AMTMANDSBOGEN PORTRÆTTER OG BIOGRAFIER AF STIFTAMTMÆND OG AMTMÆND I DANMARK SAMLEDE MED EN INDLEDNING AF PALLE ROSENKRANTZ ~ AR\J?

Transkript

1 AMTMANDSBOGEN PORTRÆTTER OG BIOGRAFIER AF STIFTAMTMÆND OG AMTMÆND I DANMARK SAMLEDE MED EN INDLEDNING AF PALLE ROSENKRANTZ ~ AR\J?N KØBENHAVN ARTHUR JENSENS FORLAG Scannet 2015 af Jesper Vang Hansen

2 Nærværende Værk fremtræder som Led i en Række biografiske Publikationer fra Arthur Jensens Forlag, Vesterport, København. Denne Serie omfatter: Aage Sølver-Schou og A. C. Petersen (Københavns Laugsmestre), Prof. N. A. Larsen (Dansk Skolestat), Toldinspektør Herm. Andersen (Det danske Toldvæsen), Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen (Dansk Kirke 'tat), Direktør Prof. Carl Jacobsen (Dansk Bryggerstat), Kaptajn A. Krieger (Danmarks Brandvæsner), Red. Aage Heinberg (Danske Erhvervsmænd), Red. S. P. Fornjotur (Dansk Industri Stat), Fru Olga Eggers (Kendte danske Kvinder), Inspektør Viggo Jastrau (Jastraus Kunstnerleksikon), E. H. C. Mikkelsen (Haslevbogen), Aage Heinberg (Danske i England), Forf. Palle Rosenkrantz (Dansk Adel efter 1848), (den danske Regering og Rigsdag ), (Amtmandsbogen ), (Bogen om Københavnerne fra Absalon til 1935). TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO.

3 INDHOLD A. Indledning. Pag. I. Amterne deres Opstaaen og Fordeling.... ;)- 9 II. Amtmændenes Bestallinger og Virksomhed III. Amtmændenes Stand, Nationalitet og Forfremmelser '.l IV. Redegørelse for Tekst og Billeder B. I. Biografier ord nede alfabetisk med vedføjede Portrætter, hvor saadanne har kunnet fremskaffes II. Topografisk Fortegnelse (Register) Ill. Fortegnelse over Lensmænd i Benyttede Forkortelser i Kildeangivelserne: BL betyder.j. Blochg >Arntmænd«, 'Vst. bet. Fr. Wests l\gl. Amtmænd i Slesvig. Jon. betyder G. H. W. Jonassens Værk. DA. bet. Dansk Adels Aarbog, S. bet. Særudgaven i IX Bind 36 til 53 eller betyder de aarlige Bind, hvor nu efter 1919 Stamtavlerne er samlede for sig. Bz. bet. Benzons Stamtavler, Br. bet. Birckas biografiske Leksikon, Hirsch bet. Hirschs Værk om Officerer kgl. Bibi., Kr. hl. B. bet. Kracks blaa Bog, Slhbg. bet. Statshaandbogen.!øvrigt er Kilderne angivne uforkortede med Undtagelse af Bobe Rw. P., der betyder Louis Bobes Reventlowske Papirer.

4 Danske Embedsmænd internerede i Rendsborg i Første Række siddende fra venstre: Th. Chr. Dahl, Vejle A., C. B. A. Dahl, Aarhus Stiftamt, H. C. Nielsen, Ribe Stiftamt og J. Chr. Bille-Brahe, Skanderborg A. Yderst til venstre Herredsfoged Biilow, Skanderborg, tredie fra venstre Herredsfoged Meinert og yderst tilh. Byfoged Jessen, Horsens, i Amtmandsuniform som forln-. Mini5ter. Efter Fotografi tilh. Baron Vilh. Bille-Brahe.

5 I\ong Frederik III, der oprettede Amtmandsinstitutionen Kong Frederik VI, der som Kronprins regulerede de nuværende Amter. INDLEDNING I. AMTERNE, DERES OPSTAAEN OG FORDELING. ;\LLEREDE i Oldtiden var Danmark delt i Herreder, der ikke skyldte$ en admini- 1'\.. strativ Inddeling, men var udgaaet fra Folket selv i de forskellige Beboelseskredse. Disse ældgamle Herreder bestaar endnu, selv om den seneste Tids Lovgivning i verdslig Henseende har indskrænket deres Betydning. I Jylland fandtes en oprindelig Sysselinddeling, hvis Opstaaen ikke er fuldt belyst, men som ogsaa tilhører den hedenske Oldtid~ Senere blev den udvidet til Øerne administrativt, men har helt mistet sin Betydning i Danmark. Mens Herr~derne saaledes var en givet faktisk Institution fra Hedenold, opstod der efter Kristendommens Indførelse ved den katholske Kirkes Kancelli en Inddeling i Bispedømmer (biskopsdom), der var gennemført ved Aar Det nuværende Danmark omfattede 6 Bispedømmer med Domkirke: i Jylland Børglum (tidligere Vestervig), Landet nord for Limfjorden, Viborg, Aarhus og Ribe, paa Øerne Fyn (Odense) og Sjælland (Hoskilde). Lolland-Falster hørte under Fyn. I Slesvig oprettedes et Bispedømme, der omfattede den nu danske Del af Sønderjylland. Disse Bispedømmer blev ved Reformationstiden bestaaende som Stifter (det tyske sticht) som Sæder for Superintendenterne, de øverste Gejstlige, der snart genoptog Biskoptitlen fra den katholske Tid. Men da Kirken nu var ophørt at være en Stat i Staten, ansatte Kronen i disse Stifter et særl_igt versdligt Tilsyn, der udøvedes af Lensmanden paa Kongsgaarden i den Stad, hvor Biskoppen havde Sæde. Børglum blev Aalborg i 1554, samtidig med at Sjællands Bisp fik Sæde i København i Stedet for i Roskilde. Disse Stiftslensmænd havde Tilsynet med kirkelige Forhold, de medvirkede ved Præsteudnævnelser og i den gejstlige Rettergang samt varetog Kronens Indtægter og 5

