Søndag seksagesima 31. januar 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke 557, 391, 315; 345, 401 Kl Tinglev Kirke 557, 315; 156, 401 Tema: Guds riges vækst fra det mindste til det største Evangelium: Mark. 4,26-32 "Når jeg har tilsået mine marker, og kommer hjem, så sætter jeg mig og tænker lige så stille ved mig selv: Bliver det mon til noget? Nu er der sået, men mon der også bliver noget at høste?" Sådan sagde en landmand engang til mig. Landmanden gør trofast sit arbejde. Han pløjer, sår, gøder, sprøjter og høster. Han kan så sædekornene, men væksten er han ikke herre over. "Det vokser jo, medens vi sove". Væksten er en hemmelighed, et under. Kornet spirer og gror kun, fordi Gud vil det. Sådan er det med kornet på marken, og sådan er det også med Guds rige ifølge den lignelse vi her har foran os. Vi har fået Guds ord betroet, og vi er sat til at så det vidt og bredt. Men vi kan ikke selv få det til at gro. 1

2 Vi skal gøre vores arbejde med at udbrede evangeliet, men resten skal vi trygt overlade til Vor Herre. Han skal nok selv sørge for at ordet bærer frugt. Det er lignelsens pointe: Guds rige kommer af sig selv uden menneskets indsats. Farisæerne gjorde Gudsrigets komme afhængigt af menneskets lovopfyldelse og fromhedsøvelser. Zeloterne ville tvinge Gudsrigets sejr igennem med politisk indsats, med vold og magt. Jesus siger nej til begge disse holdninger. Men samtidig er lignelsen også et ord til bekymrede disciples mismod og tvivl, når de utålmodigt spørger: "Herre! er tiden kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?" (Ap.G. 1,6) Der sker alt for lidt! Vi mærker ikke at Gud er til og virker. Vi skal tålmodigt vente på hvad Gud vil gøre, fordi Riget helt er i Guds hånd og engang vil fremtræde i herlighed. Bonden skal så og høste, men ellers holde fingrene væk fra sæden, der ligger skjult i jorden. Sennepsfrøet regnedes dengang for verdens mindste frø. Men det ender med at vokse op til at være den største af alle stauder, ca. 3 m høj, og stænglen kunne blive så tyk som en mands arm. Kontrasten mellem den lille begyndelse og den store fuldendelse fremhæver kontrasten mellem Gudsrigets uanselige, skjulte begyndelse, der allerede nu virker, og dets verdensomspændende afslutning. Det er ubegribeligt at et sennepsfrø, som det kan være svært at se med det blotte øje, kan rumme så stærke kræfter i sig. Af den mest uanseelige begyndelse skaber Gud sit magtfulde kongeherredømme, som en dag vil omfatte alle folkeslag i verden. Det begynder som det mindste, men ender som det største. På profeten Esajas' tid, 700 år før Kristi fødsel, var der mennesker der tvivlede på Guds ords virkning. Til dem gav Gud en garanti, som vi også har brug for at høre: "For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den der vil så, og brød til den der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde." (Es. 55,10-11) 2

3 Fra missionsmarken er der flere eksempler på missionærer der har forkyndt evangeliet i mange år, ja måske hele deres liv, uden at det så ud til at bære frugt. Det virkede fuldstændig forgæves. Folk havde ganske vist hørt det gode budskab, men tilsyneladende havde de ikke taget det til sig. Men senere kom der så en vældig vækkelse. Det vigtigste vi skal lære af de to små lignelser vi har hørt i dag er at Guds ord har en vældig kraft i sig. Det kan gøre det helt utrolige. Fx kan det få bitre fjender til at tilgive hinanden. Det hørte jeg for mange år siden et godt eksempel på. Det var i konfirmandstuen i Gudum ved Lemvig vi havde besøg af Chandara, en mand fra Cambodia. Han havde som barn levet under den blodige borgerkrig i Cambodia i 1970-erne. Det var dengang Pol Pot styrede landet med sit rædsels-regime. Chandara kom selv fra storbyen Pnom-Penh, men han var lige som så mange andre blevet drevet ud på landet og interneret i en arbejdslejr. Han oplevede hvordan landbefolkningens børn blev favoriseret under uddelingen af mad. Chandara fik meget lidt eller nogle gange slet ikke noget at spise. Af og til fik han kun vand i sin skål. Andre gang kom børnene fra landet og væltede hans mad og trådte på den. Dengang kom han til at hade de andre børn og de voksne, der mishandlede ham. Han lovede sig selv at han aldrig ville glemme hvor stor uret de havde gjort ham. Han var sikker på at når han blev voksen, ville han slå dem ihjel. Men så skete det at han hørte evangeliet. Han hørte det enestående budskab om Guds kærlighed til denne verdens mennesker. Han kom til tro på det der står i Joh. 3,16: "Således elskede Gud verden at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv." Det forandrede ham fuldstændigt. Han kunne ikke længere hade dem der havde gjort ham uret. Han lærte ved Guds kærligheds kraft at tilgive dem. Siden kom han på bibelskole, og i dag er Chandara en ivrig medarbejder og forkynder i kirken i Cambodia. Guds ord har en vældig kraft i sig. Derfor skal vi aldrig opgive modet, men vi skal holde fast ved at Guds ord nok skal gøre sin gerning, og endda have en overraskende stor virkning. Lige som sennepsfrøet der er så lille, og 3

