Bilag 3 Informant 3. (smalltalk inden interviewet)

Transkript

1 Bilag 3 3 (smalltalk inden interviewet) Jeg skal i første omgang gøre opmærksom på anonymitet, da jeg vil lave et kort afsnit i forhold til præsentation af informanten, og om du vil sløres i det. Nej, det er helt okay. Og så skal jeg jo selvfølgelig også lige gøre opmærksom på, at der ikke er nogle rigtige eller forkerte svar. Det er din fortolkning, jeg ønsker. Og hvis der er behov for en pause, må du endelig også sige til. Ja. I første omgang, vil jeg gerne høre, hvordan livet så ud før du pådrog dig skaden? Før jeg kørte galt, der var jeg kommet ud af et forhold, der ikke havde været godt og jeg var på vej op igen. Jeg læste til pædagog og var lige startet på min første lønnet praktik og boede dengang i Esbjerg og spillede håndbold, havde et fritidsjob ved siden af mine studier, gik til festivaller og jaaa. Levede livet, som en ikke helt ung studerende gør, for jeg var jo omkring de 30 år da det skete. Hvad årstal kørte du galt? Jeg kørte galt i Så jeg var 31 år, da jeg kørte galt. Øhm hvad var det, jeg skulle svare på. Det var, hvordan dit liv så ud før. Ja, jeg var aktiv, og havde fingrene med i alt. Og syntes, at jeg kunne det hele og overskue det hele. Jeg havde da selvfølgelig nogle ting, jeg også sloges med, et ikke helt så optimalt selvværd og som man jo ikke har. Jeg havde været sammen med en der slog mig, og det var jeg kommet ud af, og var meget stædig, og vidste hvad jeg ville. Jeg accepterede ikke et nej, hvis det var noget, jeg ville. Også igennem vores studier. Vores første eksamen lavede vi et kæmpe projekt, der hvor jeg havde været i øvelsespraktik. Jeg havde det sådan, at vi skal jo prøve det hele, det kan jo sagtens lade sig gøre. 1

2 Så du havde en følelse af, at du bare kunne klare det hele? JA, jeg troede også jeg kunne flyve, jeg er godt klar over i dag, hvor jeg er blevet mere voksen, men jeg havde aldrig bare accepteret det og sagt, det er alt for hårdt. Sådan var jeg ikke. Hvordan var forløbet? Du kørte galt og hvad skete der så? Så lå jeg jo på sygehuset. Det kunne jeg godt se, når jeg kiggede i spejlet. Jeg sov rigtig rigtig meget og så blev jeg overflyttet til Esbjerg sygehus. Hvor lang tid lå du på Århus? Omkring en uges tid tror jeg og små 14. Dage i Esbjerg. Jeg havde også fået sting i knæet. Og jeg fik at vide, at de skulle ud den og den dag, og da de klokken halv ti om aftenen ikke var kommet, så fungerede det bare ikke i mit hovedet. De havde jo sagt, at de ville komme og nu havde de glemt mig og det hele ville gro sammen, det var jeg sikker på. Så jeg gik ned og tog den saks man klippede blomster med og så klippede jeg dem selv ud. Du har sikkert hørt mange mærkelige historier og jeg kan grine af den dag i dag, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg gemte mine piller for jeg synes jo ikke, at jeg var syg. Jeg har aldrig skulle tage piller, det har jeg aldrig villet, så dem gemte jeg jo. Du lå på Esbjerg i 2 uger, hvad så efter Esbjerg? Jamen jeg havde tidligere været i noget terapi behandling grundet min ekskæreste, og det fik jeg lov til at fortsætte med der og da jeg havde været til en behandling der så kom jeg op og ville udskrives. Så følte jeg selv, at jeg havde det helt fantastisk. De valgte så, at jeg godt måtte blive udskrevet hjem til mine forældre, og det gjorde jeg. Og der lå jeg i en soveseng inde i stuen i 14. Dage til vi var ved at rive hovederne af hinanden. Og så flyttede jeg hjem til mig selv i Esbjerg. Det var omkring februar og til påske startede jeg igen i min første rigtige lønnet praktik. Og det gik simpelthen ikke, men jeg skulle jo i gang. Fordi det var en uddannelse, hvor hvis man var syg i mere end 6 uger, så skulle man gå forløbet om. Og det blev jeg så nødt til, jeg gik hjem og vare sygemeldt indtil 1. August. Så startede jeg igen i lønnet praktik det samme sted og den bestod jeg også og kom så tilbage til pædagog seminariet året efter, jeg var kørt galt. Bestod også min første eksamen efter 3 måneder og så blev jeg så sygemeldt 14. Dage før jeg skulle have været op til min anden eksamen. Men der var jeg højgravid med den store jeg har, ham var jeg blevet gravid med et halvt års tid siden efter jeg var kørt galt. Blev du sygemeldt grundet graviditeten eller hjerneskaden. 2

