Et øjenvidne fortæller at han så gerningsmændene skyde omkring sig, ind i mængden af intetanende festglade mennesker mens de råbte: Gud er stor!

Transkript

1 Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2015 Vor Frue Kirke, København Stine Munch I ethvert menneskes liv kan der komme situationer hvor en stemning af undergang og tilintetgørelse af alt dét, der før var fyldt af liv, er det helt overskyggende. Det kan skyldes sygdom, svigt, i det hele taget forhold som vi ikke selv føler, at vi har haft nogen indflydelse på. Som nu fredag aften hvor så mange mennesker blev skudt ned, dræbt, myrdet i Paris. Det kunne nøjagtig lige så godt have været i København, tænker vi, og det kunne det. Et øjenvidne fortæller at han så gerningsmændene skyde omkring sig, ind i mængden af intetanende festglade mennesker mens de råbte: Gud er stor! Gud er stor, råbte de, mens de tog livet fra andre mennesker! Det er jo absurd. De rørte andres menneskers krop på en sådan måde, at de tog livet ud af dem. I dag er det præcis det modsatte Vorherre gør. Han rører ved mennesker og giver dem livet tilbage. I dag, dagen derpå, står vi målløse, men også med vrede og med frygt. Når en sådan undergangsstemning er ved at få bugt med os - så gælder det for alvor om, ikke at bukke under. Tværtimod så gælder det om at oparbejde en modstandskraft og et overskud, som kan trodse modgangen. Men det er jo lige det. Hvor skal den styrke komme fra, når man er i magtesløshed og håbløshed.. Hvor i alverden skal den modstandskraft komme fra, når der intet synes at være at stille op overfor de nederlag og sår som livet har givet os? Overfor det kulsorte mørke vi har set i Paris? Så er vi netop på Herrens mark - derude hvor vi må gå et andet sted hen for at få hjælp. Det var det, der var situationen for de to vi lige har hørt om: den blødende kvinde og synagogeforstanderens døde datter. I dagens fortælling fra Bibelen er det livet, døden, blodet, åndedrættet og livsånden der vender tilbage, det handler om. Og det handler om Jesus, Guds søn, som hersker over livet og døden. Som er dommer over levende og døde. Det er ham, der tvinger livets ånd tilbage i en død pige. Det er ham, der helbreder en kvinde, hvis liv har dryppet ud af hende de sidste 12 år. Deres liv var blevet lagt øde af sygdom og af død. Men det blev givet dem igen af en kraft, der var langt større end dem selv. Synagogeforstanderen beder om, at hans syge datter må blive fysisk berørt: Kom, og læg din hånd på hende, og kvinden med blødningerne ved, at en enkelt berøring er nok: Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst. Da jeg var ung og gik i 3.g var jeg i Rusland. I en ortodoks kirke oplevede jeg noget som jeg, som 18-årig dansk pige der meget sjældent havde været længere væk fra Als end Haderslev, ikke havde set før. I den mørke og fugtige kirke gik folk

2 rundt og kyssede billeder af helgenerne, ikonerne, og glasset de var rammet ind af var helt fedtet af berøring og kys. Som ung var jeg ikke så bevidst om, at det var min protestantiske tro der gjorde, at dette var så fremmed for mig. Jeg kiggede måbende på menneskenes hengivenhed, deres iver for at kysse en specifik ikon. Evangeliet i dag er om berøring og fysisk kontakt. Det er et billede på opstandelsen. Jesus tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Opstandelsen er at tage ved hånden. Der er frelse i den varme berøring fra et andet menneske. Kvinden med blødningerne bliver ikke berørt af Jesus, men rører ham. Måske er det det, de ortodokse russere har indset når de kysser ikonerne? At uden berøring ingen kontakt, hverken med Gud eller mennesker. I vores protestantiske kirke bruger vi ikke at kysse ikoner eller statuer. Men vi kender til det med berøring hos os. Både i dåben, ved konfirmationen og ved vielsen bliver man velsignet ved at præsten rører ved én. I nadveren spiser vi, og det er jo ret fysisk, brød og drikker vin. Og vi siger jo endda, at brødet og vinen er Jesu krop, som på den måde forenes med vores krop. Det er da noget af en berøring. Og de fire dåbsbørns voksne stod med dem i favnen, da de modtog dåbens kærtegn. Et kærtegn fra Gud der fortæller at Gud tager barnet ved hånden. Rejser det op til livet. Rejser det til opstandelse. Alle slags dage livet igennem. I dag hører vi også fra profeten Ezekiels vision. En fantastisk og helt vild fortælling om en dal, fuld af knogler, gamle og indtørrede. Jeg tror ikke det skal være uhyggeligt, selv om det nok for os lyder sådan. Det skal måske snarere illustrere, at der intet liv er. Der er stille, som før verden blev skabt. Men så begynder det at rasle i de gamle, tørre ben. Man forestiller sig, hvordan knoglerne nærmer sig hinanden, får sener, bliver iklædt kød og hud og til sidst kommer livsånden, den hellige ånd fra de fire verdenshjørner og blæser liv i alle disse kroppe, så de bliver levende! Gud er den der blæser liv i menneskene. Gud er ikke en Gud der for sin majestætiske ophøjethed kræver dødsofre. Aldrig! Som kristen mener jeg, at kristendommen, og Guds åbenbaring af sig selv i Kristus er det eneste sande der er at sige om Gud. Fordi han siger: Mit lille barn, du er elsket, elsk du derfor også din næste. Hvis vi kunne høre og forstå det, så var det liv og fred til hele verden. For Gud er livgivende. Det troede synagogeforstanderen og den blødende kvinde på. Vi hørte, at det var troen, der frelste - både den syge kvinde og synagogeforstanderens døde datter.

