Prædiken Fastelavns søndag. Holdt i Hinge kl og i Thorning kl

Transkript

1 Prædiken Fastelavns søndag. Holdt i Hinge kl og i Thorning kl Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:»se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham:»det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«da råbte han:»jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«de, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: Davids søn, forbarm dig over mig! Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham:»hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?«han svarede:»herre, at jeg må kunne se. Og Jesus sagde til ham:»bliv seende, din tro har frelst dig.«straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43 Herre. Giv os at se dig, som tiggeren uden for Jeriko fik øje for dig og dit rige. Erfaringen af ydmygelse, utilstrækkelighed og menneskelig undergang løber som en stærk understrøm gennem de tre lidelseshistorier, dagens prædiken skal bringe i centrum. I dag skal vi tale om erfaringer af vanskabthed, blindhed og ensomhed. I alle tre tilfælde fejes historiens hovedperson af banen af tilværelsens iboende ubarmhjertighed. Overset, ugleset og uset. De tre mennesker, vi skal møde, har åbenlyst vanskeligt ved at magte livet. De er marginaliseret, de er sat uden for de levendes kreds og holdt ude fra det 7/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 menneskelige fællesskab. De har, kan vi vel sige, fået en skæbne, ingen af os ønsker at dele. Det havde måske været lettere at tale til og ikke om dem. For så blev vi i det mindste inddraget i deres liv. Ikke som et offer på linje med dem, men dog som en, der kan vise indlevelse, medleven og medfølelse. Og det er præcis stikordet for dagens evangelium: Vis medfølelse med de lidende. Lad dem få kærligheden at føle. Se din næste, som hun eller han er. Prædikenens første hovedperson, Hans Peter Kierkegaard, fik en dag et brev fra sin noget mere kendte fætter, Søren Aaby Kierkegaard. Et nytårsbrev, som var skrevet med den største indfølelse og medfølelse. Skrevet til én, der var krøbling. Skrevet til et af de mennesker, vi har alt for let ved at overse. Måske fordi vi får ondt over, at vi selv kunne have fået samme skæbne. Kierkegaard skriver til fætteren: Glem for alt ikke den pligt at elske dig selv. Lad det, at du på en måde er sat uden for livet, forhindret fra at gribe virksom ind deri; lad det at du i en travl verdens dumme øjne er til overflod, lad det for alt ikke berøve dig forestillingen om dig selv, som havde for os en alvis styrelses kærlige øje dit liv, hvis det føres i inderlighed, ikke lige så megen betydning og gyldighed som ethvert andet menneskes, og adskillig mere end travlhedens travle, travlere, travleste hastværk med at spilde livet og at tabe sig selv. Lad os lige resumere det væsentligste. Det, der iflg. Kierkegaard er en pligt: Glem ikke at elske dig selv! Disse ord burde stå over indgangen til ethvert sygehus og plejehjem. Til enhver varmestue og ethvert jobcenter. I den almægtiges øjne er du ikke overflødig, men af uendelig betydning. Du har en umistelig værdi, uanset hvor værdiløst andre end regner dig for at være. Derfor gælder det videre: Lad ikke andres dom slå indad. For det vil med sikkerhed slå udad igen. Og i hvert fald så slå dig ud. Nej, glæd dig roligt over dig selv. For du har en uendelig og umistelig værdi i den gode Guds øjne. Og går du tilmed selv rundt og er rask og sund, så glem for alt i verden ikke at elske en anden end dig selv, din næste. Kierkegaards brev lyser af medfølelse. Han forærer sin udklasserede fætter et sprog, som denne fremover kan bruge, når han ikke kan magte sit liv. Otte ord det er så kortfattet, at man faktisk også kan tro på, at man kan huske det. Nemlig: 7/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Du har pligt til at elske mig selv! I større eller mindre målestok har vi alle oplevet, at stor smerte og stærk lidelse slår os ud og næsten kan lamme os. Ordene slår ikke længere til. Det er en chokerende hændelse og en voldsom erfaring at gøre sig. Vi bliver stumme, vi mister mælet. Over for det vi ikke kan gribe om. Ikke begribe, men som griber om os. Vi lider i stilhed. Og hvad værre er. Vi lider af en stumhed, der opleves som en lammende stilstand. Derfor. Elsk din næste, som lider af stumhed. Læg hende eller ham ordene i munden, indtil hun eller han igen kan tale. Giv din næste ord