GLASS/STEAGALL-CHOK I USA

Transkript

1 Nyhedsorientering august 2012 GLASS/STEAGALL-CHOK I USA Libor-skandalen beviser, at hele finansverdenen er baseret på svindel og bedrag, der har været sanktioneret af verdens ledende centralbanker og regeringer med Tony Blair, præsident Obama og finansminister Geithner i spidsen. Afgørende strategisk skifte i gang i USA i kølvandet på Financial Times og ledende britiske kredses opbakning til Glass/Steagall-bankopdeling. Tidligere Citigroupchef Sanford Weill er blevet omvendt til Glass/Steagall, og LaRouche-bevægelsen skaber chokbølge i Washington, så Kongressen aflyser sommerferien. Kan Obama afsættes tidsnok til, at der kan laves løsninger, inden euroen kollapser resterne af det transatlantiske finanssystem? Dette er en redigeret version af en tale Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt den 2. august Talen og den efterfølgende diskussion kan ses på Verden og menneskeheden befinder sig ved en skillevej. Alle, der beskæftiger sig bare en lille smule med tingene, har opdaget, at vi befinder os midt i et kollaps af det transatlantiske finanssystem. Med Libor-skandalen er det nu så også blevet officielt, at alle de store aktører og autoriteter i finansverdenen er svindlere og bedragere i stor skala. Undersøger man Cibor-renten i Danmark, så vil man sandsynligvis finde samme mønster. Finansverdenen er præget af svindel og bedrag, fordi man har erstattet offentligt kontrol og overopsyn med et system, hvor finansverdenen selv skulle sætte grænser og føre tilsyn med sig selv. Siden finanskrisens udbrud i 2007 har man så tilmed ment, at finansverdenen var så vigtig og hjælpsom for os alle sammen, at man måtte overrække dem det offentlige checkhæfte, så de kunne skrive blankochecks ud til sig selv i form af de mange hjælpepakker. Alle de ulykker der har ramt finansverdenen, og al den svindel, som nu er kommet frem, er ingen overraskelse for dem, der har fulgt med i Schiller Instituttets og LaRouchebevægelsens kampagne over de seneste mange årtier. Men nu er vi langt om længe kommet til vejs ende. Det et spørgsmål, om euroen kan overleve i sin nuværende form året ud, ja tilmed om den kan klare sig helskindet igennem august måned. En måned er ensbetydende med en lang og svær overlevelseskamp for euroen netop nu, og det er ikke urealistisk, at et eller flere lande allerede i løbet af august eller de kommende måneder træder helt ud af euroen og går tilbage til deres nationale valuta - eller at hele eurosystemet må opløses. Samtidigt fortsætter den amerikanske støtte til angrebene på Syrien og Iran, hvor man i sin higen efter at få et»regimeskifte«mere og mere åbent støtter de KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 blodige al-qaida folk, der udgør kernen i de militære angreb og selvmordsbomber, som hærger Syrien netop nu. Denne politik, hvor man forsøger at gå uden om FN s sikkerhedsråd for at få sit eget diktat igennem, er den sikre vej til en konfrontation med Rusland og Kina, der kan ende med en atomvåbenkrig, fordi Rusland og Kina nægter at kapitulere til USA og Storbritannien. Man skulle tro, at vi er deltagere i en skrækfilm, hvor den fantastiske menneskehed, der gennem tiderne har været kilde til så store videnskabelige gennembrud og kulturelle mesterværker, pludselig er blevet helt vanvittig og derfor blæser på universets love og har besluttet sig for at tilintetgøre sig selv. Denne latente selvdestruktion ser vi ikke kun på det økonomiske og strategiske område, men i hele det værdisæt der er i hovedet på de fleste mennesker her i Europa. Hele denne»grønne«politik, hvor man lukker kernekraftværker (eller slet ikke har bygget dem) og i stedet sætter vindmøller op. En politik der er i total modstrid med en af de mest grundlæggende naturlove i universet, der siger, at man altid skal gå fra mindre intensive energiformer og systemer til teknologier med en højere energigennemstrømningstæthed. Der er fra universets side et krav om videnskabeligt og teknologisk fremskridt og om overgang til processer, der på en gang er stadigt mere koncentrerede og samtidigt mere differentierede. Universet fordrer, at vi bruger vores evne til at få indsigt i dets love og muligheder, så vi kan løfte vort samfund op på stadigt mere udviklede teknologiske niveauer og infrastrukturplatforme, der både giver os mere frihed og mulighed for at kunne bestemme vor egen skæbne, og samtidigt forhindrer, at menneskeheden en dag ender som dinosaurerne. Dette er alt sammen ved at blive sat over styr med hele klima- og miljøtankegangen. I økonomien ser vi ligeledes, hvorledes vi har tilladt, at produktion i stigende grad er blevet erstattet af spekulation. I stedet for at investere i at opbygge fremtiden, så satser man på kortsigtet grådig plyndring af økonomien. På det kulturelle område har der over de seneste 60 år været et massivt angreb på klassisk kunst og musik, der ikke blot truer vores evne til en dag at kunne genoptage den form for fantastiske bidrag til det menneskelige åndsliv gennem klassisk kompositionskunst, som vi senest så i fuld skala med Johannes Brahms, men hvor denne mindskede tilgang til klassisk kunst og musik ødelægger befolkningens forestillingsevne, dens emotionelle dannelse og dens potentielle kreativitet, og dermed vores evne til fortsatte gennembrud på både det kunstneriske og videnskabelige felt. Summen af alle disse dårligdomme rejser spørgsmålet: Er der realistisk håb om forandring og en mulighed for en bedre fremtid? Svaret er heldigvis»ja!