Pensionsgarantier. - Fra økonomisk til juridisk problem

Transkript

1 Vejleder: Anders Grosen Institut for Finansiering Hans Henrik Edlund Juridisk Institut. Udarbejdet af: Michael Hamer Stud.merc-jur. Stefan Klit Stud.merc-jur Pensionsgarantier - Fra økonomisk til juridisk problem 2007

2 Indholdsfortegnelse 1.0 INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING Definitioner METODE PLAN FOR FREMSTILLINGEN DET TRADITIONELLE PENSIONSPRODUKT PENSION I DANMARK PENSIONSPRODUKTET DET SOLIDARISKE ELEMENT BONUS Kontributionsprincippet PENSIONSGARANTI GENKØB DELKONKLUSION BAGGRUNDEN FOR KRISEN FALD I RENTEN FALD I AKTIEMARKEDET Aktiemarkedet følsomt overfor katastrofer FORLÆNGEDE LEVETIDER SKATTELOVGIVNINGEN DELKONKLUSION OVERBLIK PENSIONSGARANTI PROBLEMERNE DRÆNING AT BUFFEREN LAVERE UDBYTTE PGA. PENSIONSGARANTIERNE OMFORDELING MELLEM PROCENT SATSER EQUITABLE LIFE DELKONKLUSION ØKONOMISKE LØSNINGSMODELLER AFDÆKNING VED FINANSIELLE INSTRUMENTER OFFENTLIG REGULERING Solvens Regnskabsregler Markedsværdibaserede regnskaber Diskonteringsrenten Hensættelser OPDELING AF FORSKELLIGE PENSIONSGARANTIER I FORSKELLIGE BESTANDE NYE PRODUKTER Brandslukning og produktudvikling Unit link Livscyklusprodukterne Livscyklus med garanti PFA KundeKapital DELKONKLUSION PENSIONSKONTRAKTERNE KORT OM AFTALER LANGE UOPSIGELIGE KONTRAKTER PENSIONSSELSKABERNES ANSVAR MARKEDSFØRING YDELSESGARANTI ELLER RENTEGARANTI? Aftalefortolkning

3 Koncipistreglen Genkøbsklausuler Bonus Berettigede forventninger Samfundsøkonomiske hensyn DELKONKLUSION DEN OFFENTLIGE REGULERINGS INDFLYDELSE PÅ PENSIONSAFTALER GRUNDLAGET AF SANKTIONER DELKONKLUSION RETSPRAKSIS U V Vurdering af dommen U Ø Vurdering af dommen G Bonus Mundtlige tilkendegivelser et problem for kunden Det skriftlige materiale er bærende for resultatet HVILKE MULIGHEDER ER DER FOR AT ÆNDRE VILKÅR I PENSIONSAFTALER ÆNDRINGER I VILKÅR FRA SELSKABETS SIDE GENNEM KONTRAKTENS LØBETID FORUDSÆTNINGSLÆREN FORCE MAJEURE DELKONKLUSION KONKLUSION LITTERATUR LISTE BILAGSOVERSIGT

4 1.0 Indledning Pensionsmarkedet er et område, der har været meget opmærksomhed omkring i de sidste år. Den væsentligste grund til opmærksomheden er, at pensionsselskaberne har været under pres, primært fordi renten gennem de senere år er faldet markant og har stabiliseret sig i et meget lavt leje. Samtidig har der i perioder været en negativ udvikling på aktiemarkedet. Dette skaber, med øvrige relevante udviklinger i samfundet herunder demografiske og beskatningsmæssige udviklinger, problemer for pensionsselskaberne, der har en række forpligtigelser baseret på det fælles forsikringstekniske grundlag Grundlaget af Kontrakterne baseret på G82 har en beregningsteknisk rente på op til 5 %, hvor de 4,5 % er garanteret. Pensionsselskaber har oprindeligt afgivet garantier, som på daværende tidspunkt lå langt under obligationsrenten, men som på nuværende tidspunkt, grundet den lave rente, er problematiske at leve op til. Den sidste periode hvor 5 % garantierne blev udstedt er forskellen mellem obligationsrenten og garantierne dog væsentligt reduceret. Dette gør det interessant, at undersøge hvorfor den adfærd har fundet sted. Ikke mindst fordi adfærden fremkalder en overvejelse af, om der foreligger en ansvarspådragende handling. Pensionsselskaberne vil, fuldstændig afhængigt af ovenstående udviklinger i samfundet, stå overfor en svær periode, hvor det kan vise sig at være umuligt at opfylde de kontrakter, som indeholder de høje garantier. Pensionsselskaberne har været under pres og mange selskaber har i perioder haft problemer med at leve op til solvenskravene, og opfylde deres pensionsaftaler. Der er tilvejebragt forskellige økonomiske løsningsmodeller, der skal hjælpe med at mindske dette problem. Imidlertid kan det i sidste ende blive en realitet, at problemet skal løses juridisk, hvis det viser sig at udviklingen ikke vender, og pensionsselskaberne ikke kan opfylde kontrakterne. Pensionsgarantierne udgør ikke alene et problem for pensionsselskaberne. De udgør i lige så høj grad et problem for kunderne. Der er en risiko for, at de ikke kan få opfyldt deres kontrakter, og pensionsselskabernes forsøg på at efterleve garantierne kan medføre en lavere forrentning, end den der eventuelt kunne skabes, hvis ikke selskaberne var under det pres, der ligger i garantierne. 1 Herefter benævnt G82 3

5 Udfordringen i pensionsbranchen ligger blandt andet i at klarlægge, hvordan de udstedte pensionsgarantier skal fortolkes i forhold til de kontrakter, der er indgået med kunderne. Der skal i den forbindelse tages højde for om Finanstilsynets tilsyn kan have indflydelse på fortolkningen af kontrakterne og hvor langt lovgivningen rækker i varetagelsen af den situation, hvor pensionsselskabernes løfter til kunderne ikke kan holdes. Der har allerede været to retssager indenfor dette område, og det må forventes at der kommer flere, hvis pensionsselskaberne ikke kan honorere de garantier, som er givet på baggrund af G82 grundlaget. 1.1 Problemformulering Formålet med nærværende afhandling er at skabe en forståelse for de problemer der er forbundet med pensionsbranchens høje garantier i deres traditionelle pensionsprodukt, der er baseret på branchens fælles grundlag G82. Der tages udgangspunkt i det faktum, at selskaberne kan risikere at få problemer med at opfylde deres aftaler, afhængig af om garantierne er baseret på en ydelses- eller rentegaranti. I den forbindelse foretages der vurderinger af grundlaget G82, og udviklingen på det finansielle marked, demografien, beskatningen og tilsynsmyndighedens regulering med henblik på at klarlægge problemet. I den sammenhæng vil der blive undersøgt, hvilken indflydelse reguleringen af pensionsselskaberne har på garantiproblemet. Der vil i forlængelse heraf blive foretaget en vurdering af de virkninger, som de økonomiske tiltag, fra både pensionsselskabernes og Finanstilsynets side, har haft i forhold til at afhjælpe problemerne med pensionsgarantierne. Der er generelt stor uenighed om hvilken garanti, der er blevet lovet. Det har stor betydning for både selskaberne og kunderne, hvorvidt der er aftalt en ydelsesgaranti eller en rentegaranti. Det er derfor et mål for afhandlingen at undersøge og give en vurdering af hvordan og på hvilket grundlag, garantierne skal betragtes i en juridisk sammenhæng. Herunder hvilke fortolkningsregler, der skal inddrages, når det skal fastlægges hvilke garanter der er aftalt. I den sammenhæng analyseres de to domme, der er på området, U V og U Ø for herved at fremhæve de forhold, der kan tillægges vægt i fremtidige sager. Derudover behandles spørgsmålet om, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt, for at ændringer i aftalerne kan finde sted. 4

6 Problemstillingen vil blive analyseret med udgangspunkt i nedenstående punkter: Det klarlægges, hvorfor pensionsgarantierne er problematiske. Derudover vurderes de tiltag, der har fundet sted med henblik på at løse problematikken. Det undersøges, hvilke garantier pensionsselskaberne har udstedt. Hvis det ikke fremgår klart i den enkelte aftale hvilken garantiform, der er indeholdt, undersøges det videre hvilke momenter, der skal inddrages ved en fortolkning af aftalen. Baseret på krisen og deraf risikoen for at pensionsselskaberne ikke kan overholde kontrakterne, undersøges det, hvilke muligheder der er for at ændre i de eksisterende aftaler. 1.2 Afgrænsning Der er flere forskellige grundlagsrenter forbundet med G82, bl.a. fordi Finanstilsynet har sænket den maksimale grundlagsrente i 1994 og Afhandlingen tager udgangspunkt i de aftaler, der er indgået imellem 1982 og Det vil sige aftaler, der er baseret på 5 % grundlaget. De aftaler fra før 1982, som er blevet konverteret, er en del af de behandlede aftaler, men pensionsaftaler der ikke tager udgangspunkt i G82, bearbejder ikke. De bestanddele, der har andre grundlagsrenter, bliver kun inddraget såfremt de har betydning for behandlingen af de høje garantier. Når der i afhandlingen differentieres mellem en rente 4,5 % og 5 % i G82 grundlaget, hænger det sammen med, at der er et omkostningstillæg på 0,5 %. Kunderne er garanteret en rente på 4,5 % og denne sats vil blive anvendt ved behandlingen af hvad der er blevet udstedt til kunderne. Selskaberne skal have et afkast på minimum 5 % for dække omkostningstillæg og risiko såvel som det garanterede til kunden. Rentesatsen på 5 % bliver derfor anvendt, når selskabernes forrentning og afkastmuligheder behandles. Afhandlingens fokus er på det juridiske aspekt i pensionsgarantierne. Derfor vil der i afhandlingens økonomiske del, ikke blive foretaget en dybdegående behandling af de rent finansielle perspektiver, herunder finansielle teorier og diskussion af 5

7 beregningsmetoder. Dette vil være for omfattede og er ikke nødvendigt for at behandle vores problemstilling Definitioner I afhandlingen anvendes betegnelsen pensionsselskaber til samlet at angive udbydere af det traditionelle pensionsprodukt, i form af livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og arbejdsmarkedspensionskasser. Pensionsselskaber (selskaber) indeholder, hvis der ikke fremgår andet af teksten, alle selskaber, der udbyder det traditionelle pensionsprodukt baseret på G82. I afhandlingens juridiske afsnit foretages der ikke en sondring mellem individuelle pensioner og arbejdsmarkedspensioner. De udstedte garantier er de samme, og der foreligger både i de individuelle pensioner og i arbejdsmarkedspensionerne en aftale mellem selskabet og kunden, der er afgørende for, hvilken garanti der er givet. Begrebet pensionsgaranti defineres som de garantier, der er udstedt af pensionsselskaberne i forbindelse med G82. Begrebet omfatter både rentegaranti og ydelsesgaranti, og bliver benyttet som en fælles betegnelse, i de situationer, hvor det ikke er defineret hvilken garantiform, der er tale om. Pensionsaftaler og pensionskontrakter bliver brugt som en fællesbetegnelse, for henholdsvis de aftaler, der bliver indgået mellem et pensionsselskab og deres kunder om oprettelse af en livsforsikring eller pensionsordning baseret på G82, og den kontrakt (police m.m.) der ligger til grund for aftalen. 1.3 Metode Afhandlingen har en flerdimensional tilgang til pensionsselskabernes garantiproblemer. De væsentligste risici som pensionsselskaberne er under påvirkning af beskrives og analyseres. Dernæst behandles, hvilke følgevirkninger der indtræder i pensionsselskaberne, når de analyserede risici aktualiseres. Endelig afdækkes omfanget de økonomiske relaterede løsningsmuligheder, som pensionsselskaberne har til sin 6

8 disposition. Den datamængede der ligger til grund for den økonomiske del, er kyndige udsagn fra tidsskifter samt rapporter og udtalelser fra diverse organisationer og tilsynsmyndigheden. Formålet med fremstillingens juridiske del er, at beskrive gældende ret i relation til aftalerne om pensionsgarantierne mellem pensionsselskaberne og kunderne. Den retsdogmatiske metode anvendes til at beskrive, fortolke, analysere og systematisere gældende ret. 2 Formålet er at anvende de traditionelle retskilder til at fastlægge pensionsselskabernes pligter og herunder ligeledes vurdere deres adgang til at opsige kontrakterne eller justere vilkår i samme. Der foreligger ikke megen retspraksis og juridisk litteratur der kan give vejledning om pensionsgarantierne. Derfor vil almindelige obligationsretlige principper ligge til grund for vores vurderinger. Det er i udgangspunktet selve aftalen der fastlægger omfanget af selskabernes rettigheder og pligter. Det undersøges hvilke relevante fortolkningsregler der kan bringes i anvendelse, hvis kontrakten fx må opfattes som uklar. Pensionsselskabernes adfærd kan også være afgørende for, om de enkelte retskilder udgør en begrænsning eller en mulighed for, at ændre deres pligter i henhold til kontrakter, der efter udviklingen i omstændighederne siden aftalens indgåelse må opfattes som utilsigtet byrdefulde. Med henblik på at konkretisere de uoverensstemmelser der må herske mellem kunder og selskaber, analyseres dommene U og U Dette omfatter en vurdering af dommene, herunder en refleksion med inddragelse af relevante fortolkningsregler. Det undersøges, hvad der positiv må være bidraget med til gældende ret. 1.4 Plan for fremstillingen Afhandlingen består overordnet set af to dele. Den første del indeholder de økonomiske elementer af vores problemstilling, og del to behandler de juridiske elementer af problemstillingen. Første del består af kapitel 2 til 5, og kapitel 6 til 9 indeholder den juridiske del. 2 Retskilder & retsteorier, 2005, s. 24. Ruth Nielsen og Christina D. Tvarnø 7

9 Del 1 er opbygget på følgende måde. I kapitel 2 bliver pension i Danmark introduceret, hvorefter der i kapitel 3 bliver taget fat ombaggrunden for krisen, med fokus på pensionsaftaler med 4,5 % pensionsgarantier. I forlængelse heraf undersøges det i kapitel 4, hvilke konsekvenser der er forbundet med de høje pensionsgarantier, når selskaberne ikke kan afdække disse i markedet. I kapitel 5 afsluttes den økonomiske del af med at behandle de tiltag, som pensionsselskaberne og det offentlige har fremført for at afhjælpe problemerne med pensionsgarantierne. Vi begynder den juridiske del med kapitel 6, hvor der bliver lagt fokus på pensionsaftalerne, specielt med henblik på de momenter, der har betydning i forbindelse med fortolkningen af garantierne. I den forbindelse bliver der i kapitel 7 inddraget den offentlige regulerings indflydelse på fortolkningen. Som afrunding på fortolkningen af aftalerne vil vi i kapitel 8 behandle to aktuelle domme, der er afsagt på området. De forhold, som landsretten lægger vægt på i deres bedømmelser, vurderes. Under den forudsætning at pensionsselskaberne ikke kan opfylde deres pensionsaftaler, undersøges det i kapitel 9 om der er grundlag for at justere i aftalernes vilkår. Afhandlingen sammenfattes og afsluttes i kapitel 10 med en samlet konklusion 8

10 2.0 Det traditionelle pensionsprodukt Pensionsmarkedet er et stort område. Pensioner med store pensionsgarantier er blot en del af markedet, og der foretages derfor en gennemgang af pensionen i Danmark for at forklare sammenhængen i traditionelle pensionsprodukt. Det traditionelle pensionsprodukt er kompliceret. Derfor vil indholdet i det traditionelle produkt bliver behandlet og i den sammenhæng ligeledes det grundlag der ligger bag pensionsaftalerne. 2.1 Pension i Danmark Den arbejdsdygtige befolkningsgruppe har som opgave at forsørge den yngre og den ældre generation. Figur 2.1 viser, hvordan ressourcerne overordnet bliver fordelt mellem generationerne, hvor A generationen i periode 2 er i den aktive generation og skal forsørge generationerne D og B. Et pensionssystem har til formål at sikre en indkomst for den arbejdsdygtige generation, når denne skal pensioneres. I Danmark blev der oprettet statslige pensionskasser i starten af 1700-tallet. Først i slutningen af 1700-tallet blev der oprettet egentlige livsforsikringsselskaber. Pensionssystemet startede ud som et privat foretagende med opsparingsbaserede pensioner. Mens forsørgelsen af de ældre tidligere påhvilede familien, er det nu op til den enkelte at sikre sig en livslang indkomst. Figur 2.1 Allokation af ressourcer 9

11 I 1891 indførte Danmark alderspension. Dette er starten på en opbygning af et pensionssystem baseret på skattefinansiering. Forsørgelsen af de ældre blev gennem den følgende tid i stigende grad foretaget gennem det offentlige, og skattefinansieret pension bliver dominerende. Der kommer igen fokus på den opsparingsbaserede del af pensionssystemet i 1950 erne, hvor de første kollektive arbejdsmarkedspensionsordninger bliver etableret. Disse ordninger bliver mere og mere udbredte og kommer til at omfatte hovedparten af alle lønmodtagere. Det danske pensionsmarked har på den ene eller anden måde eksisteret i over 300 år. Et pensionssystem kan være forskelligt struktureret, lige fra en individuel pensionsopsparing til et rent offentligt foretagende, hvor de årlige pensionsbetalinger bliver finansieret over skatten. De to yderpunkter kaldes for henholdsvist et opsparingsbaseret - og pay as you go system. Det danske system, som det har set ud i de seneste år, er en kombination af disse yderpunkter, og det danske pensionssystem er baseret på 3 søjler. Figur 2.2 Indretningen af det danske pensionssystem De offentlige ordninger ligger i søjle 1, og skal sikre alle pensionister et vist forsørgelsesgrundlag, så ingen risikerer fattigdom som ældre. I søjle 1 ligger blandt andet folkepensionen og ATP. Søjle 2 består af obligatoriske ordninger, hvor der er en påkrævet indbetaling af en hvis procentdel af lønnen. Denne ordning skal sikre en pensionsindkomst, der 10

12 står i rimelig mål med den indkomst, man har haft som erhvervsaktiv. Kendetegnet for ordninger i denne søjle er også, at der er indbygget et solidarisk element. Den tredje søjle er baseret på frivillig og individuel opsparing, der typisk er oprettet i en bank eller i et pensionsselskab. Pensionerne i denne søjle er som oftest et supplement til en eller begge af de øvrige søjler, for at give den enkelte fleksibilitet og individuelle muligheder for at planlægge sin egen pension. De individuelle ordninger er baseret på statistiske elementer. Det er stadig søjle 1 hvor den største del af pensionen til den gennemsnitlige dansker kommer fra. Produkterne i søjle 2 og 3 er dog ved at blive en større og større del af den nuværende arbejdsdygtige generations pension. Over 1 mio. indbetaler til individuelle ordninger, og det er som nævnt hovedparten af alle lønmodtagere, der har pensionsopsparinger i søjle 2. Det forventes, at der i 2045 er sket så stor en stigning i de kollektive pensionsopsparinger, at søjle 2 pensioner vil være den største indkomstkomponent i pensionen. 3 Det må forventes at denne tendens vil fortsætte, så søjle 2 og 3 vil blive væsentlige større end den skattefinansierede søjle 1. Det understøttes af, at udviklingen i befolkningssammensætningen i den nærmeste fremtid vil bevirke, at der vil blive en væsentlig større andel af ældre i det danske samfund. 4 Desuden sker der i øjeblikket en liberalisering af pensionsmarkedet, startet med publikationen Større valgfrihed i pensionsopsparingen, som har analyseret, hvordan der kan skabes større valgfrihed i det danske pensionssystem. Når udviklingen går mod, at en større og større del af pensionen skal komme fra den enkeltes opsparing, er det centralt, at det er klart, hvilken retsstilling kunderne opnår, når de indgår kontrakter med pensionsselskaberne. 2.2 Pensionsproduktet Alle pensionsselskaber skal have et forsikringsteknisk beregningsgrundlag, som deres forsikringsprodukter er baseret på. Dette grundlag skal godkendes af Finanstilsynet, jf. 30 i lov om finansiel virksomhed 5 (LFV). Langt den største del af 3 Større valgfrihed i pensionsopsparing, s. 53, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. 4 Det danske pensionssystem under forandring, s. 6, Anders Grosen 5 LBK nr. 286 af 04/04/

13 pensionsforsikringsaftalerne i Danmark er baseret på et beregningsgrundlag kaldet Grundlaget af G82 blev udviklet i fællesskab af branchen og godkendt af Finanstilsynet. Beregningsgrundlaget blev taget i brug hos store dele af branchens selskaber pr. 1. juli Hovedparten af de kontrakter, der allerede var indgået, blev konverteret til G82. Det fælles beregningsgrundlag er en samlet beskrivelse af sammenhængen mellem de præmier, der skal indbetales, og de ydelser, der skal udbetales, baseret på fastsatte beregningstekniske antagelser om de aktuariske faktorer (levealder og invaliditet risiko), om forrentning samt de fremtidige omkostninger. Efter pensionsaftalens indgåelse kan pensionsselskabet ikke ændre i præmierne eller ydelserne til ugunst for kunderne, og aftalen er uopsigelig fra pensionsselskabets side. En pensionsaftale bliver derved en aftale mellem kunden og selskabet, om en indbetaling af præmier til selskabet mod en udbetaling af forsikringsydelser til kunden på et fremtidigt tidspunkt, hvor kundens præmieindbetalinger er forrentet efter G82. Betalingsstrømmen ved en pensionsaftale vil herefter se ud på følgende måde. Figur 2.3 Betalingsstrøm i en aktuarisk fair kontrakt Kilde: Baseret på en figur i Udviklingslinier i finansiering Betalingsstrømmen i figuren er aktuarisk fair, idet nutidsværdien på opgørelsestidspunktet af de fremtidige præmieindbetalinger plus værdien af depotet er lig nutidsværdien af de forventede fremtidige ydelser. 12

14 De fleste pensionsprodukter består dels af selve pensionsopsparingen og dels af en række andre ydelser i form af invalidedækning samt en livsforsikringsdækning. Pensionsforsikringen er den primære ydelse i pensionsproduktet, og sikrer kunden et garanteret beløb pr. måned, fra det tidspunkt forsikringskunden når pensionsalderen, og enten til kunden dør, eller i en aftalt årrække. Hvis kunden dør før pensionsalderen eller eventuelt kort inde i pensionsforløbet, får kunden ikke del i den indbetalte opsparing. Pensionsproduktet kan indeholde andre ydelser end de her nævnte, men da vægten ligger på den primære ydelse og de garantier, der er givet i forbindelse med pensionsydelserne, vil de ydelser, der ikke er den primære, ikke blive behandlet. 2.3 Det solidariske element Det traditionelle pensionsprodukt er opsat ud fra en gennemsnitsbetragtning. I den forbindelse er der nogle forskelle mellem de individuelle og kollektive pensionsordninger. I de individuelle pensionsordninger bliver der beregnet en bestemt præmie i forhold til den ønskede ydelse og den statistiske risiko for den enkelte baseret på individuelle helbredsundersøgelser. Forsikringstagerne bliver herefter inddelt i forskellige risikoklasser baseret på køn, alder og erhverv m.v. Dette bevirker, at der ikke sker nogen omfordeling blandt pensionskunderne, idet de bliver klassificeret sammen med andre kunder med samme risiko. Der sker dog en omfordeling mellem de, der lever kortere og længere end gennemsnittet, men dette er ikke anderledes end ved alle andre forsikringstyper, og den forventede værdi af ydelsesudbetalingerne på tegningstidspunktet er ens for alle i samme risikoklasse. De kollektive pensionsordninger som arbejdsmarkedspensionsordningerne er også baseret på en gennemsnitbetragtning, og der er yderligere et element i forhold til de individuelle ordninger. De kollektive pensionsordninger indeholder også et solidarisk element. Der er flere grader af denne solidaritet, alt efter hvilken pensionskasse der er tale om. I arbejdsmarkedspensionsselskaberne er der solidaritet blandt alle kunder inden for samme erhverv, hvorimod der i firmapensionsselskaberne kun er solidaritet blandt 13

15 de kunder, der er ansat i samme firma. Solidariteten består grundlæggende af to elementer. Disse elementer er unisex-princippet, og at alle kan blive optaget som pensionskunde, hvis man er omfattet af den specifikke pensionsordning, grundet ansættelse under den dertilhørende overenskomst. Alle kunder bliver optaget i arbejdsmarkedspensionen uden den individuelle helbredsundersøgelse, som indgår ved de individuelle pensionsordninger. Der bliver derved ikke lavet en vurdering af den enkeltes risiko for henholdsvis død og invaliditet. Alle bliver optaget ubetinget i ordningen, og betaler samme præmie for samme ydelse. Der sker derved en omfordeling i arbejdsmarkedspensionsordningerne fra personer med lav invaliditet og høj dødelighed til dem med høj invaliditet og lav dødelighed indenfor de enkelte erhverv. Unisex-princippet er at mænd og kvinder bliver optaget på samme vilkår, selvom der er en forskel i mænd og kvinders levetid og invaliditetsrisiko. Kvinder lever gennemsnitlig længere samt har en større invaliditetsrisiko end mænd. Der sker derved en omfordeling på dette område fra mænd til kvinder. Dette princip er bestemt ved lov, hvorimod princippet om, at alle kan optages uden helbredsundersøgelse, er fastsat i overenskomstaftalerne. 2.4 Bonus Betalingsstrømmen som er illustreret i figur 2.3, forudsætter, at der er tale om en aktuarisk fair pris på forsikringen. En pensionsforsikring er aktuarisk fair prisfastsat, når værdien af de forventede udbetalinger har samme værdi som de forventede præmieindbetalinger. Sådan som de individuelle pensionsordninger er blevet fremstillet her, er de aktuarisk fair. De kollektive pensionsordninger er derimod ikke aktuarisk fair, idet nogen kan forvente at få en større værdi udbetalt end den værdi, som de har betalt i præmier, mens andre kan forvente mindre, grundet de solidariske elementer. Der er yderligere nogle lovbestemte krav, der gør, at de traditionelle pensionsordninger bliver aktuarisk unfair. Formålet med de lovbestemte krav er at sikre, at pensionsselskaberne har tilstrækkelige midler til at opfylde pensionsaftalerne. Lovgivningen indeholder 14

16 derfor et krav om, at grundlagsrenten, omkostningerne og de aktuariske faktorer er sat til den forsigtige side. 6 Forsikringspræmien skal fastsættes betryggende. Det vil sige, at det fx ikke er den reelle statistiske sandsynlighed for invaliditet, der er brugt i grundlaget, men derimod sandsynlighed, der er modificeret, så den opfylder kravet om at sikre, at selskaberne forbliver solvente. Det betyder, at forsikringstager betaler en for høj præmie i forhold til forsikringsaftalens forventede værdi. Pensionskunderne har herefter ret til at få del i det overskud, som der forventes skabt, idet aftalen er aktuarisk unfair. Denne ret til overskuddet kaldes for ret til bonus. Bonus dannes, når afkastet overstiger den garantirente, som G82 baseres på, hvis de aktuelle omkostninger er lavere end forudsat, eller hvis dødeligheden er højere end det forsigtige estimat i grundlaget. Pensionsselskaberne skal, i henhold til LFV, udarbejde et bonusregulativ, der viser hvordan selskabet vil beregne og fordele bonussen. Bonusanvendelsen er somme tider defineret i bonusregulativet. Hvis anvendelsen ikke er defineret, eller kun delvist defineret i bonusregulativet, vil anvendelsen være fastlagt ud fra andre aftaleelementer, såsom vedtægter, forsikringspolicen og produktdefinition i tilbudsmateriale. 7 Den mest almindelige måde at anvende bonus på er at købe tillægsforsikringer. 8 6 LFV 20, lovbekendtgørelse nr. 286 af 04/04/2006 om lov om forsikringsvirksomhed 7 Rapport om bonus i livsforsikring s. 14, Finanstilsynet 8 Større valgfrihed i pensionsopsparingen s. 340, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. 15

17 Figur 2.4 Bonustilskrivning Kilde: Større valgfrihed i pensionsopsparing Som det ses af figuren, vil tilskrivning af bonussen opskrive forsikringsydelserne på forsikringsaftalen. Den blå linie illustrerer værdien af indskuddet forrentet med pensionsgarantien. Den røde linie illustrerer markedsværdi af de investeringer, som pensionsselskabet har foretaget. Den stiplede grønne linie illustrerer værdien af en pensionskundes depot efter opskrivningen af bonus. Retten til bonus gør, at betalingsrækken på en pensionsaftale bliver modificeret en smule, da bonussen skal tillægges ydelserne. Nedenfor er vist, hvordan betalingsrækken kommer til at se ud i en pensionsaftale med pensionsgaranti og ret til bonus. 16

18 Figur 2.5 Betalingsstømmen i det traditionelle produkt Kilde: Baseret på en figur i Udviklingslinier i finansiering Det traditionelle produkt i en igangværende kontrakt består derved af en række præmier, der allerede er indbetalt af kunden, og en række fremtidige indbetalinger. Disse præmier bliver forrentet med den garanterede rente i pensionsgarantierne, og er her betegnet som garanterede fripoliceydelser og garanterede ydelser baseret på aftalte præmier. Ydelserne bliver forhøjes på basis af den tildelte bonus som bliver genereret, her betegnet som potentielle ydelsesforhøjelser baseret på bonus Kontributionsprincippet Kontributionsprincippet 9 finder anvendelse, hvis forsikringstagerne efter forsikringsaftalerne er berettigede til bonus, og der ikke er aftalt en nærmere angiven metode, hvormed det realiserede resultat beregnes og fordeles, jf. bekendtgørelsens 1, stk. 1, 2. pkt. Fordelingen skal derved foretages i henhold til kontributionsprincippet. Der har været en lang tradition for at regulere fordelingen af det realiserede resultat. Siden 1904 har lov om forsikringsvirksomhed 10 indeholdt et krav om, at pensionsselskaberne skulle have regler om beregning og fordeling af overskuddet til kunderne. Kontributionsprincippet i sin nuværende udformning blev for første gang i 9 Bekendtgørelse om kontributionsprincippet, BEK nr af 27/10/ Lov om forsikringsvirksomhed er med virkning fra den 1. januar 2004 erstattet af lov om finansiel virksomhed, som senere er revideret i lov om finansiel virksomhed, LBK nr. 286 af 04/04/

19 1994 nævnt i bemærkningerne til lov om forsikringsvirksomheder. Siden er der kommet en bekendtgørelse om kontributionsprincippet, hvor de formelle regler første gang blev specificeret som et led i bestræbelserne på at øge gennemsigtigheden på pensionsområdet. Den første blev udstedt i januar 2001, og er blevet revideret flere gange, senest i Baggrunden for at have et princip der regulerer fordelingen af det realiserede overskud er lovgivers krav om forsigtige forudsætninger ved beregningen af præmieindbetalinger i forhold til ydelserne, hvilket skaber et kunstigt og i princippet forudsigeligt overskud, som kunden skal have sin rimelige andel af i form af bonus. I en pensionsforsikringsaftale afgiver selskabet mod betaling et løfte om at levere en ydelse til kunden, hvis bestemte begivenheder indtræffer. De begivenheder, der er knyttet til ydelserne i livsforsikring, kan bl.a. være død, overlevelse, tab af erhvervsevne osv. Forholdet mellem de betalte præmier og de betingede ydelser er angivet i selskabets tekniske grundlag. Ifølge lov om finansiel virksomhed 11 21, stk. 1 og 3 skal det tekniske grundlag indenfor livsforsikring være betryggende og tilstrækkeligt til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser således, at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler. Dette betyder, at der er et forventet positivt resultat på den enkelte forsikringsaftale på tegningstidspunktet. Kunden betaler i praksis et pristillæg, som er af en sådan karakter og størrelse, at lovgiver kræver, at der som et led i aftalen skal foreligge klare regler for fordelingen af det realiserede resultat.. Lov om finansiel virksomhed 21, stk. 2 kræver, at der foreligger regler for beregning og fordeling af det realiserede resultat, der er præcise og klare således, at en rimelig fordeling skal kunne foretages mellem henholdsvis virksomhed og kunder. Kontributionsprincippet opdeles i henholdsvis en beregningsmæssig del og en fordelingsmæssig del. Den beregningsmæssige del af kontributionsprincippet omhandler fordelingen mellem pensionsselskabet og kunderne. Den fordelingsmæssige del omhandler fordelingen mellem kunderne indbyrdes, baseret på den del af resultatet, der tilfalder kunderne. Fordelingen kan forsimplet illustreres som i nedenstående figur 2.6, hvor både den beregningsmæssige og fordelingsmæssige del af kontributionsprincippet er vist. 11 Lov om finansiel virksomhed, LBK nr. 286 af 04/04/

20 Figur 2.6 Fordeling af realiseret resultat Kilde: Pensionsmarkedsrådets redegørelse for driftsherretillæg Det beregningsmæssige kontributionsprincip regulerer fordelingen af afkastet af investeringsaktiverne mellem kunderne og ejerne (egenkapitalen). Efter 5, stk. 2 i kontributionsbekendtgørelsen skal, bestanden af forsikringer tildeles en andel af det realiserede resultat, som er rimelig i forhold til, hvorledes bestanden har bidraget til dette resultat. Der indgår i denne rimelighedsvurdering det forhold, at selskabet kan taget et såkaldt driftsherretillæg, der afspejler den risiko, som egenkapitalen er udsat for. Uden driftsherretillægget vil selskabet udelukkende opnå et forholdsmæssigt afkast af de obligationer og aktier, der er investeret i. Når renteklemmen tages i betragtning, vil der under disse vilkår ikke være nogen, der ville sætte risikovillig kapital til rådighed. Driftsherretillæg er betinget af, at der er en reel begrundet risiko, der hviler på egenkapitalen. Uden en konkret begrundelse vil selskabet kun kunne tage den procentmæssige andel af resultatet, som de har bidraget til. Driftsherretillægget kan ikke tildeles i tilfælde med negativt realiseret resultat, hvor kontributionsprincippet stadig skal bruges til at fordele byrden af resultatet, men vurderingen af, hvad der er rimeligt, 19

