Prædiken - til 4. søn. e. trin. 2. Sam. 11,26-12,7a; Rom. 8,18-23; Luk. 6,36-42.

Transkript

1 Prædiken - til 4. søn. e. trin. 2. Sam. 11,26-12,7a; Rom. 8,18-23; Luk. 6, Dato: 23. juni 2013 Rindum Kirke. Af Mogens Thams & 4. søndag efter trinitatis. Evangelium og formaning: Der er en sammenhæng mellem evangeliet til sidste søndag: Jesu to små lignelser om det mistede får og den tabte mønt; og evangeliet til i dag: Jesu ord om ikke at dømme andre. En sammenhæng med en klar evangelisk pointe! 3. s. e. trin.: Teksten tager udgangspunkt i farisæernes og de skriftkloges forargethed over, at Jesus åbenlyst lader sig se i selskab med toldere og syndere; altså folk, der tilsidesatte Guds bud og almindelig anstændighed, for at pleje deres egen interesse og skeje ud i alskens moralløshed. Da er det Jesus fortæller lignelsen om det mistede får, som ejermanden sætter alt ind på at finde; og lignelsen om den mistede mønt, som kvinden ivrigt leder efter, lige til hun finder den. Og, når det mistede og tabte er fundet bliver glæden stor hos den fårehyrde og den kvinde, fortsætter Jesus. På sammen måde, som der bliver stor glæde i himlen, når én synder bliver fundet. Derfor kan Jesu opgave heller ikke være anden, end at opsøge og finde den fortabte: tolderen og synderen. Den, der ved med sig selv, at han/hun er fortabt, er målet for Jesu mission. Gud er nådig. Han vender ikke alt det imod mig, som jeg har forbrudt mig imod, hvad enten det drejer sig om ting, jeg burde have gjort eller alt det, jeg ikke gjorde. Sidste søndags evangelium handler altså om, at den Gud vi lærer at kende gennem Jesus Kristus, er en nådig Gud. En Gud, der ikke dømmer os efter fortjeneste, men tilgiver syndere og viser barmhjertighed mod den, der sætter sin lid til ham. Og på den baggrund er det vi skal høre dagens evangelium: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. De ord lyder netop til de fortabte, der har fundet nåde. Til de dømte, der blev frikendt; til de fordømte, der har fundet tilgivelse. Til dem, der har fået oprejsning i mødet med Kristus, fordi han gav dem den værdighed og modtagelse, som de mindst kunne have forventet af en Gud, der giver sine love, for at vi skal leve efter dem. Der er altså en sammenhæng mellem det at finde nåde og barmhjertighed hos Gud, og så det at være barmhjertig og i mødekommende overfor det andet menneske. Guds kærlighed og barmhjertighed må simpelthen afspejles i vores væremåde og handlinger.

2 Ikke som et forkrampet forsøg på at leve op til den almægtiges standarder, men som en naturlig følge af vores møde med evangeliet om Guds kærlighed til os i Jesus Kristus. Der er en naturlige sammenhæng mellem det at modtage og give, mellem det at finde barmhjertighed og det at vise barmhjertighed. Ud fra denne sammenhæng finder næstekærlighed sin begrundelse. Budskabet om at være barmhjertige, ikke at dømme osv. lyder ikke bare ud i den blå luft som et alment princip. Det lyder til Jesu disciple. De disciple, som alle hørte deres egen historie i lignelsen om det mistede får, der blev fundet af hyrden, nemlig Kristus. Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere, siger Paulus. Det var hans historie. Den historie er også vor historie. Også vi står med hele vores fallit - ikke bare én gang, men mange gange. Og hver gang oplever vi, at Gud viser os kærlighed. At retfærdigheden ikke sker fyldest. For vi får ikke det, al retfærdighed kræver, nemlig gengæld. Men vi får, hvad vi ikke havde gjort os fortjent til: hans tilgivende kærlighed. Hvordan har denne tilgivende kærlighed da mærket os? Er vi blevet mærket for livet af den oplevelse? Hvordan omgås vi hinanden i menigheden, i familien, i dagligdagens mange møder med andre? For har vi lært den Gud at kende, som Jesus viser os, da kan dette kendskab ikke andet en genspejles i vores omgang med hinanden! Det er pointen! 2. Sankt Hans aften. Betydning: a) Midsommer solen står højest på himlen. b) Bålet med heksen. At rense ud for de onde magter: Hver by har sin heks og hver sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde. c) Johannes Døber. Omvendelsesprædikanten. Han der ville rense folket til at møde Messias. Skt. Hans er altså både lysets og glædens fest og renselses og Johannes Døber fest. Lidt tolket: Det onde det mørke skal frem i lyset. Det vi er og har imellem os, skal kunne spejle Guds og midsommerens sollys. Vi tilstræber det rene, retfærdige, sande og hele. Spørgsmålet er nu: Hvordan gør vi det? Svar: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, fordøm ikke. Tilgiv. Giv. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

