Prædiken til skærtorsdag d. 2. april Lemvig Bykirke kl og Vendsyssel Frimenighed kl Tekst: kor 10,15-17; Matt 26,17-30

Transkript

1 Prædiken til skærtorsdag d. 2. april Lemvig Bykirke kl og Vendsyssel Frimenighed kl Tekst: kor 10,15-17; Matt 26,17-30 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig? Han svarede: Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple. Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig. De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: Det er vel ikke mig, Herre? Han svarede dem: Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født. Judas, som forrådte ham, spurgte: Det er vel ikke mig, Rabbi? Han svarede ham: Du sagde det selv. Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spis det; dette er mit legeme. Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige. Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

2 Solo-mødre - det er et nyt ord, som jeg først for nylig har opdaget. Det er et ord, der dækker over en stigende antal enlige kvinder, der i en moden alder ikke har en partner, men som ved hjælp af kunstig befrugtning alligevel kan blive mor. En solomor er altså en mor, der får et barn og er alene om at opfostre det. Det er desværre ikke ukendt at børn vokser op uden begge forældre, for i vor tid er det over 40 % af alle ægteskaber der ender i en skilsmisse og der er efterhånden rigtig mange familieformer med delebørn og papforældre. Enlige mødre er ikke et nyt fænomen, og i selve ordet enlig fornemmer man, at der var noget mere. De var to om at blive forældre, men så blev den ene enlig. Det er derimod noget nyt at man bevidst vælger at stifte sin egen familie og blive solomor ved hjælp af kunstig befrugtning.

3 Jeg tror det er et udtryk for en udvikling i vores samfund i retning af større individualisme. Flere lægger så stor vægt på selvstændighed og at være uafhængig, at det med parforhold og forpligtende fællesskaber bliver for besværligt at håndtere. Hvad skal vi mene om denne bevægelse i retning mod flere solister? Det kan måske være godt nok for den enkelte, når man kan klare sig selv og er sund og rask og livet lykkes. Men bagsiden af at være solo og solist er risikoen for ensomhed og isolation. Måske kommer der et tidspunkt, hvor det ikke er så enkelt og hvor man mangler nogle at dele livet med. Uanset om man selv har valgt at leve alene og være single eller om det er et livsvilkår (måske er man blevet enke/enkemand), så rummer enelivet både nogle positive muligheder og nogle negative konsekvenser. Man kan håbe, at så mange som mulige får set og brugt de positive muligheder.

4 Men selvom kernefamilien er under pres fra mange forskellige sider og at det ikke altid kan lade sig gøre at leve som en familie med mor, far og børn, så har den alligevel vist sig som den mest holdbare familieform i alle kulturer i hele verden til alle tider. Det har den selvfølgelig, fordi det var præcis sådan Gud skabte mennesket fra begyndelsen. Gud så, at det ikke var godt for Adam at være alene og han fik Eva til at leve sammen med og sammen skulle de stifte familie og opfylde jorden. Da Jesus blev menneske, så blev han født ind i en familie og voksede op med forældre og søskende. Det er godt at vi er selvstændige individer, men det var ikke Guds mening, at vi skulle være solister, som kun er optaget af vores eget liv. Som kristen kirke må vi altså være med til at styrke og fremme mulighederne for et godt fællesskab i den enkelte familie.

5 Men vi også må være med til at pege på et nyt fællesskab, som Jesus også åbenbarede for os og han viste os, hvordan det kan være til nyt liv for os. Det er et fællesskab, som vi kan få ved tro på ham og ved at dele troen i det kristne fællesskab. Det er det vi skal i dag. Pege på det fællesskab, som er for alle: børn, unge, voksne og ældre. Ægtepar og singler. Mænd og kvinder. Derfor skal vi i dag høre om 1) et fællesskab til et nyt liv med Jesus og 2) et fællesskab til et nyt liv med hinanden i det kristne fællesskab. 1 del et fællesskab til et nyt liv med Jesus Da Jesus begyndte at forkynde om at Guds rige var kommet nær og helbrede mennesker og uddrive dæmoner, så var noget af det første han gjorde, at kalde nogle til at være disciple.