6 øvrige Interesser af Kirkerne og Kirkegodset. Udviklingen førte dog med sig, at disse Forretninger mere og mere gik over til de forskellige Lensmænd i Stifterne, og Stiftlensmændenes Stilling tabte efterhaanden sin væsentlige Betydning. De præsiderede paa Landemoderne, medvirkede ved Kapiteltakstens Fastsættelse, men udover dette betød de intet særligt for Stiftet. Det var Enevælden, der ved en Ordning, der begyndte i 1660 og afsluttedes inden 1700, paany optog Stiftslensmændene under Betegnelsen Stiftsbefalingsmænd. Deres gamle Stifter blev bevarede, deres Forhold til Bisperne som Medlemmer af Stiftsøvrigheden udvidedes og tillige blev de, da den ny Betegnelse for Lensmændene, Amtmænd, indførtes, Amtmænd for Købstæderne, der holdtes ude fra Amtsinddelingen i Forordningerne. Som Regel var disse Stiftsbefalingsmænd tillige Amtmænd 1 den Kreds, hvor Stiftsbyen laa, og ved Reskript af 21. Juni 1794 ophævedes deres særlige\ Stilling, forsaavidt de i verdslig Henseende blev ganske sidestillede med de øvrige Amtmænd, og Købstæderne lagdes ind under de paagældende lokale Amtmænd, medens Amtmændene i København, Odense, Maribo, Aarhus, Viborg, Aalborg og Ribe Amter tillige i Forbindelse med den i Stifterne fungerende Biskop skulde udgøre Stiftsøvrigheden, der blev den øverste lokale Myndighed i gejstlige Sager, i Skolesager og i økonomiske Sager vedrørende Stifterne som gejstlig Institution. Denne Ordning bestod, til Lov af 30. Juni' 1922 om de kirkelige Forhold traf visse Ændringer, der begrænsede Stifsøvrighedens Omraade og tillige oprettede to nye Stifter: Roskilde Stift, der nu omfatter Sjælland udenfor København, Frederiksborg og Bornholm, og Haderslev, der omfatter det genforenede Sønderjylland. Maribo var allerede i 1803 blevet et særligt Sæde for Biskoppen i det nyoprettede Lolland-Falsters Stift med Sæde i Nykjøbing Falster. Der findes altsaa endnu i Danmark de seks oprindelige katholske Biskopsæder, Stifterne og dertil tre nye. Men hvad Amtsforretningerne angaar, er der ingen Forskel paa Stiftamtmænd og Amtmænd. Betegnelsen Stiftsbefalingsmænd bortfaldt allerede i 1793, ligesom det Tilsyn, Stiftamtmanden skulde øve med de andre Amtmænd, lidt efter lidt var bortfaldet. Amtmændene er saaledes de egentlige Efterfølgere af de gamle Lensmænd. Lenene er administrative Sammenslutninger, der hænger sammen med den. før omtalte Sysselinddeling. I Syslerne virkede i Middelalderen en kongelig Ombudsmand, en Art Foged, der væsentlig bestyrede Kongens Gods i Syslet. Men da Hærvæsnet udformedes, blev Kongens Ombudsmand paa Kongsgaarden en betydelig Mand, og Pladsen besattes med Rigets Stormænd blandt Krigerne. Betegnelsen Len er forsaavidt misvisende, som den intet har at gøre med de fra Vesteuropa kendte "feuda«eller Len, (vi kender dem hos os fra Fyrstendømmerne). Det var blot Kongsgaarde med Jordtilliggende, der bestydes, men samtidig overtog Lensmanden Kronens Forretninger i det omliggende Distrikt, og her benyttede man Syssel og Herredsinddelingen. I ældre Tid var det særligt Krigsvæsnet, der laa under dem; men i Tiderne udviklede de sig til administrative Lokalembedsmænd med væsentlig samme Embedsforretninger som deres Efterfølgere Amtmændene. De lønnedes paa forskellig Vis af Lenets visse og uvisse Indtægter, og under Adelsvælden formedes ved Haandfæstningen et helt System, der lagde den lokale Styrelse i Hænderne paa Rigsraadsadlen. Lenene bestod af Hovedlen, Herreder samlede om en Kongsgaard og Smaalen. Ofte var Lenene tilstaaede som Pant for Penge laante til Kronen, og ved Enevældens Indførelse var Landet delt i over et halvt Hun-

7 drede Hovedlen, paa Sjælland alene 15 Hovedlen. Efter J. Blochs Værk om Amtmænd er vedføjet en Fortegnelse over disse Len og deres Skæbne efter De blev efterhaanden sammenlagte, eller Kongsgaardene blev solgte eller bortforpagtede, og Lenene skrumpede ind til de 22 Amter, hvoraf Landet nu bestaar. Ordningen fandt ikke Sted i 1660; først i 1661 lod Frederik den III udgaa en i Tonen yderst venlig Forordning til sine tro Lensmænd af Adel, hvor der blev givet dem en Frist af et Aar - fra Philipi Jacobidag 1661 til Philipi Jacobidag 1662 til at gøre deres Regnskab op. Det saa en Tid ud til, at Adelen skulde beholde Lensvæsnet, og der findes en Befaling til Hannibal Sehested om at udfærdige nye Lensbreve, men det blev aldrig gjort. Aarsagen var den, at der til Lenene var knyttet Gods, der dyrkedes af Bønder, og dette Krongods, der ofte var pantsat til Lensmænd eller andre, blev man enig om i Regeringen at søge bortforpagtet eller afhændet. Amtmandsinstitutionen er ikke baseret paa nogen Lov eller Kodifikation af Bestemmelser. Overgangen fra Len til Amter skete i Løbet af en Snes Aar. Men i dette Tidsrum spiller Landbrugsforholdene en afgørende Rolle. Allerede i 1661 udlægges 50 pct. af de ca. 50 Krone-Lensgodser til Kronens Fordringshavere, og ikke mindre end 15 af de gamle Lensmænd forsvinder. Selvfølgelig omfattede Afhændelserne ikke den Højhedsret, som Kongen altid forbeholdt sig, og derfor kunde vel nok Lenene være blevet forvandlet til Amter med samme Embedsmænd, men det skete ikke. Højhedsrettighederne blev lagt ind under de andre til Amter forvandlede Len, (hvad der kan ses af vedføjede Fortegnelse over Amterne). Vilkaar og Lønninger blev andre end i Lensbrevene og fastsatte for hver enkelt Amtmand. Man fortsatte Reduktionen af Amterne i 1662, og ved 1664 var i alt væsentligt Amtsprincipet med de ændrede Vilkaar gennemført. Forretningerne var i og for sig uforandrede. Sorø, Maribo og Børglum Amter var tillagte Sorø Akademi. Jnngshoved blev 7. Febr solgt til Kristoffer Parsberg, og Tranekær, det eneste Amt af Lenstypen efter 1665, blev først i 1671 lagt sammen med Nyborg Amt. Imidlertid var i denne Periodes Begyndelse i Aarene 1661 og 62 i vidt Omfang foregaaet Forpagtning af Amterne, saaledes at Amtmanden svarede en bestemt Afgift og saa maatte søge den og sin Indtægt dækket af Agerbruget eller Bønderne. Saadan bortforpagtede Amter var Vordingborg til Ulrik Frederik Gyldenløve, kvit og frit, men senere af denne med Kongens Samtykke videre forpagtet. Hindsgavl og Saltø bortforpagtedes i 1663 og 1664.!øvrigt vil det i de enkelte Biografier af disse de første Amtmænd kunde ses, at de var Forpagtere. Enkelte af disse Amter tilskødedes efterhaanden private og Forpagtningsprincipet ofte uden Afgift fortsattes til Samtidig pantsætter man Amter, saaledes i 1664 Møen til Marselis'erne. De Amtmænd, der havde Amter i Forpagtning, var»befalingsmænd", som det til at begynde med hed, over Amterne, Panthaverne derimod ikke. Paa Møen er Amtmanden i Tryggevælde Amtmand fra Som en Følge af det foran skildrede blev de i 1660 bestaaende 52 Len, besatte med 47 Lensmænd, allerede i 1662 reduceredes til 28 Befalingsmandskredse og de to Dronninge Len Hørsholm og Halslev Kloster. I 1671 er Antallet af Amtskredse - nu benyttes stadig Benævnelsen Amt - yderligere reduceret til 20, og samtidig var Oppe- 7