21 indeholder et princip om, at det skal være opfyldt over en årrække. Det har den betydning, at selskabet i sådan en situation oparbejder et beløb på en skyggekonto med et krav overfor pensionskunderne, fordi selskabet ikke kan få det driftsherretillæg, som de har krav på. Når der så bliver realiseret positive resultater igen, er ejerne berettiget til en relativ større del af resultatet end normalt for at udligne skyggekontoen. Det fordelingsmæssige kontributionsprincip regulerer fordelingen mellem kunderne indbyrdes, efter at fordelingen mellem kunderne og egenkapitalen er afgjort. Fordelingen af resultatet skal som udgangspunkt ske ud fra kontributionsbekendtgørelsens 6, stk. 2, hvor det følger at, Fordelingen til de enkelte forsikringer skal afspejle, hvorledes de har bidraget til de realiserede resultater, der fordeles, herunder hvorledes forsikringer med forskellige karakteristika har bidraget. Der skal ved denne fordeling tages fornødent hensyn til, hvorledes de realiserede resultater, der fordeles, stammer fra beregningsgrundlagets elementer, samt til de risici, forsikringerne indebærer, herunder forskellige renterisici. Fordelingen af bonus til den enkelte kunde skal ske på rimelig vis under forsikringens løbetid. Selskabet har dog ret men ikke pligt til at udjævne bonustilskrivningen. Den ret har de blandt andet fordi der af 6, stk. 1 følger, at bonuspotentialerne skal have en passende størrelse i forhold til selskabets forpligtelser og økonomiske situation i øvrigt, herunder egenkapital og aktivsammensætning. Selskabet har ansvaret for, at selskabets økonomiske situation er tilstrækkelig til, at der kan frigives bonus. Det fordelingsmæssige kontributionsprincip skal i den forbindelse blot være opfyldt over en årrække, og selskabet skal tage hensyn til tidligere års fordeling og de kommende års tilsigtede fordeling af bonus, når fordelingen af årets realiserede resultat skal fordeles. I rapport om bonus i livsforsikring 12 konkluderes det, at idet vurderingen af om princippet er overholdt skal ske over en årrække, lægges der op til, at der midlertidigt vil kunne flyttes midler mellem grupper af forsikringstagere, såfremt det ikke leder til en systematisk omfordeling af betydelig størrelse. Det fordelingsmæssige kontributionsprincip foreskriver netop, at der ikke må ske en omfordeling af betydelig økonomisk størrelse mellem forsikringerne ud over, hvad der følger af de risikodækninger, der indgår i forsikringerne 13 At der midlertidigt kan flyttes midler 12 Rapport om bonus i livsforsikring, 2004, Finanstilsynet 13 6, stk. 3 20

22 mellem grupper af forsikringstagere er vel at fortolke princippet for vidt, idet der nok henvises til frigivelsen af bonussen, når der tales om en vurdering over en årrække. Det er i stedet sammenhængen mellem kollektiv bonus og den individuelle bonus denne vurdering knytter sig til, men det vil afhænge af, hvordan Finanstilsynet fortolker dette, da det ikke kan være op til det enkelte selskab, som rapporten lægger op til. At der ikke må omfordeles af betydelig økonomisk størrelse forsikringerne imellem, har stor betydning i forbindelse med selskaber med flere forskellige pensionsgarantier. Dette vil blive nærmere behandlet i afsnit Pensionsgaranti For at der er tale om en pensionsaftale, skal der, som beskrevet i afsnit 2.1, ligge et beregningsteknisk grundlag bag. Dette grundlag indeholder en pensionsgaranti, som er en garanti for, at kundens depot bliver tilskrevet en vis minimumsrente igennem hele aftalens periode. G82 grundlaget indeholdt oprindeligt en garanteret forrentning på 4,5 %. Da grundlaget blev godkendt af Finanstilsynet, lå den danske rente på et niveau omkring 20 %. En garanteret rente på 4,5 % blev på daværende tidspunkt betragtet som værende betryggende. Siden er renten dog faldet markant, og den garanterede rente i G82 er flere gange blevet nedsat. Der er forskellige former for en pensionsgaranti. Der kan enten være givet en rentegaranti eller en ydelsesgaranti. Der er kommet stor fokus på de forskellige former for pensionsgarantier i de seneste år, primært fordi selskaberne til stadighed har sværere ved at opfylde de garantier på 4,5 %, som blev udstedt under G82. Der er stor forskel på en forsikringsaftale, der har en ydelsesgaranti og en forsikringsaftale med en rentegaranti. Ved rentegarantien, bliver kunden garanteret, at dennes depot bliver forrentet med en vis procentsats hvert eneste år. Ydelsesgarantien garanterer derimod kun kunden en mindsteværdi af pensionsaftalens pensionsydelser. Forskellen mellem ydelses og rentegaranti kan lidt forenklet forklares ved følgende figur

23 Figur 2.7 Ydelses- kontra rentegaranti Værdi af aktiver Rentegaranti Ydelsesgaranti 4,5 % uden bonus Tid Kilde: Egen tilvirkning Figuren illustrer, hvordan en kundens depot kan udvikle sig. Et depot, hvor der er garanteret 4,5 % årlig forrentning uden ret til bonus, vil udvikle sig som vist med den fuldt optrukne sorte linie. Er der derimod ret til bonus vil depotet udvikle sig efter den røde stiplede linie i de første 4 perioder, hvor der bliver tildelt bonus i anden og fjerde periode. Det kan efter fjerde periode observeres, hvordan kundens depotsaldo som minimum skal udvikle sig, hvor den røde stiplede linie viser udviklingen, hvis der er blevet lovet en rentegaranti, og den blå stiplede line viser udviklingen med ydelsesgaranti, er forskellen mellem de to garantiformer tydelig. 14 Er der givet en rentegaranti, vil depotet som minimum fortsætte med at blive forrentet med garantirenten, og depotet vil have en større værdi end depotet end en kontrakt med 4,5 % garanti uden bonus, pga. de afgivne bonusser i anden og fjerde periode. Ved ydelsesgarantien kan depotet risikere at udvikle sig på en lidt anden måde. Kunden er kun blevet garanteret en bestemt ydelse, og pensionsselskabet kan i den resterende periode i princippet forrente, med en procentsats, der ligger under garantirenten. Ved 14 Der forudsættes, at der ikke bliver givet mere bonus efter fjerde periode, samt at selskabet vil forrente depotet med det absolut mindst tilladte i forhold til de to forskellige garantiformer. 22

24 ydelsesgaranti kan man risikere, at værdien af bonussen er uden betydning, da depotværdien kan risikere at være den samme ved starten af udbetalingsrækken, som hvis der ikke havde været tildelt bonus. Hvilken af de to garantiformer der er blevet lovet kunden, har stor betydning for de forventede fremtidige ydelsesudbetalinger. Historisk set er der blevet udlovet store bonussummer, og efter rentegarantien skal den del af depotet, der stammer fra bonus, også hvert år forrentes med den garanterede rente. I en kontrakt med ydelsesgaranti er der ingen krav til forrentningen af bonustilskrivningerne, og de forventede ydelsesudbetalinger er med den lave markedsrente væsentlig lavere end en kontrakt der er baseret på en rentegaranti. 2.5 Genkøb De fleste forsikringsaftaler indeholder en klausul om genkøb. Genkøb bliver også betegnet med det mere retvisende begreb tilbagesalgsoption. En genkøbsklausul er defineret ved, at kunden har ret til at tilbagesælge sin pensionsopsparing til selskabet. Der er forskellige formuleringer af genkøbsklausulerne, men hovedessensen i dem er, at selskabet skal genkøbe pensionen, hvis pensionskunden kræver det. Kunden har en put option, idet de har ret, men ikke pligt, til at sælge pensionen tilbage. Optionen kan enten være udformet som en europæisk eller amerikansk option. I den europæiske option kan retten til tilbagesalget udelukkende udnyttes på kontraktens udløbstidspunkt, hvorimod en amerikansk option kan udnyttes på ethvert tidspunkt gennem kontraktens løbetid. Tilbagesalget skal ske for en pris, der svarer til værdien kundens depot. 15 Værdien af kundens depot er, som vist i afsnittet ovenfor, en kombination af indbetalte præmier forrentet med den garanterede rente og eventuelle bonustilskrivninger gennem kontraktens løbetid med fradrag af de i kontrakten aftalte omkostninger. Tilbagesalgsoptionen har sin berettigelse for kunden, hvis denne ønsker at flytte sin pension, da kunden har mulighed for at opsige sin pensionsaftale og flytte depotet til et andet pensionsselskab. Derudover vil det være gunstigt for kunden at udnytte optionen, når markedsværdien af investeringsaktiverne ligger under værdien af kundens depot. 15 Større valgfrihed i pensionsopsparingen, s. 395, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. 23

25 Dette er tilfældet, fordi mindsteprisen ved tilbagesalg af pensionen ved aftale er fastsat til de indbetalte præmier forrentet med den garanterede rente. Når der er tale om tilbagesalgsoptioner af den amerikanske type, skal pensionsselskabet til ethvert tidspunkt under præmieindbetalingernes løbetid kunne opgøre værdien af kundens depot, og forklare, hvad det er, som kunden tilbagekøber 16. Det betyder, at der uanset hvilken garantiform, der er blevet lovet, i princippet på ethvert tidspunkt, mens præmieindbetalingerne finder sted, skal være tilskrevet en årlig minimumsforrentning på den garanterede rente. Det er dog med det forbehold, at der ikke er tale om særlige aftaler, der gør, at denne forrentning kun er gældende, når der sker tilbagesalg af pensionen. 2.6 Delkonklusion Det traditionelle produkt er kompliceret. Det er bygget op omkring et fælles beregningsteknisk grundlag der bliver betegnet G82. Grundlaget er sat til den forsigtige side, og pensionskunderne har derfor ud over forrentning efter grundlaget ret til bonus. Denne bonus skal fordeles mellem selskabet og kunderne samt kunderne imellem efter kontributionsprincippet. Det faktum at produktet er kompliceret, har været med til at skabe en forvirring om hvordan de garantier der er en del af produktet skal forstås. Det har stor betydning for kunderne hvilken garanti de er blevet lovet, da der kan være store forskelle på den ydelse de kan forvente, alt efter om det er ydelses eller rentegaranti, specielt i forbindelse med et renteniveau under garantierne. 3.0 Baggrunden for krisen Pensionsselskaberne oplever i disse år problemer i forhold til de pensionsaftaler, som er indgået med høj garanteret forrentning. Dette skydes hovedsageligt, at selskabernes garantier er højere end renten, som er faldet markant i forhold til niveauet, da garantierne blev udstedt. Derudover har der været nogle udsving på aktiemarkedet, som ellers har medført høje afkast for selskaberne, der har haft betydning for selskabernes solvens. Samtidig er der en tendens til en stigning af danskernes leveralder. Dette 16 Nogle generelle betragtninger om ydelsesgarantier i pensionsforsikring, s. 72, Helle Krunke 24

26 betyder en direkte forhøjelse af pensionsselskabernes forpligtigelser. Endeligt er pensionsgarantierne blevet udstedt som efter skat garantier, og der er, siden G82 blev grundlagt sket en række ændringer på beskatningen af pensionsopsparinger. Dette har betydning for afkastkravet til selskaberne, for at de kan honorere deres pensionsgarantier. 3.1 Fald i renten Elementerne i G82, er alt sammen sat til den forsigtige side, og dette er umiddelbart også tilfældet med den rente, som pensionsgarantierne er baseret på. Markedsrenten er i perioden fra først i 1960 erne og frem til først i 80 erne steget til, set i et historisk perspektiv, et uhørt højt lejde. Med et renteniveau på over 20 %, har en rentegaranti på 4,5 % plus et tillæg på 0,5 % til omkostninger fremstået meget forsigtigt. I 1982, da grundlaget blev vedtaget, var markedsrenten stort set kun steget de seneste 20 år. Siden midten af 60 erne var den laveste rente lige under 7,5 % og en rentegaranti baseret på 4,5 % har i 1982 derfor virket fornuftig. Figur 3.1 Lang rente (nominel) Kilde: Danmarks Nationalbank Det er de seneste år blevet stadigt mere almindeligt, at renteniveauet opfattes som unormalt lavt, hvilket har givet anledning til helt naturligt at forvente en snarlig og markant rentestigning. Det er der ingen grund til. Normal-renten har faktisk ligget på ca. 25

27 4,5 % de sidste 10 år. Det er i øvrigt også det niveau renten historisk har ligget på siden Kronen blev indført som møntfod i 1875 og indtil 60érne. I det rette historiske perspektiv fremstår det lange renteniveau siden slutningen af 90érne som helt på linie med normen. Problemet for pensionsselskaberne melder sig efter 1982, fordi renteniveauet her falder markant hvormed sikkerhedsmarginen mellem markedsrente og den garanterede rente reduceres. Ydermere sættes denne sikkerhedsmargin under pres i 1984, idet pensionsmidler blev pålagt en realrenteafgift 17. Det har siden 1988 medført, at den garanterede minimumsforrentning efter skat eller afgift i flere perioder var højere end markedsrenten. Denne renteklemme har medført, at pensionsselskabernes solvens sættes under et stort pres. Mange Pensionsselskaber havde således meget lave egenkapitaler og reserver, i årene før de kraftige stigninger i aktiemarkedet fandt sted i sidste halvdel af 90 erne. På europæisk plan reagerede man i 1992 på den dramatiske reduktion i pensionsselskabernes evne til at forrente deres midler, med vedtagelse af det 3. livsforsikringsdirektiv 18, hvorefter rentegarantien højst måtte andrage 60 % af statspapirrenten i den enkelte medlemsstat. Siden har det danske finanstilsyn nedsat den maksimale grundlagsrente to gange. Det skete senest i 1999 med nedsættelse til 1,5 %. Figur 3.2 Statsobligationsrenten før og efter pensionsafkastskat samt grundlagsrenten Kilde: EcoWin financial 17 Siden 1998 har der været tale om en nominel pensionsafkastbeskatning. 18 Livsforsikringsdirektiv 92/96/EØF 26

28 Det fremgår af figuren, at både myndigheder og selskaber reagerede stærkt forsinket på den dramatiske udvikling i renten. Det er samtidig værd at lægge mærke til, at selvom maksimalrentebestemmelse i det 3. livsforsikringsdirektiv var blevet indført i starten af den viste periode, ville den have været overskredet allerede fra midten af 80 erne. Pensionsselskabernes kontrakter med forsikringstagerne er længere end de finansielle produkter, som pensionsselskaberne kan investere midler i. Derfor er det vanskeligt, at forrente midlerne på et niveau, der lever op til garantierne, når markedsrenten er lavere end den garanterede rente. Dette er illustreret i figur 3.2. Figur årig obligationsrente siden 2001 Procent Kilde: Egen tilvirkning baseret på Danmarks statistik. 2001M M M M M M M M M M M M M01 10 årig obligationsrente 10 årig obligationsrente efter skat Pensionsgaranti på 5 procent Det fremgår af figur 3.3, at den nominelle rente har bevæget sig fra ca. 5 % primo 2001 til godt 3 % medio 2005 og ligger pt. på ca. 4 %. Efter skat er forrentningen naturligvis endnu lavere, hvilket ses ved, at kurven ligger dybere end den nominelle rentekurve. Det skattemæssige bidrag til rentegarantiproblemet behandles i afsnittet 3.4 om skattelovgivningen. Pensionsselskaberne er sårbare over for rentefald, da de typisk har garanteret forsikringstager en nominel minimumsforrentning, som skal opfyldes mange år ud i fremtiden. Denne rentegaranti forekom tilstrækkelig, da den blev givet, fordi renten da 27

29 var høj (jf. figur 3.1), men det har skabt problemer ved de senere års lave renteniveau 19. Dette demonstrerer et principielt problem ved at give mangeårige nominelle rentegarantier, som ikke kan afdækkes ved at købe nominelle obligationer med samme løbetid og tilsvarende rente efter beskatning af pensionsafkastet. 3.2 Fald i Aktiemarkedet Pensionsselskaberne har i 90erne generelt reddet sig ud af problemet med den meget lave markedsrente ved at øge investeringerne på aktiemarkedet, som i den periode havde en positiv udvikling. Aktieandelen blev forøget fra ca. 10 % i 90erne til næsten 40 % i år Denne forhøjede aktieandel medførte, at aktiekursgevinsterne reddede branchen ud af problemet med den lave og sikre markedsrente. Imidlertid havde branchen påtaget sig den større risiko, som er forbundet med de negative udsving, der kan finde sted på aktiemarkedet. Figur 3.4 Aktieindeks (OMXC ultimo dec = 100) Kilde: Danmarks Statistik Med udgangspunkt i de danske 20 mest handlede aktier fremgår væsentlige udsving. Den forøgede investering i aktiemarkedet gør, at pensionsselskaberne i højere grad påvirkes af disse udsving. Fra primo 1996 har aktiemarkedet været stigende, med en 19 Det lave renteniveau er primært en konsekvens af, at inflationen er lav. 28

30 enkelt bølgedal, fra indeks 100 til 280 i starten af 2001, hvor aktiemarkedet nåede en top. I perioden efter var der kraftige fald, der betød at OMXC 20 røg ned omkring indeks 150 primo Den forøgelse af værdien, som var blevet oparbejdet igennem en 5-årig periode, blev kraftigt reduceret på bare 2 år. I løbet af den 7 år lange periode var den samlede værditilvækst på aktiemarkedet på kun 50 %. Fra primo 2003 og frem til ultimo 2006 har der været en stigning fra indeks 150 til ca Dvs. værdien på bare 4 år er steget til næsten det tredobbelte. I år 2000 er branchens gennemsnitlige buffer 21 oparbejdet til 25 %, hvilket i al væsentlighed skyldes de positive afkast via aktiemarkedet. I år 2002 reduceres den gennemsnitlige buffer til 8 %, hvilket i al væsentlighed skyldes meget negative afkast på aktiemarkedet. 22 Da selskaberne har forskellige investeringsprofiler, står det samtidig klart, at nogle selskaber blev ramt hårdere end andre og faldt dermed dybere end den angivne gennemsnitlige reduktion på 8 %. I år 2003 er bufferen steget til ca. 11 %. 23 Aktiekursfaldet efter årtusindskiftet forekommer umiddelbart at have truet en del pensionsselskabers solvens. Det fundamentale problem er ikke aktiekursfaldet, men er i særdeleshed, at selskabernes aftaler om garanteret forrentning ligger på et meget højt niveau i sammenligning med de sikre investeringsalternativer (obligationer), der er tilgængelige i markedet, jf. afsnit 3.1, til illustration af dette. Den positive udvikling på aktiemarkedet har bare skjult de reelle problemer, som den lave rente har givet pensionsselskaberne Aktiemarkedet følsomt overfor katastrofer Set i et historisk perspektiv er det en kendsgerning, at katastrofer forekommer med jævne mellemrum. Det være sig i naturen eller i økonomien. Tilsvarende er der normalt mekanismer, som relativt hurtigt sørger for at få tingene genoprettet. Ved oliekrisen i 20 Aktieindeks over alle danske aktier 21 De traditionelle økonomiske buffere er basiskapital og kollektivt bonus materiale. Fripoliceydelser medregnes som buffer fra 2002, men er ikke medregnet i de 8 %. 22 Anders Grosen angiver flere grunde i Udviklingslinier i finansiering, s 339 f., Christensen, Michael, til, at det næsten er meningsløst at analysere på dette gennemsnitlige fald i branchen, fordi faldet ikke udtrykker den konkrete tilstand i de enkelte pensionsselskaber. I nærværende afsnit er formålet blot at anskueliggøre, at der er tale om et stort og kritisk fald. 23 Jf. Danmarks Nationalbank, Finansiel stabilitet. Angivelsen af bufferens størrelse er i øvrigt renset for det nye bufferelement. 29

31 midten af 70`erne dykkede aktierne, men to år efter var kurserne tilbage på udgangsniveauet, og efter golfkrigen i 90 erne tog det omkring et år, før aktierne var tilbage til samme niveau som før. Terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon satte blot ekstra gang i den negative økonomiske udvikling, som allerede var i gang på aktiemarkedet. Kursernes nedtur inden den 11. september 2001 havde således allerede medført, at flere pensionsselskaber var truet på likviditeten og blev tvunget til at reagere på katastrofen med ugunstige aktiesalg. Efter rentesænkninger 24 og kraftige politiske udmeldinger blev tilliden til den globale udvikling stabiliseret, og kurserne nåede inden for en måneds tid tilbage til samme relativt lave niveau som før angrebet. Aktiekursernes nedtur inden terrorangrebene havde allerede medført, at flere pensionsselskaber var kommet lidt vel tæt på Finanstilsynets regler omkring likviditet. Det ekstraordinære og uventede kursfald betød derfor, at store selskaber som PFA og FSP (Finanssektorens pensionskasse) nu skulle foretage tvangssalg, hvilket igen bidrog negativt ved at presse kurserne nedad. 25 Situationen blev ekstra prekær. Umiddelbart før terrorangrebne, var fx PFA af den, efter eget udsagn 26, almindelige opfattelse, at det var tid til at gå ind i aktiemarkedet, da markedet mentes at have nået bunden. Økonomerne kalder denne adfærd "behavioral finance 27." Dermed kan det trods alt konkluderes, at selvom det ikke er faldet i aktiemarkedet der er pensionsselskabernes fundamentale problem, kan pensionsselskaberne pga. de likviditetsproblemer aktiemarkedet kan medføre, presses ud i en kritisk situation med tvungne aktiesalg på bunden. Dette scenarium er således også et relevant eksempel på, hvordan selskabernes mulighed for at leve op til den garanterede forrentning kan blive truet, på trods af, at det fald i aktiemarkedet, der er betinget af en katastrofe, er et forbigående fald, der kun varede en måned. 24 En rentesænkning som yderligere forøger afstanden mellem markedsrente og garanterede rente Pensioner og katastrofer, Jens Poulsen. 26 Jævnfør, beretning fra generalforsamlingen i PFA, 7. maj Frit oversat kan det bedst betegnes som adfærdsøkonomi eller adfærdsinvestering. Det er en forholdsvis ny gren indenfor den økonomiske teori, hvor man har fået hjælp fra psykologien til blandt andet at forklare, hvorfor markedet ikke er perfekt, jf., ATP s alpha nr. 1 August

32 3.3 Forlængede levetider Der sker i disse år en kraftig stigning i danskernes levetid. Dette kan vise sig at blive et problem for pensionsselskaberne, som har lovet deres kunder et fast beløb hvert eneste år i hele deres levetid efter pensionsalderen. Siden 1950 har der ellers, som det ses af nedenstående tabel fra ATP, været en stabil lav stigning i levetiden på ekstra 0,02 år årligt. Levealderen for mænd og kvinder er steget med henholdsvis 1 og 3,5 år over en 48-årig periode. Denne stigning er lavere, end den stigning i levealderen der har fundet sted i de lande vi normalt sammenligner os med. Fra 1999 og frem er der dog sket en markant fremgang i den årlige stigning i levealderen i Danmark. I løbet af 5 år, fra 1999 til 2004, er levetiden hos mændene blevet forøget med næsten et halvt år mens forøgelsen i kvinders levetid er en smule mindre. Hvis denne tendens er et tegn på et strukturelt skifte, kan det have store konsekvenser for pensionsselskaberne. Der er dog ikke nogen, der tør konkludere, at der er sket et strukturelt skifte, således at levealderen vil stige til et niveau på højde med de lande vi normalt sammenligner os med, eller der blot er tale om midlertidige udsving. Tabel 3.1 Gennemsnitlig årlig stigning i levealderen, målt i år Kilde: ATP De øgede levetider kan vise sig at blive dyre for pensionsselskaberne. ATP har lavet nogle beregninger, der viser hvilke omkostninger, der er forbundet med stigninger i levealderen. 31

33 Tabel 3.2 Ekstrakrav til forrentning ved øget levetid Kilde: ATP Den nuværende årlige stigning i levetid har i årene mellem 1999 og 2004 ligget på ca. 0,2, og tabellen viser, at hvis stigningen i levetiden fortsætter i samme leje, vil det svare til, at pensionsselskaberne skal præstere 1 procentpoint i afkast mere om året før skat i forhold til de afgivne garantier. Dette må siges at være en betydelig stigning i kravet til forrentningen, specielt når dette sammenholdes med den lave rente. Den lave rente, der ligger under de afgivne pensionsgarantier, og de øgede levetider giver tilsammen en uholdbar situation for pensionsselskaberne. For at leve op til de forpligtigelser de har overfor kunderne, om at præstere det aftalte beløb hvert eneste år i kundernes levetid, skal pensionsselskaberne derfor opnå 1 procentpoint yderligere i afkast, som overstiger den risikofrie rente. Dette kan kun præsteres ved at tage en øget risiko. Det er usikkert, hvorledes den årlige stigning i levealderen vil udvikle sig i fremtiden. De store stigninger, vi ser lige nu, kan blot være midlertidige udsving. Det må dog formodes, at det i et land som Danmark, blot er et spørgsmål om tid, før vores levealder er på højde med andre landes. Selv om stigningen i levetider skulle mindskes og stabilisere sig lavere end de 0,2 år længere årligt, vil det stadig have en omkostning for pensionsselskaberne. Ved en stigning på 0,1 år længere årligt, vil pensionsselskaberne skulle præstere 0,5 % -point mere om året. Hvis stigningen, som vi ser den i øjeblikket, er en strukturel ændring, og vi begynder at se endnu større stigninger i levetiden per år, fx 0,3 år længere årligt, vil det betyde, at der skal præsteres hele 1,5 % -point ekstra om året i afkast. Alle procenterne i dette afsnit er før skat, og pensionsgarantierne er jo som bekendt efter skat garantier. For at illustrere hvor byrdefuld denne pludselige stigning i levetider er for pensionsselskaberne, kan man, i stedet for tage udgangspunkt i det ekstra afkast, der 32

34 skal præsteres årligt, i stedet se på, hvor meget pensionsselskaberne skal hensætte for at kunne leve op til forpligtigelserne. Selvom der tages ekstra risiko for at opnå det ekstra afkast, som er nødvendigt pga. de forhøjede levetider, er det ikke sikkert, at man kan skabe den nødvendige forrentning. Der skal derfor hensættes et højere beløb til hver enkelt kunde. Figur 3.5 Krav til pensionsselskaber stiger, når leveralderen øges Kilde: ATP Figur 3.5 viser det beløb, der skal hensættes, for at kunne udbetale en 50-årig mand kr. fra han fylder 65 og resten af hans liv, baseret på hvordan levealderen udvikler sig. Under den forudsætning at levealderen ikke stiger, kan man nøjes med at hensætte godt kroner per kr., der udbetales årligt. Før 1999 var stigningen per år som før nævnt kun på 0,02 og 0,08 for henholdsvis mænd og kvinder, men levealderen øges i øjeblikket med 0,2 ekstra år årligt, og det betyder under samme investeringsforudsætninger, at der i stedet for de godt kr. skal hensættes kr. for at selskabet kan leve op til kravet om at betale årligt til en 50-årig mand i hele dennes pensionsalder. Det betyder et øget krav til hensættelserne på ca. 25 %. 3.4 Skattelovgivningen Det skattemæssige bidrag til krisen er, at pensionsselskaberne har afgivet nominelle rentegarantier. Det betyder, at renten er garanteret efter skat. En rentegaranti på 4,5 % 33

35 medfører således, at pensionsselskabet efter nuværende skatteforhold årligt skal præstere en forrentning på 4,5 % / (1 0,15) = 5,29 %. 28 Før 1983 var pensionsformuer ikke underlagt beskatning. Med virkning fra og med 1983 blev pensionsformuerne pålagt en afgift 29 på 2,5 %. Denne formueafgiftslov havde alene virkning i Med virkning fra og med 1984 blev det løbende afkast af pensionsordninger gjort til genstand for beskatning. Dette fandt sted med hjemmel i realrenteafgiftsloven, hvor afgiftssatsen var afhængig af realrenten. Realrenteafgiftsloven havde den virkning, at afkastet af pensionsopsparingerne blev reduceret til inflationen plus en real forrentning på 3,5 % (tilladt forrentning). Loven var gældende til og med Baggrunden for indførelsen af realrenteafgiften af pensionsformuernes afkast skyldes, at den hidtidige afgiftsfritagelse var uforenelig med en holdbar udvikling i de offentlige finanser i denne periode, hvor renten og inflationen var høj. Derfor blev afgiftssatsen gjort afhængig af realrenten. Imidlertid var store dele af afkastet enten friholdt, såsom afkast af opsparing foretaget før 1983, eller i dele af perioden under realrenteloven undtaget fra afgiftspligt, såsom afkast af aktier, indeksobligationer og fast ejendom. Realrenteafgiften havde i forhold til Pensionsselskaberne den positive virkning, at risikoen ved et rentefald deltes mellem staten og pensionsselskaberne, fordi realrenteafgiftssatsen blev reduceret ved stigende inflation og faldende nominel rente. Realrenteloven (RAL) havde således den virkning, at pensionsselskaberne fik et blødt fald (mindre skattesats), hvis forrentningen faldt, hvilket alt andet lige var med til at begrænse problemet med at leve op til rentegarantierne. Den variable skattesats kan illustreres med følgende nedenstående eksempler. Formålet med eksemplerne er at vise, hvilken effekt den årlige forrentning havde på beskatningen (afgiftssatsen) i henhold til RAL. Eksemplerne er forsimplede. Inflationen holdes konstant og det forudsættes, at et faldende renteniveau medfører lavere forrentning. 28 Pensionsafkast beskattes med 15 procent. 29 Lovbekendtgørelse nr. 696 af 21. december 1982 om en midlertidig formueafgift af visse pensionskapitaler m.v. 34

36 Med en forrentning på 12 % under RAL skulle der betales ca. 54 % i afgift. Årlig forrentning 12,00 % - Inflation 2,00 % - Tilladt rente 3,50 % Realrenteafgift 6,50 % Afgiftssats 6,50 % / 12,00 % = 0,54 Går forrentningen ned mod 5,5 % vil afgiftssatsen reduceret og ultimativt blive 0 %. 30 Årlig forrentning 5,50 % - Inflation 2,00 % - Tilladt rente 3,50 % Realrenteafgift 0,00 % Afgiftssats 0,00 % / 5,50 % = 0,00 Netop det lave renteniveau var baggrunden for indførelsen af Pensionsafkastbeskatningsloven PAL, som afløste RAL. Med virkning fra og med 2000 blev realrenteafgiften erstattet af en fast skattesats på 26 %, dog kun 5 % (indført allerede ved pinsepakken i 1998) for afkast på aktier. Med virkning fra 2001 omlagdes beskatningen til en fælles skattesats på 15 % for al afkast med beskatning efter lagerprincippet for både aktier og obligationer. Forenkling af beskatningen og en lempelse af rentegarantiproblemet var blandt hovedformålene med omlægningen. Ved en overordnet observation af pensionsselskabernes forrentning 31 før skat er det ikke ualmindeligt, at forrentningen ligger på 5 % (2000), -1,5 % (2001), 0 % (2002) og 6 % (2003) 32. Det betyder, at en række selskaber er blevet beskattet hårdere efter PAL, end 30 Man kan overveje om pensionsselskaberne kunne have en berettiget forventning om at få afgift tilbage i stedet for at betale den. En årlig forrentning på 4,5, vil med en inflation på 2 % og tilladt rente på 3,5 her føre til et negativt afgiftstilsvar på %. Dette scenarie kan næppe være forudsat hos pensionsselskaberne, med de høje markedsrenter der var, da RAL blev indført. 31 Forsikringsoplysningens nøgletal Det er tale om er gennemsnitsbetragtning. Forrentningen i pensionsselskaberne i vidt forskellige, ligesom deres investeringsportefølje er forskellig. Det fører selvfølgelig til, at de konkrete før/efter - virkningerne ved den ændrede beskatning er individuelle i pensionsselskaberne. 35

37 de ville have været efter RAL 33, fordi renteniveauet i perioden er lav og inflationen er stabil. Dermed ville beskatning efter RAL have været at foretrække for selskaberne. Der er ligevægt mellem de to beskatningslove, under de ovenfor angivne forudsætninger, hvis et pensionsselskabs forrentning ikke overstiger ca. 6,5 %. Overstiger forrentningen ca. 6,5 %, er beskatningen efter PAL mildere, end den ville være i henhold til RAL. Årlig forrentning 6,50 % - Inflation 2,00 % - Tilladt rente 3,50 % Realrenteafgift 1,00 % Afgiftssats 1,00 % / 6,50 % = 0,15 De seneste år har forrentningen i pensionsselskaberne typisk ligget på 13 % (2004) og typisk 17 % (2005) 34, hvilket er med til at nedtone den del krisen, som ændringen i beskatningen må have givet anledning til fra indførelsen af PAL og frem til og med Delkonklusion Der har vist sig at være en række årsager til at pensionsselskabernes muligheder for at præstere den ydelse, de har lovet deres kunder, bringes i fare. Det er primært den faldende markedsrente efter indførelsen af G82, der sætter pensionsselskaberne under pres, da der er begrænsede muligheder for at opnå en sikker forrentning, når markedsrenten er lavere end den garanterede forrentning. Det hænger også sammen med, at kontrakterne med kunderne typisk løber meget længere end varigheden af de sikre placeringsmuligheder, der er for midlerne. Det lunefulde aktiemarked har i perioder både bidraget positivt og negativt til forrentningen af pensionskundernes midler. Kombinationen af, at den lave markedsrente øger kravene til hensættelserne og negative kursudviklinger på aktiemarkedet, kan gøre det problematisk at overholde Finanstilsynets regler om solvens. 33 Det hører ydermere med til sammenligningen, at beskatningsgrundlaget efter PAL er væsentligt bredere. 34 Estimaterne baseret på oplysninger fra Forsikring og Pension. 36