«. Der er et enormt politisk, strategisk, kulturelt skifte i gang. Vi har i løbet af den seneste måned set, at ledende kredse i Storbritannien har besluttet, at de ikke ønsker at gå under med det nuværende fejlslagne system. De har set skriften på væggen og ved, at hvis det fortsætter på denne måde, så vil deres egen samfundsklasse gå under. Så vil den herskende klasse i Storbritannien gå ned sammen med alt andet. Derfor har Financial Times og betydende britiske kredse, der egentlig har været Schiller Instituttets og LaRouche-bevægelsens fjender gennem årtier, og som har propageret for alle de forandringer, der har skabt den nuværende krise, vendt på en tallerken (se også Schiller Instituttets nyhedsorientering fra juli 2012). De kræver nu i lighed med os en Glass/Steagallbankopdeling og en kraftig regulering af finansverdenen. De fleste husker stadig sloganet»glass-steagall eller Kaos«, som jeg og et par andre kandidater stillede op med til det seneste folketingsvalg. Der var dengang folk som spurgte, hvorfor vi gjorde det, for de mente ikke, at det var vejen til at blive valgt ind i de danske folketing, og at vi ikke derfor ikke kunne vinde noget med det. Men det kunne vi! Det ser man nu. Det, som vi ønsker at gøre, er ikke blot at redde Danmark, men at redde hele den vesterlandske civilisation. Vi ønsker at redde verdens og menneskehedens fremtid og dermed bevare de mange kreative gennembrud, der har gået forud i menneskehedens historie. De har skabt de muligheder, som vi har i dag, og vil gå op i røg, hvis vi tillader, at 3. verdenskrig bliver en realitet. Den kampagne, som vi har ført verden rundt, begynder nu for alvor at bære frugt. Financial Times og en betydende fraktion i det britiske etablissement har meldt sig under fanerne for Glass-Steagall, og dermed er muligheden for et dramatisk verdenspolitisk skifte for alvor til stede. Chokbølge i Washington Over de seneste to uger har vi så haft en intensiv mobilisering i Washington, der inkluderede de folk, der normalt arbejder med vores videnskabsarbejde og de mange spændende videoer, som man kan se på www. larouchepac.com. Formålet har været at få et skifte igennem i Kongressen, så vi kan redde USA fra den selvdestruktion, som har været i gang så længe. Vi vil have USA til at tage et lederskab for at få verden ud af den nuværende krise, i lighed med hvad der skete under Roosevelt. Vi har haft en gruppe på folk i Washington, hvor de har haft bannere og delt flyvesedler ud om morgenen (man behøver kun at være ca. fem steder for at nå rigtig mange af politikerne, rådgiverne, lobbyisterne etc.), har haft møder med mange af de forskellige kongresmænds kontorer, som er blevet arrangeret af politiske aktivister i deres hjemstater, har interveneret ved de mange høringer, der har fundet sted i både Repræsentanternes Hus og Senatet, og endelig har været til stede ved alle receptioner og lignende, som der hele tiden er en del af. Resultatet har været, at det føltes som om vi var overalt i Washington med et budskab om, at det er nu Washington må tage sig sammen og må lave et drastisk skifte. Det er ikke nok at være for en Glass/Steagall-bankopdeling, nu må den også genindføres. Men Glass-Steagall er ikke nok til at redde den amerikanske økonomi. Gennemførelsen af Glass-Steagall må følges op af overgangen fra det nuværende monetære system til et kreditsystem, for genindførelsen af Glass- Steagall vil medføre en massiv afskrivning af spekulative 2 Schiller Instituttet august 2012

3 værdier, som gør at der vil være akut mangel på penge og kredit. Man må derfor skabe nationale kreditter, der skal målrettes til store infrastrukturprojekter som NAWAPA (Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde), som kan reaktivere økonomien. Selve bygningen af NAWAPA vil skabe 4-6 mio. faglærte arbejdspladser gennem bygningen af de mange dæmninger, tunneler, kraftværker, veje og jernbaner, som samtidig kræver en massiv udbygning af USA s cement- og stålproduktion, maskinbygning etc. Dertil kommer en masse beskæftigelse i resten af den fysiske økonomi hos underleverandører etc., og så vil der selvfølgelig blive skabt en masse andre jobs, bl.a. i servicesektoren, i takt med den voksende økonomiske aktivitet. Men skal dette skifte finde sted, så kræver det, at man kommer af med Obama - helst inden det demokratiske partikonvent den 3. september. Hvis man kan tvinge Obama til at trække sig som Det demokratiske Partis præsidentkandidat, så vil det forhindre, at republikanske Mitt Romney (der i lighed med Obama er en lakaj for Wall Street) kan bruge Obamas upopularitet til at sikre sig en let valgsejr. En anden demokratisk kandidat, som f.eks. Hillary Clinton, ville uden problemer kunne besejre Mitt Romney ved præsidentvalget i november. Tiden er ved at rinde ud, og vi havde faktisk et banner i Washington de seneste par dage, der sagde, at Kongressen skulle aflyse den planlagte sommerferie, der ifølge planen skulle begynde i morgen, og i stedet