8 børslerne gledet over i de kgl. Amtsskriveres Hænder, og Amtmændene udelukkende de administrative Embedsmænd, som de forblev til vore Dage. Den Fordeling af Herrederne, der i Løbet af Tiden fra 1661 til den endelige Afslutning ved 1800 foregaar, bestaar dels deri, at en Række mindre Amter sammenlægges til at begynde med med Bevarelse af Amtmandens Titel til alle de ham underlagte Amter, senere ved en Oprettelse af særlige Amter under hvilke Herrederne fordeles. Fra 1660 til vore Dage har bestaaet Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Sorø Amt, Bornholm, Maribo, Odense, Aalborg, Aarhus og Riberhus. Holbæk Amt er oprettet 1793, Præstø Amt 1803, Svendborg 1799, Hjørring og Thisted 1793, Vejle 1796 og Ringkjøbing Fra var Skanderborg Amt genoprettet. En særlig Stilling indtager Færøerne med de seks Sysler, hvori Øerne var delte. Der ansattes ikke i 1660 Amtmænd paa Færøerne. Christopher Gabe!, Kong Frederik III's tro Hjælper ved Enevældens Indførelse, var fra 1655 Befalingsmand paa Færøerne til 1670, da han efterfulgtes af Sønnen Frederik Gabe!, og Øerne blev i Familien til Administrationen udøvedes af Landfogder, senere af en Kommission, der bestod af 3 Lagmænd og Landfogder. I 1720 lagdes Øerne ind under Islands Stiftsbefalingsmænd, og dette Forhold varede til Vi har i Biografierne medtaget disse 6 Stiftsbefalingsmænd, to af dem blev senere Amtmænd i Kongeriget. Fra blev de sjællandske Stiftamtmænd Amtmænd paa Færøerne, og Øen lagdes under Sjællands Stiftamt. Dette Forhold bestaar endnu, dog at der fra 1816 ansattes særlige Amtmænd paa Færøerne Ingen af Amtmændene paa Færøerne synes før 1770.nogensinde at have sat deres Fod paa Øerne, og det samme har vistnok været Tilfældet til 1816, da Færøerne blev et Begyndelses Amt for senere Amtmænd eller Herredsfogder i l\ioderlandet. Amtmand, senere Landsdommer i Østre Landsret C. Bærentsen er den eneste paa Færøerne fødte færøiske Amtmand i den hele Periode. Færøernes Amtmand sorterede til 1923 under Justitsministeriet. Ved Lov af 28. Marts 1923 blev dette Forhold ændret, og de forskellige Sager fordeltes mellem Ministerierne i Lighed med det øvrige Land. Amtmændene ansættes endnu af Justitsministeriet, og udgaar væsentlig fra Justitsministeriets Kontorers Personale og aabnes Adgang til Dommeremheder som før. De sønderjyske Amter er ældre end de kongerigske, og Titlen Amtmand var allerede i Brug Syd for Kongeaaen inden Under den danske Krone og dennes tyske Kancelli laa ved 1660 Haderslev Amt, Flensborg Amt, det saakaldte Svavested Amt og Kronens Del af det tidligere slesvigske Domkapitel, hvoraf en Del laa paa Als. Aabenraa Amt, der var sammenlagt med Løgumkloster Amt, strakte sig tværs over Halvøen og omfattede det nuværende Aabenraa Amt og en Del af det nuværende Tønder Amt, ved 1660 var det Gottorpsk, men i 1676 blev det sekvestreret af Kong Christiai1 den V og, bortset fra Tidsrummene og , laa det under den danske Krone og det tyske Kancelli tilligemed Løgumkloster Amt til 1850, da Aabenraa Amt forenedes med Sønderborg og N ør borg Amter og Løgum Klosters Herreder lagdes under Tønder Amt. Flensborg Amt var oprettet 1652 og laa til 1848 under den danske Krone og dettes tyske Kancelli. I var det hesat af Oprørsregeringen, men fra atter under Danmark. Da Sønderjylland i 1920 genforenedes med Danmark, hlev den nord 8

9 for Flensborg Fjord beliggende Del af Amtets, Vis Herred, indlemmet i Lundtofte Herred og kom saaledes ind under Aabenraa Amt. Derfor har vi i Biografierne optaget Amtmændene i Flensborg Amt fra Sønderborg Amt oprettedes 1667 ved de Sønderjyske Hertugers Fallit. I 1777 blev Domkapitlets Gods paa Als indlemmet i Amtet. I 1669 var ved den Norborgske Linies Fallit Nordborg Amt sammenlagt med Sønderborg til 1676, men 1730 oprettedes det som et selvstændigt Amt, der i 1777 atter sammenlagdes med Sønderborg Amt og laa under Kongeriget til Ved Genforeningen oprettedes et særligt Sønderborg Amt, der omfattede Als, Sundeved og Nybøl, men det sammenlagdes i 1932 med Aabenraa Amt. Tønder Amt var kongerigsk fra 1677 til 79, fra , og blev da Gottorp inkorporeredes kongerigsk til 1848 og efter 1850 ligeledes. Det var fra sammenlagt med Aabenraa og Løgumkloster, men opstod og fra atter som kongerigsk alene. I 1850 lagdes det sammen med Løgumkloster Amt, og saaledes er Forholdene nu efter Genforeningen. Svavested Amt, der af de nu danske Landsdele omfattede Dybbøl, Sundeved og Stavnsbøl, var kongerigsk fra og fra , men det opløstes af Gottorperne 1701 og opstod ikke senere. Stiftamter fandtes ikke i de sønderjyske Landsdele, før Haderslev Stiftamt efter Genforeningen oprettedes i 1920, som en Følge deraf var Amtmændenes Stilling mere omfattende her i den Periode, hvor Stiftamtmændene i Kongeriget havde en betydeligere Stilling end Amtmændene. Efter Genforeningen blev Haderslev et særligt Stift, men i Modsætning til, hvad der iøvrigt er Tilfældet i Riget, er Stiftamtmandsposten ikke fast knyttet til Amtmanden i Haderslev Amt. Den som Register over Amterne indlemmede Fortegnelse, der 'er taget fra J. Bloch og Fritz Wests Afhandlinger, vil give en fuldstændig Oversigt over Amternes Fordeling i Tiderne, blot har vi af Pladshensyn maattet udelade Specifikationen over de enkelte Amters territoriale Omraade. II. AMTMÆNDENES BESTALLINGER OG VIRKSOl\IHED. Da Krigen med Sverrig endtes i 1659 ved den anden Roskilde Fred - for tidlig begyndt i 1657 og for tidlig endt i var Danmark i en sørgelig Forfatning. Selv om Beretningerne om Krigens Ødelæggelser vel nok er stærkt overdrevne, er det utvivlsomt, at en Mængde Herregaarde var stærkt medtagne og Bøndergaardene forladt eller i ussel Drift. Adelen var ruineret ved Krigen, og Spot fulgtes med Skade, selv om vitterligt Adlen havde ofret Liv og Gods paa Rigets Forsvar. Dens Tid var omme, og naar Frederik III opfordrer Adelen til at sørge for Bøndergaardene og Skovene, er det en mild Spot. Staten maatte altsaa tage fat, og i Henvendelsen til Lensmændene i 1661 er det da ogsaa Bøndernes og Skovenes Tarv, der holdes frem. Provinsstyrelsen besørgedes til 1660 af Lensmændene paa Kongsgaardene og Slottene i Byerne. Disse Lensmænd var alle militære, forsaavidt Hærvæsnet, Udskrivning o. lgn. laa under dem. Men de var ogsaa Civil-Administratorer, da de bestyrede Krongodset og havde Indseende med alle Forhold i de dem anviste Herreder. Men her herskede en mærkelig Sammenblanding. Nogle Lensmænd var kun Godsadministratorer, andre kun Lokalembedsmænd og atter andre forenede begge Embeder. De forvaltende g

