Pro gram. Sjostakovitjs 5. DR SymfoniOrkestret Dirigent: Thomas Søndergård Solist: Baiba Skride, violin. Torsdag 29. marts kl. 19.

Transkript

1 11 12 Koncerthuset Klassisk sæson Torsdag 29. marts kl Sjostakovitjs 5. DR SymfoniOrkestret Dirigent: Thomas Søndergård Solist: Baiba Skride, violin Pro gram

2 Program Koncerthuset 2008/ /12 2 TORSDAGSKONCERT Torsdag 29. marts 2012 kl DR SymfoniOrkestret Dirigent: Thomas Søndergård Solist: Baiba Skride, violin Koncertmester: Johannes Søe Hansen Koncerten sendes direkte i P2 KLASSISK (FM og DAB), på DR K og kan streames direkte på nettet. Genudsendes søndag 1/4 kl på P2 KLASSISK (DAB) Sergej Prokofjev ( ) Symfoni nr. 1, Den Klassiske, D-dur, op. 25 (1917) I Allegro con brio II Larghetto III Gavotte: Non troppo allegro IV Finale: Molto vivace Varighed: ca. 14 Carl Nielsen ( ) Violinkoncert, op. 33 (1911) I II Præludium: Largo. Allegro cavallerésco Poco adagio. Rondo: Allegretto scherzando Varighed: ca. 36 Pause: ca Mød musikken: Der er koncertintroduktion kl i koncertsalen med P2-værten Esben Tange, der fortæller om koncertens program og interviewer medvirkende fra koncerten I koncertpausen: P2 Klassisk sender direkte fra Metrohjørnet i foyeren. Publikum har mulighed for at stille spørgsmål via sms samt købe orkestrets seneste cd-udgivelser Dmitrij Sjostakovitj ( ) Symfoni nr. 5, d-mol, op. 47 (1937) I Moderato Allegro non troppo II Allegretto III Largo IV Allegro non troppo Varighed: ca. 50 Ensemblechef: Kim Bohr Orkesterchef: Ole Bækhøj Producent: Curt Kollavik-Jensen Producer: Claus Due Teknik: Jan Oldrup Regissør: Henrik Overgaard Kristensen Redaktion: Karen Inger Povlsen Korrektur: Magna Blanke Design: E-types A/S Tryk: Team Rapo

3 Værker Koncerthuset 2011/12 3 En kærlig hilsen til fortiden og en drillesyg leg med det gamle. Sådan er Prokofjevs Symfoni nr. 1. Sergej Prokofjev: Symfoni nr. 1 Af Jens Cornelius Prokofjev var et enfant terrible som ung. En overvældende begavelse med hang til at chokere. Han elskede at give konventionerne en tur gennem vridemaskinen, men havde bestemt noget at have sin oprørstrang i. Et perleeksempel er hans 1. Symfoni, som vender vrangen ud på den klassiske musik af Haydn, han måtte terpe på konservatoriet. Prokofjev skrev symfonien i vinteren og dirigerede selv uropførelsen i Skt. Petersborg i 1918 Dengang i begyndelsen af 1900-tallet blev Haydns symfonier ikke spillet ret ofte. De var lærebogsmateriale, og Prokofjev lærte også at dirigere efter Haydns musik. Faktisk skrev Prokofjev symfonien for at udfordre sig selv. Han ville prøve at komponere en hel symfoni uden brug af klaveret som arbejdsredskab. Han valgte at gøre det i Haydn-stil, fordi han kendte stilen ud og ind. Blev det så en Haydn-symfoni? Overhovedet ikke. Musikken er rendyrket Prokofjev. Selv om stilen udadtil kan virke traditionel, er musikken lige så flabet som Prokofjevs mest støjende værker. Det forekom mig, at hvis Haydn havde været i live i dag, så ville han med udgangspunkt i sin egen stil have ladet visse moderne træk indgå. Sådan en symfoni ville jeg skrive en klassisk symfoni, skrev Prokofjev. Musikken går over stok og sten. Alene de første 30 sekunder af symfonien rummer på flere forskelige planer en mængde parodier og forvrængninger af alt, hvad der er klassisk. Musikalske brokker bliver sat sammen på nye måder, takter klippes over, accenter overdrives og tonearterne skifter på måder, der ifølge lærebogen er absolut forbudt. Og så er hele symfonien præget af Prokofjevs musikalske vandmærke: dissonanserne. Det er de 'forkerte' toner i musikken, som Prokofjev understreger i stedet for at glatte ud. Prokofjevs 1. Symfoni var med til at skabe den nye stil neoklassik. Utallige komponister har efter Prokofjev skrevet tvetydig musik, som er moderne, fordi den lyder gammel næsten.

