Højmesse/afskedsgudstjeneste i Emmersbæk, søndag den 12. juli kl

Transkript

1 Højmesse/afskedsgudstjeneste i Emmersbæk, søndag den 12. juli kl søndag efter trinitatis, v/annemette Høgsbro. Tekster & salmer: Fra Det gamle Testamente læses Femte Mosebog, kap. 30, vers (del af Herrens velsignelse efter omvendelse). Fra Det ny Testamente læses Romerbrevet, kap. 6, vers 3-11 (del af Frihed fra synden), samt Mattæusevangeliet, kap. 5, vers (Om vrede - del af Bjergprædikenen). Salmer: Uberørt af byens travlhed 31 - Til himlene rækker din miskundhed, Gud Nu bør ej synden mere Vi kommer, Herre, til dig ind Min nåde er dig nok Almagts Gud, velsignet vær! - Samt, ifm. nadveren, nr O du Guds Lam (1. vers) fra

2 Evangelieteksten til 6. s. e. trinitatis: Jesus sagde:»hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«amen. (Matt 5,20-26 om vrede) Afskedsprædiken Emmersbæk Kirke, Hirtshals Sogn 12. juli 2015 [2]

3 Jeg havde mange interessante diskussioner med den tidligere viceinspektør i Kragskovhede Statsfængsel; hun er gået på pension nu. Engang, da vi diskuterede skyld og ansvar og strafprincipper, kom viceinspektøren ind på de indsattes moralske habitus, og så sagde hun noget i retning af: Jeg håber, du kan få dem til at angre. Nu har det jo ikke været min opgave hverken her eller andre steder at få folk til at angre. I hvert fald ikke på den måde, at det skulle kunne sættes op som et succeskriterium for mit virke, hvor mange jeg har haft til alters eller i privat skriftemål. Selve den idé får mig til at tænke på den gamle vittighed om barnet, der kører i bil med sin mor ude på landet. På et tidspunkt passerer de nogle heste, der står og sover inde i en indhegning, og barnet udbryder: Se de heste dér! De er kristne. Hvorfor siger du dét? spørger moren overrasket. Fordi de hænger med hovedet! Men det at være kristen, det handler jo ikke om at stå som en sovende hest eller gå rundt som en anden Kain og hænge med hovedet, skyldbevidst og tynget af skam, mens man bare venter på at blive ramt af Guds straf foruden menneskers. Nej, kristne skal ikke hænge med hovedet. Overhovedet ikke. Og derfor kan min opgave ikke karakteriseres som at gå [3]

4 rundt og få folk til at angre og tynges mod jorden. Min opgave har været og er stadigvæk dét, der ikke bare er alle præsters opgave og kald, men alle kristnes kald: at give evangeliet videre. Evangelium betyder godt budskab. Og det gode budskab er, at vi alle sammen alle mennesker er skabt af Gud i den proces, som Han har sat i gang og vedvarende opretholder. Derfor har vi alle sammen lige værd for Ham. Vi har alle sammen lige værd for Gud, men vi fylder ikke lige meget i Hans øjne. Den, der er størst i Guds øjne, det er den, som i menneskers øjne er ringest. Den, som Gud først får øje på, er den, der står bagest i køen hos os. Den, som vi anser for at have modtaget mindst af Guds nåde, er tættest på at få sit liv forvandlet af den. Dét er der masser af beretninger om, også fra fængslerne både i Danmark og i udlandet. Det gode budskab er, at selv om det er umuligt altid at gøre det gode og det rigtige; selv om vi har alt for nemt ved at falde for fristelser også dem, der ikke er helt uskadelige; selv om vi er bange for at tale imod det forkerte og det onde, som andre gør; kort sagt: selv om vi har svært ved at forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen så behøver vi ikke at blive dømt til Helvedes ild 1, når vi engang bliver stillet for den himmelske domstol. 1 Jf. evangelieteksten. [4]

5 Hvis ikke vi havde det gode budskab, så ville vi alle sammen være meget ilde stedt foran Guds domstol. For hele det register af ting, vi har sagt og gjort, som har skadet andre og ting, vi ikke har sagt og gjort, men som vi burde have sagt eller gjort, for at andre ikke skulle komme til skade alt det bliver vi stillet til regnskab for engang. Og jo større den opsamlede syndeskyld er blevet, jo hårdere bliver Guds straf. Med mindre, altså, vi har taget imod frelsen ved Guds Søn. For det gode budskab er, at Guds Søn allerede har taget al vores syndeskyld over for Gud på sig. Det gjorde han, da han hang på korset. Han ofrede sig for os. Og alt, hvad vi behøver at gøre, er at tage imod hans offer. Det gør vi ved at sørge over alt, hvad vi har gjort eller undladt at gøre, så andre er blevet skadet. Ved at indse, at vi har brug for Guds tilgivelse og benådning. Ved at tro på, at det er muligt at opnå den tilgivelse og benådning, også for os. Og så gøre det: tage imod nåden gennem dåben og nadveren i tro på Gud og Hans Søn. Guds nåde og Hans Søns offer det kan man tage imod, uanset hvem man er, og uanset hvordan man tager sig ud i andre menneskers øjne. For det gode budskab er, at der er et fællesskab, som man ikke behøver at køre smart eller bo smart eller være smart eller se smart ud for at blive et ligeværdigt medlem af. Det er Guds riges fællesskab, og det findes allerede her på jorden i form af alle de sammenhænge, hvor mennesker gør noget for og med hinanden i Jesu navn. [5]