38 Noget tyder på, at vi danskere kommer til at leve stadigt længere. Det har vist sig, hvis den nuværende stigning per år fortsætter, betinger det et krav om at pensionsselskaberne skal præstere yderligere ét procent point i afkast. Det medfører betydelige krav om større hensættelser i pensionsselskaberne, som igen begrænser mængden af investeringer i fx aktiemarkedet, der kan bidrage med en forrentning, der ligger højere end både markedsrenten på de sikre obligationer og den garanterede rente. Om overgangen fra RAL til PAL på den lange bane er en forøgelse af beskatningen vil konkret afhænge af, hvad der er investeret i, og om den sikre forrentning forbliver på et lavt niveau. Om indførelsen af PAL udgør en forøgelse eller reduktion af beskatningen, vil afhænge af om den årlige forrentning ligger under eller over 6,5 %. Kombinationen af, at en sikker forrentning indebærer placering i obligationer med en forrentning under den garanterede rente, og at aktiefortjenester beskattes med 15 % (som før pinsepakken var helt friholdt), forekommer byrdefuld. Det er en væsentlig årsag til krisen, at hverken pensionsselskaberne og myndighederne har reageret tidsnok på den faldende markedsrente. Havde der været reageret i tide med nedsættelse af de garantere pensionsgarantier, ville problemet med de høje krav til hensættelserne ikke være så stort, da andelen af 4,5 % garantier ville være betydeligt lavere. Dermed kunne pensionsselskaberne i dag have betydelig mere frihed til at investere på den måde, der tjener pensionskunderne bedst, og pensionsselskaberne ville ikke på samme måde være udsat for den risiko, som pensionsgarantierne medfører for selskabets solvens. 4.0 Overblik pensionsgaranti problemerne Baggrunden, for at pensionsgarantierne er blevet problematiske, er behandlet i ovenstående kapitel. Der er en række økonomiske problemstillinger forbundet med garantierne. Både for pensionsselskaberne og for pensionskunderne. Disse problemstillinger vil blive behandlet i nedenstående. Der har allerede været problemer med pensionsgarantier i andre lande, der tydeliggør at det kan få en række konsekvensen, hvis ikke der kommer klarhed over det danske garantiproblem. 37

39 4.1 Dræning at bufferen Den lave rente og aktiefaldet har betydet, at der blev gjort store indhug i pensionsselskabernes reserver. Når renten falder, skal selskaberne lægge større hensættelser til side til at modstå faldet. I slutningen af år 2001 nedsatte Finanstilsynet opgørelsesrenten fra 4,25 % til 4 %. Dette fald betød et krav om ekstra hensættelser for hele sektoren på ca. 15 mia. kroner 35. Pensionsselskabernes stødpude i forhold til hensættelserne var ellers steget stødt indtil 2000, hvor der gennemsnitlig var et forhold mellem reserverne og hensættelserne på mellem 20 og 25 procent. Der var dog stor forskel på reserverne selskaberne imellem. I en analyse fra , hvor seks pensionsselskaber bliver undersøgt for, hvordan en nedsættelse af opgørelsesrenten ville påvirke deres reserver, bliver der tydeligt vist, hvor lidt der skulle til, for at nogle selskaber kom i alvorlige problemer. To af selskaberne ville ende i en negativ reserveprocentdel af hensættelserne, hvis opgørelsesrenten blev nedsat til 3,75 procent. Figur 4.1 Pensionsselskabernes økonomiske stødpude målt i forhold til livsforsikringshensættelserne, Anm.: Tal for 2002 er skøn baseret på en række offentliggjorte årsregnskaber. Kilde: Danmarks Nationalbank. Finansiel Stabilitet Pensionssektoren: Pensionsmarkedet tærer på reserverne, s. 37, Morten W. Langer 36 En vurdering af de kommercielle pensionsselskaber pr. 30/9/2001 af Kirstein Finansrådgivning, som beskrevet i Pensionssektoren: Pensionsmarkedet tærer på reserverne 38

40 Efter en sund vækst i pensionsselskabernes stødpuder frem til 2000, falder stødpuden, i form af basiskapital og kollektivt bonuspotentiale, i sektoren som helhed i både 2001 og Selvom sektoren som helhed stadig havde en vis stødpude til rådighed betød dræningen af bufferen, at enkelte selskaber fik problemer med at overholde solvenskravet. Der bliver dog indregnet et nyt element i reserverne i 2002, nemlig bonuspotentiale på fripoliceydelserne. Dette sker i form af nye regnskabsregler fra Regnskabsreglerne vil blive behandlet senere i afsnit Der er mange pensionsselskaber, der blev reddet fra at komme i problemer, ved at bonuspotentiale på fripoliceydelserne kunne bruges som stødpude, eller bufferkapital, som det også kaldes. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at selskabernes økonomiske situation i starten af dette årti var meget ustabil. Sammen med de nye regnskabsregler er der også blevet opsat nogle regler for tilsynet med pensionsselskaberne, der skal være med til at sikre, at der er stabilitet omkring den økonomiske situation i pensionsselskaberne. Reglerne om tilsyn vil blive behandlet i afsnit Lavere udbytte pga. pensionsgarantierne Pensionsgarantierne er ikke kun problematiske for pensionsselskaberne. Når markedsrenten kommer under pensionsgarantierne, kan det give, utilsigtede konsekvenser for forrentningsmulighederne af kundernes depoter. Pensionsgarantierne indebærer en indskrænkning i pensionsselskabernes investeringsmuligheder. Selskaberne er underlagt en aktieandelsgrænse på 70 %. Den fulde udnyttelse af denne aktieandel, i situationer hvor markedsrenten er lavere end pensionsgarantierne, vil være forudsat af, at selskabet har en tilstrækkelig kapitalstyrke i forhold til risikoen på både investeringerne og forpligtigelser. Pensionsgarantierne er med til, at investeringspolitikken bliver begrænset. Kunderne vil i mange sammenhænge have en interesse i, at der føres en mindre forsigtig investeringspolitik med en stor aktieandel. Dette vil specielt være tilfældet hos de kunder, hvor der er relativ lang tid til pensionsalderen. Denne interesse står i diamentral modsætning til selskabernes interesser. Selskaberne må i pensionsordninger, hvor der er udstedt garantier, have den fulde ret til at bestemme investeringspolitikken. Specielt i perioder, hvor der i en kortere eller længere tid er en markedsrente under garantierne. I 39

41 modsat fald ville der opstå en moral hazard 37 situation, hvor kunden vil have en tendens til at vælge en mere risikobaseret investeringsprofil for at optimere afkastet. Hele risikoen vil være på selskabets egenkapital, idet kunden vil være sikret et minimumsafkast pga. pensionsgarantierne, uanset om investeringerne giver et afkast. Der er derfor grænser for investeringsfriheden, når kunden er blevet lovet en pensionsgaranti. Hvis man ser på forholdet mellem kunden og selskabet, vil kunden have et depot hos selskabet, som består af de indbetalte præmier plus forrentningen og tilskreven bonus fratrukket omkostninger m.m. Selskabet har dog retten til investeringsaktiverne, og de har en interesse i at føre en forsigtig investeringspolitik for at begrænse deres risiko på investeringssiden. Selskaberne bliver nødt til at lægge en stor del af porteføljen i lange fastforrentede obligationer for at kunne sikre et afkast, der er tilstrækkelig i forhold til pensionsgarantierne. Selskabernes investeringspolitik bliver også reguleret af Finanstilsynet. Den procentdel af aktiverne, der dækker selskabets forpligtigelser overfor kunden, som selskabet må bruge til at investere i aktier og andre ikkeguldrandede aktiver, er afhængig af selskabets økonomiske situation. Når markedsrenten er under pensionsgarantierne, tærer det på selskabernes bufferkapital, og pga. det nye tilsyn vil råderummet fra Finanstilsynets side være meget begrænset, og selskaberne kan være nødsaget til at omlægge deres portefølje til lange obligationer tidligere end kunden, og i tilfælde før selskabet ville have foretaget en omlægning. For mange pensionskunder betyder pensionsgarantierne, at der ikke føres en investeringspolitik på deres pensionsopsparing, som er optimal. Investeringspolitikken er væsentlig mere forsigtig, end det kunden er bedst tjent med, så pensionsgarantierne kan i sidste ende betyde, at kundernes afkast er betydeligt lavere end markedsafkastet. Man kan overveje, hvad pensionskunderne reelt får ud af pensionsgarantierne, og om det er en fordel for kunderne at have pensionsordninger med garantier. Der tages udgangspunkt i to forskellige markedsrenter, som har været aktuelle mens 4,5 % garantierne har været udstedt. Der vurderes de fordele og ulemper, som garantierne 37 Moral hazard er et begreb, der beskriver den risiko, der er for den amoralske adfærd, der kan forekomme, når der for den enkelte person ikke er nogen risiko forbundet med at foretage et givet valg, der kan være økonomisk fordelagtigt for denne. 40

42 giver ved fx en markedsrente på 15 %, der ligger væsentlig over garantirenten, og en markedsrente på 3,5 procent, som er lavere end garantirenten. Ved en markedsrente på 15 %, er pensionsgarantierne næsten værdiløse for kunden, da den garanterede forrentning kan sikres uden problemer. Kunden vil uanset garantien med sikkerhed opnå et afkast, der er højere end garantien. Ved en markedsrente på 3,5 % er vi i en situation, hvor pensionsgarantierne i princippet er værdifulde for kunderne. Hvis man betragter pensionsgarantierne som en option, som pensionskunderne udnytter, når markedsrenten er lavere end garantirenten, til at få den garanterede rente i stedet for markedsrenten siges optionen at være kommet i pengene. 38 I en situation hvor markedsrenten ligger under garantirenten, burde pensionsgarantierne så have en værdi for kunderne, idet de sikrer dem et højere afkast, end markedsrenten. Problemet er dog, hvis der kommer et permanent fald i markedsrenten til et niveau under garantirenten. Selskabet kan nemlig være i en situation, hvor de ikke har afdækket deres forpligtigelser på de finansielle markeder, således at en lav markedsrente medfører problemer med solvensen. Det kan betyde, at selskabet kommer under administration, og i sidste ende resultere i at administrator nedsætter de lovede pensionsgarantier, jf. afsnit og 7.1. Pensionskunderne går i princippet fra at have nogle pensionsgarantier, der i bund og grund er uden værdi, pga. at markedsrenten er høj, til, at garantierne er decideret byrdefulde, fordi de begrænser investeringsmulighederne, når markedsrenten ligger tæt op af den garanterede rente. Når pensionsgarantien så får værdi for kunden, grundet en permanent lav markedsrente, er der en risiko for, at garantierne ikke har nogen reel værdi, fordi de kan blive nedsat i forbindelse med en administration, hvis selskabet ikke kan opfylde pensionsgarantierne. Pensionsgarantierne er i princippet kun noget værd i en situation med permanente lave markedsrenter, hvis der er opbakning af en økonomisk enhed med tilstrækkelig finansiel styrke. Pensionsselskaberne er dog indrettet sådan, at egenkapitalen kun kan dække mindre tab, og ser man på arbejdsmarkedspensionskasserne består egenkapitalen som regel kun af kapital indskudt af pensionskunderne selv. 4.3 Omfordeling mellem procent satser 38 For mere dybdegående beskrivelse af dette emne henvises til Værdiansættelse af pensionsselskabers forpligtigelser- en optionsbaseret vinkel (1999) af Anders Grosen og Peter Løchte Jørgensen. 41

43 G82 kontrakterne havde oprindeligt en pensionsgaranti på 4,5 procent, men gennem årene er pensionsgarantierne blevet nedsat. Dette er sket to gange til henholdsvis 2,5 og senest 1,5 procent. Pensionsselskaberne har således kunder med forskellige garantisatser, baseret på samme forsikringstekniske grundlag i samme forsikringsbestande. Dette skaber en række problemer med en markedsrente, der ligger under 4,5 % pensionsgarantien. Disse problemer er blandt andet omfordeling mellem kunderne med forskellige garanterede renter, og benyttelsen af en del af bonussen fra kunder med lavere pensionsgarantier som bufferkapital for 4,5 % bestanddelene. Når der er flere forskellige garantier i samme forsikringsbestande, skabes der nogle investeringsproblemer, når markedsrenten bevæger sig i nærheden af og under den ene af garantirenterne. Enkelte selskaber har selv adspurgt Finanstilsynet om mulighederne for at indføre differentieret bonuspolitik på de pensionsaftaler, der har forskellige garantirenter. Det må derfor siges at være åbenlyst, at der er aspekter omkring omfordeling, der skal belyses i sammenhæng med lave markedsrenter. Pensionsaftalerne indeholder ud over pensionsgarantier en ret til bonus. Mange pensionsaftaler er opbygget sådan, at der henvises til det til enhver tid gældende bonusregulativ. Pensionsselskaberne skal anmelde et bonusregulativ til Finanstilsynet, hvor det bliver beskrevet, hvordan bonussen bliver beregnet, fordelt og anvendt. I nogle pensionsaftaler er der også direkte angivet bestemmelser omkring bonus. Aftalerne indeholder en vis rummelighed mht. bonus, hvilket er fornuftigt, når man tager højde for længden af de uopsigelige og bindende løfter, der er i pensionsaftalerne. Bonusregulativet bliver reguleret af LFV 20 og 21, hvor det følger, at de anmeldte regler for fordeling af det realiserede resultat skal være præcise, klare og føre til en rimelig fordeling. Ifølge kontributionsprincippet skal fordelingen af det realiserede resultat fordeles til de berettigede i forhold til deres bidrag til resultatet. Kontributionsreglen er en udfyldningsregel, der bruges, hvis der ikke er aftalt andet. Pensionsselskabernes bonusregulativer skal være foreneligt med rimelighedsprincippet i 21 i LFV, og da kontributionsprincippet er udarbejdet i henhold til loven, kan det med rimelighed forudsættes, at bonusregulativerne skal udarbejdes, så de er forenelige med kontributionsprincippet. Selskaberne har anvendt et gennemsnitsrenteprincip ved tilskrivning af midler fra bonusudjævning. Det betyder, at alle kunder i samme bestand får samme depotrente, som er den garanterede rente tillagt bonusrenten. Problemet med 42

44 dette er, at i ugunstige situationer vil denne metode ikke føre til en rimelig fordeling af bonusmidlerne kunderne imellem. Det kan føre til omfordelinger både fra de gamle til nye kontrakter og omvendt. Markedsrenten og diskonteringsrenten ligger under 4,5 % garantierne, og det har betydning for investeringspolitikken. Hensættelserne skal øges, og der kræves en betydelig forsigtigere investeringsprofil. For at sikre at de høje bestanddele kan få deres garanterede forrentning, skal der afsættes en stor del til investeringerne i lange sikre obligationer. De bestanddele med en lavere garanteret rente kræver ikke den samme forsigtige investeringspolitik. Der er ikke den samme risiko for solvensen, da hensættelserne til de garanterede ydelser ikke er så store. Der kan derfor opereres med en mere risikobetonet investeringsprofil med flere aktier og andre ikke-guldrandede aktiver. Indførelsen af Finanstilsynets trafiklys har betydet, at problematikken omkring omfordeling er tydeliggjort, og det er med til at vise den ulempe det er, for de nyere bestanddele med lavere pensionsgarantier, at være i samme bestande som de gamle. For at overholde de to scenarier i trafiklyset 39 bliver selskaberne nødt til at forholde sig til de investeringsbegrænsninger, som dette medfører. Med markedsrenter under de gamle pensionsgarantier betyder dette, at der skal hensættes et meget højt beløb til opfyldelse af netop disse kontrakter, og det betyder direkte, at aktieandelen bliver betydeligt mindre for bestanden som helhed end den aktieandel, som de nye kontakter ville have mulighed for, hvis de var isoleret i deres egne bestande. Det er ikke ualmindeligt for pensionsselskaberne, at de kun investerer ca. 23 procent af deres aktiver, der dækker deres forpligtigelser overfor kunderne, i aktier. Den procentvise investering i aktier nåede et lavpunkt for branchen i 2002, hvor andelen lå under 20 procent, men har været stigende de sidste par år. Baggrunden, for at selskaberne har kunnet øge deres aktieandele, er, at der har været store stigninger på aktiemarkedet. Samtidig er renten faldet, og det giver kursgevinster på obligationerne. Sektoren har derved opnået rekordhøje afkastgrader, da de har opnået positive afkast på både beholdningen af aktier og obligationer. 39 For en uddybning af trafiklyset henvises til kapitel

45 Figur 4.2 Udvikling i pensionsselskabernes investeringsaktiver Kilde: Finansiel Stabilitet 2006 Et selskab med en fornøden finansiel styrke har mulighed for at investere op til 70 procent i aktier. Man må formode, at en forsikringsbestand, der udelukkende har nye kontrakter med lave garanterede renter vil være af en sådan finansiel styrke, at de vil have mulighed for at udnytte en stor del af de 70 procent til investering i aktier. De nye kontrakter betaler derved for de ældre kontrakter i form af mistet afkast. Specielt når man ser på, hvordan aktiemarkedet har udviklet sig siden 2002, hvor markedet er steget over hele perioden. Efter det fald, som for alvor gav pensionsselskaberne problemer, ses det med alt tydelighed, at de kunder med lavere garanterede renter har mistet meget værdi pga. tabte afkastmuligheder. Udover det faktum at afkastmulighederne for de nye kontrakter er betydeligt forringede, når de er i bestanddele med gamle kontrakter, så er der også den risiko, at der sker en omfordeling af det afkast som selskabet realiserer. Af kontributionsprincippet følger, at det realiserede resultat skal fordeles baseret på hvem, der har bidraget til dette, og 21 LFV beskriver et rimelighedsprincip, som fordelingen af resultatet skal efterleve. Der 44

46 kan argumenteres for, at når markedsrenten er under garantierne på 4,5 %, kan der ikke skabes ret store afkast på denne delbestand, idet investeringspolitikken skal være meget forsigtig for at overholde solvensreglerne og trafiklyset. Hvis vi ser individuelt på 4,5 % bestanddelen vil større procentdel af aktiverne, hvis ikke alle, end den som selskaberne i dag har i obligationer, være tvunget til at blive sat i lange og sikre obligationer. Det betyder reelt, at det afkast, der genereres udover markedsrenten, i princippet stammer fra de nye kontrakter, da der i disse kontrakter stadig er en margin fra den garanterede rente op til markedsrente, som gør, at der er mulighed for en mindre forsigtig investeringspolitik, og selskaberne har mulighed for at forøge aktiebeholdningen pga. de nye kontrakter. Når selskaberne uddeler det realiserede resultat, kan der ske en omfordeling mellem kontrakterne med forskellige garantisatser. Det er ikke unormalt, at der gives den samme depotrente til alle kontrakterne, selvom de nye kontrakter i princippet har skabt det højere afkast. De nye kontrakter mister derved ikke blot værdi i form af, at hele bestanden skal reducere risikoen og føre forsigtige investeringspolitikker, men de står i en situation, hvor det ekstra afkast, som de nye kontrakter indtjener, bliver fordelt ud på de gamle kontrakter for at selskaberne kan opfylde disse. Med de nye regnskabsregler, der kom lige umiddelbart efter Finanstilsynets trafiklys, blev der skabt en ny post på passivsiden i pensionsselskabernes balance, som de kunne bruge som bufferkapital. Denne nye post, der kan anvendes som bufferkapital, er bonuspotentialet på fripoliceydelserne. Denne post bliver skabt, når den garanterede rente ligger under markedsrenten, idet den afspejler den faktiske merforrentning, der er skabt på allerede indbetalte præmier i forhold til den garanterede forrentning. Jo lavere den garanterede rente er, jo større bliver den ekstra reserve, der kan bruges som bufferkapital. Da markedsrenten har ligget under den højst garanterede rente i 4,5 % pensionsgarantierne i en længere periode, vil bonuspotentialet på fripoliceydelserne i disse kontrakter, alt andet lige, være ikke eksisterende. Den ekstra stødpude, som pensionsselskaberne fik i 2002, der reddede en del selskaber, stammer reelt udelukkende fra de forsikringsbestanddele, der har garanterede forrentninger under 4,5 %. 40 Hvorvidt selskaberne må anvende bonuspotentialet på fripoliceyderlserne fra de nye kontrakter til at dække over manglende solvens på de gamle kontrakter, er baseret 40 Usikkerhed om livsforsikringsselskabers og pensionskassers økonomiske stødpuder, s 4, Anders Grosen. 45

47 på en fortolkning af kontributionsprincippet. Kontributionsbekendtgørelsen er kun 4 sider lang, og principperne i bekendtgørelsen ikke særligt operationelle pga. de brede formuleringer i bekendtgørelsen. Det bliver derfor Finanstilsynet, der kommer til at tage stilling til, i hvilket omfang de er indstillet på, at bufferkapital skabt baseret på de nye kontrakter, bliver anvendt til at redde pensionsselskabernes solvens. Finanstilsynet har i en afgørelse af 2. september 2003 klargjort, at man i dette tilfælde, hvor et selskab oplevede et negativt realiseret resultat, ikke kan betragte hele pensionskassens bestand under et ved fordelingen af det realiserede resultat. Afgørelsen er begrundet ved: Pensionskassens medlemmer kan ikke anses som tilhørende den samme bestand i relation til disse bestemmelser, da pensionskassens medlemmer har grundlagsrenter mellem 2 % og 4,25 %, og dermed er kendetegnet ved at have meget forskellige størrelser af bonuspotentiale på fripoliceydelser 41 Selskaberne har derved ikke mulighed for at bruge det bonuspotentiale på fripoliceyderlserne, der ligger i de nye kontrakter til at dække tab, der reelt kommer fra de gamle kontrakter med højere pensionsgarantier. Problematikken omkring brug af bonuspotentialet af de nye kontrakters fripoliceydelser til at sikre pensionsselskabernes solvens nåede ikke at blive aktuel. En række selskaber var ultimo 2002 i gult lys i Finanstilsynets trafiklys, og to selskaber var i rødt lys. Der var derfor en risiko for, at det kollektive bonuspotentiale vil blive udtømt, hvis et af scenarierne blev realiseret i markedet, og bonuspotentialet på fripoliceydelserne var det eneste, der ville sikre solvensen i en række selskaber. Hverken rødt eller gult lys scenariet blev dog realiteten i Pensionsbranchen oplevede samlet set, i perioden 2003 til 2005 et afkast, der i gennemsnit efter skat lå over 4,5 % med afkast på henholdsvis ca. 6, 8 og 13 procent 42. Det betød, at allerede ultimo 2003 var der ingen selskaber der lå i rødt lys og kun et enkelt selskab ville stadig blive berørt af de ændringer et gult lys scenarie ville medføre. Det må dog antages, at bonuspotentialet på fripoliceydelserne fra de nye kontrakter ikke ville kunne bruges til gøre et pensionsselskab solvent, hvis solvensgraden udelukkende kan opretholdes ved benyttelsen af dette bonuspotentiale. Der må kunne drages direkte paralleller til 41 Finanstilsynets afgørelse af 2. september 2003 vedrørende anvendelse af bonuspotentiale på fripoliceydelser til at dække tab 42 Finansiel Stabilitet

48 Finanstilsynets afgørelse om fordeling af negativ realiseret resultat, hvormed de nye og de gamle kontrakter skal anses for at tilhøre forskellige bestande i denne sammenhæng. Anderledes ser det måske ud, når man bestemmer stødpudens størrelse i forbindelse med Finanstilsynets trafiklys. I Finansiel stabilitet rapporten fra 2003 medtages hele forbedringen, der blev skabt ved at bonuspotentialet på fripoliceyderlserne, med de nye regnskabsregler, kan bruges som stødpude til at forhøje sektorens samlede ekstra reserver. Anders Grosen vurderer 43, at rapporten overvurderer stødpudeforbedringerne med det, der svarer til 2/3 af den ekstra opgjorte reserve. Dette er baseret på, at 2/3 af kontrakterne havde en garanteret forrentning på 4,5 %, og den ekstra reserve udelukkende kan henføres til forsikringsbestanddele med kontrakter under 4,5 %. Hvorvidt den del af stødpuden, som fremkommer fra bonuspotentialet fra fripoliceydelserne, kan benyttes fuldt ud, i forbindelse med opfyldelse af kravene i trafiklyset, beror også på en fortolkning af kontributionsprincippet. Konklusionen må dog her blive det samme som ved solvenskravet med det resultat, at bonuspotentialet på fripoliceydelserne er en del af stødpuden, men at den skal betragtes som en individuel stødpude, der knytter sig til den enkelte kontrakt. Størrelsen af bonuspotentialet på fripoliceydelserne er så forskellige, alt efter hvilken rente der er garanteret i kontrakten, at det vil stride mod kontributionsprincippet, hvis selskabet kunne benytte dette som selskabets samlede stødpude. 4.4 Equitable Life Man kan på baggrund af Equitable Life og øvrige internationale livsforsikrings- og pensionskriser overveje, om der efter danske forhold er tendenser, der er sammenlignelige. Det undersøges, om der efter de danske forhold er taget ved lære af de historiske internationale dyre erfaringer. Med direkte henvisning til de senere juridiske afsnit vil der nedenfor blive givet eksempler på hvilke almindeligt kendte krumspring, der bliver taget i brug, når der opstår kriser i forbindelse med, at pensionsselskaberne har lovet mere, end de kan holde. Equitable Life blev Stiftet i 1762 som verdens første mutual life insurer. Selskabet havde siden 1957 og frem til 1993 en stærk vækst, som blandt andet var baseret på 43 Usikkerhed om livsforsikringsselskabernes økonomiske stødpuder, s. 4, Anders Grosen 47

49 udstedelse af guaranteed annuity options (GAO s). Med GAO havde kunden ret til at konvertere pensionsopsparingen ved pensionering til en annuitetsbaseret på en rente fastlagt ved tegningen af pension. I 1993 lå markedsrenten under mange af de lovede GAO-renter og GAO erne bliver således en trussel for Equitable Life s solvens. Situationen med optionerne i GAO fra Equitable Life er direkte sammenlignelig med den situation som de danske rentegarantier indeholder, idet optionerne indebærer, at solvensen (bufferen) i det engelske pensionsselskab kommer under et truende pres præcist, som det de danske pensionsselskaber oplever. Under depressionen i USA ændrede man regnskabsprincip for aktiverne. En regnskabsmæssig ændring, der indebar, at markedsværdier, der var meget lave, blev ændret til meget højere anskaffelsesværdier. Efter danske forhold er der på en måde levet op til en sådan form for bedrag ved at trylle bonuspotentialet på fripoliceydelser frem som ekstra buffer. Equitable Life er også et eksempel på utilsigtede/uretfærdige omfordelinger, hvor der kan drages parallel til de ovenfor behandlede omfordelinger i samme forsikringsbestande pga. af blandede rentegarantier her i Danmark. Ved en sammenlægning af de forskellige grupper af forsikringstagere i Equitable Life tilbød Equitable life et kompromisforslag med henblik på at redde selskabet: GAO-policers saldi blev hævet med 17,5 % mod at afstå fra garantierne (Markedsværdi af garantien var ca. 30 %). En Misselling kompensation på 2,5 % til øvrige policeholdere, således at de samtidig afstod retten til at tage juridiske skridt mod selskabet. FSA har senere givet bøder til andre selskaber for misselling. Aktivernes volatilitet i pensionsselskaberne er hævet i løbet af 1990 erne, siden markedsrenten ikke kunne matche de garanterede renter. Man har fra lovgivers side accepteret at hæve aktieloftet betydeligt. Der er tale om en stigning fra 25 % til 70 %. Faktuelt har det ført til en stigning i pensionsselskabernes aktieandele fra ca. 10 % til 35 % i gennemsnit. Dette er ligeledes en historisk kendt fremgangsmåde, at der påtages større risiko med det formål at leve op til for høje løfter. 48

50 4.5 Delkonklusion Udviklingen i markedet har gjort at pensionsgarantierne er kommet under pres. Det medfører nogle problemer for pensionsselskaberne. Selskabernes stødpuder blev reduceret kraftigt pga. fald på både aktiemarkedet og renten. Det er blandt andet sket, fordi den lave rente satte krav til øgede hensættelser til dækning for garantierne. Som en direkte konsekvens af ekstra hensættelserne er selskaberne nødt til at dirigere en større del af investeringerne over i lange sikre obligationer og væk fra aktier og andre ikke guldrandede aktiver. Aktieandelen ligger derved på et lavt niveau, da aktiemarkedet begynder at stige kraftigt pga. garantierne og de hensættelser de medfører. Kunderne mister i den periode væsentlige afkastmuligheder pga. en meget forsigtig bonuspolitik. De høje 4,5 % garantier begrænser investeringsmulighederne for hele bestanden i de selskaber, der har flere forskellige pensionsgarantier, og der er en stor risiko for utilsigtede omfordelinger med en markedsrente under 4,5 % garantierne, når samme bestand består af forskellige pensionsgarantier. Garantierne kan risikere at blive meget byrdefulde for selskaberne og der er eksempler fra udlandet, hvor garanterede forrentninger har medført kriser for pensionsselskaberne. 5.0 Økonomiske løsningsmodeller I årene efter det store fald på aktiemarkedet har der været stor fokus på at få løst de problemer, som pensionsgarantierne har skabt for pensionsselskaberne. Der er kommet en række løsninger både fra pensionsselskabernes side men også fra Finanstilsynet. Med den langvarigt lave rente er det nødvendigt med nogle holdbare løsninger. Der foretages derfor en undersøgelse af de tiltag, der er foretaget. 5.1 Afdækning ved finansielle instrumenter Efter en lang periode med rentefald og det drastiske fald på aktiemarkedet kom der fokus på samspillet mellem rentefølsomheden på pensionsselskabers aktiver og forpligtigelser. I 2002 da aktiemarkedet lå på laveste niveau i en årrække, var der mange selskaber, der afdækkede deres forpligtigelser ved hjælp af afledte finansielle instrumenter. Ultimo 2002 brugte 49 selskaber ud af 71 afdækningsinstrumenter til at 49

51 reducere risikoen for renteændringer. 44 Brugen af afledte finansielle instrumenter foregår så vidt mulig i hemmelighed. Pensionsselskaberne, med en balance i 2002 på 945,5 mia.kr., udgør en stor del af kapitalen på det finansielle marked, og det vil derfor kunne medføre store markedspåvirkninger, med stigende priser til følge, hvis ikke afdækningen skete i hemmelighed. Man kan dog af offentlig tilgængelig information se, at mange selskaber har købt afdækningsinstrumenter. Af figur 4.2 ses det, at andelen af andre finansielle aktiver er steget de sidste år, og det afspejler selskabernes øgede brug af forskellige afledte finansielle instrumenter. Enkelte selskaber har dog beskrevet deres pensionsgarantiafdækning udførligt, bl.a. PKA, som har garantirenter på 4,25 % med en varighed 45 på omkring 30 år. 46 Pensionsselskaberne anvender forskellige instrumenter til afdækningen af deres rentegarantier. Selskaberne bruger renteswaps, swaptioner og CMS floors 47, hvoraf det to sidstnævnte er de mest almindeligt brugte inden for pensionsmarkedet. Renteswap er et instrument, hvor 2 parter bytter en fast rente med en variabel rente i en nærmere angivet periode. Pensionsselskaberne vil i sådan en aftale modtage en aftalt fast rente, og betaler for denne med en variabel rente. Swaption er en option på at indgå en swap, og i pensionsselskabernes tilfælde for det meste en renteswap. Pensionsselskaberne har ved indgåelse af en swaption ret til at gennemføre en renteswap. CMS floors er en renteoption. Det består praktisk talt af et antal optioner, baseret på løbetiden af det pågældende CMS floor. Renteoptionen giver ret til at modtage en fast rente med udløb i faste intervaller. Et CMS floor lægger en nedre grænse for selskabets rente, idet optionerne vil træde i kraft, hvis renten falder under et bestemt niveau, og selskabet vil få udbetalt forskellen mellem swaprenten og aftalerenten i CMS floor aftalen. 44 Finansiel Stabilitet 2004, Danmarks Nationalbank 45 Varigheden i den her situation er et mål for løbetiden af kontrakten. Den beskriver, hvor hurtigt ydelserne skal betales. Da ydelsesbetalingerne i en pensionsopsparing ligger til sidst i aftalen, vil kontrakten have en lang varighed. 46 Større valgfrihed i pensionsopsparingen s Constant Maturity Swap floors 50

