FORBEDRET DYNAMISK REGULERING AF POSTURAL MUSKELTONUS MED UNDERVISNING I ALEXANDERTEKNIK

Transkript

1 ALEXANDERTEKNIK OG POSTURAL MUSKELTONUS En artikel med titlen Increased dynamic regulation of postural tone through Alexander Technique training publiceret i Elsevier' s Human Movement Science beskriver, hvordan alexanderteknik kan ændre et fundamentalt aspekt af motorisk/postural adfærd: at anti-tyngdekraft muskelstøtten bliver reguleret med teknikken. Forskningen understøtter, at alexanderteknik udover de kliniske resultater også fremmer en ændring af adfærd, hvilket for eksempel afhjælper lænderygsmerter. Resultaterne viser, at alexanderteknik ændrer reguleringen af anti-tyngdekraft-spænding i musklerne, hvilket reducerer stivhed langs rygsøjlen og i hofteleddene. FORBEDRET DYNAMISK REGULERING AF POSTURAL MUSKELTONUS MED UNDERVISNING I ALEXANDERTEKNIK af Tim Cacciatore og Korina Biggs oversat af Signe Gad Introduktion Dette forskningsprojekt udsprang af en interesse i at finde ud af, hvordan Alexanderteknik påvirker mønstre af muskelspænding i kroppen. Hjernen regulerer muskelspænding for at støtte kroppen i forhold til tyngdekraften. Teknisk kaldes denne type langvarige muskelaktivitet postural muskeltonus, og er særlig vigtig langs kroppens midterakse, hvorfra den hindrer kroppen i at kollapse. Man kan forledes til at tro, at postural muskeltonus er grundigt studeret og forskningsmæssigt forstået, eftersom det forekommer så grundlæggende. Men det er det ikke. Først og fremmest skyldes det, at postural tonus er svær at måle. Dens lille omfang, det, at den hele tiden er der og at den er spredt ud over muskelaturen som sådan, gør det svært at omsætte den i målbare størrelser. Derimod er et andet fænomen, balance (hvordan vi holder vores kropsvægt ovenover fødderne) grundigt undersøgt og forstået. Det skyldes, at de hyppige frem- og tilbagebevægelser, som opstår under balance, er nemme at måle, mens de vedvarende kræfter, som giver tyngdekraften modspil, ikke er. 1

2 Twister For adskillige år siden samarbejdede Dr. Cacciatore med Victor Gurfinkel i Portland Oregon om at udvikle en metode til at måle postural muskeltonus, kaldet Twister. Det er en maskine, som måler og analyserer den kraft, som er nødvendig for at dreje halsen, torsoen eller hoften, når en person står op. Det kræver muskelaktivitet at stå oprejst og modstå tyngdekraften, og ved en drejning strækkes musklerne. Den modstand, vi måler ved drejningen, afspejler styrken (spændingen) i musklerne, som bruges til dette. Hvis man læner sig imod en støtte, reducerer det mængden af nødvendig muskleaktivitet og påvirker målingen. Derfor er Twister konstrueret sådan, at den drejer kroppen, uden at man kan læne sig op ad den. Den målte modstand afspejler en persons u-hjulpne muskulære opposition til tyngdekraften. Dette er muligt takket være Garfinkels snedige konstruktion af hængsler og fjedre. For at sikre, at målingen af modstand afspejler muskelstyrke, er drejningen lille. Det er for at udelukke styrken fra ligamenter, som først begynder at trække sig sammen ved mere end 30 graders drejning. Ved at holde drejningen pænt under den vinkel, får man målene på postural tonus. Twister kan indstilles til at måle tonus i halsen, torsoen eller hoften. Målene viser den totalt integrerede aktivitet af alle muskler indenfor et område, og altså ikke af en enkelt muskel. Indtil dato har denne metode ført til 6 artikler, som har hjulpet med at kaste lys over hvordan postural tonus bliver kontrolleret, men denne er den første, som involverer alexanderteknik. Emnet for de andre artikler var Parkinsons sygdom samt hvordan berøring påvirker postural tonus. Det første Twister studie (Garfinkel et al. 2006) slog fast, at postural tonus varierer blandt forskellige personer. Stive personer er væsentligt stivere (3-4 gange) end mindre stive personer. Disse forskelle i postural tonus kan skyldes 2 faktorer: graden af muskelspænding eller hvordan denne spænding tilpasser sig dynamisk til forandinger i stilling eller belastning. Med andre ord, et lavt niveau af stivhed kan komme fra lavt niveau af spænding, eller fra at ændre spændingen dynamisk ved at dreje ved at give slip (reducere aktivitet) på de 2

