Restgruppen med lav og utilstrækkelig pensionsopsparing

Transkript

1 Restgruppen med lav og utilstrækkelig pensionsopsparing Andreas Østergaard Nielsen Philip Heymans Allé 1, 2900 Hellerup, Telefon ,

2 Side 1

3 Indhold 1. Indledning og sammenfatning 4 2. Restgruppen i de erhvervsaktive aldre med lav og utilstrækkelig pensionsopsparing 6 3. Restgruppen blandt pensionisterne Litteratur Bilag Dækningsgradernes fordeling over indkomstdeciler Illustration af dækningsgradsberegningen 27 Side 2

4 Side 3

5 1. Indledning og sammenfatning I denne analyserapport belyses udviklingen i restgruppen bestående af personer med lav og. Der skelnes mellem restgruppen blandt personer i de erhvervsaktive aldre og restgruppen blandt pensionister. For den første gruppe gælder det, at restgruppen er personer, der i et eller flere år har lave pensionsindbetalinger. De er dermed i risiko for at tilhøre restgruppen som pensionist. Den anden gruppe er netop pensionister med en, som betyder, at de oplever et relativt kraftigt fald i deres forbrugsmuligheder ved pensionering. Af de to restgruppebegreber belyses pensionssystemets evne til at sikre tilstrækkelige forbrugsmuligheder i alderdommen bedst ved at se på restgruppen blandt pensionisterne. Fordi en lav og er et relativt begreb, er der defineret tre restgrupper i de erhvervsaktive aldre med forskellige afgrænsninger af, hvornår pensionsopsparingen er lav og utilstrækkelig. Blandt den yngste årgang pensionister dvs. de 65-årige undersøges restgruppen ved at se på personer med en relativt lav dækningsgrad. Dvs. personer, der ved pensionering oplever et relativt kraftigt fald i disponibel indkomst og dermed forbrugsmuligheder sammenlignet med indkomsten som 59-årig. Blandt pensionisterne skelnes der mellem tre grupper afhængig af indkomst som 59- årig: lav-, mellem- og højindkomst. For hvert indkomstinterval fastsættes en grænse for restgruppen. Blandt de erhvervsaktive viser resultaterne: Blandt personer i den erhvervsaktive alder ekskl. studerende er restgruppen med en lav og afhængig af afgrænsning mellem 20 og 30 pct. Restgruppen er dog kun mellem 5 og 10 pct., hvis gruppen afgrænses til fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Restgruppen med en lav og er faldende over tid. Det skyldes, at arbejdsmarkedspensioner bliver mere og mere udbredt. Blandt de beskæftigede er det særligt selvstændige, der har lave og utilstrækkelige pensionsopsparinger. De vælger måske ofte at spare op i egen virksomhed, men det er mere risikabelt end en traditionel pensionsopsparing, hvis virksomheden går fallit eller ikke kan afhændes ved pensionering. Blandt pensionisterne viser resultaterne: Der er få fattige pensionister kun i 2011 efter den officielle fattigdomsgrænse. Pensionisterne har en væsentlig lavere risiko for fattigdom end resten af befolkningen. Pensionister, der tilhører restgruppen, er i risiko for at opleve et markant fald i forbrugsmuligheder ved pensionering sammenlignet med forbrugsmuligheder som 59-årig. For pensionisterne i dag er det omkring 4 pct. med lavindkomst som 59- årig, der tilhører restgruppen. De oplever et fald i forbrugsmulighederne på mellem 30 og 40 pct. ved pensionering sammenlignet med forbrugsmulighederne som 59-årig. Side 4

6 I mellem- og højindkomstgrupperne er det mellem 2 og 7 pct., der har lave dækningsgrader og oplever et stort fald i forbrugsmulighederne ved pensionering. Pensionister i restgruppen er bl.a. personer, der har haft en utilstrækkelig pensionsopsparing som erhvervsaktiv. Det kan skyldes, at mange ikke har været omfattet af arbejdsmarkedspensioner igennem hele deres karriere. Fremadrettet vil restgruppen blandt pensionister falde, fordi flere har sparet op til pension gennem hele deres arbejdsliv. Rapporten er disponeret som følger. I afsnit 2 beskrives restgruppen med lav og i den erhvervsaktive alder (18-59 år). I afsnit 3 præsenteres beregninger af restgruppens størrelse blandt nutidens pensionister, dvs. personer, der som følge af oplever et stort fald i forbrugsmulighederne ved pensionering. Boks 1 Det danske pensionssystem Det danske pensionssystem er funderet på tre søjler. Søjle I består hovedsageligt af folkepension, som er løbende finansieret af skattebetalinger. Folkepension er universel forstået på den måde, at alle har ret til folkepension, hvis de opfylder de generelle betingelser. 1 Folkepensionens formål er at sikre pensionister mod fattigdom. ATP hører også under søjle I. ATP er en opsparingsbaseret pension, hvilket betyder, at udbetalingerne afhænger direkte af indbetalingsperiodens længde, indbetalingssatsen og forrentningen af formuen. Alle lønmodtagere - også ledige og kontanthjælpsmodtagere - indbetaler til ATP. Derudover kan selvstændige, førtidspensionister og modtagere af efterløn vælge at indbetale til ATP. Pensionsudbetalingerne er livsvarige, og der udbetales ydermere et engangsbeløb til efterladte. Søjle II består af aftalebaserede, kollektive, opsparingsbaserede arbejdsmarkedspensioner. Indbetalingssatsen aftales kollektivt og bidragene er typisk fordelt med 2/3 betalt af arbejdsgiver og 1/3 betalt af medarbejderen. Arbejdsmarkedspensioner er bidragsfinansierede (defined contribution) pensioner, fordi bidragene er kendt, men udbetalingerne afhænger af det løbende afkast på formuen. Tjenestemandspensioner, der også hører til søjle II, er derimod tilsagnspensioner (defined benefit), fordi der er tilknyttet en rettighed i form af pensionsudbetalinger, der udgør en fast andel af slutlønnen uden en egentlig opsparing. Tjenestemandspensioner er under udfasning og erstattes af bidragsfinansierede ordninger. Pensionerne i søjle II skal sikre, at indkomsten som pensionist ikke er væsentlig lavere end indkomsten som erhvervsaktiv. Søjle III består af individuelle, privattegnede pensionsopsparinger. Formålet med søjle III er at give mulighed for individuelt at tilpasse pensionsopsparingen. 1 De generelle betingelser for at få tildelt folkepension er, at modtageren skal have dansk statsborgerskab og have haft bopæl i Danmark i 3 år mellem det fyldte 15. og 65. år. Hvis optjeningskravet om 40 års bopæl i Danmark ikke er opfyldt, udbetales brøkpension i forhold til antal år med bopæl i Danmark. Side 5