10 Lensmænd fordelte og oppebar de Skatter, der ikke paahvilede Avlen, og hertil benyttede de Ridefogder og Delefogder. De var Mellemmænd mellem Kronen og Byernes Magistrater. Men iøvrigt var der særlige Opkrævere for særlige Skatter og Ekstraydelser til Kronen. I 1660 ændredes altsaa Forholdet, som vi før har set, men det varede en Række Aar, før Amtmændenes Virksomheds Omraade blev endelig fastslaaet. I det første Aar 1661 blev Forholdet simplificeret ved, at en stor Del af Krongodset afhændedes, og saadanne Afhændelser skete senere helt op til Men ved 1664 var Forholdet i det hele klarlagt saaledes, at der af de gamle Len kun var Sorø Akademi, Jungshoved og Tranekær tilbage. I 1662 træffes i de enkelte Bestallinger, der udstedes for Amtmænd, og de Instruktioner, der udgik fra Rentekamret, vidtgaaende Ændringer i de tidligere Lensmænds Virksomhed. Oppebørslen af Skatter foregaar nu ved særlige af Kronen ansatte Amtsskrivere. Driften af Krongodset falder efterhaanden bort, Skatterne til Hæren inddrives af Amtsskriverne, og Amtmændene kommer paa fast Løn - hvor det ikke drejer sig om Forpagtning (se de enkelte Biografier). Med Byerne har Amtmændene intet at gøre. Magistrat og Amtmænd er ligestillede, og i Stifterne har Amtmanden Tilsyn med Amtsskriveren i Amtets Kreds. Først ved Christian V's Tronbestigelse faar Bestallingerne en ændret Karakter. Der udstedes nye Bestallinger, og i disse indtager Stiftamtmanden en særlig Stilling. Han bliver Stiftets Lokaladministration og faar Tilsyn med samtlige Amtmænd og Amtsskrivere samt med Kirkerne og Stiftsskriverne. Han overtog Tilsynet med Købstæderne, og den i 1660 forventede Autonomi blev saaledes illusorisk. Saaledes blev de 6 Stifters Stiftsbefalingsmænd en Art Guvernører, og Amtmændenes Stilling blev ret betydningsløs. Udover Skatteligning, Tilsyn med Skove, Veje og Broer havde han ingen Virksomhed, Stillingen var væsentlig repræsentativ og ofte oppebar Amtmanden ingen Løn. Danmarks Skare af adelige Lensmænd var reduceret til 6 Stiftsbefalingsmænd! Det siger sig selv, at denne Ordning ikke var holdbar. Udviklingen standsedes af den skaanske Krig, men i den rige Reformperiode under Christian V efter Freden i Lund tager man atter fat paa Lokaladministrationens Ordning. Amternes Omraade er nu nogenlunde fastlagt. Nu fremkommer 1. Juli 1682 og 4. December 1683 den første samlede Instruktion for Amtmændene, hvis Virksomheds omraade tidligere var angivet i de enkelte Bestallinger. Der sondres mellem Stiftsbefalingsmænd og Amtmændene. (Benævnelsen Stiftamtmand bliver efterhaanden almindelig i de kortfattede Bestallinger). Stiftamtmanden skal vaage over Kongens Regalier og Rettigheder og tiltale den, der heri gør Indpas eller foranledige, at Generalfiskalen rejser: Tiltale. Han skal overvaage, at Kongens Befalinger og Forordninger overholdes og føre Tilsyn med Magistraterne og Heltens Pleje paa Landet. Han kan suspendere enhver Betjent i Stiftet, - dog ikke nogen Amtmand, dog skal Afgørelsen ligge hos Kancelliet eller Kammerkollegiet, reelt hos Kongen selv. I Instruks af 1683 forbeholder Kongen sig al Ret til Besættelse af Stiftets Embedsposter. Desuden skal han føre Tilsyn med Købstæderne, med Kirkerne, Skolerne, Hospitalernes og de fattiges Midler og overvaage Eksekutionen af Højesterets Domme. Amtmanden faar Adgang til, hvor det gælder Indgreb i Kongens Regalier og Ret- 10

11 tigheder, at henvende sig til Kongen selv. Han skal føre Tilsyn med Rettens Pleje paa Landet og indmelde Misbrug til Stiftamtmanden. Derved faar han Opsyn med Retsplejen, Betlere og almindeligt Politivæsen. Han skal optræde i Sager, der drejer sig om Kongens, Gejstlighedens og de offentlige Stiftelsers Gods og Rettigheder, varetage Kongens Interesser ved Skattevæsnet, Landgilde og øde Gods Opkomst, varetage Stran dingsgodsvæsnet og have Indseende med Rytterbøndernes, Skovridernes, Fogdernes og Skrivernes Gaarde. Tillige skulde han have Opsyn med Jagten, med Veje, Broer og Dæmninger, attestere Embedsmændenes Regnskaber samt føre Bog over alle fra Centraladministrationen indkomne Skrivelser (ogsaa komunicere dem til Vedkommende) og passe, at alle Befalinger overholdes. Amtet maa han ikke uden Kongens Tilladelse forlade. Der udstedes i 1690 nye Instrukser for Stiftamtmænd og Amtmænd (de findes i Rentekamrets Instruktioner i Rigsarkivet som alle Amtmandsinstruktioner fra Tiden). Heri udvides Virksomheden betydeligt. Ryttergodset skal tilsees af Amtmanden, han skal autorisere Fæste- og Skifteprotokoller, udstede Fæsteisen paa Amtsgodset, føre Tilsyn med disses Regnskaber, vaage over, at Bønderne ikke forurettes og indberette Bondegaardenes Tilstand. Derimod indskrænkes hans Stilling til Retsplejen, der nu er fastlagt i Chr. V's danske Lov. Alle Ansøgning til Kongen gaar dog gennem ham. Forholdet mellem Stiftamtmænd og Amtmænd er nu ændret. Stiftamtmændene5 Tilsyn med Amtmændene er bortfaldet. Stiftamtmanden har nu Købstæderne i Amtet samt Gejstlighed og Kirker, Amtmændene Landet og alle de landlige Forhold. Men samtidig maa det dog bemærkes, at alle Stiftamtmænd faktisk tillige var Amtmænd i et ofte flere Amter i Stiftet (altsaa faktisk som Forholdet er nu). Man var altsaa ved 1690 naaet til at fastslaa Amtmændenes Virksomhed indenfor Rammer, der bestaar den Dag i Dag, idet dog de skiftende Tider lægger til og trækker fra. En indgaaende Gennemgang af Amtmændenes Virksomhedsomraader i de forløbne mere end 250 Aar lader sig af Pladshensyn ikke foretage. Vi har angivet Omraadet i Begyndelsen, og under Enevælden udvidedes det bestandigt, saaledes at Forholdet ved 1849 var dette, at Amtmændene i alle Forhold - de specielt gejstlige undtagne - repræsenterede Centralstyrelsen paa deres lokale Omraade, idet dog Domstolene indtog en særlig Stilling, medens Underretternes Dommere stod under Amtmændenes Kontrol. Deres Omraade udvidedes ustandseligt, medens nye Opgaver toges ind under Centraladministrationen. I 1794 lagdes Købstæderne ind under de respektive Amtmænd, de blev Overøvrighed i formueretlige og familieretlige Forhold, førte Opsyn med Umyndiges Midler, med Skiftevæsnet, Lægevæsnet og Bevillingsvæsnet, ligesom de altid var Mellemmænd mellem Befolkningen og Centraladministrationen. De havde Myndighed til at resolvere i Sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt Centraladministrationen. Amtmændene havde saaledes Ærinde i alle Cancelliets Departementer og i Rentekamret. Deres Gager varierede fra 5000 Rdlr., der var tillagt Sjællands Stiftamtmand, til 2500 Rdlr., der tillagdes Amtmanden paa Bornholm. Det var i 1793 bestemt, at Amtmanden skulde bo i den Købstad, hvorefter Amtet havde Navn. Undtagelser var Præstø Amt, hvor Boligen var Lindersvold i Roholte Sogn, Maribo Amt, hvor Nykjøbing var 11