3 muskler, som er forlængede af drejningen og stramme op (øge aktivitet) i de muskler, der er forkortede. Dette første Twister studie fandt frem til, at den største forskel på individer var at stive personer havde tendens til at have en låst muskelaktivitet, mens dem der var mindre stive tilpassede tonus dynamisk. Formålet med det aktuelle studie var at undersøge alexandertekniks effekt på muskel tonus. Selvom det fremgår tydeligt fra subjektive erfaringer, at mønstre i postural tonus ændrer sig, er det ikke klart præcist hvordan. Efter lektioner ser graden af spænding, dens distribution gennem kroppen og dens dynamiske tilpasningsevne (smidighed) ud til at ændre sig på komplekse og indbyrdes relaterede måder. Dette studie tog fat på at undersøge disse spørgsmål. Fra et videnskabeligt synspunkt var det vigtige generelle spørgsmål, om en person kan gøre sin tonus mere dynamisk responsiv ved hjælp af et vist antal lektioner. Metoder Dette studie bestod af 2 dele. Først blev postural tonus hos alexanderteknik-lærere sammenlignet med en kontrolgruppe. Dernæst blev personer med lænderyg-smerter undersøgt gennem et stykke tid før og efter alexanderteknik-lektioner. Disse 2 tilgange giver supplerende oplysninger. Postural tonus blev målt med Twister i halsen, torsoen og hoften. Hvert område blev undersøgt for sig med kroppen fastgjort, sådan at det respektive område blev drejet. I alle tilfælde udførtes adskillige 10 graders drejninger til hver side, hvilket tager 3 minutter, da drejningen foregår meget langsomt. Det væsentlige er, at det opleves ligesom når en lærer drejer hovede, skuldre eller hofte meget langsomt med meget frie hænder. Apparatet opleves specielt, fordi det er fuldstændigt fikseret i forhold til drejning, (nødvendigt for at kunne måle modstand) og meget eftergivende overfor alle andre slags bevægelser (sådan at det ikke hjælper med at holde personen oprejst). Studie med alexanderteknik-lærere 14 smertefri lærere og 15 smertefri kontrolpersoner blev rekrutteret udfra match i alder, vægt, højde og køn. Man fandt frem til, at alexanderteknik-lærere (AT-lærere) havde meget mindre modstand mod at dreje i forhold til kontrolpersonerne. 3

4 AT-læreres gennemsnitlige stivhed var omtrent det halve af kontrolpersonernes, hvilket gjaldt for alle områder (hals, torso, hofte). Som beskrevet ovenfor, kan mindre stivhed hos AT-lærere skyldes mindre spænding eller mere tilpasningsdygtig spænding, dvs. mere smidighed. Der blev brugt 3 forskellige metoder til at vurdere hvor tilpasningsdygtig deres tonus var: modstandens evne til at tilpasse sig, ændringen når man er i neutral position (også kaldet phase advance) samt elektriske målinger af muskelaktiviteten. Ved en drejning er tonus' tilpasningsevne generelt mere varieret, den har større variation i neutral postition samt mere muskelaktivitet. Dette studie viste, at alle 3 målinger var større end hos kontrolgruppen, hvilket indikerer, at deres posturale tonus har en bedre tilpasningsevne. En sammenlignende analyse understøttede, at denne skærpede dynamiske tilpasningsevne i høj grad bidrager til mindre stivhed. Studie med personer med lænderyg-smerter 8 personer med smerter i lænden deltog. I løbet af en fastsat periode, blev alle målt efter en placebokontrol -intervention og efter alexanderteknik-lektioner. Begge slags interventioner foregik 2 gange om ugen i 10 uger. Rækkefølgen af interventioner var tilfældige. Man fandt frem til, at personer med lænderyg-smerter fik signifikant mindre hofte og torsostivhed (29%) efter undervisning i alexanderteknik, hvilket kontrolgruppen ikke fik. Halsstivhed blev ikke målt. Før lektionerne havde lænde-smerte-personerne større variation i graden af stivhed: nogen var meget stive, mens andre var det meget lidt. Personerne med mest stivhed ændrede sig mest med alexanderteknikken. Der var dog ikke deltagere nok til at fastslå, om deres posturale tonus blev mere dynamisk. Konklusion Dette studie repræsenterer det første skridt mod at forstå alexanderteknik og postural muskeltonus. Mere forskning er nødvendig for at forstå, hvordan graden af muskelspænding og dens distribution til resten muskulaturen, samt smidighed ændrer sig med teknikken. Fremtidige studier vil undersøge dette, ligesom hvordan postural tonus relaterer sig til koordination og smerte. 4

5 Referencer 1. Cacciatore, T.W., et al. Increased dynamic regulation of postural tone through Alexander technique training. Human Movement Science (2010) doi: /j.humov Cacciatore, T.W., et al. Improvement in automatic postural coordination following Alexander Technique lessons in a person with low back pain. Physical therapy 2005;85: Gurfinkel et al. Postural muscle tone in the body axis of healthy humans. J Neurophysiol 2006;96(5): Video: Tim Cacciatore er forsker på the Institute of Neurology, University College London og blev færdiguddannet som lærer i alexanderteknik i Korina Biggs er lærer i alexanderteknik, medlem af STAT Scientific Research Committee Dette resumé af (1) blev publiceret i Statnews, May 2011, vol 7 issue 5 5