7 2. Restgruppen i de erhvervsaktive aldre med lav og Restgruppen er en betegnelse for personer, der har lave eller utilstrækkelige pensionsindbetalinger. Personer i restgruppen risikerer ikke at indbetale tilstrækkeligt til pension og vil derfor være i risiko for at have relativt lav indkomst som pensionist - udtrykt ved lave dækningsgrader. En lav dækningsgrad viser, at indkomsten som pensionist er væsentligt mindre end indkomsten før pensionering, jf. (2011, 2013). Eftersom en lav og er et relativt begreb, afgrænses restgruppen af tre omgange. I den bredeste definition af restgruppen som giver den største restgruppe indgår personer, hvor pensionsindbetalingsprocenten er under 50 pct. af median-indbetalingsprocenten. I den mellemste definition indgår personer med indbetalinger, der højest svarer til 6 pct. af kontanthjælpssatsen. I den strengeste definition som giver den mindste restgruppe indgår personer, der ingen pensionsindbetaling har overhovedet. Se boks 2. Pensionssystemet sørger for at flytte indkomsten over tid, så der sikres jævne forbrugsmuligheder gennem livet. Det betyder, at opsparingsbehovet varierer mellem personer og over alder afhængig af, hvornår og hvor stor indkomst der skabes. Definitionen af de forskellige restgrupper afspejler derfor, at opsparingsbehovet, der sikrer en tilstrækkelig pensionsopsparing, er individuelt og afhænger af indkomstgrundlaget i de erhvervsaktive år. Personer med en fast tilknytning til arbejdsmarkedet behøver en stor pensionsopsparing for at opnå en passende dækningsgrad ved pensionering. Ligeledes har personer med en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet ofte en mindre pensionsopsparing. Men de behøver heller ikke samme pensionsformue, da indkomsten både før og efter pensionering er relativt lav. Derfor kan de opnå en relativt høj dækningsgrad med en mindre pensionsformue. Side 6

8 Boks 2 De tre restgruppebegreber blandt erhvervsaktive Til afgrænsningen af restgruppen blandt erhvervsaktive benyttes de samlede pensionsindbetalinger. Disse udgøres af alle indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger samt privattegnede ordninger. Det vil sige indbetalinger til søjle II og III, jf. boks 1. Arbejdsmarkedets tillægspension (ATP) og den særlige pensionsopsparing (SP) indgår ikke. Personer på dagpenge indbetaler dobbelt ATP-bidrag. Der kan argumenteres for, at den ene halvdel af disse indbetalinger bør indgå i den samlede pensionsopsparing. Datamæssigt er det vanskeligt at udskille det dobbelte ATP-bidrag. Halvdelen af et evt. dobbelt ATP-bidrag er derfor ikke medregnet i den samlede pensionsopsparing. Restgruppe 1: Personer med en indbetalingsprocent i pct. af den korrigerede bruttoindkomst, der er mindre end 50 pct. af median-indbetalingsprocenten. Dette svarer i 2011 til en indbetalingsprocent på mindre end 4,54 pct. Indbetalingsprocenten er stigende over tid som følge af stigning i de aftalte bidragssatser. Restgruppe 2: Personer med indbetalinger mindre end kr. (2010-niveau). Beløbet svarer til 6 pct. af satsen for en enlig (ikke-forsørger) kontanthjælpsmodtager. Restgruppe 3: Alle personer med samlede pensionsindbetalinger på 0 kr. I analysen indgår ikke anden opsparing end formel pensionsopsparing. Fri opsparing i bolig eller egen virksomhed kan godt ske med henblik på at sikre en passende pensionsindkomst. Det er imidlertid ikke givet, at denne opsparing i sidste ende vil indgå i indkomsten som pensionist. Side 7