12 Boligens By, Bornholm, hvor Rønne havde Amtmandsboligen og Ringkjøbing, hvor Amtmanden boede paa Rindomgaard. Ved Forordning af 26. Jan om juridisk Eksamen blev det bestemt, at Amtmænd skulde have fuldstændig juridisk Eksamen med Karakteren laudabilis. Til Embedsrejser havde Amtmændene Fribefordring. Efter Grundloven var Regeringsmyndighederne traadt i den enevældige Konges Sted, men endnu bevaredes Præget af»det Kongelige«i Statsforvaltningen, og Amtmændene vedblev at repræsentere hans Majestæt i deres respektive Amter og Stiftamter. Den Lensbesidderne tillagte Amtmandsmyndighed faldt bort ved Grundloven. Rentekamret var jo ophævet 1848, og Amtmændene kom ind under Indenrigsministeriet, fra hvis Kontorer i en lang Aarrække de fleste Amtmænd udgik. Da man efter Systemskiftet begyndte at omdanne Ministerierne, og Landbrugsministeriet, Handelsministeriet og Ministeriet for offentlige Arbejder oprettedes, begyndte ogsaa Kontorchefer og Fuldmægtige fra disse Ministerier at gaa ud i Amtmandsstillinger. Fra Retsbetjentsstillinger udgik i forrige Aarhundrede nogle enkelte og Færøerne hørte ind under Justitsministeriet. Udviklingen synes at tyde paa, at Amtmændene i Fremtiden ikke vil blive udnævnte fra Centraladministrationen alene. Den Række af Love, der i Tiden fra 1848 til op mod Aarhundredets Slutning ordnede Retsvæsen, Lokaladministration og Næringsforhold, og som mere og mere byggede paa Statistik, forøgede i nogen Grad Amtmændenes Pligter. Man byggede endnu paa Centralisering af Forvaltningen, og Amtmanden var stadig Centraladministrationens lokale Repræsentant. Straks efter 1848 ophævedes Amtmandens Stilling som Overdommer i Politisager paa Landet. Allerede i 1868 blev Amtmændenes Adgang til at udøve umiddelbar Virksomhed i Købstædernes Styrelse ophævet, de blev rene Mellemmænd mellem Magistraten og Centralstyrelsen, derimod udvidedes deres Myndighed overfor Sogne og Amtsraad i Det blev dem befalet at paategne Pareelskøder. Men alligevel medførte den forcerede Lovgivning, at der paalagdes Amtmændene en hel Række Pligter, som det vilde være uoverkommeligt her at specificere. En Ændring i Forholdene indtraadte først med Systemskiftet og den Række nye Love, der byggede paa det saakaldte Folkestyre, der afløste Regeringen fra oven. Det 19. Aarhundrede begyndte med Embedsmandsvælde, der i 1848 ikke hæmmedes af den nye Lovgivningsmagt, og under de konservative Regeringer vedblev Amtmændene at staa som Kongens Befalingsmænd i deres Amter. Den Ændring, der nu er indtraadt, er selvfølgelig ikke kommen med et Slag, men jo større Rigsdagens Indt1ydelse paa Regeringen bliver, des mere maa personlige Repræsentanter før den udøvende Magt blive draget ind under dens J\Iagtsfære. Det er nu faktisk Rigsdagen, der udnævner Centraladministrationens Ledere, og Amtmændene sorterer direkte under disse Ledere af Administrationen. Det fra Slutningen af forrige Aarhundrede stærkt hævdede Krav paa Folkestyre maatte nødvendigvis medføre, at der skete betydelige Indskrænkninger i Amtmændenes Magtbeføjelse. De kunde selvsagt ikke vente nogen Indflydelse paa Rigsdagsvalg eller Valg til de kommunale Forsamlinger, hvortil de i Begyndelsen var knyttede. Og efterhaanden som Folkestyret udvikledes, begrænsedes deres Indflydelse og deres Medvirken i den lokale Administration indskrænkedes meget betydeligt. De nye Love oprettede særlige Poster eller Nævn, der havde med de nye Institutioner at gøre, og Amtmanden som saadan traadte efterhaanden tilbage. En tidsbestemt Simplificering af 12

13 Kancellierne medførte, at Amtskontoret ikke mere blev Samlingssted for ind- og udgaaende Skrivelser mellem Befolkningen, Institutionerne og Centraladministrationen. Man gik den direkte Vej og kun, hvor det gjaldt de kommunale Raad, opretholdtes Amtmanden som Mellemled. Hans Holle som autentisk l\ieddeler i lokale Sager er dog endnu i vidt Omfang bevaret. Hertil maa det nu indrømmes, at Folkestyret har indført en saadan Hække af administrative og lovbetingede Forholdsregler, at det vilde være uoverkommeligt at lade et Amtskontor overvaage og opretholde dem overfor en stadig voksende Befolkning. De nuværende internationale Vanskeligheder øger næsten daglig Lovpaabuddene, og man gaar nu den Vej at meddele dem til Offentligheden og lade det lokale Politi overvaage Overholdelsen. Der bliver nok tilbage alligevel, men hele Militærvæsnet, Skattevæsnet og Retsvæsnet er nu taget bort fra Amterne, Tilsynet med Embedsmændene i Amtet er ophævet, og med det komplicerede politiske og kommunale Valgvæsen, der er forrige Aarhundredes Gave til Folket, har Amtmændene kun meget lidt at gøre. Der imod er Stoffet indenfor de dem forbeholdte Sager vokset umaadeligt, og Befolkningen har tydelig tilkendegivet, at den ikke vil slippe Amtmændene som den slap de kongelig ansatte Borgmestre i Byerne. Den i Grundloven bebudede Adskillelse af Domstole og Administration kom i , og Amtmændene traadte helt ud af Forholdet til Domstolene, af Skiftevæsnet, Udlægsvæsnet, Kontrøllen med Dommerne etc. Endnu er de dog Overøvrighed. Retsplejeloven oprettede Aktionsmyndigheder, og Amtmændenes Forbindelse med Politiet indskrænker sig til et Par Ord i Retsplejelovens 118 og til de kommunale Spørgsmaal - samt Helten til at autorisere Politifuldmægtige udenfor København. En hel Hække af de i det foregaaende nævnte Pligter til Tilsyn med Kirker, Skoler, Brandvæsen, l\iedicinalvæsen o. lg. er nu overgaaet til andre Organer, ligesom den allerstørste Del af Kasserevision og Regnskabstilsyn er lagt andre Steder hen. Dog har Amtmændene endnu ikke ringe Indflydelse i Købstædernes Styrelse. Amtmændenes mest fremtrædende Virksomhed er nu den, at de er Formænd i Amtsraadene og Mellemmænd mellem Amtsraadene og Ministeriet. Deraf følger, at de har Tilsynet med hele den lokale Forvaltning af Landkommunerne, mens en Række Forhold af mere politimæssig Nat ur er gaaet over til Justitsministeriets lokale Embedsmænd. Amtsforvalterne staar nu direkte under Finansministeriet. Hvis man nu vil forsøge at anstille Sammenligninger mellem Enevoldskongernes Amtmænd i Enevældens Glansperiode under Frederik IV og Christian VI og de nuværende Amtmænd, falder Forskellen straks i Øjnene. Amtmanden ved 1730 repræsenterede Arveenevoldskongen, der var Staten. Han modtog Befalinger og førte dem ud i Livet. Men da meget var overladt til hans Skøn, og da Enevoldskongen ikke kunde være allestedsnærværende, blev han selv en mægtig l\iand, der befalede, en» Stiftsbefalingsmand". Reversen af Medaljen var den, at han var fuldkommen afhængig af Enevoldskongens Villie og Luner. Hans Skæbne afgjordes ved Hoffet, og et Favoritskifte eller et Trønskifte kunde gøre Ende paa hans Magtstilling. Han maatte, om han ikke sad i et ganske fjernt Amt i Ubemærkethed, sørge for at bevare Hofgunsten, og hans Blik maatte stadig være vendt mod Trønen. Det kunde saa være ham en Trøst, at hans Undersaatters Ve og Vel ikke spillede en afgørende Holle for l\ionarken i Detaillerne. 13

