Induktionsproblemet. Skriveøvelse 1: Navn: Jan Pøhlmann Jessen. Fødselsdato: 10. juni Hold-id.: 4761-F14; ÅU FILO

Transkript

1 Navn: Jan Pøhlmann Jessen Fødselsdato: 10. juni 1967 Hold-id.: 4761-F14; ÅU FILO Marts 2014 Åbent Universitet Københavns Universitet Amager 4761-F14;ÅU FILO Skriveøvelse 1: Induktionsproblemet Anvendte tegn med mellemrum: Anvendte tegn uden mellemrum:

2 Indledning Induktion er følgeslutninger, hvor bestemte cases bliver anvendt som argument for en generalisering hinsides disse cases. Induktion er et centralt begreb indenfor videnskabsfilosofien. Videnskabsfilosofien handler generelt om principielle og filosofiske overvejelser om hvad videnskab er, og hvilke metoder forskellige videnskaber anvender. Netop induktion er en af de metoder, med hvilke videnskaben og dens resultater kan vurderes og diskuteres. Hempels ravneparadoks skaber god forståelse for induktionsproblemets principper, men også for dets dilemmaer. Derfor vil jeg inddrage Hempels ravneparadoks i den generelle præsentation af induktionsproblemet. Præsentationen vil placere induktionsproblemet i en lidt større filosofihistorisk kontekst ikke for historiens egen skyld, men fordi det er berigende at se på induktion i en historisk sammenhæng idet den tydeliggør en lang række af induktionens problemfelter. Diskussion vil vise, at også paradoksets mest berømte løsning af I.J. Good er behæftet med problemer. Diskussionen vil også antyde at disse problemer måtte skyldes selve paradoksets iboende disharmoni. Præsentation af induktionsproblemet Om end det ikke er skabt af ham, er induktionsbegrebet i sin nutidige anvendelse påvirket af den østrigskengelske filosof Karl Raimund Popper ( ). Popper er især kendt for sin såkaldt falsifikationistiske videnskabsfilosofi: Ifølge denne, er bestræbelserne på at afdække og fjerne fejl i vore teorier, kernen i alt videnskabelige arbejde. Induktion var en af de meste fremtrædende cases indenfor denne grundantagelse. Poppers udgangspunkt er at al menneskelig erkendelse er fejlbarlig - en grundholdning, der er blevet betegnet som kritisk rationalisme, om end den er blevet mere kendt som fallabilisme indenfor den pragmatiske epistemologi 1 : Fallabilisme er her den opfattelse, at også velbegrundede teorier kan rumme fejl et standpunkt indenfor pragmatismen, den utilitaristiske gren af epistemologien, der er optaget af teoriers praktiske nytteværdi. Hume Poppers hovedproblem var, at mange videnskabelige hypoteser bygger på universelle generaliseringer som f.eks. alle metaller leder elektricitet, eller når jeg kaster en sten tæt ved jordens overflade, falder den nedad som Michael Williams udtrykker det i sin redegørelse for induktionens fader, den skotske filosof David Hume ( ) 2. Problemet heri, er at man ikke burde føle sig for sikker: Også velbegrundede teorier kan rumme fejl eller mere præcist: Hume var optaget af om generelle opfattelser blev understøttet af et rationelt grundlag. Med Humes egne ord: as long as we will rashly suppose, that we have some farther idea of necessity and causation in the operations of external objects; at the same time, that we can find nothing farther in the voluntary actions of the mind; there is no possibility of bringing the question to any determinate issue, 1 Williams, s. 19 & Williams, s

