Kendelse af 12. februar

Transkript

1 Kendelse af 12. februar Spørgsmål om tarifmæssig indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet. Pligt for Finanstilsynet til at påse Erhvervssygdomspoolens forvaltning som lovmæssig. Lov om forsikringsvirksomhed 210 g, stk. 2. (Eskil Trolle, Claus Vastrup og Niels Larsen) Som advokat for Den Danske Forlæggerforening har advokat Erik Mohr Mersing i skrivelse af 23. maj 1995 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 2. maj 1995 (j.nr ) har afvist foreningens anmodning om at pålægge Erhvervssygdomspoolen at omgøre poolens beslutning om indplacering af bogforlag i gruppen under fremstillings- og industrivirksomheder med virkning fra udgangen af Sagens forløb forud for indbringelsen for Erhvervsankenævnet Ved skrivelse af 13. januar 1995 rettede advokat E. Mohr Mersing henvendelse til Erhvervssygdomspoolen. I skrivelsen henviste advokat Mersing til, at et antal bogforlag i den seneste tid havde modtaget præmieopkrævninger til erhvervssygdomsforsikringer, der indeholdt en præmieforhøjelse svarende til en 5-10-dobling af de hidtidige præmier til poolen, idet de pågældende bogforlag var blevet rubricerede som "grafiske virksomheder". Da bogforlagene var rene kontorvirksomheder på linie med forsikringsselskaber, advokat- og revisionsvirksomheder m.v., og ikke befattede sig med fremstillingsvirksomhed, hverken af grafisk eller anden art, anmodede advokat Mersing om, at fejlen måtte blive rettet, således at bogforlagenes præmier som hidtil blev fastsat svarende til de nævnte kontorvirksomheder. Som svar på henvendelsen meddelte Erhvervssygdomspoolen den 2. februar 1995 bl.a.: "at grundlaget for præmiefastsættelsen fra og med 1995 er Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB93), som Danmarks Statistik indførte i 1993 som følge af en EF-forordning fra Arbejdsskadestyrelsen anvender samme fortegnelse. DB93 indeholder ca. 800 forskellige branchekoder, hvoraf "Udgivelse af bøger, brochurer m.v." - der er indplaceret under hovedgruppen "Grafisk industri", der igen er placeret under hovedafdelingen "Fremstillingsvirksomhed" - er en. Det beror således ikke på en misforståelse, at Deres klienter er indplaceret under den pågældende branchekode. Før 1995 anvendtes en anden branchekodefortegnelse, der ligeledes var aftalt med Arbejdsskadestyrelsen. Denne fortegnelse var baseret på et FN-kodesystem (ISIC), hvor den nye som nævnt er besluttet af EF. Den hidtil anvendte fortegnelse indeholdt kun ca. 400 forskellige koder. Det kan ikke undgås, at der sker ændringer i præmierne, når man går fra et kodesystem til et andet. For Deres klienter er der efter det for os oplyste tale om en stigning fra 151 kr. pr. medarbejder/år til 602 kr., hvilket svarer til en stigning på knapt 4 gange. Hvis Deres klienters præmie er steget med 5-10 gange, som oplyst i