6 Dét fællesskab opstår, når Guds Ånd virker i mennesker. Guds Ånd det er Helligånden; den underlige, ubegribelige størrelse, som vi får, når vi bliver døbt, og som vokser i os, når vi hører og efterlever Guds ord til os gennem Jesus Kristus. Når vi tror på, at han er Guds Søn, og bestræber os på at efterfølge ham altid; dvs. når vi i alt, hvad vi siger og gør, prøver at efterleve det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind og din næste som dig selv. Det gode budskab er, at din næste har du altid tæt på dig. Det ligger i ordet: Din næste er din nærmeste. Og det er ikke bare i familien. Det er alle de steder, du befinder dig; alle de sammenhænge, du befinder dig i. Begynd med din nærmeste. Gør, hvad du kan, for ham eller hende. Giv Guds gode budskab videre ved at udleve det. Måske vil du så en dag opdage, at det har ført til en forvandling både i dit liv og i den andens liv. Så får du sikkerhed for, at dét er måden at efterleve det dobbelte kærlighedsbud på. Du skal bare altid huske, at kærlighedsbuddet er ikke noget, der gælder andre, og du skal se til, at de overholder det. Nej, kærlighedsbuddet er noget, der gælder dig selv, og du skal kun se til, at du selv overholder det. Ja, vi skal selvfølgelig angre vore synder. Dvs. vi skal sørge over, hvad vi har gjort af ukærligt mod andre for eksempel [6]

7 at reagere irriteret eller stresset over for nogen i vores nærhed eller bruge ukvemsord i hjemmet, på arbejdet eller i det offentlige rum eller handle skadeligt. Vi er nødt til oprigtigt at sørge over det for at nå dertil, at vi ønsker at bruge resten af livet på at råde bod på det og på at gøre alt det kærlige, vi kan, for andre. Og derfor duer det ikke bare at hænge med hovedet i skyld og skam for et syns skyld, for at vi kan blive retfærdiggjorte i andre menneskers øjne og i Guds øjne, og de må tænke: Se, dér går en sand kristen. Det var den slags, der kendetegnede de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid bortset fra, at de selvfølgelig ville have skiftet ordet kristen ud med ordet jøde. Men sådan en udvendigt angrende adfærd bærer ingen frugt og fører bare til gold selvretfærdighed. Vi skal nu heller ikke angre så bittert og selvhadsk, at vi kommer til at stå i stampe i en tåge af skyldfølelse og skam, hvor vi prøver at straffe os selv, før Gud gør det. Det er forfærdelig svært at lade være med at føle selvhad, når man har gjort noget ukærligt, og man kan godt være fanget i skamgusen i lang tid. Men det gode budskab er, at selv hér kan Guds nåde og tilgivelse nå ind. Vi kan ikke forudsige, hvornår det sker. Men vi har fået løftet om, at det kan ske, og håbet om, at det vil ske. Og jo tidligere vi indser, at vi ikke selv kan gøre noget som helst for at reducere vores syndeskyld over for Gud hverken noget udvendigt eller noget indvendigt [7]

8 jo tidligere kan Gud få lov til at virke med sin nåde og barmhjertighed i os. For det er kun Gud, der kan vaske tavlen ren og slette vores gæld til Ham forlade os vor skyld men vi skal være modtagelige for det. Og det er vi, når vi oprigtigt sørger over vore synder og beder om tilgivelse både fra de mennesker, vi har forbrudt os imod, og fra Gud i sand tro på, at Guds tilgivelse er mulig, fordi Hans Søn har taget byrden af vores skyld på sig og har vist os, hvad sand ret-færd er. Dét er den frugtbare anger. Når vi ikke angrer i selvretfærdighed eller selvhad, men oprigtigt sørger over al den skade, vi har påført andre mennesker, simpelthen fordi det ikke er dén måde, vi ønsker at være i verden på. Og hvor angeren og troen ved Guds nåde får os til at være i verden på en ny måde. Forvandlede. Døde for synden og levende for Gud i et fællesskab med andre mennesker. Jeg siger ikke, at det er en tilstand, der er nem at opnå eller at forblive i. Men jeg siger, at det er det eneste, der er værd at stræbe efter her i livet. Med Guds hjælp vil det ske. Og derfor siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. Annemette N. Høgsbro [8]