Udkast (april 2012) Vejledning om næringsdeklaration af fødevarer

Transkript

1 Udkast (april 2012) Vejledning om næringsdeklaration af fødevarer (i henhold til forordningen nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne) Kapitel 1 Indledning, ikrafttrædelse og anvendelse Indledning Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (mærkningsforordningen) er vedtaget og trådte i kraft den 12. december Forordningen samler flere direktiver, der omhandler mærkning af fødevarer, herunder det generelle mærkningsdirektiv (direktiv 2000/13) og næringsdeklarationsdirektivet (direktiv 90/496). Med forordningen justeres anprisningsforordningen (forordning 1924/2006) og berigelsesforordningen (forordning 1925/2006) på enkelte punkter. Denne vejledning forklarer forordningens bestemmelser om næringsdeklaration (særligt artiklerne 29-35). Frivillig angivelse af næringsindhold som procentandele i forhold til referenceværdier (i visse sammenhænge kaldet»gda-mærkning«(guideline Daily Amount)) er blevet en del af bestemmelserne om næringsdeklarationen. Hvor det er relevant, er der henvist til de relevante artikler og bilag i forordningen. I vejledningen er medtaget tekst fra den gældende næringsdeklarationsvejledning, som også er relevant ved næringsdeklaration i henhold til mærkningsforordningen. Det gælder f.eks. for definitionerne af næringsstoffer, toleranceværdier, afrunding af deklarerede værdier og omregningsfaktorer. Vejledningen skal læses i sammenhæng med mærkningsforordningen og andre retsakter, der henvises til. I bilag 9 er der en liste over relevant lovgivning, vejledninger m.m. Ikrafttrædelse og anvendelse (artiklerne 54-55) Forordningen er formelt trådt i kraft den 12. december Virksomhederne er først forpligtet til at anvende forordningens bestemmelser om næringsdeklaration fem år senere, dvs. fra den 13. december Det betyder, at næringsdeklaration først bliver obligatorisk på (de fleste) færdigpakkede fødevarer fra den 13. december Reglerne må dog anvendes på frivillig basis fra ikrafttrædelsestidspunktet, hvis mærkningen er i overensstemmelse med artikel Næringsdeklarationsdirektivet ophæves med virkning fra 13. december Fra dette tidspunkt gælder kun mærkningsforordningen, dvs. al fødevareinformation, inklusive frivillig næringsdeklaration og obligatorisk næringsdeklaration som følge af anprisning af fødevarer, på fødevarer, der sendes på markedet fra dette tidspunkt, skal være i overensstemmelse med forordningen. Frem til den 13. december 2014 kan virksomhederne vælge at følge enten de nuværende eller de nye næringsdeklarationsregler, dvs.:

2 næringsdeklarationsbekendtgørelsen (for næringsdeklaration) og fødevareforordningens artikel 16 (forbud mod vildledning) (for GDA), der suppleres med vejledning nr af 4. februar 2011 om næringsdeklaration af færdigpakkede fødevarer og Fødevarestyrelsens instruks af 3. maj 2010 om kontrol med fødevarer, der er mærket med GDA, eller mærkningsforordningen (artiklerne 30-35) (for al næringsdeklarationsinformation), der suppleres med denne vejledning. Hele næringsdeklarationen skal således overholde enten det ene sæt regler eller det andet. Der arbejdes i hele EU på at reducere befolkningens indtag af salt. De officielle anbefalinger vedrører fødevarernes indhold af salt. I henhold til de hidtidige næringsdeklarationsregler har virksomhederne ved mærkning med næringsdeklaration vedrørende saltindhold skullet anvende betegnelsen»natrium«, som er det relevante næringsstof. Dette er med forordningen ændret til»salt«(ingrediens) for at forbedre forbrugeroplysningen. Forordningens bestemmelser om næringsdeklaration (artiklerne 30-35) skal derfor følges, hvis en virksomhed ønsker at deklarere en fødevare med»salt«. Det nye krav om minimumsskriftstørrelse bliver dog først obligatorisk fra den 13. december Det er naturligvis mest praktisk kun at skifte emballage én gang. Derimod skal næringsdeklarationen overholde næringsdeklarationsbekendtgørelsens bestemmelser, hvis virksomheden deklarerer»natrium«i overgangsperioden frem til den 13. december 2014, f.eks. mens emballagen opbruges. Fra 13. december 2014 gælder kun mærkningsforordningen. Fødevarer, der er markedsført eller mærket før den 12. december 2016, og som ikke overholder bestemmelserne om næringsdeklaration, må markedsføres, indtil lagrene er opbrugt. Dermed vil fødevarer, der er mærket i henhold til næringsdeklarationsbekendtgørelsen kunne markedsføres i en periode også efter den 12. december Der vil derfor i en længere periode være fødevarer på markedet, der er mærket efter to forskellige regelsæt, dvs. næringsdeklarationsbekendtgørelsen og mærkningsforordningen. Kontrollen skal foretages i henhold til de respektive retsakter, der gælder på det pågældende tidspunkt for den enkelte fødevare. Sammenhæng med anden lovgivning og anvendelsesområde (artikel 29) Forordningens bestemmelser gælder kun for virksomheder, hvis aktiviteter indebærer en vis kontinuitet og en vis grad af organisation. Privatpersoners lejlighedsvise håndtering og levering af fødevarer, servering af måltider og salg af fødevarer i forbindelse med f.eks. velgørenhedsarrangementer eller byfester og lokale møder hører ikke under forordningens anvendelsesområde. Der er en tilsvarende undtagelse ved registrering eller autorisation af fødevarevirksomheder. For nærmere fortolkning af begreberne henvises til Fødevarestyrelsens vejledning om privatsfære og fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen. Næringsdeklarationsreglerne gælder ikke for kosttilskud og naturligt mineralvand. Disse fødevarer skal næringsdeklareres i henhold til henholdsvis kosttilskudsbekendtgørelsen og mineralvandsbekendtgørelsen. Næringsdeklarationsbestemmelserne gælder kun for fødevarer til særlig ernæring, hvis der ikke er fastsat specifikke bestemmelser i anden lovgivning. Disse findes i givet fald i bekendtgørelsen om særlig ernæring, bekendtgørelsen om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn, bekendtgørelsen om forarbejdede fødevarer baseret på cerealier og babymad til spædbørn og småbørn, bekendtgørelsen om slankekost og bekendtgørelsen om levnedsmidler til særlige

3 medicinske formål. Det betyder, at hvis der ikke er fastsæt bestemmelser om næringsdeklaration i disse bekendtgørelser, gælder mærkningsforordningens næringsdeklarationsbestemmelser. Kort om de nye næringsdeklarationsregler De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler er følgende: For (de fleste) færdigpakkede fødevarer bliver næringsdeklaration (pr. 100 g/ml) obligatorisk. Næringsindhold pr. portion kan angives frivilligt og som et supplement til pr. 100/ml. Den obligatoriske næringsdeklaration skal indeholde energiværdien og seks næringsstoffer (fedt, mættede fedtsyrer, kulhydrater, sukkerarter, protein og salt). Bemærk, at den obligatoriske rækkefølge af deklarerede næringsstoffer er ændret. Desuden skal betegnelsen»salt«anvendes i stedet for»natrium«. Der er nye regler for frivillig gentagelse af visse næringsdeklarationsoplysninger (energi eller energi sammen med fedt, mættede fedtsyrer, sukkerarter og salt) i det primære synsfelt (oftest på forsiden) af en færdigpakket fødevare. Der er nye regler for frivillig næringsdeklaration af ikke-færdigpakkede fødevarer og alkoholholdige drikkevarer (1,2 volumenprocent eller derover), dvs. fødevarer, der ikke er omfattet af kravet om næringsdeklaration. Undtaget fra kravet om næringsdeklaration er en række andre fødevarer, f.eks. uforarbejdede fødevarer, kaffe og te, fødevaretilsætningsstoffer og små mængder, der leveres af producenten direkte til den endelige forbruger eller en lokal detailvirksomhed. (Se vejledningens bilag 1.) Der er nye, specifikke regler for frivillig angivelse af næringsdeklarationsoplysninger i form af procentandele af referenceværdier for energi og visse næringsstoffer. Kravet om mærkning med»betydelig mængde«er sat ned fra 15 % til 7,5 % for drikkevarer. Der foretages tilsvarende ændringer i anprisningsforordningen (1924/2006) og berigelsesforordningen (1925/2006). Kapitel 2 Definitioner (artikel 2 og bilag I) Generelt Formålet med næringsdeklarationsreglerne er at etablere standardiserede gennemsnitlige mærkningsoplysninger om næringsindholdet i forskellige fødevarer. Oplysninger vedrørende næringsindhold, som findes i diverse næringsstoftabeller og lignende, henviser ikke nødvendigvis til den samme definition eller de samme omregningsfaktorer, som er gældende i henhold til næringsdeklarationsreglerne. Forordningen indeholder (i bilag I) definitioner på forskellige begreber og en række næringsstoffer, som til enhver tid skal følges i næringsdeklarationssammenhæng. Forordningen giver dog ikke en udtømmende definition af alle omhandlede næringsstoffer eller relevante begreber. Næringsstoffer I dette afsnit gengives definitionerne af de forskellige næringsstoffer. I vejledningens kapitel 4 er der bemærkninger til de enkelte stoffer.