9 På LO/DA området er de besluttede bidragssatser først fuldt indfaset i 2010, jf. figur 1. Det betyder, at pensionssystemet fra 2010 er modnet på indbetalingssiden. 2 Derfor giver restgruppeberegningerne fra 2010 og frem det første reelle billede af restgrupperne i det modnede pensionssystem. De gældende bidragssatser er typisk mellem 12 og 18 pct. Figur 1 Bidragssatser, Pct År LO/DA LO/DA (funktionærer) DJØF (stat) DJØF (kommune) Sygeplejersker Anm.: Bidragssatserne er de aftalte satser i overenskomsterne. I figuren er de beregnet efter nettometoden. Nettometoden er, når bidragsprocenten beregnes som andel af lønmodtagerens løn (inklusive skat og arbejdsmarkedsbidrag) eksklusive eget pensionsbidrag. Kilde: De Økonomiske Råd (2008), PKA og egne beregninger. Afhængig af den valgte afgrænsning er restgruppen med lav eller utilstrækkelig pensionsopsparing mellem 40 og 6 pct. i 2011, jf. tabel 1. Restgruppe 1, der er personer med lave indbetalingsprocenter, omfatter 40 pct. af de årige. En stor del af de unge årgange er uden for arbejdsmarkedet og indbetaler slet ikke til pension. Således er der 27 pct. af de årige i restgruppe 3, der indbetaler 0 kr. til pension i Alle tre restgrupper falder derfor også med omkring 10 pct.point, når grupperne afgrænses til årige ekskl. studerende. Ligeledes falder andelen i restgrupperne med yderligere 10 pct.point, når der kun ses på de årige i arbejdsstyrken. Frasorteres de ledige og deltidsbeskæftigede falder restgrupperne til mellem 9 og 17 pct. De mindste restgrupper findes blandt de årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Langt de fleste lønmodtagere er omfattet af arbejdsmarkedspensioner med bidragssatser over 4,54 pct., som er grænsen for restgruppe 1 i Blandt de årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er restgruppe 1 på 12,1 pct. De fuldtidsbeskæftigede, der tilhører restgruppe 1, er formentlig be- 2 Pensionssystemet er fuldt modnet, når alle, der modtager pensionsudbetalinger, har indbetalt gennem et helt arbejdsliv på de fuldt indfasede bidragssatser. Det vil først være tilfældet omkring år Side 8

10 skæftiget i erhverv, hvor der ikke er en bred overenskomstdækning som følge af en lav organisationsgrad. Det kan også være personer, der ikke har haft fuldtidsbeskæftigelse hele året. 3 Tabel 1 Andel i restgrupperne, 2011 Restgruppe årige 40,1 36,8 27, årige ekskl. studerende 30,9 26,9 19, årige i arbejdsstyrken 19,7 15,1 10, årige fuldtidsbeskæftigede 16,5 12,2 8, årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere 12,1 8,3 5,5 Anm.: Restgrupperne er defineret i boks 1. Alle grupper er eksklusiv tjenestemænd og invalidepensionister. Fuldtidsbeskæftigede er defineret på baggrund af oplysninger i RASstatistikken, der dannes på baggrund af oplysninger om arbejdsmarkedstilknytning i november måned. Restgrupperne har været faldende over tid som følge af den løbende udbygning af arbejdsmarkedspensionerne. Blandt de årige (ekskl. studerende, tjenestemænd og invalidepensionister) er restgruppe 1 faldet fra 35 pct. i 1998 til 30 pct. i 2011, jf. figur 2. Restgruppe 2 er faldet fra 37 pct. i 1998 til 27 pct. i 2011 og restgruppe 3 er faldet fra 27 pct. til 20 pct. Udviklingen i beskæftigelsen har også betydning for restgruppernes størrelse, når der ses på de årige. Et fald i beskæftigelsen betyder, at færre personer indbetaler til arbejdsmarkedspensioner og derfor er restgrupperne vokset svagt i takt med, at ledigheden begyndte at stige i Figur 2 illustrerer således, hvordan restgruppernes størrelse afhænger af konjunkturerne, fordi der inkluderes personer uden beskæftigelse i beregningerne. Overenskomstforhandlingerne i 2007/2008 betød også, at karensreglerne for bidrag til arbejdsmarkedspensioner ved jobskifte blev lempet. Det betyder isoleret set et fald i restgrupperne. 3 Oplysninger om arbejdsmarkedsstatus er fra den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS), som opgør befolkningens arbejdsmarkedstilknytning ultimo november hvert år. Side 9

11 Figur 2 Andel i restgrupperne, årige ekskl. studerende, Pct Restgruppe 1 Restgruppe 2 Restgruppe 3 År Anm.: Der er et databrud i Definitionen af fuldtidsbeskæftigede er ændret i RAS statistikken, hvilket betyder et fald i antallet af fuldtidsbeskæftigede. Det reducerer restgrupperne. For at eliminere effekten af konjunkturudviklingen på størrelsen af restgrupperne viser figur 3 restgrupperne for fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Restgruppe 1 er faldet fra 22,5 pct. i 1998 til 12,1 pct. i Faldet i restgruppe 2 er endnu kraftigere til 8,3 pct. Restgruppe 3 er faldet fra 14,1 pct. til 5,5 pct. Faldet skal specielt henføres til de højere bidragssatser på LO/DA området, og faldet beskriver derfor en strukturel ændring, der følger af modningen af pensionssystemet. Side 10

12 Figur 3 Andel i restgrupperne, årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere, Pct Restgruppe 1 Restgruppe 2 Restgruppe 3 År Anm.: Databrud i 2008, se anmærkning til figur 2. Organiseringsgraden i forskellige brancher har betydning for, hvor store restgrupperne er i de forskellige brancher. Landbrug m.v. og hotel- og restaurationsbranchen er brancher med en lav organisationsgrad, ofte kortere ansættelsesforhold og en højere andel af selvstændige. Det er alle faktorer, som betyder, at restgrupperne er større. Restgruppe 1 er 55 pct. i landbrug m.v. og godt 50 pct. i hotel- og restaurationsbranchen i 2011, jf. figur 4. Side 11

