Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) (vs.1.1: ) Gærdesmutte

Transkript

1 Gærdesmutte Videnskabeligt navn: Troglodytes troglodytes (L) I Danmark yngler en art af slægten Troglodytes, der er en del af gærdesmuttefamilien. Gærdesmuttefamilien som omfatter godt 80 arter, fordelt på 16 slægter, forekommer bortset fra gærdesmutten, udelukkende i Amerika, de fleste i Mellem og Sydamerika. Vor gærdesmutte er således vandret til den gamle verden via Behringsstrædet, igennem hele Asien til Europa. Den findes i et bælte tværs over Canada, og fra Alaskas vestkyst ned igennem det vestlige USA (er dog for nyligt blevet udskilt i tre selvstændige arter, to amerikanske og vor egen gærdesmutte *se nedenfor under Lidt slægtskabsforhold ), og videre i et bælte fra Kamschatka og Japan, ind over det sydlige Asien og Mellemøsten til Europa, hvor den findes over næsten hele regionen, bortset fra det allernordligste. Der er desuden en bestand i det nordligste Afrika (Maghreb). I de nordligste dele af udbredelsesområdet er gærdesmutten trækfugl. I Danmark er den nok overvejende standfugl, men nogle vides at trække bort om vinteren. Verdenspopulationen er stor, tælles i flere hunderede millioner individer, måske i milliardstørrelsen. Der er dog stor usikkerhed omkring tallene, ligesom estimatet af den europæiske bestands andel varierer fra 5-25% (baseret på den gamle opdeling med en art i Amerika og Europa/Asien, der er ingen opgørelser efter artssplittet). Data for gærdesmutte Længde Vingefang Vingelængde Ældste Ynglepar i Art Vægt (g) (cm) (cm) (cm) (år)* DK** Status# Gærdesmutte 9-10 (7-12) ,4-5,5 7 Ca YS/yt/TG/VG * Fund af ringmærkede individer ** 2014 Eget estimat ud fra DOF data og ynglefugleindex. Bestanden fluktuerer meget, afhængigt af vintervejret. Mange går til i hårde vintre, men de har et stort ynglepotentiale. #Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-trækgæst, VG-vintergæst 1

2 Status/træk og vandringer/bestandsfluktueringer De danske gærdesmutter er som nævnt langt overvejende standfugle, selvom der er fundet enkelte danske fugle i det sydøstlige Frankrig helt nede ved Middelhavet. Vore træk og vintergæster kommer hovedsagligt fra det sydlige Norge og Sverige. Som standfugl og på grund af sin lille størrelse, den næstmindste af vore fuglearter (kun undergået af fuglekongen), er gærdesmutten meget påvirkelig af vinterforholdene. I hårde vintre går mange da også til, men deres ynglepotentiale er stort, og populationerne bliver hurtigt genskabt. Halveringer af populationen i en enkelt hård vinter, er da heller ikke ualmindeligt, men efter et par år er den oppe igen. Gærdesmutten er almindelig i hele landet. Levested/habitat Gærdesmutten findes overalt, hvor der er buske, i underskoven, i parker, i hegn og haver. De vil gerne have lidt fugtig jordbund og gerne mindre vandhuller eller vandløb i området. Foretrækker nok løvskov, men findes også i nåletræsbevoksninger. Føde For det meste animalsk føde, bestående af hvirvelløse dyr som insekter, deres larver og pupper, spindlere (edderkopper og mejere) osv. Om vinteren også plantefrø. Illustrationen viser gærdesmuttens placering i fødekæden. Toprovdyr Gærdesmutte Gærdesmutten fortærer et bredt spektrum af hvirvelløse smådyr, insekter, deres larver, snegle, edderkopper mm. Om vinteren i høj grad plantefrø. Den er derfor placeret med hovedvægt på første rovdyrniveau, men også på andet (edderkopper) og som planteæder. Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) 2