til at tale om det uudsigelige som Søren Kierkegaard gjorde. Den anden hovedperson er tiggeren, vi møder i evangeliefortællingen. Tiggeren, som er ramt af blindhed. Han bliver ikke blot overset, men ugleset. Men han holder fast. Han fastholder sproget og giver sin klage ord. Selv om disciplene prøver at lukke munden på ham, lader han sig ikke kue. Trods sin lidelse har han stadig ordet i sin magt. Ordets magt bruger han til at hæve den forbandelse, der er forbundet med det at være blind: at han er lukket inde i sin egen verden og tilmed bliver mistænkt for selv at have forvoldt sin blindhed ved en eller anden skjult synd. For det var tankegangen, dengang. Den blinde tigger finder på ord, som forløser. Høje råb. Skrig skreget ud. Nødråb råbt i den yderste nød. Henvendt til Jesus og sammenfattet i fire ord: Forbarm dig over mig! Ordene stødes ud i luften. De bryder tavsheden og baner vej for noget nyt, som ændrer den blindes situation. For altid. Blindhed kan gøre stum, men den blindes ord slår et hul i muren. Vha. ordene finder han vej ud af lidelsen. For Jesus griber ordene og gør alting nyt. Fordi det nu en gang er Guds søns lod hér i verden. At gøre alting nyt for det menneske, han møder på sin vej. Den tredje hovedperson er Jesus selv. En ting er at lide under egen blindhed. Det gjorde tiggeren, der sad ved vejen uden for Jeriko. Noget ganske andet er at lide under andres blindhed. Andres blindhed, der bestandig gør, at de ikke ser en. Denne skæbne rammer Jesus, da han fortæller disciplene om sin snarlige lidelse, død og opstandelse. De kan ikke se det. De forstår det slet ikke. Jesu ord er skjulte ord for dem, hedder det med en lidt pudsig vending. De hører dem, men 7/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 hører dem på samme tid ikke. Det skjulte kan trækkes frem i lyset, men det er bestemt ikke disciplenes sag. Deres uforstand kaster Jesus tilbage; tilbage til sig selv, alene og ensom. Han bliver bragt til tavshed. Alt står stille. Måske er det det, Lukas vil fortælle, når vi bevæger os så hurtigt fra de uforstående disciple til optrinnet med tiggeren derude på vejen til Jeriko. Han vil fortælle, at der ikke er mere at sige. Ordene er brugt op. Det forbliver skjulte ord. Der er ikke mere at sige, når de ikke vil forstå det skjulte. Jesus bliver slået af stumhed over disciplenes reaktion. Af at de ikke er i stand til at se det, der udspiller sig lige foran dem. De ser ham ikke. Uset og usynlig går han gennem verden. Selv hans nærmeste ser ham ikke, som den han er. Men det slår ham ikke ud. Da han hører tiggerens råb, tager han straks til orde og forandrer alt for den blinde med to virksomme ord: Bliv seende! Og manden troede og så. Det virkeligt bevægende ved historien er, at Jesus ikke kan gøre noget ved sin egen ensomhed; at han ikke kan ændre på, at hans nærmeste ikke ser ham som den han er. Men så meget mere gør han for at hjælpe den blinde tilbage til livet. Det er en guddommelig uselviskhed af en anden verden. I kærlighedens lovsang, som Paulus skriver til de kristne i Korinth, står der om kærligheden, at den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Altså, ikke blot noget eller en hel del, men alt. Det hele! Det er en præcis beskrivelse af, hvad Jesus gør på vejen ind mod Jeriko. Han handler som Gud selv ville have gjort. Derved viser han sig som Gud selv. At han som Gud er med os i lidelsen, ligesom han dengang var med den blinde mand ved Jeriko. Gud dør på korset af kærlighed til mennesket. Det er også Kierkegaards formulering og den måske vigtigste tanke i kristendommen. Gud dør af kærlighed til mennesket. Det betyder, at Guds egen død er en kærlighedsgerning. At Gud går ind i lidelsen, for at vi ikke længere skal være alene i den. At Gud træder ind i døden, for at vi ikke længere skal overlades til den alene. I det øjeblik hvor selv sproget svigter os, kommer Gud til os. I gravens mørke står Gud klar til at gribe os. 7/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Gud elsker os så højt, at han er gået ind i den uskyldiges død. Ind i den ultimative lidelse for vores skyld. I kristendommen hører lidelse og kærlighed sammen. Lidelsen og kærligheden er bundet sammen af, at Gud selv døde, men blev levende igen. For at vi må leve i ham hinsides al lidelse, forgængelige og meningsløshed. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 7/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5