4 »Næringsstof«: Protein, kulhydrat, fedt, kostfibre, natrium, vitaminer og mineraler opført i forordningens bilag 13 samt stoffer, der tilhører, eller er bestanddele af en af disse kategorier.»fedt«: Det samlede indhold af lipider, herunder phospolipider.»mættede fedtsyrer«: Fedtsyrer uden dobbeltbindinger.»transfedtsyrer«: Fedtsyrer med mindst én ikke-konjugeret (dvs. afbrudt af mindst én methylengruppe) kulstof-kulstof-dobbelthinding i transkonfiguration.»enkeltumættede fedtsyrer«: Fedtsyrer med én cis-dobbeltbinding.»flerumættede fedtsyrer«: Alle fedtsyrer med to eller flere cis, cis-methylen-afbrudte dobbeltbindinger.»kulhydrat«: Ethvert kulhydrat, som nedbrydes i menneskets stofskifte, herunder polyoler.»sukkerarter«: Alle mono- og disaccaharider, som forekommer i en fødevare, med undtagelse af polyoler.»polyoler«: Alkoholer, der indeholder mere end to hydroxylgrupper.»protein«: Proteinindholdet beregnet efter formlen: Protein = totalt Kjeldahl-nitrogen x 6,25.»Salt«: Salt svarende til indholdet beregnet efter formlen: salt = natrium x 2,5.»Kostfibre«: Kulhydratpolymerer med tre eller flere monomere enheder, der hverken fordøjes eller optages i tyndtarmen hos mennesker, og som tilhører følgende kategorier: spiselige kulhydratpolymerer, der forekommer naturligt i fødevarer, som de indtages, spiselige kulhydratpolymerer fra råvarer til fødevarer, der er fremkommet ved fysiske, enzymatiske eller kemiske metoder, og som har en positiv fysiologisk virkning, der er påvist ved almindeligt anerkendt videnskabelig dokumentation, eller spiselige syntetiske kulhydratpolymerer, som har en positiv fysiologisk virkning, der er påvist ved almindeligt anerkendt videnskabelig dokumentation. Næringsdeklaration eller ernærings- og sundhedsanprisning? Næringsdeklarationsoplysninger reguleres af mærkningsforordningen, hvorimod anprisninger reguleres af anprisningsforordningen. Det er derfor vigtigt konkret at sondre mellem, hvornår der er tale om en næringsdeklarationsoplysning, og hvornår der er tale om en anprisning. I mærkningsforordningen er»næringsdeklaration«defineret som oplysning om energiværdi, eller energiværdi og et eller flere af følgende næringsstoffer alene: fedt (mættede fedtsyrer, enkeltumættede fedtsyrer, flerumættede fedtsyrer), kulhydrat (sukkerarter, polyoler, stivelse), salt, kostfibre, protein og alle vitaminer og mineraler anført i forordningens bilag XIII, del A, pkt. 1, når de forekommer i en betydelig mængde som defineret i bilag XIII, del A, pkt. 2. I anprisningsforordningen er»anprisning«defineret som ethvert budskab eller enhver fremstilling, der ikke er obligatorisk i henhold til fællesskabslovgivningen eller national lovgivning, herunder billeder, grafik eller symboler uanset form, som angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlig egenskaber. Ved»ernæringsmæssig anprisning«forstås enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige gavnlige ernæringsmæssige egenskaber på grund af dens energi (kalorieværdi) eller næringsstoffer eller andre stoffer. Eksempler på ernæringsanprisninger er»sukkerfri«,»kilde til kostfiber«eller Nøglehulsmærket. En frivillig fremhævelse af et faktuelt næringsindhold, for eksempel»5 g fedt«eller»10 % protein«vil også fremstå eller opfattes som ernæringsanprisninger, og lovligheden heraf skal vurderes i henhold til anprisningsforordningens regler.

5 De specifikke regler om ernæringsanprisninger står i anprisningsforordningen. Læs mere i anprisningsforordningen og anprisningsvejledningen. Tidligere blev en frivillig mærkning af»neutrale«ernæringsegenskaber opfattet som ernæringsanprisninger, der blev reguleret af næringsdeklarationsbekendtgørelsen og vildledningsbestemmelserne. Med mærkningsforordningen vil en angivelse af»neutrale«ernæringsegenskaber isoleret på pakningen kunne betragtes som næringsdeklarationsoplysninger. En angivelse af isolerede næringsdeklarationsoplysninger er dog ikke længere tilladt, med undtagelse af angivelse af energiindhold alene i visse tilfælde. Andre definitioner»gennemsnitsværdi«er defineret som den værdi, der bedst repræsenterer den mængde næringsstof, som en given fødevare indeholder, og ved hvilken der tages hensyn til den margen, der skyldes sæsonmæssige variationer, forbrugsmønstre og andre faktorer, som kan have indflydelse på den faktiske værdi. Denne definition udelukker ikke muligheden for yderligere retningslinjer eller rammer vedrørende fastsættelse af deklarerede værdier. Det er væsentligt, at den deklarerede værdi ikke vildleder forbrugeren med hensyn til det faktiske indhold. En»færdigpakket fødevare«er defineret som en vare, der som en sådan udbydes til salg til den endelige forbruger og til storkøkkener, og som består af en fødevare samt den emballage, hvori den blev pakket, inden den blev udbudt til salg, uanset om emballagen omslutter fødevaren helt eller delvist, men dog på en sådan måde, at indholdet ikke kan ændres, uden at emballagen åbnes eller ændres. En»færdigpakket fødevare«omfatter ikke fødevarer, der pakkes på salgsstedet på anmodning af forbrugeren eller er færdigpakket med henblik på direkte salg. For andre definitioner henvises til artikel 2 i mærkningsforordningen. Definitioner fra andre retsakter Visse definitioner fra andre retsakter finder også anvendelse i forbindelse med mærkningsforordningen. Dette gælder for definitioner i fødevareforordningen (178/2002). Fra forordningen om fødevarehygiejne (852/2004) skal nævnes:»uforarbejdede produkter«er fødevarer, der ikke er blevet forarbejdet, og omfatter produkter, der f.eks. er blevet adskilt, parteret, kløvet, udskåret, udbenet, hakket, afhudet, flået, formalet, opskåret, renset, afpudset, afskallet, pillet, knust, kølet, frosset, dybfrosset eller optøet.»forarbejdede produkter«er fødevarer, der fremkommer ved forarbejdning af uforarbejdede produkter. Disse produkter kan indeholde stoffer, der er nødvendige for fremstillingen eller for at give produkterne særlige egenskaber. For andre definitioner henvises til artikel 2 i mærkningsforordningen. Kapitel 3 Kravet om næringsdeklaration (artikel 30) Med forordningen indføres der obligatorisk næringsdeklaration pr. 100 g/ml på færdigpakkede fødevarer. En række fødevarer er dog undtaget herfra (se forordningens bilag V eller vejledningens bilag 1). Ved anvendelse af ernærings- eller sundhedsanprisninger og ved tilsætning af vitaminer og mineraler, skal indholdet af det anpriste eller tilsatte næringsstof desuden deklareres. Se også kapitel 9.