2 Deres brev, må det bero på andre forhold, f.eks. en forøgelse af antallet af medarbejdere. Endelig kan vi oplyse, at Finanstilsynet er bekendt med principperne for beregningen af forsikringspræmierne, herunder med anvendelsen af branchekoderne for Danmarks Statistik." Ved skrivelse af 9. marts 1995 anmodede advokat Mersing herefter Finanstilsynet om at sikre, at bogforlagene som hidtil blev tariferet på linie med andre kontorvirksomheder. Advokat Mersing henviste bl.a. til, at det af Erhvervssygdomspoolens skrivelse af 2. februar 1995 fremgik, at den stedfundne præmieforhøjelse af bogforlagenes erhvervssygdomsforsikringer ikke skyldtes en ændret risikovurdering, men alene, at det anvendte kodesystem var blevet erstattet af et nyt kodesystem, DB 93. Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering og hverken lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre ganske tilsvarende kontorvirksomheder. I den påklagede afgørelse af 2. maj 1995 meddelte Finanstilsynet - efter at have indhentet udtalelse fra Erhvervssygdomspoolen - bl.a. følgende: "På baggrund af skrivelse fra Finanstilsynet af 3. april 1995 bilagt skrivelsen fra Dem af 9. marts 1995 har bestyrelsen for Erhvervssygdomspoolen i vedlagte skrivelse af 24. april 1995 anført, at det beregningsprincip der er anvendt til præmieberegning for Den danske Forlæggerforening, fuldt ud er i overensstemmelse med 210 g, stk. 1 i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994). Efter lovbestemmelsen skal præmier være fastsat således, at der udover, hvad der er nødvendigt til dækning af selskabets forsikringsmæssige risici efter loven kun opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration, konsolidering samt et rimeligt udbytte. I øvrigt skal Finanstilsynet bemærke, at man er bekendt med Erhvervssygdomspoolens principper for beregning af forsikringspræmier, jf. lov om forsikringsvirksomhed 210 a, nr. 2. Finanstilsynet er endvidere bekendt med, at inddelingen i henholdsvis fagnummer og branchekoder foretages i Danmarks Statistik. Hensigten med den anvendte tarif er at skabe størst mulig sammenhæng mellem betalt præmie og den risiko, virksomhedens arbejdsmiljø repræsenterer, uden at tilsidesætte det forsikringsmæssige element. Finanstilsynet skal endvidere anføre, at det, på arbejdsskadeforsikringsområdet, ligger uden for Finanstilsynets opgaver efter lov om forsikringsvirksomhed at godkende eller føre kontrol med præmiestørrelse og præmieberegning for det enkelte forsikringsforhold. Finanstilsynet anser på baggrund af ovenstående sagen for afsluttet for sit vedkommende.

3 Det tilføjes, at tilsynets afgørelse inden 4 uger vil kunne indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, Kampmannsgade 1, 1780 København V, i henhold til 247 a i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994." Behandlingen i Erhvervsankenævnet I klageskrivelsen af 23. maj 1995 til Erhvervsankenævnet har advokat Mersing bl.a. bemærket: "at Finanstilsynet tilsyneladende mener, at Erhvervssygdomspoolen har foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af bogforlagene, og at der er taget højde herfor i Erhvervssygdomspoolens beregningsprincipper mv. - det såkaldte tekniske grundlag, jvf. 210 a, nr. 2, i lov om forsikringsvirksomhed. Endvidere fremgår det, at Finanstilsynet ikke anser sig kompetent til at godkende eller føre kontrol med præmiefastsættelsen for det enkelte forsikringsforhold.... Nærværende sag drejer sig imidlertid ikke om selve præmiefastsættelsen i "det enkelte forsikringsforhold", men om den forsikringsmæssige placering af en hel erhvervsgren, forlagsbranchen. Bogforlagene er blevet grupperet som fremstillings- og industrivirksomheder, selvom de hverken er eller kan sidestilles hermed. Bogforlagene er rene kontorvirksomheder. Som følge af den fejlagtige placering af bogforlag bliver der generelt opkrævet forsikringspræmier, der ikke står i forhold til den risiko, som eksisterer for arbejdsmiljøet i bogforlag. Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre, ganske tilsvarende, kontorvirksomheder. At erhvervssygdomsforsikringsordningen forudsætter en risikovurdering følger tillige af 210 g, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet giver i sit brev af 2. maj da også udtryk for, at der skal foretages en risikovurdering ved tariferingen af erhvervsvirksomheder. Erhvervssygdomspoolens anvendelse af DB93 medfører imidlertid ikke, at der for bogforlag er foretaget en risikovurdering.