blive i Washington på»sommerskole«, så man kunne løse de akutte problemer. [Senere på dagen den 2. august viste vores kampagne sig at have en vigtig delsejr, da Repræsentanternes Hus helt uhørt, med 265 stemmer mod 150, afviste at give medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus lov til at tage på sommerferie. Det betyder, at både Senatet og Repræsentanternes Hus skal fortsætte deres lovgivningsarbejde indenfor 3 arbejdsdage. Selv om mange af kongresmedlemmerne ikke vil være i Washington på fuld tid, vil deres medarbejdere fortsætte med at forberede lovgivningsarbejdet, og kongresmedlemmerne kan så på få timer kaldes til Washington for at vedtage vigtige lovforslag]. LaRouche vinder gehør På trods af, at der nu er 78 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der er medstillere på Marcy Kapturs H.R for en genindførelse af Glass/Steagalllovgivningen, har man endnu ikke haft en afstemning om forslaget, og der er heller ikke kommet de andre fornødne konkrete resultater ud af vor indsats endnu. Men de mere erfarne af vore medarbejdere i Washington, der har været aktive i Washington i over tre årtier, fortæller, at der er en nærmest elektrisk stemning. Vi møder en åbenhed og lydhørhed i Washington, som vi ikke har set siden begyndelsen af 1980 erne, da LaRouche var arkitekten til Reagans Strategic Defense Initiative, SDI. Kredse, der tidligere intet ville have med os at gøre, og som ikke ønskede at høre hvad vi havde at sige, lytter nu pludselig til os, fordi de gennem os hører fremtidens stemme. Hvad er det, der kommer nu, hvad er det, der nu vil ske, hvad er det, som vi nu må gøre, hvis vi ønsker,at være en del af den politiske proces i morgen? Stadig flere er enige i nødvendigheden af Glass-Steagall, men vi arbejder med at få dem til at forstå nødvendigheden af, samtidigt at gennemføre de to nødvendige efterfølgende skridt. Det samme gælder, når det drejer sig om Danmark. Vi skal have en gennemførelse af en bankopdeling i lighed med Glass-Steagall og den medfølgende afskrivning af de fiktive spekulationsværdier, og dermed sørge for at bankernes vilde spekulation ikke er noget, som skatteyderne kommer til at hæfte for, men det er ikke nok. Skal vi have den danske økonomi på ret kurs på lang sigt, så skal vi i gang med at bygge en Kattegatbro og et dansk magnettognet. Så skal vi supplere en kommende fast forbindelse over Femern Bælt med en Helsingør/Helsingborg-tunnel. Så skal vi skal have store investeringer i vej og jernbanenettet, sygehusvæsenet og uddannelsessystemet. Skal vi kunne bygge alle disse ting, så må sammensætningen af den danske økonomi kraftigt forandres. Der er i dag ikke nok faglært arbejdskraft til at bygge dem. Vi kommer derfor til at overføre folk fra ligegyldige servicejobs til langt mere produktive og bedre betalte jobs i byggesektoren og senere i den produktion, som vil være en del af denne økonomiske opgradering og medfølgende øget forskning og udvikling. Det kan være, at nogle af de mange ansatte i finanssektoren, der nu står til at blive arbejdsløse, skulle ud og få jord under neglene i stedet for at havne som pølsemand nede på Gammeltorv. Hvor hurtigt dette politiske skifte kan komme, kan man få indblik i, ved at se på hvor meget, der er sket i løbet af blot den sidste måned. Det var i begyndelsen af juli det kom frem i medierne, at Barclays Bank måtte acceptere en bøde på knap en halv mia. dollars for at have svindlet med fastsættelsen af Libor-renten. Den administrerende direktør for Barclays, Bob Diamond, måtte gå af, og måtte sammen med andre Barclay-folk efterfølgende troppe op til høringer i det britiske parlament, hvor de forklarede, at Barclays blot havde gjort det samme som alle de andre store banker, og at Bank of England og den daværende britiske regering i øvrigt var indforstået med bedrageriet. I kølvandet på denne skandale kom Financial Times så ud med en leder den 3. juli, hvor de slog til lyd for en Glass/ Steagall-opdeling af bankerne og en statslig regulering af finanssektoren som den eneste måde for det nuværende finanssystem at overleve på. Financial Times fungerer som talsmand for ledende kredse i det britiske etablissement, der, som f.eks. Hambrofamilien, har spillet ledende roller i Det britiske Imperium over de seneste to århundreder. Mens andre kredse, som f.eks. de kredse Tony Blair repræsenterer, stadig sværger til den katastrofale dagsorden, der har skabt den nuværende krise, så har Financial Times fortsat sin kampagne med nye artikler dagligt, og har fået følgeskab af andre medier. Der er bl.a. nedsat en komité i det britiske parlament med fem medlemmer fra såvel Over- som Underhuset, august 2012 Schiller Instituttet 3