13 Figur 4 Restgrupperne fordelt på brancher, 2011 Landbrug, skovbrug og fiskeri Hoteller og restauranter Kultur og fritid Andre serviceydelser mv. Ejendomshandel og udlejning Rejsebureauer, rengøring og Videnservice Information og kommunikation Handel Transport Bygge og anlæg Offentlig administration, Sundhed og socialvæsen Undervisning Industri Råstofindvinding Vandforsyning og renovation Energiforsyning Finansiering og forsikring Restgruppe 3 Restgruppe 2 Restgruppe 1 Pct. Anm.: Efter DB07 19-gruppering. Personer uden brancheoplysninger er udeladt. Restgrupperne er også fordelt på personer i arbejdsstyrken efter socioøkonomisk status, jf. figur 5. Figuren viser, at arbejdsløse er overrepræsenteret i restgrupperne, fordi de ikke indbetaler til arbejdsmarkedspensioner. Men restgrupperne er også store blandt selvstændigt erhvervsdrivende. Restgruppe 3 er lige så stor blandt selvstændige uden ansatte og medarbejdende ægtefæller som blandt arbejdsløse. Årsagen kan være, at evt. overskud investeres i virksomheden i håb om højere afkast sammenlignet med pensionsopsparing. Hvis virksomheden ved pensionering kan afhændes til en god pris, kan det være en fornuftig opsparing. Problemet er imidlertid, at opsparingen er mere risikabel end traditionel pensionsopsparing. Går virksomheden fallit, eller viser den sig svær at sælge, mister den selvstændige både sit nuværende arbejde og den opsparing, der er bundet i virksomheden. Det betyder, at nogle selvstændige ender med lave dækningsgrader, fordi virksomheden ved pensionering har en lavere værdi end forventet. Restgruppen er langt mindre for lønmodtagere. Pensionsopsparingen for lønmodtagere er selvsagt mindre risikabel, da pensionsformuen ikke forsvinder, selvom man mister sit job. Side 12

14 Figur 5 Restgrupperne efter socioøkonomisk status, 2011 Modtager af dagpenge Arbejdsløs Selvstændig, ingen ansatte Medarbejdende ægtefælle Selvstændig, 1-4 ansatte Selvstændig, 5-9 ansatte Lønmodtager, uoplyst Selvstændig, 10+ ansatte Andre lønmodtagere Lønmodtager grundniveau Topleder Lønmodtager højeste niveau Lønmodtager mellemniveau Pct. Restgruppe 1 Restgruppe 2 Restgruppe 3 Anm.: Kun personer i arbejdsstyrken er inkluderet. Socioøkonomisk status er efter hovedindkomstkilde. Arbejdsløse kan således have været i beskæftigelse i løbet af året. Som det fremgår ovenfor, er restgruppen i et enkelt år påvirket af arbejdsløsheden. Det er derfor også relevant at se på restgruppens størrelse over en årrække. Gennem hele den erhvervsaktive alder er manglede pensionsindbetalinger i et enkelt år ikke afgørende for at tilhøre restgruppen som pensionist. Omvendt øges risikoen for at tilhøre restgruppen som pensionist, hvis man tilhører restgruppen blandt de erhvervsaktive i flere år. Udgangspunktet er alle årige i arbejdsstyrken i Blandt dem er restgruppe 1 i pct., restgruppe 2 er 22 pct. og restgruppe 3 er 13 pct. Men det er langt færre personer i arbejdsstyrken, der er i restgrupperne i flere år, jf. figur 6. Figuren viser restgruppernes størrelse, fordelt efter hvor mange år de årige i arbejdstyrken i 2001 er i restgrupperne frem til pct. tilhører restgruppe 1 i et år, 7 pct. i 2 år, 4 pct. i 5 år og godt 5 pct. tilhører restgruppe 1 i alle 10 år. Ligeledes er der 10 pct., der tilhører restgruppe 2 i 1 år, 6,6 pct. i 2 år, 3,4 pct. i 5 år og knap 5 pct. i 10 år. Der er kun 8 pct. der tilhører restgruppe 3 i 1 år, 5 pct. i 2 år, godt 2 pct. i 5 år og 2,5 pct. af arbejdstyrken tilhører restgruppe 3 i alle 10 år. Det viser, at for personer i arbejdstyrken er restgruppeproblematikken begrænset, når der ses over en længere periode. Side 13

15 Figur 6 Andel i restgruppen i op til 10 år blandt personer i arbejdsstyrken mellem år i 2001, Pct Restgruppe 1 Restgruppe 2 Restgruppe 3 År Anm.:Figuren viser antal år i hver restgruppe mellem 2001 og 2010 for personer, der i 2001 var mellem 25 og 50 år og tilhørte arbejdstyrken i det år. Alle tre restgrupper er faldende med alderen indtil 59 år, jf. figur 7. Det skyldes hovedsageligt ansættelsesforhold. Flere unge er ansat i job uden obligatoriske pensionsordninger eller fravælger pensionsopsparing, fordi lønnen er relativt beskeden i forhold til den forventede løn senere i livet. Det kan være rationelt i forhold til et ønske om at forbrugsudglatte. Endelig er det ofte sådan, at når pensionsalderen nærmer sig, fylder pension mere i bevidstheden. Nogle finder måske ud af, at de har en og begynder at indbetale (og indbetaler mere) til private pensionsordninger. Side 14