52 Prisen for de afledte finansielle instrumenter afhænger af en række variabler, fx renteniveauet, løbetiden, likviditets- og kreditrisikoen samt usikkerheden på indgåelsestidspunktet. Det er derfor dyrere at købe afdækning for en rente, jo tættere markedsrenten er på denne. Det betyder, at selskaber, der har reageret sent på den lave rente, betaler dyrere for at benytte afledte finansielle instrumenter til at afdække deres garantirenter. Afdækning ved hjælp af afledte finansielle instrumenter har haft stor betydning for pensionsselskaberne, specielt i forbindelse med Finanstilsynets trafiklys og solvenskravet. Nedenstående tabel viser værdiændringerne i hele pensionssektoren hvis renten falder henholdsvis stiger med de procentsatser, der bliver benyttet i trafiklysets to scenarier. Tabel 5.1 Værdiændringer ved ændring i renten, ultimo 2002, mia. kr. Kilde: Finansiel Stabilitet 2004 Afdækningen har stor betydning ved negative renteændringer, hvor nettopåvirkningen for selskabernes reserver bliver reduceret med henholdsvis 25,1 og 13,8 mia. kroner. Den påvirkning, som et rentefald vil give, bliver mere end halveret pga. afdækningen. Ved en rentestigning vil investeringen i afledte finansielle instrumenter give en negativ påvirkning på reserverne, da de instrumenter, der er gennemgået ovenfor for pensionsselskaberne kun er til at sikre mod fald i renten, og idet fx optionerne ikke vil blive benyttet, er der kun omkostninger forbundet med instrumenterne. Rentestigninger vil dog stadig være mere gavnligt for selskaberne end et rentefald. Tabellen viser sektorens værdiændringer ved renteændringer ultimo 2002, og i en periode på 6 måneder før og 6 måneder efter falder renten i alt med ca. halvandet procentpoint. De selskaber, der har været hurtigt ude og afdække med afledte finansielle instrumenter, har derved afværget store dele af de nettopåvirkninger, som rentefaldet gav. Den stigning, som der er observeret i brugen af afledte finansielle instrumenter, tyder på, at 51

53 selskaberne har større fokus på denne form for afdækning, og det vil samlet set reducere påvirkningen af eventuelle rentefald i fremtiden. 5.2 Offentlig regulering I begyndelsen af dette årti er der sket en masse på reguleringsområdet af pensionsselskaber. Det er sket dels grundet et større fokus på selskabernes risikoforhold, dels grundet ønsket om at give et retvisende billede af selskabernes risiko baseret på markedsværdiansættelse i regnskabet. Dette er sket ved indførelsen af en stresstest i form af trafiklyset samt nye regnskabsregler Solvens For et pensionsselskab er der et solvenskrav på 4,5 procent. Dette kaldes også for solvensmarginskravet. Solvensmarginkravet beregnes som en procentdel af risikosummerne tillagt 4 procent af livsforsikringshensættelserne. Solvensprocenten udregnes som basiskapitalen divideret med livsforsikringshensættelserne. Dette tal skal være lig med eller større end solvensmarginkravet på 4,5 %. 48 Indtil 2001 bestod basiskapitalen af egenkapitalen samt en række elementer baseret på ejerforholdet af pensionsselskabet, såsom særlige bonushensættelse, medlemskonti og ansvarlig lånekapital. 49 Ledelsen er ansvarlig for, at pensionsselskabet med betryggende sikkerhed kan leve op til de aftaler, de har indgået, og deri ligger, at de skal kunne overholde solvensmarginkravet. Finanstilsynet har til opgave at føre tilsyn med at pensionsselskaberne lever op til solvensmarginkravet. I tiden omkring 2001 var der store ændringer i pensionsselskabernes risikoforhold. Finanstilsynet ændrer i 2001 deres tilsyn til et risikobaseret system. 50 I samme periode sker der ændringer i pensionsafkastbeskatningen, og der sker en forøgelse af pensionsselskabernes investeringsregler 51. Det nye tilsyn indeholder et såkaldt trafiklys. Trafiklyset er en 48 Solvenskravet fremgår af lov om finansiel virksomhed Udviklingslinie i finansiering, s. 328, Michael Christensen, samt Større frihed i pensionsopsparingen, s Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, s. 4, Henrik Bjerre-Nielsen. 51 Selskaberne med den fornødne finansielle styrke får mulighed for at investere op til 70 % af de aktiver som dækker selskabets forpligtigelser overfor deres kunder. En stigning fra 50 % i Grænsen lå i 1997 på 40 %. 52

54 stresstest, der skal bruges til at vurdere selskabets risiko. Pensionsselskaberne blev pålagt at indberette oplysninger ultimo juni 2001 om, hvad konsekvensen af de to scenarier, som er indeholdt i trafiklyset, var for selskabet. Figur 5.1 Trafiklyset Kilde: Større valgfrihed i pensionsopsparingen Efter gennemførelsen af et scenarie, kræves det, at selskabets basiskapital ligger på minimum 1,5 % af forpligtigelserne. De 1,5 % beregnes som selskabets solvensmargin minus 3 procent, som svarer til den forskel, der er i solvenskravet til pensionsselskaberne med det traditionelle produkt og selskaber der arbejder med unit link 52. Gult lys er scenarie hvor aktiekurserne falder med 30 %, samtidig med at der sker en renteændring på 1 procent point og ejendomspriserne falder 12 %. Man benytter den renteændring, op- eller nedjustering, som giver den værste situation for det enkelte 52 Unit Link er et opsparingsbaseret pensionsprodukt, hvor kunden har ansvar for at fordele sin egen opsparing i en række investeringspuljer, som pensionsselskabet tilbyder. Produktet er som udgangspunkt uden garanti, så hele afkastet bliver tildelt kunden, og risikoen er også kundens, så selskabets egenkapital er ikke udsat for at skulle dække et eventuelt negativt afkast. 53

55 selskab. Hvis pensionsselskabet ikke kan overholde gult lys scenariet er investeringsrisiciene for store i forhold til kapitalgrundlaget og forpligtigelserne. Selskabet kommer derfor under skærpet tilsyn, og skal hyppigere indberette oplysningerne til Finanstilsynet. Rødt lys scenariet er et mindre bebyrdende scenarie end det gule. Selskaberne skal som minimum kunne opretholde en basiskapital på 1,5 % af forpligtigelserne i den situation, at aktierne falder 12 % samtidig med en renteændring på 0,7 procentpoint i den retning, der er værst for selskabet og et fald i ejendomspriserne på 8 procent. Kommer man i rødt lys pålægger Finanstilsynet selskabet at udarbejde en genopretningsplan for kapitalen. Finanstilsynet skal herefter tage stilling til, om planen indeholder de foranstaltninger, der findes nødvendige for at kunne genoprette selskabets økonomiske situation. Hvis ikke Finanstilsynet vurderer, at dette er tilfældet, skal Finanstilsynet påbyde selskabet at foretage de foranstaltninger, som de finder nødvendige. Overholder selskabet ikke dette påbud, eller viser det sig umuligt at rejse den mængde ansvarlig kapital, som er nødvendig til at dække forpligtigelserne, kan Finanstilsynet i sidste instans sætte selskabets forsikringsbestand under administration. Administratoren skal efter LFV 253 udpeges af Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar skal, jf. LFV 108, omgående indberette til Finanstilsynet, hvis selskabet kommer i en situation, hvor fx fordelingen af et negativt realiseret resultat ikke kan gennemføres i overensstemmelse med kontributionsprincippet. Det Finansielle Virksomhedsråd 53 tager stilling til, om selskabet skal tages under administration ud fra denne indberetning, eller hvis den årlige indberetning jf. trafiklyset giver anledning dertil. Hvis et selskab kommer under administration vil denne administration ske ud fra i LFV. Resultatet af en administration kan i sidste ende resultere i en reduktion i pensionsgarantierne. I selskaber, der er kommet under administration, skal administrator, jf. bemærkninger til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed 54, lave en konkret afvejning af administrationsboet ud fra konkursloven og kontributionsprincippet. Det vil sige, at der skal foretage en afvejning 53 Det Finansielle Virksomhedsråd er nedsat i henhold til 345 i lov om finansiel Virksomhed, lovbekendtgørelse nr. 613 af 21. juni Rådet erstatter det gamle Forsikringsråd og har en kompetence der dækker størstedelen af det finansielle virksomhedsområde. Rådets har bl.a. til opgave at træffe afgørelser i tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder. 54 Lov nr. 391 af 30. maj 2000 (ikke gældende) 54

56 af to principper, hvor det ene går ud på, at der skal foretages en forholdsmæssig reduktion på alle ydelser med garanti, og det andet, at der skal være samme forrentning til alle forsikringer. Denne afvejning kan resultere i, at den eneste mulighed for at køre pensionsaftalerne videre er at nedsætte renten i pensionsgarantierne Den første indberetning af oplysningerne baseret på trafiklyset blev foretaget ultimo juni 2001, og de selskaber, der ikke kunne opfylde gult lys, blev anmodet om at indberette tilsvarende oplysninger igen ultimo 3. kvartal Efter det store aktiekursfald, der kom som en direkte reaktion på 11. september, jf. afsnit 3.2.1, kom en række selskaber i rødt lys. De blev af Finanstilsynet pålagt, at udarbejde en plan for genopretningen af kapitalen, idet de ikke kunne leve op til lovens solvenskrav. Med indførelsen af trafiklyset og den nye tilsynsform, der er baseret på selskabernes risiko profil, blev det tydeligt, at en række selskaber havde problemer med at klare solvenskravene. De nye regler gjorde det klart at den lave rente sammenholdt med et aktiekursfald i begyndelsen årtiet havde gjort pensionsselskaberne meget sårbare. Det nye tilsyn var dermed med til at synliggøre årsagerne til, at pensionsselskaberne er kommet i lidt af en klemme mht. deres pensionsgarantier Regnskabsregler I samme periode, som der skete ændringer i tilsynet med pensionsselskaberne, var der nedsat et udvalg, der skulle ændre på regnskabsreglerne. Markedsværdiudvalget blev nedsat som en del af pinsepakken med det formål at udarbejde en måde at benytte et markedsværdiprincip i pensionsselskabernes regnskaber. Markedsdisciplin var en vigtig del af Finanstilsynets ønske om at skabe et tillidsvækkende finansielt marked. Overgangen til et regnskabsprincip baseret på markedsværdier ville give et mere retvisende billede af selskabernes resultat og egenkapital end den tidligere forsigtighedsbetonede regnskabsaflæggelse. Pensionsselskaberne pressede i tiden omkring de nye tilsynsinitiativer på, for at det skulle være muligt at benytte noget af bonushensættelserne i beregningen af selskabernes solvens som en del af basiskapitalen. De argumenterede for, at det ikke var nødvendigt med en striks regnskabsmæssig sondring mellem egenkapitalen og 55

57 selskabets forpligtigelser, idet egenkapitalen i sidste instans kommer kunderne til gode. 55 Henrik Bjerre-Nielsen giver i en artikel i Finans/Invest 56 udtryk for, at dette argument ikke holder i alle sammenhænge, da der er forskelle på, hvordan ejerforholdene er af de forskellige selskaber. Henrik Bjerre-Nielsen giver dog branchen ret i, at en del af bonushensættelserne burde kunne bruges som basis- eller bufferkapital. Den del af bonushensættelserne, som skal bruges til bonusudjævning, vil eventuelt kunne bruges som basiskapital. Det bunder i at denne del af bonushensættelserne i princippet tilhører kunderne men ikke vil blive udbetalt, medmindre basiskapitalen har den nødvendige størrelse. Bjerre-Nielsen anser det for en mulighed, idet denne kapital i en nedskrivningssituation enten er efterstillet eller står på linie med den supplerende kapital. 57 Ifølge kontributionsprincippet kan denne kapital i det kollektive bonuspotentiale netop anvendes til at dække et realiseret tab Markedsværdibaserede regnskaber Den 13. december 2001 udsteder Finanstilsynet Bekendtgørelse om livsforsikringsselskabers og tværgående pensionskassers årsregnskaber, som et resultat af det arbejde, markedsværdiudvalget havde udført siden Regnskabsbekendtgørelsen trådte i kraft pr. 1. januar Selskaberne skulle i samme år opgøre aktiverne efter markedsværdi, og året efter startede aflæggelsen af markedsværdibaserede regnskaber af både aktiverne og passiverne. Den største ændring af reglerne fra det gamle til det nye system ligger på passivsiden, og omhandler selskabets forpligtigelser. Det, der under det gamle system blev betegnet livsforsikringshensættelser, er splittet op i det nye system til at udgøre 3 poster: Bonuspotentiale på fripoliceydelser Bonuspotentiale på fremtidige ydelser Hensættelser til dækning af garanterede ydelser 55 Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, s. 6, Henrik Bjerre-Nielsen. 56 Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, Henrik Bjerre-Nielsen. 57 Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, s. 7, Henrik Bjerre-Nielsen. 56

58 Forskellen mellem det gamle og det nye system, på balancens passivside er illustreret i nedenstående figur. Figur 5.2 Det gamle og det nye regnskabssystem Det gamle system Egenkapital Kollektiv bonuspotentiale Det nye system Egenkapital Kollektiv bonuspotentiale Livsforsikringshensættelser Bonuspotentiale på fripoliceydelser Bonuspotentiale på fremtidige præmier Garanterede ydelser Kilde: Egen tilvirkning baseret på regnskabsbekendtgørelsen af 13. december 2001 Den opdeling af livsforsikringshensættelserne, som ses i figur 5.2, bliver beregnet ved at tilbagediskontere ved hjælp af en markedsbaseret diskonteringsrente efter skat. Finanstilsynet beregner og offentliggør, i henhold til principperne i bilag 8 i regnskabsbekendtgørelsen 58, hver dag de løbetidsafhængige diskonteringssatser. Før den 1. januar 2005 blev der offentliggjort en daglig løbetidsuafhængig diskonteringsrente, og selskaberne kunne vælge, om de ville benytte Finanstilsynets diskonteringsrente eller selv fastsætte en diskonteringsrente ud fra en rentestrukturkurve Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser 59 Større frihed i pensionsopsparingen, s. 348, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. 57

59 Hensættelser til dækning af garanterede ydelser bliver beregnet som nutidsværdien af de ydelser, som forsikringsaftalen garanterer kunden, med fradrag af nutidsværdien af fremtidige præmieindbetalinger. Nutidsværdien bliver beregnet med en af de overstående renter. Dette beløb kan også betegnes som markedsværdien af pensionsaftalen (policen), hvis der ikke var en bonusret. De to andre nye poster, bonuspotentiale på fripolicen og på fremtidige præmiebetalinger bliver betegnet som individuelt bonuspotentiale. De bliver, på samme måde som hensættelser til garanterede ydelser, beregnet ved hjælp af en af de ovenstående renter. Bonuspotentialet på fremtidige præmieindbetalinger knytter sig til de fremtidige præmier, og beregnes som markedsværdien af de aftalte fremtidige præmieindbetalinger fratrukket markedsværdien af de garanterede ydelser, der er knyttet til de fremtidige præmier. Det afspejler forskellen mellem værdien af de fremtidige præmier, opgjort efter henholdsvis den aktuelle markedsrente og den garanterede forrentning, og viser den eventuelle merforrentning der er opstået på de indbetalte præmier. Hvis resultatet af denne beregning er negativt bliver posten sat til nul. Bonuspotentialet på fripolicen knytter sig til allerede indbetalte præmier og bliver beregnet som forskellen mellem værdien i depotet og værdien af fripolicens garanterede ydelser. Denne post bliver heller ikke bogført som negativ, men vil i et sådant tilfælde blive bogført som nul. Beregningen af passivsidens poster er illustreret ved hjælp af nedenstående figur. Figur 5.3 Betalingsrækken opdelt i de nye poster 58

60 Kilde: Peter Løchte Jørgensen (2004) Figuren kan bruges til at vise hvilke dele af pensionskontraktens betalingsstrømme, der bruges til at beregne de forskellige poster af passivsiden under de nye regnskabsregler. De 3 nye poster på passivsiden bliver beregnet ud fra figuren på følgende måde. Hensættelser til dækning af garanterede ydelser = (A+B)-C Bonuspotentiale på fremtidige ydelser = Max (0; C-B) Bonuspotentiale på fripoliceydelser = Max (0; D-A) A og B er nutidsværdierne af henholdsvis garanterede ydelser baseret på allerede indbetalte præmier og fremtidige præmier. C er nutidsværdien af de fremtidige præmieindbetalinger. D er værdien af kundens depot på opgørelsestidspunktet Diskonteringsrenten Diskonteringssatserne bliver hver dag offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside, og siden 2005 som løbetidsafhængige. Diskonteringssatserne bliver beregnet for løbetider fra 3 måneder til og med 30 år. Der er en direkte sammenhæng mellem diskonteringsrenten og størrelsen på pensionsselskabernes hensættelser. En lav diskonteringsrente medfører en højere markedsværdi af de fremtidige forpligtigelser. De forsikringsmæssige hensættelser, skal som en direkte årsag af en lav diskonteringsrente, 59

61 forøges. Sammenhængen mellem diskonteringssatserne og selskabernes hensættelser kan ses i følgende eksempel. Vi antager i et meget forsimplet eksempel, at et selskab har indgået en aftale med en kunde om en livsvarig udbetaling på 100 enheder fra det fyldte 65. år. Kunden har en forventet levealder på 15 år, og der er 5 år til pensionsalderen. Ydermere forudsætter vi, at der ikke vil blive indbetalt mere til pensionsordningen. Hvis vi starter med at kigge på nutidsværdien af denne kontrakt ud fra en diskonteringsrente, der er lig med den høje garanterede rente fra G82, på 4,5 %, får vi det beløb, som pensionsselskabet skulle hensætte før de nye diskonteringssatser blev taget i brug. Nutidsværd i 19 = t= 5 1 1,045 t * ,57 Pensionsselskaberne skal derved have hensættelser på 900,57 for at kunne honorere aftalen om 100 enheder om året, hvis diskonteringsrenten ligger på samme niveau som den garanterede rente. Den løbetidsuafhængige diskonteringsrente, som var en af de 2 muligheder selskaberne havde til at tilbagediskontere med, lå først i juni 2003 på 3,69 %. 60 Selskabets fremtidige forpligtigelser stiger, når diskonteringsrenten falder. De fremtidige pensionsydelser bliver tillagt en større vægt, da de tilbagediskonteres med en lavere rente. Nutidsværd i 19 = t= 5 1 1,0369 t * ,03 Selskabet skal hensætte 967,03 efter faldet i diskonteringsrenten for at kunne dække deres forpligtigelser. Hensættelserne er steget med 7,38 procent i dette forsimplede eksempel, hvor pensionsaftalen er forholdsvis tæt på sin afslutning, og dermed ikke så byrdefuld for selskabet som pensionsaftaler, der har længere tid, til de afsluttes. Hvis selskabet ikke har tilstrækkelige midler til at dække hensættelserne, i form af kollektiv-, individuelt bonuspotentiale eller særlige hensættelser, er det egenkapitalen, der skal ind og dække. Ændringer i diskonteringsrenten har derved stor betydning for selskabet, 60 Dette eksempel vil ikke inddrage de løbetidsafhængige diskonteringssatser, da de skal bruges i kombination med selskabets løbetider på passivsiden. 60

62 både fordi de øger hensættelserne og på den måde reducerer bufferkapitalen, som medfører en indskrænkning af investeringsmulighederne, og fordi det lægger pres på egenkapitalen i selskabet Hensættelser De nye regnskabsregler med værdiansættelse til markedspriser betyder, at der er en stor forskel på posternes størrelse afhængig af, hvilken pensionsgaranti der er givet. I et selskab, der har bestanddele af de tre forskellige garantier, på 4,5 %, 2,5 % og 1,5 %, vil opspaltningen af livsforsikringshensættelserne, under den forudsætning at markedsrenten ligger på 4,5 %, fordele sig på følgende måde. Figur 5.4 Opspaltning af livsforsikringshensættelser baseret på garanteret rente 1,5 % bestand 2,5 % bestand 4,5 % bestand Bonuspotentiale på fripoliceydelser Bonuspotentiale på fremtidige præmier Bonuspotentiale på fripoliceydelser Bonuspotentiale på fremtidige præmier Garanterede ydelser Garanterede ydelser Garanterede ydelser Kilde: Egen tilvirkning baseret på regnskabsbekendtgørelsen af 13. december 2001 I bestanddelen med 4,5 % garantierne vil der kun være en post ud af de 3 nye. Hele livsforsikringshensættelsen bliver henført under en post, nemlig garanterede ydelser, idet markedsrenten i vores eksempel er lig garantirenten. Hele hensættelsen er beregnet 61

63 til at dække de garanterede ydelser, og der er ingen ekstra buffer skabt i 4,5 % bestanddelene. Det viser også, at denne bestanddel er meget risikobetonet. Beløbet bliver ført frem og tilbage med samme rente. Anderledes ser det ud med 1,5 % og 2,5 % bestanddelene. Beløbene føres frem med markedsrenten, men tilbagediskonteres med garantirenten for at bestemme hensættelserne til de garanterede ydelser. Som det ses udgør de garanterede ydelser en meget lille del af 1,5 % bestanddelen og en lidt større for 2,5 % bestanddelen. Der er derimod skabt en betydelig ekstra bufferkapital i de to bestanddele med lavere pensionsgarantier. I de selskaber der har alle 3 garantier i samme kasse, vil man kunne se, at den ekstra buffer, som blev skabt med de nye regnskabsregler, udelukkende kommer fra de yngre bestanddele. Bonuspotentialet på de 1,5 og 2,5 % garanterede fripoliceydelser bliver i princippet brugt til at afdække solvenskravet på de ældre bestanddele med højere garanterede renter. Markedsrente (diskonteringsrenten) har i en lang periode ligget under 4,5 %, og det er blot med til at gøre problemet endnu tydeligere, idet der skal ske en styrkelse af hensættelserne på 4,5 % bestanddelen, når diskonteringsrenten falder under garantirenten. 5.3 Opdeling af forskellige pensionsgarantier i forskellige bestande Hovedparten af pensionsselskaberne har lovet flere forskellige garantisatser baseret på det samme G82 grundlag, som følge af rentefaldet, og de deraf følgende nedsættelser af den maksimale grundlagsrente. Som beskrevet kan der opstå nogle uhensigtsmæssigheder i form af omfordeling og investeringsproblematikker, når der er forskellige garantisatser i samme ordning. Derudover kan det være tungt at administrere ordninger med flere garantisatser. Nogle selskaber har som nævnt forespurgt Finanstilsynet om mulighederne for at føre differentieret investeringspolitik, og mange selskaber har efterfølgende påbegyndt en proces med i stedet at adskille de forskellige garantisatser i separate bestande. Selskaberne giver forskellige grunde til opdeling af bestandene, men en af grundene er, at det skal forhindre utilsigtede omfordelinger mellem kunder med forskellige garantier. Afgivelsen af pensionsgarantierne i forbindelse med et tilvalg af bestandsopdelingen kan desuden medføre en række fordele og ulemper. 62

64 Princippet i en bestandsopdeling er, at der bliver dannet nye ordninger, i form af en opdeling af livsforsikringshensættelser og kollektivt bonuspotentiale. Denne bestandsopdeling kan foretages på forskellige måder. I enkelte tilfælde er der sket en opdeling i forskellige juridiske enheder 61. Det mest almindelige er dog, at der blot sker en opdeling i forskellige investeringsgrupper. De fleste bestandsopdelinger består i, at selskaberne har oprettet en ny afdeling eller ny pensionsordning, som kunderne så kan vælge at blive overført til. 62 De 5 eksempler, som bliver behandlet i Pensionsmarkedsrådets rapport om bestandsopdeling, indeholder alle en ændring af pensionsgarantierne, men ellers er der stor forskel på, hvordan de enkelte selskaber har valgt at sammensætte deres bestandsopdeling. Fælles for dem er dog, at kunden skal eller kan foretage et valg om, hvorvidt de ønsker at skifte til en anden ordning, eller om de ønsker at fortsætte med de samme betingelser. Hvis kunden ønsker at skifte ordning vil det i alle eksempler betyde, at de giver afkald på deres pensionsgarantier. Når kunden giver afkald på pensionsgarantierne bør denne få nogle andre fordele til at opveje afkaldet, og selskaberne giver kunden forskellige muligheder. Nogle selskabers bestandsopdelinger medfører, at kunderne får mulighed for at foretage valg på investeringssiden, og på den måde give kunden lov til at bestemme den risiko, som kunden ønsker. Andre selskaber vælger i stedet at ændre på kundens ydelsessammensætning. Pensionskunden skal tage stilling til, om denne ønsker at skifte til den pakkeløsning, som selskabet tilbyder. Kunden skal således vælge mellem en ny kompliceret pakkeløsning eller en fortsættelse af det traditionelle produkt, som er mindst lige så kompliceret. For at kunderne kan få den viden, som er nødvendig for at kunne foretage et valg, skal selskabet informere om, hvilke konsekvenser dette valg medfører. Der må være nogle krav til hvilke oplysninger, der skal gives, samt hvordan de skal gives. Dette vil ikke blive behandlet dybdegående, men der henvises i stedet til rapport om bestandsopdeling og Rapport om kundeinformation Dette sker fx ved, at en af bestandene overføres til et andet forsikringsselskab, evt. et nyetableret søsterselskab, i henhold til LFV 233. Denne overdragelse skal så godkendes af Finanstilsynet, som skal vurdere om det er forsvarligt for kunden at der sker en overdragelse. 62 Rapport om bestandsopdeling, 2005, Pensionsmarkedsrådet 63 Rapport om kundeinformation, 2004, Pensionsmarkedsrådet 63

65 Der er en række konsekvenser ved at vælge at blive overført til de forskellige nye ordninger fra selskaberne i forbindelse med en bestandsopdeling. Den mest bemærkelsesværdige må betegnes som værende afgivelse af pensionsgarantierne til fordel for enten betinget garanti eller ingen garanti. Dette medfører en række fordele og ulemper for både kunder og selskabet. Afgivelsen af pensionsgarantierne betyder, at investeringspolitikken ikke vil være begrænset af garantierne. Det vil for de fleste kunder være en fordel, idet der kan føres en mere risikovillig investeringsstrategi, som betyder højere forventede værdier af afkastet. Andre kunder vil dog ikke opnå en fordel, idet selskaberne investerer ud fra gennemsnitskundens ønsker, og nogle kunder vil have mere gavn af den forsigtige investeringspolitik, som pensionsgarantierne medfører, end en friere investeringspolitik. Kunden har ikke nogen sikring for, at selskabet ikke vælger en investeringsstrategi, der er alt for risikobetonet. Når selskaberne forsøger at øge det forventede afkast, kan det kun foretages ved at forøge risikoen. Det betyder, at kunderne, hvis de vælger at fravælge de høje pensionsgarantierne og overgår til betingede garantier, overtager risikoen for at afkastet falder under de tidligere pensionsgarantier, og kunderne afskriver sig fra, at selskabets egenkapital dækker dette. Ved fravælgelse af garantierne falder kravet til hensættelserne, og det har vist sig, at give udslag i enten en tildeling af en engangsbonus eller at kundens betaling for rentegaranti reduceres. 64 Overgangen til ordninger, hvor pensionsgarantierne bortfalder, reducerer risikoen for utilsigtede omfordelinger mellem kontrakter med forskellige pensionsgarantier. For selskaberne er der åbenbare fordele ved, at kunderne fravælger pensionsgarantierne. Kravet til hensættelserne falder, og presset på selskabets egenkapital lempes, da risikoen for, at egenkapitalen skal dække et eventuelt negativt realiseret resultat, mindskes. Risikoforrentningen på egenkapitalen bør således også reduceres, og det vil betyde højere forventet forrentning for kunderne. 64 Rapport om bestandsopdeling, 2005, Pensionsmarkedsrådet 64

66 Nogle af bestandsopdelingerne medfører en betinget garanti, mens andre i stedet giver kunden mulighed for at vælge investeringsstrategi. I ordninger med betinget garanti er der stadig ret til bonus, hvorimod der i ordninger, hvor kunden har kontrol over investeringerne, af gode grunde ikke er indeholdt et bonuspotentiale. Dermed er risikoen for utilsigtede omfordelinger i forbindelse med overførsel til og fra bonuspotentiale også helt fjernet. Valgfriheden i investeringerne betyder, at kunden fuldt ud bliver tilskrevet den forrentning, som depotet opnår, og risikoprofilen kan tilpasses den enkelte kundes behov i forhold til risikopræference og tidshorisonten på pensionsaftalen. Kunden bliver derved også udsat for hele risikoen for et negativt investeringsafkast. Det må vurderes individuelt for hver kunde, om det er en fordel eller ulempe, at skulle tage stilling til en investeringsstrategi, men overordnet set, må valgmuligheder i investeringerne betegnes som et positivt tiltag. Tiltaget fjerner dog den sikkerhed, som kunden har i, at pensionsopsparingen bliver forrentet med en minimums rente, som for nogle kundegrupper er mere værd end individuelle investeringsmuligheder. Bestandsopdeling, som fremstillet her, er en fordel for pensionsselskaberne. Pensionsgarantierne har i lang tid været generende, og fordelene ved at kunderne fravælger garantierne overstiger enhver ulempe, der er forbundet med et skifte. Pensionsselskaberne skal fremlægge passende materiale til kunderne, så de har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag at vælge ud fra. Dette medfører nødvendigvis nogle udgifter for pensionsselskaberne, både at udvikler de nye bestande samt producere materialet til kunderne. Der er dog også udgifter ved det administrative arbejde, der ligger i at have forskellige garantier i samme bestande, som vil blive elimineret ved en fuldstændig bestandsopdeling. Pensionsgarantierne bliver betragtet som en byrde for selskaberne, og de lægger et stort pres på egenkapitalen med markedsrenter under garantierne. Fravælgelsen af garantierne betyder også, at selskabets forpligtigelser overfor kunden formindskes. Bremerudvalget foreslår også bestandsopdeling efter den garanterede forrentnings størrelse, som et løsningsforslag til at løse problemet om enhver form for omfordeling mellem pensionskunderne Nye produkter 65 Større valgfrihed i pensionsopsparing, 2003, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. 65

67 Den traditionelle løsning på pensionsselskabers underforrentning har været juridiske og regnskabstekniske krumspring. På grund af de truende garantier har det danske pensionsmarked dog også arbejdet med mere varige løsninger i form af egentlig produktudvikling. Pensionsselskaberne har udviklet en række produkttyper, der bl.a. skal få kunderne til at flytte væk fra det traditionelle produkt, specielt dem med høje garantier. Blandt de nye tiltag er en øget fokus på unit link produkterne samt udviklingen af de nye livscyklusprodukter, der kombinerer de bedste egenskaber fra henholdsvis det traditionelle pensionsprodukt og unit link. De nye produkter er markedsført under navne som Tidspension (Codan), Markedspension (Codan), vækstpension (Nordea) og Danica Balance (Danica). Derudover har nogle pensionsselskaber udviklet andre løsninger på garantiproblemet, heriblandt PFA der har udviklet KundeKapital, der har en positiv virkning på selskabets buffer. Det anføres endvidere, at det ikke er overraskende, at så mange kommercielle selskaber har valgt at udvikle og markedsføre varianter af livscyklusproduktet. Derimod kan det give anledning til undren, at de tvungne kollektive firma- og pensionsordninger ikke er ihærdige med at introducere livscyklus produktet, som deres primære produkt. 66 Produktet er teoretisk velfunderet. Ydermere kombineres fordelene ved kollektiv investering med individuel tilpasning. Endelig undgår det nye produkt de uigennemskuelige omfordelinger, som det traditionelle produkt lider under Brandslukning og produktudvikling 67 Det traditionelle pensionsprodukt har indbyggede garantier, som der ikke opkræves særskilt betaling for. Indtil Bremerudvalgets rapport har myndighederne traditionelt været positivt indstillet overfor garantierne 68, fordi det giver kunderne noget 66 Noget tyder på en konflikt mellem, at der fra politisk side ønskes at der spares så meget op så muligt, samtidig med at kunderne bør have størst mulig frihed til at placere deres midler. I opbrud på pensionsmarkedet af Grosen & Harbjerg, argumenteres der for at reducere opsparingsniveauet i de tvungne ordninger og lade opsparerne benytte sig af de øvrige muligheder der er for valgfri pensionsdækning, uden at det ender med at en befolkning sparer for lidt op. 67 Dette afsnit tager udgangspunkt i artiklen, Nye produkter på det danske pensionsmarked, Anders Grosen, med selv samme overskrift. 68 En af udvalgets hovedopgaver var netop at overveje betydningen af brug af pensionsgarantier for medlemmers frihed til at placere og forvalte pensionsopsparing. 66