3 while we proceed upon so erroneous a supposition. The only method of undeceiving us is to mount up higher; to examine the narrow extent of science 3 Det fremgår tydeligt, at Hume ser det menneskelige sinds uberegnelighed ( voluntary actions of the mind ) som erkendelsens hovedfjende : Den fører til forhastede formodninger ( rashly suppose ) og fejlagtige antagelser ( erroneous suppositions ), og at den eneste udvej ( undecieving ) fra sindets selvbedrag, er at stræbe højere ved at betræde videnskabelighedens snævre sti - et standpunkt, der forudgriber Poppers fallabilisme med hen ved 200 år: Grundet denne menneskelige svaghed, er ingen generelle antagelser om verden er nødvendigvis sande 4, og så længe det menneskelig sind alene ikke selv er i stand til selv at opnå gyldig erkendelse, må andre metoder fremkalde (eng. verb.: to induce) den ønskede erkendelse: If the mind be not engaged by argument to make this step, it must be induced by some other principle of equal weight and authority; and that principle will preserve its influence as long as human nature remains the same. 5 Det skal understreges, at det ikke er Humes intention med sin Enquiry Concerning Human Understanding at fremføre en perfekt induktiv metode. Afhandlingens hensigt er at understrege vigtigheden af at distancere moralfilosofisk tænkning med dets fokusering på følelser, dyder, kærlighed, ære, m.m. fra saglig og klar videnskabelig undersøgelse, som en nødvendig forudsætning for at videnskabelighed kan lykkes. 6 Skønt Hume lever 100 år efter René Descartes ( ), skriver han sig dermed ind i den filosofiske gren som Descartes grundlagde: Epistemologien (Erkendelsesteori). Epistemologien står for en række forskellige, divergerende opfattelser af den menneskelige erkendelse og dennes grundlag og gyldighed. Epistemologien er således det område af filosofien, som er optaget af viden, evidens og rationalitet. Descartes afgørende skridt, var netop at give filosofien denne udbredt epistemologisk vending. Descartes målsætning var at konstruere et nyt verdenssyn og vores viden om verden fra bunden af. Som grundlag for denne nye konstruktion, accepterer han udelukkende ting som ikke kan betvivles. Han anvender skeptiske argumenter til at frafiltrere alle tvivlsomme standpunkter: Kun de standpunkter der kan modstå den mest skeptiske efterprøvning, skal bestå 7. En påstand i nyere tid, der modstået mange skeptiske efterprøvninger, er Hempels ravneparadoks. Ravneparadokset Den tyske filosof Carl Gustav Hempel ( ) var oprindelig tilhænger af den logiske positivisme, en videnskabelig orienteret empirisme, som opstod på baggrund af nye landvindinger indenfor logik, sprogfilosofi og matematisk filosofi. Den logiske positivisme opstod i mellemkrigstidens Wienerkreds. Bevægelsens medlemmer havde det standpunkt, at al filosofi skulle tage sit udgangspunkt i den kølige analyse af påstande drevet af aversionen mod normativ etik, og endda med sigtet at udslette al metafysik. Målet var at kunne udlede ufejlbarlige sandheder ud fra bekræftelsen at observerede præmisser for konklusionen er uomstødeligt sande altså logisk deduktion. Men i 1940 erne havde Hempel lagt Wienerkredsens positivi- 3 Hume: Inquiry, afsnit 72 4 Hume, hos Williams, ibid. 5 Hume, Inquiry, afsnit 34. Egen fremhævelse. 6 Hume, Inquiry, afsnit 1 & 2. 7 Williams, s

4 stiske deduktion bag sig, og var optaget af epistemologi og i høj grad af induktionsproblemet, illustreret af hans ravneparadoks, som her gengives i korthed: 8 Hempels ravneparadoks er et epistemologisk paradoks, som består i at en universel påstand om visse objekters egenskaber (i dette tilfælde ravne), kan bekræftes ved observation af vilkårlige andre objekter, som ikke er i besiddelse af samme egenskaber. Påstanden alle ravne er sorte kunne således bekræftes af observationen af en hvid sko. Hvorfor det: Efter observationen af mange sorte ravne, foreligger der tilstrækkelig plausibel retfærdiggørelse for den induktive hypotese: alle ravne er sorte. Enhver ekstra sort ravn, bekræfter blot denne induktive hypotese, om end ingen nogen sinde vil kunne observere om vitterligt alle ravne rent faktisk er sorte. Men sæt jeg ser et ikke-sort objekt, som ikke er nogen ravn - f.eks. en hvid sko? Den ovennævnte hypotese Eks Ravne kan eller uden induktionsgåde at miste sin sandhedsværdi omformuleres til alle ikke-sorte objekter er ikke ravne. En formulering, der ikke gendriver den oprindelige påstand om at alle ravne er sorte. Derigennem bliver påstanden om ravnenes sorthed bekræftet af påstanden om den hvide sko, idet den hvide sko jo netop er et ikke-sort objekt der ikke er nogen ravn! Hempels artikel Studies in the Logic of Confirmation (I.) har til hensigt at evaluere de betingelser der beeller afkræfter en empirisk generalisering - især i de tilfælde hvor en generalisering kun kan foretages i princippet 9, da en undersøgelse vil være praktisk umulig at gennemføre 10. Det er i denne sammenhæng at ravneparadokset opstilles som et eksempel på en praktisk umulighed: Som anført ovenfor, vil det netop ikke være praktisk muligt at bekræfte alverdens kragers sorthed. Diskussion Mange mulige løsninger på Hempels ravneproblem er blevet foreslået i løbet af årtierne. Jeg vil her diskutere en foreslået løsning og selv antyde en udvej : Den engelske matematiker I.J. Good ( ) fremførte i 1967 et løsningsforslag, der henleder opmærksomheden på at Hempels dilemma er afhængig af andre faktorer og baggrundsinformationer, som Hempel oprindeligt formulerede paradoks ikke tager højde for: Hvis vi f.eks. forudsætter at vi véd at de fleste ravne er sorte, nogle få er hvide og ravne er ret udbredte som art, ville observationen af en enkelt sort ravn bekræfte vores hypotese, som er begrundet i vor baggrundsviden. På samme måde vil observationen af en hvid sko enten be- eller afkræfte hypotesen afhængigt af hvilke andre faktorer og baggrundsinformationer vi ellers véd om. 8 Udførlig fremstilling og diskussion hos Hempel, Studies, s testability in principle. Hempel, Studies, s empirical statements which, for practical reasons, cannot be actually tested Ibid. 4