3 3. To begivenheder fra den forgangne uge. Barak Obama i Berlin i onsdags: 50 året for John F. Kennedys tale i Vestberlin, 26. juni En tale om frihed. En tale mod den mur, som havde delt byen og landet i to. Ich bin ein berliner. Obama talte under stor opmærksomhed ved Brandenburger Tor i det tidligere Østberlin. Muren blev jo brudt ned i 1989 og familier, venner og folket kunne genforenes. Men kampen for frihed og retfærdighed er ikke hørt op, slå Obama fast. Der er stadig mure af fjendskab imellem os som mennesker og i verden. Vi bekæmper og fokusere på fjender udefra, det skal vi også, men der er også fjender indvendig hos os selv. Ja, de er de værste! De mure af fjendskab, som vi bygger op overfor hinanden. Berlin med sin historie. Det genforenede Berlin og Tyskland er symbolet på, at de mure kan brydes ned, hvis vi vil. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes, siger Jesus. Sæt ikke mure af fjendskab op imellem jer, lyder de ord i Obama vendinger. Bryd dem ned! Det er et budskab til os alle, i de sammenhænge og relationer til andre, som vi lever i. Det er så let, opdager man hos sig selv, gang på gang, at bygge en mur op af negativ ladet energi af fjendskab i vor omgang med hinanden. En bagatel kan blive til en hjørnesten af fjendskab. Tænk hvis vi alle brugte ligeså meget energi på at bryde de mure ned, i stedet for at bygge dem op! Kronik om homo vielser: Den anden ting, som har fyldt mit sind den sidste uge er en debat i KD. En debat om vielsesritualet for par af samme køn. Foranledning var en kronik af otte ledere fra kirkens højrefløj (missionske del af kirken). Heriblandt Indre Missions formand. Det er et år siden, at ritualerne for velsignelse og vielse af to af samme køn, kom. I den anledning var kronikken skrevet. Vel for at markere, at den konflikt ja, den mur disse ritualer har skabt, ikke er glemt. Personligt mener jeg, at et ægteskab er for en mand og en kvinde. Derfor var jeg imod disse ritualer og derfor siger jeg nej til en velsignelses eller vielses handling. Men, det er mig uforståeligt, at man hos de otte vil tage den konsekvens af ritualet, som man vil. At advare imod og afskrive forkyndelsesmæssigt fællesskab dvs. gudstjenestefællesskab - med de præster og biskopper, der går ind for det nye ritual. Og det er rigtig mange: 70 % af præsterne og 8 ud af 10 biskopper.

4 I praksis betyder det, at menigheden hermed officielt bør opfordres til at boykotte de præster og biskopper, der går ind for ritualet. Som præst betyder det, at man ikke kan holde gudstjeneste sammen med sine kollegaer og biskop, hvis de støtter ritualet. Jeg ved ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre i praksis for en almindelig sognemenighed præst og alle, der er engageret i sognemenigheden. Kronikken er da også blevet mødt med megen kritik også internt. Således skriver tidl. formand for Indre Mission, Anders Dalgaard også: Med kronikkens tone og klare opfordring gøres det svært for de missionsfolk, som holder af den danske folkekirke og som har glæde ved at dele kirkebænk og alterbord med andre i sognet og som tilligemed holder af deres præst og gennem dennes prædikener møder evangeliets tiltale, selvom de ikke deler præstens synspunkt i det pågældende spørgsmål. De nye ritualer har sat skel og murer. Men gør en sådan argumentation og retorik, som kronikken er udtryk for, ikke denne mur og dette skel endnu større?! Ritualerne er kommet. Det bliver der ikke lavet om på. Vi kan have forskellige holdninger til de ritualer og det samliv, som de danner ramme omkring. Vi kan også have forskellig holdning til, hvilke konsekvenser det bør have for mig den enkelte hvad enten vi er præst eller læg, vi lever heldigvis i et frit land. Og den folkekirkelige frihed er også stor langt større end i mangt en fri- og valgmenighed, vil jeg mene. Så skal spørgsmålet om velsignelse og vielse af to af samme køn skille os ad? Bygge en mur op mellem os og den folkekirke, som vi (mange af os) holder så meget af? Skal de ritualer skabe en mur af fjendskab mellem os i menigheden præst og læg? Skal de ritualer skabe fjendskab mellem præster og biskopper i provsti og stift? Hvordan lave en gudstjenesteplan med sin kollega og samtidig advare mod deltagelse i dennes gudstjeneste? Hvordan være med i et stiftsudvalg om mission og religionsmøde, når dette udvalg er nedsat af den biskop, man bør boykotte? Hvordan deltage i et stiftskursus for alle præster i stiftet, når dette indledes med en fælles gudstjeneste? Er de ritualer en kirkesplittelse værd? Et delt Berlin med en mur mellem familier, naboer, venner og menighed? Jeg mener nej! Min åndelige og kirkelige mor er Folkekirken. Og det er jeg glad for, skønt hun ikke er nogen ideal mor, hvad mødre sjældent er. Hun er en mor på godt og skidt men mest på godt, for det er gennem hende, at jeg har mødt det kristne evangelium, lige fra jeg blev båret til døbefonten til i dag. Hun har været den åndelige og rituelle ramme omkring min tro og mit liv. Derfor vil jeg også slutte med en kommentar fra Steen Skovsgaard. En af de to biskopper, som er imod ritualet. Han siger: Da jeg blev præst i Gellerup Kirke i 1979, var der et ældre indremissionsk ægtepar, som havde deres faste plads til hver eneste gudstjeneste søndag efter søndag. Vi var tre meget forskellige mandlige præster, men dette ægtepar var lige trofaste over for os alle. Senere fik vi en kvindelig sognepræst, og selvom

5 ægteparrets grundsyn var, at en præst skulle være en mand, så var deres trofasthed usvækket også overfor den kvindelige kollega. Disse to ældre missionsfolk lærte mig meget om at være menighed, og hvordan man undgår splittelser i menigheden. Skovsgaard fortsætter: Det er sådanne erfaringer, som har fået mig til at sige, at spørgsmålet om vielse af homoseksuelle ikke er eller bør være kirkesplittende. Kan vi (præster og biskopper) holde sammen trods vore teologiske uenighed, så kan andre også. Men det forudsætter, at der er nogle trofaste støtter i menigheden, som kan vise og fortælle, at der er noget som er større, nemlig menighedes fællesskab. Amen