Salmer: 736, (298), 192, 637, (438, 477), 721

Transkript

1 Tekster: (2 Mos 16,11-18), 2 Pet 1,3-11, Joh 6,24-35 Salmer: 736, (298), 192, 637, (438, 477), 721 Vi er midt i fasten. Sultens tid. Afsavnets tid. I fasten skærpes bevidstheden om det der ikke er her. Sådan er det jo med sult: jo mere sulten man er, jo mere tænker man på den mad man ikke har. Og sådan er det da også på denne søndag midt i fasten: vi hører om brød, javist, men ikke brød i al almindelighed. Vi hører om bødet der kommer ned fra himlen, livets brød. Det brød vi mangler mere end noget andet. Så meget, at vi slet ikke ved, hvad det er! Ud over at brød er et basisnæringsmiddel, er det også et symbol. Et symbol på alt det, vi lever af. Giv os i dag vort daglige brød, det betyder jo ikke bare 6 skiver rugrød og 4 skiver franskbrød, eller hvor meget brød, man nu spiser om dagen, men det betyder alt det vi lever af, det der skal til for at vi kan opretholde livet fra dag til dag. Det daglige brød er noget, vi selv erhverver os. Det står oven i købet i Biblen: i dit ansigts sved, skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden. Der skal arbejde til for at der kommer brød på bordet, dvs der skal arbejdes for at vi kan overleve. Men så ligger det jo også lige for at konkludere: vi har kun os selv at takke for livet, enten i den hardcore version, at den enkelte i kraft af sin indsats giver sig selv det liv han fortjener, eller i den bløde version, 1

2 at vi som samfund i fællesskab sikrer hinandens overlevelse og velfærd. Hvor er det nu lige ordene om at vi skal spise vort brød i vort ansigts sved stammer fra? De stammer fra fortællingen om uddrivelsen fra Paradiset. De udgør slutningen og pointen i fortællingen om, hvordan mennesker blev fremmede for Gud. Før uddrivelsen af Paradiset var det med at overleve ikke noget problem, da kunne menneskene bare spise af de frugter, Paradiset var fuldt af. Bortset altså fra lige netop den frugt, de ikke måtte spise. Efter uddrivelsen må menneskene knokle for døden. Kort før det stykke af Johannesevangeliets 6. kapitel, vi har for os i dag, er der i begyndelsen af kapitlet fortalt om hvordan Jesus mætter en tusindtallig menneskemængde ved at dele fem brød og to fisk ud på forunderlig vis, så der blev overflod af mad til de mange mennesker. Og nu jagter menneskemængden Jesus for at få mere brød. Når jeg læser om disse flokke af mennesker, der jagter Jesus, kommer jeg til at tænke på en gammel Anders And-forside: Anders And går rundt med et bundt fisk på nakken og en hel hale af katte efter sig: Mere vil have mere. Og som kattene jagter Anden med fisken jagter folkeskarerne Jesus. For han kan jo øjensynligt tage menneskelivets forbandelse fra dem. Han kan give os gratis brød, så vi ikke behøver at spise det i vores ansigts sved længere, men bare kan åbne munden og guffe i os. 2

3 Hvad var det nu der var grunden til det med at brødet skal spises i vort ansigt sved? Det var jo det med at være blevet fremmede for Gud. Nu siger Jesus til de brødlystne folkeskarer, at han ikke er nogen brødautomat. Han er snarere en brødtransformator, for han gør brødet til et nyt billede, et nyt symbol et nyt tegn. Brødet er ganske vist stadig det mennesker lever af fra dag til dag, også når Jesus taler om det. Men brødet er i Jesu forståelse af det ikke et produkt af menneskers arbejde, men en gave fra Gud. Det er ikke menneskers arbejde og intellekt, der gør det muligt at vi kan overleve fra dag til dag. Det er Gud der gør det muligt. Og uden Gud var der hverken arbejde eller intellekt. Uden Gud var der ingenting. Er vi fremmede for Gud har vi hverken øje eller sans for det brødet dybest set er: udtryk for Guds kærlighed til os og omsorg for os. Da forsvinder livets underfuldhed, det vidunderlige, fantastiske mirakel, at verden er til, at livet er til, at vi er til, - så længe vi er det. Kan det ikke være lige meget? kan man spørge. Jeg synes det ikke. Hvis ikke livet er en vidunderlig gave, men mit eget værk. Noget jeg i sidste ende kun har mig selv og min egen og mit samfunds indsats at takke for, tør jeg slet ikke leve. Der er alt for meget der truer livet udefra. Og der er alt for mange bløde og svage punkter i min egen evne til at opretholde mit liv til at jeg tør forlade mig på den. Og der er alt for mange brist i de menneskelige kollektivers evne til at sikre og genoprette livet til at jeg tør forlade mig på dem. Rent bortset at hverken jeg selv eller noget 3

4 menneskeligt kollektiv har frembragt mit liv endsige livet som sådan. Og jeg kan ikke en gang trøste mig med, at hvis jeg selv går til, er der nok så mange andre der overlever, for er der dybest set noget som helst til for mig, hvis ikke jeg er til og kan opfatte det? Brødets grundlæggende symbolværdi er på en måde menneskelivets afhængighed. En afhængighed, der på den ene side gør mig til slave af min egen indsats eller af mine medmenneskers velvilje fordi såvel min egen indsats som mine medmenneskers velvilje er noget usikkert og skrøbeligt noget.(jeg nævner bare lige ordet børnecheck). Men afhængigheden betyder på den anden side en forunderlig frihed, hvis afhængigheden knytter sig til en uophørlig, uforanderlig, urokkelig kærlighed. Og det er lige præcis den transformation af brødets symbolværdi, Jesus gennemfører. Dit liv beror i et og alt på Gud, der giver liv til verden, siger han. Hvordan kan vi være sikre på det? spørger vi. Fordi jeg fortæller jer og viser jer det, siger han. Tro på mig, siger han, så ved I at jeres liv hviler i Gud og at ingen eller intet, ikke en gang døden kan rive jer løs fra Gud. Fedt! Siger vi. Behøver vi så ikke at arbejde for føden længere? Jo, vist gør vi da det, for Paradiset er nu en gang lukket for os. Men det brød vi arbejder for er Guds gave til os. De kræfter vi bruger på at tjene det er Guds gave til os. Det samfund der danner ramme og beskyttelse om vort liv er Guds gave til os. Selvom vi er smidt ud af Paradiset og lever i en barsk og hård verden, behøver vi ikke at leve uden Gud. For Gud er kommet til os i Jesus fra Nazareth for at 4

5 fortælle os og vise os, at vi midt i kampen for tilværelsen er båret og omsluttet af Guds kærlighed. Jesus viste det ved at optræde med guddommelig ødselhed midt i verden. Og han viste det ved at vise sig som ubrydelig6t solidarisk med dem der i deres afhængighed er allermest udsatte og sårbare i verden. De mennesker vi hjælper og viser godhed er elskede af Gud og står under hans omsorg. Og de mennesker vi viser fra os og nægter omsorg er ikke desto mindre elskede af Gud og står under hans omsorg. På den måde bliver Guds kærlighed og omsorg på én gang til frelse for os og til dom over os. Den er til frelse for os, fordi den aldrig overlader os til os selv. Den er til dom over os, fordi den afslører vores kynisme og hårdhjertethed, når vi nægter mennesker hjælp og støtte, som har brug for vores hjælp og støtte. Amen. 5