Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død.

Transkript

1 Reduktion i godtgørelse og erstatning som følge af mellemkommende død. (Årsberetning 2005) Mellemkommende død er et erstatningsretligt begreb, der medfører, at den skadelidtes erstatnings-og godtgørelseskrav kan reduceres. I erstatningsretlig terminologi taler man om mellemkommende død, når en skadelidt, der har krav på en erstatning eller godtgørelse i henhold til erstatningsansvarsloven, dør, inden erstatningen er udbetalt. Begrebet og konsekvenserne af mellemkommende død fremgår ikke af selve erstatningsansvarsloven, men er udviklet gennem retspraksis. Problemstillingen er aktuel, uanset om dødsfaldet skyldes selve tilskadekomsten (patientskaden) eller andre årsager. Principperne om reduktion for mellemkommende død gælder ved siden af de almindelige principper om aldersreduktion, som fremgår direkte af erstatningsansvarsloven. Reduktion for mellemkommende død er kun aktuel, hvis erstatningskravet falder i arv. Krav på erstatning falder i arv uden begrænsninger, mens krav på godtgørelse jf. erstatningsansvarslovens 18, stk. 2, falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg. I en dom af 16. december 2002 (U H) har Højesteret for krav omfattet af patientforsikringsloven fastslået, at man kan sidestille anmeldelse til Patientforsikringen med sagsanlæg. Denne forståelse er da også, som anført af Højesteret, i overensstemmelse med Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets praksis siden patientforsikringslovens vedtagelse i Det betyder, at godtgørelse i anledning af en patientskade falder i arv, når kravet er anmeldt til Patientforsikringen. Spørgsmålet om eventuel reduktion for mellemkommende død opstår kun ved varige og ikke ved midlertidige erstatninger og godtgørelser, da de midlertidige poster som f.eks. helbredelsesudgifter og andet tab ( 1), tabt arbejdsfortjeneste ( 2) og svie og smerte ( 3) kun vedrører den tid, der er gået, inden patienten er afgået ved døden. Der foretages derfor ikke reduktion i de midlertidige poster, da tabet eller ulempen allerede har haft virkning for den skadelidte, i modsætning til de varige poster som mén og erhvervsevnetab, som dækker ulemper og indtægtsnedgang i skadelidtes fremtidige liv. Da der som ovenfor anført ikke findes bestemmelser i erstatningsansvarsloven, der direkte regulerer spørgsmålet om mellemkommende død, må retningslinjerne for reduktion udelukkende udledes af retspraksis. Nedsættelsen sker under hensyn til, hvor lang tid den skadelidte nåede at leve med skaden.

2 Jo længere tid, der er gået fra skadestidspunktet til dødsfaldet, jo mere vil den skadelidte i perioden faktisk have oplevet ulemper i den daglige livsførelse (mén) og varig indtægtsnedgang (erhvervsevnetab). Retspraksis er imidlertid ikke helt entydig, idet perioden, hvor skadelidte nåede at leve med skaden, ses at være afgrænset lidt forskelligt. I det følgende vil der blive gennemgået nogle eksempler på domstolenes og Patientskadeankenævnets praksis vedrørende reduktion for mellemkommende død for så vidt angår skader hos henholdsvis voksne og børn. Reduktion i sager vedrørende voksne. Med udgangspunkt i retspraksis anvender Patientskadeankenævnet følgende retningslinjer for reduktion ved mellemkommende død hos voksne: Levetid i 1-6 måneder efter skaden nedsættelse med 4/5. Levetid i 7-20 måneder efter skaden nedsættelse med 2/3. Levetid i 20 måneder til 3-4 år efter skaden nedsættelse med 1/3. Levetid i cirka 3-4 år eller mere efter skaden ingen nedsættelse. Som eksempel på reduktion for mellemkommende død kan nævnes Højesterets dom af 11. maj 2005 (U H), hvoraf det blandt andet fremgår følgende:.i den foreliggende situation, hvor.. først afgik ved døden ca. 5 ½ år efter den skadevoldende adfærd, finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte erstatningen for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Denne dom er i overensstemmelse med hidtidig retspraksis, som har vist, at reduktion formentlig er udelukket, når den skadelidte nåede at leve med skaden i mere end 3-4 år. Som eksempel på reduktion for mellemkommende død fra nævnets praksis kan nævnes følgende sag:

3 J.nr reduktion for mellemkommende død hos en voksen. Sagen drejede sig om en kvinde, der i februar 1999 fik konstateret kræft i venstre bryst. Den 1. marts 1999 fik hun på sygehus A foretaget fjernelse af venstre bryst og 13 lymfeknuder fra armhulen. Man fandt spredning af kræftsvulsten (metastase) til 1 ud af de 13 lymfeknuder. Kvinden fik tilbudt behandling i form af strålebehandling mod brystkassen og enten kemoterapi eller strålebehandling mod æggestokkene. I begge tilfælde skulle behandlingen efterfølges af 5 års Tamoxifenbehandling. Efterbehandlingen skulle foregå på et andet sygehus B. Som følge af en kommunikationsbrist mellem sygehus A og sygehus B blev behandling med Tamoxifen iværksat med betydelig forsinkelse. Det fremgår af et journalnotat af 17. december 2001, at man måtte frygte, at der var tale om recidiv, og at behandlingen med Tamoxifen ikke var iværksat. Kvindens helbredstilstand blev fra dette tidspunkt stadig forværret. Hun afgik ved døden den 7. april Forinden var der foretaget en anmeldelse af forløbet til Patientforsikringen. Patientforsikringen fandt, at hun ikke var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade, men Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse, således at kvinden blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af en forringet prognose som følge af forsinket iværksættelse af behandling med Tamoxifen. Patientforsikringen fastsatte skadestidspunktet til den 17. december 2001, og kvinden havde således levet med patientskaden ca. 16 måneder. Der blev bl.a. tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 100 % reduceret med 2/3 på grund af tidsforløbet, indtil kvinden afgik ved døden (mellemkommende død) og reduceret med ½ på grund af grundlidelsen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår varigt mén, fremgik følgende af nævnets afgørelse:.nævnet finder, at (K s) samlede varige mén er 100 % som fastsat af Patientforsikringen. Der er i den forbindelse lagt vægt på Arbejdsskadestyrelsens méntabel, hvorefter inoperabel kræft skal vurderes til en méngrad på 100 %. Det er imidlertid nævnets vurdering, at (K s) grundsygdom i form af brystkræft med metastaser til lunge, lever, knogle og hjerne selv med rettidig behandling med Tamoxifen i sig selv udgjorde en meget alvorlig tilstand med betydelig risiko for recidiv.

4 Nævnet finder således, at det af Patientforsikringen fastsatte skøn over fordeling mellem grundlidelse og patientskade, hvorefter grundlidelsen tilskrives cirka 50 % og patientskaden 50 %, skal lægges til grund for opgørelsen af det varige mén. Dette findes endvidere at være i fuld overensstemmelse med nævnets tidligere afgørelse i sagen. Af denne fremgår det således, at.nævnet finder, at (K s) prognose er blevet væsentligt forringet som følge af den manglende efterbehandling.nævnet finder imidlertid, at også grundsygdommens udvikling med overvejende sandsynlighed har været medvirkende årsag til recidiv af kræftsygdommen, hvorfor ikke alle (K s) symptomer var en følge af patientskaden. Når skadelidte afgår ved døden, inden godtgørelsen er udbetalt, skal der ifølge retspraksis ske en reduktion af den takstmæssige méngodtgørelse, der ikke udbetales til skadelidte, men falder i arv. Der lægges herved vægt på, hvor længe skadelidte nåede at leve med generne efter skaden. (K) afgik ved døden knapt 16 måneder efter skaden. I henhold til praksis vil godtgørelsen for varigt mén derfor skulle reduceres med 2/3. For så vidt angår reduktionen af godtgørelsen som følge af såvel kortere levetid som konkurrerende grundlidelse skal nævnet bemærke, at godtgørelse for varigt mén ikke er en kompensation for forventet levetid, men en kompensation for de gener, patienten vil have i resten af sin levetid. Hvis en patient derfor må forventes at skulle leve i væsentligt kortere tid end andre på samme alder, enten som følge af sin grundsygdom eller som følge af den påførte skade, er det i erstatningsretlig teori og praksis antaget, at der bør ske en rimelig justering af erstatningskravet. Endvidere ydes der efter patientforsikringsloven alene godtgørelse for patientskadens og ikke for grundlidelsens følger. Reduktion i sager vedrørende børn. Patientskadeankenævnet har kun behandlet ganske få sager, hvor det har været aktuelt med fradrag for mellemkommende død i forbindelse med opgørelsen af en patientskade for et barn. Det er Patientskadeankenævnets praksis, at der ved et barn skal ske større reduktion af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, end hos en voksen skadelidt.