14 Vore Dages Amtmand er udrustet med langt mindre Magt. Hans Herre er Lovene, der tillige sikrer ham i hans Stilling, kun alvorlige Brud kan medføre Afskedigelse, og da Kredsen er udvalgt, sker dette aldrig. Han befaler ikke mere, han er Amtmand og røgter et»amt«et Embede. Da en Række af de Hverv, der paahviler ham, bestemmes af en Forsamling, hyori han fører Forsædet, og hvor hans Indflydelse udover det personlige bestaar i hans Kendskab til Lovene og retsvidenskabelige Uddannelse, er han i høj Grad sit Raads Konsulent og Vejleder. Paa de Punkter, hvor han har personlig Afgørelse og Ansvar for denne, har han detaillerede Lovbestemmelser til Rettesnor. Lovene faar han fra Lovgivningsmagten. Centraladministrationen er hans Foresatte, men da han er paa Stedet, vil man i lokale Spørgsmaal være tilbøjelig til at følge hans Indstilling, og overfor skiftende politiske.ministeriers endelige Afgørelse har han som Regel Talsmænd i Centraladministrationens Embedsmænd, der har samme Uddannelse som han. Hans sikrede Embedsstilling giver ham langt større Sikkerhed end Stiftsbefalingsmandens Hofgunst, og hans Kendskab til Befolkningens forskellige Korporationer giver hans Indstillinger Vægt. Det Omraade, der er ham anvist, er nu overkommeligt, men samtidig saa stort, at det ikke frister til Indblanding i Sager, der ligger ndenfor Omraadet, og hans Stilling el' nu den, at han paa den ene Side repræsenterer Folkestyret, paa den anden Side Lovgivningens Indseende med dette Styre efter Lovgivningsmagtens givne Regler. Og endelig er han kun Befordrer af Befolkningens Vel og ikke forpligtet til at føre Øvrighedens Sværd. De gamler Amter er nu Amtsraad med en Formand, der tillige er Overøvrighed. Amtmandsstillingen var i Enevældens Tid maaske en lokkende.magtstilling, den er nu en af de smukkeste Stillinger i hele Embedsmaskineriet, direkte indstillet paa at fremme Befolkningens Vel og repræsentere det konstitutionelle Kongedømme. Og Stillingens ydre Glans er selv i vor demokratiske Tid mærkelig bevaret. Hoffet udnævner endnu Amtmændene til Kammerherrer, og Kongen tildeler dem gradvis Rigets fornemste Ordner, for lang Tjeneste Storkorset. Derimod er Excellencetitlerne som Geheime konferensraader langsomt bortfalden med de andre borgerlige Titler.!øvrigt er Amtmændene selvskrevne Formænd og Ledere i en Række officielle og halvofficielle Stiftelser, Institutioner og Foreninger, af hvilke nogle er nævnt i de paagældende moderne Biografier. Amtsraadene oprettedes først ved Anordning af 13. Aug og ordnedes ved Landkommunalloven af 6. Juli 1867, senest ved den kommunale Valglov af 20. April 1908, hvorved det demokratiske parlamentariske Amtsstyre indførtes. III. AMTMÆNDENES STAND, NATIONALITET OG FORFRE:VIMELSE. En Del af de ældre Lensmænd forlod allerede Lenene 1661, som vi har set. Vi medtager derfor ikke andre end Stiftsbefalingsmændene for dette korte Tidsrum til Den vigtigste Aarsag til denne Reduktion er den, at Billedet af udnævnte Amtmænd væsentlig vilde fortegnes ved at medtage disse Lensmænd, der sad paa deres Len efter Haandfæstningernes Regler, men det maa udtrykkelig bemærkes, at de ikke fortrængtes af den nye Regering. Et stort Antal døde, andre opgav Lenene imod Erstatning, og det maa udtrykkelig fremhæves, at Frederik III tog en Del Hensyn til den gamle Adel, da den havde hyldet ham som Arveenevoldskonge. Af denne Konges 46 Lensmands-Amt- 1-1-

15 Kongerne før 1660 efter 1660 Dansk Borger Adel Borger Sum sj. j L&F j.ry1. j si. Sj. jl&fj Jy1. j s1~10&fj M] si. Sj. jl&fj Jyl. I SI. I Fred. d. III... I 19 I 9 I Chr. d. V Fred. ri. IV Chr. d. VI I i'. 2 Fred. d. V Chr. d. VII I, I ' I I I I 5 I Sj. -jl&fj.jyl. j SI~ I 2 I I [ Il 30 I ! 251 Indfødsret (1776)..., 41 Fred. d. VI I s Chr. d. VIII Gnzndlov (1849).... I Fred. d. VII Chr. d. IX.... I Fred. d. VIII Chr. d. X.... I I " Tilsammen... I 44 I 25 I 53 I 1s I I I. I 1 1 I I 4 s 2 I I I 10 I 20 I " "I" I i " i Sj. = Sjælland. L & F = Lolland og Fyn. Jyl. = Jylland. SI. Slesvig. 7 slesvigske Amtmænd er opførte under Kongeriget. 5 I 3 I I.! R 9 I 39 1 iol 10 G~~--:1 1 I 2 I

16 mands Udnævnelser falde de 39 paa Mænd af den gamle Adel fra før Dette Forhold ændres ikke helt under Christian V, af hvis 73 Udnævnelser de 35 falder paa Mænd af de gamle Slægter. Men ganske vist optræder nu ogsaa i Kongeriget 14 tyske eller holstenske Adelige og 4 danske borgerlige. Frederik IV var en afgjort l\fodstander af den gamle Adel. Af hans 72 Udnævnelser falder i Kongeriget kun 14 paa Mænd af de gamle Slægter, og deres Rolle i Lokaladministrationen er hermed udspillet. Dels uddøer Slægterne, dels skaber Enevælden en ny Hof-, Kriger- og Embedsadel, og efter Frederik IV er der ingen Grund til at opretholde en Sondring mellem gammel og ny Adel. At der i Tiden til 1800 optræder endnu 31 Mænd af disse Slægter, skyldes den Omstændighed, at visse Slægter som Skeel, Rosenkrantz, Ahlefeldt og Gersdorff ogsaa under de ændrede Forhold søgte Ansættelse i Lokaladministrationen, men deres Antal er for den hele Periode til vore Dage i Kongeriget kun 122 ialt, hvoraf de 74 Udnævnelser altsaa skyldes de to første Enevoldskonger i det 17. Aarhundrede. Den hele Sondring har altsaa kun Betydning for Perioden under de første Enevoldskonger. Anderledes stiller Sagen sig, naar vi gaar over til at betragte Forholdet mellem adelige og borgerliges Adgang til Amtmandsembederne. Vi sondrer ikke her mellem gammel og ny Adel men tager Adel under et baade dansk og udenlandsk Adel. Her bliver vi opmærksomme paa tre Grupper. Den første omfatter Tiden til 1800, idet ganske vist Christian VIl's Regering af Navn rækker til I denne Periode er Amtmændene i overvejende Antal adelige. I Kongeriget finder vi 244 adelige Amtmænd mod 57 borgerlige, af hvilke Christian VII's Periode tager en Snes, og Kong Frederik IV alene udnævnte 17 borgerlige danske til Amtmænd i Kongeriget. Med 1800 sker der ingen betydelig Ændring (Christian VII's Regering burde vel egentlig tages med her). Under Frederik VI og Christian VIII finder vi i Kongeriget udnævnt 37 adelige mod 14 borgerlige, men der sidder i Embede en Mængde adelige. Efter Grundloven ændres Billedet fuldstændigt. Af de efter 1848 udnævnte Amtmænd er kun 25 adelige, mens 60 er borgerlige, og i det 20. Aarhundrede er Tallene 5 mod 31. Udviklingen har været denne: fra Godsadel til Hofadel, ved 1800 Embedsadel, hvor Stillingen skabte Adlen, og efter 1848 spiller Adelskabet ikke mere nogensomhelst Rolle. Den foranslaaende Sondring er kun givet som historisk Baggrund, og en fast Afgørelse af Standsspørgsmaalet er yderlig vanskeliggjort derved, at en Mængde danske Amtmænd af tysk Adel først i vort Aarhundrede er anerkendte som dansk Adel. Det gælder Slægter som Krogh, Biilow, Tillisch og mange andre. Ulige vigtigere er det nationale Spørgsmaal dansk mod tysk. Ogsaa her bliver vi opmærksomme paa tre Stadier i Udviklingen. Det første er Enevældens Barndom, Frederik III bevarer i alt væsentlig de gamle Lensmænd, af hans Udnævnelser er kun 3 Udlændinge; under Christian V stiger Tallet af Udlændinge: 18 i Kongeriget og 3 i Slesvig mod 44 danske i Kongeriget og 7 i Slesvig. Forholdet ændres yderligere under Frederik IV - men her maa det ganske vist erindres, at under denne Konge blev Riget et dansk-tysk Monarki og Kongen fik en Hærskare af tysktalende Undersaatter. I denne Periode besattes Amtmandsposterne væsentlig med Hofmænd, - som vi siden skal se, - og Hoffet var i det attende Aarhundrede overvejende tysk. Det maa dog vække nogen Undring, at det tyske Element ikke nogensinde faar Overtaget i Lokalforvaltningen.