68 umiddelbart håndgribeligt og ufravigeligt at støtte sig til i deres vurdering af det afkast, de minimum kan forvente i henhold til begrebet garanti. 69 Det vedvarende fald i markedsrenten kombineret med aktiekursfaldet fra 2000 til 2002 har medført, at mange pensionsselskaber, baseret på det traditionelle produkt, er så pressede af de udstedte garantier, at også myndighederne betvivler garantiernes hensigtsmæssighed. Pensionsselskabernes problem er, at de høje garantier truer deres solvens og indebærer en forsigtig investeringspolitik, der ikke nødvendigvis matcher kundernes behov. For kunderne er det primære problem, at investeringspolitikken dikteres indenfor rammerne af de afgivne garantier, frem for at imødekomme kundernes behov og selskabets forventninger til de fremtidige afkast. Ydermere gør flere garantier i samme pulje det kompliceret at undgå utilsigtede omfordelinger og begrænser gennemskueligheden. Det er pensionsselskabernes forsøg på at reducere truslen fra pensionsgarantierne, der har ført til produktudvikling. Der må skelnes mellem to typer produktudvikling. Den ene type kan betegnes som en brandslukningsøvelse 70, hvor selskaberne løbende har afpasset forsikringsbetingelser og bonusvilkår på eksisterende kontrakter for at mindske garantierne. Denne disciplin behandles nærmere i afsnittene om de juridiske dele af pensionsordningen. Den anden type er egentlig produktudvikling. Der er udviklet unit link-varianter både med og uden afkastgarantier. I modsætning til det traditionelle produkt betaler kunderne eksplicit for garantien, såfremt en sådan ønskes Unit link I en unit link pensionsordning vælger kunden sammensætningen af et antal produkter på såvel forsikringsdelen som på opsparingsdelen. Dette indebærer, at kunden selv skal træffe en række valg og har ansvaret for samme. De overvejelser, der bør ligge til grund for valgene, er bl.a., prisen på forsikringsdækningen, hvor stor en del af præmien der går til opsparing, afkastet på investeringerne og hvilke omkostninger der er forbundet med dette system. Unit link er netop kendetegnet ved, at pensionskunden har valgfrihed med hensyn til at vælge kapitalforvalter, investeringspuljer og eget risikoniveau. Denne 69 Anders Grosen mener i samme retning, at myndighederne nærmest har opfattet garantierne som en slags >>forbrugerbeskyttelse<<. 70 Fokus på pensionskundernes afkastrisiko, s. 5, Anders Grosen og Peter Løchte Jørgensen. 67

69 valgfrihed indebærer, at bagsiden af medaljen er, at investeringsansvaret overlades til pensionskunden, som almindeligvis ikke har forudsætningerne for at administrere denne valgfrihed. Med unit-link udvælges forskellige fonde, der sikrer, at kunderne får mulighed for størst mulig spredning. Der er både tale om spredning over forskellige fonde og spredning over enkeltpapirerne i de enkelte fonde Livscyklusprodukterne Livscyklusprodukterne indrettes på den måde, at der tages hensyn til, at det typisk er optimalt at have en højere aktieandel, jo længere tid der er til pensionstidspunktet. Selskabet varetager den individuelle tilpasning af investeringen på grundlag af den enkelte kundes alder. Kundens midler fra aktiepuljen overføres til obligationspuljen efterhånden, som pensionstidspunktet rykker nærmere. På den måde reduceres porteføljens sårbarhed overfor udsving, når der er få år tilbage, før pensionstidspunktet indtræder. Fordelen ved dette produkt er, at pensionskundens midler forrentes med markedsafkastet af de fonde, som opsparingen er anbragt i. Der er således ikke tale om, at afkastet bliver forrentet med en garanteret depotrente, hvilket det traditionelle G82 produkt indebærer Livscyklus med garanti Man kan spørge sig selv: Hvorfor vælger en række selskaber at tilknytte en garanti til en unit link pensionsopsparing, når erfaringerne viser, at afkast under den garanterede forrentning er et truende scenarie? Beregninger 71 viser, at garantierne er dyrt købte i forhold til den begrænsede yderligere sikkerhed, som kunderne stilles i udsigt til omkring de fremtidige potentielle udbetalinger. Dvs. selskabernes fortjeneste på garantierne er høj. Garantierne begrænser kundens investeringsvalgmuligheder, fordi der er tilknyttet investeringsregler, der sikrer, at der kun er en meget lille risiko for, at kunden realiserer 71 Unit Link pensionsopsparing med udbetalingsgaranti af Svend Jacobsen 68

70 et tab, som pensionsselskabet skal dække. Hvis en 0 % -garanti skulle komme i pengene, kan garantien selvsagt ikke være noget værd for kunden. Det vil mod forventningen forudsætte, at selskaberne skulle være i stand til at overleve et negativt markedsafkast i opsparingsperioden, dvs. typisk år. Selskaberne forbeholder sig retten til at modificere investeringsreglerne og gebyrerne. Dermed kan selskaberne i høj grad selv justere på indtjeningen, hvilket bidrager til at holde selskaberne fra afgrunden. Det er favorabelt for pensionsselskaberne, at kunden både betaler gebyrer for valgfrihed mellem udvalgte formueforvaltere i sin unit link ordning og betaler et andet gebyr der eliminerer valgfriheden. 72 Jacobsen 73 anfører: Det at øge gebyrer og ændre investeringsregler vil naturligvis slide på kundetilfredsheden. Men skulle kunden vælge at flytte, så mister kunden sin garanti, og dermed løser problemet sig selv. Noget tyder således på, at det er selskaberne, der har fat i den lange ende, uden kunderne nødvendigvis er helt afklaret omkring kompleksiteten i de angivne betingelser. Man kan med rette anføre, at der ikke er lovet for meget, så i den snævre optik er der tale om, at branchen har forbedret sig. Dermed er det til afsnittet indledende spørgsmål besvaret. Mange nye kunder vil formodentligt finde de nye produkter attraktive. Pensionsselskaberne kan håbe på, at nogle af de eksisterende kunder med høje pensionsgarantier vil finde det attraktivt at flytte deres opsparing over i en livscyklusordning, så de slipper af med de problematiske pensionsgarantier under de traditionelle ordninger PFA KundeKapital PFA holder krisen på afstand ved at tilbyde en variant, der ligeledes forbedrer bufferen under navnet kundekapital. Kundekapital fungerer på den måde, at 5 % 74 af kundens indbetalinger ikke er garanteret en bestemt forrentning. Med KundeKapital overføres et beløb til Individuel KundeKapital, der svarer til 5 procent af indbetalingerne i pensionsordningen. Her forrentes de med mindst samme rente som PFA s egenkapital. Med kundekapital påtager kunderne sig en risiko, fordi de stiller kapital til rådighed for PFA. Pengene risikerer at gå tabt, hvis selskabet kommer i uføre. Finanstilsynet har 72 Kunder, der efterspørger garantier, kunne alternativt i stor udstrækning opnå den samme sikkerhed ved at reducere deres aktiebeholdning og omlægge til obligationer, når de nærmer sig pension. 73 Unit Link pensionsopsparing med udbetalingsgaranti af Svend Jacobsen 74 Hvilket passer fint med LFV s krav om en mindste basiskapital på 4,5 %. 69

71 tilladt, at PFA indførte kundekapital uden nødvendigvis at spørge deres kunder. Havde PFA ikke indført kundekapital, skulle de have brugt en del af årets afkast til at (gen)opbygge deres basiskapital. Dermed ville det have været nødvendigt at begrænse kundernes forrentning, hvis kundekapital ikke blev indført. 75 Udover det primære formål at basiskapitalen genopbygges af kunderne selv, er fordelen for PFA selvfølgelig, at 5 % af indbetalingerne ikke skal garanteres en forrentning, samtidig med at den nævnte andel kan placeres i mere risikofyldte investeringer, der igen kan øge forrentningen. Kunderne hensætter i princippet et beløb som ekstra reserve hvert år, der er højere end selskabernes solvenskrav. Selskabet sikrer derved, at det i fremtiden på alle nye indbetalinger har den fornødne bufferkapital, der direkte betyder en forøgelse af investeringsmulighederne, og en lempelse af presset på egenkapitalen. 5.5 Delkonklusion Der er sket meget på pensionsmarkedet siden Både fra pensionsselskabernes og det offentliges side. Efter i en årrække, hvor det praktisk talt kun var Finanstilsynet, der i kraft af nedsættelse af grundlagsrenten over to omgange, senest i 1999, har gjort noget for at komme de potentielle problemer, som pensionsgarantierne kan medføre, til livs, er der sket nytækning både i reguleringen af pensionsselskaberne, i afdækningen af pensionsgarantierne samt i udviklingen af nye produkter. Pensionsbranchen har i lang tid passivt set på, at markedsrenten er faldet under den garanterede rente. Det har medført nogle økonomiske problemer, som blev gjort synlige, da det nye tilsyn med Finanstilsynets trafiklys blev taget i brug. Pensionsbranchens solvens som helhed blev sat under pres, og i de nye regnskabsregler, der trådte i kraft i 2002 indeholdte en ny buffer i form af bonuspotentiale på fripoliceydelser, hvilket hjalp mange selskaber. I tiden efter 2002 er pensionsselskaberne dog begyndt at indse problemerne med 4,5 % garantierne, og der er sket en massiv afdækning af risikoen ved hjælp af afledte finansielle instrumenter. Derudover har selskaberne gjort meget for at komme af med garantierne. Dette er sket både ved at lave bestandsopdeling, hvor kunderne i de fleste tilfælde skal opgive deres garantier, mod at opnå andre fordele. Selskaberne har tillige udviklet nye produkter enten uden garantier, eller andre features, som Kunde Kapital, der hjælper selskaberne 75 Jf. Spørgsmål og svar, PFAs hjemmeside. 70

72 med at leve op til garantierne. De nye produkter er blevet kraftigt promoveret for at få flyttet kunder med de høje garantier væk fra de gamle ordninger. Det forhold, at selskaberne har igangsat tiltag med henblik på at slippe af med garantierne, tydeliggør, at garantierne udgør et problem for selskaberne. 6.0 Pensionskontrakterne Pensionsgarantierne er fastlagt i de kontrakter, der er indgået mellem kunde og pensionsselskab. Der har længe været tvivl om, hvorvidt pensionsselskaberne har indgået aftale med kunderne om en ydelsesgaranti eller en rentegaranti. Formålet med dette afsnit er, på et generelt plan, at finde de centrale forhold, der er afgørende for, om der er tale om en ydelsesgaranti eller en rentegaranti. Problemstillingen om ydelsesgarantier og rentegarantier er opstået som følge af, at elementerne i G82 ikke er harmoniseret med de juridiske spilleregler, der er gældende i forbindelse med indgåelsen og vedligeholdelsen af pensionsforsikringsaftalerne. Vurderingen af, om der er givet ydelses- eller rentegaranti er blevet et reelt problem efter en lang periode med lav rente. Der en tendens til, at problemet ikke længere kan nedtones, udsættes eller løses af økonomisk vej, men i stedet skal løses rent juridisk. I forhold til problemstillingen ydelses- eller rentegaranti behandles lange uopsigelige kontrakter, pensionsselskabernes ansvar samt markedsføring. 6.1 Kort om aftaler Det er grundlæggende for et udviklet samfund med et raffineret omsætningsliv, at aftaleparterne kan have tillid til, at deres gensidige løfter er bindende. Denne tilstand har hersket meget længe i dansk ret jf. Danske lov og 5-1-2: Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver. [og] Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere. Som det ikke overraskende fremgår, har parterne pligt til at efterleve, hvad der må være lovet og 71

73 holde aftalen i alle dens enkeltheder. At aftaler skal overholdes i alle dens enkeltheder, forekommer at være en klar regel. Problemet opstår, når der er uenighed mellem parterne om, hvordan enkelthederne i en aftale forpligter. Aftaler kan også løbe over så lang tid, at visse enkeltheder ikke er en udtrykkelig del af aftalens indhold, fordi der ved aftalens indgåelse ikke er taget højde for senere indtrufne omstændigheder. Det er her aftalens retsvirkninger må fastlægges ved hjælp af fortolkning og udfyldning af aftalen. Derunder kan forskellige juridiske indgangsvinkler bringes på banen. 6.2 Lange uopsigelige kontrakter Hensigten med dette afsnit er at redegøre for, hvorfor, der er særlig grund til at tilsidesætte eller justere dele af en langvarig kontrakt. Det er den væsentlige tidsmæssige udstrækning af en aftaleparts (eller begge parters) bundethed, der kan føre til indgreb i vilkårene. Lange kontrakter som indeholder pensionsgarantier, kan blive for byrdefulde for pensionsselskaberne, og pensionsselskaberne kan derfor få brug for, at få løsnet op for de vilkår, som garantierne indebærer. Dette kan komme på tale både i situationer, hvor ydelsesgarantier og rentegarantier må være aftalt. Forudsætningen for at justere på de i udgangspunktet for selskabet bindende vilkår er, at omstændighederne efter aftalens indgåelse skal have udviklet sig i en ekstrem retning, og at selskabet ikke kunne eller burde kunne tage højde for den retning, som omstændighederne må have udviklet sig i. I en ikke tidsbegrænset kontrakt med en klausul om uopsigelighed, kan den ene af parterne efter en vis tid have behov 76 for at komme ud af aftalen eller få ændret særligt snærende vilkår. Da det ligger fast, at pensionsselskabet ikke kan opsige kontrakten, vil det i stedet kunne overvejes om selskabet kan påberåbe sig princippet i generalklausulen i aftalelovens eller andre lignende juridiske redskaber, der giver mulighed for at regulere. 76 I forhold til tidsbegrænsede uopsigelige kontrakter vil behovet for regulering i tidsubegrænsede kontrakter, alt andet lige, så meget desto mere, være til stede. 77 Aftl. 36: En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler. Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. 72

74 Praksis på uopsigelighed i lange kontrakter er ganske begrænset. Hans Henrik Edlund anfører, at det er vanskeligt med sikkerhed at konkludere andet, end der i hvert fald skal være tale om helt ekstreme situationer, før end aftalelovens 36 af domstolene anvendes til at regulere de enkelte vilkår i kontrakterne. 78 Ved indgåelsen af langvarige kontrakter kan der ikke tages højde for alt, hvad der må kunne opstå i kontraktens løbetid. Forefindes der ikke udtrykkelige bestemmelser i lov eller kontrakten, finder de almindelige obligationsretlige principper anvendelse til fortolkning og udfyldning af, hvad der må have været den fælles mening med kontrakten. Parterne kan ende op i brydningsfeltet mellem princippet om, at kontrakter skal holdes (pacta sunt servanda), og det ligeledes anerkendte princip, at omstændighederne i visse tilfælde kan have udviklet sig i en så ekstrem retning, at retssystemet er nødsaget til helt eller delvist at ophæve kontraktens bestemmelser, da opfyldelse heraf vil være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig (clausula rebus sic stantibus). 79 En fravigelse af forpligtigelserne i en kontrakt i tilfælde, hvor ekstreme begivenheder har fundet sted, kan have hjemmel flere steder. Læren om bristede forudsætninger, kontrolansvaret og aftaleloven 36 synes at være de vigtigste i Norden. 80 Regelsættenes indbyrdes relation giver stadig anledning til uenighed i teorien. Regelsættene giver i stor udstrækning adgang til at regulere i kontrakternes indhold, præcis som hvis kontrakterne havde udtrykkelige hardship- og/eller force majeure bestemmelser herom. Dette er der i øvrigt heller ikke fuld enighed om i teorien. Begrebet hardship tager almindeligvis sigte på faktiske, økonomiske eller retlige forhold, der gør en aftaleforpligtelse væsentlig mere byrdefuld for en aftalepart, end denne kendeligt for modparten havde kalkuleret med ved aftaleindgåelsen. At en sådan opfyldelse viser sig mere byrdefuld hænger ofte sammen med, at aftalen er længerevarende 81 Hardship har ikke hjemmel i lov, men antages almindeligvis at adskille sig fra begrebet force majeure på den måde, at den uventede byrde ikke gør det tilnærmelsesvist umuligt at opfylde aftalen 82. Hans Henrik Edlund finder i sin analyse 83, 78 Opsigelse og uopsigelighed, s 9, Hans Henrik Edlund. 79 Regulering af langvarige kontrakter, s 1, Hans Henrik Edlund. 80 Regulering af langvarige kontrakter, s 5, Hans Henrik Edlund. 81 Lærebog i obligationsret, ydelsen beføjelser, s 196, Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky. 82 Lærebog i obligationsret, ydelsen beføjelser, s 196, Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky. 83 Regulering af langvarige kontrakter, s 7-8, Hans Henrik Edlund 73

75 som er citeret i nedenstående boks, frem til, at der kan peges på visse gennemgående træk i teorien. Boks 6.1 For det første lader det sig ikke gøre entydigt at definere de her omhandlede begreber og at afgrænse dem i forhold til hinanden. Afbestilling, annullation, fritagelse for naturalopfyldelse, offergrænse, force majeure, jämkning m.v. dækker en række nært beslægtede retlige tilfælde. For det andet er der ingen tvivl om, at alle tager udgangspunkt i den klare hovedregel, at kontrakter er bindende (pacta sunt servanda). Enigheden rækker også til at anerkende, at omstændighederne i særlige situationer [vores fremhævning] kan have udviklet sig således, at der kan blive tale om, at en part helt eller delvist kan fritages for at naturalopfylde og eventuelt tillige for at betale erstatning. For det tredje ses der at være almindelig enighed om, at man kan blive fritaget for pligt til at naturalopfyldelse (og svare erstatning) i de tilfælde, hvor realkreditor ikke kan få dom til naturalopfyldelse, fordi dette enten er umuligt eller meget uhensigtsmæssigt, og hvor realdebitor ikke på nogen måde har handlet uagtsomt eller burde have taget højde for de nu indtrufne omstændigheder i forbindelse med kontraktindgåelsen [vores fremhævning]. De omtalte fænomener forekommer at være retssystematiske samlebetegnelser, der bringes i anvendelse i tilfælde, hvor den normale afvikling af et kontraktforhold forstyrres af et eller flere af følgende typetilfælde, som f.eks. er oplistet af Krokeide: Præstation af aftalte ydelser hindres af retlige eller fysiske årsager Det bliver uventet farligt at præstere en ydelse Det bliver uventet byrdefuldt at præstere en ydelse Realkreditor har ikke længere behov for den aftalte ydelse. Det første punkt på listen har relevant været til overvejelse i forbindelse med de ændrede beskatningsforhold (retlig årsag) 84. Det er det tredje punkt på listen, der har været meget tæt på at være særligt relevant for pensionsbranchen, jævnfør den beskrevne udvikling i forrentningen af pensionsmidlerne. Det er hensigten med vores fremhævninger i ovenstående citat at understrege, at omstændighederne i særlige situationer kan have udviklet sig således, at en part (Pensionsselskaberne) kan gøres fri af sine forpligtelser. Fritagelsen er også betinget af, at pensionsselskaberne ikke har handlet uagtsomt eller burde have taget højde for udviklingen ved indgåelse af kontrakten. Hans Henrik Edlund når i analysen 85 frem til at have påvist, at hardship- og force majeure-bestemmelser i UNIDROIT Principles 86 og PECL 87 dækker alle de situationer, 84 Kammeradvokatens responsum, s. 46 f, M. Gregers Larsens. 85 Regulering af langvarige kontrakter, s 18, Hans Henrik Edlund. 74

76 der normalt subsumeres under de forskellige retsregler, der i Norden betegnes som vis major, jämkning, bristede forudsætninger, annullation, afbestilling, offergrænse, ophør af pligten til at naturalopfylde m.v. Det konkluderes endvidere, på baggrund af en gennemgang af nordisk retspraksis, at de elementer, der er indeholdt i hardship- og force majeure-reglerne i UNIDROIT Principles og PELC, i vidt omfang har været anvendt i retspraksis, dog under andre betegnelser, uden at force majeure- eller hardship-lignende regler nødvendigvis har været udtrykkeligt vedtaget i kontrakterne. Meget væsentligt tilvejebringer analysen 88, via udledning af den udvalgte retspraksis, at der kan peges på en tendens til, at der i stigende grad reguleres og justeres i aftaler frem for at erklære dem ugyldige eller ophæve dem. De spørgsmål, der så er tilbage at vurdere på i denne sammenhæng er, hvilke betingelser der skal være opfyldte, for at selskaberne kan siges at være i en så ekstrem situation, og om selskaberne kan antages at have handlet uagtsomt eller burde have taget højde for senere indtrufne omstændigheder i forbindelse med kontraktindgåelsen. Det er uagtsom adfærd at give en for høj rentegaranti eller bonus tilskrivning (der ikke er betinget). Samtidig er oplysnings- og loyalitetspligten 89 tilsidesat, hvis kunderne er blevet underrettet om de begrænsede afkastmuligheder på et meget sent tidspunkt i forløbet. Hvis det viser sig hos de enkelte selskaber, at de har optrådt uagtsomt eller tilsidesat fx deres loyalitetspligt, mistes muligheden for at kunne benytte de særligt gunstige retsvirkninger i medfør Aftalelovens 36, forudsætningslæren og umulighed. Muligheden for at benytte de særligt gunstige retsvirkninger er yderligere begrænset af den risiko, der er for, at argumentationen ikke kan bære, da der er tale om særdeles konkrete vurderinger af omstændighederne i de enkelte sager. 86 Det er regler der eksisterer og er kommenteret i UNIDROIT Principles of International Comercial Contracts 2004 og er udgivet af International Institute for the Unification of Private Law i Rom. 87 På baggrund af Lando & Beale: Principles of European Contract Law Parts I and II fra 2000 udgivet af kluwer Law International. 88 Regulering af langvarige kontrakter, s 18, Hans Henrik Edlund 89 Loyalitetspligten beskrives således af Mads Bryde Andersen: Hvad enten dette er direkte udtalt eller blot stiltiende forudsat ( står mellem linjerne ), bør parterne have en vis forpligtelse til i et vist omfang at udfolde faktiske bestræbelser for at varetage hinandens interesser. Dette princip finder ligefrem udtryk i en alment anerkendt grundsætning, hvorefter der påhviler parterne i et aftaleforhold en gensidig pligt til i et rimeligt omfang at varetage hinandens interesser, hvor den pågældende interessent ikke selv umiddelbart formodes at gøre det, og hvor en manglende varetagelse af disse interesser kan føre til risiko for tab eller lign 75

77 6.3 Pensionsselskabernes ansvar Der er flere argumenter for, at branchen kan have et ansvar for, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem de afgivne garantier og deres mulighed for at præstere det dertil krævede afkast. I tiden omkring G82 tilblivelse forekom sondringen mellem ydelsesgaranti og rentegaranti ikke væsentlig i branchen. Den påstand er ikke vanskelig at stå inde for, idet renteniveauet lå meget højt på det tidspunkt, og kan fx bekræftes ved følgende citat: Når man i 30 år har befattet sig med reguleringen af forsikringserhvervet, er det naturligt at spørge sig, hvorledes man tidligere mødte dette problem. Rentegarantier er givet lang tid tilbage i tiden I Pensionskassebetænkningen af 1987 et aktuarmæssigt mesterværk var grundlagsrenten stadig uproblematisk, og en skarp sondring mellem rentegarantier og ydelsesgarantier talte ingen om 90. Dog bør det give anledning til undren, at grundlagsrenten blev opfattet som helt uproblematisk på dette tidspunkt, fordi den lange rente ligger på 6 % efter afgift i udgivelsesåret og var nede på 5 % året før, i Se evt. Figur 3.2. På den baggrund har der, selv ikke i disse år, været særlig begrundelse for at opfatte grundlagsrenten som uproblematisk, men synes at skulle lidt længere tilbage i tiden for at en sådan opfattelse var berettiget. Allerede i 1988 forudså Arbejdsmarkedspensionsudvalget 91 en realrente på nul efter år 2000 ville være sandsynlig. Det blev der ikke reageret på fra pensionsselskaberne side. Heller ikke de graverende lave egenkapitaler forud for de kraftige stigninger på aktiemarkedet i gav anledning til nytænkning 92. Professionelle ledelser bør reagere på et sådant stærkt forandret risikobillede. På den baggrund er det klart, at mange pensionsselskaber har handlet ansvarspådragende, idet de viste eller burde vide, at garantierne allerede dengang var problematiske. Hvordan rentegarantiproblematikken har kunnet komme bag på ledelserne kan dårligt forklares, men selskaberne har traditionelt ikke prissat rentegarantien separat 93. Der kom 90 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 12, Christen Boye Jacobsen. 91 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 12, Christen Boye Jacobsen. 92 Se ligeledes Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 12, Christen Boye Jacobsen. 93 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 12, Christen Boye Jacobsen. 76

78 først fokus på en betaling for rentegarantierne i 1998 i forbindelse med Finanstilsynets rapport om betaling af rentegaranti. Selskaberne har ikke haft overblik over de konsekvenser, det ville medføre, når markedsrenten er lavere end den ifølge kontrakten garanterede rente. Den option kunderne har på at få den garanterede rente i stedet for den forrentning, der kan fås i markedet, træder netop i kraft, når markedsrenten er lavere. Der har som tidligere anført været reageret alt for sent. Det gælder både myndigheder og pensionsselskaber. Dertil kommer, at en væsentlig del af forklaringen på forvirringen kommer af, at forsikringsbranchen har en lang tradition for dårlig og uprofessionel affattelse af aftaler, som her hævner sig Markedsføring Siden begyndelsen af 1980érne har den tiltagende konkurrence på pensionsmarkedet skabt et øget fokus på, hvor stort et afkast kunderne umiddelbart kunne opnå. Med henblik på at opnå bedre vilkår, var det blevet almindeligt at skifte pensionsselskab. Denne intense konkurrencesituation førte til, at nogle forsikringsselskaber, i forbindelse med deres markedsføring af pensionsprodukterne, har præsenteret disse på en måde, som af nogle kunder naturligt er blevet opfattet som en rentegaranti. En rentegaranti der forstås således, at der loves en fast garanteret minimumsrente hvert år. En del af selskabernes garantiproblemer kan være skabt på baggrund af optimistisk eller juridisk uomhyggelig markedsføring. Markedsføringsloven befordrer krav om god markedsføringsskik. Indeholder markedsføringen 95 uheldige løfter (som ikke er rene anprisninger) bindes selskaberne heraf efter Danske Lov og Det er ansvarspådragende, hvis selskabet eller dets befuldmægtig har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for købers bedømmelse af salgsgenstanden i annoncer eller andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller købers kundskab, jf. købelovens 76, stk. 1, nr. 1 og 2. De generelle løfter om rentegarantier er afgivet i bl.a. markedsføringen og kan bekræftes med artiklen 96 Det politiske spil om rentegarantien, citat: Det er en vigtig del af historien, at pensionsselskaberne har brugt rentegarantierne aktivt i konkurrencen om 94 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 12, Christen Boye Jacobsen. 95 Med markedsføring menes de foranstaltninger, der træffets for at fremme salget, dvs. reklame, salgsmetoder mv. der ligger udover indholdet af selve den (standard)-kontrakt der indgås. 96 Det politiske spil om rentegarantien, s 2, Peder Harbjerg Nielsen og Anders Grosen 77

79 kunderne. Dette er antageligt baggrunden for, at langt hovedparten af selskaberne hele tiden har markedsført den højest tilladte rentegaranti, selv om det i flere år har stået klart, at det forøger det enkelte selskabs konkursrisiko betragteligt. Den intense markedsføring af garantierne i såvel den generelle markedsføring som i udformningen af de enkelte kontrakttilbud betyder antageligt, at kunderne har et retskrav på de afgivne garantier. Det er konkurrencen om kunderne, der har bidraget væsentligt til omtalen rentegaranti, ligesom konkurrencen har medført løfter om rentegarantier på et maksimalt og kritisk højt niveau. Boye Jacobsen er ikke i tvivl om, at formodningsreglen er, at forsikringsselskabets erklæring må fortolkes som en garanti. Med forbehold for en domstolsafgørelse anfører Boye Jacobsen, at >>prøvet lære og tradition<< (adfærden gennem årtier og det gængse sprogbrug) skaber formodning for grundlagsrentegaranti. Man kan nok også tilføje, at adfærden og gængs sprogbrug synes at tale imod at kalde garantien en ydelsesgaranti. 97 Når pensionsselskabets mening afviger fra det normale, skal det gøre opmærksom på dette, selvom meningen kan dækkes af ordlyden. Sidst i 90érne forsvandt omtalen rentegaranti som dug for solen og blev pludselig erstattet af et helt nyt ord ydelsesgaranti. Lotte Aakjær Jensen 98 bekræfter samme udvikling: Pensionsordninger er ganske svære at forstå og derfor betyder det også ganske meget for forbrugernes forståelse, hvordan ordningerne markedsføres og omtales. Vores anke mod selskaberne går derfor meget på eksempelvis, at selskaberne ALTID omtalte garantierne som rentegarantier indtil de blev økonomisk ufordelagtigt for dem, så hed det pludselig en ydelsesgaranti. Det ord eksisterede ikke før Ydelsesgaranti eller rentegaranti? Det kan ikke forventes, at kunderne har den indsigt i G82, der indebærer viden om, at grundlaget bygger på ydelser, og at der i den forbindelse kan opstå tvivl om, hvorvidt en rentegaranti er mulig i overensstemmelse med den almindelige opfattelse af garanti. Den forventning kan der, så meget desto mere, ikke være plads til, når 97 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 14, Christen Boye Jacobsen. 98 Lotte Aakjær Jensen er økonom i Forbrugerrådet 99 Se bilag 2 78

80 tilsynsmyndigheder og selskaberne ikke selv er klar over rentegarantiernes berettigelse på grundlag af G82. Begrebet viljeserklæring udspringer af det tyske: Willenserklærung og dets to delbegreber vilje og erklæring henviser dels til en subjektiv viljesfaktor ( vilje ), dels til et objektivt konstaterbart udtryk heraf ( erklæring ). 100 Det helt centrale, der kan konstateres i relation til rentegarantiproblematikken er, at der ikke kan være sammenhæng mellem de erklæringer kunderne (omverdenen) har modtaget, og selve ordlyden af G82 som kan sidestilles med selskabernes subjektive vilje, hvor alene en ydelsesgaranti er mulig. Usammenhængen er også åbenbar for Forbrugerrådet, hvor økonom Lotte Aakjær Jensen efter domsfældelsen i U Ø med ærgrelse har udtalt sig om, hvordan pensionsselskaberne generelt har fremlagt pensionsgarantier gennem tiden. Man har signaleret bredt til folk, at der er blevet givet en rentegaranti. Og den almindelige forbruger har ikke noget forhold til det tekniske beregningsgrundlag, som pensionerne bygger på. De har et forhold til, hvad pensionsselskaberne siger i almindelig tale. 101 Forbrugerrådet har fulgt sagen nøje og mener ikke, at dommens udfald hænger sammen med, hvordan pensionsselskaberne har fremlagt pensionsgarantierne gennem tiden. 102 Det, som selskaberne efter deres eget udsagn i flere tilfælde har forsøgt at præcisere, er, at der alene foreligger vilje til (et løfte om) ydelsesgaranti. Det er af kunderne blevet opfattet som en retræte fra, hvad der efter deres opfattelse oprindeligt lå i selskabernes erklæringer (løfter) om rentegaranti. Man kan overveje, om det er forsvarligt at lade grundlaget indgå som et fortolkningsmoment, når både tilsyn og selskaber har været i tvivl om, hvorvidt der overhovedet kunne aftales rentegaranti, når koncessionen bygger på et grundlag baseret på ydelser. Det afgørende for om der foreligger ydelsesgaranti eller rentegaranti er, hvad der er aftalt mellem pensionsselskabet og kunden. Det betyder, at der i det enkelte tilfælde må tages stilling til det konkrete indhold af pensionsaftalen, således at aftalerne må fortolkes enkeltvis. Det er ikke forsikringspolicen og forsikringsbetingelserne alene, der 100 Grundlæggende aftaleret, s 82, Mads Bryde Andersen. 101 DR s hjemmeside, DR s hjemmeside, 79

81 udgør aftalens indhold. Til aftalens indhold hører også en række andre momenter med signifikant betydning for, hvordan aftalen må fortolkes. Til aftalens indhold hører pensionsselskabets salgsmateriale, assurandørernes løfter og den løbende korrespondance mellem pensionsselskab og kunde, fx opgørelsen over opsparingen. Pensionsselskabets forsikringstekniske grundlag vil også være et fortolkningsbidrag, der kan bringe klarhed over rækkevidden af pensionsselskabets viljeserklæring (løfte). Dvs. man kan stille spørgsmålet: Kan forsikringsvirksomhed kun hænge sammen, hvis der er tale om ydelsesgaranti? Uanset om der kan gives et bekræftende ja på det spørgsmål, er det samtidig klart, at hvis aftalen og heri også markedsføringen indeholder en rentegaranti, bør det tekniske grundlag i udgangspunktet ikke tillægges nogen særlig betydning og dermed ikke have indflydelse på, hvad der rent faktisk er aftalt Aftalefortolkning Mange af de pensionskontrakter, der stadig er gældende i dag, er indgået længe før debatten om rentegarantierne. Derfor er der ikke sikkert at de nærmere omstændigheder ikke længere står klart for kontraktens parter. Af samme grund er det vigtigt at understrege, at det er den enkelte kontrakts ordlyd og fortolkning, der i udgangspunktet fastlægger de involverede parters forpligtelser. Boye Jacobsen anfører om betydningen af de anmeldte grundlag, driftsplaner og lignende, at de i princippet er uden betydning i aftalesammenhæng og nærmest må lignes med interne arbejdsdokumenter. 103 Det anmeldte grundlag, driftsplaner og lignende skal indgå som et fortolkningsmoment til at fastlægge, hvad der må have været meningen med pensionsselskabets løfte. Det er vigtigt at klarlægge karakteren af aktuarernes arbejde i forbindelse med fastlæggelsen af hvad selskabets løfte indeholder. Selve den måde som grundlaget er opbygget og administreres på er udtryk for selskabets (subjektive) vilje og bidrager på den måde til at fastlægge, at deres løfte alene indeholder en ydelsesgaranti. Problemet med denne fortolkning synes imidlertid at være, at der ikke nødvendigvis har været sammenhæng mellem på den ene side selskabets vilje (som aktuarerne arbejder) og på den anden side de (objektive) erklæringer som kunden i salgssituationen har fået af assurandørerne, der antageligt 103 Livsforsikringsselskabers rentegarantier de juridiske aspekter, s 14, Christen Boye Jacobsen. 80

