Båndsavsklingens tandformer Båndsavsklingens tandformer begrænses i hovedsagen inden for maskinsnedkeriet

Transkript

1 Båndsavsklingens tandformer Båndsavsklingens tandformer begrænses i hovedsagen inden for maskinsnedkeriet til to typer: Hvertandsklinge til almindelig skæring Fig. 50a Hvertandsklinge Hverandentandsklinge til højkantskæring Fig. 50b Hverandentandsklinge Disse to tandformers egnethed til de retliggende skærearbejder, der ligesom ved rundsavsklinger er bestemt af træets beskaffenhed, afhænger af udformning: Spånvinklen (stødretningen), tandhøjden tanddelingen og udlægningen. Fig. 51 Tandformens vinkler og benævnelser: A = frivinkel B = kilevinkel C= spånvinkel (stødretning) D= Stød E= tandryg F= spånrummet G= tandhøjde H = tandafstand A + B + C = 90 Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 24 af 117

2 Frivinkel Frivinklen A skal være så stor, at tanden er fritskærende, og tandryggen skal files i en ret linie fra tandspidsen til tandbunden. Er frivinklen for lille, eller er tanden ikke filet i en ret linie, resulterer det i, at tandryggen nærmest tandspidsen presses mod snitfladen. Herved opstår der en høj friktion og dermed stor opvarmning af klingen ved tænderne, og det kan medføre, at klingen forlænges så meget her, at der opstår revner og brud i tandbunden. Fig. 52 Forkert Fig. 53 Rigtigt Fig. 54 Lille plads til spåner For lille frivinkel kan endvidere medføre, at spånrummet bliver for lille. Dette bevirker, at savspånerne ikke kan føres med ud af snittet, men presses ud mod snitfladerne og giver en tung fremføring af emnet og så stor opvarmning af klingen, at det kan resultere i klingebrud. Frivinklens minimumsgrænse er ca. 20. Herudover kan den bestemmes af det træs beskaffenhed, som klingen skal anvendes til. Til hårdt træ anvendes en lille frivinkel, som giver selve tanden større styrke, og som ikke kræver så stor spånmellemrum, fordi savspånerne ved hårdt træ ikke fylder så meget. Ved skæring i løst og blødt træ anvendes en større frivinkel, der giver et relativt stort spånmellemrum. Kilevinkel Kilevinkel B er afgørende for tandens styrke og må være tilstrækkelig stor for at undgå vibrationer i tanden og dermed dårlig snitflade. Kilevinklen bør ikke være mindre end ca. 45. Ved skæring i hårdt træ vil en vinkel på ca være passende og ved skæring i løst og blødt træ ca. 45. Spånvinklen C (stødretningen) er den vigtigste Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 25 af 117

3 vinkel i tandformen og er sammen med udlægning og filing bestemmende for, hvorledes båndsaven skærer. Spånvinkel (stødretning) En stor spånvinkel bevirker, at tænderne let trænger ind i træet og derved letter fremføringen af emnet og mindsker kraftforbruget. Bliver spånvinklen for stor, kan det medføre, at tanden bliver for svag, og der opstår vibrationer, der giver dårlig snitflade og fare for, at klingen springer. Fig. 55 Stor spånvinkel Fig. 56 Lille spånvinkel Er spånvinklen for lille, vil klingen arbejde tungt. Fremføringen vanskeliggøres, kraftforbruget bliver større, og klingen presses bagud mod klingestyret. Spånvinklen må så vidt muligt afpasses efter træets beskaffenhed. Til blødt og løst træ kan der anvendes større spånvinkel end til fast og hårdt træ. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 26 af 117

4 Fig. 57 Retningslinier for, hvor stor spånvinklen eller stødretningen skal være for at opnå den bedst mulige skæring. Tanddeling Tanddelingen T eller tandafstanden er sammen med tandhøjden bestemmende for tandmellemrummets størrelse. Tandafstanden må være stor nok til at føre savspånerne ud af snittet. Tandafstanden til skæring i løst og blødt træ skal være større end til hårdt træ, da savspånernes frivolumen i det første tilfælde fylder ca. 6-8 gange så meget som den faste snitmasse. Ved hårdt træ fylder savspånerne ca. 3-5 gange så meget som den faste snitmasse. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 27 af 117

5 Klingens tykkelse Klingens bredde Løst træ Tandafstand Hårdt træ 0, , , , , , ,25-0, ,25-0, , Fig. 58 Tabel over de almindelige tanddelinger til henholdsvis løst og hårdt træ Til skæring udelukkende i løst og blødt træ, fortrinsvis højkantskæring, vil det være fordelagtigt at anvende hverandentandsklinge. Denne klingetype er i stand til med det store tandmellemrum at føre det betydeligt større spånvolumen, der opstår ved højkantskæring, ud af snittet uden risiko for den store opvarmning af klingen, der ellers let kan opstå ved den art skæring med hvertandsklinge. Bredde mm Tandafstand mm Fig. 59 Tabel over tandafstanden for hverandentandsklinger Tandhøjden Tandhøjden H er afhængig af klingens tykkelse og tanddeling. For stor tandhøjde i forhold hertil vil medføre vibrationer i tanden og dermed fare for brud i klingen. Erfaringen viser, at en tandhøjde på ca. 1/3 af tandafstanden i almindelighed er den mest fordelagtige at anvende. Tandafstand mm Tandhøjde mm ,8 2 2,3 2,7 3 3, ,7 Fig. 60 Tabel over tandhøjder Udlægning Båndsavsklingens tænder må udlægges til begge sider, således at snittet, der fremkommer ved skæringen, er bredere end selve klingens tykkelse. Fig. 61 Savsnit Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 28 af 117