6 Undtagelser fra næringsdeklarationskravet (artikel 44 og bilag V) Disse fødevarer er undtaget fra næringsdeklarationskravet: ikke-færdigpakkede fødevarer, herunder dem, der pakkes på forbrugerens anmodning eller er færdigpakkede med henblik på direkte salg, alkoholholdige drikkevarer (1,2 volumenprocent eller derover), og en række fødevarer, der fremgår af forordningens bilag V. Hvis fødevarer, der er undtaget fra næringsdeklarationskravet i mærkningsforordningen, anprises, finder anprisningsforordningen dog anvendelse. Forordningens bilag V Fødevarerne i bilag V er gengivet i vejledningens bilag 1. Disse er: uforarbejdede fødevarer, forarbejdede fødevarer, der udelukkende er modnede, og som kun indeholder én ingrediens eller kategori af ingredienser, forskellige varer, hvor næringsdeklarationsoplysningerne ikke er afgørende ved forbrugerens valg af fødevarer, f.eks. kaffe og te, og fødevarer, herunder håndværksfremstillede fødevarer, der leveres direkte fra producenten af små mængder til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger. Kødprodukter er ikke omfattet af disse undtagelser og vil således skulle næringsdeklareres. Undtagelsen fra næringsdeklarationskravet for små mængder til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, er rettet mod små producenter, der ikke har masseproduktion, og fødevarer, der sælges lokalt, og som ikke sælges på tværs af landegrænserne. Undtagelsen gælder således ikke for samtlige små og mindre fødevarevirksomheder i Danmark. Teksten til denne undtagelse fremgår også af autorisationsreglerne. For fortolkning af begrebet henvises derfor til autorisationsvejledningen. Undtagelsen fra næringsdeklarationskravet gælder både»stalddørssalg«af primærprodukter, f.eks. honning fra biavlere, og forarbejdede fødevarer, f.eks. marmelade, der er fremstillet af frugt fra privat have. Se også kapitel 5 for frivillig næringsdeklaration af disse fødevarer, der som udgangspunkt er undtaget fra kravet om næringsdeklaration. Kapitel 4 Oplysningerne i næringsdeklarationen (energi og næringsstoffer) Obligatoriske og frivillige elementer Næringsdeklarationen skal indeholde energiværdien og visse næringsstoffer (fedtsyrer, mættede fedtsyrer, kulhydrater, sukkerarter, protein og salt). Rækkefølgen er ændret, så de elementer, der formodes at interessere forbrugerne mest, står først. Den nye rækkefølge skal følges. Virksomhederne kan vælge desuden at deklarere ét eller flere af de andre mulige næringsstoffer, inklusive disses bestanddele. De frivillige næringsstoffer er enkeltumættede fedtsyrer, flerumættede fedtsyrer, polyoler, stivelse, kostfibre, og/eller de vitaminer eller mineraler, der fremgår af forord-

7 ningens bilag XIII, og som findes i fødevaren i en»betydelig mængde«. For definition af»betydelig mængde«se dette kapitel nedenfor. Listerne over de obligatoriske og frivillige næringsstoffer er»lukkede lister«. Der kan på EUniveau vedtages ændringer til disse lister. Indtil der måtte blive vedtaget ændringer, er der ikke mulighed for at angive mere eller andet i næringsdeklarationen end det, der udtrykkeligt er angivet i forordningen. Af de frivillige elementer kan virksomheden vælge kun at angive dem, der er relevante for den pågældende fødevare, og dermed ikke nødvendigvis alle de frivillige næringsstoffer. Det er for eksempel ikke nødvendigt at angive indholdet af flerumættede fedtsyrer i en almindelig læskedrik, der primært indeholder sukkerarter. Hvis indholdet af andre næringsstoffer anprises, for eksempel omega 3-fedtsyrer, skal indholdet deraf dog deklareres. Mængden skal angives i samme synsfelt som men udenfor - næringsdeklarationen, beregnes og angives som de øvrige næringsstoffer (dvs. ved brug af de angivne måleenheder samt angives pr. 100 g/ml, som procentandel af referenceindtag og/eller pr. portion eller pr. forbrugsenhed). I deklarationen skal der bruges de betegnelser, der er angivet i forordningen. Det er derfor ikke tilladt at deklarere transfedtsyrer, organiske syrer eller lignende. Energi Alle næringsstoffer eller andre stoffer, som er energigivende, skal indgå i energiberegningen. Disse er protein, fedt, kulhydrat, kostfibre, alkohol og organisk syre. Dette gælder, uanset om de forskellige elementer er angivet i selve deklarationen eller ej.»organiske syrer«er ikke defineret i forordningen og må heller ikke deklareres særskilt. Organiske syrer har dog - ud fra de fastsatte omregningsfaktorer til beregning af produktets energiindhold - betydning for udarbejdelse af en korrekt næringsdeklaration (energiindhold). De organiske syrer, der forekommer i fødevarer er for eksempel citronsyre og mælkesyre. Der kan ikke henvises til én analysemetode, der finder det samlede indhold af organisk syre i en fødevare. For de fleste fødevarer er indholdet af organiske syrer lavt og uden betydning ved beregning af energiindholdet af fødevaren. Fedt Fedt omfatter alle lipider, herunder phospolipider. Dette betyder, at alle mono-, di- og triglycerider, phospolipider, frie fedtsyrer, andre fedtstoffer som kolesterol og plantesteroler falder ind under definitionen på fedt. Glycerol betragtes også som hørende til definitionen af fedt, ligesom anvendelse af tilsætningsstoffer, f.eks. mono- og diglycerider af fedtsyrer, også skal medregnes. Ved deklaration af fedtsyrer skal man være opmærksom på, at summen af fedtsyrer ikke nødvendigvis giver samme værdi som summen af totalt fedt. Dette skyldes, at glyceroldelen ikke skal regnes med i fedtsyredelen, men indgår i mængden af totalt fedt. Ved deklaration af fedtsyrer skal betegnelsen være»enkeltumættede fedtsyrer«og ikke»enkeltumættet fedt«. Ligeledes skal der anvendes de danske benævnelser»enkelt-«og»fler-«, og ikke»mono-«og»poly-«.»salatrim«er et fedtstof, der hører med til definitionen af fedt. Salatrim er en forkortelse for»short and long chain acyl triglyceride molecules«(kort- og langkædede acyltriglyceridmolekyler), som er godkendt i henhold til novel food-reglerne.