82 generelt (ligesom kunden) ikke har indsigt i eller arbejdet aktivt med selskabets grundlag, på samme niveau som en aktuar. Derfor opfatter vi, at sådan et moment ikke alene fører til, at der er tale om ydelsesgarantier, hvor øvrige momenter, der bekræfter kundens opfattelse, er fraværende. Vores opfattelse er begrundet i sammenhæng med den formodningsregel, der generelt har sin berettigelse på grund af pensionsselskabernes adfærd, der kan betyde, at de har afgivet løfte om rentegaranti, jf. afsnit 6.4 om markedsføring Koncipistreglen Koncipistreglen foreskriver, at den part, som har udfærdiget en aftale, bærer risikoen ved fortolkning af aftalen, hvis aftalen er uklart formuleret. Det vil sige, at man ved fortolkningstvivl fortolker aftalen til fordel for den anden aftalepart (kunden). En variant af koncipistreglen der finder udtryk i aftalelovens 38b, kan spille en rolle i pensionssagerne, såfremt aftalen er uklar og ikke har været forhandlet mellem parterne. En aftale kan først betragtes som uklar, når det efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter er tvivlsomt, hvordan aftalen skal forstås. 104 Et vilkår kan godt være uklart, men ikke uklart nok til, at man fortolker aftalen mod forsikringsselskabet. Der anvendes typisk standardkontrakter ved indgåelsen af pensionsaftaler. Derfor vil kontrakterne typisk heller ikke have været til forhandling mellem selskab og kunde. Af aftalelovens forarbejder fremgår det, at uklarhedsreglen jf. aftaleloven 38b har en særlig betydning ved fortolkningen af standardaftaler. Aftalelovens 38b har et indskrænket anvendelsesområde, idet bestemmelsen kun gælder for forbrugeraftaler indgået efter 1. januar For så vidt angår kontrakter, der er indgået før 1. januar 1995, vil man være overladt til at påberåbe den almindelige koncipistregel. Uanset, at uklarhedsreglen i aftalelovens 38b er lovfæstet, og den almindelige koncipistregel kun er et anerkendt princip, fører ingen af disse fortolkningsregler til noget svar på det bevismæssige spørgsmål om, hvordan selve ordlyden af mundtlige rentegarantiløfter skal fortolkes. Om selve rangeringen af forbrugerhensynet i forhold til de øvrige hensyn, der er at tage i en kontrakt, anfører Mads Bryde Andersen: Der er næppe grundlag for at opstille nogen generel regel om, at domstolene i en afvejning, der involverer private forbrugere, 104 Se Lennart Lynge Andersen, Aftale loven med kommentarer, 4 udgave, 2005, kommentaren til 38b, pkt. 4, med henvisning til forarbejderne til loven. 81

83 skal vælge en løsning der taler til fordel for forbrugeren 105. Endvidere, Aftaler & mellemmænd: Reglen skal dog kun anvendes, når det er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås, og dermed hvilke retsvirkninger det har. Er aftalens ordlyd utvetydig, gælder bestemmelsen ikke. Er flere fortolkninger mulige efter aftalens ordlyd, men således at én fortolkningsmulighed fremstår som mere nærliggende end andre, efter man har inddraget alle øvrige fortolkningsmomenter, skal man vælge den nærliggende fortolkning frem for en fjernere liggende, selv om den sidst nævnte måtte være mest gunstig for forbrugeren [vores fremhævning]. I så fald foreligger ikke en sådan >>tvivl<<, som kræves efter bestemmelsen i 38b. Af nævnte grund skal lovreglens praktiske betydning nok ikke overvurderes. 106 Det kan konkluderes, at være en logisk følge, at koncipistreglen står svagt, hvis der er øvrige momenter i fortolkningen, der kan udrydde bare en del af tvivlen Genkøbsklausuler De fleste forsikringsaftaler indeholder en eller anden form for genkøbsklausul. Enten en klart formuleret klausul, eller en formulering i aftalen, der kan tolkes som en ret til at tilbagesælge pensionsaftalen. Er genkøbsklausulen udformet som en amerikansk option 107, kan kunden til enhver tid tilbagesælge pensionskontrakten til pensionsselskabet. Prisen på tilbagesalget er indsat i aftalen og beregnes som værdien af depotet. 108 Mindsteprisen er fastsat, som de indbetalte præmier forrentet med den garanterede rente, og kunden skal altid kunne få informationer vedrørende denne værdi i tilfælde af, at kunden vil tilbagesælge pensionskontrakten. Når der er tale om ydelsesgaranti, er den forudsatte beregningstekniske rente udelukkende en del af aktuarernes interne beregningsgrundlag. Helle Krunke mener dog, at idet kunden skal oplyses om depotet, kan den beregningstekniske rente i stedet gå hen og blive en rente som årligt tilskrives kundens depot som en del af 105 Grundlæggende aftaleret, s 486, Mads Bryde Andersen. 106 Aftaler og mellemmænd, s 410, Lennart Lynge Andersen & Palle Bo Madsen. 107 I modsætning til en europæisk option, hvor kunden kun har mulighed for at tilbagesælge ved aftalens afslutning. 108 Værdien af depotet er de til enhver tid indbetalte præmie fratrukket omkostninger, men inklusiv tilskrevne renter og bonus. 82

84 pensionsaftalen med kunden. 109 Om det skal fortolkes som om, der rent faktisk er givet en rentegaranti, vil afhænge af, hvordan klausulen er udformet i den enkelte aftale. I fortolkningen af garantiformen i en pensionsaftale, er dette dog et argument for, at aftalen indeholder en rentegaranti. Problemet i den forbindelse må være den uklarhed, der er omkring, hvorvidt garantien i genkøbsklausulen kan defineres som en generel garanti, eller om garantien kun er gældende, hvis kunden udnytter den option, der er forbundet med genkøbsklausulen. Det skal i den forbindelse nævnes, at genkøbsklausulerne bliver sat ud af kraft, hvis et selskab bliver sat under administration som et resultat af en afgørelse fra Finanstilsynet. Genkøbsklausulerne bør indgå i forbindelse med fortolkningen af, om der er blevet lovet en ydelses- eller rentegaranti. Man må være mere tilbøjelig til at fortolke i retningen af en rentegaranti, hvis kunden til ethvert tidspunkt kan tilbagesælge pensionskontrakten til pensionsselskabet, og få udbetalt værdien af dennes depot på salgstidspunktet Bonus Det grundlag, som pensionsselskaberne bruger i forbindelse med pensionsaftaler, er ens for alle pensionsselskaber. Selskaberne har typisk udelukkende brugt den af Finanstilsynets maksimalt tilladte grundlagsrente i deres produkter. Det har betydet, at den eneste konkurrencefaktor, som selskaberne kunne spille på, var størrelsen og anvendelse af bonus, hvilket er kommet til udtryk i pensionsselskabernes markedsføring. Bonusanvendelsen og forrentningen af bonussen kan udgøre et fortolkningsbidrag i afgørelsen af om der i en given aftale er tale om ydelses- eller rentegaranti. Der findes forskellige måder at anvende bonus på, men den mest almindelige er en depot/kontobonus. Af andre anvendelsesmuligheder kan nævnes ugaranterede ydelser og kontant udbetaling i form af tilbagebetaling af præmier. Depot/kontobonus er betegnelsen for en bonusanvendelse, hvor bonus anvendes til at købe tillægsforsikring. Betingelserne for tillægsforsikringerne kan være forskellige. Nogle aftaler indeholder et element, der gør, at tillægsforsikringerne skal ske på samme betingelser som pensionsaftalen, mens andre henviser til betingelserne for nytegninger. 109 Nogle generelle betragtninger om ydelsesgarantier og rentegarantier i pensionsforsikring, s. 72, Helle Krunke 83

85 Bonusanvendelsen er ikke en del af G82 grundlaget, og det bliver heller ikke reguleret af kontributionsprincippet eller anden tilsynslovgivning. Bonusanvendelsen beror på, hvad der er aftalt mellem pensionsselskabet og kunden, og bonusanvendelsen skal fremgå af den enkelte aftale. Som tidligere anført er der typisk blot en henvist til det gældende bonusregulativ i aftalerne, men der er også en række andre forhold, der kan fastlægge bonusanvendelsen bl.a. vedtægter, forsikringspolicen og produktdefinition i tilbudsmateriale m.v. Hvordan bonus skal anvendes beror derfor på en konkret vurdering af hver enkelt aftale. Dette har en betydning for, om den aftalte bonusanvendelse kan benyttes i forbindelse med fortolkningen omkring garantiformen. Der er forskellige måder hvorpå bonusanvendelsen er formuleret, hvorfor der ikke kan gives en samlet vurdering af bonusanvendelsen. Nogle formuleringer peger i retning af, at bonussen bliver brugt til ydelsesopskrivning på en sådan måde, at det for kunden fremstår, som var bonusen garanteret. Det er fx tilfældet, hvor bonus bliver anvendt til en direkte opskrivning af depotet, og bonussen bliver forrentet med samme garanterede rente, som præmierne bliver forrentet med. Sammenholdt med genkøbsklausulerne kan de formuleringer, der er anvendt, få garantierne til at fremstå som egentlige rentegarantier overfor kunderne Berettigede forventninger Selvom der ikke på tidspunktet for kontraktens indgåelse udtrykkeligt er aftalt en rentegaranti, kan en sådan forpligtelse alligevel godt opstå, hvis pensionsselskabet gennem sin efterfølgende adfærd har tilvejebragt en berettiget forventning om en rentegaranti hos kunden. Kundens berettigede forventning om at der foreligger en rentegaranti, kan være hjulpet på vej i kraft af både mundtlige og skriftlige udsagn fra pensionsselskabets side, der begrunder opfattelsen. I vidt omfang må det forudses, at en kundes berettigede forventninger (og dermed kundes retskrav), ikke imødekommes i praksis pga., at det typisk er standardiserede meddelelser, (hvor koncipistreglen ikke kan forventes at komme kunden til undsætning, jf. begrundelsen om koncipistreglens indskrænkede anvendelsesområde ved tilstedeværelsen af øvrige fortolkningsmomenter, ovenfor) eller pga. at der ikke kan føres tilstrækkelig bevis for mundtlige tilkendegivelser til kunden. 84

86 Kundens berettigede forventning til årlige rentetilskrivninger (og rentetilskrivninger i det hele taget) må tillige være indskrænket, under hensyn til det afkast pensionsselskabet har mulighed for at præstere og et hensyn til gældende lovgivning på området. Der synes fx ikke at være rimelig grund til at antage, at en kunde i en længere periode kan have berettigede forventninger om at opnå en forrentning, der er væsentlig højere, end den pensionsselskabet kan præstere (i hvert fald ikke i en længere årrække). Et eksempel af lovgivningsmæssig karakter, der sætter grænser for en kundes berettigede forventninger, er kontributionsprincippet. Når afkastet skal fordeles mellem kunderne i forhold til hvordan den enkeltes opsparing har bidraget, er det udelukket, at omfordele afkastet kunderne imellem i strid med kontributionsprincippet Samfundsøkonomiske hensyn Hvis mange af pensionskontrakterne fortolkes som rentegarantier i stedet for ydelsesgarantier, kan flere af de berørte pensionsselskaber risikere at komme i den situation, at bufferen bliver reduceret på grund at et øget krav til hensættelserne. Hvis Finanstilsynet vurderer, at bufferen ligger på et niveau, der er utilstrækkeligt i forhold til kravet om betryggende virksomhed, vil det kunne føre til, at pensionsselskaberne sættes under administration og i sidste ende afvikles. Det indebærer, at sondringen mellem rentegaranti og ydelsesgaranti kan få afgørende betydning for, om et pensionsselskab vil kunne fortsætte, eller om det bliver sat under administration og i sidste instans evt. opløses. Rentegarantien, der som belyst, kan føre til at pensionsselskabet sættes under administration eller erklæres konkurs, i princippet sættes ud af kraft under disse omstændigheder. Dette noget paradoksale scenarium kan helt åbenlyst kun føre til et ressourcespild, som ikke tjener de berørte interessenter. Det vil sige, hvis aftalen må betragtes som uklar, er hensynet til samfundsøkonomien et moment, der vil have vægt i fortolkning af aftalen således, at der fortolkes til fordel for en ydelsesgaranti frem for en rentegaranti. Er kontrakten klar (nok) i alle sine ord og punkter mht., at der foreligger en rentegaranti, er en fortolkning imidlertid udelukket Delkonklusion 110 Det gælder naturligvis også at en fortolkning udelukket, hvis aftalen er klar i sine ord og punkter mht. at der er aftalt ydelsesgaranti. 85

87 Udgangspunktet er at aftaler skal holdes. Ekstreme begivenheder kan dog føre til undtagelsen. Specielt under langvarige kontraktforhold kan der være særlig grund til at tilsidesætte eller justere dele af en langvarig kontrakt. Det er den væsentlige tidsmæssige udstrækning af en aftaleparts (eller begge parters) bundethed, der kan begrunde et indgreb i vilkårene. En forudsætning for at benytte undtagelsen er imidlertid, at der ikke er handlet ansvarspådragende. Det kan have betydning for pensionsselskaberne, idet der er en række argumenter for at pensionsselskaberne burde have reageret tidligere på faldet i markedsrenten. En del af selskabernes garantiproblemer er skabt på grund af optimistisk eller juridisk uomhyggelig markedsføring. Konkret kan det heller ikke udelukkes, at en assurandør i salgssituationen mundtlig har lovet andet og mere end en ydelsesgaranti. Dette betyder, at der ikke er sammenhæng mellem selskabet vilje (den vilje der fremgår af grundlaget) og det løfte assurandøren har givet kunden. I de fleste tilfælde vil kunderne antageligt ikke kunne bevise dette. Ud over indholdet af den oprindeligt indgåede aftale, bør fortolkningsmomenter som efterfølgende meddelelser fx i form af forsikringsoversigter veje tungere end selve det tekniske grundlag, dels fordi det ikke umiddelbart kan forventes at kunden har indsigt i det komplicerede grundlag og dels fordi en forsikringsoversigt giver kunden anledning til at reagere på eventuelle uoverensstemmelser. Genkøbsklausuler og bonusregulativer vil kunne indgå i fortolkningen af hvad der er aftalt. Koncipistreglen har ingen særlig betydning, hvis der er øvrige momenter i fortolkningen, der kan udrydde bare en del af tvivlen. Selvom der ikke på tidspunktet for kontraktens indgåelse udtrykkeligt er aftalt en rentegaranti, kan en sådan forpligtelse alligevel godt opstå, hvis pensionsselskabet gennem sin efterfølgende adfærd har tilvejebragt en berettiget forventning om en rentegaranti hos kunden. Kundens berettigede forventning til årlige rentetilskrivninger (og rentetilskrivninger i det hele taget) må dog være indskrænket, i forhold til det afkast pensionsselskabet har mulighed for at præstere og gældende lovgivning på området. Hvis en pensionsaftale må betragtes som uklar, er hensynet til samfundsøkonomien et moment, der vil have vægt i fortolkning af aftalen, således at der fortolkes til fordel for 86

88 en ydelsesgaranti frem for en rentegaranti. Er kontrakten klar (nok) i alle sine ord og punkter, er en fortolkning udelukket. 7.0 Den offentlige regulerings indflydelse på pensionsaftaler Pensionsselskaberne er udsat for en omfattende regulering fra det offentliges side. Finanstilsynet har til opgave at føre tilsyn med, om pensionsselskaberne overholder denne regulering. Et af Finanstilsynets formål er at forhindre, at selskaberne udnytter den forhandlingsstyrke, som selskaberne har i forhold til kunden. Deri ligger også i vis udstrækning en begrænsning i aftalefriheden mellem pensionsselskaberne og kunderne. I den forbindelse er det interessant, at vurdere om der i forhold til grundlaget har været mulighed for at give tilsagn om rentegarantier, under den forudsætning at Finanstilsynet har foretaget de tiltag, de har vurderet nødvendige, for at kontrakterne var betryggende overfor kunderne. De offentligretlige regler kan derved have en indflydelse på, hvordan en pensionsaftale skal fortolkes, og specielt om, hvorvidt der er aftalt ydelses- eller rentegaranti. I den forbindelse er et vigtigt moment, at det formodentligt ikke har været inde i overvejelserne hvilken betydning en sondring mellem ydelses og rentegaranti ville medføre. Der var ved indførelsen af G82 ingen der regnede med at der ville blive problemer med at opretholde en afkastgrad langt over de 5 %. De sanktioner som Finanstilsynet har, i forbindelse med at et pensionsselskabs økonomiske situation bliver så risikabel, at aftalerne bliver ubetryggende for kunde, kan også inddrages, når det skal afgøres, hvilken garantiform der er udstedt. 7.1 Grundlaget af 1982 Ifølge lov om finansiel virksomhed skal selskaber, der udøver forsikringsvirksomhed have tilladelse som forsikringsselskab. Tilladelsen for pensionsselskaber skal angive hvilke af de aktiviteter fra bilag 8 til loven, som tilladelsen omfatter. Før 1993 opererede man med et godkendelsessystem, hvor et pensionsselskab skulle have deres tekniske grundlag godkendt af Finanstilsynet, førend de kunne tage det i brug. Fra den 1. august 1993 overgik man til et anmeldelsessystem. Ifølge lov om 111 Lovbekendtgørelse nr. 286 af 04/04/

89 finansiel virksomhed 20 skal det tekniske grundlag m.v. anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Grundlaget G82 blev brugt af pensionsselskaberne i fællesskab i deres koncessionsansøgning 112 og G82 blev godkendt af Finanstilsynet, som vurderede at grundlaget levede op til kravet om betryggende sikkerhed for den enkelte berettigede efter forsikringsaftalen. Efter godkendelsen kunne samtlige af branchens selskaber benytte sig af grundlaget og Finanstilsynet gik ikke ind og lavede individuelle undersøgelser for hvert enkelt pensionsselskab. Med overgangen til et anmeldelsessystem blev der tillige stillet krav om, at grundlaget skal være rimeligt over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalen. Pensionsselskaberne skal, udover det tekniske grundlag, anmelde en række andre forhold, såsom selskabets bonusregler, principper for genforsikring, samt hvad der derudover følger af LFV 20, stk. 1, nr Finanstilsynet godkendelse af G82 medførte blandt andet to ting. For det første var de selskaber, der fik koncession, berettiget til at udstede garantier. For det andet at det var betryggende overfor forsikringstager med garantier på maksimalt 4,5 %. Branchen tog samlet set G82 til sig efter godkendelsen og brugte det i deres pensionsaftaler fremover. En stor del af de pensionsaftaler, der var indgået før 1982, blev konverteret til G82. G82 er et beregningsteknisk grundlag, der bruges til at beregne sammenhængen mellem præmier og ydelser ud fra en række beregningstekniske antagelser. De beregningstekniske antagelser er den fremtidige rentefod, fremtidige risikoforhold (herunder sandsynligheden for død og invaliditet m.v.) og fremtidige omkostninger til administration. G82 fastlægger de statistiske elementer af de 3 ovenstående grundformer. Grundlaget definerer 49 grundformer for forsikring 113. Ud fra grundlaget kan man beregne de garanterede ydelser ud fra en given præmieindbetaling eller bestemme hvilke præmier, der skal indbetales for at modtage en given ydelse. Principperne i G82 bygger på, at der er tale om en ydelsesgaranti. Det bliver brugt til at beregne, hvilken ydelse selskabet kan tilbyde kunden. Det er blevet fastslået i 2 forskellige domme, at G82 er baseret på en ydelsesgaranti. Første gang var i 2005, hvor 112 Pensionsselskaberne skulle søge om koncession hos Finanstilsynet efter 10, stk. 2, lov om forsikringsvirksomhed, for at udøve forsikringsvirksomhed. 113 Kammeradvokatens responsum af 12. april 1999, s

90 der i U V i præmisserne bliver talt om garanterede forsikringsydelser, baseret på 5 % grundlaget, som G82 grundlaget med 4,5 % garanteret rente også kan benævnes. Sagen handler ikke specifikt om ydelses- eller rentegaranti, så der er ikke specielt fokus på denne problematik. Imidlertid synes Landsretten umiddelbart at henvise til G82, når de siger, at sagsøger imidlertid fik den garanterede forsikringsydelse baseret på en grundlagsrente på 5 %. Mere tydeligt er det i U Ø, hvor Landsretten skal tage stilling til, om en pensionsaftale er indgået med en rentegaranti. Landsretten anfører i afgørelsen direkte at G82 ikke i sig selv indebærer en rentegaranti på de løbende opsparinger, herunder opsparet bonus. Ydermere bliver der sagt at Det forsikringstekniske beregningsgrundlag G82 regulerer sammenhængen mellem præmier og ydelser ud fra nogle beregningstekniske antagelser om forrentning, risiko og omkostninger, og hensigten og formålet med G82 er således at kunne fastlægge nogle garanterede ydelser ud fra den givne præmie eller omvendt. Den beregningstekniske rente, også kaldet grundlagsrenten, er med andre ord den rente, som ligger til grund for forsikringsydelsen. Selve grundlaget G82 må på denne baggrund siges udelukkende at indeholde en ydelsesgaranti. Man kan argumentere for, at pensionsselskaberne slet ikke har været i position til at afgive løfte om rentegarantier i pensionsaftaler. Det grundlag, som de har fået koncession ud fra, indeholder en ydelsesgaranti. Finanstilsynet har godkendt grundlaget med en maksimal rente på 4,5 % som selskaberne måtte benytte. Finanstilsynet har accepteret dette som værende et betryggende grundlag. Spørgsmålet er herefter om pensionsselskaberne overhovedet har haft ret til at udbyde pensionsprodukter, der går ud over dette grundlag. En rentegaranti vil, som markedet ser ud lige nu, alt andet lige være mindre betryggende end en ydelsesgaranti. I U Ø bruger sagsøgte (Pensionsselskabet) argumentet, at det slet ikke er muligt at give en samtidig garanti på ydelser og årlig forrentning, idet dette ville have som konsekvens, at der var garanti for bonus, hvilket ville være i strid med det godkendte grundlag og dermed ulovligt. Pensionsselskabet er af den klare holdning, at der ikke kan aftales andet end ydelsesgaranti, fordi pensionsaftalen bygger på G82. Da grundlaget blev godkendt, blev der dog ikke overvejet konsekvenserne af ydelsesgaranti og rentegaranti. Ingen af delene virkede på daværende tidspunkt ubetryggende. Renten lå over 20 %, og der var ingen, der forudså, at en sondring mellem ydelses- og rentegaranti kunne blive nødvendig. Spørgsmålet er, om Finanstilsynet har sondret mellem ydelsesgaranti og 89

91 rentegaranti, da de godkendte grundlaget. Hvis der ikke har været en sondring, bør det ikke afvises, at der kan udstedes rentegarantier. Til støtte for det argument, at det ikke er lovligt at udstede rentegarantier, skal det fremhæves, at grundlaget skal være sat til den forsigtige side og være betryggende. Pensionsselskaberne skal overholde et krav om et vist solvens niveau. En rentegaranti giver nogle store krav til hensættelserne, da det ikke kun er præmierne, men også den tilskrevne bonus, der skal forrentes med den garanterede rente. Dette medfører, i en situation med lav rente, at der kommer et pres på selskabernes solvens. En af Finanstilsynets opgaver er at sikre, at pensionsselskaberne har den fornødne evne til at leve op til deres forpligtigelser overfor kunderne. Det synes at indikere at en rentegaranti, der har en risiko for at blive meget bebyrdende for selskaberne, ikke er lovlig at tilbyde, set i forhold til godkendelsen af G82, idet det forudsættes, at Finanstilsynet ikke ville tillade et grundlag, der kan sætte pensionsselskaberne i en situation, hvor deres økonomiske grundlag bliver sat under pres. Pensionsselskaberne er netop underlagt nogle solvensregler for at sikre deres økonomiske situation. Det forhold, at Finanstilsynet ikke har reageret med sænkelse af renten i grundlaget, hverken da formueafgiften eller realrenteafgiften blev indført, kan anføres til støtte for, at det alene er muligt at tilbyde en ydelsesgaranti. Det skal dog nævnes, at selskaber der har søgt koncession efter realrenteafgiftens indførelse kun har fået godkendt renter op til 3,5 %. 114 Det synes uansvarligt ikke at have ændret på grundlagsrenten i forbindelse med rentefaldet og indførelsen af afgifter, hvis der havde været tale om en godkendelse til at udbyde rentegarantier. Det synes mindre problematisk, at der ikke er sket en nedjustering af grundlagsrenten, hvis der alene er tale om ydelsesgarantier. Selskaberne har i en lang periode brugt rentegaranti til at benævne den garanti, som de har givet i forbindelse med G82, både i markedsføring af deres produkter og i kommunikation med det offentlige. I forbindelse med bestræbelserne på at få sænket skatteniveauet har pensionsbranchen helt frem til 2001 argumenteret for, at de ikke kan klare deres tilsagn om en årlig forrentning på minimum 4,5 %, hvis der ikke sker en nedjustering af skatten på pensionsopsparinger Kammeradvokatens responsum af 12. april 1999, s Hvorfor interessere sig for pensionsbranchens garantier? s. 21, Anders Grosen 90

92 G82 er godkendt med en maksimumsrente på 4,5 %. Det er ledelsen i pensionsselskaberne, der har ansvaret for, at de pensionsaftaler, som de indgår, er betryggende indenfor de rammer, der er udstukket af Finanstilsynet. De fleste selskaber har udbudt den højest tilladte forrentningsgaranti, og der har været ført en bonuskrig mellem selskaberne. Finanstilsynet har ikke skredet ind overfor de bonusregluativer eller de grundlag som selskaberne har anmeldt. Dette kunne, sammenholdt med den måde hvorpå selskaberne har fremført garantierne på, tyde på der har været en accept af, at der blev udstedt rentegarantier baseret på G82 grundlaget. Finanstilsynet har ikke tilkendegivet hvad der ligger inden for selskabernes koncession. Direktør for Finanstilsynet Henrik Bjerre-Nielsen skriver i en artikel, at det er særligt nødvendigt at få afklaret, hvilke former for garantier livsforsikringsselskaberne udsteder, når der tegnes livsforsikringer. 116 Yderligere udtaler han, at der ikke er tvivl om, at selskaberne har udstedt garantier, og at selskaberne hæfter for disse. Hvis ikke der kan udstedes andet end ydelsesgarantier i forbindelse med G82, vil der i princippet ikke være tvivl om, hvilken garantiform selskaberne har udstedt. Hvis tilsynsmyndigheden er i tvivl om, hvilke garantier, der kan udstedes i forbindelse med koncessionen, falder selskabernes argument, at det ikke har været lovligt at udstede rentegarantier i forbindelse med, hvordan deres pensionsaftaler med kunderne skal tolkes. Pensionsselskaberne er underlagt et solvenskrav. Ifølge LFV skal pensionsselskaberne have en basiskapital, på det der svarer til 4,5 % af livsforsikringshensættelserne. Selskabernes hensættelser er afhængige af den garanterede rente og markedsrenten. En rentegaranti er væsentlig mere byrdefuld mht. hensættelserne end en ydelsesgaranti, men det er uklart, om det er noget, der er taget højde for ved godkendelsen af G82. Solvenskravet er med til at sikre, at selskabet kan opfylde deres forpligtigelser overfor kunderne. Rentegarantiens byrdefulde hensættelseskrav kan, specielt i slutningen af 1990 erne og frem, være med til, at man må konkludere, at selskaberne ikke burde have haft ret til at udstede disse garantier, idet princippet om at pensionsaftalerne mellem pensionsselskabet og kunderne skal være betryggende og rimelige, og en aftale med rentegaranti har nok ikke været tilstrækkelig betryggende i perioden efter slutningen af 90 erne. 116 Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, s. 8, Henrik Bjerre-Nielsen 91

93 Det må konkluderes at G82 indeholder en ydelsesbaseret garanti, men problemet ligger i, om pensionsselskaberne har haft muligheden for at udstede rentegarantier, når man tager i betragtning at forsikringsvirksomheden er baseret på en koncession ud fra G82 grundlaget. Grunden til, at der skulle godkendes et grundlag og at selskaberne skal have koncession til at udøve forsikringsvirksomhed er, at sikre kunderne at deres pensionsaftaler er betryggende og rimelige. Det må derfor være en konkret vurdering for hvert enkelt pensionsselskab, om det er betryggede og rimeligt overfor kunden, at selskabet har udlovet rentegarantier. Det må desuden tages i betragtning, hvornår aftalen er indgået. Der er væsentlige forskelle på, hvad der må anses for betryggende i 1982 og fx Sanktioner Pensionsselskaberne er som beskrevet underlagt nogle økonomiske krav. De skal opretholde en vis basiskapital som sikkerhed for deres forpligtigelser overfor kunderne. Hvis et selskab for problemer med at overholde kravene går Finanstilsynet ind og påbyder selskabet en række forskellige opgaver, alt efter hvor stort problemet er. De forskellige sanktioner er opstillet i lov om finansiel virksomhed ,og de går fra at selskabet bliver påbudt at lave en genoprettelsesplan for kapitalen til, at Finanstilsynet udpeger en administrator, der skal administrere selskabet som et administrationsbo. Hvis administrator ikke kan overdrage forsikringsbestanden efter 257 i LFV skal han efter 258 foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrationsboet som stifter,. De garantier der er givet i henhold til en forsikringsaftale kan derved reduceres i forbindelse med en administration. De kunder, der har modtaget en rentegaranti, kan risikere, at selskabet ikke kan leve op til deres forpligtigelser pga. de store hensættelser der kræves i forhold til ydelsesgarantier. Som en direkte konsekvens af dette vil kundernes krav, i forhold til deres aftale, blive reduceret. Dette kan være en relevant betragtning at tage med, når det skal vurderes, om der er afgivet rente- eller ydelsesgarantier. Bliver resultatet, at det er rentegarantier, kan det betyde, at garantien ikke er meget værd, fordi selskaberne er underlagt en regulering fra offentlig side, der kan reducere garantierne. 92

94 7.3 Delkonklusion Grundlaget af 1982 indeholder en ydelsesgaranti, men der er ikke grundlag for at konkluderer, at der ikke har været mulighed for at udstede rentegarantier. Finanstilsynet har givet udtryk for, at det ikke var klart hvilke garantiformer, det har været muligt at udstedes. Det faktum der ikke var overvejelser og sondringer mellem ydelses og rentegaranti, da grundlaget blev godkendt, er blot en styrkelse af konklusionen, at både ydelses og rentegarantier har været muligt at udstede. Finanstilsynets sanktionsmuligheder overfor selskaberne, hvis de kommer i en økonomisk risikabel situation støtter denne argumentation. 8.0 Retspraksis Der har gennem de senere år været større fokus på den juridiske side af pensionsgarantiproblemerne. Dette har blandt andet resulteret i to sager, omhandlende pensionsgarantiproblematikken, hvor der er afsagt dom. Den ene omhandler tildeling af bonus, og den anden er en sag der direkte omhandler spørgsmålet om ydelses- eller rentegaranti. Der vil i det efterfølgende foretages en behandling af hver af de 2 sager. Med udgangspunkt i de tidligere behandlede fortolkningsmomenter bliver disse vurderet, i den udstrækning de er inddraget i dommene. Det vil i den sammenhæng vurderes, hvad der i dommene blive konkluderet er gældende i forhold til ydelses- og rentegaranti, når en aftale er baseret på G U V Sagen drejer sig om, hvorvidt et pensionsselskab kunne nedsætte bonus og hæve beløb til sikring af garanterede ydelser i en pensionsaftale baseret på G82 med en rente på 4,5 %. Pensionskunden havde i juli 1988indgået en aftale med selskabet, hvor han arbejdede. Denne var dækket af selskabets almindelige forsikringsbetingelser fra 1985, hvor det 93

95 fremgår, at pensionen deltog i bonusfordeling, og at fordelingen af bonus sker ud fra et af pensionsselskabet fastsat bonusregulativ, der er godkendt af tilsynsmyndigheden. Sagsøger mener, at den praksis der er opstået, om hvordan bonussen bliver fordelt, ikke kan ændres. I 1999 ændrer pensionsselskabet deres bonusregulativ og anmeldte dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke nogen anmærkninger hertil. Kunderne blev orienteret om ændringen af bonusregulativet via deres kundeblad og af den årlige udsendelse primo Det nye bonusregulativ betød, at pensionsselskabet kunne reducere bonus med op til 0,5 % af reserven. Derudover bliver der hævet to beløb til dækning af de garanterede ydelser. Landsretten frifinder pensionsselskabet med den begrundelse, at der i aftalen mellem kunden og selskabet er et forbehold, der betyder, at selskabet har ret til at ændre på bonussen gennem bonusregulativet. Derudover lægges det til grund, at selvom 4,5 % kunderne får en mindre bonus end de andre kunder, så ville kunden stadig få de, efter en grundlagsrente på 4,5 %, garanterede ydelser Vurdering af dommen U V adskiller sig på mange punkter fra U Ø, som bliver gennemgået nedenfor. Dommen drejer sig om bonus i en pensionsaftale under G82, i modsætning til den nedenstående dom, hvor det decideret er spørgsmålet om ydelses- eller rentegaranti, der bliver behandlet. Der er derfor nogle momenter i sagen, som landsretten ikke skal tage eksplicit stilling til i deres domsafsigelse, som alligevel kan tages frem i forbindelse med vores problemstilling. Landsretten skal tage stilling til, om pensionsaftalen indeholder en mulighed for at ændre i bonusregulativet. Problemet ligger i den del af kontributionsprincippet som omhandler fordeling af bonussen. Der bliver ikke taget stilling til selve bonusanvendelsen. Landsretten kommer frem til, at aftalen indeholder et forbehold, der giver pensionsselskabet ret til at foretage ændringer i bonustildelingen gennem bonusregulativet. Både sagsøger og sagsøgte, henviser til pensionsselskabet almindelige forsikringsbetingelser fra 1. januar 1985, når de argumenterer for, at selskabet enten 94

