver nødt til at skille os af med vore døende. Er vores nation, der befolkes af indbyggere, som op til flere gange årligt tager på dyre ferierejser til fjerntliggende destinationer, fylder hjemmene med moderne teknik, kører rundt i dyre biler og i det hele taget har vænnet sig til et forbrug, mange andre landes befolkninger kun kan misunde os er vores nation så hårdt presset økonomisk, at de døende ikke skal have lov at være til besvær? Man kan indvende, at mange døende selv ønsker at blive udfriet, men ifølge Birkler er det en holdning, der i mange tilfælde ikke er konstant. Man pendulerer mellem ønsket om at dø og ønsket om at leve. Men hvis man klart fornemmer, at man er en byrde, kan man - hvis aktiv dødshjælp bliver lovlig - let blive presset til at vælge en hurtigere død, end man ellers havde fået. Ifølge Birkler findes der et bedre alternativ, nemlig at indskrænke den store mængde af udsigtsløs behandling, der udføres her til lands. I langt de fleste tilfælde udskyder denne behandling nemlig blot den naturlige død, men gør ikke den sidste tid bedre for patienten og de pårørende. I mange tilfælde er det ikke behandling, men nærvær, der er brug for. Netop behovet for nærvær fortalte Birkler en anden historie om. Han havde den fra en kvinde, som havde mistet sin mand. Hun fortalte, at hun havde siddet ved hans seng i ugevis; bare siddet uden at kunne foretage sig andet end at holde hans hånd og småsnakke lidt ind imellem. Hendes mand var døende og sov meget. På et tidspunkt havde hun brug for at tage sig af nogle praktiske opgaver. Hun forlod ham derfor og tog hjem for at varetage det, der nu engang var behov for. Da hun kom tilbage, var manden vågen. Han spurgte hende lettere bebrejdende, hvor hun havde været. Hun forklarede ham det og tilføjede, at det da ikke kunne gøre den helt store forskel, om hun var hos ham eller ej. Hun kunne jo alligevel ikke gøre noget. Hertil svarede manden: Du gør alt!. Med dette svar redegjorde manden for nærværets betydning. Det er ikke, fordi man kan undvære smertelindring. Men det, at der er personer til stede, som den døende er tryg ved, har også en enorm betydning for vedkommendes velbefindende. Der findes

5 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 5 naturligvis undtagelser, hvor den døende har forskellige grunde til at fravælge andres selskab, men ofte er det tryghedsskabende at have en eller flere familiemedlemmer eller nære venner hos sig; ikke bare på dødstidspunktet, men i mindst lige så høj grad i dagene op til. Har familie og venner ikke mulighed for at være på døgnvagt, kan et godt og nænsomt personale overtage opgaven. Vigtigst er det, at den døende ikke føler sig forladt; at han eller hun ved, at der er andre mennesker tæt på, hvis der bliver behov for en samtale eller et håndtryk for nærværet gør en forskel. Netop nærvær er, hvad Jesus taler om i dagens evangelietekst. Der er et nærvær mellem Gud og Jesus, fordi de er ét og dog forskellige. Jesus Kristus er Gud, der har åbenbaret sig som et menneske med alle de begrænsninger, det sætter. Det sletter dog ikke Guds guddommelighed; men så længe han åbenbarer sig i Jesus, giver Gud afkald på en stor del af den magt, guddommeligheden medfører. Fordi Gud og Kristus er ét, kan Jesus sige: Alt mit er dit, og dit er mit. Imidlertid siges det i forbindelse med, at der drages en tredje part ind i forholdet, nemlig os. De er dine, siger Jesus om dem, der tror på ham, hvorefter han uddyber forholdet mellem sig selv, Gud og os: De er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. At Kristus er herliggjort i os er en anden måde at formulere, at han er nærværende i os. Han er til stede i vores tro på ham, og derved er han også ét med os. Derfor kan han sige om os, at vi er Guds. Vi tilhører Gud, fordi vi er ét med ham i troen. Han er nærværende i os, og nærværet gør en forskel. Det gør, at vi aldrig er ladt alene end ikke i døden. Selv hvis vi en dag må råbe, som Jesus gjorde det fra korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? selv da er han nærværende. Omend Jesus ikke kunne fornemme det, var Gud nærværende hos ham, fordi de var ét. Gud kunne simpelthen ikke forlade ham. Også os vil han være nærværende hos, fordi vi i troen er ét med ham. Måske kan smerterne blive så voldsomme, at det vil være svært at fastholde Guds nærvær og støtte, sådan som det var tilfældet for den korsfæstede og martrede Jesus. Men det vil ikke få ham til at forlade os. Hvis vi er ved at miste troen på hans nærvær, kan det være en hjælp at

6 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 6 have en af vore nærmeste eller en omsorgsfuld repræsentant for sundhedspersonalet ved vores side. Alene ved sit nærvær vil vedkommende kunne hjælpe os med at genvinde tilliden til, at vi heller ikke i smerte og død er ladt alene. En sådan situation beskriver Grundtvig i sin salme om At sige verden ret farvel : Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om, hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide! 1 Denne situation kan let romantiseres i en grad, der kan få pårørende til at føle sig utilstrækkelige. Jeg har talt med mange, der har haft det skidt med, at de ikke var til stede, da deres familiemedlem døde. I nogle tilfælde har de haft behov for at sove igennem, så de kunne tage endnu en tørn. Andre gange har der været en anden god grund til, at de ikke var til stede. Men det er ikke primært et spørgsmål om at være ved den døendes side på det rigtige tidspunkt. Det, der er vigtigt, er at markere, at den døende ikke er til besvær, så vedkommende kan dø i fred, vel vidende at hans eller hendes liv har haft så stor betydning, at de pårørende ikke bare ønsker at blive af med vedkommende. Det er ikke et fysisk, men et mentalt nærvær, og det tæller også. Men parallelt med det nærvær, vi som mennesker kan give hinanden, findes Guds nærvær. Der er det særlige ved Guds nærvær, at det kan fortsætte gennem døden og ind i det evige liv. Det er for, at Gud fastholder sit frelsende nærvær, at Jesus beder: Hellige far, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét ligesom vi. 1 DDS 538.

7 Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh. 17,1-11, 2. tekstrække. Side 7 I troen vil vi være et med Gud og Kristus, hvad enten aktiv dødshjælp bliver vedtaget eller ej. Men hvis muligheden lovliggøres, bør det være for de døendes egen skyld; ikke for de pårørendes eller samfundsøkonomiens, og derfor skal de døende værnes mod opfattelsen af, at de er til besvær. Forvisses den, der skal dø om, at han eller hun ikke er en urimelig dyr samfundsmæssig byrde, kan vedkommende koncentrere sig om det nærvær fra både menneskers og Guds side, der kan lede til en så god og håbefuld død som muligt. Amen.