6 Er frigang ikke til stede, kan klingen ikke skære sig fri og vil gå så fast i snittet, at træet ikke kan føres hverken frem eller tilbage. Det vil i de fleste tilfælde medføre, at klingen springer, eller at der opstår vridninger eller skævheder, der meget vanskeligt lader sig rette. Frigangen bevirker endvidere, at friktioner mellem klinge og snitflade bliver formindsket, så der ikke opstår unødig opvarmning af klingen. Fig. 62 Udlagt klinge Hvor stor denne frigang og dermed udlægning skal være, er som ved de øvrige forhold ved klingens vedligeholdelse afhængig af træets beskaffenhed. Ved bløde og løse træsorter, hvor de overskårne træfibre fra snitfladerne er tilbøjelige til at lukke sig om klingen, kræves der større udlægning end ved hårde og faste træsorter. Hvor træfibrene ikke lukker sig om klingefladen, og snitfladerne derfor står glatte, kræves der ikke så stor udlægning. Udlægningen skal foretages meget omhyggeligt - tænderne skal udlægges lige meget. Er enkelte tænder bøjet mere end de øvrige, vil det resultere i dybe ridser og ujævne snitflader. De enkelte tænder udsættes for så stor en belastning, at der opstår vibrationer i klingen, der vanskeliggør en ret skæring. Bøjning af tanden må ikke foretages for langt nede mod tandbunden, da det i så fald kan forårsage buler og så stor belastning af tandforsiden, at det tilsammen kan give revner i klingen. Ved skæring i løst og blødt træ bøjes ca. 1/2 af tandhøjden og ved skæring i hårdt træ ca. 1/3 af tandhøjden. Tanden skal bøjes ca. 3-5 skråt mod klingens længderetning. Herved holder udlægningen sig væsentligt bedre, end hvor udlægningen foretages vinkelret over tanden. Ved skæring i blødt træ udlægges tænderne ca. halvdelen af klingetykkelsen. F.eks. med klingetykkelse på 0,8 mm lægges tænderne 0,2 mm til hver side. Ved skæring i hårdt træ lægges tænderne ca. 1/3 af klingetykkelsen. F.eks. ved en klingetykkelse på 0,8 lægges tænderne 0,13 til hver side. Generelt skal tænderne udlægges så lidt, som det er praktisk muligt for at skære sig fri. Ved båndsavsklinger udlægges et varierende antal tænder afhængig af det skærearbejde, der skal udføres. Fig. 63 Rigtig udlægning ( 3-5 skråt) Fig. 64 Forkert udlægning (vredet) Til varierende skærearbejde udlægges en tand til hver side, og to bliver stående. Til højkantskæring skal der være større afstand mellem Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 29 af 117

7 de udlagte tænder for bedre at føre savsmuldet ud af snittet. Her udlægges skiftevis fire tænder, og fire tænder bliver stående. Ved svejfeklinger udlægges en tand til hver side, og 4-6 tænder bliver stående. I kraft af de få udlagte tænder og den relativt store afstand mellem udlægningen sitrer klingen mindre, og den er lettere at styre i kurverne. Udlægningen kan foretages med udlæggertænger af forskellig udformning, Fig. 65 Udlægning til forskelligt arbejde Foruden de angivne eksempler på udlæggertænger findes der forskellige udlæggeapparater, der udlægger klingens tænder på samme måde som ved håndudlægning. Fig. 67 En anden form for udlægning sker med et udlæggeog egaliseringsapparat. Fig. 66 Her får den færdige, udlagte klinge en form som vist. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 30 af 117

8 Egalisering Udlægning foretages direkte på båndsaven og foregår i tre tempi: 1. Egalisering (udligning) af den tidligere udlægning ved sammenspænding af apparatets glatte valser om klingen. 2. Klingen føres så langt frem, at tænderne rager ind mellem de formede udlæggervalser svarende til, hvor meget eller hvor lidt udlægning der ønskes 3. Når klingen er udlagt, trækkes den på ny tilbage mellem de glatte valser og drejes rundt med ganske let tilspænding, så udlægningen bliver nøjagtig ensartet på hele klingens længde. Båndsavsklinger kan files eller slibes maskinelt. Fig. 68 Eksempel på en slibemaskine med påbygget udlæggeraggregat Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 31 af 117