3 Det var psykisk, jeg kunne slet ikke overskue tingene på skolen, jeg var stresset. Men jeg blev sygemeldt grundet min graviditet, og at den ikke skulle belaste den. Hvordan ser din hverdag ud i dag? I dag har jeg jo en pension. Hvornår fik du tilkendt den? Jamen det gjorde jeg meget meget hurtigt i Hvad var tilkendelsesgrundlaget? Grundlaget var, at jeg var på Vejlefjord i 2004 endelig. Jeg gik ind til lægen og fortalte, hvordan jeg havde det, og at der var en på et tidspunkt, der havde talt om Vejlefjord, og der havde jeg endnu ikke fået diagnosen hjerneskade. Så vi er faktisk 2 år efter ulykken nu? Ja det er vi januar Jeg gik til lægen og sagde, at jeg ville have en henvisning og han sagde, hvad fanden skulle jeg dog der, du er jo ikke syg på den måde. Så sagde jeg, at det vil jeg have, for jeg har en gang hørt, og det skal de vurdere. Og så kom jeg til samtale derop i januar og jeg sagde, at hvis jeg skulle starte, så skulle det være i marts. De sagde, at de pladser var taget, og så sagde jeg, at så kunne vi lige så godt stoppe det nu. For til august ville min søn være 1 år, og det skulle være nu mens han var helt lille. Jeg kom så ind og mens jeg var på Vejlefjord, der fandt jeg ud af det. Jeg havde rigtig svært ved, da de sagde, at jeg skulle ringe til Esbjerg pædagogseminariet og sige, at jeg ikke kom tilbage. Det kunne jeg simpelthen ikke, det tog mig så lang tid. De kaldte så min socialrådgiver ind til samtale, hende og jeg havde haft mange konflikter, og da hun sidder deroppe og hører hvordan jeg har det og hvorfor jeg har været sådan overfor hende. Det sidder hun med tåre i øjnene. Og de siger deroppe, at der er ingen grund til at sende mig ud i jobprøvning for det kan hun ikke, og det synes jeg, at hun har bevidst på pædagog seminariet det sidste år. Det magter hun ikke. Hvad der har ramt den her socialrådgiver, det ved jeg ikke. Det var i juli det her, og 1. September fik jeg min første pension udbetalt. 3

4 Boede du på Vejlefjord? Ja, det gjorde jeg i 12 uger, hvor vi var hjemme i weekenderne. Og hvad lavede I på Vejlefjord? Jamen det er jo genoptræning i, at få hverdagen til at fungere. For mig var det meget psykologisk, jeg gik meget til psykolog deroppe. Fordi for mig har det handlet meget om at acceptere det og forstå det. Hvad har du haft behov for at acceptere? Du fremstår jo ikke fysisk ramt? Jamen at jeg var ramt kognitivt og at jeg ikke havde så meget overskud. Jeg bliver meget hurtigere træt mentalt, hvorimod at jeg bliver aldrig fysisk træt. Hvordan påvirker det dig kognitivt? Jeg kan meget hurtigt blive irritabel på mennesker, og jeg vender på en hånd, det siger sjuuu. Og så får de den smidt lige tilbage i nakken. Jeg er lynende hurtig på min tilbage reaktion på noget jeg synes, er uretfærdigt. Det er ikke så slemt mere, det har været meget meget værre. Og så har jeg rigtig svært ved at holde for meget uro ud og for mange mennesker i for lang tid ad gangen. Så det sociale samvær? Ja, det kan godt give mig problemer. Fordi jeg er den person stadigvæk, der rigtig meget tager over, dvs. At når jeg siger ja til noget, påtager jeg mig det overordnet ansvar. Og det trætter mig rigtig rigtig meget, og så bliver jeg irritabel, og så kan jeg komme til at sige tingene på en forkert måde. Og så bliver de sure på mig, for de ved jo ikke at jeg er hjerneskadet. Du kan ikke se det, og de kan ikke se det. Og hvis vi havde siddet i en helt andet sammenhæng, så ville du heller ikke kunne høre det på mig. Det er der nogle gange nogen, der siger til mig du kan da ikke være hjerneskadet, du er jo ikke dum. Men nu skal I huske, at hjerneskade ikke har noget med intelligens at gøre, det har noget med rigtig mange andre ting. Jeg siger ja til for mange ting, og så knækker filmen. Og så lukker jeg mig inde herhjemme. Vil du ikke prøve at beskrive hverdagen i dag? 4