5 Der foreligger kun begrænset retspraksis vedrørende emnet, herunder Vestre Landsrets dom af 6. januar 1994 (U V). Retssagen drejede sig om et barn, der ved en ulykke den 2. februar 1990 var blevet 100 % invalid, og som senere afgik ved døden den 15. april Barnet var 12 år ved dødsfaldet. Der var inden dødsfaldet fra forsikringsselskabets side fremsendt et tilbud om méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, som værgerne imidlertid ikke nåede at acceptere. Forsikringsselskabet anså derfor dette for bortfaldet ved skadelidtes død, og udbetalte under hensyntagen til dødsfaldet en godtgørelse svarende til 50 % mén, men ingen erstatning for tab af erhvervsevne. Værgerne indbragte sagen for landsretten med principal påstand om, at forsikringsselskabet havde givet et bindende tilsagn om udbetaling af godtgørelse til skadelidte, og at dette ikke kunne anses for bortfaldet ved skadelidtes død. Subsidiært påstod sagsøgeren en mindre nedsættelse af de beløb, som skadelidte havde krav på. Landsretten fandt, at det oprindelige tilbud måtte anses for bortfaldet, da skadelidtes værger ikke inden skadelidtes død havde accepteret tilbuddet. Landsretten fandt under henvisning til forarbejderne, at der uanset barnets alder ved dødsfaldet burde tilkendes erstatning for tabt erhvervsevne. Herefter udtalte Landsretten:.Ved fastsættelsen af godtgørelsen for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne findes der at burde tages hensyn til den tid, der er forløbet mellem ulykkestidspunktet og dødsfaldet, og til, at der på tidspunktet for dødsfaldet i princippet var enighed om størrelsen af de beløb, der tilkom S. Ved fastsættelsen findes der tillige at burde tages hensyn til S s alder, da han afgik ved døden. Der findes herefter ikke at burde tilkendes noget yderligere beløb i godtgørelse for varigt mén, og erstatningen for tab af erhvervsevne findes at burde nedsættes til 1/3 Det fremgår direkte af denne doms præmisser, at der, udover den tid, der er forløbet mellem ulykkestidspunktet og dødsfaldet, også er taget hensyn til skadelidtes alder. Følgende sag er et eksempel på reduktion for mellemkommende død hos et barn fra Patientskadeankenævnets praksis. J.nr reduktion for mellemkommende død hos et barn.

6 Sagen drejede sig om et barn født den 22. marts Om morgenen den 22. marts 1999 henvendte moderen sig på sygehuset, idet hun havde haft veer siden ved 04-tiden. I løbet af dagen fik moderen tiltagende veer, fødslen skred planmæssigt frem, og man konstaterede regelmæssigt undervejs god hjertelyd hos barnet. Det fremgår ikke af journalen, at der i forbindelse med den sidst del af fødslen blev lyttet efter hjertelyd hos barnet, og kl fødte hun en bleg, slap dreng med navlesnoren en gang rundt om halsen. Han havde ingen respiration, fik Apgar 3/1, 5/5, hvilket er udtryk for påvirket tilstand, og navlesnors ph blev målt til 6,8, hvilket er udtryk for iltmangel. Det blev efterfølgende konstateret, at drengen var svært hjerneskadet. Drengen blev anbragt på døgninstitution og afgik ved døden den 10. januar Patientforsikringen fandt, at barnet ikke var påført en efter patientforsikringsloven erstatningsberettigende skade, da en erfaren specialist ikke ville have handlet anderledes. Patientskadeankenævnet ændrede imidlertid afgørelsen således, at barnet blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende hjerneskade, da man ikke fandt det dokumenteret, at der under den sidste del af fødslen var lyttet efter hjertelyd. Patientforsikringen lagde ved erstatningsopgørelsen til grund, at barnet havde levet ca. 4 år og 10 måneder med skaden. Der blev bl.a. tilkendt en godtgørelse svarende til en méngrad på 100 % med reduktion på ¼ og erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven 8 med reduktion på ¼. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår varigt mén, fremgik følgende af nævnets afgørelse:.nævnet finder, at (M s) varige mén som følge af patientskaden er 100 % som fastsat af Patientforsikringen. Der er herved lagt vægt på beskrivelse af 27. april 2003 af (M) fra Specialbørnehjemmet C. Der findes efter nævnets vurdering ikke tilstrækkeligt grundlag for at forhøje méngraden til 120 %, som det er muligt i helt særlige tilfælde, henset til, at (M) havde et vist funktionsniveau til trods for de meget alvorlige følger af den anerkendte patientskade. (M s) godtgørelse udgør således isoleret set kr. svarende til en méngrad på 100 %. Nævnet kan imidlertid tiltræde, at der skal ske en reduktion af godtgørelsen med ¼.

7 Hvis skadelidte afgår ved døden, inden erstatningen er opgjort, vil erstatningen og/eller godtgørelsen falde i arv, jf. erstatningsansvarslovens 18, stk. 2. Da der er tale om kompensation tiltænkt den skadelidte, foretages der efter praksis en vis rimelig nedsættelse af erstatningen eller godtgørelsen i disse tilfælde. Ved vurderingen af, hvor meget erstatningen skal nedsættes, lægges der afgørende vægt på, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden. Efter en samlet vurdering, herunder under hensyntagen til, at der er tale om en sag vedrørende et mindre barn, kan nævnet tiltræde, at (M s) godtgørelse for varigt mén skønsmæssigt reduceres med ¼. Ved tiltrædelsen af erstatningen for erhvervsevnetabet henviste nævnet til begrundelsen for reduktion for godtgørelse for varigt mén. Således nåede barnet i sagen at leve med sin skade i cirka 4 år og 10 måneder, og såfremt der havde været tale om en voksen skadelidt, ville der som udgangspunkt jf. ovenstående ikke skulle ske reduktion. Sagen viser, at der i overensstemmelse med ovennævnte landsretsdom, er lagt vægt på skadelidtes alder.