96 ikke har eller har taget forbehold for ændringer. Den paragraf, der omhandlede bonus i vores sammenhæng, var 18 i almindelige forsikringsbetingelser og den havde følgende formulering: 18. Enhver forsikring, der ikke udtrykkeligt er undtaget, deltager i Statsanstaltens bonusfordeling. Fordeling af bonus sker efter nærmere regler fastsat i Statsanstaltens bonusregulativ, der er godkendt af tilsynsmyndigheden. 117 I bonusregulativet er der bl.a. anført følgende om pensionsaftalen: Da grundlagets forudsætninger som nævnt er forsigtigt bedømt, vil der løbende opstå et overskud. Dette overskud beregnes ultimo året for hver enkelt police og kaldes årets bonus. Årets bonus kan ikke senere ændres til ugunst for forsikringstageren ved en ændring af nærværende bonusregulativ. En ændring af bonusregulativet kræver tilsynsmyndighedens godkendelse [vores fremhævning]. 118 I pensionsselskabets bonusregulativer fra henholdsvis 1992 og 1994 fremgår det også, at reglerne for bonusfordeling kan ændres med Finanstilsynets godkendelse. I bonusregulativet, der var gældende fra 1996 til 1999, var der en tilsvarende formulering, dog uden at vilkåret om at Finanstilsynet skulle godkende ændringen. Sagsøger henviser til at bonusregulativet var et internt arbejdsnotat, som han kun havde set en enkelt gang og han brugte det ikke i arbejdsmæssig sammenhæng. Landsretten kommer frem til, at pensionsselskabet har forbeholdt sig ret til at ændre på fordelingen af bonus gennem ændringer i bonusregulativet. Der henvises i præmisserne til at bonusregulativets formulering, at en ændring af bonusregulativet kræver tilsynsmyndighedens godkendelse, medfører et forbehold. Der er ikke noget i forsikringsbetingelserne, der synes at kunne forstås på den måde. Ovenstående formulering må derfor være nok til, at selskabet kan ændre i bonustildelingen, selvom en bestemt praksis har været benyttet over en længere periode. Både sagsøger og sagsøgte, fremlægger nogle argumenter, der henviser til, hvilken garantiform som pensionsaftalen er baseret på. Det er ikke sagens hovedspørgsmål, men 117 U V, s U V, s

97 landsretten overvejer spørgsmålet i sine præmisser til dommen. Landsretten kommer frem til den konklusion, at sagsøgeren, uanset ændringerne i bonussen, stadig fik den garanterede forsikringsydelse baseret på en grundlagsrente på 5 %, som pensionsaftalen var baseret på. Det synes, at landsretten forudsætter, at pensionsaftalen er baseret på en ydelsesgaranti, som den i G82 er beskrevet. Sagsøger har dog en række argumenter, der ikke synes at blive taget i betragtning. Der er en række momenter, der peger i retning af, at pensionsselskabet skulle have indgået en aftale indeholdende en rentegaranti, og ikke en ydelsesgaranti, som både selskabet påstår, og som landsretten antager i præmisserne. Der fremgår ikke noget om selve aftaleindgåelsen i dommen, der vedrører ydelses- og rentegaranti, men pensionsselskabet har i nogle breve til både kunden og Finanstilsynet givet udtryk for, at der har været tale om rentegaranti. I 1994 udsendte selskabet et brev til kunderne hvori der stod, at der for forhøjede ydelser - som følge af bl.a. fremtidig bonustilskrivning - ikke kunne forventes rentegaranti. 119 Dette kan forstås som en kursændring, hvor selskabet forsøger at ændre på deres forpligtigelser. Der må have været tale om, at kunderne retmæssigt må kunne have forventet en rentegaranti, når det er nødvendigt, at gøre kunderne opmærksomme på, at der ikke kan forventes rentegaranti på forhøjede ydelser som følge af fremtidige bonustilskrivninger. Meddelelsen henviser kun til fremtidige bonustilskrivninger, men udelukker ikke, at der er tale om enhver forhøjelse af ydelserne. Brevet kan ses som et forsøg på at ændre forpligtigelsen fra en rentegaranti, der garanterer en forrentning på hele depotet inklusiv bonussen, til en ydelsesgaranti, som medfører at bonussen ikke kan forventes forrentet. Pensionsselskabet skrev i 1999 et brev til Finanstilsynet, hvori følgende var indeholdt: Reduktion af bonustilskrivning på 5 % -grundlag mv. som følge af rentegarantiproblemstillingen. 120 Pensionsselskabet omtaler så sent som i 1999 sine forpligtigelser som et rentegarantiproblem og bruge dette som begrundelse for en ændring af bonussen. Det må have en stor indflydelse, i en bedømmelse af garantiformen, at selskabet lang tid efter aftaleindgåelsen stadig bruge betegnelsen rentegarantiproblem. 119 U V, s U V, s

98 Sagsøgeren var ansat i pensionsselskabet, da pensionsaftalen blev indgået og har senere arbejdet i et andet pensionsselskab. Han udtaler, at han i sit arbejde indgik tilsvarende pensionsaftaler med andre kunder, og at han i den forbindelse sagde til kunderne, at der var en rentegaranti på 4,5 %. Hvis dette har været normen i forbindelse med aftaleindgåelse af pensioner, er det yderligere et moment, der peger i retning af rentegarantier i det traditionelle produkt. Det er dog ikke et moment, hvor det er nemt at løfte bevisbyrden, da omtalen har været mundtlig i forbindelse med aftaleindgåelsen. Garantiformen var som sagt ikke en del af sagsøgerens påstande. Det kan derfor være problematisk at komme med nogen konklusion på hvilken garantiform sagsøgeren er blevet lovet. Landsretten kommer som bekendt frem til, at der er tale om ydelsesgaranti, og idet det ikke var en del af hovedspørgsmålet, er der en række momenter, der må forventes ikke er fremlagt. Vi mener dog, at de momenter der er i dommen giver et indtryk af, at der kan være tale om, at sagsøgerens pensionsaftale reelt indeholder en rentegaranti. 8.2 U Ø Sagen drejer sig om, hvorvidt to pensionskunder, i forbindelse med indgåelse af deres pensionsaftaler, er blevet lovet rentegarantier, der skal forstås på den måde at hele depotet som minimum skal forrentes med den garanterede rente, eller om de blevet lovet ydelsesgarantier. Sagsøgerne anfører, at en samlet fortolkning af alt det materiale, der foreligge i forbindelse med pensionsaftalen, såsom policen, mundtlige tilkendegivelser og forsikringsoversigter medfører, at der kun kan være givet rentegarantier. Sagsøgerne henviser til, at der ved aftalefortolkningen må lægges vægt på, at det er pensionsselskabet, der har konciperet aftalerne, og sagsøgerne er forbrugere, hvilket skulle medføre, at uklarheder i aftalen skal komme sagsøgerne til gode. Sagsøgte henviser til, at pensionsaftalerne er baseret på G82, som indeholder ydelsesgaranti, og aftalerne kan ikke indeholde en rentegaranti, da det ikke ville være lovligt og i øvrigt være i strid med grundlaget. Sagsøgte bestrider desuden, at aftalen er 97

99 uklar, og at de argumenter sagsøgerne fremlægger, er baseret på løsrevne sætninger. Sætninger der skal læses i sammenhæng i en længere tekst. Landsretten frifinder sagsøgte ud fra følgende forhold, at aftalen er kompliceret og skal læses i sammenhæng, og aftalerne er baseret på G82, som ikke indeholder en rentegaranti, men blot en ydelsesgaranti. Det er desuden ikke godtgjort at forsikringsoversigterne, vejledninger m.v. er formuleret sådan, at det må anses, at der er ydet rentegarantier Vurdering af dommen I det følgende vil vi komme med vurderinger af dommen i forhold til nogle af de emner, der er blevet behandlet tidligere i opgaven. I denne vurdering behandles blandt andet, hvad dommen kan have betydning i forhold til bedømmelsen af fremtidige sager G82 Landsretten efterlader ingen tvivl om, hvad G82 indeholder. Det bliver slået fast at beregningsgrundlaget regulerer sammenhængen mellem præmier og ydelser ud fra nogle beregningstekniske antagelser om forrentning, risiko og omkostninger, og hensigten og formålet med G82 er således at kunne fastlægge nogle garanterede ydelser ud fra en given præmie eller omvendt. 121 Det bliver tydeligt fastslået at G82 indeholder en ydelsesgaranti. Sagsøgte gør gældende, at det slet ikke har været muligt at udstede rentegarantier, da det vil være i strid med det godkendte grundlag og dermed være ulovligt. Et argument som andre i branchen også er fremkommet med. Havde landsretten haft den opfattelse, burde den have afgjort sagen allerede ved en bedømmelse af G82 grundlaget, med den begrundelse, at der ikke kunne aftales rentegarantier ud fra G82. Landsretten anfører derimod, at pensionsaftalerne følger G82, som ikke i sig selv indebærer en rentegaranti på de løbende opsparinger, herunder opsparet bonus, og går derefter videre til en bedømmelse af selve aftalen for at vurdere, om der er en rentegaranti i aftalerne. Dette må betyde, at landsretten har bedømt, at pensionsselskaberne har haft mulighed for at aftale rentegarantier. Det er ikke gjort klart, hvad baggrunden for dette er. Om det er fordi aftalen mellem pensionsselskabet 121 U Ø, s

100 og kunden skal opfyldes, uanset hvordan den offentlige regulering må sætte begrænsninger på aftalefriheden, eller om det er fordi koncessionen baseret på G82 ikke forhindrer, at der kan udbydes rentegarantier, bliver ikke behandlet. Blot må det konstateres, at landsretten går ind og vurderer på aftalerne for at afgøre, om sagsøgerne har fået tilsagn om rentegarantier. Det burde naturligvis ikke være nødvendigt, hvis ikke landsretten fandt, at det var lovligt og muligt at udstede garantier af denne art Bonus Landsretten bruger bonusanvendelsen i pensionsaftalerne i bedømmelsen af, at der ikke er udstedt andet end ydelsesgarantier. I præmisserne henvises der til, at bonus opspares og forrentes. 122 I 1988 sker der en ændring i begge sagsøgeres bonusanvendelse. Før denne ændring var der følgende formuleringer af bonusanvendelsen for den ene af de to sagsøgere. bonus anvendes efter de tilhørende bonusbestemmelser (nr. 193) til bonusopskrivning, som er en ordning, hvor bonus løbende anvendes til køb af tillægsforsikring, således at der sker en forhøjelse af pensionsydelsen. 123 På en af sagsøgernes pensionsaftaler er følgende gældende indtil Bonus vedrørende forsikring nr. 51 har således været anvendt til bonusliv, I 1988 bliver bonusanvendelsen for begge sagsøgere ændret til opsparet bonus. De opsparede Bonuslivsummer blev herefter stående på forsikringerne og deltog fortsat i selskabets bonusfordeling. Før 1988 har der været en anden anvendelse af bonussen, hvor der enten er sket en forhøjelse af ydelserne i form af tillægsforsikring, eller hvor bonussen er blevet benyttet til at øge bonusliv. I U V fastslås det, at der kan ændres i bonusfordelingen via bonusregulativet, og på samme måde synes det, at landsretten uden bemærkninger hertil accepterer, at pensionsselskabet ændrer i bonusanvendelsen. Landsretten henviser udelukkende til bonusanvendelsen, som den er formuleret efter 1988, dvs. den gældende bonusanvendelse. Der er ikke i aftalernes policer indeholdt nogen specifik bonusanvendelse, andet end at pensionsaftalen deltager i selskabets 122 U Ø, s U Ø, s U Ø, s

101 bonusfordeling. Bonus har været anvendt i henhold til pensionsregulativet, som løbende bliver reguleret. Det kan udledes, at en henvisning omkring bonusfordeling og anvendelse i henhold til regulativet betyder, at selskabet har ret til at ændre disse forhold ved en ændring af regulativet. Sagsøgerne fremfører, at selskabet igennem hele forløbet, indtil sagen opstår, har ført en bonuspolitik, der medførte at bonussen blev forrentet med samme kontorente, som de indbetalte præmier. Hele depotet blev forrentet med samme rente, som hele tiden har ligget over de 4,5 %. Landsretten finder dog ikke, at dette er med til at bekræfte en rentegaranti. Det må formodes, at det grunder i det faktum, at bonusanvendelsen i de pågældende aftaler kan ændres af selskabet. Havde pensionsaftalen indeholdt en klar beskrivelse af bonusanvendelse, uden at selskabet har taget forbehold, kan det ikke afvises, at en praksis som lige nævnt kan føre til et andet resultat Mundtlige tilkendegivelser et problem for kunden Dommen illustrerer kundernes principielle problem, at det som udgangspunkt er særdeles vanskeligt at bevise, hvad der i forbindelse med indgåelsen af de enkelte kontrakter mundtligt er aftalt 125. B forklarer at de konsulenter, der har besøgt sparekassen, har talt om rentegaranti, og hun har ikke hørt betegnelsen ydelsesgaranti før under sagen. 126 A har forklaret at Den pågældende assurandør i PLI gjorde meget ud af at fortælle, at man hos PLI i modsætning til bankerne kunne opnå en rentegaranti. 127 Da disse forhold ikke kan bevises, bliver de heller ikke tillagt vægt i dommens bedømmelse. Det er anbefalelsesværdigt, at pensionskunderne indkalder vidner til at støtte op omkring de mundtlige tilsagn, at der er afgivet rentegaranti. Det er ikke sket i den konkrete sag Det skriftlige materiale er bærende for resultatet Retten har vurderet, at aftalen (i hvert fald det der foreligger skriftligt) mellem parterne har den fornødne klarhed til, at retten har kunnet konkludere at der er aftalt 125 Det samme vil gælde det eventuelle markedsføringsmateriale, som antagelig ingen ligger inde med efter meget lang tid. 126 U Ø, s U Ø, s

102 ydelsesgarantier. Derfor har koncipistreglen ikke været anvendt. Koncipistreglen udgør en central del af argumentationen fra sagsøgernes side i proceduren 128, men dette synspunkt afvises. Det fremgår endvidere af dommens begrundelse og resultat: Af forsikringspolicerne, der for A s vedkommende er knyttet til et forudgående tilbud, fremgår, at de er udstedt med garanti for bestemte årlige ydelser i tilfælde af forskellige forsikringsbegivenheder, og at forsikringstager er bonusberettiget. Endvidere fremgår det af de på tegningstidspunktet gældende forsikringsbetingelser, at >>bonus opspares og forrentes<< i det omfang der var tale om opsparet bonus, jf. så vidt angår B i pensionsregulativ II og for så vidt angår A i dagælden bonusregler. Landsretten begrunder herefter på denne baggrund [er der] ikke grundlag for at anse det for godtgjort, at der på tidspunkterne for aftalernes indgåelse er ydet sagsøgerne en rentegaranti som påstået. 129 Da aftalerne allerede ved deres indgåelse angiver garanti for ydelser, er det vanskeligt at komme til et andet resultat fx på grundlag af senere tilkendegivelser fra pensionsselskabets side. Disse tilkendegivelser må forudsætte et klart løfte om rentegaranti. I B s tilfælde kan fremhæves den udvikling, som er ganske central i forbindelse med dennes påstand om rentegaranti: ovennævnte forudsætninger 130 hviler på et beregningsgrundlag (G82), der er fælles for selskaberne, og som har en fælles grundlagsrente på 5 % p.a., hvoraf de 4,5 % er garanteret. De 0,5 % er afsat som sikkerhedsmargin til risiko og omkostninger. 131 Ovenstående citat er formuleret i en generel orientering til kunder fra Nedenstående citat er formuleringen i en orienteringsskrivelse, som den lyder senere i 1999: Ovennævnte forudsætninger 132 er baseret på beregningsgrundlaget (G82), som anvender en rente på gennemsnitlig 5,0 % p.a. hvoraf de 4,5 % er garanteret. De 0,5 % er afsat som sikkerhedsmargin til risiko og omkostninger. Renten er på gennemsnitlig 4,5 garanteres over forsikringsperioden som helhed. 133 En sammenligning af disse to citater efterlader isoleret set et indtryk af en kursændring mht. indholdet af det afgivet løfte. Det fremgår, at grundlagsrente på 5 % p.a. er udskiftet med rente på gennemsnitlig 5,0 % p.a. Efter vores mening indebærer en 128 U Ø, s U Ø, s Det er en henvisning til den prognose, som kunden har modtaget. 131 U Ø, s Det er en henvisning til den nye prognose, som kunden har modtaget. 133 U Ø, s

103 almindelig ordfortolkning af begrebet grundlagsrente på 5 % p.a. (hvoraf de 4,5 % er garanteret), at der må være garanteret en årlig forrentning på 4,5 %. Og den senere anvendelse af begrebet rente på gennemsnitlig 5,0 % p.a. samt tilføjelsen Renten er på gennemsnitlig 4,5 % garanteres over forsikringsperioden som helhed. der efter almindelig sprogbrug umiddelbart må opfattes, som en væsentlig afvigelse fra den tidligere formulering. Vi vil umiddelbart antage, at de færreste kunder der kender G82 og at det er det grundlag, der er henvist til. De fleste kunder vil antageligt sidestille begrebet grundlagsrente med ordet rente, uden yderligere refleksion 134 i forbindelse med begrebet grundlagsrente. Et af de bærende elementer i G82 er dog netop at grundlagsrenten er garanteret, og selvom kunden opfatter begrebet grundlagsrente anderledes, kan opfattelsen ikke tillægges særlig betydning. Efter vores opfattelse kan denne detalje 135 dog ikke i den samlede afvejning tillægges nogen særlig betydning i den konkrete dom, fordi der som det konkluderes i dommen, ved aftalernes indgåelse var givet garanti for årlige ydelser, og det ved at læse informationerne i sin sammenhæng fremgik, at der er aftalt ydelsesgaranti. Det kan konkluders. at retspraksis forudsætter, at kunderne skal være i stand til at læse den komplicerede information i sin sammenhæng, således at dele af aftalen, der isoleret set kan tale for andet end ydelsesgaranti, ikke kan ligges til grund for et andet resultat end det som hele informationsgrundlaget må føre til. Afgørelsen er også et godt eksempel på at dommerne ikke kan lade koncipistreglen indgå i deres afgørelse, fordi aftalen er tilstrækkelig klar når den læses i sin sammenhæng. Hvis de mundtlige løfter (om rentegaranti) kunne bevises, ville aftalen samlet set fremstå ligefrem selvmodsigende og hermed uklar. I dette tilfælde vil koncipistreglen have større betydning i fortolkningen af garantien. Begrebet kontorente kan bruges i pensionsoversiger og tilhørende bilag, uden at det i sig selv indebærer, at der foreligger rentegaranti. 136 Et modsat resultat vil efter vores 134 At en kunde ikke tillægger tilføjelsen grundlag betydning, kan dog være farlig at bruge som argument (selv om argumentet forekommer rimeligt), fordi der fra pensionsselskabets side, med samme argument, kan sås tvivl om kundes vilje til at gøre sig tanker om begrebet grundlag eller aftalens indhold som helhed. 135 Detaljen består i at der selektivt fokuseres på en delmængde af informationen uden at have hele kontraktens informationsgrundlag i betragtning. 136 U Ø, s

104 mening også stride mod en almindelig fortolkning af ordet kontorente. Det må på baggrund af dommen konkluderes, at et pensionsselskab har afgivet løfte om en rentegaranti, hvis ordet rentegaranti anvendes i forbindelse med ordet kontorente 137. Formodningsreglen 138, der foreskriver at der generelt i branchen er aftalt rentegarantier, kan i det konkrete tilfælde ikke bringes i anvendelse af to årsager. For det første er aftalen er tilstrækkelig klar, således at udfyldning af aftalen er udelukket. For det andet, er formodningsreglen ikke gjort gældende som et anbringende fra sagsøgernes side, hvorfor det ikke har været muligt for dommerne at tage eksplicit stilling til formodningsreglens betydning. U Ø er ikke anket fordi, det allerede er afgjort, at de foreliggende pensionskontrakter har den fornødne, selv om aftalerne er baseret på kompliceret information der dog kun kan opfattes som ydelsesgaranti, når kontrakten læses i sin sammenhæng. Det er altid forbundet med en væsentlig ulempe, at anke en dom med de ressourcer der skal mobiliseres i form af advokatbistand og sagsøgernes eget tidsforbrug. Sagsøgerne har samlet set vurderet, at det ville være uhensigtsmæssigt at anke sagen til højesteret Hvilke muligheder er der for at ændre vilkår i pensionsaftaler I en pensionskonkrakt er ensidige ændringer eller fortolkninger udelukket, og centrale vilkår om garantiforpligtelser kan ikke ændres ved kundens stilsigende accept. Udgangspunktet er til stadighed at aftaler skal holdes, som de er indgået. Det behandles dog i det følgende om pensionsselskaberne kan præcisere eller ændre deres forpligtelse til noget mindre byrdefyldt i løbende meddelelser til kunden. Dette gøres ud fra det argument, at ydelsesgaranti vil være en økonomisk fordel for kunden. Hvis kunden holder fast i sit retskrav på en rentegaranti (for det tilfælde en sådan kan bevises af kunden), undersøges det hvilke muligheder pensionsselskabet har for at få 137 U Ø, s Som ikke er påberåbt i sagen, men hvis eksistens findes, jf. redegørelsen for formodningsreglen under afsnit Bilag 3 103

105 justeret garantien ned i et mindre bydefuldt niveau, hvis den oprindelige garanti er umulig at opfylde. 9.1 Ændringer i vilkår fra selskabets side gennem kontraktens løbetid Der er ikke særlige regler, der giver pensionsselskaberne adgang til ensidigt at justere vilkårene i de indgåede kontrakter, citat: Hvis man kan fragå eller modificere sine løfter på grund af renteændringer, kan man vel også gøre det på grund af ændringer i dødelighed og invaliditet? Det lyder så ejendommeligt, at vi må spørge, om de seneste års opfattelser er seriøse i den teoretiske juras forstand. Det må da også konstateres, at ingen, - under anvendelsen af den juridiske metode har påvist eksistensen af særlige regler, der tillader livsforsikringsselskaber ensidigt [vores fremhævelse] at kontraktsregulere deres langvarige forpligtelser. 140 Pensionsaftaler er kendetegnet ved at løbe over mange år, typisk mellem 30 og 45 år. Både selskabet og kunderne har en interesse i, at selskabet på betryggende måde kan opfylde de aftaler, de har indgået. Der er også fra offentlig side en interesse i at pensionsaftalerne kan honoreres, hvilket er udmøntet i en regulering af pensionsselskaberne. I løbet af den tid en pensionsaftale løber, er der risiko for, at der sker store udsving i elementer, der har betydning for aftalens opfyldelse. Der er netop blevet observeret en udvikling i markedet, der har betydet at pensionsgarantierne er kommet Man kan i diskutere, fokus. om man måske ikke i visse pensionsaftaler har kunnet ændre, eller præcisere nogle vilkår som pga. uklarheder har kunnet fortolkes på en måde, som hverken er gavnligt kunden eller selskabet. Vi er tidligere i afsnit 6.2 kommet frem til, at der i langvarige uopsigelige kontrakter, er en tendens i restpraksis, der går på, at der i stigende grad foretages reguleringer og justeringer i aftalerne frem for fx at ophæve disse. Pensionsaftaler kendetegnes netop ved at være uopsigelige for selskaberne, og løbe over lang tid. Det, at tendensen går mod at regulerer og ændre i lange kontrakter, vil derfor kunne have en betydning, når det skal vurderes om en vilkårsændring fra selskabets side, uden kundens aktive accept, kan vise sig at være den bedste løsning for alle parter. 140 Livsforsikringsselskabernes rentegarantier de juridiske aspekter, s 15, Christen Boye Jacobsen 104

106 Hvis der tages udgangspunkt i en pensionsaftale, der er indgået i begyndelsen af 80 erne, umiddelbart efter at G82 er blevet godkendt og taget i brug, er det ovenfor blevet påvist, at der ikke var de store sondringer omkring ydelses- og rentegaranti ved aftaleindgåelsen. En aftale, der på tidspunktet for aftaleindgåelsen har haft en formulering, der sammen med mundtlige tilkendegivelser og generel markedsføring af produktet må fortolkes som en aftale om rentegaranti, bliver ifølge afgørelsen i U Ø, ikke udelukkende bedømt ud fra den på aftaletidspunktets foreliggende information. Udsendte forsikringsoversigter skal også inddrages i vurderingen af hvilken garantiform der er aftalt. Har det udsendte materiale fokus på ydelsesbegrebet, vil domstolen tage dette i betragtning ved en afgørelse. Kan det lægges til grund, at et selskab har afgivet rentegarantier, kan det resultere i en situation, hvor selskabet ikke kan opfylde aftalerne, med den konsekvens, at kunderne ønsker at hæve som følge af misligholdelse. Dette vil få nogle konsekvenser, der er ugunstige både for de involverede kunder, men også for selskabet og selskabets øvrige kunder, der fx har pensioner baseret på en lavere garanti. Tidligere har der været en diskussion omkring de ulemper, der for kunderne er forbundet med en rentegaranti. Det giver sig specielt udslag i en forsigtig investeringspolitik, som medfører en potentiel ringere forrentning end den, der kunne opnås, hvis selskabet førte en mindre forsigtig investeringspolitik med henvisning til en ydelsesgaranti, hvor hensættelserne skal være væsentlig mindre end ved en rentegaranti. Pensionsselskaberne har indrettet sig på en måde, hvor de tager udgangspunkt i ydelsesgarantier, hvilket også fremgår af hensættelserne. Dette har, med den nuværende markedssituation med lav rente og store indtjeninger på aktiemarkedet, betydet, at kunderne har fået en bedre forrentning end hvis selskaberne brugte de forsigtigere investeringspolitikker en rentegaranti ville medføre. Kunderne har måske opnået en økonomisk fordel ved, at der er taget udgangspunkt i en ydelsesgaranti. Hovedreglen er, at et pensionsselskab ikke ensidigt kan ændre i aftalerne uden kundernes accept. Det bør dog overvejes, om pensionskontrakterne er så klare, at der ikke er nogen tvivl om garantiformen. De ændringer som selskaberne har foretaget har måske nærmere karakter af en præcision, af hvad der er aftalt, end egentlige vilkårsændringer. Alternativet kan risikere at blive, at selskaberne bliver sat under administration af Finanstilsynet. Dermed kan der ske forringelser af garantierne, så 105

107 aftalerne kan opfyldes, hvilket ikke er til fordel for hverken kunderne eller selskabet. Det er tidligere anført, at Finanstilsynet har tilladt PFA at indføre KundeKapital uden at spørge deres kunder, idet dette bliver betragtet som en fordel for kunderne, og man kan på samme måde argumentere for, at ydelsesgaranti på pensionskontrakterne er en økonomisk fordel for kunderne pga. øgede investeringsmuligheder og deraf højere forventede afkast. 9.2 Forudsætningslæren I de konkrete tilfælde, hvor domstolene i deres fortolkning må komme frem til, at der er aftalt en rentegaranti, melder spørgsmålet sig, om pensionsselskaberne alligevel kan have adgang til at nedsætte renten med henvisning til, at der foreligger bristede forudsætninger som følge af indtrufne upåregnelige efterfølgende omstændigheder. I vurderingen af om forudsætningslæren vil kunne finde anvendelse, er det afgørende, at der forligger ændrede forhold, som på væsentlig måde har ændret de aftalte byrder og fordele mellem parterne. Meget negative udsving i de økonomiske konjunkturer gør det væsentligt mere byrdefuldt at opfylde pensionsselskabernes forpligtelser, når investeringsafkastene er meget lave i forhold til det forudsatte afkast på tidspunktet for aftalens indgåelse. Denne udvikling, betyder for kunderne, at de i udgangspunktet opnår en uforudset fordel af aftalen, fordi de ikke vil kunne forvente samme afkast ved at investere tilsvarende i markedet efter rentefaldet. Som bristede forudsætninger for aftalen kunne pensionsselskaberne overveje, dels at påberåbe sig den ekstraordinære byrdefylde udvikling i beskatningen og dels de ekstraordinært forlængede levetider. Disse forhold er dog mindre relevante i sammenligning med det omfang, markedsrenten er faldet. Se dog afsnit 9.3 med henblik på en vurdering af den ændrede beskatning. Det anføres af Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Den, der påberåber sig forudsætningslæren, må være forberedt på at blive mødt med en vis skepsis fra domstolenes side som er mere udtalt, jo mere professionel den pågældende løftegiver 106

108 er. 141 De nævnte forfattere kommer frem til ovenstående, ud fra det synspunkt, at læren ikke må blive et værn for kontraktparter, der spekulerer i ikke at fremdrage deres forudsætninger ud fra den kalkulation, at hvis forudsætningen ikke svigter, er det ærgerligt at have betalt prisen for at gøre den til en betingelse 142. Hvis forudsætningen alligevel svigter, er forudsætningslæren ved hånden som en redningskrans. Hvis pensionsselskaberne vil påberåbe sig forudsætningslæren, må de bristede forudsætning i de indgåede pensionskontrakter om rentegaranti være, at renten siden kontraktens indgåelse er faldet til et uforudsigeligt lavt niveau. Dette indebærer, at pensionsselskaberne kun har opnået et meget lavt afkast, der er meget lavere end det afkast pensionsselskaberne (og de øvrige aktører på de finansielle markeder) forventede var realistisk. Tre forhold skal være på plads for at forudsætningslæren kan komme til at have betydning for kontrakterne. Det kræves, for det første, at forudsætningen har været væsentlig/bestemmende for løftegiver. Pensionsselskaberne havde formodentligt ikke afgivet løfter om rentegarantier, hvis de havde været i stand til at forudse renteudviklingen. Hvis pensionsselskaberne ikke er i stand til at overholde deres kontrakter, bliver de sat under administration af Finanstilsynet og kan risikere at blive afviklet. Det forekommer ikke oplagt, at pensionsselskaberne skulle have indgået lange kontrakter med det formål at blive afviklet, eller drive tabsgivende forrentning. Set ud fra et pensionsmæssigt synspunkt må det være selvsagt, at pensionsselskaber der forvalter kundernes pensionsmidler ikke over en længere periode kan fastholdes i tabsgivende kontrakter. For det andet kræves, at forudsætningen må have været kendelig for medkontrahenten. Det vil sige, at kunden må have indset, at der er tale om en væsentlig/bestemmende forudsætning for pensionsselskabet. Selv om kunderne generelt ikke har et særligt indgående kendskab til selve driften og økonomien i pensionsselskaberne, kan det ikke overraske kunderne, at pensionsselskaberne investerer pengene med det formål, at skabe 141 Aftaler og mellemmænd, s 196, Lennart Lynge Andersen & Palle Bo Madsen. 142 Det vil sige til et udtrykkeligt vilkår i kontrakten, jf. forfatternes terminologi: Forudsætninger forbliver under bordet og betingelser ligges frem på bordet. 107

109 et afkast der kan dække deres forpligtelser i kontrakterne. Dermed er det også logisk, at det er eller burde være kendeligt for kunderne, at det er en forudsætning for pensionsselskaberne, at de finansielle markeder ikke fastholdes i et ekstraordinært kritisk niveau i en så lang periode, at det vil være umuligt at overholde kontrakterne. Helle Krunke anfører, at der under alle omstændigheder formentlig må antages at være tale om en typeforudsætning i pensionsbranchen, hvorfor kendelighedsbetingelsen er opfyldt. 143 Det vil sige, at forudsætningen er så regelmæssig knyttet til indgåelsen af pensionskontrakterne, at de kan betragtes som en del af aftalen 144. Afgørende for at kunne regulere pensionskontrakter via forudsætningslæren afhænger for det tredje af, om forudsætningen er relevant. I Ussings version af forudsætningslæren den objektive forudsætningslære er det afgørende for en forudsætnings relevans, om risikoen for at forudsætningen svigter, bør ligges på løftegiverens medkontrahent. Om en forudsætning skal anses for relevant er med andre ord et risikospørgsmål. Hvor risikoen i en given situation skal placeres beror til syvende og sidst på en domstolsafgørelse 145 Der skal fortages en afvejning af de involverede hensyn med henblik på at afgøre, om det er rimeligt, at det er kunderne, der skal bære risikoen for, at pensionsselskabernes forudsætning er bristet. På et generelt plan er de hensyn, der skal tillægges størst vægt i afvejningen, på den ene side hensynet til at aftaler skal holdes som de er indgået samt hensynet til at pensionsselskaberne skal overholde deres oplysnings- og loyalitetsforpligtelse (dvs. at selskabernes rentegaranti er bindende og er forpligtet til at være udtrykkelige mht. til det konkrete indhold af garantien). På den anden side hensynet til ekstreme udviklinger i omstændighederne (markante rentefald), der ændrer aftalens pligter og rettigheder væsentligt efter aftalens indgåelse. Argumentationen for at pensionsselskabernes forudsætning er bristet vedrørende muligheden for at kunne opnå et tilstrækkeligt afkast, bør kun kunne bære i forhold til 143 Nogle generelle betragtninger om ydelsesgarantier og rentegarantier i pensionsforsikring, s. 3, Helle Krunke. 144 Det hænger sammen med, at det som udgangspunkt kræves, at der foreligger konkrete omstændigheder, der gør det muligt for medkontrahenten at indse den faktor, som motiverer løftegiver til at afgive løftet. Dette kræves imidlertid ikke i forbindelse med typeforudsætninger. Aftaler og mellemmænd, s 197, Lennart Lynge Andersen & Palle Bo Madsen. 145 Aftaler og mellemmænd, s 198, Lennart Lynge Andersen & Palle Bo Madsen. 108