5 Det er lidt ligesom bakke op, bakke ned herhjemme. Når jeg har det godt, så kører vores hverdag helt fantastisk. Så får jeg lavet vores boller og jeg får lavet vores aftensmad. Jeg kan hjælpe ungerne, vi kan pjatte og vi kan hygge og så kommer der et tidspunkt, hvor jeg har gjort det i for lang tid uden at passe på mig selv. Og så får jeg en mental nedtur og så kan jeg kun ligge på sofaen, jeg får ondt i kroppen og jeg bliver sur, irritabel og ked af det. Hvor lang tid varer de her nedture? Nu er det lidt svært lige nu, men de har gået til at vare omkring 14. Dage. Men nu døde min mor i december og min svoger her i februar, så jeg er ikke kommet ovenpå endnu. Selvom det måske er meget normalt at være ked af det, så rammer det mig ekstra hårdt, fordi jeg også går herhjemme og keder mig. Og kan hele tiden huske mig selv på det. Men jeg vil sige, at når jeg falder helt ned, så omkring et par uger, hvor jeg ikke kan særligt meget andet end det jeg absolut skal. Har Vejlefjord sagt noget om hvilken form for hjerneskade du har? De har sagt, at min sidder i frontallappen. Jeg har fået nogle ting at vide, hvordan det påvirkede mig, og så har jeg fået at vide af nogle, at det er slet ikke sådan. Hvad med i forhold til støtte fra kommunen får du det? Nej. Det gør jeg ikke. Går du til nogle tilbud gennem kommunen? Nej, i Esbjerg kommune har vi sådan noget jeg har haft hjemmehosser og sådan noget, og der gik de så over og lavede noget, der hedder kræftcenteret i Ribe, der hænger sammen med psykiatrien. Og der har jeg også været inde. Det hele stoppede faktisk, da jeg fik ny støtte person. Jeg fik en støtte person, som jeg engang havde haft, og jeg ved godt at regler er som regler er, men hende og jeg kunne ikke sammen. Og vi kan ikke sammen overhovedet. Det duer simpelthen ikke. Så du havde en bostøtte i et stykke tid? 5

6 Ja, jeg havde det da børnene var små, og så har det været væk, og så er filmen knækket igen efter skilsmissen. Og så var jeg så heldig, at hende jeg fik var en gammel folkeskole veninde. Vi havde ikke haft kontakt i nogle år. Og det hun havde sagt var, at I skal vide, at Gitte og jeg har gået i skole sammen, men vi har ikke haft kontakt i nogle år, så vi fik lov til, at vi selv kunne finde ud af, om vi kunne gøre det. Og det kunne vi, og det er simpelthen det bedste, der nogensinde er sket for mig. Fordi hun fik mig på rette spor. Jeg følte mig ikke fordømt og jeg følte, at det var okay, at jeg ikke kunne. Hvor tit kom hun? Til start, kom hun 2 timer, 2 gange om ugen. Hvor lang en periode foregik det? 1 års tid. Hvornår stoppede I så? Jamen det gik så ned til én gang om ugen, og så blev det til hver 14.dag og så var det, at jeg så fik den nye, fordi hun blev overflyttet til Esbjerg. Så jeg vidste godt, at jeg skulle have en ny, men jeg havde jo så håbet, at det lige præcis ikke blev hende, for jeg havde sagt, at hende skulle jeg ikke have. Men hun kom så, og så blev jeg flyttet ind til kræft centeret i Ribe, hvor jeg gik til nogle ting, meeen det. Var det et aktivitetscenter? Jaaa, det var det, hvor man kunne komme i nogle grupper, så var der grupper om fremtiden og nogle med motion. Men jeg var den eneste med en sen- hjerneskade, de andre havde psykiske diagnoser. Ikke noget forkert i det, men på det tidspunkt var jeg noget længere. Jeg var ikke der, hvor jeg hele tiden skulle tale om, hvor svært det var. Og jeg kunne mærke, at jeg blev ked af det når jeg kom hjem derfra for jeg kunne ikke rumme dem. De lavede sådan en kvindegruppe derinde og jeg synes, at det var helt fantastisk. Man havde nogle, at tage ud og spise med og tage i biografen med, nogle at gøre nogle ting med. Men jeg var i det stik modsatte, jeg havde behov for nogle, jeg kunne komme ind og læsse af til. Fordi jeg har masser af veninder jeg kan tage i bio med og ud og spise med, jeg har bare svært ved at nå det, fordi jeg er alene mor med to børn, som kun er ved deres far hver anden weekend. Det havde jeg jo ikke behov for. De spurgte tit, om jeg ikke skulle med, men jeg prioritere ikke at have 6