17 Frederik IV udnævner i Kongeriget 44 danske og 18 tyske, i Slesvig 6 danske og 4 tyske. Ialt er der til ca udnævnt 86 Udlændinge mod 268 danske, de 22 Udnævnelser falder paa Slesvigs 53 Amtmænd. Det ses af Oversigten pag. 15, at Udlændinge væsentligst findes paa Sjælland (Hoffet) og i Slesvig. Altsaa slet saa galt, som man skulde tro, har det ikke været. Man har vel ladet sig forlede af, at en Række ubetinget danske Mænd bar tyske Slægtsnavne og var Sønnesønner eller Sønner af tyske Mænd, men danske maa de dog kaldes som fødte og opdragne i flere Generationer her i Landet. Det er desuden vanskeligt at tale om Nationalitet - i den Forstand, hvori vi opfatter Ordet - før Napoleonstiden, og det maa stadig erindres, at.monarkiet var dansk-tysk fra Frederik IV's Tid. Med Indfødsretten 1776 bortfalder Spørgsmaalet om Udlændinge. I Tiden 1776 til 1800 udnævntes 3,1 danske i Kongeriget. :\Ian kunde saa spørge, hvorledes vi har truffet vor Afgørelse af, om den paagældende Amtmand er dansk eller tysk. Et Eksempel oplyser det bedst. Af Slægten Knuth har vi 7 Amtmænd. De to første Adam Levin Knuth ( ) og Eggert Christoffer Knuth ( ) var egentlig tyske, de 5 følgende absolut danske. Vanskeligere stiller det sig med Slægterne fra Hertugdømmerne. Vi har Rantzauer, der ubetinget er danske, og Rantzauer, der ligesaa afgjort ikke kan kaldes danske. Slægterne Plessen og Humohr er aldrig bleven danske, og enkelte Reventlower er udanske. l\ien i Reglen vil det være saaledes, at den første Amtmand af Slægten kan regnes for ndansk, de følgende i Almindelighed for danske. Som f. Eks. Tilfældet er i Slægterne Raben, Krogh og Schack. Slægten Moltke blev efter første Mand helt dansk paa et Par Undtagelser nær. Wedell Slægten blev straks helt dansk. - Norge er regnet som dansk, men der optræder næppe 10 Normænd blandt Amtmændene i det egentlige Danmark. Ellers maa Spørgsmaalet for de enkelte afgøres efter Forældre, Fødested og Opdragelse, men meget er overladt Skønnet, vi savner jo i de fleste Tilfælde Viden om den paagældendes daglige Sprog, og end ikke dette Sprog er et afgørende Kriterium. Adelsvældens Lensmænd kunde som Regel takke deres Slægt for deres Stilling. De tilhørte ved 1660 næste udelukkende Rigsraadsadelen. Deres Uddannelse var foregaaet paa Sorø eller Herlufsholm, deres Kundskaber erhvervede ved udenlandske Universiteter. De blev Hofjunkere og tjente i Kancelliet eller i Hæren, og naar de blev op mod de 30, fik de deres Len, der blev federe med Aarene, til de som Rigsraader fik, hvad de kunde ønske sig af Len og Statsstillinger. Enevælden gjorde ingen Forandring heri. Frederik III var konservativ, blot supplerede han Embedsstanden med sine Venner af det nye Raad, Gabel, Vibe, Lente, Nansen, Svane etc. Under Griffenfelds mindeværdige Styre, der kun varede 6 Aar, kom ganske vist en Række af Københavns lærde Borgerskab ind i Administrationen, men faa af disse gik ud i Lokalforvaltningen, der i Tiden til Christian V's Død næsten beholdt sit gamle Præg kun tilsat med enkelte af Kongens udanske Yndlinge. Det er først under Frederik IV, at Hoffet griber afgørende ind i Besættelsen af Amtmandsembederne. Ganske vist havde Mænd som Storkansler Conrad Reventlow, Storkansler Grev Frederik Ahlefeldt o. fl. været Amtmænd, men som tidligere bemærket mere som Sinecure end som Administratorer, men det er først under Frederik IV, 2 17

18 at Amtmandsstillingen bliver dels en Udmærkelse og Gagering af Stormænd, dels en virkelig Administrationspost. Vi kan nævne en hel Række Statsmænd, der har siddet i Embedet i Aarrækker uden at have besøgt deres Amt endsige virkelig administreret det. Det var Viceamtmæudene, der udførte Arbejdet. De to fornævnte Storkanslere, deres. Efterfølger Grev Holstein, Mænd som Iver Ronsenkrantz, Chr. Ludvig Plessen, Chr. Sigfred Plessen, Johan Ludvig Holstein, Greverne Reventlow, Holstein, Rantzau, Wedell, Schack o. fl. havde andet at gøre end sidde paa et Amtmandskontor og passe Politivæsen, Skattevæsen og Skiftevæsen. Pudsigt er det, at hvor man i England lader Ministre, der falder i Unaade, højtideligt henrette, sender man i Danmark den faldne Minister i Exil til sit Amt - Griffenfeld er den eneste Undtagelse. Og saa er det endda et Spørgsmaal, om Excellencen virkelig blev arbejdende Amtmand. Rækken begynder med l\iorten Skinkel, Christian V's Kammerherre, der løb Panden mod Griffenfeld, den fortsættes over Jørgen Bjelke, Marcus Gjøe, Iver Rosenkrantz, Conrad Ditlev Reventlow, Brødrene Plessen op til Struensetiden, hvor Excellencerne i Trop exileredes til deres Amter, og den sidste i Rækken er Ove Høegh Guldberg, hvis man da ikke for en langt senere Tid vil nævne Amtmand Eugenius Heltzen, der blev kompromitteret ved en Pressekampagne og endte som Stiftamtmand i Odense, og enkelte Ministre fra samme og en noget senere Tid. Hele den Kreds af Amtmænd, væsentligst Stiftamtmænd, der rummer en Række af vore mest betydende Statsmænd, har som sagt kun i ringe Grad virket personligt i Lokaladministrationen, naar de ikke netop var Stiftamtmænd over Sjælland eller Amtmænd over Københavns Amt. Alene et Blik paa deres Biografier vil overtyde herom. Og egentlig burde enhver Biografi ledsages med en Omtale af Viceamtmanden, som mærkelig sjældent opnaar at blive»virkelig«amtmand. Amtmændene af denne Type suppleres med Lensgreverne og Friherrerne, de først nævnte var Amtmænd paa deres Grevskaber. Mange af dem var højfortjente Mænd som Adelerne paa Adelersborg, Holsteinerne paa Ledreborg og Holsteinborg, Moltkerne paa Bregentved, Danneskjold'erne fra Gisselfeld, Knutherne fra Knuthenborg, Løvenskjolderne fra Løvenborg, Reventlower fra Brahetrolleborg og Christianssæde, Schacker fra Schackenborg, Wedeller fra Wedellsborg og Jarlsberg og Giildencroner fra Vilhelmsborg. Mindre straalende af Gods og Rigdom, men dog næppe heller virkelige Lokalarbejdere var Efterkommere af de gamle Slægter fra før Først og fremmest Ahlefeldterne, der tæller otte Amtmænd, Gersdorfferne, der tæller syv, Holekerne, der tæller fire, Krabberne, der tæller to, Rantzauerne, der tæller otte, Reedtzerne, der tæller fire, Rosenkrantzerne, der tæller ti, de djærve Skeeler, der tæller syv, Urnerne, der tæller tre og Vinderne, der tæller fire. Saa godt som alle disse har været Godsejere, blot at deres Besiddelser var mindre end de nye Slægters, med hvem de dog danner den ene Gruppe indenfor Amtmændene før 1800, den adelige Godsejergruppe. Paafaldende ofte ligger deres Ejendomme i det Amt, de bestyrer, og det er vel den»besparende«aarsag til deres Udnævnelse! Deres Uddannelse varierer kun lidt. Skole i Hjemmet, Ridderakademi eller Sorø, derefter Rejse i Udlandet, Hofjunker, Kammerjunker, Fændrik, avancerende til Ritmester, og saa kommer Hofchargerne Kammerherre, Embedet som Amtmand, flere 18