8 Et indhold af salatrim skal således deklareres som fedt, men indgår i energiberegningen med en anden omregningsfaktor end de øvrige fedtstoffer. Transfedtsyrer Transfedtsyrer er summen af alle isomere fedtsyrer med 14, 16, 18, 20 og 22 kulstofatomer og én eller flere transdobbeltbindinger, det vil sige C14:1, C16:1, C18:1, C18:2, C18:3, C20:1, C20:2, C22:1, C22:2 transisomere fedtsyrer, dog kun flerumættede fedtsyrer med methylen-afbrudte dobbeltbindinger. Det er ikke tilladt specifikt at deklarere indholdet af transfedtsyrer, jf. mærkningsforordningen. Et eventuelt indhold af transfedtsyrer skal indgå i den samlede mængde deklareret fedt. Indhold af transfedtsyrer i fødevarer i Danmark er i øvrigt reguleret ved bekendtgørelse om indhold af transfedtsyrer i olier og fedtstoffer m.v. Kulhydrat, herunder sukkerarter»kulhydrat«er defineret som den mængde kulhydrat, som nedbrydes i menneskets stofskifte, herunder polyoler (sukkeralkoholer). Definitionen af»kulhydrat«omfatter ikke totalt kulhydrat i kemisk forstand, men kun de kulhydrater, der bliver nedbrudt i tyndtarmen og omsættes. Kostfibre er således ikke omfattet af kulhydratdefinitionen.»polyoler«falder ind under definitionen på kulhydrat, men er derudover ikke specifikt defineret i forordningen. Polyoler eller sukkeralkoholer er en hydrogeneret form for kulhydrat, hvis carbonylgruppe er blevet reduceret til en primær eller sekundær hydroxylgruppe (deraf alkohol).»erythritol«er en sukkeralkohol og falder således ind under definitionen af kulhydrater. Erythritol kan ikke deklareres i sig selv, men har betydning for udarbejdelse af en korrekt næringsdeklaration ud fra de fastsatte omregningsfaktorer til beregning af produktets energiindhold.»sukkerarter«omfatter alle mono- og disaccaharider, som forekommer i en fødevare, med undtagelse af polyoler (sukkeralkoholer). Ved»sukker«forstås derved alle sukkerarter. Sukkeralkoholer er ikke med i definitionen af sukkerarter. Ved deklaration af sukkerindhold skal man deklarere»sukkerarter«og ikke de forskellige typer af sukkerarter som glukose, fruktose m.v.»sukkerarter«omfatter det samlede indhold af sukkerarter, dvs. naturligt forekommende sukker og tilsat sukker.»tilsat sukker«må derfor ikke angives særskilt i næringsdeklarationen. Kostfibre Kostfibre er i næringsdeklarationssammenhæng ikke omfattet af definitionen på kulhydrat, selv om de i kemisk forstand er kulhydrater. Indhold af kostfibre skal deklareres separat. For isolerede stoffer, der menes at falde ind under definitionen på kostfibre, er det dog en forudsætning, at der foreligger en tilstrækkeligt dokumenteret gavnlig fysiologisk effekt. EFSA angiver, at de primære typer af kostfiber er: Non-stivelse-polysaccharider (NSP) - cellulose, hemicellulose, pectiner, hydrocolloider (eksempelvis gummi, planteslimstoffer og β-glucaner) Resistente oligosaccharider: fructo-oligosaccharider (FOS), galacto-oligosaccharides (GOS) og andre resistente oligosaccharider Resistent stivelse - bestående af fysisk indkapslet stivelse, nogle typer af rå stivelsesgranulater og retrograderet amylose, samt nogle typer af kemisk og /eller fysisk modificeret stivelse

9 Lignin, som ikke er et kulhydrat, regnes med til kostfibre, hvis dette er naturligt forbundet til de polysaccharider, der er omfattet af kostfiberdefinitionen. Definitionen af kostfibre hænger nøje sammen med de analysemetoder, der er tilgængelige og anerkendte. Det er i realiteten kun muligt at kvantificere mængden af kostfibre ved at referere til en specifik metode eller kombination af analysemetoder. Der er endnu ikke vedtaget fælles analysemetoder på EU-niveau, men Kommissionen overvejer at udarbejde vejledende retningslinjer. En liste over anerkendte analysemetoder for kostfibre er blevet vedtaget af Codex Alimentarius i 2010 og forventes i nærmeste fremtid at indgå i Codexretningslinier vedrørende anvendelse af ernærings- og sundhedsanprisninger. Der skal beregnes energi af den mængde kostfibre, der indgår i produktet, uanset om kostfibre er deklareret eller ej. Energiomregningsfaktorer er nærmere beskrevet i kapitel 8. Protein Der må alene anvendes én omregningsfaktor for protein, dvs. totalt Kjeldahl-nitrogen x 6,25. Dette betyder, at eventuelle mere specifikke omregningsfaktorer for protein for visse fødevaregrupper, for eksempel mælk, ikke er tilladt. Salt Som noget nyt skal saltindholdet deklareres som»salt«og ikke længere som»natrium«. Det skyldes, at de officielle kostanbefalinger vedrører»salt«, og at forbrugerne derfor forventes at forstå denne betegnelse bedre.»salt«angives som salt svarende til indholdet beregnet efter formlen: salt = natrium x 2,5. Saltmængden beregnes således ud fra totalmængden af natrium, dvs. inklusive den natrium, der kommer fra tilsætningsstoffer. Det er således ikke kun natriumchlorid (NaCl), der indgår i beregningen. Af hensyn til forbrugerforståelsen anvendes betegnelsen»salt«. Hvis saltindholdet udelukkende skyldes forekomsten af naturligt forekommende natrium, må der angives en erklæring herom i nær tilknytning til næringsdeklarationen. Dette kan være relevant ved for eksempel kød, frugt og grønt, usaltede jordnødder og mælkeprodukter. Eksempel: På en yoghurt deklareres»0,1 g salt (naturligt indhold af natrium)«. Vitaminer og mineraler Vitaminer og mineraler skal anføres efter de energigivende næringsstoffer med den betegnelse, der fremgår af forordningens bilag XIII (gengivet i vejledningens bilag 4). Dette gælder også for»folsyre«, selv om produktet ikke er tilsat kilden folsyre, men har et naturligt indhold af folat. Definition af»betydelig mængde«(bilag XIII) Med en betydelig mængde forstås, at indholdet af det enkelte vitamin eller mineral pr. 100 g, pr. 100 ml eller pr. portion, hvis pakken kun indeholder én enkelt portion, skal indeholde mindst 15 % af det daglige referenceindtag. Dette gælder for andre fødevarer end drikkevarer. Med mærkningsforordningen er den betydelige mængde for drikkevarer nedsat til mindst 7,5 %. I både anprisningsforordningen og berigelsesforordningen anvendes de samme kriterier som i mærkningsforordningen. Det betyder, at mælk f.eks. vil kunne beriges med minimum 7,5 % af det daglige referenceindtag af D-vitamin og samtidig anprises.

10 Man skal være opmærksom på, at det for enkeltportionspakninger over 100 g vil være tilladt at deklarere indhold af vitaminer og mineraler, selv om kravet pr. 100 g ikke er opfyldt, hvis der er mindst 15 % af det daglige referenceindtag i enkeltportionspakningen. Flerportionspakninger af samme produkt vil dog ikke kunne næringsdeklareres eller anprises på samme måde som enkeltportionspakningerne. Det bør vurderes konkret, om der reelt er tale om enkeltportionspakninger. Man kan ikke blot»opfinde«nye portionsstørrelser eller store enkeltportionspakninger med det eneste formål at kunne næringsdeklarere indhold af vitaminer og mineraler. Med nedsættelsen af den betydelige mængde for drikkevarer vil flere produkttyper kunne beriges med lavere mængder end hidtil uanset pakningens størrelse. Dagligt referenceindtag for vitaminer og mineraler Som noget særligt for vitaminer og mineraler skal der - udover oplysningerne om mængden af de enkelte vitaminer og mineraler - anføres den procentdel, som indholdet udgør af det daglige referenceindtag. I vejledningens bilag 3 er vist eksempler på, hvordan denne deklaration udformes. Det daglige referenceindtag for de respektive vitaminer og mineraler fremgår af forordningens bilag XIII (gengivet i vejledningens bilag 4). Man skal være opmærksom på, at de givne værdier alene er referenceværdier til brug for mærkning. Det er ikke tilladt at benytte andre referenceværdier end de angivne værdier. For fødevarer, der næringsdeklareres i henhold til næringsdeklarationsbekendtgørelsen, vil man dog indtil den 30. oktober 2012 fortsat anvende de»gamle«referenceværdier. Dette er ikke en mulighed, når der deklareres i henhold til mærkningsforordningen. Når det gælder»folsyre«skal man være opmærksom på, at referenceværdien refererer til folat generelt, og ikke til kilden»folsyre«. Som nævnt ovenfor skal betegnelsen»folsyre«anvendes i mærkningen og omfatte alle kilder til folat. For fødevarer, som er omfattet af reglerne for særlig ernæring, kan der være fastsat specifikke referenceværdier for vitaminer og mineraler til mærkningsformål, for eksempel for børnemad, slankekostprodukter, m.v. Hvis der ikke er fastsat særlige referenceværdier for særlig ernæringsprodukter, for eksempel for laktosefri produkter eller fødevarer til særlige medicinske formål, finder referenceværdierne i forordningen anvendelse. Tilsatte vitaminer og mineraler Vitaminer og mineraler kan være tilsat i henhold til berigelsesforordningen, dvs. i mængder på henholdsvis minimum 15 % (forskellige fødevarer) eller 7,5 % (drikkevarer) af det daglige referenceindtag. En fødevare kan også være indirekte tilsat vitaminer og/eller mineraler, for eksempel når en kage indeholder margarine beriget med A-vitamin, et brød indeholder mel beriget med D-vitamin eller en pølse indeholder salt beriget med jod. Ved både direkte og indirekte berigelse skal næringsdeklarationen være en angivelse af de samlede mængder af de tilsatte vitaminer og mineraler efter tilsætningen til fødevaren, dvs. den samlede mængde i fødevaren efter tilsætning. Dette fremgår af berigelsesforordningen. De tilsatte mængder af vitaminer og/eller mineraler kan supplerende angives i ingredienslisten efter det pågældende tilsatte vitamin og/eller mineral.