7 barnepige og komme ud med nogle mennesker, der ikke havde den store relation til mig. Når jeg har veninde, der står og råber for at få en aftale. Så der var jeg nødt til at melde fra. Men jeg er et socialt mennesker, og hvis jeg skal nogle arrangementer med børnene, så vil jeg heller tage med, og så ved jeg bare, at jeg ikke skal noget de efterfølgende 2 dage, fordi jeg er træt. I stedet for at jeg hele tiden skal leve halvt. Men når du så har været social, så skal du have nogle dage fri efterfølgende da du bliver drænet for energi? Ja, det gør jeg. Jeg kan godt gøre det i en længere periode faktisk, men hvis jeg så glemmer at få min mentale pause, det kan være lange gåture, det kan være meditation, og de weekender, hvor jeg ikke har mine børn, der skal jeg ikke noget. Så jeg bare har fri.. hvis jeg ikke har det, så er det jeg knækker, jeg har rigtig svært ved at finde den balancegang og passe på mig selv. Er der nogle ting, som du ikke kan i dag, men som du kunne tidligere? Ja, jeg har rigtig svært ved at lave mad. Hvorfor det? Fordi jeg kan ikke finde ud af at læse en opskrift. Så skal der salt og peber i, ja tak, men hvor meget? Bare sådan lidt? Jamen lidt er jo et vidt begreb. Lidt penge er for nogen , mens lidt penge for mig er 10 kr. De der ting, man selv skal vurdere, det har jeg rigtig svært ved. Jeg er blevet meget bedre til det, men jeg har også gået på en masse øvelser til det. Der er sådan noget nede i Esbjerg, hvor man kan komme på nogle hold og sådan. Der har jeg været på madlavningshold, fordi jeg simpelthen ikke kan det. Det med at mærke hvornår kartoflerne var nok, har jeg haft svært ved. Så jeg er ikke den store gourmet kok, men jeg kan godt få det til at hænge sammen i dag. Men jeg bruger energi på det, og når jeg har det skidt, så får vi sjældent meget mad. Hvad med at køre bil? Det kan jeg godt. Jeg har altid elsket at køre bil, men jeg kan faktisk mærke nu, det er sjovt, for jeg har egentlig ikke tænkt over det førhen, men sådan her for et par uger siden, så kunne jeg sådan mærke, at jeg ikke orkede at køre til Ribe for at handle. Vi var i Esbjerg sidste weekend og min bror spurgte, om jeg ville køre derned, og jeg vil normalt altid have sagt ja, for jeg elsker det. Men nej, det ville jeg faktisk ikke. 7

