ICN kongres Seoul 18/6-22/6-2015

Transkript

1 ICN kongres Seoul 18/6-22/ Ved ICN kongressen i Sydkorea deltog 17 danske sygeplejersker med posters eller mundtlige præsentationer. Der var 11 abstract temaer, og alle indlæggene og posters var udvalgt efter de følgende 11 temaer : Care systems, economics and coverage Direct care and patient safety Equity, ethics and human rights Health promotion and disease prevention Information and commutation technology supporting global nursing and quality care Leadership and management Nursing education and learning The nursing work force, workplace and image Disaster, conflicts and pandemics Regulation History Jeg blev en af de 17 danske sygeplejersker med en præsentation under temaet Nursing Education and Learning. Jeg arbejder til daglig som klinisk vejleder i Abdominalcentrets anæstesiafdeling. Jeg har gennem de seneste år interesseret mig for, hvordan man kan opkvalificere praktikvejledere, og derfor var min præsentation i Seoul et oplæg på 20 minutter omkring, hvordan supervision kan øge praktikvejlederes færdigheder og kvalifikationer. En anden af de 17 optagede var min kollega Lone Falck Jørgensen, som præsenterede en poster: Nursing Practices in the Context of Fast-Track Programmes - A Practice Theoretical Approach. Vi tog derfor sammen glad afsted til Seoul uvidende om, hvor stor byen egentlig var. Der er 10 millioner indbyggere i Seoul, en by der lever alle 24 timer i døgnet - og med en særdeles voldsom trafik med fire spor i hver retning og en evig dytten, da ingen synes at kende til fletteregler eller lignende. Under byen findes deres metrosystem, som er gigantisk stort med 12 udgange på nogle af stationerne. Her gælder det om at komme ud af den rigtige udgang for ikke at være helt lost. Kommer du op ad

2 den forkerte udgang, er det umuligt at se, hvor du skal gå hen, da byen overalt er identiske, grå betonhøjhuse fyldt med glas. En ting, vi måske kunne lære af koreanerne, er, at der er meget rent over alt trods de mange indbyggere - ingen affald i gaderne. Over alt findes der håndsprit, selv på metrostationerne, så man efter en lang tur kan få sine hænder sprittet af. Den første aften vi kom, var der åbningsceremoni i den olympiske gymnastikarena. DSR stod for at samle hele den danske delegation og udstyrede os med røde t-shirts med skriften Proude to be a Nurse, hvorefter vi samlet kørte i busser til den olympiske by, hvor åbningsceremonien skulle afholdes. Her var total kaos, når mennesker forsøger at komme ind på samme tid. Der var security, og alt skulle gennemlyses, da Seouls kvindelige præsident Park Geun-hye skulle komme og holde tale - og ingen væske eller paraplyer måtte komme med ind. Det var en meget fin åbningsceremoni med indmarch fra alle medlemslande i ICN det passede jo meget godt til den olympiske sal. Det var egentlig meget bevægende at se så mange sygeplejersker samlet fra så mange lande. Dagen efter, den 20/6, startede konferencen, og vi var klar kl 9 til at deltage. Kongrescentret CoEx var rammen for kongressen og ligger centralt i Seouls travle forretningskvarter Gangnam. Kongrescenteret er på fire etager, og der findes 54 konferencerum, og ikke nok med det, så var der endda et storcenter på tre etager under dette center med metrostation. I danske øjne er det kæmpe stort. Kongressen skulle oprindeligt have haft deltagere, men på grund af MERS udbrud, udeblev 8000 kinesere pga. smittefare, hvilket godt kunne mærkes, da en del af indlæggene blev aflyst, og som dagen skred frem manglede der simpelthen deltagere i rummene til at lytte på oplæggene. Jeg var til flere oplæg hvor der kun var 3 tilhører, så jeg var glad, da der var ca. 25 tilhørere, da jeg skulle præsentere mit oplæg. De fleste af oplægsholderne var på kandidat niveau eller også var de I gang med en ph.d. afhandling. Indlæggene var forskningsbaseret, både kvalitative og kvantitative og på et meget højt teoretisk niveau. Der var ikke mange indlæg som var praksisnære. Jeg har funderet meget over, hvordan vi I fremtiden bliver bedre til at få de to verdener til at spille