16 Figur 7 Andel i restgruppen efter alder, årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere, 2011 Pct Restgruppe 1 Restgruppe 2 Restgruppe 3 Alder Mens restgrupperne er faldende med alderen, er den gennemsnitlige indbetalingsprocent stigende med alder. For de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er den gennemsnitlige pensionsindbetalingsprocent stigende fra 8 pct. som 25-årig til 13,4 pct. som 59-årig, jf. figur 8. Stigningen frem til 30-årsalderen dækker bl.a. over, at personer med længere videregående uddannelser normalt har højere indbetalingsprocenter end lavere uddannede, og de indtræder senere på arbejdsmarkedet, fordi de først skal færdiggøre uddannelsen. Stigningen i indbetalingsprocenten fra 50 til 60-årsalderen kan forklares af, at det typisk er i denne periode, hvor en høj anciennitet på arbejdsmarkedet og deraf følgende højere løn og et større økonomisk råderum, når børnene bliver voksne, kombineret med større bevidsthed om pensionsbehovet, giver anledning til højere pensionsindbetalinger i årene før pensionering. De stigende pensionsindbetalingsprocenter kan være udtryk for, at årene op til pensionering bliver brugt til at indhente tidligere års huller i pensionsindbetalingerne. Side 15

17 Figur 8 Pensionsindbetalingsprocent efter alder, 2011 Pct årige ekskl. studerende årige fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere Alder Anm.: Indbetalingsprocenten er beregnet som fradragsberettigede indbetalinger til søjle II og III i pct. af den korrigerede bruttoindkomst, jf. boks 1 og 2. Side 16

18 3. Restgruppen blandt pensionisterne I dette afsnit undersøges, hvor mange pensionister der i dag har en relativt lav og, som betyder, at dækningsgraden er relativt lav. 4 Med andre ord illustreres det, hvordan indkomsterne og dermed forbrugsmulighederne er for pensionister, der tilhører restgruppen, karakteriseret ved en lav og. En større analyse af pensionisternes økonomi, hvor der er fokus på indkomstfordeling, ulighed og pensionisternes risiko for fattigdom, findes i (2013). Pensionisterne har en relativt lille risiko for at være blandt de fattige i Danmark, defineret på baggrund af den officielle fattigdomsgrænse, jf. (2013) og Ekspertudvalg om fattigdom (2013). I Danmark er der i 2011 knap 1 pct. fattige, mens der kun er 0,34 pct. fattige blandt folkepensionisterne, jf. tabel 2. Det svarer til fattige pensionister. Blandt den yngste årgang pensionister er 0,29 pct. fattige. Tabel 2 Risiko for fattigdom, 2011 Andel fattige (pct.) Antal fattige Antal Hele befolkningen 0, Folkepensionister 0, Yngste folkepensionister 0, Kilde: (2013) og egne beregninger på registerdata. Selvom der er få fattige pensionister i Danmark, er der en større gruppe, som oplever en relativ kraftig nedgang i indkomsten og dermed forbrugsmulighederne ved overgang til pension. Man kan således godt tilhøre restgruppen med lav og, selvom man ikke er fattig. Ændringen i indkomst ved pensionering kan måles ved dækningsgraden. Nettodækningsgraden, som beskriver forholdet mellem disponibel indkomst som 65- årig og disponibel indkomst som 59-årig, er relativ høj og i nogle tilfælde over 100 pct. for personer, der som 59-årig har relativ lav disponibel indkomst, jf. figur 9 og boks 3. Det er typisk personer, der er offentligt forsørgede som 59- årige og fx er på kontanthjælp. De kan opleve en indkomstfremgang, når de bliver pensionerede og modtager folkepension inkl. tillæg, ældrecheck m.v. Modsat vil personer, der som 59-årige har en høj disponibel indkomst, typisk opleve, at den disponible indkomst som pensionist falder til omkring 60 pct. af niveauet som 59-årig. Nettodækningsgrader er ikke nødvendigvis det bedst beskrivende mål, for hvem der har relativt lave forbrugsmuligheder som pensionist. Ækvivalerede indkomster giver ofte et mere retvisende billede af forbrugsmulighederne i en husstand. De ækvivalerede indkomster afspejler den potentielle omfordeling af indkomst, der finder sted i en husstand, jf. boks 3. Derfor er den ækvivalerede nettodækningsgrad (nettodækningsgrad ved ækvivalerede disponible indkomster) et bedre mål for forbrugsmulighederne i en hustand. Figur 9 viser de ækvivalerede 4 Metoden til beregning af dækningsgrader er beskrevet i (2011, 2013). Side 17