8 Hvorfor tror du, at du har det sådan? Fordi jeg jo godt ved, at det dræner mig rigtig meget og jeg skal koncentrere mig meget. Jeg siger det jo til mine børn, og det er sjovt, at jeg ikke kan ligge to og to sammen, at de ikke skal snakke til mig under kørslen, fordi jeg kan ikke snakke til jer og koncentrere mig og så stadig holde fokus på det uden for. Så de følger skaden har, er f.eks. at du ikke kan have flere bolde i luften? Ja, det kan jeg ikke. Jeg kan bestemt ikke have flere bolde i luften. Jeg plejer at sige, at jeg er typisk mand lige nu. Men du gør selv rent i huset? Ja, det gør jeg. Nu har vi talt om hverdagsindhold, men føler du, at den er indholdsrig? Altså lige nu synes jeg ikke den er. Jeg er lige startet på et grund kursus for coaching nede på folkeuniversitetet og det var egentlig mere for at komme ud. Jeg vil helt vildt gerne have et skåne job 2 dage om ugen for at komme ud blandt andre voksne mennesker. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke laver noget, jeg har nok bare brug for, at det er mere struktureret. Fordi jeg skal hele tiden selv finde på, og det synes jeg jo også koster energi. Jeg træner vores U10 børn oppe i hallen og sidder på bænken når vores damer spiller. Det er byens håndbold jeg er en del af. Føler du, at du mangler noget i din hverdag? (lang pause). Ja jeg mangler voksne mennesker. Nu nævnte du selv ønsket om et skånejob, savner du det at være en del af en arbejdsplads? Ja, jeg mangler at blive inviteret til julefrokost i overført betydning. Det sociale i det. Med nogle, som er rimelig jævnaldrende. Jeg har i nogle år været i en genbrugsforretning inde i Ribe, og kunne sådan mærke, at det gav mig ikke så meget. Det var meget ældre. Og det blev 8

9 sat i perspektiv, da jeg mødte en af dem, jeg arbejdede sammen med oppe i skolen en dag, jeg var der for at hente min søn og hun hentede sit oldebarn, som gik i samme klasse som min søn. Og så tænkte jeg, okay, det her skal jeg stille og roligt drosle ud af. Hvad med tanker og ønsker for fremtiden? Ja, skånejob vil jeg jo selvfølgelig rigtig gerne og så vil jeg næste år rigtig gerne læse NLP uddannelsen. Sådan en terapi uddannelse. Hvor udbydes den henne? Jamen det gør de mange steder. Jeg har faktisk lige fundet ud af, at den startede i Kolding i sidste weekend. Men jeg kunne mærke, at med de dødsfald, der havde været i familien, så var det ikke lige nu, at jeg skulle i gang. Det er 5 weekender fra torsdag til søndag. Så der kommer jeg jo virkelig på og vil måske få det svært. Så der skal jeg jo at jeg har inden og bagefter til at lade op og trække fra. Og det kunne jeg ikke, hvorfor jeg i stedet valgte det der coaching nede i Esbjerg. Det er 6. Gange indtil sommerferien. Det kunne jeg overskue. Men det vil jeg rigtig gerne, det koster kr. For det år, men det er ikke fordi, at jeg skal bruge det til noget fagligt, men jeg tror, at det vil give mig meget personligt. Man kan jo gå til alt det der psykologi og terapi, men nogle gange er det lettere at arbejde med det fra bunden. Det tror jeg, vil have en bedre virkning på mig. Man tager det med på en helt anden måde, det er ikke blot ord og informationer. Hvis du nu skulle beskrive din hverdag med 3 ord? Jamen øhhh, den er spændende, den er ensom, men så er den også glad for jeg har mine børn. Det er meget modsatte ord. Jamen det lidt fordi, det handler om at være sammen med min familie, mine børn og fra de tager i skole om morgnen til de kommer hjem om eftermiddagen. Der er den meget ensom nogle gange. Og ensom på den måde, at jeg skal tage alle beslutningerne selv. Jeg synes, at det kan være øv, at være den eneste voksne, hvad skal vi i weekenden, hvad skal vi have at spise. Jeg ved godt, at børnene kan være med til en masse ting, men de er stadig børn. Nu her hvor min mor og svoger er døde, har jeg ikke nogle at dele det med. Jeg kan jo ikke stå og hyle foran mine børn. Jeg kan godt tale med mine veninder om det, men det er jo ikke det samme. Der er jeg ensom, for jeg vil godt have en eller anden at dele det med. Det har jo ikke noget med hjerneskaden at gøre på den måde, men jeg har f.eks. heller ikke den der arbejdsplads hvor jeg lige kommer ud eller studie, hvor jeg kan få tankerne afledt. Det har jeg heller ikke, jeg har 9