3 sammen, så der ikke er forskning, som går tabt i en skrivebordsskuffe, men rent faktisk bliver udlevet i praksis. Oprindeligt skulle vi have haft en hel dag på Samsung privathospital, hvor vi skulle følge anæstesiafdelingen til stor abdominalkirurgi, men dette blev desværre aflyst grundet MERS. Så stor indflydelse havde MERS i Seoul, og det sås også tydeligt i gadebilledet. Der var mange mennesker, som gik med maske for at beskytte sig mod sygdommen, men på trods af det følte vi også aldrig udsatte, da der hjemme fra var givet grønt lys til at tage af sted. Jeg er i øjeblikket ansat i en deltidsstilling, hvor jeg arbejder halvtid som uddannelsesansvarlig og klinisk vejleder i Abdominal Centrets anæstesi afdeling og halv tid som kursusleder på Dansk Institut for Medicinsk Simulation (DIMS). Jeg blev derfor glad, da jeg så, at der var en hel formiddag sat af til indlæg om simulation. Der var flere indlæg, som omhandlede inter-professionel læring, hvor studerende gennem simulation lærer om deres kompetencer, og det ene af dem var et studie, som omhandlede simulationstræning i klasseværelset som pædagogisk metode. Disse indlæg satte i hvert fald refleksioner i gang hos mig som kursusleder på DIMS, hvor vi laver simulationsundervisning monofagligt af anæstesisygeplejekursister. Kunne det være muligt at lave inter-professionel læring med anæstesisygeplejekursisterne og lægekursisterne sammen? Der var generelt mange spændende indlæg om de etiske vilkår, som nogle sygeplejersker arbejder under ude i verden, hvor ytringsfrihed ikke nødvendigvis er en selvfølgelighed. F.eks. kommer sygeplejersker fra Somalia eller Sudan nogle gange i konflikt med deres religion og sygeplejefaglige etiske overvejelser, da der internt i landet er så forskellige overbevisninger. De kan risikere at komme i problemer, hvis de dokumenterer andet, end hvad regeringen dikterer. WHO har derfor sat et stort hjælpeprogram I gang gennem via en fælles sygeplejepraksis og et fælles kodeks for etik. Der var endvidere et spændende forskningsprojekt udarbejdet af 2 amerikanere. Projektet omhandlede fordele og udfordringer ved at være sygeplejestuderende I Indien. Den metode, de havde brugt, var at udstyre de studerende med et kamera, og ud fra de billeder de studerende tog og den tilhørende tekst, opdelte forskerne projektet I emner.

4 Jeg kender ikke den metode, men fandt den meget interessant, da der ofte var brugt mange metaforer i billederne, og billederne er gode til at undgå sproglige misforståelser og kulturelle barrierer. Der var et indlæg om arbejdsrelateret vold, som er et stigende problem i sygeplejen generelt. De definerer vold som handling eller trussel om fysisk overfald, chikane, intimidering eller andre tvangsindgribende adfærd. De har også tænkt mobning af kollegaer ind. The American Organization of Nurses Executives og Emergency Nurses Association har udarbejdet en vejledning til, hvordan man skaber et godt arbejdsmiljø for sundhedspersonale og patienter. De har identificeret, at problemet ofte er underrapporteret, til dels på grund af den opfattelse, at overgrebet er en del af jobbet. De har foretaget en undersøgelse på 6504 akutmodtagelser, hvor 54% af sygeplejerskerne havde oplevet fysisk vold eller verbale overfald. Interessant tanke, og egentligt tænker jeg, at tendensen er det samme for daske sygeplejersker. Indlægget var interessant, fordi de har udviklet et arbejdsredskab til hjælp til afdelingerne, hvor de har udarbejdet guidelines med anvisninger til, hvordan volden kan mindskes og kontrolleres på arbejdspladsen. Hvis man Googler: Guiding principles on multigating violence in the workplace, finder man disse værktøjer. Kongressen som helhed bar præg af fraværet af de 8000 kinesere, da der som sagt var mange indlæg, der udgik og generelt var der mangel på deltagere. Derimod var vidnesbyrden stor på læring og pædagogik. Kongressen indeholdt desværre ingen anæstesirelaterede emner, men var alligevel en oplevelse værd Iben Kragh, Seoul

5