4 Finanstilsynet har i medfør af kap. 23A i lov om forsikringsvirksomhed tilsynet med de forsikringsselskaber, der har fået koncession til at tegne erhvervssygdomsforsikringer. Finanstilsynet har ligeledes et tilsyn med Erhvervssygdomspoolen, hvilket blandt andet skal ses i relation til Finanstilsynets bekendtgørelse om en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici, nr. 99 af 4. marts 1993, udstedt i medfør af 210 g, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynets kompetence må således - når der henses til 210 a, nr. 2 og 210 g, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed - medføre en ret og en pligt for Finanstilsynet til at sikre, at bogforlagsbranchen generelt tariferes i overensstemmelse med sin risiko, det vil sige på linie med andre kontorvirksomheder." I en af Erhvervsankenævnet indhentet redegørelse af 6. juli 1995 har Finanstilsynet bl.a. bemærket: "Vedrørende sagens retlige aspekter kan Finanstilsynet fremføre følgende: Klagen vedrører tilsynet med poolens forsikringspræmier. I dette spørgsmål er Den danske Forlæggerforening efter Finanstilsynets opfattelse ikke part i sagen, hvorfor den ikke i medfør af 247 a i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994 som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) er berettiget til at indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet. Finanstilsynets principale påstand i sagen er derfor, at denne afvises. Subsidiært kan Finanstilsynet fremføre følgende: Erhvervssygdomspoolen er oprettet af Finanstilsynet i henhold til lov om forsikringsvirksomhed 210 g, stk. 2, med henblik på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af erhvervssygdomme, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27. marts 1995 om en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici. Efter lov om forsikringsvirksomhed 210 a, nr. 2, skal et forsikringsselskab, der ansøger om koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed angive principperne for beregningen af forsikringspræmierne til Finanstilsynet. Finanstilsynet er bekendt med, at bogforlag tariferes i overensstemmelse med Erhvervssygdomspoolens principper for beregning af forsikringspræmierne. Efter lov om forsikringsvirksomhed 210 g, stk. 1, skal præmierne være fastsat således, at der udover, hvad der er nødvendigt til dækning af selskabets forsikringsmæssige risici efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration, konsolidering samt et rimeligt udbytte, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 834 af 11. december 1990 om et særligt regnskab for forsikringer tegnet efter arbejdsskadeforsikringsloven.

5 Derimod findes der ikke i lov om forsikringsvirksomhed nogen bestemmelser om, at skadesforsikringsselskabers præmieberegning skal godkendes af Finanstilsynet eller af anden offentlig myndighed. Det er således Finanstilsynets opfattelse, at det på arbejdsskadeforsikringsområdet ligger uden for tilsynets opgaver efter lov om forsikringsvirksomhed, at godkende eller føre kontrol med præmiestørrelse og præmieberegning for den enkelte forsikring eller type af forsikring, jf. ankenævnets kendelse af 14. januar 1992 ( ). Finanstilsynets subsidiære påstand i sagen er derfor, at tilsynet ikke har hjemmel til at pålægge Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier." I skrivelse af 22. august 1995 har advokat Mersing bemærket bl.a.: Vedr. partsproblemet "Finanstilsynet anfører principielt,at Den danske Forlæggerforening ikke er part i sagen, hvorfor Forlæggerforeningen skulle være uberettiget til at indbringe nærværende sag for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn. Hertil skal jeg bemærke, at Finanstilsynet ikke tidligere har gjort gældende, at Den danske Forlæggerforening ikke var part i sagen. Tværtimod fremgår det indirekte af Finanstilsynets brev af 2. maj d.å., at Finanstilsynet har anset Forlæggerforeningen for part i sagen. I henhold til 3 i vedtægterne... er Den danske Forlæggerforenings opgave at varetage medlemmernes fælles interesser, herunder i forholdet overfor offentlige myndigheder.... Finanstilsynets tilsyn med Erhvervssygdomspoolen og de koncessionerede forsikringsselskaber, herunder tilsynet med principperne for beregningen af forsikringspræmierne - det tekniske grundlag, har umiddelbar relevans for de danske forlag og herved tillige for Den danske Forlæggerforening. Som følge af ovennævnte må Den danske Forlæggerforening anses som part i sagen." Vedr. hjemmelsspørgsmålet Finanstilsynet anfører subsidiært, at Finanstilsynet "ikke har hjemmel til at pålægge Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier".