10 ikke det der netværk tæt på, det tætteste netværk, jeg har i dagligdagen, det er de andre trænere oppe til håndbold. Som ser mig når de kommer og jeg går for nu er mine børn færdige med at træne. Og det er jo ikke særlig stort. Det er heldigt, at de træner jeg træner med, også er medlem af håndbold bestyrelsen så de ser det jo og spørger osse ind til mig. Men det er jo mennesker, der ikke har en tæt betydning for mig, så jeg har jo ikke lyst til at åbne op. Hvad med dine veninder, hvor tit ser du dem? Jamen det er meget forskelligt, nogle gange kan der gå 2 3 måneder imellem at vi kan få det til at hænge sammen. Og så nogle gange ser jeg dem hver uge. Men vi taler meget sammen. Har det ændret sig fra før du fik hjerneskaden? Nej, for de veninder jeg har, der er faktisk kun en veninde tilbage fra før. Hvorfor er der det? Jamen jeg forandrede mig, da jeg kørte galt. Jeg kunne ikke tage i byen f.eks. jeg har boet i Aalborg og i Odense, og havde venner, der boede rundt omkring og jeg kunne ikke bare tage af sted, det kunne jeg ikke overskue. Og jeg var jo altid den, der kom førhen. Og så gik der jo heller ikke så lang tid efter før jeg fik et barn. Hvad med det at holde kontakten? Jamen jeg er rigtig god til at snakke med folk og jeg og jeg er god til at komme i kontakt, men jeg er ikke god til at holde det ved lige, jeg er bange for at blive i vejen. Hvorfor tror du, at du er det? Jaaaaa Havde du det sådan før? Der havde jeg jo ikke tid til at tænke over det jo. Fordi der havde jeg jo noget hele tiden. 10

11 Så den tid der er mens børnene er i skole, den bruger du på at tænke tanker, som du normalt ellers ikke ville have tid til? Ja, det tror jeg. Altså jeg har det sådan, og det er primært når jeg har mine nedture, der er jeg ikke god til at ringe eller til at bede om hjælp. Jeg kan have svært ved at ringe til lægen og bede om en tid, fordi der er nok nogle, der er mere syge end mig. Hvis min bil f.eks. går i stykker, så tænker jeg, at han ikke har tid til at lave det, fordi der nok e nogle andre der har mere brug for det end mig, de skal jo på arbejde. Når du taler med dine veninder, er det så sms, facebook eller ringer i? Tjaaaaaa nej vi ringer faktisk til hinanden. Det er kun sms er hvis det er sådan hej vil du gå en tur eller hey skulle vi mødes inde i byen i dag. Eller korte beskeder. Jeg vil rigtig gerne vide noget om hjerneskaden har påvirket rollerne i familien, men nu har du jo ikke en mand. Nej, ham jeg havde kom først ind efter ulykken. Men nu har der været ham, der er far til børnene og en efterfølgende ik? Ja. Tror du din hjerneskade har haft betydning i forbindelse med jeres brud? Ikke med den første. Men jeg tror, at min hjerneskade havde betydning for, at vi overhovedet var sammen. Hvordan det? Vi er så forskellige, at jeg tror ikke han var et menneske, jeg ville være kærester med hvis det ikke var fordi jeg fik min hjerneskade. Ikke fordi han er et dårligt menneske. Men han var bare meget anderledes end mig. Han passede ind i det der med, at jeg ikke kunne overskue de sociale ting, fordi det var han heller ikke. Det var meget tomands hygge derhjemme. Og det havde ikke passet mig før. Men det var det, jeg kunne overskue efter ulykken. 11