11 Næringsdeklarationsoplysninger, som for eksempel angivelse af indhold af vitaminer, mineraler eller andre næringsstoffer i forskellige ingredienser eller af det samlede indhold (naturligt og tilsat) af disse næringsstoffer, skal derimod angives i næringsdeklarationen og ikke i ingredienslisten. Det er således ikke tilladt i ingredienslisten at angive for eksempel» tomatekstrakt (6 mg vitamin C), «. Samlet indhold af vitaminer og mineraler Nogle stoffer kan være anvendt både som næringsstof og fødevaretilsætningsstof (teknologisk formål). Den deklarerede mængde af vitaminer og mineraler skal være det samlede indhold i produktet. Det indhold, der måtte være i fødevaren i form af tilsætningsstoffer, for eksempel som farvestof (f.eks. riboflavin) eller konserveringsmiddel (f.eks. tocopherol), skal derfor regnes med i den deklarerede mængde. Referencestoffer for vitaminer og mineraler Den konkrete mængde af forskellige vitaminer skal beregnes ud fra fastsatte referencestoffer, således at der er et ens sammenligningsgrundlag. Der skal også tages hensyn til forskellige omregningsfaktorer for visse kilder til vitaminer, nærmere bestemt vitamin A, vitamin E og niacin. Tabel over referencestoffer og omregningsfaktorer er angivet i vejledningens bilag 5. Kapitel 5 Frivillige næringsdeklarationsoplysninger (artikel 30, stk. 2) Frivillig gentagelse af oplysninger på forsiden Virksomheden kan vælge at gentage visse af næringsdeklarationsoplysningerne i det primære synsfelt på en færdigpakket fødevare. Denne har desuden den obligatoriske næringsdeklaration (typisk på bagsiden af pakken). Det primære synsfelt vil typisk være det område på emballagen, som forbrugeren ser først, når varen er stillet frem på hylden eller præsenteret på anden måde, dvs. på forsiden af pakningen eller i forbindelse med varens navn (rund emballage). De oplysninger, der må gentages, er: Energiværdi, eller Energiværdi sammen med fedt, mættede fedtsyrer, sukkerarter og salt (skal anføres samlet). Oplysningerne skal overholde det generelle krav til læsbarhed, herunder minimumsskriftstørrelse, dvs. oplysningerne skal trykkes på en let læselig måde og med typer i en skriftstørrelse på mindst 1,2 mm. Kravet om skriftstørrelse skal dog først anvendes fra den 13. december 2014, dvs. samtidig med, at de generelle mærkningskrav skal anvendes (artikel 13, stk. 2). Frivillig næringsdeklaration på alkoholholdige drikkevarer (1,2 volumenprocent eller derover) (artikel 30, stk. 4) Drikkevarer, der indeholder alkohol (1,2 volumenprocent eller derover), er undtaget fra kravet om næringsdeklaration. Virksomheder, der frivilligt ønsker at næringsdeklarere alkoholholdige drikkevarer, kan enten anvende samme næringsdeklaration som for de færdigpakkede fødevarer eller begrænse deklarationen til energiværdien alene.

12 Frivillig deklaration af ikke-færdigpakkede fødevarer (artikel 30, stk. 5) Ikke-færdigpakkede fødevarer er undtaget fra kravet om næringsdeklaration. Ikke-færdigpakkede fødevarer er: fødevarer helt uden indpakning, f.eks. frugt og grønt i løs vægt, eller et måltid, der serveres på et spisested, fødevarer, der pakkes ind på salgsstedet på anmodning af forbrugeren, f.eks. brød, kager, ost og charcuterivarer, der sælges over disk i detailforretninger,»fastfood to go«, der indpakkes, når forbrugeren har afgivet bestilling, eller måltider, der efter bestilling/visitation udbringes til ældre, eller fødevarer, der er færdigpakkede med henblik på direkte salg, f.eks. tre stykker smørrebrød eller en ret (frikadeller med kartoffelsalat), der er pakket ind i én pakning og udstillet i disken. Virksomheder, der frivilligt ønsker at næringsdeklarere ikke-færdigpakkede fødevarer, kan enten anvende samme næringsdeklaration som for de færdigpakkede fødevarer eller begrænse deklarationen til: energiværdien, eller energiværdien sammen med fedt, mættede fedtsyrer, sukkerarter og salt (skal anføres samlet). Forordningen giver mulighed for, at de enkelte lande kan indføre nationale mærkningskrav, herunder for næringsdeklaration, for ikke-færdigpakkede fødevarer. Der er p.t. ikke indført sådanne krav i Danmark. Frivillig næringsdeklaration af»bilag V-fødevarer«(artikel 36, stk. 1, og bilag V) Næringsdeklaration, der gives på frivilligt grundlag, skal opfylde de krav, der er fastsat for den obligatoriske næringsdeklaration. Virksomheder, der frivilligt ønsker at næringsdeklarere fødevarer, der er nævnt i forordningens bilag V, skal derfor sikre, at forordningens bestemmelser om næringsdeklaration følges. For eksempel skal en fødevare, der kun består af én ingrediens, og som er færdigpakket, overholde bestemmelserne for næringsdeklaration af færdigpakkede fødevarer. Kapitel 6 Udtryksformer Angivelse pr. 100 g eller pr. 100 ml (artikel 32) Energiværdien og næringsstoffer i næringsdeklaration skal angives pr. 100 g eller pr. 100 ml. Andre udtryksformer kan anvendes som supplement (se nedenfor). Angivelse pr. portion og/eller pr. forbrugsenhed (artikel 33) Der er mulighed for - som supplement til angivelse pr. 100 g/ml - at angive energiværdien og mængden af næringsstoffer pr. portion og/eller pr. forbrugsenhed. En forbrugsenhed kan f.eks. være hele indholdet i en pakke, f.eks. en chokoladebar, der er enkeltindpakket, eller én ud af flere enheder i pakningen, f.eks. én kiks eller én skive pålæg. En forbrugsenhed kan være f.eks. én kiks, mens der i en portion kan være flere kiks. Portionen og/eller forbrugsenheden skal være let genkendelig for forbrugeren. Der er ingen krav i forordningen til størrelsen på en portion. Der er mulighed for, at der på EU-niveau kan fastsættes portionsstørrelser for specifikke kategorier af fødevarer. Formålet er at harmonisere portionsstørrel-