4 der skal diskutere hvilke forandringer, der er nødvendige i lyset af bl.a. Libor-skandalen. Minimum tre af disse ti komitémedlemmer, bl.a. lord Nigel Lawson, er åbne fortalere for Glass-Steagall. Sandford Weills Damaskus-omvendelse Ikke overraskende slog udviklingen i Storbritannien med det samme over i USA, hvor finansverdenen med Wall Street i spidsen længe har fungeret som en underafdeling af det globale finansielle imperium, der har centrum i City of London. Diskussionen om en Glass/Steagall-bankopdeling tog til og nåede nye højder, da Sandford Weill, den tidligere chef for finansgiganten Citygroup, den 24. juli kom ud i et interview på finansnyhedskanalen CNBC og sagde, at de store banker burde deles op.»det vi nok burde gøre«, sagde Weill,»er at adskille investeringsbankaktivitet fra normal bankaktivitet, lade banker tage imod indskud, lade banker låne penge ud til virksomheder og yde realkreditlån, lade banker gøre ting, der ikke indebærer risiko for skatteydernes penge, noget som ikke er for stort til at kunne gå ned.«elliot Spitzer, der er tidligere offentlig anklager i New York og et kendt ansigt på diverse tv-stationer som en kritiker af Wall Street, kom ud og kaldte Weills udtalelser en»game changer«, noget der helt vil forandre hele den fortsatte udvikling. Weill var nemlig mere end nogen anden årsag til, at Roosevelts oprindelige Glass/Steagalllov fra 1933 blev ophævet i Weill var arkitekten til dannelsen af Citygroup, gennem en sammenlægning af banken Citicorp og finansenheden Travelers Group, der var et stort ureguleret finansielt supermarked. Men en sådan fusion kunne ikke lade sig gøre under Glass/Steagalllovgivningen, og kunne derfor kun lade sig gøre fordi man først fik en dispensation af den daværende chef for Federal Reserve, Alan Greenspan, og efterfølgende så fik ophævet Glass/Steagall-loven gennem vedtagelsen af Gramm- Leach-Bliley-loven i Efter ophævelsen af Glass- Steagall var alt pludseligt tilladt, og alt, hvad man kunne finde på af kortsigtede tåbelige, grådige ting, blev derefter ført ud i livet. Weills pludselige omvendelse har skabt store bølger i USA. New York Times kom efterfølgende ud for en genindførelse af Glass-Steagall, og kom sågar i en leder den 27. juli ud og undskyldte, at avisen tidligere havde været med til at få Glass/Steagall-loven ophævet. Financial Times ønskede den 26. juli Sanford Weill tillykke med hans nyfundne erkendelse, som de mente var vigtig, selv om Weill måske ikke var den mest troværdige ekspert pga. hans tidligere handlinger på området. Financial Times konkluderede, at»det er bedre at genindføre Glass- Steagall end at have en svag Volcker-regulering«[Paul Volcker er af Obama-administrationen blevet bedt om at komme med nogle forslag til øget offentlig kontrol med finansverdenen, som et modtræk imod det voksende krav om en genindførelse af Glass-Steagall red.], og at»indenfor omvendelser er Weills ændrede mening helt oppe i liga med St. Pauls på vejen til Damaskus«. Det er også den politiske effekt, som det har haft i USA. Financial Times havde den 25. juli også et hårdt angreb på chefen for Storbritanniens finanstilsyn, lord Turner, for at have udvist for lidt interesse i en bankopdeling. Samtidig har den sammen med andre britiske aviser haft udførlige rapporter om Det amerikanske Senats afdækning af den britiske storbank HSBC s dybe involvering i hvidvaskning af enorme mængder narkopenge fra de mexicanske narkokarteller, og har krævet, at den nuværende britiske handelsminister i Camerons regering, lord Stephen Green, går af, da han var chef for HSBC mens ulovlighederne pågik. Der Spiegel støtter bankopdeling Selv i Tyskland, hvor det indtil nu kun har været LaRouchebevægelsens politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, der for alvor har kæmpet for en Glass/ Steagall-bankopdeling, så sker der noget. Der Spiegel, der altid har været kontrolleret af angloamerikanske interesser og ikke just har været nogen ven til LaRouche-bevægelsen, havde i denne uge en leder af chefredaktør Georg Mascolo med overskriften:»opdel bankerne«. Den 29. juli sagde den tyske finansminister Wolfgang Schaüble så i et interview med avisen Welt am Sonntag, at han ikke ønsker»at udelukke forslaget om at opdele de universelle banker. Hvis det kan påvises, at Europa behøver det skridt, så vil Tyskland ikke modsætte sig«. På Island har økonominister Steingrímur J. Sigfússons parti forslået forberedelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling, som ifølge forslagsstilleren Álfheiður Ingadóttir har opbakning fra samtlige partier. I USA er der som sagt et lovforslag fremsat af Marcy Kaptur i Repræsentanternes Hus for at genindføre Glass- Steagall, der nu har over 78 medstillere. Den eneste grund til at det ikke allerede er fremsat og vedtaget er, at Obama og hans finansminister Timothy Geithner har gjort alt, hvad de kan for at forhindre det. Grunden til, at Geithner blev udpeget som Obamas finansminister, var, at han havde en karriere som lakaj for Wall Street. Inden han blev USA s finansminister, var han chef for New Yorks Federal Reserve, og burde dermed egentlig have ført tilsyn med bankerne og deres aktiviteter for at forhindre, at der skete ulovligheder eller aktiviteter, der kunne true finanssystemets troværdighed og stabilitet. Men den rolle levede Geithner så sandelig ikke op til. Geithner er en del af Libor-skandalen I forbindelse med Libor-skandalen har Barclays Bank fremlagt korrespondance, som den havde med New Yorks Federal Reserve og dens daværende chef, Timothy Geithner. Af korrespondancen kunne man se, at de i april 2008 fortalte New York Federal Reserve, at det var en udbredt praksis blandt storbankerne at svindle med fastsættelsen af Libor-renten, og at Barclays også gjorde det. På trods af denne tilståelse af kriminel aktivitet gjorde Geithner intet for at stoppe den. Han sendte blot en enkelt til chefen for Bank og England, hvor han fremlagde nogle 4 Schiller Instituttet august 2012