3 Vær frimodig, din tro har frelst dig I dagens fortælling er det klart hvad det betyder. Vi ved ikke hvordan kvinden og synagogeforstanderen kender Jesus, men de ved, at Jesus er deres håb, deres redning - der er ingen tøven eller tvivl hos dem: Kom, og læg din hånd på hende, så vil hun leve, og hvis bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst. De kender til det, som Ingemann digter om i salmen vi synger efter prædiken: Der er et helligt værge imod al verdens nød: den tro som flytter bjerge, bekæmper sorg og død. Men Ingemann ved også godt, at så stærk en tro, er det meget svært at fastholde. Ja, og hvis man har den, har man den vel kun i glimt, for min erfaring er, at Gud, eller måske rettere, det guddommelige nærvær, eller Helligånden, det kan man ikke fastholde, men kun erfare glimtvis. Og jeg tror også, det er det, Ingemann udtrykker med sit: 'O, kunne jeg bevare den tro i fromme sind ' Det er et ønske Kunne jeg blot Men tro kan man ikke præstere eller tvinge frem. Troen er en gave. Troen skænkes frit til enhver der vil tage imod den, den er ikke afhængig af hverken intellektuel formåen, placering i samfundet, alder eller klogskab. Den kristne tro er en tro på, at vi ikke skalkunne det hele selv. At det ikke er os der skal gøre os fortjente til Guds nåde! Det er ham, der kommer til os! I islam er mennesket som bekendt forstået som Guds tjener. En tjener skal gøre sin herre tilfreds gennem velbehagelige gerninger. Og man kan vel nok komme til at spørge, om det er derfor islamisk stat myrdede så mange mennesker fredag aften? For at opnå Guds yndest? Og var det derfor de råbte: Gud er stor, mens de slog ihjel? For at opnå Guds yndest? I kristendommen forstås mennesket som Guds barn. Et barn skal ikke gøre velbehagelige gerninger for at opnå sin Fars kærlighed. Barnet er elsket på trods af sin utilstrækkelighed og alle sine fejl. Og i kristendommen tjener man Gud ved at tjene sin næste. Uanset hvem han er. Muslim, buddhist, jøde, græker, mand eller kvinde. Der er ingen forskel. For som kristne har vi lov og frimodighed til at tage imod Guds gaver. Ikke fordi vi har fortjent noget af det, men fordi vi er Guds børn. Gud giver os igen og igen sin helbredende kraft og nåde. På trods. På trods. På trods af vores ondskab og egoisme. Fordi vi er hans børn. Som Ingemann skriver i sidste vers: den tro som flytter bjerge,