6 Vi kender beretningen om, hvordan han kaldte Mattæus ved toldboden, Peter, Jakob og Johannes fra deres fiskerbåde og flere andre. De blev kaldet til et nyt liv med Jesus, hvor de ikke længere skulle bekymre sig om deres almindelige erhverv og liv med familien. De skulle følge Jesus og være hans disciple/elever. Han udvalgte i alt 12 til at være hans nærmeste og de får et særligt fællesskab med ham det ser vi mens han rejser rundt i landet og vi ser det her på den sidste aften, hvor han fejrer påskemåltid med netop de tolv. Men selvom er begyndt på et nyt liv, så betyder det ikke, at de har forstået alt om Guds rige flere gange påtaler Jesus deres manglede tro og forståelse for, hvem han er og han ved også at der er en forræder mellem dem. Ved selve påskemåltidet siger han det ligeud: En af jer vil forråde mig og det får dem alle til at overveje om det mon skulle være dem, han taler om.

7 Ja, Judas selv spørger Jesus men det må vist være for et syns skyld, for han har jo allerede aftalt prisen for at overgive Jesus til 30 sølvstykker. Vi er som disciplene udvalgt til at være Guds børn og kaldet til et særligt fællesskab med Jesus. Det blev vi ved dåb og tro vi er kaldet til et nyt liv med Jesus. Men har vi den samme selvransagelse som de havde? Har du på et tidspunkt spurgt dig selv: Er jeg en forræder? Det lyder måske som et ret voldsomt spørgsmål det kan vel ikke være ret mange der kommer i den situation? Men på den anden side 1 ud af 12, det er alligevel over 8 %, 6 ud af vores forsamling. Og jeg synes at disciplenes selvransagelse er så markant, at vi må tage den alvorlig. Jeg må sige til mig selv: Jeg kunne også komme i den situation, at jeg blev en forræder.

8 Hvad er det da at være en forræder? Det er at være med på holdet. At være en som der er vist tillid og som andre regner med og så vende sig bevidst mod dem, som man før var en del af. Det er mere end at begå et fejltrin, det er at svigte, der hvor man burde have været trofast. Kunne det være mig? Jeg kender til evangeliet om Jesus, hvem han er og hvad han har gjort for mig. Jeg er hans discipel og han regner med mig. Men hvad nu, hvis jeg er helt forkert på den og har tolket kristendommen til at være noget som jeg kan overkomme, et liv og en lære, som jeg har styr på og jeg kender alle de rigtige ord. Jeg tror jeg følger Jesus, men i virkeligheden er jeg bare optaget af mig selv. Måske er alt det med Jesus bare noget ydre måske har jeg bare fulgt med strømmen og når det virkelig spidser til og der kommer krise, så vender jeg det måske ryggen?

9 Eller på dommes dag viser det sig, at jeg måske slet ikke har troet alligevel og jeg står og banker på en lukket dør. Det er en rystende tanke. Det må have været med rystende stemme, at de har spurgt Jesus den aften: Det er vel ikke mig, Herre? Det er et vigtigt spørgsmål, som vi hver især må have mod til at stille for Jesus i vores stille bøn til ham og lade det være en bøn om, at vi må være tro og ikke svigte Ham. Men så skal vi også huske, at 11 ud af 12 ikke blev en forræder. Alle 12 var syndere nadverbordet rummede 12 syndere og 1 retfærdig og netop derfor brød Jesus brødet og delte den nye pagts blod med dem. Men at vi er syndere er ikke de samme som at vi er forrædere det synes jeg faktisk er vigtigt at sige. Vi forråder ikke Jesus hver gang vi synder det er en del af vores natur, hvem vi er: at vi synder det kan vi ikke lade være med.