5 forslag, som han havde fået fra sine venner i bankverdenen, til kontroltiltag man fremover måske kunne indføre, men intet, der ville forhindre den ulovlige praksis. Han undlod tilmed at informere Bank of England om de ulovligheder han havde fået indblik i. Da Bank of England ikke besvarede hans , gjorde han ikke mere ved sagen. Geithner måtte den 25. og 26. juli stå skoleret for både et udvalg i Repræsentanternes Hus og Senatets Bankkomité og svare på spørgsmålet:»fortalte du justitsministeriet om den kriminelle aktivitet, hvor man snød i forbindelse med fastsættelsen af Libor-renten?Nej, det gjorde jeg ikke«, svarede Geithner. Geithner er altså dybt ansvarlig for, at den kriminelle praksis fik lov til at finde sted, og det rejser spørgsmålet om, hvad andre ulovligheder han har været vidende om eller har deltaget i - også efter at han blev indsat som Obamas finansminister. Han har i hvert fald på vegne af Obama-administrationen fortsat den landsskadelige politik fra Bush-administrationen med at lade den amerikanske stat overtage finansverdenens spillegæld gennem de kæmpe hjælpepakker til finansverdenen, mens den normale økonomi og almindelige menneskers ve og vel er blevet groft svigtet. Geithner vil komme til at betale for sine ulovligheder, men spørgsmålet er, hvornår han bliver stillet til regnskab, og om det sker tidsnok til at trække Obama med ned. Dette er ikke en enlig smutter i Obama-administrationen. Som man har set det i sagen om HSBC, der mange gange blev fanget, mens de gennemførte titusinder af transaktioner, hvor de hvidvaskede narkopenge, så greb man ikke en eneste gang ind for at stoppe det, eller for at straffe de ansvarlige. Tværtimod, så når banker endelig er blevet idømt bøder for deres ulovligheder, så har det typisk været tilståelsessager med små symbolske bøder, som nærmest ser ud til at være en vennetjeneste for at beskytte dem imod en eventuel kommende rigtig retssag, hvor de kunne blive straffet og komme i fængsel. F.eks. beløb de bøder, som HSBC måtte betale for at have renvasket op mod 60 % af alle de mange narkodollars fra de mexicanske narkokarteller, sig til et mindre procentbeløb af den fortjeneste de havde haft. Obama-administrationen har, ligesom Bushadministrationen før den, fungeret som et effektivt bolværk for at beskytte den kriminelle aktivitet i finansverdenen, mens man har udstedt en blankocheck til den i form af de mange hjælpepakker. Da der i kølvandet på finanskrisen i var et krav om større kontrol med finansverdenen, så lod Obama finansverdenen selv bestemme, hvad for nye tiltag der skulle til. Derfor fik man ubrugelige finanstilsynslove som Dodd-Frankloven, i stedet for en genindførelse af Glass/Steagall og andre virkeligt effektive kontrolforanstaltninger over for finansverdenen. Denne kriminelle aktivitet kommer ikke til at vare ved, der vil blive grebet ind over for det, men spørgsmålet er bare, om det sker hurtigt nok til at kunne redde nogle rester af det transatlantiske finanssystem og Europas og USA s økonomi. Slutspil for euroen Det transatlantiske finanssystem har ramt et kæmpe isbjerg, og det er blot et spørgsmål om tid, før hele skibet synker. Eurokrisen, som man også ynder at kalde den europæiske statsgældskrise, kan ikke løses inden for de nuværende rammer af eurosystemet. Slutspillet for euroen er i gang. Der er de, der erkender det, og som derfor beskæftiger sig med, hvad der skal følge efter, og så narrehatte som Den europæiske Centralbankchef Mario Draghi, der forsøger at overbevise sine omgivelser og sig selv om, at han vil være i stand til at trække en kanin op af narrehatten, næste gang han træder frem. Men at det netop nu er fiktive kaniner han har i narrehatten, kunne man senest se i dag [den 2. august], hvor han ved en pressekonference i ECB skulle følge op på sine udtalelser for en uge siden i London, hvor han havde sagt, at man ville redde euroen»for enhver pris«. Da finansverdenen hørte udtrykket»for enhver pris«, så fik de selvfølgelig dollars, pund og eurotegn i øjnene og spurgte, hvor stor en pose penge der nu ville blive lagt på bordet? Eftersom både de spanske og italienske statsobligationer havde været under pres med en rente over 7 %, forventede man, at Draghi ville fortælle, hvor mange penge ECB ville bruge på at opkøbe spanske og italienske statsobligationer. Det har været logikken i den måde, som man indtil nu har håndteret krisen på. Men i stedet for at oplyse, hvilke ting man har sat i gang, måtte Draghi komme med vævende bemærkninger om, at man arbejder på sagen og første senere vil fortælle, hvad man har tænkt sig at gøre. ECB har nemlig ikke selv nogen penge. Den har allerede fyldt bankboksen med gældsbeviser og belånte græske, spanske og italienske statsobligationer fra et hav af europæiske banker, der har måttet låne penge i ECB for at holde hovedet over vande. Samtidig har ECB så selv direkte opkøbt masser af de mest risikable statsobligationer, i et desperat forsøg på at få krisen til gå over og få tilliden tilbage. ECB har derfor ingen penge at købe for, med