Kristi Fødsels Dag. 25.dec Hinge kirke kl.9.00 Nadver. Vinderslev kirke kl

Transkript

1 Kristi Fødsels Dag. 25.dec Hinge kirke kl.9.00 Nadver. Vinderslev kirke kl Salmer: Hinge kl.9.00: / Vinderslev kl.10.30: / Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Joh 1,1-14 Kære Gud, vi takker dig for denne dag med alt, hvad den rummer. Vil du nu forkynde julens budskab for os og lade din hellige Ånd virke, så vi tager imod det. Amen. I en gammel novelle fortæller forfatteren Jørgen Falk Rønne om Paradishaven. 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 1

2 Paradishaven det var præstegårdshaven ude vestpå, hvor han fik lov til at vokse op som barn. Men det var også her, syndefaldet skete. Hans lillesøster kom en dag ud i haven med sit dukkekaffestel, og den dumme storbror slog så til det, så et par af kopperne faldt på jorden og gik i stykker. Hun var ulykkelig, og han var selv straks klar over katastrofen. Derfor flygter han langt bort fra haven for at gemme sig en tid. Da han langt om længe vendte tilbage, var alt forandret. Flagstangen var helt skæv, havens buske for forblæste og ødelagte, og da han vil række hånden ud for at tage en frugt, falder en stor, ækel orm ned på hans hånd. Paradishaven var borte, og den kom aldrig nogensinde tilbage, fortæller han. Det slog mig, at det jo netop er det, der sker, da vi mennesker vælger den vej, som går imod Guds vilje. Og det er vel at mærke ikke en begivenhed, som bare er sket én gang. Nej, det er noget, som gentager sig i vort liv. Igen og igen rækker vi hånden ud og ødelægger dermed de positive muligheder for os selv og vore medmennesker. Men i begyndelsen var alt, som det skulle være. Såre godt, som der stod i den gamle bibeloversættelse. For lidt siden hørte vi de allerførste ord af den gamle skabelsesberetning, men vel at mærke de ord, som er altafgørende, fordi de handler om lyset, som bliver til, og som fortrænger mørket. Sådan er det jo med lyset. Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket, siger vi gerne, og vi ved af erfaring, at bare det at stryge en tændstik eller tænde et lille stearinlys er nok til at få mørket til at vige. Prøv ved lejlighed at lukke døren op til en oplyst stue. Vi har ofte praktiseret det juleaften, hvor hele familien stod i den mørke gang udenfor, mens juletræets lys blev tændt. Når så døren blev åbnet var det så mørket fra gangen, der bredte sig ind i den oplyste stue? Selvfølgelig ikke. Det var lyset fra træet, som sejrede over mørket, og det er den 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 2

3 sejr, vi også hører om fra tidernes morgen. Der skal være lys! hedder det. Og der blev lys. Eller for nu at sige det på latin: Fiat lux, et fakta est lux. Lyset er fakta, en kendsgerning! Det blev det jo desværre ikke ved med at være. Allerede på Bibelens næste blade læser vi om slangen, der ødelægger det hele. De første mennesker rækker hånden ud for at tage af den forbudte frugt, og snart efter er Paradishaven borte. Det afgørende øjeblik beskrives med disse ord om Skaberen: Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. Underforstået er jo, at nu skal mennesket ikke også række hånden ud og spise af det træ, som giver evigt liv. Tværtimod. Nu holder døden sit indtog. Døden med alt, hvad det fører med sig af ondt og meningsløst, sådan som vi i den grad har mærket det i det år, som nu nærmer sig sin afslutning. Terrorisme, nedskydning af børn og lærere i skoler, flykatastrofer, oversvømmelser osv.osv. Jo, listen er lang, når det handler om konsekvenserne af det skridt bort fra Gud, som skete i tidernes morgen. Alt sammen kan vi samle det i det ene udtryk: Guds vrede, som vi hørte i søndags. For det er Guds vrede, som lægger sig som en dyne hen over den verden, som oprindelig var god, men som valgt at gå sine egne veje. Men nu er det ikke for ingenting, apostlen Johannes begynder sit evangelium med præcis de samme ord som den gamle skabelsesberetning! I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. På en måde er vi hermed tilbage til situationen før skabelsen. Ordet det er Guds egen søn, Jesus Kristus. Det er om ham, det hedder: Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskets lys. Uvilkårligt svimler det for os, når vi hører de ord. De gamle, som formulerede vor kirkes trosbekendelser, var klar over, at her stod de over for det afgørende indgreb både i tidernes 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 3