10 Måske er det svaghed eller ulydighed, eller dovenskab eller frygt. Måske er det uvidenhed, vane eller begær, der får os til at synde og krænke Gud og gøre vor næste ondt. Og det er jo galt nok. Der er nok at kæmpe med men vi behøver ikke fordømme os selv som forrædere, fordi vi synder. Men netop derfor fordi vi er syndere, så har vi brug for at høre evangeliet om syndernes forladelse. Jesus fordømmer os ikke. Tværtimod åbner han døren for os og siger Tag og spis. Jesus inviterer os indenfor i nadversalen: Tag plads ved bordet. Kom sæt dig ned. Lad mig vaske dine fødder. Kom og hvil dig her ved mit bord. Og når vi hører det og tager imod invitationen, så er det som at komme hjem. For det er jo her at vi hører til. Det var det som Gud skabte os til. Fællesskabet med Ham, der er alle tings begyndelse og ende, Alpha og Omega.

11 Men det kræver altså denne aktive handling, at vi tager og spiser. Det kræver, at man ikke sidder ved bordet med armene over kors og holder en tilbagelænet afstand. Skal vi spise og drikke, så må vi række armene ud og tage og spise. Der er ikke nogen der bliver madet ved Jesu bord. Det nye liv, som fællesskabet med Jesus giver, er altså grundlagt af Jesus. Han giver os syndernes forladelse og har båret enhver synd vi har begået og enhver skyld vi bærer rundt på er tilgivet. Derfor er det netop et nyt liv og et nyt fællesskab, der begynder der ved bordet. Det er et liv, hvor der er fokus på vækst. Når vi er forbundet med Jesus, så har vi adgang til den største kraft i universet. Der er mange tanker om, hvordan vi sikrer verdens energiforsyning og vi skal satse på vedvarende energi

12 vind, vand og solenergi, der er mange steder, hvor der er sat solceller op, der forskes i bølgeenergi og Danmark er kendt som en vindmølle-nation. Men den største kraft er hverken vinden, vandet eller solen, men Jesus er den vedvarende kraft til vores liv. Han ønsker at vi skal vokse og udvikle os, så vi mere og mere får et sind der ligner hans og så Helligånden kan forløse det potentiale Gud har lagt ned i os. Vores evner kan vi bruge som discipel, både internt i kirkens arbejde og til at skabe et godt verdsligt samfund. Den der har evner til at være tømrer, sygeplejerske, bankmand eller landmand vil Jesus hjælpe til at bruge sine evner i tjeneste for Ham, lige der hvor der er brug for de. Det nye liv er også et liv, hvor vi rækker hænderne frem og beder Gud fylde os med Åndens gaver, med Helligåndens nådegaver.

13 Det er skærtorsdag aften, at Jesus taler med disciplene om at han vil sende Talsmanden, Helligånden i stedet for ham og HÅ skal give dem kraft og minde dem om alt det Jesus har sagt og gjort. I Johannes evangeliet er der hele 5 kapitler fyldt med det som Jesus underviser disciplene i skærtorsdag aften og i centrum for det er lignelsen om vintræet og grenene. Livet med Jesus er et liv med vækst. Når du skal have din næste MUS-samtale (medarbejderudviklingssamtale) med Jesus, så prøv at sætte fokus på det. Hvad der kan give dig bedre adgang til den kraft, den kærlighed, som Jesus vil fylde dig med. Og hvis du ikke lige ved, hvornår du bliver indkaldt til den næste MUS-samtale, så kunne det jo være at du selv skulle tage initiativet og bestille en samtale hos præsten eller en kristen bror, for vi har jo fået myndighed til at tale på Kristi vegne.