mindre at de mest kreditværdige eurolande og det vil frem for alt sige Tyskland skriver under på at hæfte for al gælden. Indtil nu har Tyskland sagt nej ikke så meget pga. Merkels uvilje imod at pantsætte Tyskland men fordi den tyske forfatningsdomstol tidligere har dømt, at det er ulovligt for de tyske politikere blot at udskrive en blankocheck, og så lade EU skalte og valte som de vil. Efter EU-topmødet den juni hastede Merkel hjem for hurtigt at få vedtaget Finanspagten og aftalen om ESM-fonden, der skulle finansiere nye hjælpepakker til de trængte eurolande, men de blev med det samme lagt på is af Forfatningsdomstolen. Voksende tysk modstand imod europrojektet Forfatningsdomstolen informerede den tyske præsident, at han ikke måtte underskrive aftalen, mens de undersøger, om de mange retssager, der er blevet anlagt ved domstolen for at få Finanspagten og ESM-fonden afvist som grundlovsstridige, skal have opsættende virkning. Den dom vil blive afsagt den 12. september, og indtil da, august 2012 Schiller Instituttet 5

6 kan Tyskland ikke sende så meget som én euro til ESM. Hvis dommen den 12. september går regeringen imod, så udskyder det en eventuel tysk deltagelse i ESM-fonden til efter en domsafsigelse, som først vil komme om 9-12 måneder. I så fald er ESM-fonden, og sandsynligvis også euroen, død. Men andre ændringer i europrojektet kan også nå at ske inden den 12. september. Geithner er netop nu i Europa for at vride armen om på tyskerne, så de går med til at sætte seddelpresserne i sving og pumpe penge ud på markederne uden tanke på den hyperinflation, som det vil skabe. Tony Blair blev også interviewet i tidsskriftet Bild den 25. juli, hvor han sagde, at»alle nødvendige beslutninger må træffes for at redde euroen«. Luxembourgs statsminister Jean-Claude Juncker, der er præsident for eurogruppen, kom også ud og angreb Tyskland hårdt, og beskyldte Tyskland for at forhindre, at man redder euroen. Men dette brutale pres på Tyskland, for, under dække af at redde europrojektet, at tvinge landet til at opgive enhver tanke om national suverænitet og sine egne medborgeres ve og vel, kan meget vel give bagslag. Den store tyske avis Welt am Sonntag havde en leder den 25. juli, hvor de luftede muligheden for at lade euroen afgå ved døden, noget som tidligere ville have været utænkeligt. Avisen skrev:»det er blevet tydeligt, i hvert fald i løbet af den seneste uge, at det politiske Europa ikke længere er i stand til at fungere. Den fælles erklæring fra Hollande og Merkel var intet andet en desperat handling Man kan også sige, at det er en kapitulation. Alle må se, hvordan de overlever på egen hånd.«welt am Sonntag sagde videre, at den økonomiske kløft mellem Nord og Syd er vokset under euroen i stedet for at mindske, og at»under disse betingelser giver en fælles valuta ingen mening.«dette er en del af en voksende diskussion i Tyskland om at forlade euroen. Frem for alt har en lang række ledende personer i CSU, den vigtige bayerske del af Merkels tyske kristendemokrater, været ude og sætte spørgsmålstegn ved en fortsat tysk gældsætning for at forsøge at redde europrojektet, og en lang række tyske økonomer og Den tyske Forbundsbank har på det kraftigste advaret imod faren for hyperinflation, og angrebet ideen om at ECB skal opkøbe landes statsobligationer, eller at Tyskland skal hæfte for andre landes gæld. Der er også en voksende diskussion i andre lande om at forlade euroen. I Italien er der i kølvandet på nedskæringerne under teknokratregeringen under Mario Monti - der er vand i forhold til de nedskæringer, som man er i gang med at gennemføre i Grækenland og Spanien - en voksende diskussion om det fornuftige i at blive i euroen, når det ser ud til at man fremover kun vil få ulemper og ingen fordele af medlemskabet. Der er samtidig en forventning i finansverdenen om, at Grækenland kan forlade euroen allerede i løbet af de kommende måneder. En stor del af den såkaldte statsgældskrise har været kravet om, at de forskellige lande skal dække de enorme tab hos de insolvente private banker, en umulig opgave som man senest har set det i Spanien. Spanien og Portugal har ingen overlevelsesmuligheder inden for de nuværende rammer. At der ingen løsning er på alle disse ting inden for den nuværende opsætning i eurosystemet burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Vi, og andre euroskeptikere, sagde det allerede inden man søsatte euroen, og det var en af grundene til, at Schiller Instituttet var med til at sikre et dansk nej til Maastricht-aftalen ved afstemningen i Euroen var fra start af et umuligt projekt. Man kan ikke lave en valutaunion med mindre man også har en finansiel og politisk union. Det vidste alle, men da man ikke kunne få befolkningerne til at gå med til oprettelsen af en finansiel og politisk union, så begyndte man med en valutaunion - det skulle ske hurtigt, så man kunne tvinge det genforenede Tyskland til at opgive D-marken - og så håbede man på, at man kunne få held til at skabe den finansielle og politiske union hen af vejen. Faktisk, så håber EU-bureaukraterne sammen med en del af finansverden stadig på, at de kan bruge den nuværende euro- og statsgældskrise til at omgå de normale demokratiske processer og gennemtvinge