4 skænk mig i liv og død. Skænk mig! Det er en bøn til Gud om at han hver dag vil give os den tro, der sommetider kan være så svær at holde fast i. For nogen vil dagens historier være bekræftende for troen, for andre kan de måske pille den sidste rest af tro væk. For hvorfor kommer Jesus ikke og vækker én af mine kære? Hvorfor forhindrer den almægtige ikke at der sker så grusomme terrorhandlinger? Hvornår kan min tro flytte bjerge? Og hvad vil det overhovedet sige at være frelst?? Kommer Jesus og hjælper, når det er mig, der er på Herrens mark og ikke aner hvor jeg skal vende mig hen?? Hvad er en tro, der kan frelse? Vær frimodig, din tro har frelst dig javel Omdrejningspunktet i historien til i dag er påstanden om, at vi bliver frelst ved tro. Første gang jeg skulle undervise konfirmander, og det var før jeg selv blev præst, spurgte jeg dem om, hvad jeg dengang synes var både nærgående og vovet, nemlig om de troede på Gud. Og svaret var: ja, hvad ellers? Det synes de virkelig var et dumt spørgsmål. Deres tro var umiddelbar. Selvfølgelig er Gud til. En så umiddelbar tro kan måske synes for enkel og for naiv i en kompliceret verden som den, vi lever i. Tro bliver hurtigt tolket som menneskelig uselvstændighed, og derfor vil det moderne menneske gerne have en Gud, der ikke kommer for tæt på, men holder sig lidt i det fjerne og nøjes med at være en form for tilværelsesforklaring, når vore egne forklaringer holder op. Og her er det måske også, at den mere eksotiske og mystiske tro på f.eks. reinkarnation og andre religiøse sværmerier sniger sig ind. Her er det, at det på en måde er lettere når man selv kan handle sig til Guds nåde, som det i større eller mindre grad er tilfældet i islam. Sådan er det ikke i kristentroen. Troen på Gud lever ikke på distance til en nidkær nøjeregnede Gud. Tro er enkel tillid til og overbevisning om, at Gud alene er den magt der holder livet oppe og forhindrer det i at gå under. Selv nu. Og tro på Gud handler ikke om, at vi slipper af med vanskelighederne i livet, med det, der gør ondt, med tvivlen. Troens styrke er, at jeg ikke skal magte det hele selv, men blot finde styrke i at sige: Herre, jeg tror! Hjælp mig, når jeg tvivler. Herre, jeg tror, sagde og tænkte den blødende kvinde og synagogeforstanderen.. Og de fik store undere at se Din tro har frelst dig!

5 At blive frelst er, at blive sat i frihed! At vi bliver befriet fra al undergangsstemning og håbløshed! At være frelst er at være sat fri til at leve dette liv uden at skulle stive os af overfor andre, eller overfor Gud, og uden at være afhængig af deres anseelse. Det er troen, som frelser, fordi den får os til at kaste alt vores håb på Jesus, som har Guds kraft. Vi i dag kan ikke række vores hånd ud og røre ved Jesus, men vi bliver frelst i lige så høj grad som kvinden, når vi i troen vender os mod Jesus og stoler på, at han vil hjælpe os. Troen på, at vi er elskede som dem vi er. Også selvom vi af og til er som tørre ben som ikke ejer liv eller som kvinden som næsten al mod til livet var løbet ud af.. Amen. Lovprisning Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Kirkebøn Himmelske Far! Gør os åbne for den nye uge der nu kommer til os, så vi ikke skal frygte de udfordringer og opgaver vi skal møde, men stoler på din trofasthed, og tager imod dagen som en gave. Hjælp os til at give afkald på alt det, som vi bruger til at hæve os op over andre mennesker og på det, som forhindrer os i at se vor næste og vor næstes nød. Vis os, at vi er hinandens brødre og søstre. Giv os vilje til at hjælpe andre og ydmyghed nok til at modtage andres hjælp. Forbarm dig over alle, som lider nød åbenlyst eller i det skjulte, midt iblandt os og overalt i verden. Vær med dem, som har forladt deres hjem og fædreland frivilligt som udvandrere eller tvungne som flygtninge. Mæt de sultne. Vær nær hos de fængslede. Styrk de syge og dem, som finder hverdagens byrder tunge at bære. Trøst de sørgende og giv et levende håb til dem, som snart skal dø.

6 Forbarm dig over dem, som har fået særligt ansvar betroet jorden over og i vort eget land. Hjælp dem til at træffe beslutninger, som er til gavn for mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes hus. Vor regering og folketing. Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag i alle livets situationer. Vi beder for William, Huxi, Martha og Mikkel der er blevet døbt i dag. Vær med børnene i dag og alle slags dage. Lad fred og retfærdighed og medmenneskelighed vokse i denne verden. Vi beder for din kirke her i København, ligesom vi beder for alle kirker verden over, hvor budskabet om din søn Jesus Kristus udgår fra. Giv os frimodighed til at tale dit befriende ord til alle mennesker, der har brug for at høre det, og lad os selv åbne vore hjerter for Ordet. Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se dig i et hvert menneske. Løft dit ansigt mod os og send os ud til andre med bud om dig, og giv os din fred, hvor vi end skal gå. Led os ad dine veje og brug os i din tjeneste, ja, giv os et varmt hjerte. Vi ber dig for ofrene for terrorismens blinde had. Vi ber for indbyggerne i Paris og for os, der frygter denne verdens nådesløshed. Giv os modet til stadig at slås for fred og forsoning. Og til sidst, Herre, ber vi, om du vil åbne vore øjne, så vi kan se din kærlighed. Den kærlighed, der varer i al evighed. I Jesu navn, Amen.