14 2. del. Fællesskab til et nyt liv det er også et nyt liv med hinanden Beretningen om Judas er et eksempel på, at man ikke automatisk bliver i fællesskabet med Jesus. Men han er langt fra den eneste. Paulus har flere eksempler på nogle der var med, men som faldt fra, i 2. tim 4 hører vi både om Demas og smeden Alexander, der går op imod Paulus forkyndelse. I joh kap 6, 66 hører vi om at nogle forlader Jesus og vil ikke mere vandrer med ham. I Kristeligt Dagblad kunne man for nylig læse om den nye forstander på Borup Højskole, som fortæller om, hvorfor han forlod Luthersk Mission. Vi ved ikke hvordan det gik med Demas eller Alexander eller dem der forlod Jesus på et tidspunkt måske vendte de tilbage og fandt ind i det kristne fællesskab igen.

15 Men al erfaring fra kirkens historie er, at man ikke kan undgå at nogen slår sig på det kristne fællesskab eller på det budskab der forkyndes og der har altid opstået nye kirker eller nye fællesskaber. Det betyder ikke, at vi så skal være ligeglade med om nogen forlader fællesskabet, for der er så stor rigdom og glæde ved at være en del af et kristent fællesskab det skal de da opleve. Og vi ved at det er afgørende for den enkeltes tro, at vi nogen at dele den med. Vi er døbt til at være en del af de helliges fællesskab de andre kristne er vores brødre og søstre, så selvfølgelig har det betydning for os at så mange som muligt er med i det. Men hvad kan vi da gøre for at fællesskabet om troen på Jesus er så god som muligt? Hvad kan vi gøre for at vi ikke strides indbyrdes, men tværtimod glæder os med hinanden og opmuntrer hinanden i troen?

16 Jeg vil nævne et par ting vi kan gøre. For det første skal vi være klar over og sætte ord på, at vi er de uperfektes fællesskab. Ingen af os er perfekte og det er faktisk godt. For så behøver jeg heller ikke være det. Vi skal ikke leve op til en bestemt standard for et fromt liv. Vi behøver ikke fremvise et ydre, hvor der ikke er noget at sætte en finger på. De uperfektes fællesskab er os der ved, at vi kan få brug for at sige undskyld og ikke er for fin til at sige det, når det er nødvendigt. Hvis man skal sætte to flader sammen der er brudt, så kan det langt lettere lade sig gøre, end hvis det er to perfekte flader. Mennesker der har oplevet brud i deres liv at alting ikke bare er gået efter en snor, kan lettere finde ind i et fællesskab, hvor man tør være ved, at man også har oplevet brud, kriser og nederlag. Det giver et langt mere afslappet og trygt fællesskab, når vi ikke bliver elsket eller respekteret for det vi gør,

17 men fordi hver enkelt har værdi for det man er en del af menigheden og Jesu Kristi krop. Så hviler vores fællesskabet ikke på det som vi kan præstere, men på det som Jesus har gjort for os. Han var perfekt det ved vi godt at vi ikke er. Det andet er at vi skal være et blomstrende fællesskab. Med det mener jeg ikke 70 er hippie flower-power. Men et fællesskab, hvor vi kan få lov til at bruge vores talenter og blomstre med det som den enkelte kan bidrage med. Vi skal ikke gå rundt og nippe de andres skud af, når noget nyt er ved at blomstre frem men i stedet give rum og plads for det som de andre er gode til. Helligånden ønsker at vi skal vokse og blomstre, så vi spreder en duft af alt mulig godt. Det kræver nogle gange opmuntrende ord og ægte interesse for hinanden. Når jeg oplever at det som jeg kan bidrage med bliver påskønnet, så får jeg langt større frimodighed til at bruge mine evner og nådegaver.

18 Til sidst: Gud har skabt os til fællesskab med ham og med hinanden. Til et nyt liv. Skærtorsdag nat trådte Jesus ind i mørket for at lyse for os og hente os ud fra mørket til lyset - til et nyt liv, et nyt fællesskab. Ved tro på ham, så har vi syndernes forladelse og et nyt liv. Vi skal blot tage og spise og drikke, så skænker han os et nyt liv, et evigt liv. Amen.