19 nettodækningsgrader. Omfordelingen indenfor en hustand betyder, at de ækvivalerede nettodækningsgrader varierer mindre på tværs af indkomstdeciler. I beregningen af dækningsgraden er anden opsparing fx fri opsparing og friværdi i fast ejendom ikke inkluderet i indkomsten som 59-årig. Typisk opbygges formue, både pensionsformue, friværdi i fast ejendom og anden opsparing, indtil pensionsalderen, hvorefter pensionsformue og anden formue nedspares eller bliver til arv. Derfor er det relevant at inkludere potentielt formueforbrug i indkomsten som pensionist. Det vil sige, at det mulige forbrug af anden formue end pensionsopsparing er spredt ud over den forventede restlevetid. Nettodækningsgraden er mere jævnt fordelt over decilerne, hvis potentielt formueforbrug inkluderes og indkomsterne ækvivaleres inden for husstanden, jf. figur 9. Den ækvivalerede nettodækningsgrad inkl. formueforbrug er mellem 90 og 100 pct. på tværs af decilerne. I bilag 5.1 beskrives dækningsgradernes fordeling nærmere. Figur 9 Nettodækningsgrad inkl. formueforbrug og ækvivaleret for den yngste årgang pensionister efter indkomstdecil som 59-årig, 2011 Pct D1 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 D10 indkomstdecil Nettodækningsgrad ækvivaleret ækvivaleret inkl. formue Anm.: Omfatter den yngste årgang folkepensionister ekskl. tjenestemænd og pensionister med mere end i erhvervsindkomst. Indkomstdecilerne er beregnet for disponible indkomster som 59-årige. Dækningsgraderne er afgrænset ved 0 og 250 pct. En lav dækningsgrad indikerer, at pensionsopsparingen er utilstrækkelig til at opretholde en indkomst på niveau med indkomsten som 59-årig. Men som det fremgår af figur 9, varierer dækningsgraderne over indkomstdecilerne. Det er dermed ikke oplagt, at alle skal stræbe efter den samme nettodækningsgrad. Generelt findes det, at jo større indkomst som 59-årig, jo lavere nettodækningsgrad. Personer, der tilhører de øvre indkomstdeciler som 59-årige, har større nettoformuer ved pensionering. Når potentielt formueforbrug inkluderes, er der ikke samme fald i dækningsgraderne over indkomstdecilerne, jf. figur 9. Med andre Side 18

20 ord er nettodækningsgraderne måske ikke det mest retvisende mål for forbrugsmulighederne som pensionist blandt personer i de højeste indkomstdeciler. Nettoformuen, som består af samlede aktiver inkl. bolig minus passiver, varierer betydeligt på tværs af indkomstgrupperne. I lavindkomstgruppen er nettoformuen i gennemsnit kr. i 2011, jf. tabel 3. Men median-nettoformuen er kun kr. I højindkomstgruppen er nettoformuen i gennemsnit 1,3 mio. kr., og median-nettoformuen er kr. En formue på kr. giver mulighed for årligt at forbruge kr. ekstra over hele den forventede levetid, mens en formue på kr. kun giver anledning til at øge forbruget med kr. årligt. Det bemærkes også, at nettoformuen i pct. af disponibel indkomst som 65-årig er mindst i lavindkomstgruppen med et gennemsnit 166 pct. I højindkomstgruppen udgør nettoformuen i gennemsnit hele 660 pct. af disponibel indkomst. Det forklarer, hvorfor den gennemsnitlige dækningsgrad øges markant i højindkomstgruppen, når der tillægges forbrug af formue. Restgruppen blandt pensionisterne kan afgrænses som personer, der har relativt lave dækningsgrader. Restgruppen er dermed ikke et udtryk for absolut fattigdom, men et udtryk for relativ fattigdom i forhold til indkomsten som 59-årig. Restgruppen blandt pensionisterne omfatter derfor personer, der er relativt fattige som pensionist i forhold til de samme personers indkomstniveau som 59- årig. De beregnede nettodækningsgrader inkluderer både lønindkomst, pensionsindkomst, afkast af formue og en beregnet lejeværdi af egen bolig for boligejere. Det betyder, at dækningsgraderne er følsomme over for de økonomiske konjunkturer, udviklingen på de finansielle markeder og boligmarkedet. I år, hvor boligpriserne eller afkast på finansielle markeder er høje, er indkomsterne relativt høje. Derfor er der konjunkturbetingede udsving i de beregnede dækningsgrader. Disse effekter forstærkes af, at dækningsgraderne sammenligner personlige indkomster med syv års mellemrum. Over den mellemliggende periode vil konjunkturerne typisk være vendt, således at indkomst i en højkonjunktur sammenlignes med indkomsten i en lavkonjunktur eller omvendt. Det er ikke muligt at korrigere for disse effekter på tilfredsstillende vis. I stedet er det valgt at fastsætte grænsen for restgruppen relativt til median-dækningsgraden blandt personer i samme indkomstinterval som 59-årig. På den måde sikres det, at grænsen for restgruppen, målt ved dækningsgraden, kan variere over tid som følge af konjunkturerne. Men samtidig fastholdes princippet om, at restgruppen udgøres af personer, der har en relativt lav indkomst som pensionist i forhold til de samme personers indkomst som 59-årig. 5 Samtidig fastholdes også, at den strukturelle modning af pensionssystemet kan illustreres ved udviklingen i restgruppen, i det omfang modningen fører til bedre dækningsgrader for flere. 5 Det forudsættes således implicit, at personer i gennemsnit påvirkes ens af konjunkturudviklingen. Side 19