5 Svagheden ved Goods løsningsforslag, er at den på den ene side stringent følger det overordnede princip i Hempels logik den ene logiske slutning må nødvendigvis være en konsekvens af den anden logiske slutning. Dermed løsner Goods løsning sig ikke tilstrækkeligt fra Hempels skabelon, til virkeligt at komme et afgørende skridt videre. En anden svaghed ved Goods løsningsforslag, er at han ændrer på præmisserne, idet han tilfører faktoren baggrundsviden. At ændre præmisser / problemstillingen hvis konklusionen ikke passer er dog en letkøbt fremgangsmåde: Det ændrer konklusionen men selvfølgelig gør den det: hvad andet kunne den, når præmissen er ændret? Muligvis er Good hæmmet i sin frengangsmåde, fordi han er uopmærksom på et iboende problem i ravneparadokset: Problemet med Hempels paradoks er at det præsenteres indenfor en induktions-diskurs, mens Hempels argumentation overvejende er deduktiv. Det er denne disharmoni der frembringer selve paradokset: Følgende påstand er klassisk induktiv: Enhver ekstra sort ravn, bekræfter blot denne induktive hypotese, om end ingen nogen sinde vil kunne observere om vitterligt alle ravne rent faktisk er sorte. Induktionen rummer netop muligheden for generaliseringer om virkeligheden på et relativt sikkert grundlag hvor det ville være praktisk umuligt at fremskaffe det endelige bevis i dette tilfælde en registrering af alverdens krager for at bekræfte at de alle er sorte. Alene i den tid det ville tage at foretage undersøgelsen, ville der kunne blive udklækket nye krager, der muligvis kunne være ikke-hvide! Disharmonien i ravneparadokset opstår med følgende sætning: Men sæt jeg ser et ikke-sort objekt, som ikke er nogen ravn - f.eks. en hvid sko? Den ovennævnte hypotese kan uden at miste sin sandhedsværdi omformuleres til alle ikke-sorte objekter er ikke ravne. En formulering, der ikke gendriver den oprindelige påstand om at alle ravne er sorte. Derigennem bliver påstanden om ravnenes sorthed bekræftet af påstanden om den hvide sko, idet den hvide sko jo netop er et ikke-sort objekt der ikke er nogen ravn! Mens den ovennævnte sætning (Enhver ekstra sort ravn osv.) implicit rummer muligheden for afvigelser fra ravnes antagede universelle sorthed, gør de nederste sætninger det ikke: De rummer ikke den teoretiske mulighed at nogle ikke-sorte objekter kan være ravne. Her oplever vi deduktionens enteneller (eller i mere end én forstand sort-hvidt ) frem for induktionens mere elastiske princip om at en særdeles hyppig forekomst, kan tillade generaliseringer når sandsynligheden er stor nok. Dette løser ikke Hempels paradoks med mindre man ser et paradoks opløsning som en løsning i sig selv. 5

6 Konklusion Præsentationen af induktionsproblemet, placerede problemet i en større filosofihistorisk kontekst, fordi det er givtigt for forståelsen af netop induktionsproblemet, at se problemet i et historisk lys: Nutidens anvendelse af induktionsbegrebet er påvirket af Popper. Poppers problem var at videnskabelige hypoteser bygger på universelle generaliseringer som netop kan være falske. Denne grundtanke stammer fra Hume, der netop understreger at også velbegrundede teorier kan rumme fejl. Hermed står både Hume og Popper i Descartes tradition, der netop fremhæver at kun de standpunkter der kan modstå den mest skeptiske efterprøvning, skal bestå. Hempels ravneparadoks skaber god forståelse for induktionsproblemets principper, men også for dets dilemmaer. Derfor blev Hempels ravneparadoks inddraget i den generelle præsentation af induktionsproblemet: Hempels ravneparadoks er et epistemologisk paradoks, som har til hensigt at evaluere de betingelser der be- eller afkræfter en empirisk generalisering - især i de tilfælde hvor en generalisering kun kan foretages i princippet, da en undersøgelse vil være praktisk umulig at gennemføre. Selve paradokset består i at en universel påstand om visse objekters egenskaber, kan bekræftes ved observation af vilkårlige andre objekter, som ikke er i besiddelse af samme egenskaber. Hempels paradoks har udløst løsningsforslag - en af de mere kendte er blevet fremført af I.J. Good. Diskussionen af ravneparadokset viste, at også Goods løsningsforslag er behæftet med problemer. Goods argumentation lider af en række metodiske og logiske svagheder. Men disse problemer skyldes muligvis selve ravneparadoksets iboende problemer: paradokset lider af en metodisk inkonsistens, idet den sammenblander deduktive og induktive elementer, som måtte føre til en betvivlelse af ravneproblemet som et egentligt paradoks. Anvendt litteratur: David Hume: Enquiry Concerning Human Understanding Gengivet her: Carl Gustav Hempel: Studies in the Logic of Confirmation (I.) I: Mind A Quraterly Review of Psychology and Philosophy - New Series, Vol. 54, No. 213 (Jan., 1945), pp Gengivet her: Michael Williams: Problems of Knowledge. A critical Introduction to Epistemology. Oxford 2001 Peter Godfrey-Smith: An Introduction to the Philosophy of Science. Theory and Reality. Chicago