13 serne i hele EU og derved give forbrugerne et ensartet sammenligningsgrundlag. I den forbindelse skal der tages hensyn til forbrugernes faktiske forbrugsadfærd og de officielle kostanbefalinger. Indtil der måtte blive fastsat EU-portionsstørrelser, skal virksomheden sikre, at den anvendte portionsstørrelse ikke vildleder forbrugerne. De konkret anvendte portionsstørrelser skal derfor vurderes i forhold til det generelle vildledningsforbud. Forbuddet mod vildledning betyder, at markedsføringen ikke må skabe en forventning hos en almindelig oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger om, at vedkommende får noget andet, end det vedkommende faktisk får. Det må derfor vurderes konkret, om en forbruger kan blive vildledt af den anvendte portionsstørrelse. Der er store variationer i, hvad en typisk forbruger indtager af en bestemt fødevare eller fødevarekategori ad gangen. Dette afhænger bl.a. af vedkommendes alder og køn, aktivitetsniveau, vaner og andet. De officielle kostanbefalinger er baseret på kosten som helhed, og der vil derfor ikke være officielle anbefalinger for enkelte produkttyper. Portionsangivelser ( 1 portion eller pr. portion ) vil typisk ikke være vildledende, hvis fødevaren reelt er pakket som én individuel portion, f.eks. én kiks eller én müslibar, da forbrugeren umiddelbart kan se, hvor stor portionen er. Nettovægten vil desuden være angivet. Portionsangivelser på pakninger, der indeholder flere portioner, som ikke er færdigpakket som enkeltportioner, f.eks. større flasker sodavand eller pakker med morgenmadsprodukter, vil i højere grad konkret kunne anses for vildledende. I henhold til gældende praksis kan der ikke stilles krav om, at portionsstørrelserne skal være realistiske i forhold til det, som en dansk forbruger indtager af varen pr. gang. En portionsstørrelse, der fremgår af en pakning, vil typisk ikke være vildledende, så længe den ikke er åbenbart urealistisk i forhold til et gennemsnitligt indtag ad gangen af den konkrete fødevare. Hvis angivelse af næringsindhold pr. portion eller pr. forbrugsenhed anvendes, skal størrelsen af portionen eller enheden (g/ml) og antallet af portioner og/eller enheder være angivet på pakningen. Portions-/enhedsangivelse kan i alle tilfælde bruges som supplement til angivelsen af energi, vitaminer og andre næringsstoffer pr. 100 g/ml. Der er ligeledes mulighed for som alternativ til angivelse pr. 100 g/ml at angive pr. portion alene i følgende tilfælde: Situation Ved gentagelse af energi sammen med fedt, mættede fedtsyrer, sukkerarter og salt på forsiden en færdigpakket fødevare Ved næringsdeklaration af ikkefærdigpakkede fødevarer Hvad kan angives pr. portion eller pr. forbrugsenhed alene? Mængden af næringsstoffer Procentandele af referenceværdierne. Energiværdien Mængden af næringsstoffer Procentandele af referenceværdierne. Vilkår Hvis mængderne af næringsstofferne angives pr. portion eller pr. forbrugsenhed alene, skal energiværdien udtrykkes både pr. 100 g/ml og pr. portion/forbrugsenhed.

14 Dermed vil alle næringsdeklarationsoplysninger, som gives på frivilligt grundlag, f.eks. på en sandwich eller et måltid, der er indpakket for at blive solgt direkte til kunden, kunne gives for hele sandwichen eller måltidet (som en portion) uanset vægt. Supplerende angivelse af næringsstofindhold som en procentdel af referenceindtag (artikel 33, stk. 3) Som supplement til 100 g/ml-deklarationen kan energi og mængderne af næringsstoffer angives som en procentdel af de relevante referenceindtag. Disse referenceindtag fremgår af forordningens bilag XIII, del B, og er gengivet nedenfor. Energi eller næringsstof Energi Fedt i alt Mættede fedtsyrer Kulhydrat Sukkerarter Protein Salt Referenceindtag kj (2 000 kcal) 70 g 20 g 260 g Disse procentandele kan angives enten pr. 100 g/ml eller pr. portion/forbrugsenhed. Det er således tilladt at angive procentandele af referenceindtagene pr. portion alene. Der er fastsat referenceindtag for energiværdien og de næringsstoffer, der skal angives i næringsdeklarationen. Disse kan bruges i alle tilfælde, hvor energiværdien og de pågældende næringsstoffer deklareres, dvs. både på færdigpakkede fødevarer og på ikke-færdigpakkede fødevarer samt alkoholholdige drikkevarer (1,2 volumenprocent eller mere). For energi skal der angives værdier for både kj og kcal, dvs. det er ikke tilladt kun at angive værdien for kcal, som kalorier eller lignende. Teksten»Referenceindtag for en gennemsnitlig voksen (8 400 kj/2 000 kcal)«skal angives i umiddelbar nærhed af procentangivelserne, hvis der deklareres procentandele for andet end vitaminer og mineraler. Der må ikke tilføjes»gda-«eller lignende foran denne sætning, da der er tale om en standardformulering. Der er ikke indført harmoniserede referenceværdier for andre befolkningsgrupper end en gennemsnitlig voksen person, f.eks. børn, unge eller ældre. Indtil dette måtte ske, kan det enkelte land indføre nationale regler om frivillig anvendelse af referenceindtag for specifikke befolkningsgrupper på deres eget område (artikel 43). Da der ikke er danske regler for sådanne referenceværdier, må de ikke anvendes på fødevarer, der markedsføres i Danmark. 90 g 50 g 6 g Kapitel 7 Præsentation (artikel 34) Under alle omstændigheder skal alle næringsdeklarationsoplysninger være klart synlige for forbrugeren på yderemballagen, og det er derfor væsentligt, at det fremgår klart, hvad de enkelte næringsdeklarationer omfatter. Næringsdeklarationen skal være let læselig, uudslettelig og klart synligt. En næringsdeklaration må ikke kun være angivet på pakningens inderside, for eksempel på indersiden af låget på en lever-

15 postej, som»harmonikaetiket«, eller på anden måde kun tilgængelig ved åbning af emballagen. Dette gælder i alle tilfælde ved næringsdeklaration, dvs. uanset om næringsdeklarationen er anført frivilligt, eller om den skal angives, herunder som følge af anvendelse af ernærings- og sundhedsanprisninger. En vurdering af, om der er tilstrækkelig plads på emballagen, vil som udgangspunkt være et spørgsmål om emballagens størrelse. Selv om der på en fødevare er mærkning på flere sprog, skal næringsdeklarationen stadig være angivet i tabelform. Det er også væsentligt, at frivillige oplysninger og præsentationer ikke tager pladsen for obligatoriske oplysninger, herunder næringsdeklaration. Format: Samlet i tabel, på linje eller andet Næringsdeklarationen skal angives samlet ét sted i tabelform med tallene under hinanden. Oplysningerne skal angives samlet i et tydeligt format og i den rækkefølge, der er anført i forordningens bilag XV (se vejledningens bilag 2). Hvis der ikke er plads på emballagen til en næringsdeklaration i tabelformat, må oplysningerne gives på linje. En virksomhed, der vælger kun at angive nogle af de næringsstoffer, der kan og ikke skal angives, skal rækkefølgen følges, men kun for de næringsstoffer, der konkret angives. De øvrige kan udelades. I bilag 3 er angivet en række eksempler på, hvordan næringsdeklarationen skal præsenteres. På denne måde vil oplysningerne være mere overskuelige og lette at læse. Kun i de tilfælde, hvor der ikke er plads til det på emballagen, må oplysningerne gives i lineær form. Oplysningerne skal stadig være anført på et iøjnefaldende sted, være let læselige, klart synlige, m.v. Helt generelt må frivillige fødevareoplysninger ikke anføres, så det går ud over den plads, der er til rådighed for de obligatoriske oplysninger. Tabelformatet bør derfor prioriteres i forhold til anden frivillig information på pakningen. Supplerende udtryks- og præsentationsformer, grafik eller symboler (artikel 35) Der må anvendes andre udtryksformer og/eller præsentationsmåder for angivelse af energiværdien og mængden af næringsstoffer. Formålet er at gøre det lettere for forbrugerne at forstå næringsdeklarationen. Disse må anvendes som supplement ikke som alternativ til angivelse pr. 100 g/ml, som procentdele af referenceværdier (GDA) og pr. portion eller pr. forbrugsenhed samt præsentationen, hvor oplysningerne er samlet i tabel eller på linje. Dette kan være grafik eller symboler foruden ord eller tal. Oplysningerne kan således gives f.eks. i form af små symboler for de enkelte næringsstoffer eller et»lagkagediagram«. Formålet med de grafiske former er på sigt at lette informationsspredning, for eksempel ved multisprogspakninger. Sådanne mærkningsformer skal ikke forhåndsgodkendes af fødevaremyndighederne, før de må anvendes. Hvis fødevarer med sådanne symboler eller lignende markedsføres i Danmark, kan Fødevarestyrelsen bede virksomheden om at fremsende dokumentation for, at ordningen er udarbejdet på tilstrækkeligt ernæringsfagligt grundlag og ikke vildleder forbrugerne. Hvis dokumentationen ikke vurderes at være tilstrækkelig, kan Fødevarestyrelsen kræve, at markedsføringen med denne mærkning ophører.