6 Som tidligere påpeget er formålet med sagens indbringelse for Finanstilsynet og nu Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn ikke at formå Finanstilsynet til at foretage en konkret beregning og ændring af præmien for bogforlag uden eget trykkeri. Formålet er at få konstateret en uforenelighed mellem de af Erhvervssygdomspoolen anvendte principper for gruppering og tarifering af bogforlag og forudsætningerne for lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A, idet den nuværende praksis for gruppering og tarifering af bogforlag ikke er sket ud fra en risikovurdering, hvilket forudsættes i de nævnte love - og hvilken forudsætning Finanstilsynet må være undergivet i sit virke overfor Erhvervssygdomspoolen og de koncessionerede forsikringsselskaber.... Finanstilsynet skal føre tilsyn med såvel de koncessionerede forsikringsselskaber og Erhvervssygdomspoolen. Tilsynet indebærer en pligt til at sikre, at principperne for beregning af forsikringspræmier er i overensstemmelse med forudsætningen om foretagelse af en risikovurdering, jvf. lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A. Eftersom Erhvervssygdomspoolen - og dermed de koncessionerede forsikringsselskaber - ikke for bogforlag uden eget trykkeri har foretaget en reel risikovurdering, er Finanstilsynet forpligtet til at søge dette forhold afklaret, idet forholdet vedrører de overordnede principper for beregning af forsikringspræmier - det tekniske grundlag. På baggrund af ovennævnte er det min vurdering, at den foreliggende problemstilling ikke ligger uden for Finanstilsynets kompetence.... I skrivelse af 19. september 1994 har Finanstilsynet hertil bemærket: "... Det er Finanstilsynets opfattelse, at det enkelte bogforlag ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet med Erhvervssygdomspoolens forsikrings-præmier, jf. 240 c, stk. 6 i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994 som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) og, at Den danske Forlæggerforening derfor heller ikke er part. Når tilsynet i skrivelse af 6. juli 1995 anfører, at foreningen ikke er part i sagen, vedrører dette således ikke foreningens generelle mulighed for at repræsentere bogforlagene...." I sit indlæg af 2. oktober 1995 har advokat Mersing endeligt anført bl..a: "...

7 Finanstilsynet anfører, at Den danske Forlæggerforening i medfør af 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet med Erhvervssygdomspoolens forsikringspræmier. Herom skal jeg bemærke, at bestemmelsen i 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed ikke er udtryk for, at erhvervsvirksomheder - hvis forsikringsforhold indirekte er afhængig af Finanstilsynets tilsyn med koncessionerede forsikringsselskaber - generelt ikke har mulighed for at indbringe sager for Finanstilsynet om dets udøvelse af sine tilsynsbeføjelser. Anvendelsesområdet for 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomheder skal afgrænses i lyset af de bestemmelser, som bestemmelsen er anført i tilknytning til. Begrænsningen af partsbegrebet i 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed har derfor alene betydning i forhold til de bestemmelser, der giver Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger m.v. hos de forsikringsselskaber, som Finanstilsynet har tilsyn med. Formålet med at begrænse partsbegrebet er således alene at umuliggøre forhold som krav om aktindsigt. Hverken selve bestemmelsen i 240 c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed eller dens kontekst giver belæg for at fortolke bestemmelsen udvidende til generelt at forhindre, at erhvervsvirksomheder, hvis forsikringsmæssige forhold er afhængige af Finanstilsynets udøvelse af tilsyn, kan indbringe sager for Finanstilsynet med henblik på Finanstilsynets udøvelse af det tilsyn, som lovgivningen forudsætter. En sådan udvidende fortolkning ville være urimelig og må antages at være uforenelig med almindelige forvaltningsretlige principper, idet en erhvervsvirksomhed, der er forpligtet til at tegne en lovpligtig forsikring, i så fald ikke vil have mulighed for at klage over forhold, der åbenbart er uforenelige med de forudsætninger, som den lovpligtige forsikring er baseret på...." Ankenævnet udtaler: Det spørgsmål, som klageren ønsker at der tages stilling til, er, om Erhvervssygdomspoolen har fornødent retligt grundlag (lovmæssigt grundlag) for at fastsætte tariferingen i poolen for bogforlag, som alene er beskæftiget med kontorvirksomhed på linie f.eks. med revisor- og advokatkontorer, til tariffen i poolen for fremstillings- og industrivirksomheder alene som følge af anvendelsen af et formelt kodesystem og uden, at der foretages en risikovurdering. Klageren har i kommenteret form henvist til, at Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre ganske tilsvarende kontorvirksomheder. Da Erhvervssygdomspoolen ikke er et forsikringsselskab, men et særligt organ, der i overensstemmelse med en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag i lov om forsikringsvirksomhed 210 g, stk. 2, må det antages, at det som følge heraf påhviler

8 Finanstilsynet at påse, at Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig. Da det er dette spørgsmål, som klageren har rejst, hjemvises sagen til fornyet behandling i Finanstilsynet, hvormed bemærkes, at lov om forsikringsvirksomhed 240 c, stk. 6, ikke ses at være til hinder herfor.