19 Hofcharger, Kancellititlen, Geheimeraadstitel, det hvide Baand - Titler som Justitsraad, Kancelliraad, Etatsraad bliver efterhaanden ikke fine nok og løses fra deres oprindelige Forbindelse med Højesteret, Kancellierne og Centraladministrationen - til det ender med blaa Ridder, Geheimekonferensraad - - eller Forvisning til Amtet derude paa Bondelandet med en passende Titel som Balsam paa Saaret, og - hvad der gælder Iver Rosenkrantz, - Horatz og Harerne som Trøst, Okserne som Beskæftigelse! (se hans Brev til Gram). Man faar ofte det Indtryk, at man navnlig før 1793 i de smaa afsides liggende Amter overdrog en Godsejer at bestyre Amtmandsembedet uden at bekymre sig videre om hans Forudsætninger. Smaa Amtmandsdynastier som Gersdorfferne paa Mols og Miillerne i Salling er Eksempler herpaa. Paa Vestsjælland træffer vi noget lignende. Selvfølgelig skete der visse Ændringer i Amtmændenes Livsforløb. Under Christian VI, hvor Centraladministrationen var ypperlig, blev der takket være Andreas I-Iøyer indført en juridisk Eksamen og et juridisk Studium, ligesom det efterhaanden hlev gjort til en Pligt før de unge at» auscultere", d. v. s. gøre Volontørtjeneste i Rentekammeret eller et af Kancellierne. Saa begynder selv de fornemme Junkere at studere Jura - d. v. s. de slipper meget nemt fra deres»kammerjunkereksamen«, og det lykkes ikke før langt senere at faa gennemført Kravet om, at Amtmænd skal være»candidati juris«. Listen over juridiske Kandidater viser i det attende Aarhundredc saare faa af den heromhandlede Amtmandstype. Amtmandens Uddannelse foregaar ved Hoffet. Vor Tid forstaar ikke rigtig den Uddannelse, der begynder med Hoftjeneste hos Kongen, Dronningen eller Prinserne og Prinsesserne, og som har Hofliv, Allongeparykker, Intriger og Silkekjoler til Staffage, vi forstaar bedre Frederik IV, der gør sine Tre Kammertjenere Tobias Hofmann, Iver Andersen og Hans Simonsen til Amtmænd, fordi han ved sin daglige Omgang med disse fortræffelige Mænd havde opdaget deres Brugbarhed. Simonsen sad i Embedet i 42 Aar og blev Opretter til Cederfeldt de Simonsens Stamhus, der har præsteret to udmærkede Amtmænd. Denne mærkelige og personlig dygtige Konge har øjensynlig to Kategorier til Amtmandsvalg: dygtig borgerlige Mænd og sine talrige Elskerinders højadelige Slægtninge og Protegeer, ved hans Død»røg" de alle, kun Simonsen holdt. Men vi maa alligevel betænke, at Administrationen, da den efterhaanden blev effektiv, i hine Tider var overvejende praktisk Husfadergerning, som enhver bonus pater familias forudsættes at kunne paatage sig. Den øverste Embedsmand, den enevældige Arvekonge havde jo akkurat samme Uddannelse, og Konger som Christian V, Frederik IV og Christian: VI regerede virkelig Riget som et større Amt fra et kongeligt Kontor -- som Frederik VI senere - med ret ringe Held - forsøgte at gøre. Amtmanden var en Miniatureudgave, han maatte bade sig i Hoffet Sollys for at beholde Lustren og Glansen fra Kronen. Og snurrigt nok, Menneskene skabes af Tiden, der var mange fortræffelige Mænd og dygtige Administratorer mellem disse Hof-Godsejere i Amtmandsembeder. De forsvinder efter Struensee og erstattes af en anden Type. Embedsmandstypen med Kancelli- og Hofpræg paa en Gang, som imidlertid er ligesaa gammel i Landet som Amtmandsinstitutionen og har været repræsenteret her fra Gabel og Vibes Tid. Den omfatter ligesom den første Gruppe baade danske af»god <c oftest lærd borgerlig Slægt og Udlændinge, dels Krigere dels Hoffolk, som de udenlandske Dronninger drog til Hoffet. 19

20 Den akademiske danske Embedsstand i det 17. Aarhundrede fremgaar af en Ægteskabsalliance mellem Universitetets højlærde Professorer og den københavnske Købmandsstand. Vi kan nævne Schumacher, Fincke, Nansen, l3artholin, Worm, Moth, Rostgaard, Lassen, Meyercrone, Muller, Lerche, der senere bliver en Greveslægt og Rosenørn, men i disse Slægter er Københavnerblodet for stærkt, vi træffer dem i Retterne og Kancellierne, i Præstestillinger og Professorater, men meget sjældent i Amtmandsembeder. Fra Landet kommer i det 17. og 18. Aarhundrede kun saare faa. Vi kan nævne Slægten Benzon fra Aalborg, der tæller fire Amtmænd. Af Nordmænd, der i denne Periode er naaet frem til Amtmandsstillinger og har gjort god Fyldest, kan vi nævne Fielsted og Heiberg. De militære Amtmænd midt i Aarhundredet skyldes St. Germain - deres Tid var kort. De borgerlig fødte Amtmænd bliver ret ofte adlede - deres Rang var jo høj - og vi har ofte været i Forlegenhed med, hvor vi skulde anbringe dem i vor foranstaaende l3ehandling af Spm. Adel. Vi har fastholdt at betegne disse efter deres Stand ved Udnævnelsen, selv om vi paa den Maade splittede Slægterne. Biografierne viser os disse Stamfædre til»amtmandsadel«. Den anden herhenhørende Gruppe er Udlændingene, der kom til Landet for at søge Ansættelse i Hæren eller ved Hove. Oftest tyske Godsejeres yngre Sønner af Adel, hyppigst fra Holsten eller Mecklenburg. De mest fremragende blandt disse er Johan Sigismund Schulin, der var en lærd Mand, Plesnerne, Holsteinerne og Levetzauerne. Men Typen belyses bedst ved Slægterne Biilow (8 Amtmænd), Gram (2 Amtmænd), Hauch (3 Amtmænd), Holsten (3 Amtmænd, senere Godsejere), de føromtalte Knuther, Krogh (3 Amtmænd ellers væsentligst Militære), Levetzau (7 Amtmænd og særligt Hofmænd), v. d. Liihe (4 Amtmænd), Liitzow (3 Amtmænd og Godsejere), v. Osten (3 Amtmænd), Plessen (7 Amtmænd, Storgodsejere), Raben (4 Amtmænd, Storgodsejere), Schack (8 Amtmænd og Storgodsejere), Stemann (6 Amtmænd, Jurister), Tillisch (3 Amtmænd), Bardenfleth (4 Amtmænd), Vieregge (3 Amtmænd) og Øertz (2 Amtmænd). Efterkommere af disse Amtmænd blev paa faa Slægter nær helt danske. De første Amtmænd i disse Slægter dukker op ved Hoffef i en noget mere fremrykket Alder, de stiger i Hofcharger og belønnes med et Amt. Oftest gifter de sig med en Amtmandsdatter eller en Godsejerenke og erhverver en Herregaard. Deres Sønner bliver Hofjunkere, deres Adel naturaliseres, og deres Slægt præger ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede vor Embeds- og Militærstand. De bliver Frederik VI's Embedsmænd, der jages paa Flugt af de national-liberale, og deres store Mænd dør omkring Midten af forrige Aarhundrede. De fleste af disse Slægter er nu borte, men vi gamle husker dem endnu fra de sidste Decennier af forrige Aarhundrede. De første begyndte som Stræbere, nogle knækkede Halsen som Hans Caspar v. Platen og adskillige i de onde Aar efter 1814, men de fleste blev Medlemmer af en specielt sproglig tysk præget men dansk fædrelandsk sindet Kreds, der egnede sig fortræffeligt til Administration. Vi træffer ideligt disse Navne, ofte som militære Kommandanter der bliver Amtmænd, meget sjældent som Jurister. Først i 1821 blev det i Loven om juridisk Eksamen bestemt, at Amtmænd skal være juridiske Kandidater med Laud. 20