4 Værker Koncerthuset 2011/12 4 Carl Nielsen: Violinkoncert Det er i disse dage 100 år siden, Carl Nielsens Violinkoncert blev spillet første gang. Den er Danmarks mest berømte violinkoncert, men stadigvæk et stykke musik, der skal kæmpes for internationalt. Ikke overalt har man fanget Carl Nielsens dybt originale bud på en stor, virtuos koncert for violin og orkester. Carl Nielsens Violinkoncert er skæv sådan er den skabt, og det er meningen. De første minutter viser holdningen i en nøddeskal. Først et dramatisk forspil for violinen i Bach-stil. Da det opløses, går musikken videre i hjertesmeltende smukke, lyriske fraser. For så straks at gå videre til satsens hoveddel, der er stolt og ret påtrængende. Efter 100 år er det stadig overraskende at lytte til! Violinkoncerten blev uropført 28. februar 1912, samme aften som Carl Nielsens storslåede Symfoni nr. 3, Sinfonia espansiva Violinen var Carl Nielsens eget instrument. Der findes ingen optagelser af hans spil, men nogen stor virtuos har han nok ikke været. Han spillede 2. violin i Det Kgl. Kapel og optrådte aldrig solo. Men han har haft et originalt og personligt forhold til instrumentet, og han har helt klart vidst, hvordan man kunne brillere. Solostemmen i hans violinkoncert er utrolig vanskelig at spille og dét hjælper selvfølgelig heller ikke på musikkens udbredelse. Violinkoncertens episodiske opdeling i afsnit kom bag på publikum og anmeldere. Udfordringen er, at værket er opdelt i to blokke. Første del er potent og ridderlig, men altså som sagt forsynet med et usædvanligt forspil. Anden del består af to satser slået sammen: En drømmende, langsom sats, der går direkte videre til en uhyre veloplagt og gøglende finale. Finalen er et af Carl Nielsens mest lunefulde stykker. Han må have klukket af grin, mens han skrev den. I hvert fald rapporterede han i et brev til sin kone: Finalen bliver en slags halvsød, halvlystig, dinglevorn sats, uden vilje næsten, men god og indtagende som en hjertelig smilende drivert i sine bedste øjeblikke! Det gik klart hjem hos publikum i En anmelder skrev, at violinkoncerten var et næsten kådt arbejde, hvor en mængde uhyrlige tekniske vanskeligheder var stillet sammen til virkelig musikalsk morskab. Lidt alvor savnede man måske nok. Og dér rammer man endnu en af fordommene, som Carl Nielsens Violinkoncert stadig bakser med 100 år efter: Hvis kunst er sjov, kan den da ikke samtidig være god?