16 Mærkningssproget (artikel 15) Næringsdeklarationen skal være på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk. Ved vurderingen af, om en næringsdeklaration på et andet sprog end dansk kan accepteres, må der i det enkelte tilfælde tages stilling til, om den anvendte næringsdeklaration er let forståelig for forbrugeren. Man kan ikke gå ud fra, at en svensk eller norsk næringsdeklaration altid kan erstatte en dansk, ligesom det ikke kan udelukkes, at en næringsdeklaration på andre fremmedsprog kan benyttes. Der skal således foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Der er ikke noget i vejen for, at man forsyner en fødevare med næringsdeklarationer på forskellige sprog på én gang, hvis der er en korrekt deklaration på dansk. Hvis der er næringsdeklarationer på flere sprog (inkluderet dansk), og disse ikke er ens, må det konkret vurderes, om forbrugerne vil kunne blive vildledt. Hvis man indfører et produkt, som er forsynet med en næringsdeklaration på et fremmedsprog, skal produktet ligeledes forsynes med en dansk næringsdeklaration. Den danske næringsdeklaration skal være i overensstemmelse med mærkningsforordningen. Her skal man være opmærksom på, at næringsdeklarationer fra lande uden for Unionen eventuelt benytter andre omregningsfaktorer og lignende, som kan give andre værdier. Anvendelse af anprisninger på andre sprog end dansk vil også kunne udløse krav om næringsdeklaration. Se også kapitel 9. Kapitel 8 Udformning af næringsdeklarationen Beregning (artikel 31) Generelt Helt grundlæggende skal næringsdeklarationer være korrekte, redelige og nøgterne. I henhold til fødevareloven og fødevareforordningen må fødevarer ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til blandt andet sammensætning og egenskaber. Alle værdier, der angives i næringsdeklarationssammenhæng skal beregnes og angives på samme måde. Dette gælder både, når oplysninger angives i den»traditionelle næringsdeklaration«(typisk på bagsiden af pakningen) og ved gentagelse af oplysninger i det primære synsfelt (typisk på forsiden), og uanset om deklarationen er obligatorisk eller gives på frivilligt grundlag. Omregningsfaktorer (artikel 31, stk. 1) De omregningsfaktorer, der skal benyttes ved beregning af energi, fremgår af forordningens bilag XIV, og er gengivet nedenfor. Omregningsfaktorerne er uændrede i forhold til tidligere. Beregning af energiindholdet i en fødevare ved hjælp af standardfaktorer kan altid kun give en omtrentlig værdi. Omregningsfaktorerne er en slags gennemsnitsværdier for energiindholdet pr. gram energigivende stof. Kulhydrat (undtagen polyoler) Polyoler Protein 17 kj/g 4 kcal/g 10 kj/g 2,4 kcal/g 17 kj/g - 4 kcal/g

17 Fedt Salatrimtyper Alkohol (ethanol) Organisk syre Kostfibre Erythritol 37 kj/g 9 kcal/g 25 kj/g 6 kcal/g 29 kj/g 7 kcal/g 13 kj/g 3 kcal/g 8 kj/g 2 kcal/g 0 kj/g 0 kcal/g Som det fremgår af listen over omregningsfaktorer, er der for sukkeralkoholer fastsat en særlig omregningsfaktor, som afviger fra de øvrige kulhydrater, ligesom der for erythritol ikke beregnes energi som for de øvrige sukkeralkoholer. Ligeledes er der fastsat en særlig omregningsfaktor for salatrim, som afviger fra de øvrige fedtstoffer. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at mængden af for eksempel erythitol (i gram) skal indgå i den deklarerede mængde kulhydrat. Der må kun anvendes de omregningsfaktorer, der er fastsat i forordningen. Ved anvendelse af tabeldata m.v. skal man være opmærksom på, hvordan de givne data er fremkommet (hvilke omregningsfaktorer), da det er afgørende for, om de kan benyttes til næringsdeklaration. Hvilken del af fødevaren skal deklarationen omfatte? Fødevaren, som den sælges (artikel 31, stk. 3) Næringsdeklarationen skal gælde for varen, som den sælges. Dette betyder, at næringsdeklarationen skal omfatte hele pakningens indhold. For produkter, der sælges i lage, og hvor det er klart, at lagen ikke skal konsumeres, kan næringsdeklarationen angives for det drænede produkt. Eksempel: Rødbeder i eddike-sukker lage eller sild i lage. For produkter, som er overtrukket med et beskyttende islag (glasering), vil glaseringslaget heller ikke skulle indgå i næringsdeklarationen. Det skal klart fremgå af deklarationen, at næringsdeklarationen gælder det drænede produkt. Eksempel: Isglaserede rejer. Det kan være svært at afgøre, om lagen vil blive konsumeret eller ej. I de tilfælde, hvor olien ikke forventes konsumeret, kan næringsdeklarationen angives for det drænede produkt. Der skal dog tages behørigt hensyn til, at den del af olien, som følger med produktet umiddelbart efter dræning, skal medregnes i det deklarerede næringsindhold. Eksempel: Oliven eller ost i olie. For produkter, hvor lagen eller saften kan konsumeres, bør næringsdeklarationen angives for hele det samlede produkt, som det sælges. Eksempel: Frugtkonserves i juice eller sukkerlage. For produkter, der ligger i sovs, skal næringsdeklarationen angives for hele det samlede produkt. Eksempel: Sild i karrysovs. Varen i tilberedt stand (artikel 31, stk. 3) Hvis det er hensigtsmæssigt, kan oplysningerne i stedet angives for varen i tilberedt stand. Dette forudsætter, at tilberedningsmåden er beskrevet tilstrækkeligt detaljeret, og at oplysningerne vedrører fødevaren, således som den forudsættes konsumeret.

18 Eksempel: Koncentrater, der skal fortyndes med vand, og som på ingen måde indtages på anden måde end ved den angivne fortynding. Der bør dog foretages en konkret vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at udelade en deklaration af fødevaren i koncentreret form. Selv om en fødevare består af pulver eller er koncentreret, er det ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt kun at deklarere produktet i tilberedt stand. Fødevarer, der består af flere delpakninger Som udgangspunkt bør en fødevare have én samlet næringsdeklaration, også hvor varen består af flere delpakninger. Næringsdeklarationsoplysningerne skal kunne give forbrugeren mulighed for at sammenligne med tilsvarende produkter, herunder produkter, der allerede er færdigblandet, f.eks. et produkt, der består af flere delpakninger, som er tiltænkt blandet sammen til et færdigt produkt. Det kan dog i visse tilfælde være mere hensigtsmæssigt at angive en separat næringsdeklaration for hver enkelt delpakning, f.eks. sampakninger, hvor det ikke er meningen, at disse skal blandes til et færdigt produkt, men skal indtages hver for sig. Gennemsnitsværdier (artikel 31, stk. 4) Oplysningerne i næringsdeklarationen skal være gennemsnitsværdier. Ved gennemsnitsværdier forstås de værdier, der bedst repræsenterer den mængde næringsstof, som den pågældende fødevare indeholder, og hvor der tages hensyn til den margen, der skyldes sæsonmæssige variationer og andre faktorer, som kan have indflydelse på den faktiske værdi. Gennemsnitsværdierne kan fastsættes på én eller flere af følgende måder: producentens analyse af fødevaren, en beregning udført på basis af kendte eller faktiske gennemsnitsværdier vedrørende de anvendte ingredienser, eller en beregning på basis af sædvanligt fastlagte og accepterede data. Man må gerne benytte analyser foretaget af andre end producenten, f.eks. uvildige laboratorier, og anvende en kombination af de ovennævnte metoder. Uanset hvilken metode, eller kombination af metoder, der er benyttet til at næringsdeklarere produkter, må de angivne værdier ikke være vildledende for forbrugeren. De deklarerede værdier skal være gældende i hele holdbarhedsperioden indenfor de givne tolerancer. Det er virksomhedens ansvar at justere holdbarhed og opbevaringsforskrifter, så en deklaration af for eksempel ikke-stabile vitaminer er korrekt i hele holdbarhedsperioden. De deklarerede gennemsnitsværdier skal tage højde for sæson- eller årstidsvariationer m.v. Anvendelse af tabelværdier Det er tilladt at beregne næringsdeklarationsoplysninger på grundlag af kendte eller faktiske gennemsnitsværdier vedrørende de anvendte ingredienser eller at foretage beregninger på grundlag af sædvanligt fastlagte og accepterede data. Det vil derfor være tilladt at anvende accepterede tabelværdier for forskellige ingredienser ved udarbejdelse af næringsdeklaration. Man bør dog forholde sig kritisk til de tabeldata, der henvises til, da man skal kunne redegøre for, at den/de ingrediens(er), der anvendes i fødevaren, kan sammenlignes med de ingredienser, der er data for. Det vil ikke være muligt ved et sammensat produkt, for eksempel ketchup eller leverpostej, at henvise til tabeldata for andre typer af sammensatte produkter.