3 Fældning De voksne gærdesmutter har en fuldstændig fældning efter ynglesæsonen, begyndende i juli til midten af august, og som afsluttes september til midten af oktober. Nogle individer har også en delvis fældning før yngletiden, fra midten af januar til april, som omfatter en del af kropsfjerene og undertiden nogle vingedækfjer. Ungfuglene har en delvis fældning af dækfjer, sving og halefjer. Omfanget varierer, og sent udrugede fugle fælder kun i meget begrænset omfang. Ynglebiologi Gærdesmuttehannen tiltrækker potentielle hunner til sit territorium ved hjælp af sangen, som i øvrigt er imponerende kraftig for denne lille fugl. I territoriet har hannen bygget flere reder, som hunnen kan vælge imellem. Hunnen polstrer reden indvendigt og færdiggør reden. I mange tilfælde genanvendes reden til andet kuld og også i følgende ynglesæsoner. Reden der er kugleagtig i facon, og består yderst af græsstrå, smågrene, og andet tørt plantemateriale, inderst af mos, hår, fjer, uld totter og dun. Den anlægges i hulheder, og en ofte anvendt placering er i den fritlagte rod på vindfælder, men der er stor variation i placeringen, det kan være stendiger, brændestabler, sågar gamle landsvalereder. Er det et godt territorium med god fødetilgængelighed, kan en han have flere hunner. Tabellen nedenfor angiver hyppigheden af polygami i undersøgelser i en række lande. Det almindeligste er situationen med successivt polygami, hvor et par i et yngleforløb lever i socialt monogami (parringer med andre end den sociale partner kan forekomme), men ved andet kuld, eller ved et mislykket kuld, skiftes ofte partner. Det vil så være hunnen der søger væk, da hannerne er meget trofaste over for det én gang valgte territorium, hvor op til 4 år er eftervist. Holland England Tyskland Polen Familietype % % % % #Monogami #Polygami *50 **50 4 ***>20 #Det almindeligste er at partneren skiftes ud til næste kuld, hvis der er mere end et kuld, dvs. successivt polygami. Polygami angivet i tabellen angiver situationen, hvor en han samtidigt har flere hunner *Flere tilfælde registreret med op til 3 hunner/han **Tilfælde registreret med op til 4 hunner/han ***Kun i tilfælde af gode territiorier Kuldstørrelsen er typisk på 5-7 æg (lyse med rustrøde eller brunlige småpletter), som lægges med en dags mellemrum, de første fra midten af april, og der fortsættes til lidt ind i juni. Hunnen ruger alene i godt to uger, og bliver sjældent fodret af hannen. Hun begynder rugningen lidt efter lidt under æglægningsfasen, og æggene klækkes asynkront inden for en til tre dage. Hannen kan dog hjælpe med til ungefodringen, men kun i monogame forhold, og i territorier med ringe fødegrundlag. Er det et polygamt forhold, er det sjældent, at hannen fodrer ungerne ved reden, men kan dog overtage føringen af et enkelt kuld, når den første hun går i gang med næste kuld. De unge gærdesmutter kan eventuelt anvende en af de øvrige reder i territoriet til overnatning. De fleste når at gennemføre to kuld. 3

4 Yngleforløbet hos Gærdesmutte Gærdesmutten lægger sine 5-7 æg fra midten af april. De har et til to kuld og lægger om hvis et kuld bliver ødelagt. Æggene lægges med intervaller af 1 døgn, og de ruges af hunnen alene, der begynder rugningen i løbet af æglægningsperioden, og de klækkes derfor asynkront indenfor 1-3 dage. Hunnen må selv sørge for føde i rugeperioden. Begge sørger for føde til ungerne, men hannen begynder ofte først efter en uges tid *Det er hannen alene, der fører ungerne når der lægges to kuld. I mange tilfælde overnatter kuldet i en af de ikke benyttede reder i territoriet. Føringstiden varierer en del men er ofte omkring 2 uger. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 4-6 dage Rugning: dage Klækning: 1-3 dage Redetid: dage Føringstid: godt 2 uger* Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Angivelser for første kuld. Andet kuld som ofte har færre æg, gennemføres hurtigere. Marts April Maj Juni Juli August September Fuglehåndbogen på nettet *Lidt slægtskabsforhold Som nævnt ovenfor findes hovedudbredelsen af gærdesmuttearter i Amerika, med over 80 arter, hvor vi kun har én, gærdesmutten, i den gamle verden (Europa og Asien). Indtil for nyligt, blev den amerikanske gærdesmutte og den asiatiske/europæiske gærdesmutte (Troglodytes troglodytes) betragtet som en art, men med en række underformer/arter. I Nordamerika har man tidligere delt gærdesmutten op i tre underformer, østlig, vestlig og aleutisk (Aleuterne er øgruppen imellem Alaska og Sibirien), som kunne 4

5 identificeres, dels på morfologien (udseendet), dels og bedre, på sangen. De lever i overvejende grad i geografisk adskilte bestande, men i et mindre område i de canadiske Rocky Mountains overlapper de østlige og vestlige underformer, og lever side om side i samme habitat, hvor de endog fra år til år kan bytte territorier ud. Man har undersøgt om de to former og hvis, i hvor høj grad, danner hybrider i området hvor de udbredelsesmæssigt overlapper, og det viste sig at man kun i et enkelt tilfælde kunne påvise en hybridform (en hun). Den østlige form er lidt lysere i det end den vestlige, men ellers er de morfologiske forskelle som sådan, ikke statistisk signifikante. Det der derimod skiller dem ad, er sangen. Den østlige synger med lavere maksimum og gennemsnitlig frekvens, end den vestlige, og den veksler også mindre mellem frekvenserne. Hos de fleste fuglearter er det hunnen der vælger partner, og sangen er i den forbindelse et vigtigt udvælgelseskriterium. Det ser således ud til, at det er sangen, der er barrieren imellem de to former af gærdesmutter. De har nu fået egentlig artsstatus, samtidigt med at den europæiske/asiatiske er blevet udskilt som selvstændig art. En art er således blevet til tre, to amerikanske og en europæisk/asiatisk. Måske vil fremtidige undersøgelser også vise, at de europæisk/asiatiske gærdesmutter i realiteten er opdelt i forskellige arter. Eksemplet viser, hvor vigtig adfærd, og her sangen, kan være for artsadskillelsen. I andre tilfælde er det udseendet, som f.eks. hos ænderne, hvor hannerne er spektakulært og artsmæssigt forskelligt farvede. Alder/dødelighed Den gennemsnitlige levealder for gærdesmutter er lav, måske 1-1½ år, og dødeligheden ligger for ungfugle på 60-75%/år og for voksne fugle mellem 50-65%. I hårde vintre er det sandsynligt at kun få uerfarne ungfugle overlever. 5