At vise Gudsbarnet frem i os med en rødglødende li- denskab

Transkript

1 At vise Gudsbarnet frem i os med en rødglødende lidenskab prædiken til 2. Juledag St. Stefans dag efter 1. tekstrække: Matt 23,34-39 den 26/ i Ølgod Kirke. Ved Jens Thue Harild Buelund. Anden juledag er et rødt chok. I går juledag var kirkedagens farve hvid festens farve. Farven rød i dag svarer til dagens stærke bibeltekster. Vi hører om Stefanus, der bliver stenet for sin tros skyld, og vi møder en passioneret Jesus, der kort før sin egen død taler om de konflikter, hans budskab ville bringe med sig, og de forfølgelser, de kristne ville blive udsat for. Rød er en voldsom farve. Den har glød og signalerer liv og engagement. Menneskehjertet er rødt, og det pumper det røde blod rundt i kroppen; men vi ser heldigvis ikke så meget til det. Kun når vi river os på en torn, eller ved fødsler eller ulykker kommer det røde blod til syne. Ellers er det der kun som den livsnødvendige rytme som pulsen i vort liv. Af kirkeårets 62 helligdage er der kun tre, der er røde. Det er her 2. Juledag og så de to helligdage i pinsen. Pinsen er rød efter ildtungerne fra himlen, der tændte Jesu disciple. Den dag brød de op fra Jerusalem for at fortælle evangeliet om Gudsrigets komme her på jorden videre budskabet om, at vi er Guds børn og må udtrykke os som selv samme Guds børn med lidt barnesind i behold. Tiden sammen med Jesus havde forandret disciplenes liv og deres syn på dem selv og andre mennesker. Mødet med den opstandne Kristus havde givet dem livsmodet tilbage. Historien om Gudsbarnet hos os hver især var livsvigtig. Den skulle disciplene ikke holde for sig selv. Den måtte de ikke brænde inde med. Den gav de sig til at dele med andre uden at tænke på omkostningerne for dem selv. Og det fik omkostninger. Det kom til at koste hjerteblod og liv. Af de 12 disciple var der kun én, der døde en naturlig død. Resten blev forfulgt og slået ihjel på grund af deres tro. Anden juledag har noget af den samme glød. Den handler om, at den fred, englene sang om julenat, ikke er en fred fra problemerne, en fred for de andre, men en fred med både uro uden for og inden i hvert enkelt menneske, en fred til at tage fat, at engagere sig, at dele det, man selv brænder for, med andre. At stå ved, hvad man tror på eller med et barnesind engang har troet på også fordi det er vigtigt for andre end en selv. Stefanus er blevet fejret i kirken i dag den 26. december siden engang i begyndelsen af 300-tallet, inden man for alvor var begyndt med julefejringen den 24. og 25. Stefanus var den første i rækken af kristne martyrer, den første, som kom til at betale for sin tro og sin bekendelse til Jesus som Guds søn med sit liv. Og han har således en del af æren for, at historien om gårsdagens fødselsdagsbarn ikke blev glemt, men stadig lever her hos os og jorden over. Evangelisten Lukas, der fortæller historien om Stefanus, meddeler, at Stefanus kappe ved hans stening blev

2 lagt ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Det er ham, vi kender som Paulus. Med det navn blev han ligesom Stefanus en kristen martyr. Når vi i dag hører ordet martyr, så tænker vi på fanatikere af en eller anden slags f.eks. islamiske fundamentalister, der sprænger sig selv og en hel masse omkringværende i luften for at vække opmærksomhed og skabe frygt. Det er folk, der tror så meget på en sag, at de er lige glade med, hvilke omkostninger kampen for den har for andre mennesker. Sådan tænkte den unge Saulus også. Han var sikker på, at sandheden om Gud var bundet til de 10 bud og de mange andre forbud og påbud i Biblen. Jesu budskab om Guds grænseløse kærlighed gik på tværs af Saulus system. Derfor måtte Jesu efterfølgere ryddes af vejen, og man måtte have stoppet historien om, at han skulle være Guds søn. Det var en form for terror. Med vold og magt at ville tvinge sin egen tro, sin egen forestilling om hvad der er sandhed igennem. Men Stefanus var martyr på en anden måde. For ham var troen også helt afgørende ja vigtigere end hans eget liv; men det var ikke en tro, som han ville tvinge igennem over for andre ikke en tro, han brugte mod andre. Stefanus tro på, at Gud var blevet menneske, hans tro på, at Jesus havde åbenbaret Guds kærlighed blandt mennesker en kærlighed, som end ikke døden kunne gøre det af med den tro kunne han ikke holde for sig selv; den måtte han række videre til andre uanset om det så skulle koste ham selv livet. Han vidnede med sit eget liv uden at ødelægge andres. Ja, han bad endda Gud tilgive hans mordere deres uforstand. Måske var Stefanus martyrium med til at skubbe til Saulus fundamentalisme. I hvert fald fik Saulus som Paulus med tiden et helt andet syn på tingene. Jesus viste sig i et syn for ham uden for Damaskus mure (jf. Apostlenes Gern. kap. 9). Han blev døbt og brugte sit liv på at bringe evangeliet ud til hele den da kendte verden. Han var færdig med at forfølge andre, men blev selv forfulgt og endte som martyr med at blive slået ihjel for sin tros skyld. Han blev halshugget i Rom under kejser Nero. Hvordan hænger nu denne voldsomme historie sammen med julen? Julen er hjerternes fest. I går var det et lille nyfødt barns bankende hjerte, vi lyttede til. Budskabet om, hvordan Gud i det barn kom til os og vores verden. I dag er det de knuste hjerters dag dagen, hvor vi mindes om, hvor tornefuld kærlighedens vej kan være i vores verden. Jesus ridser den historie op i meget korte træk ved at minde sine samtidige om, hvor tit Gud ville i kontakt med sit folk gennem sine profeter. Det begynder med historien om Kain og Abel. Abel, der glæder sig over Guds gode gaver, og som ofrer af dem som tak, men som dør for sin jaloux brors hånd. Og så hopper Jesus til den sidste bog i datidens bibel, hvor der fortælles om drabet på profeten Zakarias. Jesus lyder vred og fortvivlet. Så meget uskyldigt blod er ud-