19 Man skal også være opmærksom på, hvilke definitioner og omregningsfaktorer der ligger til grund for forskellige tabelværdier. Der kan være benyttet andre definitioner og omregningsfaktorer, som ikke er i overensstemmelse med næringsdeklarationsreglerne. For eksempel vil kostfibre ofte indgå i»totalt kulhydrat«i forskellige tabeller, ligesom der kan være benyttet andre omregningsfaktorer til bestemmelse af protein eller energiindhold. Fastsættelse af næringsværdier ved analyse Der vil kunne accepteres visse afvigelser mellem det deklarerede og det faktiske næringsstofindhold i en fødevare, uden at deklarationen er egnet til at vildlede forbrugeren. Disse faktorer har betydning for vurdering af afvigelsen: antallet af undersøgte prøver, produktionsmæssig variation, biologisk variation i de anvendte råvarer, og analyseusikkerhed. Prøveudtagning Oplysningerne i næringsdeklarationen skal være gennemsnitsværdier. Producentens fastsættelse af næringsdeklarationens værdier bør derfor være baseret på analyse af flere prøver eller på en gennemsnitsprøve for på denne måde at få en tilstrækkelig repræsentativ værdi. Ved den offentlige stikprøvekontrol baseres analysen normalt på en enkelt pakning, da det forventes, at deklarationen på hver pakning er korrekt inden for en bestemt tolerance. Stikprøven skal være stor nok til at være repræsentativ. For inhomogene prøver (for eksempel kødudskæringer og brød) bør størrelsen i almindelighed være ½-1 kg. Hvis fødevaren er pakket i mindre pakninger, bør stikprøven tages fra flere af disse pakninger. De udtagne pakninger skal i så fald være fra samme parti. Analysemetoder De analysemetoder, der anvendes, bør være anerkendte og akkrediterede. Det er virksomhedens ansvar, at de analysemetoder, der anvendes, er internationalt anerkendte eller i øvrigt kan accepteres af Fødevarestyrelsen. I bilag 8 er angivet de analysemetoder og/eller principper, der er gældende for de analysemetoder, som benyttes af Fødevarestyrelsen i forbindelse med kontrol af næringsdeklarationen. Kulhydratberegning Med enkelte undtagelser kan det samlede indhold af kulhydrat i en fødevare ikke bestemmes analytisk. Kulhydratindholdet beregnes derfor normalt ved differensmetoden, som følger: Kulhydrat = Tørstof aske protein fedt kostfibre organiske syrer. Hvis indholdet af kostfibre og organiske syrer er meget lavt og dermed uden væsentlig betydning, vil det være helt acceptabelt, at denne mængde deklareres som kulhydrat. Et anslået indhold af kostfibre under 1 g pr. 100 g er usikkert bestemt i dette niveau. Det vil derfor i dette tilfælde være acceptabelt at udelade korrektionen for kostfibre. For de fleste fødevarer er indholdet af organiske syrer lavt og uden betydning. Hvad der forstås ved organiske syrer er beskrevet i afsnit Selv i de tilfælde, hvor der er organiske syrer i fødevaren, er indholdet forholdsvist lavt, f.eks. mælkesyre i surmælksprodukter. Det bør vurderes kon-

20 kret i sammenhæng med produktets energiindhold i øvrigt, om indholdet af organiske syrer er uden betydning. For eksempel vil 1 g organisk syre pr. 100 g for en ost 45+ være uden væsentlig betydning for produktets energiindhold, hvorimod 1 g organisk syre pr. 100 g i et»energifattigt«produkt kan have en betydning. Tolerancer Der er ingen regler hverken i EU eller i Danmark - for tolerancer. Fødevarestyrelsen har dog vejledende tolerancer i forbindelse med næringsdeklaration. Se bilag 6. Næringsdeklarationer skal være korrekte, og fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne, for så vidt angår bl.a. sammensætning og egenskaber. Næringsindhold i fødevarer varierer mere eller mindre fra naturens side og påvirkes derudover af fremstillingsprocessen eller andre faktorer. Det er således ikke muligt at deklarere 100 % korrekt. De vejledende tolerancer har til formål - ud fra et forholdsvis simpelt system - at sætte en ramme for hvor store forskelle, der kan accepteres mellem tallene i næringsdeklarationen og de faktiske tal, der konstateres ved offentlig kontrol. Hvis forskellen er for stor, vil der være tale om vildledning. Det faktiske indhold bør derfor ikke afvige væsentligt fra det deklarerede. De vejledende tolerancer for de energigivende næringsstoffer er inklusive analyseusikkerhed, mens de for vitaminer og mineraler samt salt (natrium) er eksklusive analyseusikkerhed. For vitaminer og mineraler lægges analyseusikkerheden således til det givne toleranceinterval. Det betyder i praksis, at jo større analyseusikkerheden er, jo større er chancen for, at analyseresultatet kan accepteres. Hvis der i EU- eller i national lovgivning er fastsat krav til minimum- eller maksimumværdier for næringsstoffer, og en virksomhed vælger at deklarere tæt op ad denne værdi, accepteres der ikke - med undtagelse af analyseusikkerheden - en tolerance ud over disse minimums- eller maksimumsværdier. Hvis der for eksempel er fastsat et krav om, at der maksimalt må være 200 mg Vitamin A pr. 100 g i en fødevare, må denne grænse ikke overskrides. Tolerancen på +50 % kan derfor ikke anvendes i dette tilfælde. Det samme gælder ved anprisning af et minimums- eller maksimumsindhold af et næringsstof i en fødevare. Hvis man eksempelvis anpriser»maksimum 3 g fedt«for en fødevare, vil der ikke være en tolerance på +1,5 g ud over de 3 g, dog med undtagelse af analyseusikkerheden. Kommissionen forventes snarest at fremsætte et forslag til fælles EU-retningslinjer for tolerancer. Kommissionen har oplyst, at det forventes, at vejledende EU-tolerancer skal afprøves i praksis og senest være klar, når næringsdeklaration bliver obligatorisk (13. december 2016). Måleenheder Energiværdien skal angives i både»kj«og»kcal«. Det er således ikke tilladt at angive»kcal«alene på forsiden af en færdigpakket fødevare. Indholdet af det enkelte vitamin og/eller mineral skal angives i enten»mg«eller»µg«. Det svarer til de enheder, der anvendes i forbindelse med det daglige referenceindtag. Referenceindtagene er angivet i forordningens bilag XIII og vejledningens bilag 4. Indholdet af de øvrige næringsstoffer skal angives i»g«(se forordningens bilag XV).