Praktikperiode: 2. el. 3. Institutionens kontakt og evt. Institutions type: Målgruppe/ og aldersgruppe: Børn/unge:

Transkript

1 Studerendes navn: Lene Lønsman Larsen Studienummer: PV : Praktikperiode: 2. el praktik Praktik fra til dd.mm.år: Institutionens navn: Parian Drop-in Center Institutionens adresse: Institutionens kontakt og evt. Sikatuna street, Parian, Cebu city Institutions type: Dag institution: Målgruppe/ og aldersgruppe: Børn/unge: Alder: Døgninstitution: x Mennesker med sociale problemer: Børn og unge der enten er fysisk eller psykisk mishandlet, eller ikke har mulighed for at bo Mennesker med nedsat funktionsevne: Alder:

2 hos familien. Alder: Pigerne må være 4-17 år og drengene må være 4-13 år. Ansatte antal og uddannelsesmæssige baggrund: Fysiske rammer: Beliggenhed: Åbningstider: Parian Drop-in Centers øverste ledelse har vi ikke noget direkte samarbejde med. Alt der skal op til dem skal gå igennem vores socialrådgiver. Siden det sidste hold studerende er der kommet en ny socialrådgiver til stedet. Hun er uddannet her i Filippinerne og har tidligere arbejdet for regeringen. Vores samarbejde med hende omfanger et ugentligt møde, og derudover hjælp hvis vi har behov for det. Hun har en assistent som har ansvaret for børnenes skolegang. Dem vi arbejder tættest sammen med er stedets houseparents. Der er to, en mor og en far. Hvis vi i dagligdagen har problemer eller bekymringer er det dem vi skal gå til. Pga. sprogbarrierne kan det til tider være noget af en udfordring, men det går som regel. Houseparents har ikke nogen uddannelse indenfor faget. Vi er 8 pædagogstuderende på Parian Drop-in Center. Parian Drop-in Center er en NGO så de modtager ikke nogen former for støtte med mindre den kommer fra sponsorer. Stedet er delt op i to etager hvoraf den øverste del udelukkende er indrettet med kontorer og møde/konference lokaler. Socialrådgiveren har sit kontor nedenunder hvor børnene og houseparents også bor. Udover et drenge- og et pigeværelse består centret af et stort rum der fungerer både som legeareal, ophold/tv stue og spisested. Køkkenet er helt ny renoveret og blevet gjort til et seperat rum. Det er en nordmand der har sørget for sponsoreringen af det. Bagved centret er der et lille udeareal hvor børnene bader, børster tænder, vasker tøj og ellers forsyner sig med vand. I sammenhæng har de en lille køkkenhave hvor de har hver deres planter. Derudover findes der et mellemstort udareal foran centret hvor der hænger et basketball net, og hvor der er mulighed for udelege såsom sjipning, tegne med kridt osv. På stedet kommer der til tider en svensk frivillig som lige har sponsoreret et nyt playroom til børnene. Det er blevet malet af en filippinsk maler så det er rigtig fedt. Stedet bærer helt sikkert præg af at det er en NGO, men de får det alligevel til at fungerer så børnene trygt kan være der. Centret ligger i Downtown, den fattigste del af Ceby City. Man mærker hver dag at centret ligger i et udsat område da der ofte kommer op til flere stakler hen til porten og vil aflevere deres barn, eller bare bede om hjælp. Vi har oplevet at en lidt spøjs fætter stod og sagde til børnene at han ville skære sine ædlere dele af. Om det var fordi han var skør eller simpelthen bare havde så meget brug for hjælp, ved vi ikke, men det sætter da lige tankerne i gang på en, hvis et menneske står og siger sådan til dig. Parian Drop-in Center er et døgncenter så der er hele tiden nogen der. Vi studerende er på centret i tidsrummet 7-13 og Når ikke vi er der, er det houseparents der tager sig af børnene.