3 gydt gennem tiderne. Og han véd, at det ikke er det sidste. Han vil selv blive slået ihjel og mange efter ham. Men midt i uforsonligheden fortæller Jesus os, at han ikke slipper os. Templet i Jerusalem vil ganske vist blive ødelagt; men det betyder ikke, at Gud har forladt sit folk og ikke vil have med os mennesker at gøre længere. Det er Jesus selv tegnet på. Han bliver slået ihjel; men døden får det ikke gjort af med ham. Han opstår og vil vise sig for os i sin Ånds og i det menneskelige nærværs skikkelse. Vi skal se ham med troens øjne og kunne sige: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! De ord møder os her i kirken ved nadveren. Her kommer Jesus os i møde. I vinen finder vi igen den røde farve. Hjerteblodets og lidenskabens farve. Hjerte rimer på smerte. Både Guds kærlighed til os og vores kærlighed til hinanden er hver gang en satsning. Når vi elsker og står ved vores kærlighed, så blotter vi, hvad der bor i os, og hvad vore hjerter banker for, og dermed gør vi os også sårbare. Vi kan skuffes, vi kan blive til grin, blive svigtet, miste. Men samtidig kan vi i kærligheden opleve den allerstørste glæde. Vi fejrer her til jul, at Gud blev et menneske et levende menneske med et bankende hjerte som du og jeg. Jesus rækker os Guds kærlighed, som vi kan afvise eller tage imod. I nadveren er vi i hjertet af kristendommen. Her fortæller Jesus med ord og brød og vin om sin kærlighed til os. Han vil give sit liv for os. Når vi spiser brødet, så er han hos os; så knytter han os sammen som én stor krop. Når vi drikker vinen, så ruller hans blod i vore årer. Inspirationen fra ham skal give os mod til at vise hinanden delagtig opmærksomhed (jf. Peter Fischer-Møller). Dertil er Gudsbarnesindet nødvendigt, hvis vi ikke skal lægge livet øde for hinanden. Det fortælles i filmen Miraklet ved juletid (på engelsk: If you believe amerikansk drama fra 1999) om en 27-årig bogforlagsmedarbejder Susan at hun tilsyneladende har fod på livet. Alene er hun efter et mislykket kæresteforhold. Hun holder jul hos sin broder Bob og hans tre børn. Han er enkemand. Som den lille familie sidder omkring julebordet, falder snakken på julemanden. Børnene glæder sig til denne overraskelsernes mand. Faster Susan siger til dem, at han da ikke er til i virkeligheden: Spild ikke tid på ham! Børnene bliver forvirrede. Broderen tager søster med ud i køkkenet. Han spørger hende: Hvorfor vil du ødelægge børnenes spændte forventninger? Susan svarer: Fordi det er sandt, hvad jeg siger, at julemanden ikke er til. Vågn dog op til virkeligheden! Søsteren får besked på at tage sit tøj og gå. Han vil ikke se hende mere. På forlaget kritiserer Susan alle manuskripter, der kommer ind så meget, så forlaget nærmest ikke får noget udgivet. Direktøren sender hende et blik som for at sige: Du er godt på vej væk herfra! Indesluttet og bitter på alt og alle er Susan. En dag midt i juletravlheden vælter hun omkuld og slår sit hoved på