12 Hvad så med ham nr. 2? Jamen ham havde jeg været kæreste med før jeg blev hjerneskade og jeg tror et eller andet sted han havde en depression og en ekskone som mente, at der var nogle ting som øhhhh ja. Jeg bagte en del, da jeg boede sammen med ham og også sammen med hendes børn. De ville pludselig ikke hjem og det kunne hun ikke have. Så jo måske fordi mit overskud ikke var så stort, så måske er jeg blevet hurtigere irriteret. Men nej, det tror jeg ikke, det var nok gået i stykker alligevel pga. Alle de ting, der kom udefra, som vi ikke er herre over. Hjælper børnene til med noget herhjemme? informant Ja hvis de får penge for det. Vi har en ordning med forskellige opgave og det giver et vist beløb, men det gør vi alle sammen. Når vi når slut på måneden, ser vi hvem der skal have penge, og så er det som regel mest mig. Men vi hjælpes ad til at lave aftensmad og de hjælper med at dække bord. Der er nogle helt klare ting, som de skal. Men for mig ville det helt klart være en hjælp, hvis de lavede noget mere, men altså om sommeren hjælper de med at slå græs. Gør du dig nogle tanker om det, at du ikke kan de samme ting som tidligere? Jamen jeg planlægger mig ud af det, især i forhold til madlavningen. Og så er vi blevet gode til at hoppe over hvor gærret er lavest ift. Nemme retter. Sådan noget som mexikanske pandekager, det er jo ikke særlig bøvlet at lave og det smager helt fantastisk, pita brød er heller ikke svært. Jeg er ikke den store til at lave hjemmelavet pizza. Det der med at slå en dej op og skulle rulle den ud. Jeg har også dårlig skulder pga. En håndbold skade. Det kan jeg ikke overskue oppe i mit hovedet, så når jeg begynder at tænke på det, så kan jeg mærke, at jeg bliver stresset. Så det lader jeg vær med lige nu. Jeg ved på et eller andet tidspunkt, der har jeg overskuddet igen, og så er det der vi skal gøre det. Men i hverdagen f.eks. der skræller jeg kartofler om formiddagen. Så du deler opgaverne op? Ja får også lavet farsen til frikadellerne. Så laver jeg store portioner, som ryger i fryseren, så vi har til de dage, hvor jeg ikke kan overskue det. Har du gjort dig nogle tanker om dine pårørende og om jeres relation ændrede sig? 12

13 Ja, det synes jeg at de har. Jeg har 6 søskende og de to af dem har jeg hjulpet meget ift. Deres børn. Og de har ikke været der for mig efter jeg kørte galt. Og det er så den ene af dem, som har mistet sin mand nu her. Og jeg havde jo besluttet mig, for dig jeg blev alene sidste år, efter min kæreste og jeg gik fra hinanden, der ringende de ikke til mig, jeg havde overhovedet ikke kontakt med dem. Det var ikke noget med, at de ringede og spurgte til hvordan jeg havde det eller noget som helst. Og jeg havde besluttet mig, at jeg gjorde det aldrig nogensinde mere, men så da min mor blev syg, så gik jeg jo igen ind og tog over. Og var der hjemme altid. Og da hun blev indlagt på sygehuset var jeg på sygehuset hver dag. Det var mig der havde kontakt med dem alle og sendte sms er med hvordan det gik. Og da hun døde, tog jeg mig også af hele begravelsen. Vi er altså så mange søskende, at vi kunne jo godt have deles om det. Men de ringer ikke og spøger bagefter hvordan jeg har det, jeg er den eneste der har små hjemmeboende børn, som er alene. Og de ringer ikke og spørger hvordan jeg har det. Tror du, at de kan have en manglende forståelse fordi man ikke fysisk kan se på dig at du har en skade? JA, det tror jeg. Jeg siger nogle gang, at det ville have været meget nemmere for mig, hvis jeg havde siddet i en kørestol fordi så ville de vide, at de skulle skubbe når vi skulle op ad en bakke. Jeg har sagt det i mange år, jeg har endda haft min søster med til pårørende kursus. Men det har ikke hjulpet. Er der nogle af dine andre pårørende, der har været på et kursus i forhold til din skade? Nej, Har de spurgt ind til det? Ikke jeg sådan kan huske. De har selvfølgelig fået nogle ting at vide dengang jeg var på Vejlefjord og min daværende kæreste også var deroppe til pårørende kursus. Og min mor har fortalt dem rigtig meget og har også skældt dem ud. Min mor har altid været der for mig, vi har ikke været enige hende og jeg, men hun har altid støttet mig 100 %. Kom din mor og dig tættere på hinanden da du kørte galt? Nej nok mere da jeg fik børn. Men min mor og jeg ligner hinanden rigtig meget og det har gjort, at vi meget tit har kunne blive uvenner og det har vi også været efterfølgende, men hun var mine børns mormor selvom det. Men i dag når hun ikke er her mere, der mangler jeg hende at ringe til. Hun var min mentale støtte selv til sidst. 13

14 Vi har været igennem mine spørgsmål og jeg har fået mine svar. Hvis jeg har behov for at få uddybet noget, så kontakter jeg dig, så jeg ved at du siger det rigtige. Og så får du lige sendt kort den præsentation, som jeg benytter i specialet om dig. 14