21 Tabel 3 Potentielle formueforbrug, 2011 Gennemsnit 1. kvartil Median 3. kvartil Lavindkomst som 59-årig --- kr. --- Nettoformue Løbende "udbetalinger" pct. --- Nettoformue ift. disponibel indkomst som 65- årig 166,7-15,9 28,6 211,1 Mellemindkomst som 59-årig --- kr. --- Nettoformue Løbende "udbetalinger" pct. --- Nettoformue i pct. af disponibel indkomst som 65-årig 356,7 15,4 183,9 476,9 Højindkomst som 59-årig --- kr. --- Nettoformue Løbende "udbetalinger" pct. --- Nettoformue ift. disponibel indkomst som 65- årig 660,4 232,6 556,9 777,9 Alle --- kr. --- Nettoformue Løbende "udbetalinger" Nettoformue ift. disponibel indkomst som 65- årig --- pct ,4 8,8 162,7 510,0 Anm.: Løbende udbetalinger er et beregnet forbrug af formuen over forventet restlevetid. Omfatter den yngste årgang folkepensionister ekskl. tjenestemænd og pensionister med mere end i erhvervsindkomst. I tabel 4 nedenfor er den yngste årgang pensionister dvs. 65-årige i 2011 inddelt i hhv. lav-, mellem- og højindkomst efter deres indkomstniveau som 59- årige. 6 Grænsen, for hvornår en dækningsgrad betragtes som lav, afhænger af 6 Indkomstgrupperne er tre lige store grupper opdelt efter disponibel indkomst som 59- årig. Side 20

22 indkomstniveauet som 59-årig og median-nettodækningsgraden i hver indkomstgruppe. Personer med en dækningsgrad, der er under 30 pct. af mediandækningsgraden i indkomstgruppen, defineres som tilhørende restgruppen blandt pensionisterne. Som det fremgår af tabel 4, er grænsen for restgruppen målt ved 30 pct. under median-nettodækningsgraden højest i lavindkomstgruppen, hvor restgruppen udgøres af personer med en nettodækningsgrad under 63,4 pct. Grænsen for restgruppen er 44,7 pct. for mellemindkomstgruppen og 40,7 pct. for højindkomstgruppen i Grænsen for restgruppen ændres ikke meget for lavindkomstgruppen, når indkomsterne ækvivaleres, og der tilføjes formueforbrug. Det er et udtryk for, at personer i lavindkomstgruppen dels danner par med andre i lavindkomstgruppen, og dels at nettoformuen er begrænset i lavindkomstgruppen. Det afspejles i figur 9, hvor det ses, at de tre kurver er på omkring samme niveau for de laveste indkomstdeciler. Ækvivalering og formueforbrug har større betydning for dækningsgraden i mellem- og højindkomstgrupperne. Blandt personer i højindkomstgruppen afgrænses restgruppen ved en ækvivaleret nettodækningsgrad på 47,3 pct. og 60,4 pct., når formueforbrug inkluderes. Tabel 4 Grænsen for restgruppen efter indkomstniveau som 59-årig, 2011 Nettodækningsgrad Inkl. ækvivalering Inkl. ækvivalering og formueforbrug --- pct. --- Lavindkomst 63,4 62,2 68,9 Mellemindkomst 44,7 51,4 59,8 Højindkomst 40,7 47,3 60,4 Anm.: Indkomstgrupperne afspejler en tredeling af disponibel indkomst som 59-årig. Omfatter den yngste årgang folkepensionister ekskl. tjenestemænd og pensionister med mere end kr. i erhvervsindkomst. Dækningsgraderne er afgrænset ved 0 og 250 pct. Side 21

23 Boks 3 Ækvivalerede indkomster og dækningsgrader Ækvivalering De to centrale indkomstbegreber er givet som: Disponibel indkomst=bruttoindkomst + imputeret lejeværdi af egen bolig skattebetaling Bruttoindkomst=personlige indkomster + kapitalindkomst + virksomhedsindkomst + udlandsindkomster Når indkomst og indkomstkomponenter for personer fra familier af forskellig størrelse sammenlignes, er det nødvendigt at korrigere familieindkomsten med en såkaldt ækvivaleringsfaktor, som sikrer, at indkomsten afspejler det enkelte familiemedlems økonomiske muligheder. Den ækvivalerede indkomst er givet som: Ækvivaleringsfunktionen reflekterer dermed dels en antagelse om stordriftsfordele forbundet med at være flere medlemmer i familien, og dels en antagelse om, at børn reducerer forbrugsmulighederne for de voksne medlemmer af familien. Ækvivaleringsfaktoren er 0,6. Dækningsgrader En konsistent beregning af dækningsgrader kræver afgrænsninger af personkreds, indkomstbegreber samt overvejelser om korrektion for pris- og lønudviklingen. De valgte afgrænsninger i denne rapport er identiske med Forsikring & Pension (2011). Dækningsgraden beregnes ved at sammenligne indkomsten for en person, som har været pensionist i et år, med personens indkomst som 59-årig. Der tages højde for, at pensionsalderen blev nedsat pr. 1/ fra 67 til 65 år. Personkredsen afgrænses til kun at omfatte personer med folkepensionist som socioøkonomisk status og med en erhvervsindkomst mindre end kr. Ligeledes ekskluderes tjenestemænd, og personerne skal være fuldt skattepligtige i Danmark både som 59-årig og folkepensionist. Ingen personer frasorteres som 59-årige. Selvstændige og ledige 59-årige indgår for at få et bredt beregningsgrundlag. Dækningsgraden er beregnet for fire forskellige indkomstbegreber. Indkomsten som 59-årig er fremskrevet med lønindekset for den private sektor. 1. Disponible indkomster fradraget frivillige pensionsindbetalinger. 2. Som 1, ækvivaleret på husstandsniveau. 3. Som 2, men til pensionsindkomsten er tillagt et beregnet forbrug af formuen. Forbrug af formuen er positiv nettoformue målt i det første år som pensionist delt med forventet restlevetid. Side 22