5 Værker Koncerthuset 2011/12 5 Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 5 Der blev lyttet med tårer i øjnene, og allerede inden symfoniens sidste sats var forbi, havde publikum rejst sig op. Øjenvidner til den første opførelse af Sjostakovitjs 5. Symfoni fortalte, at bifaldet varede en halv time. Ingen havde styr på, hvor mange gange Sjostakovitj blev kaldt frem på scenen. Året inden var Sjostakovitj blevet angrebet i den sovjetiske partiavis Pravda, endda på forsiden: "Forplumring i stedet for musik" hed omtalen af hans nyeste værker. Kendere af sovjetisk retorik mente at kunne se, at artiklen var dikteret af Stalin personligt. Den slags kritik var et forvarsel om noget meget alvorligt. Symfonien er en af de mest spillede fra det 20. århundrede Sjostakovitj vidste, at hans næste store premiere ville blive nøje iagttaget. Derfor skrinlagde han sin nye Symfoni nr. 4, som var hans hidtil mest eksperimenterende. I stedet skrev han målrettet 5. Symfoni til en koncert i anledning af 20-året for den russiske revolution. En journalist forsynede symfonien med undertitlen En sovjetkunstners svar på berettiget kritik. Symfonien tegner en udvikling fra svære grublerier til en triumferende afklaring. Sjostakovitjs kritikere opfattede det som en indrømmelse. Han gav øjensynligt her et budskab om, at hans eksperimenter og forplumring af musikken nu var lagt væk. Den nye symfoni levede kort sagt op til de kunstneriske krav fra Stalin: Sovjetisk musik skulle være tydelig og opbyggelig. Men samtidig tydede publikums følelsesladede reaktion på noget andet, nemlig at man opfattede symfonien som en personlig sejr for Sjostakovitj, og ikke for revolutionen. Den stormende folkelige begejstring gav de sovjetiske kommissærer mistanke om, at symfonien havde dobbeltbund, men efter nærmere undersøgelser kunne man ikke bevise noget. Sådan er musik heldigvis! Efter Sjostakovitjs død og især efter Murens fald er hele hans utrolige livsværk blevet taget op til revision i en grad, som ingen anden komponist har oplevet. I dag er den generelle opfattelse, at adskillige af hans værker er tvetydige, og at nogle ligefrem er fyldt med musikalske koder. Tag fx slutningen af 5. Symfoni. Er den pompøs og buldrende, fordi systemets mænd kun forstod den slags? Det er blot en af de gåder, der gemmer sig bag Sjostakovitjs fantastisk medrivende 5. Symfoni.

6 Dirigent Koncerthuset 2011/12 6 Dirigent Thomas Søndergård Thomas Søndergård har etableret sig som en af Skandinaviens førende dirigenter. Siden 2009 har han været chefdirigent for Det norske Radioorkester. Til sommer tiltræder han to nye fremtrædende poster i Storbritannien: Som chefdirigent for BBC's walisiske Nationalorkester og som 1. gæstedirigent for Det skotske Nationalorkester. Thomas Søndergård Dansk dirigent, født 1969 i Holstebro Chefdirigent for Det norske Radioorkester Tiltræder til september som chefdirigent for BBC's walisiske Nationalorkester Denne sæson har været Thomas Søndergårds hidtil travleste. Ud over sit faste arbejde som chefdirigent har han optrådt med bl.a. Oslo Filharmonikerne, Rotterdam Filharmonikerne, Bruxelles Filharmonikerne, Sveriges Radios Symfoniorkester, Stockholm Filharmonikerne og det internationale Mahler Kammerorkester. Senere skal han dirigere Seattle Symfoniorkester og Houston Symfoniorkester to af de store i Nordamerika samt Luxembourg Filharmonikerne. Som chefdirigent i Norge har Thomas Søndergård fornyet Det norske Radioorkester med fokus på et meget bredt repertoire, ikke mindst med megen ny musik. Sammen med dette orkester har han bl.a. uropført Poul Ruders Klaverkoncert nr. 2, og den efterfølgende cd-indspilning blev i år nomineret til en amerikansk grammy. Også på sin kommende post som chefdirigent i Wales har han sat sig som mål at holde den klassiske musik i live ved at spille mange nye værker. Thomas Søndergård begyndte sin karriere som slagtøjsspiller og paukist i Det Kgl. Kapel. Det var også med Det Kgl. Kapel Thomas Søndergård fik sit sensationelle gennembrud som dirigent det skete i 2005, da han stod for uropførelsen af Ruders opera Proces Kafka, som senere blev indspillet på cd. Siden har han dirigeret mange gange på Det Kgl. Teater og har også stået for operaopsætninger på Statsoperaen i Stuttgart og Den Kgl. Opera i Stockholm.