en finansunion (og dermed i realiteten også en politisk union). En sådan finansunion vil betyde fortsatte drakoniske nedskæringer og en fascistisk økonomisk politik, men vil under alle omstændigheder ikke kunne redde euroen på sigt. Euroens egentlige bagvedliggende formål var da heller aldrig at opbygge noget varigt, men var, i lighed med globalisering og de andre neoliberalistiske tiltag der har domineret verden de seneste årtier, at underminere og smadre nationalstaterne og nationale tiltag og reguleringer. Man ønskede at flytte den politiske magt fra folkevalgte regeringer til globaliserede private finansinteresser. Det helt nye skifte vi har set i løbet af den seneste måned er, at ledende britiske kredse, der har været en del af denne anti-nationale globaliserings- og privatiseringspolitik, nu har skiftet hest. De vurderer, at der ingen muligheder er for en lykkelig udgang på projektet, og at hvis den nuværende kurs fortsættes, så vil de selv gå under sammen med det nuværende system. Det må have været frustrerende at stå i 1930 erne og se på, hvordan hele verden hyldede Hitler, og let at have sine tvivl om, hvorvidt det hele kunne ende godt, da man så Storbritanniens statsminister Neville Chamberlain tage til München i 1938 og proklamere»fred i vor tid«. Hvis man bare gav Hitler, hvad han ønskede, så kunne man snildt undgå krig og ufred. Det holdt selvfølgelig ikke, og 2. verdenskrig blev en realitet. Efterhånden blev det klart for ledende kredse i Storbritannien, at hvis man ikke skiftede kurs, så ville den Hitler, man selv havde været med til skabe, blive et Frankensteins Monster, der også ville underlægge sig De britiske Øer. Derfor skiftede man kurs, bragte Winston Churchill på banen, og lavede en strategisk alliance med den mand man egentlig hadede mest af alle, USA s præsident Franklin D. Roosevelt, der til briternes store fortrydelse havde kuet Wall Street og finanskapitalens magt. Obamas kurs mod 3. verdenskrig i Syrien Det var lidt af en Damaskus-omvendelse, og det er noget lignende vi ser nu hos denne ledende gruppering i 6 Schiller Instituttet august 2012

7 Storbritannien på det økonomiske plan, men det begrænser sig ikke til det. Obama, og de britiske kredse der styrer ham, arbejder stadig for at tage et strategisk opgør med Rusland i forbindelse med krigen imod Syrien, og den der forberedes imod Iran. Denne politik blev glasklar i forbindelse med den amerikansk ledede krig i Libyen, der endte med regimets fald og likvideringen af Gadaffi på direkte ordre fra Obama. Efterfølgende kom Obama så på tv og sagde i princippet: Se hvordan det går dem, der trodser mig. Der er andre, der vil gå samme vej. Så var man klar til at fortsætte processen i Syrien og Iran. Rusland trak en streg i sandet og sagde:»nej. Det får ikke lov til at ske. Det, der fik lov til at ske i Libyen, vil vi ikke acceptere en gang til«. Og den klare russiske holdning, der er blevet forstærket af genindsættelsen af Vladimir Putin som præsident, får opbakning fra Kina og en række andre store betydningsfulde lande. Man vil ikke acceptere, at den amerikanske præsident behandler verden som sin egen lille zoologiske have, hvor han går rundt og skyder de dyr, som han ikke kan lide. Man vil tilbage til en verden, der bliver regeret i FN-regi med respekt for national suverænitet, og hvor man kun må krænke national suverænitet, hvis man har et enigt sikkerhedsråd i FN bag sig. Den modstand har Obama aldrig accepteret. Jo mere russerne har blokeret i FN s sikkerhedsråd, desto mere forsøger man at få sin dagsorden igennem med andre midler. Inklusive at man nu har givet tilladelse til, at man yder hjælp til de primært udenlandske fanatiske sunni-muslimske oprørsstyrker i Syrien for at få væltet præsident Assad. Men Syrien er ikke Libyen, for man har ikke på samme måde forskellige geografisk adskilte grupperinger, som man kan spille ud mod hinanden. Man har brugt enorme ressourcer på at underminere Assad og forsøge at vælte ham, men indtil videre uden held. For et par uger siden havde man så en terrorbombe, der dræbte Assads svoger, forsvarsministeren og en række andre ledende personer, i en operation der helt klart var udført af en udenlandsk efterretningstjeneste, hvad enten det så var den israelske, britiske, amerikanske, tyrkiske eller en anden. Men oprørsstyrkerne er ikke i stand til at gå ind i en decideret militær operation og erobre magten i Damaskus, så i stedet forsøger man at vælte regimet og den bestående orden gennem irregulær krigsførelse, hvor man underminerer moralen og tiltroen til at regeringen kan vinde krigen, og hvor folk så falder fra og forsøger at opnå gunstige aftaler for deres egen familie, på bekostning af sine gamle venner og landets fremtid. Hvor frygteligt det kan blive, hvis den militante opposition, der primært finansieres af Saudi-Arabien og Qatar men samtidig får aktiv hjælp og støtte fra bl.a. Storbritannien, USA og Tyrkiet, får held til at vælte regeringen, kan ses i de brutale likvideringer de allerede har foretaget. Alle de mange lig med halsen skåret over, som vi har set og hørt om på fjernsynet, og som man har beskyldt den syriske regering for at stå bag, er blevet likvideret af oprørsgrupperne, fordi de nægtede at afsværge