3 -Beskrivelse af det faglige indhold i praktikken, belyst ved hjælp af konkrete eksempler. -Beskriv de kulturforskelle som du især har hæftet dig ved i forhold til synet på brugergruppen, tilgangen til pædagogisk arbejde, værdier, metoder Da man ikke her på Filippinerne kender til pædagogik på samme måde som vi gør det i Danmark, kan det til tider være meget svært at finde det faglige i ens arbejde. Men det betyder selvfølgeli ikke at det ikke er der, man skal bare lede lidt længere og måske nogle andre steder. Det første man arbejder med er selvfølgelig relationerne, ligesom det er det hjemme i Danmark når man starter et nyt sted. Hernede er det bare lidt anderledes, specielt pga sprogbarrierne, men det gør det bare mere spændende og udfordrende. En anden ting vi også arbejder meget med er nærmeste udviklingszone. Da de fleste af børnene slet ikke størrelsesmæssigt eller udviklingsmæssigt, svarer til deres faktuelle alder, er det sjældent at vi tænker på hvor gammel de egentlig er. Vi spørger tit os selv om det barnet gør er normalt i den alder, og vi kan sagtens komme frem til at det er det ikke, men i realiteten kan vi ikke gøre andet ved det, end at møde barnet der hvor det er. For eksempel har vi en gut på 12 år, der rigtig gerne vil sidde og ligge ved en. Det er jo ikke helt normalt, i vores danske øjne, men det er der han er og det han har brug for, så selvfølgelig får han lov til det. Et andet eksempel er tandbørstning. De fleste af børnene er i den alder hvor de uden problemer selv burde være i stand til at børste deres egne tænder. Det er dog bare ikke tilfældet. I starten blev vi i studiegruppen enige om at guide børnene hvis de havde brug for det, men senere hen blev det klart at det højst var 5 ud af 15 der rent faktisk kun havde mindre brug for guidning. Så nu er vi meget obs på tandbørstning, og børster altid efter på stort set alle børnene, også de store. En af de kulturforskelle jeg har lagt mest mærke til er det faktum at mine filippinske kollegaer sjældent sætter børnene før sig selv. Jeg mener især at stedets houseparents burde være i stand til og sætte sine egne behov til side, og bare engang imellem følge børnenes initiativer. Som eksempel kan jeg nævne vores fastelavnsfest sammen med børnene. Vi studerende havde planlagt dagen med aktiviteter der kom børnene til gode, men socialworkeren og en pige, der er tidligere beboer på centret, ville også gerne lave nogle aktiviteter. Vi sagde selvfølgelig ja i den tro at det var for os alle sammen, altså inklusiv børnene. Det var bare ikke tilfældet. De havde planlagt 8 aktiviteter, og ikke én af dem var for børnene. Noget jeg også har lagt mærke til på mit praktiksted er at de altid tænker det værste om børnene. På et tidspunkt forsvandt der nogle penge fra socialworkerens kontor, og straks kom de frem til den konklusion at det var et bestemt barn! Pga den bandelignende kultur der hersker blandt nogen af børnene, fandt vi aldrig 100 % ud af hvad der egentlig var sket, men en dreng tilstod og blev straffet. Princippet i det er bare at der på intet tidspunkt blev stillet spørgsmål ved om det var et barn- sådan var det bare! Et andet eksempel er vores skab hvor vi har alle de ting vi bruger til aktiviteter, og hvor vi også lægger vores tasker ind. Skabet står i fællesarealet, så alle der har en nøgle kan komme i det. Noget af det første vi blev opfordret til var at købe et solidt metal skab, sætte det ind på socialworkerens kontor og bruge det til vores tasker og personlige ejendele i stedet for. For som de sagde børnene tager det