7 Solist Koncerthuset 2011/12 7 Solist Baiba Skride Den unge violinist Baiba Skride er fra Letland. Allerede som syvårig vandt hun sin første internationale pris det var i Bulgarien, dengang hun som lette stadig var en del af Sovjetunionen og Østblokken. Efter Murens fald rejste hun 14 år gammel til Tyskland for at studere. Hun pendlede frem og tilbage mellem Riga og Rostock, indtil hun slog sig ned i Hamborg, hvor hun også bor i dag. Baiba Skride Lettisk violinist, født 1981 i Riga Vandt i 2001 den fornemme Dronning Elisabeth Violinkonkurrence i Bruxelles Har optrådt over hele verden og indspillet seks cd er Det store gennembrud kom i 2001, da hun vandt Dronning Elisabeth Konkurrencen i Bruxelles, en af de fornemste violinkonkurrencer, som også den danske violinstjerne Nikolaj Znaider har vundet. Siden har Baiba Skride optrådt over nærmest hele verden. Hun har været solist med bl.a. Berliner Filharmonikerne, Gewandhaus Orkestret, Leipzig, Det russiske Nationalorkester og Los Angeles Filharmonikerne. De senere år er Baiba Skride begyndt at arbejde oftere med moderne musik. Også i Danmark, hvor hun i oktober sammen med sin søster, pianisten Lauma Skride, og Det Kgl. Kapel uropførte en ny dobbeltkoncert af Hans Abrahamsen. Opførelsen blev i pressen kaldt noget af det smukkeste, der er hørt i en dansk koncertsal. Baiba Skride har indspillet seks cd er, senest Brahms Violinkoncert. Hun spiller på en uvurderlig Stradivarius fra 1734, som hun de seneste halvandet år har haft til låns fra en anden stor lettisk violinist, Gidon Kremer.

8 Adresse: Emil Holms Kanal København C Tlf.: koncerthuset@dr.dk DR SymfoniOrkestret Musikerliste 1. violin Johannes Søe Hansen Soo-Jin Hong Jan Rohard Anders Fog-Nielsen Helle Hanskov Palm Anders Jonsson Per Friman Camilla Sand Kjeldsen Fogh Josefin Lykken Tine Rudloff Sabine Bretschneider Sophia Bæk Elisabeth Dingstad Benedikte Thyssen Ikuko Takahashi Arne Balk-Møller 2. violin Tue Lautrup Bodil Kuhlmann Ludmila Spektor Julie Meile Line Most Marianne Bindel Morten Dulong Jensen Anne Marie Kjærulff Andrea Rebekka Alsted Hedvig Oftedahl Stanislav Zakrjevski Inger Høj Elna Carr Anniina Leppäniemi Bratsch Claus Myrup Gunnar Lychou Per Nørby Hansen Flemming Lave Ulla Knudsen Carina Andersson Michail Dolgin Kristian Fogh Astrid Christensen Mina Fred Anne Soren Asbjørn Nørgaard Cello Soo-Kyung Hong Henrik Dam Thomsen Carsten Tagmose Inger Guldbrandt Jensen Nils Sylvest Jeppesen Vanja Louro Mats Larsson Birgitte Øland Johan Krarup Peter Morrison Kontrabas Joel González Gerrit Hamacher Michael Dabelsteen Henrik Schou Kristensen Ditlev Damkjær Mads Lundahl Kristensen Katharina Richter Jan Mathiasson Fløjte Ulla Miilmann Toke Lund Christiansen Russell Itani obo Henrik Goldschmidt Kristine Vestergaard Ulrich Ortmann Klarinet Olli Leppäniemi Mathias Kjøller Klaus Tönshoff Søren Elbo Fagot Audun Halvorsen Sebastian Stevensson Jens Tofte-Hansen Aksel Kaae Trige Horn Lasse Mauritzen Henning Hansen Dominika Piwkowska Leif Lind Per McClelland Jacobsen Jakob Arnholtz Trompet Michael Frank Møller Rupprecht Drees Karl Husum Joris De Rijbel Basun Jesper Juul Windahl Peter Bennet Schmidt Brian Bindner Tuba Carl Boye-Hansen Harpe Caitriona Yeats Berit Spælling Klaver og celeste Per Salo Pauke René Mathiesen Christian Utke Schiøler Slagtøj Gert Sørensen Tom Nybye Mads Hebsgaard Andersen Med forbehold for ændringer i musikerlisten efter redaktionens afslutning DRs ensemblers virksomhed støttes af blandt andre: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Augustinus Fonden Beckett-Fonden Bikubenfonden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat FrederiksbergFonden Nordea Danmark er sponsor for Koncerthuset