loyalitet til Assad-styret og blive til redskaber for rebellerne. De syriske styrker skyder og dræber folk, men det er som en del af kamphandlinger, ikke likvideringer. Rebellerne, derimod, har i deres blodtørst og ildhu for at skræmme deres modstandere lagt videoer ud på Youtube, hvor man ser dem torturere og dræbe tilfangetagne Assad-støtter. Der et hav af religiøse og etniske minoriteter i Syrien, så hvis man virkelig lykkes med den nuværende strategi om at skabe borgerkrig, så vil det udvikle sig til et kæmpe mareridt, der ikke blot vil involvere hele Mellemøsten, men også alle religioner verden rundt. Det har måske også ført til at voksende politiske og militære kredse i Tyrkiet er blevet i tvivl om, hvorvidt det er så klogt at få væltet Assad og lade Syrien gå i opløsning. Tyrkiet har indtil nu spillet en nøglerolle i kampen for at få fjernet Assad, og i at sørge for at soldater, våben og udstyr har kunnet komme ind i Syrien, men hvis regeringen falder, og Syrien går i opløsning, så er det ikke usandsynligt, at der vil opstå en selvstændig kurdisk enhed, som efterfølgende vil blive udgangspunktet i en kamp for et fremtidigt Kurdistan. Et Kurdistan som også inkluderer dele af Tyrkiet, Irak og Iran. På lignende vis vil der være mange andre konflikter, der, når de først er startet, vil være svære at slukke igen. Dertil kommer som sagt, at der er et stort indbygget potentiale for at det hele fører til en konfrontation med Rusland og Kina, der let kan ende i atomkrig. Alle disse frygtelige perspektiver har Tony Blair og Barack Obama slet ikke nogen problemer med. Det rører dem ikke. Man skal også huske på, at den kriminelle ødelæggelse af verdensøkonomien, som nu er kommet frem i forbindelse med Libor-skandalen og HSBC s renvask af narkopenge, skete mens Tony Blair var statsminister i England, og i et samarbejde med først Bush-administrationen og derefter Obama. Det var Blair, der leverede»beviserne«for at Irak var ved at udvikle masseødelæggelsesvåben, så man kunne få USA til at invadere Irak i strid med folkeretten, og Blair er sammen med Obamas FN-ambassadør Samantha Power den varmeste fortaler for at bruge R2P,»pligten til at beskytte«, som grundlaget for at gribe militært ind i Syrien uden om FN s sikkerhedsråd - selv om det betyder en direkte konfrontation med Rusland og Kina. Men der er altså nu en voksende betydningsfuld britisk gruppering, der siger nej til en fortsættelse af denne politik, og en voksende amerikansk patriotisk gruppering, bl.a. i ledende kredse af det amerikanske militær, som gør alt hvad de kan for at stoppe Blairs og Obamas vanvittige planer. Der er et dramatisk opgør i gang, men vi er under et stærkt tidspres. Hvis vi virkelig skal have et skifte i USA her og nu, så er der en deadline, der hedder den 3. september. Tvinger man Obama til at trække sig som demokratisk præsidentkandidat inden 3. september, så kan man få en anden demokratisk kandidat, der vil have overordentlig gode chancer for at besejre Mitt Romney. Romneys eneste trumfkort i valget er, at folk i den grad føler sig svigtet af Obama og direkte hader ham. Og der skal et skifte til hurtigt, og det gælder også for situationen her i Europa og august 2012 Schiller Instituttet 7

8 DEBATMØDE: GLASS/STEAGALL ELLER KAOS! Tirsdag den 28. august kl. 19:00 Foredragssalen, Medborgerhuset Danasvej 30 B, Frederiksberg Info: , Sammen med andre fremtædende økonomiske eksperter og debattører vil Schiller Instituttet diskutere en Glass/Steagall-bankopdeling og hvilke andre tiltag, der er nødvendige for at komme ud af den nuværende finansielle og økonomiske krise, og sikre dansk og international økonomisk vækst i stedet for truende kaos, som vil være resultatet af fortsatte økonomiske nedskæringer. her i Danmark. Det er ikke kun folk i Schiller Instituttet der kan se, at de forandringer, der har været over de sidste årtier, har været helt hen i vejret, og at der ikke er særligt spændende fremtidsperspektiver i den kurs, som vi er på netop nu. Der er mange, som har tænkt, at udviklingen måske ikke var den rigtige, men som ønskede at gøre karriere og fortsat gerne ville være noget ved musikken, og som derfor valgte at holde kæft, og holde gode miner til slet spil. Man dansede med i maskeraden og håbede så på, at der på et senere tidspunkt ville ske noget, der gjorde det muligt at forandre udviklingen. Det er sket nu. Der er en stærk politisk fraktion der kæmper for, at vi nu drastisk skifter kurs. Derfor er tiden kommet til, at alle de skabspatrioter, skabshumanister og folk, der vil menneskeheden det vel, må melde sig på banen og sammen med Schiller Instituttet være en katalysator for at skabe den nødvendige forandring. Tiden er kommet til at træde ind på den historiske skueplads og sikre, at vi får et afgørende politisk, strategisk og kulturelt skifte, så vi ikke blot overlever den akutte krise, men får en renæssance, der giver hele menneskeheden en spændende og menneskeværdig fremtid. Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell. Janus Kramer Eget tryk. Medlemskab: 1 år: 500 kr., 6 mdr.: 275 kr., 3 mdr. introduktion: 100 kr., Homebanking: , Giro: Kontakt os! , si@schillerinstitut.dk 8 Schiller Instituttet august 2012

9 august 2012 Schiller Instituttet 9