4 så alligevel bliver til en stor plante. Det ser ud af så lidt, men ved Guds kraft bliver det til noget stort. Bag lignelsen om sennepsfrøet gemmer sig et billede fra Ezekiels Bog. Det er fra dengang da den babylonske hær under ledelse af kong Nebudkanezar i 587 erobrede Jerusalem og ødelagde Guds tempel. Da blev det jødiske folk ført i landflygtighed i Babylon og boede der i næsten 70 år, indtil de fik lov at vende hjem til deres eget land og genopbygge templet i Jerusalem. Billedet som Ezekiel bruger i sin profeti lyder sådan her: "Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre." (Ez. 17,24) Det høje og friske træ er Babylon, medens det lave og visne er Israel. Gud vil ydmyge det store Babylon og lade det lille og ubetydelige Israel blomstre op igen. Ved at bruge dette billede fra Ezekiels Bog sammenligner Jesus Guds rige med alle andre riger i denne verden. Guds rige er til at begynde med et ganske lille og uanseligt rige, men det vil til sidst engang overgå alle andre riger. Til den tid vil alle verdens folkeslag komme til det. Folk skal engang komme fra alle verdenshjørner og sidde til bords med jødernes stamfædre, patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. I dag ser Guds rige heller ikke ud af noget særligt. Det er kun få der går i kirke, og den kristne gudstjeneste er der heller ikke grund til at råbe hurra for. I kirken synger man lange og kedelige salmer. Prædikenen er kedelig og langtrukken. Dåben er bare lidt vand på barnets hoved, og nadveren er blot en tør kiks, der måske klistrer lidt i munden, og en lille sjat bitter vin. Det ser ikke ud af noget særligt. Det er sådan set ikke fordi folk ikke er religiøse i vores tid, men der er bare ikke meget kød på gennemsnitsdanskerens trosbekendelse: 1. Der er mere mellem himmel og jord. 2. Enhver bliver salig i sin tro. 3. Jesus er god nok, men han er bare ikke Guds søn. 4. Vi skal være gode ved hinanden. 5. De gode belønnes, og de onde straffes. 4

5 6. Det sker i næste liv i reinkarnationen. 7. Man må ikke være fanatisk. Den slags folkereligion har ikke meget med kristendom at gøre. Det er en religion uden Jesus Kristus, Guds enbårne Søn. Det er en religion, hvor vi selv har indtaget hans plads. En religion, hvor det derfor drejer sig om, at vi frelser os selv, for der er ingen anden, der gør det. Piet Hein siger det vældig godt i et gruk: Vi vælger så rart demokratisk en Gud, der er, som vi vil, så gør det ikke så meget, om han er den Gud, der er til. Når vi beder Fadervor, beder vi "Komme dit rige!", men hvor bliver Guds rige af? Tror vi virkelig på at det kommer? Vil det lille frø som bliver sået i dag engang bære frugt? Lige som den landmand jeg citerede til at begynde med, må vi også spørge os selv om der mon kommer en høst engang? Mange af jer er gamle og har været aktive i Guds riges sammenhæng igennem mange år. Har I fået lov at se frugterne af jeres indsats? Det er bestemt ikke uden grund, hvis man nærer bekymring for den kristne tros liv og vækst i det danske folk. Men til alle bekymrede har Jesus i dag et svar med optimisme og livsmod i. Nemlig at hele det spørgsmål om at tro på Gud og leve som kristne faktisk kun drejer sig om én eneste ting: Nemlig at sæden bliver sået - at Guds ord bliver forkyndt og hørt. For troens hemmelighed er, at den opstår af det, som høres, og den bevares og næres af det, som høres. Det eneste, det drejer sig om, er derfor, at Guds ord bliver forkyndt og hørt. Når bare det sker, foregår resten uden vores medvirken. Vi sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at vi véd, hvordan. Med andre ord: vi skal bare sørge for at vi selv hører Guds ord, og at vores medmennesker hører Guds ord. Så vil han selv sørge for spiringen og væksten. 5

6 Engang på Lemvig Sygehus talte jeg med en gammel mand. Han havde gennem hele sit lange liv arbejdet flittigt for Guds rige. Men nu var han kommet i tvivl, om hans egen tro nu også rakte til. Han havde prædiket for andre om Guds kærlighed, men gjaldt den også ham selv, nu hvor han var mæt af dage og snart skulle dø? Han var bange for at den Onde skulle få overtaget, så at han gled bort fra troen på Guds nåde mod ham. Han sukkede meget over sædernes forfald, hvor selv mange af vores biskopper ønskede at indføre et vielsesritual for mennesker af samme køn! Ja, tænk, sådan var det ikke i gamle dage! Sådan sagde han. Men trods alt havde han ikke glemt de salmevers han havde lært som barn. Der var en hel prædiken i en salme som "Når i den største nød vi stå", og så citerede han de to første vers af denne salme. Ved det at han sagde disse salmelinjer som en bøn til Gud, fandt han selv svaret på sin anfægtelse og tvivl: "Når i den største nød vi stå og vide ej hvorhen at gå, da er det alt vort håb og trøst at løfte op til dig vor røst. Vor Fader, se! Vor Fader, mærk! Vor fjende han er os for stærk, vi kommer aldrig mer i havn, gør du det ej i Jesu navn." (D.S. 639,1-2) Denne gamle troens kæmpe stred sin sidste strid med Gud. I hans barndom var der sået nogle ord i hans hjerte, som nu hjalp ham i hans sidste stund! De salmelinjer, som han havde lært udenad og gemt i sit hjerte, de gav ham kraft til at stå Djævelen imod og holde fast ved Guds nåde i Jesus Kristus! Det der var sået i hans barndom blev nu høstet ved hans livs afslutning. Guds ord havde bevist sin kraft. Det havde igennem hans lange liv båret megen frugt i form af at mennesker kom til tro på Jesus gennem hans forkyndelse og vidnesbyrd, og nu fik han selv lov at gå bort i troen og komme hjem til sin Herres glæde. Amen. 6