110 de ældste kontrakter. For så vidt angår kontrakter, der er indgået i tiden før 1987, 146 har den konkrete fremtidige finansielle udvikling været næsten upåregnelig. Derfor er relevansen af den bristede forudsætning mere klar her end senere, hvor der opstår flere indikationer der viser, at det kan være problematisk at overholde rentegarantierne. Det må antages, at være vanskeligt for pensionsselskaberne at bevise, at der er tale om en helt ekstrem udvikling i de finansielle markeder. Det vil blandt andet indebære en analyse af, hvor sandsynligt det ved aftaleindgåelsen var at renten ville falde til et renteniveau under garantierne. Udfaldet af sådan analyse vil afhænge af hvilken tidsperiode der bliver inddraget i analysen, samt hvilke øvrige elementer i de økonomiske konjunkturer, der har betydning for markedsrenten, der bliver inddraget i analysen. Hvor domstolen i sidste ende sætter den grænse, der kræves overskredet for, at der kan være tale om en ekstrem udvikling i omstændighederne, er dermed vanskelig at angive præcist. Det må dermed konkluderes, at det som udgangspunkt vil være meget vanskeligt for pensionsselskaberne at komme igennem med et bristet forudsætningssynspunkt. Hvis pensionsselskaberne kan føre bevis for, at markedsrenten overraskende har udviklet sig helt ekstremt i negativ retning, vil synspunktet om den bristede forudsætning kunne holde, således at der kan justeres på de byrdefulde og tabsgivende vilkår. Den næste udfordring for pensionsselskaberne vil så være at regne på, hvilket renteniveau de kan garantere fremover. 9.3 Force majeure Dette afsnit har sin berettigelse i det forhold at force majeure har været overvejet af kammeradvokaten i forbindelse med ændringen af beskatningen af pensionsafkast. Afsnittet skal således ikke tages til indtægt for, at det forekommer relevant at overveje force majeure som grund til at opsige aftalerne, hvis bedømmelsen af udviklingen i omstændighederne ikke engang efter forudsætningslæren fører til at risikoen flyttes over på kunden. Det er i vidt omfang de samme bedømmelser af omstændighederne der ligger til grund, uanset om man går frem efter forudsætningslæren eller force majeure, 146 Der henvises til Pensionsselskaberne vidste eller burde vide at det var forbundet med høj risiko at love højeste tilladte garantier på niveau med markedsrenten. Se evt. afsnit 6.3 Pensionsselskabernes ansvar. 109

111 jf. også analysen, af Hans Henrik Edlund, af de retssystematiske samlebegreber omtalt i afsnit 6.2 Uanset at kunderne som udgangspunkt har krav på opfyldelse af garantierne, kan selskaberne alligevel (forsøge at) frigøre sig for garantiforpligtelserne under påberåbelse af force majeure. En vurdering af om der foreligger force majeure, vil kræve en vurdering af de enkelte omstændigheder der har ført til krisens indtræden. Det kunne tænkes, at selskaberne kunne finde det relevant at påberåbe sig en helt ekstraordinært forøget beskatning, der medfører en så kraftig begrænsning i selskabernes mulighed for at genere den nødvendige indtjening til at opfylde kontrakterne i forhold til, hvad man med en for branchen almindelig agtpågivenhed må kunne have forventet. Det er imidlertid vanskeligt at komme med et sikkert bud på præcist hvor grænsen sættes for den risiko, der er forbundet med kontraktens forpligtelser, og som skal kunne tåles af pensionsselskaberne, og hvor ekstreme begivenheder indtræder. Problemet med at gå frem efter force majeure er, at force majeure betinger en meget ekstrem fravigelse af det, der er den normale tilstand. Bl.a. derfor er praksis herom generelt sparsom. Så vidt ses eksisterer der ikke relevante bidrag, som decideret vedrører pensionsområdet, hvor force majeure er påberåbt. Det er kendetegnende ved force majeure, at det alene giver mening at påberåbe sig dette, hvor der er indtrådt en begivenhed, som ligger fuldstændig udenfor parternes kontrol, så som (helt overraskende) ændret lovgivning, indførelsesforbud, krig og lignende ekstremer. Netop det forhold, at der er tale om en uventet lovgivningsændring vurderes, at være grunden til at Kammeradvokaten, i Kammeradvokatens responsum, går frem efter Force majeure, i stedet for alternativer som forsætningslæren og princippet i aftalelovens 36. Force majeure kan altid foreligge (påberåbes), uanset om selve kontrakten eller lovgivningen om pågældende område, hvorpå kontrakten er indgået, ikke har bestemmelser desangående. Princippet om force majeure i Kbl 24 gælder generelt. Hvis en sælger skal fritages for sine pligter (opnå ansvarsfrihed) i en gensidig bebyrdende kontrakt på grund af force majeure, skal muligheden for at opfylde aftalen være udelukket ved omstændigheder, der ikke er af en sådan beskaffenhed, at sælgeren, 110

112 ved kontraktens endelige indgåelse, burde have taget dem i betragtning, jf. princippet i Kbl. 24. Der er således som hovedregel to kumulative betingelser, der skal være opfyldt, hvis en force majeure påstand skal kunne holde: 1. Der skal efter kontraktens indgåelse være opstået helt ekstraordinære omstændigheder. 2. Omstændighederne skal umuliggøre opfyldelse af kontrakten. Der er støtte for at indførelsen af en skattelov, der indebærer en ekstraordinær høj beskatning af selskaberne, er en ekstraordinær omstændighed, som ligger udenfor, hvad selskaberne kan stilles til ansvar for, eller burde have taget i betragtning ved kontraktens indgåelse. Citat af Kammeradvokaten: Der er ikke tvivl om, at et lovgivningsindgreb af karakter som PABL [PAL] er en ekstraordinær omstændighed. domstolene [vil] utvivlsomt anse det for uforudseeligt for selskaberne, hvis lovgivningsmagten ved en beskatningslov gør det umuligt for dem at leve op til garantierne. Ganske vist er det selskabernes eget ansvar, om de tør give garantier helt op til maksimum, men dette forhold tager sigte på forhold, som selskaberne selv har rådighed over 147 Synspunkterne følges. En ekstraordinær høj beskatning ligger helt udenfor hvad selskaberne har forudsætninger for at have indflydelse på. Da første betingelse for force majeure er opfyldt, vil der i det næste blive undersøgt nærmere, hvad umulighed er, og om det foreligger. Der er generelt enighed i retspraksis og den juridiske litteratur om, at umulighed ikke skal forstås absolut 148. En relativ umulighed er tilstrækkelig. Fx antog Ussing, at skyldneren e.o. må kunne fritages, hvis hindringen kun kan overvindes ved ganske uforholdsmæssige store opofrelser, der ligger helt uden for parterne forudsætninger 149. Det anføres endvidere, at ansvarsfrihed vil kun sjældent indtræde men kan i al fald tænkes at følge af lovgivningsændringer. 147 Kammeradvokatens responsum, s. 39, M. Gregers Larsen 148 Obligationsretten, Almindelig Del, s. 123, Henry Ussing. 149 Obligationsretten, Almindelig Del, s. 123 henry Ussing. 111

113 I tråd med kammeradvokatens opfattelse 150, mener vi, at force majeure kan påberåbes, når en skattelov vedtages 151 efter, at en pensionskontrakt er indgået, hvis lovens vedtagelse indebærer, at selskabet kommer til at foretage betaling med egenkapitalen i et omfang, at basiskapitalkrav og solvensmargen ikke kan opfyldes. Med henvisning til de seneste års høje afkast, hvor overgangen til PAL faktisk har været en fordel for pensionsselskaberne (og kunderne), synes det over den forgangne periode siden indførelsen af PAL, samlet set, at have formodningen imod sig, at der på nogen måder kan være et formål med at påberåbe sig force majeure 152. Se evt. beregningerne i afsnit Delkonklusion Sammenlignes de fordele og ulemper for kunder og pensionsselskaber som henholdsvis ydelses- og rentegarantier skaber, kan det overvejes om det ikke for begge parter vil være fordelagtigt at pensionsaftalerne indeholder ydelsesgarantier. Aftaler med ydelsesgaranti medfører muligheden for en mere fordelagtig investeringspolitik. Selvom det som udgangspunkt ikke er muligt for selskabets ensidigt at ændre i vilkårene, kan det være til begge parters fordel, hvis selskaberne igennem deres løbende kontakt med kunderne har kunnet præcisere at aftalen indeholder en ydelsesgaranti. Dette vil kun være gældende hvis der er tvivl om hvilken garantiform, der er indeholdt i aftalen på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Der vil være en mulighed for at ændre i vilkårene fra selskabets side, hvis de kan komme igennem med det argument, at der foreligger bristede forudsætninger eller force majeure. Udvikling i de forhold der indgår under baggrunden for krisen, er på nuværende tidspunkt ikke af en så kritisk karakter, at det er relevant for selskaberne at påberåbe sig helt ekstraordinære problemer med at overholde deres aftaler, med det formål at justere pensionsgarantierne i nedadgående retning 150 Kammeradvokatens responsum, s. 45, M. Gregers Larsen 151 Eller blot et lovforslag under udarbejdelse. 152 Eller aftaleloven 36, eller forudsætningslæren for den sags skyld, jf. afsnit 6.2 Lange uopsigelige kontrakter. 112

114 10.0 konklusion Kontrakterne i det traditionelle pensionsprodukt, der er baseret på grundlaget G82, er meget komplicerede. Vi har beskæftiget os med den del af pensionsaftalerne, der omhandler pensionsgarantierne, om hvilke man kan konstatere at de er blevet et stigende problem for pensionsselskaberne. Pensionsselskaberne fik godkendt et nyt grundlag i 1982, G82, som branchen siden har brugt som grundlag i deres pensionsaftaler. Markedsrenten lå dengang på ca. 20 % og der var derfor ingen der havde indvendinger imod en grundlagsrente på 5 %, som var den maksimalt tilladte. Renteniveauet begyndte at falde kraftigt i perioden efter G82 bliver godkendt, og renten fortsatte med at falde indtil den stabiliseres i leje mellem 3 og 6 % fra 1999 og frem. Siden 1999 har statsobligationsrenten hovedsagligt været lavere end de 5 % som er den minimumsforrentning selskaberne skal kunne opretholde for at opfylde pensionsgarantierne. Den negative udvikling i aktiemarkedet fra 2001 viser hvor sårbare selskaberne er overfor den lave markedsrente, og pensionsselskabernes buffer bliver i denne periode drænet kraftigt fra 25 % af hensættelserne i 2000 til 8 procent i Den lave markedsrente har i en lang periode lagt omkring eller væsentlig under procentsatsen i pensionsgarantierne, og det i sig selv skaber problemer, når selskaberne skal foretage nyplaceringer. I 1984 blev der indført en afgift på pensionsafkast, som siden er erstattet med en pensionsafkastskat, hvilken siden 2001 har ligget på 15 %. De garantier som pensionsselskaberne har udstedt er såkaldte efter skat garantier, og renten efter skat har siden 2001 lagt under pensionsgarantierne. Dertil kommer en kraftig stigning i levealderen, som der ikke er indkalkuleret i grundlaget, og derfor medfører et behov for yderligere forrentning. Der er opstået en række problemer for pensionsselskaberne, som kan afledes af, at markedsrente er lavere, end de garantier selskaberne har udstedt. Bufferen blev reduceret kraftigt, blandt andet pga. at hensættelseskravet til pensionsaftalerne stiger i takt med, at markedsrenten falder. Som en direkte konsekvens heraf er der en konkret risiko for, at den investerings politik, der kan føres, skal være meget forsigtig. Det 113

115 medfører, at en større del af porteføljen skal flyttes over i sikre obligationer. Pensionsgarantierne har den virkning, når markedsrenten er lavere end garantirenten, at kundernes investeringsmuligheder bliver begrænset. Kunderne får en forrentning, der er lavere end den forrentning, der kunne forventes, hvis de ikke havde en pensionsgaranti. De høje pensionsgarantier er også problematiske i forhold til andre bestanddele med en lavere garanti. Når renten er lav, medfører det en risiko for, at der sker omfordelinger, som ifølge kontributionsprincippet ikke er lovlige, mellem forskellige bestanddele, når der er forskellige garantisatser i samme bestand. Det virker som om branchen har anerkendt, at pensionsgarantierne udgør en risiko for selskaberne, og at der som følge heraf er en række tiltag, der har til formål at afhjælpe situationen. Efter faldet på aktiemarkedet er der fra selskabernes side kommet større fokus på afdækningen af pensionsgarantierne, ved hjælp af afledte finansielle instrumenter. Investeringerne i afledte finansielle instrumenter er steget kraftigt siden 2001, hvilket har haft stor betydning for branchen modstandsdygtighed overfor fald i renten, hvilket betyder, at selskaberne har bedre mulighed for at overholde scenarierne i Finanstilsynets trafiklys. Pensionsselskaberne har også gjort et stort arbejde for at få flyttet deres kunder væk fra pensionsaftaler med høje garantier. Enten ved en bestandsopdeling, hvor kunderne får valget mellem at beholde deres gamle ordninger eller skifte til en ny, eller ved at udbyde nye eller ændre i nuværende produkter, som fx livscyklusprodukter og KundeKapital. Disse tiltag er meget positive både for kunderne og selskaberne. Pensionskunderne får et større udvalg af produkter, og kan bedre få deres behov dækket. Pensionsselskaberne kommer af med de høje garantier. Der er foretaget en række ændringer med reguleringen af pensionsselskaberne siden 1999, hvor den seneste nedsættelse af grundlagsrenten fandt sted. I 2001 er der foretaget en ændring i tilsynet med pensionsselskaberne og Finanstilsynet anlægger en risikobaseret tilsynsform, udformet som en stresstest baseret på Finanstilsynets trafiklys. Formålet med det nye tilsyn efter trafiklyset er, at sikre, at pensionsselskaberne har den finansielle styrke, der er nødvendigt for at kunne opfylde deres pensionsaftaler. Trafiklyset består af et gult og et rødt lys scenarie. Hvert scenarie tager udgangspunkt i nogle ændringer i renten, aktiemarkedet og ejendomspriserne. Det gule er det mest omfattende scenarie, og kan et selskab ikke overholde dette, kommer selskabet under 114

116 skærpet tilsyn. Hvis et selskab ikke efter de ændringer, der er i det røde scenarie, har en tilstrækkelig solvens, vil Finanstilsynet gribe ind med nogle sanktioner, der strækker sig fra et krav om en genoprettelsesplan til en administration af pensionsbestanden. Ændringen til et risikobaseret tilsyn er et positivt tiltag for branchen, og det blev herved synliggjort, hvor stort et problem den lave markedsrente, i forhold til garantierne, er for pensionsselskaberne. Ligeledes er det nemmere at vurdere, hvor sårbar det enkelte selskab er overfor negative ændringer i markedet. Den 1. januar 2002 trådte en ny regnskabsbekendtgørelse i kraft. Dette medførte, at markedsværdiprincippet skulle bruges i pensionsselskabernes regnskaber. Formålet var at skabe et tillidsvækkende og mere retvisende finansielt marked. De største ændringer skete på passivsiden, hvor den post der tidligere blev benævnt livsforsikringshensættelser blev splittet op i de 3 poster: Garanterede ydelser, bonuspotentiale på fremtidige præmier og bonuspotentiale på fripoliceydelser. Hver post beregnes individuelt baseret på pensionsgarantien og en diskonteringsrente. Der blev med de nye regnskabsregler åbnet op for en ny ressource, der kunne anvendes som bufferkapital. Den samlede buffer i branchen ville have været på 8 procent i 2002, hvis ikke det var blevet åbnet adgang til at inddrage bonuspotentialet på fripoliceydelserne som buffer. Ved at inddrage den nye reserve som buffer steg bufferen til 15 % i De nye regnskabsregler medfører, at pensionsselskabernes regnskaber bliver mere retvisende, da også passivsiden bliver opgjort til markedsværdier og risikoen bliver mere synlig. Den nye buffer hjalp en række selskaber, om end det måske har været på et forkert grundlag, da den ekstra reserve hovedsageligt kom fra bonuspotentiale på fripoliceydelserne fra pensionsaftaler med lavere garantier. Det må antages, at stride imod kontributionsprincippet, at selskaberne sikrer solvensen på de høje garantier ved hjælp af de lave garantier. Spørgsmålet nåede dog aldrig at blive aktuelt, da selskabernes solvens blev forbedret ved stigninger på aktiemarkedet. Selvom der er sket en række økonomiske tiltag fra både pensionsselskabernes og tilsynsmyndighedens side, for at løse pensionsgarantiproblemet, er der stadig et væsentlig problem, som ikke kan løses økonomisk, pga. at markedsrenten er så lav, at selskaberne ikke kan forrente pensionsdepoterne med 4,5 % årligt. Der er derfor opstået et juridisk spørgsmål, om der er afgivet rente- eller ydelsesgarantier. 115

117 Der kan ikke konkluderes samlet på, om pensionsselskaberne har lovet deres kunder en rentegaranti eller en ydelsesgaranti. Fortolket på baggrund af G82 alene må kontrakterne antages at indeholde ydelsesgarantier. Dette udgangspunkt er fastslået i retspraksis i de to domme. Det fastslås samtidig i U Ø, at selvom en aftale er baseret på G82 kan det ikke udelukkes, at der kan være aftalt en rentegaranti. Det må afgøres konkret ved at læse den enkelte aftale eller gennem fortolkning af aftalen. Det forekommer ikke urealistisk, at kunderne i mange tilfælde er blevet lovet en rentegaranti, samtidig med at det enkelte pensionsselskab internt har arbejdet med et grundlag, der udelukkende beror på sammenhængen mellem præmier og ydelser. Vi begrunder dette synspunkt med, at det ikke er utænkeligt, at der kan være en uoverensstemmelse mellem et pensionsselskabs vilje og de erklæringer, som kunden i en salgssituation har modtaget af en assurandør. En kombination af en assurandørs mundtlige løfte om rentegaranti og en skriftlig aftale med kompliceret information, der betyder ydelsesgaranti, vil i de fleste tilfælde formodentligt efterlade kunderne med en overbevisning om, at de have modtaget et løfte om rentegaranti. Det mundtlige løfte, som herefter kan være det eneste, der er afgørende for om der er aftalt rentegaranti frem for ydelsesgaranti, kan sjældent bevises. Hvis den enkelte aftale må anses for uklar, åbnes der op for, via kontraktfortolkning, at få rettens bedømmelse af, om der er aftalt rentegaranti. Der er igennem markedsføringen og det gængse sprogbrug siden 1982 skabt en formodning for rentegaranti. Denne formodningsregel bør i samspil med koncipistreglen have afgørende betydning for, om retten kan komme frem til, at der er aftalt rentegaranti i stedet for ydelsesgaranti, men alene hvis aftalen er uklar. Formodningsregel alene, kan heller ikke føre til et resultat, der indebærer rentegaranti, hvis det i aftalen med fornøden klarhed fremgår, at ydelsesgaranti er aftalt. Selvom der ikke på tidspunktet for kontraktens indgåelse udtrykkeligt er aftalt en rentegaranti, kan en sådan forpligtelse alligevel godt opstå, hvis pensionsselskabet gennem sin efterfølgende adfærd har tilvejebragt en berettiget forventning om en rentegaranti hos kunden. Kundens berettigede forventning om at der foreligger en rentegaranti, kan være båret af både mundtlige og skriftlige udsagn fra pensionsselskabets side, der begrunder opfattelsen. 116

118 Samfundsøkonomiske hensyn kan måske indgå som et moment i fortolkningen af, om der alene er aftalt ydelsesgaranti, hvis en rentegaranti viser sig umulig at overholde for selskabet. Inddragelsen af dette moment i fortolkningen er udelukket, hvis det klart fremgår af aftalen, at der er aftalt rentegaranti. Genkøbsklausulerne bør indgå i som et moment i fortolkningen af, om der er aftalt en ydelses- eller rentegaranti. Det må antages, at domstolene er mere tilbøjelige til at fortolke i retningen af en rentegaranti, hvis kunden til ethvert tidspunkt kan tilbagesælge pensionskontrakten til pensionsselskabet, og få udbetalt værdien af dennes depot på salgstidspunktet. Dette argument vil blive forstærket, hvis bonusanvendelsen er af en sådan karakter, at depotet bliver opskrevet med bonussen og denne forrentes på samme måde som præmierne. U Ø illustrerer kundernes principielle problem, at det som udgangspunkt er særdeles vanskeligt at bevise, hvad der, i forbindelse med indgåelsen af de enkelte kontrakter, mundtligt er aftalt eller tilkendegivet. Derfor kan de mundtlige tilkendegivelser vanskeligt indgå i fortolkningen. Det kan konkluders, at kunderne skal være i stand til at læse den komplicerede information i sin sammenhæng. Det centrale for bedømmelsen af, hvad der er aftalt, bliver således det skriftlige materiale udarbejdet af pensionsselskabet. Både det materiale kunden har modtaget på tegningstidspunktet, men også senere materiale som fx forsikringsoversigter og forudsætninger for prognose skal inddrages. Landsretten konkluderer, at kunderne skal være i stand til at læse den komplicerede information i sin sammenhæng, og ikke kan bruge brudstykker af denne information til at påvise en rentegaranti, hvis informationen som helhed indeholder en ydelsesgaranti. Landsretten kommer i præmisserne med et væsentligt synspunkt til brug i fremtidige sager af samme karakter. Såfremt ordet rentegaranti eller lignende angivelse er anvendt i sammenhæng med kontorenten vil domstolene med stor sandsynlighed ligge til grund, at der er aftalt rentegaranti. Det er i denne sammenhæng ikke nok til at påvise rentegaranti, at der er aftalt en rente, der er garanteret, idet den form for garanti der ligger i G82 er baseret på en ydelsesgaranti. Pensionsaftalerne er karakteriseret ved at løbe over en lang årrække. De er desuden uopsigelige fra selskabets side og kun fra kundens side via aftale. Der er en tendens i 117

119 udviklingen af retspraksis i netop sådanne aftaler, der går mod, at der reguleres og justeres i disse i stedet for at erklære dem ugyldige eller ophæve dem. Pensionsselskaberne er underlagt en offentligretlig regulering. Opretholder selskaberne ikke den fornødne solvens som er påkrævet for at kunne opfylde deres aftaler på en betryggende og rimelig måde skal Finanstilsynet skride ind. I værste fald skal der udpeges en administrator af Finanstilsynet til at administrerer pensionsbestanden. Hvis der ikke findes andre løsninger, kan administrator være nødsaget til at nedsætte pensionsgarantierne, og derved ændre i de vilkår pensionsaftalen bygger på. Der er derved i lovgivningen en mulighed, om end i ekstreme situationer, for at ændre i en eksisterende pensionsaftales vilkår. Det faktum, at der eksisterer lovregler, der regulerer en uforudsigelig og kritisk situation, taler for, at eksempelvis forudsætningslæren kan træde i baggrunden. Sammenholder man de fordele og ulemper for kunderne og pensionsselskaberne som henholdsvis ydelses- og rentegarantier skaber bør det overvejes, om det ikke for begge parter vil være fordelagtigt, at pensionsaftalerne indeholder ydelsesgarantier. Aftaler med ydelsesgaranti medfører muligheden for en mere fordelagtig investeringspolitik. Selvom der som udgangspunkt ikke er mulighed for fra selskabets side ensidigt at ændre i vilkårene, kan det være til begge parters fordel, hvis selskaberne igennem deres løbende kontakt med kunderne har kunnet præcisere, at aftalen indeholder en ydelsesgaranti, hvis der kan have været tvivl om hvilken garantiform, der er indeholdt i aftalen på tegningstidspunktet. Der vil være en mulighed for at ændre i vilkårene fra selskabets side, hvis de kan komme igennem med det argument, at der foreligger bristede forudsætninger. Generelt er den seneste udvikling i markedet ikke på det kritiske niveau, der gør det relevant for selskaberne at påberåbe sig helt ekstraordinære problemer med at overholde deres aftaler, med det formål at justere pensionsgarantierne i nedadgående retning. De meget få selskaber der må have problemer med at overholde kontrakterne, kan på nuværende tidspunkt ikke have et formål med at påberåbe sig forudsætningslæren, fordi der i øjeblikket ikke er et generelt problem med at overholde aftalerne. Derfor vil eventuelle problemer med at overholde kontrakterne i disse få selskaber, alt andet lige, skyldes 118

120 egnen utilstrækkelighed og ikke udefrakommende begivenheder, der ligger uden for selskaberne kontrol. Skulle størstedelen af selskaberne komme i en situation, hvor der er overhængende fare for, at de ikke kan overholde deres kontrakter på grund af markante rentefald og markante fald på aktiemarkedet, bør forudsætningslæren kunne få betydning for nogle af kontrakterne. Imidlertid burde ledelserne vide, at der kan være problemer med at give en pensionsgaranti på 4,5 %, når markedsrenten ligger på samme niveau. Derfor synes forudsætningslæren mest relevant for de kontrakter der er indgået mellem 1982 og ca I tiden herefter er ledelserne efterhånden i besiddelse af viden, der betyder, at der afgives pensionsgarantier mod bedre vidende, fordi markedsrenten stadig er faldende, samtidig med at der afgives den maksimale pensionsgaranti. Svagheden ved forudsætningslæren er, at det er vanskeligt at afgøre hvornår en forudsætning er bestemmende/væsentlig, fordi argumentationen afhænger af subjektive forhold, der kan føre til gætteri. Svagheden ved AFTL 36 er risikoen for, at argumentationen ender i overfladiske rimelighedsbetragtninger. Det er antageligt derfor at kammeradvokaten går frem efter force majeure i sin behandling af den ændrede beskatningslov, fordi der ikke eksisterer helt samme usikkerhed i argumentationen efter force majeure. Force majeure er umiddelbart også det mest ekstreme begreb der indgår under de anførte juridiske værktøjer, der medfører særligt gunstige retsvirkninger. Det er imidlertid ikke relevant for selskaberne, at argumentere for at beskatningen er øget til et omfang der statuerer umulighed. Det er der to grunde til, dels var regeringen villig til at lempe beskatningen, hvis den skulle udgøre et relativt større problem for selskaberne end tidligere og dels, fordi beskatningen generelt er lavere på nuværende tidspunkt i selskaber med en forrentning på over 6,5 % i forhold til den tidligere skattelovgivning. Siden arbejdet med afhandlingen gik i gang, har der været en positiv udvikling på markedsrenten. Samtidig har der været en konstant stigning på aktiemarkedet. Dette har medført høje afkast i pensionsbranchen, der ligger væsentlig over de 5 %, som der minimum kræves for at opfylde pensionsgarantierne. Ydelses- og rentegaranti problematikken bliver sat lidt i baggrunden da kunderne pt. bliver tildelt en kontorente, der ligger væsentligt over garantierne. Markedsrenten ligger dog stadig under de høje 119

121 garantirenter, så problemet kan hurtigt blive aktuelt igen, hvilket kan medføre en række nye retssager, hvor det bliver påberåbt, at pensionsselskaberne har udsted rentegarantier. 120

122 11.0 Litteratur liste Bøger Blume, Peter, udgave, Juridisk metodelære, Jurist- og Økonomforbundets forlag Bryde Andersen, Mads, 2002, 2 omarbejde udgave, Grundlæggende aftaleret, Gjellerup. Bryde Andersen, Mads m.fl., 2003, Lærebog i obligationsret, Forlaget Thomson A/S Christensen, Michael, 2005, Udviklingslinier i finansiering, Jurist- og Økonomforbundets forlag Iversen, Torsten m.fl., 2003, Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, Jurist- og økonomforbundets forlag Lynge Andersen, Lennart, 2005, 4. reviderede udgave, Aftaleloven med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets forlag Lynge Andersen, Lennart m.fl. 2006, 5. udgave, Aftaler og mellemmænd, Jurist- og Økonomforbundets forlag Nielsen, Ruth og D. Tvarnø, Christina, 2005, Retskilder og retsteorier, Jurist- og Økonomforbundets forlag Ussing, Henry, udgave, Obligationsretten almindelig del, Juristforbundets forlag Rapporter Rapport om betaling af rentegaranti, 1998, Finanstilsynet Finansiel stabilitet, 2002, Danmarks Nationalbank Finansiel stabilitet, 2003, Danmarks Nationalbank Større valgfrihed i pensionsopsparing, 2003, Økonomi- og erhvervsministeriet m.fl. Finansiel stabilitet, 2004, Danmarks Nationalbank Rapport om bonus i livsforsikring, 2004, Finanstilsynet Rapport om kundeinformation, 2004, Pensionsmarkedsrådet Finansiel stabilitet, 2005, Danmarks Nationalbank Rapport om bestandsopdeling, 2005, Pensionsmarkedsrådet 121

123 Finansiel stabilitet, 2006, Danmarks Nationalbank Artikler Finans/Invest: Bjerre-Nielsen, Henrik, 2001, Tilsynet med livsforsikringsselskaber under omstilling, Finans/Invest 7/01 Boye Jacobsen, Christen, 2002, Livsforsikringsselskabernes rentegaranti de juridiske aspekter Finans/Invest 1/02 Eberhard, Niels Erik, 2004, Høj pension og fleksibilitet fremtidens krav fører til modernisering, Finans/Invest 4/04 Endersen, Michael og Kristoffer A. Bork, 2005, Vækstpension, Finans/Invest 3/05 Gade Jepsen, Henrik, 2006, Bør pensionsselskaberne anlægge et nyt verdenssyn? Finans/Invest Anders Grosen og Peter Løchte Jørgensen, 1999, Værdiansættelse af pensionsselskabers forpligtigelser- en optionsbaseret vinkel, Finans/Invest 6/99 Grosen, Anders og Peder Harbjerg Nielsen, 1999, Det politiske spil om rentegarantien, Finans/Invest 1/99 Grosen, Anders, 2001, Hvorfor interssere sig for pensionsbranchens garantier?, Finans/Invest 8/01 Grosen, Anders og Peter Løchte Jørgensen, 2002, Fokus på pensionskundernes afkastrisiko, Finans/Invest 6/02 Grosen, Anders, 2003, Usikkerhed om livsforsikringsselskabers og pensionskassers økonomiske stødpuder, Finans/Invest 4/03 Grosen, Anders og Peder Harbjerg Nielsen, 2004, Opbrud på pensionsmarkedet, Finans/Invest 3/04 Grosen, Anders, 2005, Pensionsopsparing, risikovillig kapital og kapitalmarkedet, Finans/Invest 4/05 Grosen, Anders, 2005, Nye prdukter på det danske pensionsmarked, Finans/Invest 6/05 Grosen, Anders, 2006, Det danske pensionssystem under forandring, Finans/Invest 1/06 Jakobsen, Hanne Hother og Ole Dyhr, 2001, Unit-link i Danmark, Finans/Invest 3/01 Jakobsen, Svend, 2002, Unit Link pensionsopsparing med udbetalingsgaranti, Finans/Invest 6/02 122

124 Jørgensen, Clara, 2005, Danica Balance, Finans/Invest 6/05 Lund, Jesper, 2001, Asset-liability management og pensionsselskaber rentegarantien spøger stadig i kulissen, Finans/Invest 1/01 Lund, Jesper, 2001, Garantier og bonussystemer i pensionsselskaber svar, Finans/Invest 2/01 Melchior, Peter, 2001, Garantier og bonussystemer i pensionsselskaber nogle kommentarer til Jesper Lunds artikel om Asset-liability management i sidste nummer af Finans/Invest, Finans/Invest 2/01 Nielsen, Jens Perch og Peter Løchte Jørgensen, 2002, Tidspension, Finans/Invest 6/02 Nymark, Morten Rask, 2000, Er pensionsselskaberne på vej ud over den økonomiske afgrund?, Finans/Invest 4/00 Sørensen, Carsten og Bjarne Astrup Jensen, 2000, Hvorfor skal pensionsopsparere betale for generende rentegarantier, 2/00 Andre: Krunke, Helle, 2006, Nogle generelle betragtninger om ydelsesgaranti og rentegaranti i pensionsforsikring, Ugeskrift for retsvæsen U.2006B.71 Løchte Jørgensen, Peter, 2004, On accoounting standards and fair valuation of life insurance and pensions liabilities, Scandinavian Actuarial 5/2005 Langer, Morten W., 2001, Pensionssektoren: Pensionsmarkedet tærer på reserverne, Berlingske Nyheds Magasin nr /11/2001 Edlund, Hans Henrik, 2006, Udtræden eller tilpasning af langvarig erhvervskontrakter, Erhvervsjuridisk Tidsskrift 4/2006 Notat Edlund, Hans Henrik, Regulering af vilkår i langvarige kontrakter Edlund, Hans Henrik, Notat om opsigelse og uopsigelighed Responsum Kammeradvokatens responsum, 1999, M. Gregers Larsen Andet Forsikring og pension i Danmark, Statistik

125 Alpha nr. 1, August 2005, ATP Beretning af PFA pensions generalforsamling 2001 Domme U Ø U V, Danica-sagen U H Internetsider

126 12.0 Bilagsoversigt Bilag 1: Edlund, Hans Henrik, Regulering af vilkår i langvarige kontrakter Bilag 2: Mail fra Forbrugerrådet Bilag 3: Mail fra Ingrid Furbo 125