4 fortovet. Hun rejser sig og kommer hjem. Inde i sin lejlighed ser hun en lille pige. Susan tror, det er én af Bobs piger. Kan du ikke se, hvem jeg er?, spørger pigen. I sin forskrækkelse slår Susan pigen hen som et syn. Hun slænger sig ind på sin seng i soveværelset; men pigen følger efter. Du slipper ikke for at se mig og finde ud af, hvem jeg er, fortsætter pigen. Susan har dynen over hovedet og mørke briller på. Kan du ikke se, jeg er dig jeg er dig, da du er seks år gammel? Et dybt forundret blik sender den voksne Susan til sig selv som barn. Pigen klør på: Hvor er dit indre barn henne? Er det blevet helt borte? Se, jeg bliver nød til at være ved din side, ind til det kommer frem i dig igen! Den 6-årige Susan følger den 27-årige på arbejde. En dag ligger et kæmpe manuskript på 750 sider på bordet. Den voksne Susan afviser stædigt at læse mere end et par sætninger i det: Hvis det ikke helt skal skrottes, så skal det i hvert fald kraftigt beskæres! Pigen sidder i vindueskarmen: Prøv nu at læse noget mere i det! Til sidst får lille Susan overtalt den store ved, at hun også får besked på at læse højt. Store Susan tager manuskriptet med hjem, og den lille sidder ivrigt og lytter på. Store Susan møder Robin manden bag manuskriptet flere gange og sød musik opstår. Store Susan kan sige til den lille ude på gaden, så det for alle andre ser ud, som hun taler med sig selv: Jeg føler mig helt forvirret. Jeg kan mærke, hvor tomt jeg har levet indtil nu! Pigen siger: Der kan du se. Nu begynder du at føle noget og at føle noget for nogen jeg kan snart krybe ind i dig igen! Første gang længe smiler Store Susan. Den lille får hende overtalt til at ringe til broderen Bob. Nu kan hun måske sammen med sin lille pige i sig komme på talefod med Bob, hans børn og hvem, hun ellers har med at gøre. I bund og grund er det ikke de skarpe spidser ved livet, der sårer os; men det, der sårer os, er det bastante, men også bløde kald fra kærligheden, som vi så let kan sætte os ud over (jf. Marianne Frank Larsen, 2014). Lang rødglødende modstandskamp skal der nogle gange til i os, før Gudsbarnet kan komme frem med vores person. Vi kan sige, at det er Guds Ånd, som vil kalde det barn frem for vore øjne. Da kan vi med os selv lade der blive skabt syn for en dybere virkelighed bag vor lille sansbare verden troens dimension. Som dette troens syn er plantet i os, kan vi glædes og fælle tårer sammen med andre. Vi kan håbe på mening og muligheder, hvor der ellers ingen synes at være. Vi må gøre Gud så meget til den kærligt beskyttende magt for os (jf. dagens billede fra evangeliet med den vingeoverdækkende høne), at vi giver hinanden rum til at modtage og bruge af, hvad Gud vil sende os er det f.eks. synet for Gudsbarnet i os eller nogle kærligt formanende ord som i evangeliet til i dag.

5 Samtidig med at vi giver hinanden ro og rum til disse Gudsmeddelelser, så må vi også give hinanden mulighed for at dele dem indbyrdes. Ellers kan et sandt, varmende Kristusord eller syn nemt gå vor snude forbi også fordi vi kan være bange for at tage det til os. Må Kristusordet gennem Helligånden hjælpe os med, at vi ikke bliver hinandens forhindring i at vandre i Guds kærlige Ords fodspor. Kristi elskværdige efterfølgere bliver vi i og med vor menneskelige begrænsning, som vi udsætter os selv tager vort kors mere eller mindre rødblusende op og fokuserer på, hvad han vil os, siden han har fundet på at give os livet. Deri skal vi lønnes af Gud, at vi opmuntrer hinanden til at lægge al Gudsletsindig uværdighed, al sårende uelskværdighed på hans kors. Må et temmelig lille udsyn til verden og den medfølgende ensomhed lægges på Kristus. Ja, må vi mennesker tilskynde hinanden til at være nærværende og vedkommende over for hvem som helst, som Jesus Kristus vil møde os i er det i første omgang Gudsbarnet i os selv. Lad Gud sætte en streg over vore menneskesatte streger, så stregerne former det kors, vi skal tage op. Da lader vi Kristus komme til os med sit nådige vingefang. Og vi lader ham velsigne os ud fra hans tronesæde ved sin Faders side velsigne os ud i det alt- og alleomfattende liv med dets kald til såvel ydmyg, indfølende som rødglødende lidenskabelig kamp. Ja, velsigne os ud til det bastante, men også bløde kald fra kærligheden, som vi ikke skal sætte os ud over. Amen. Salmerne: 129, 122, og til sidst 125.