24 Defineres restgruppen i hver indkomstgruppe på baggrund af nettodækningsgraden, er restgruppen mellem 12 og 18 pct. på tværs af indkomstgrupperne, jf. tabel 5. På tværs af indkomstgrupperne mindskes restgruppen målt ved ækvivalerede nettodækningsgrad til mellem 2 og 6 pct. Det skyldes, at spredningen i de ækvivalerede nettodækningsgrader er mindre, jf. bilag 5.1. Det er relevant at inkludere et forventet formueforbrug i indkomsten som pensionist, hvis det antages, at anden formue end pensionsformue ved pensionering forbruges over den forventede restlevetid. Derfor beregnes også en ækvivaleret nettodækningsgrad inkl. beregnet formueforbrug som pensionist. Det er ikke sikkert, at alle ønsker at forbruge hele deres formue i løbet af pensionisttilværelsen, da de kan ønske at efterlade arv. Nettodækningsgraden inkl. formueforbrug skal derfor ses som et øvre estimat for forbrugsmulighederne som pensionist. Beregningerne viser, at andelen med lave dækningsgrader på tværs af indkomstgrupperne udgør mellem 2 og 7 pct., når der tages højde for muligt formueforbrug, jf. tabel 4. Restgruppen stiger en smule blandt højindkomsterne, når formueforbrug inkluderes. Årsagen er formentlig, at formuen er mere ulige fordelt, også i højindkomstgruppen. Det betyder, at spredningen i ækvivalerede nettodækningsgrader inkl. formueforbrug er større end spredningen i ækvivalerede nettodækningsgrader, og dermed bliver restgruppen større, jf. bilag 5.1. Tabel 5 Restgruppen efter indkomstniveau som 59-årig, 2011 Nettodækningsgrad Ækvivaleret nettodækningsgrad --- pct. --- Ækvivaleret nettodækningsgrad inkl. formueforbrug Lavindkomst 18,4 3,7 3,7 Mellemindkomst 12,1 1,8 2,3 Højindkomst 17,0 5,5 6,9 Anm.: Indkomstgrupperne er en tredeling af disponibel indkomst som 59-årig. Omfatter den yngste årgang folkepensionister ekskl. tjenestemænd og pensionister med mere end i erhvervsindkomst. Dækningsgraderne er afgrænset ved 0 og 250 pct. Restgruppen blandt pensionisterne er større end antallet af fattige pensionister. Det understreger pointen om, at restgruppen ikke udgøres af pensionister med en lav indkomst, men af pensionister med en, som derfor oplever et relativt stort fald i indkomst og dermed forbrugsmuligheder ved pensionering. Fremadrettet, når flere danskere vil have sparet op til pension gennem et helt arbejdsliv dvs. når pensionssystemet er modnet vil restgruppen blandt pensionisterne blive mindre. Spredningen i indkomstfordelingen blandt pensionisterne vil i højere grad afspejle indkomstfordelingen blandt de erhvervsaktive, og det vil mindske spredningen i (netto)dækningsgrads-fordelingen. Side 23

25 4. Litteratur Ekspertudvalg om fattigdom (2013), En dansk fattigdomsgrænse. (2011), Modning af pensionssystemet, Analyserapport 2011:3. (2013), Pensionisternes økonomi, Analyserapport 2013:1. Side 24

26 5. Bilag 5.1. Dækningsgradernes fordeling over indkomstdeciler Indkomsten for de 59-årige er inddelt i deciler, og for hvert decil er der indtegnet et boksplot, der beskriver dækningsgradernes fordeling inden for hvert decil. I figur 10 er nettodækningsgraden for 2011 vist. Det ses, at spredningen er størst i 1., 2. og 10. decil. Gennemsnit og median er tæt på hinanden i alle deciler, og fordelingerne er højreskæve. 99. percentil, 1. og 3. kvartil samt mediandækningsgraden er faldende indtil 9. decil, hvorefter den stiger en smule. Figur 10 Boxplot nettodækningsgrad, 2011 Dækningsgrad, pct D1 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 D10 Decil Anm.: Et boxplot viser fra nederste markering til øverste: 1. percentil, 1. kvartil, median, 3. kvartil, og 99. percentil. De blå punkter er gennemsnit. Dækningsgraderne er afgrænset ved 0 og 250 pct. Figur 11 og 12 viser stilsvarende boxplot over nettodækningsgraden inkl. formueforbrug og hustandsækvivalerede indkomster. Sammenlignet med figur 10 er fordelingerne mere ens på tværs af indkomstdecilerne. Specielt for de ækvivalerede nettodækningsgrader er spredningen inden for hver indkomstdecil relativt lille. Side 25

27 Figur 11 Boxplot ækvivaleret nettodækningsgrad, 2011 Dækningsgrad, pct D1 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 D10 Decil Anm.: Som figur 10. Figur 12 Boxplot nettodækningsgrad inkl. formueforbrug ækvivaleret, 2011 Dækningsgrad, pct D1 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 D10 Decil Anm.: Som figur 10. Side 26

28 5.2. Illustration af dækningsgradsberegningen Dækningsgraden udtrykker forholdet mellem indkomsten som 66-årige og indkomsten som 59-årig. Indkomsten falder typisk ved pensionering. Figur 13 Illustration af dækningsgradsberegningen Indkomst Pensionering Alder Side 27