4 jo bare. Sandt nok, vi har haft to tilfælde hvor børnene har forsøgt at bryde ind i skabet, begge indenfor samme uge, og først efter 3 måneder. Alle børn er nysgerrige, selv børn i Danmark, og hvis de børn på centret virkelig ville have stjålet vores ting, så havde de da gjort det for længe siden. Vi har virkelig de dejligste børn på centret, og vi kan sagtens lade skabet stå åbent og lade børnene lege med forskellige ting. De ved godt at de skal komme tilbage med det når de er færdige, og det gør de også, så det er lidt synd at der tit bliver set ned på dem af de andre voksne på centret. -Mulighederne for selvstændigt at planlægge og udføre pædagogisk arbejde - evt. pædagogiske begrænsninger - specielle krav - vejledningen - m.m. Mulighederne for at sætte aktiviteter i gang er endeløs, og det er kun fantasien der sætter grænser, selvfølgelig lige efter alle de begrænsninger stedets ledelse sætter. I starten blev det gjort klart at stedet forventede at vi havde temauger hver uge, og havde planlagte aktiviteter hver dag. Første dag i måneden skulle en underskrevet månedsplan afleveres og hver mandag skulle vi aflevere en ugeplan. Det er bare utrolig svært at planlægge og gennemføre aktiviteter når der hele tiden dukker, for vores vedkommende, uventet ting som møder, arrangementer, besøg mm. op. Vi har måtte udsætte vores danskeruge 3 gange fordi der pludselig dukkede noget op, og så bliver det svært at holde motivationen til sidst. Vi har også lavet glidebane med børnene, hvilket var et kæmpe hit, de var helt vilde med det. Men pludselig måtte vi ikke lave det mere. Efter et par ugers ventetid på svar hvorfor kom begrundelsen at det var for farligt, børnene efterlignede legen på deres værelserne og en pige havde fået et stort sår på hagen ved det. Sandheden var bare at vi altid havde mindst to studerende til at overvåge legen, børnene lavede glidebane på værelserne længe inden vi kom og vi flyttede den, af sikkerhedsmæssige årsager, derfor ud hvor vi kunne overvåge den, og pigens sår var kommet i et slagsmål flere uger før vi lavede glidebanen første gang. Nu skal det heller ikke lyde som at vi slet ikke har mulighed for at planlægge og gennemføre noget som helst pædagogisk, for det har vi selvfølgelig, og når det lykkedes er det helt fantastisk at se, at nogle pædagogiske metoder faktisk godt kan bruges i et land der ellers ikke kender til pædagogik. Vi studerende er rigtig gode til og bakke op om hinandens projekter, og støtter og hjælper også hinanden hvis der er brug for det. Jeg har for eksempel lavet et hygiejne projekt sammen med børnene, hvor jeg netop har klargjort hvad dårlig tandhygiejne kan føre til. Det vores tema har prioriteret højest er ture ud af huset. På den første tur vi var på, så vi hvor glade børnene var for at komme udenfor centrets lukkede mure, så vi har bestræbt os på at arrangere så mange ture som muligt. Og den ros skal centret have, at hver gang vi har foreslået en tur har de været meget samarbejdsvillig og positive overfor ideen. Fritiden - boligforhold - sociale og kulturelle aktiviteter - kontakt til Jeg bor sammen med en studiekammerat hjemme fra Danmark. Vi bor i et af Flemmings huse i bydelen Mabolo. I samme boligkompleks bor 4 andre pædagogstuderende fra Holstebro, så der er altid nogen og snakke og sparre med lige i nærheden. På hele vores hold var der fra starten 65 pædagogstuderende fra

5 uddannelsesinstitutioner / andre studerende Kulturmødet - glæder og besværligheder Danmark, så det er næsten umuligt at gå nogen stedet hen uden at møde en dansk pædagogstuderende. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper. Det gode ved det er at man aldrig er alene, men det er også det dårlige ved det. På en måde begynder man og blive afhængig af at være sammen med nogen hele tiden, og alenetiden bliver brugt på at tænke over hvem man lige skal skrive til for at mødes. Men det er helt klart den gode side af det der vejer mest! Jeg synes vi har et rigtig godt sammenhold, og vi er gode til at mødes på kryds og tværs, og lave noget sammen med dem man ikke lige er sammen med hver dag. Jeg ved at jeg kommer til og savne bestemte personer når jeg tager hjem, og der er blevet dannet bekendtskaber og venskaber som man jo ikke ville have fået hvis man ikke var taget afsted, så no regrets fra min side ;) At være hvid i et land hvor alle gerne vil være hvide kan til tider være meget udfordrende, og ikke mindst udmattende. Jeg lærer aldrig og vænne mig til alle kommentarerne og tilråbene når man går på gaden, og det er noget af det jeg på ingen måde kommer til at savne. Jeg prøver selvfølgelig at minde mig selv om at det bare er sådan de er, og at de sikkert mener det i en god mening.

6 Noget af det jeg til gengæld vil komme til at savne er deres mentalitet, til tider. De brokker sig ikke over hvor elendigt de måske har det, og tager dagene lidt som de kommer. Jeg vil specielt huske en særlig oplevelse. Der havde været en stor brand i nærheden af mit praktiksted. Omkring 600 huse var blevet ødelagte, og 3000 mennesker havde mistet deres hjem, men man så dem ikke sidde og græde over det. Ugen efter var de allerede godt i gang med og rive ruiner ned, rydde op og gøre klar til genopbygningen. I dag, 2 måneder efter, ville man ikke ane at der en sen aften i marts havde været en stor brand lige netop der, hvis ikke det var fordi man vidste. Det sammenhold og den hjælpsomhed filippinerne har overfor hinanden, ja selv hvide fremmede, kunne vi godt lære noget af i Danmark :) Andet?: Omfang 2-4 sider: Filippinerne er et fantastisk land. Der er så mange muligheder, og noget for enhver smag. Det er nemt at komme på weekendture, og er man ikke sart kan det gøres utrolig billigt. Jeg vil beskrive Filippinerne som kontrasternes land! Lige så fattigt og elendig det er, lige så rigt og pompøst er det. Lige så ucharmerende og lugtende det er, lige så smukt og betagende er det!