4 morgen, og da Gud ville rette op på det ødelagte. Derfor hedder det sådan i den nikænske trosbekendelse, som vi brugte for lidt siden. At vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er født af Faderen før alle tider, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt Det er navnlig de sidste ord her, vi lige skal standse ved: ved hvem alt er skabt. Den formulering er jo som skrevet af fra Johannesevangeliet, hvor det hedder: Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. Vor Herre Jesus var altså med, da denne verden blev skabt. Han er så at sige det ord, som lyder, og som har den skabende magt i sig. Og derfor er det også dette ord, som lyder, da Gud nyskaber og genopretter. Ligesom der blev lys i tidernes morgen, da Gud sagde Der skal være lys, sådan bliver der lys, da Gud bliver menneske og ligger som et barn i krybben julenat. Nu gælder det endnu mere: I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke fat på det. Nu er det Gud selv, som så at sige trækker i arbejdstøjet igen for at rette op på det ødelagte. Nu er det Gud selv, som med julens under tager det skridt, som skal ende der, hvor alt igen er såre godt, sådan som det var på skabelsens morgen. I modsætning til den ødelagte Paradishave, som Jørgen Falk Rønne beskriver i sin novelle, ja, så er Gud i stand til at rette op på det ødelagte, og ikke bare er han i stand til det. Nej, han gør det! Men nu er det jo sådan med enhver gave, at den får først betydning, når den bliver modtaget. Da milliardæren Mærsk McKinney Møller i sin tid skænkede operaen til København, ja, da var det jo helt klart, at der måtte lyde et ja tak, før det blev til virkelighed. Sådan er det også, når det gælder julens budskab. 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 4

5 Virkeligheden, som omgiver os det er mørket, og Gud har tændt lys i mørket, fordi lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Der er ingen, der skal komme og sætte spørgsmålstegn ved Guds kærlighed og Guds vilje til at frelse. Men forudsætningen for frelse det er jo erkendelsen af nød, og det er derfor, vi hører om mennesket, som kom fra Gud for at aflægge vidnesbyrd. Johannes Døberen, som vi hørte om i søndags. Det, som var opgaven for denne Johannes, var at sætte fingeren på det ømme punkt, så folk kunne forstå, at de havde behov for en frelser, en redningsmand. Han var ikke selv lyset, siger Johannes, og derfor er det heller ikke ham, der skal stå i centrum og samle opmærksomheden om sig. Nej, men han skulle vidne om lyset, pege på lyset, bane vej for lyset, og det gør han netop ved at afsløre mennesker. Nu kommer det sande lys fra Gud. Han, som var i verden før alle tider, og som verden er blevet til ved, og verden kendte ham ikke. Det er det, som er så uendelig vemodigt. Han kom til sit eget, siger Johannes, og deri ligger jo, at han bliver født ind i det folk, som oprindelig var Guds ejendomsfolk. Jo, men hans egne tog ikke imod ham. Vi ser det allerede, da han ved begyndelsen af sit virke træder frem i synagogen i Nazareth, hvor det ender med et raseri, som nær havde styrtet ham ned fra bjerget, som byen var bygget på. Det raseri blev ikke mindre med tiden, men endte med, at Jesus blev naglet til korset på Golgatha. Fordi hans egne ikke ville tage imod ham. Når apostlen Johannes siger det på den måde, er det ikke for at lukke alt og alle ude, men for at slå fast, hvor forfærdeligt det var, at man på den måde ikke ville vide af lyset. Johannes ved jo, hvordan han selv har det, når det gælder det lys, som Gud har tændt i denne verden, og han ved, at der var andre, som havde det på samme måde. Så nok tog hans egne ikke imod 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 5

6 ham, men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn, og så føjer Johannes til: De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Se, det er jo det, som er evangeliet i sin fulde konsekvens! Ikke bare det, at Gud har tændt et lys, som mørket ikke fik bugt med, men dette, at lyset undertiden skinner helt ind i et menneskes hjerte, så det skaber tro og nyt liv, sådan som det var tilfældet for Johannes og de andre af Jesu disciple, som kan aflægge dette vidnesbyrd: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Det er dér, hvor det sker, at det virkelig bliver jul! Dér, hvor det lille Jesusbarn får lov til at blive voksen, så han bliver en mand, der dør på et kors, og som Påskemorgen opstår fra de døde, og som er midt iblandt os og skaber tro og nyt liv, hvor han bliver modtaget. Om lidt skal vi synge om det i en af de nye julesalmer, skrevet af nu afdøde biskop Johannes Johansen. Det var ikke en nat som de andre, skriver han. Nej, for denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden, dengang Gud selv blev menneskets lys. Og så fortsætter han med at slå fast, at det var ikke en himmel, som andre, som blev åbnet af lys og af lyd. For det var ikke et barn som de andre, der blev født under himlen den nat, og det var ikke en herre, som andre, og til sidst konkluderer han: Det er ikke et ord som de andre, det kan styrte selv dødens tyran, det er lyset, hvorved vi skal vandre gennem mørket til morgenens land. Dette ord blev et lyshav i tiden, det har lyst gennem slægterne siden, det er Gud, det er menneskets lys. 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 6

7 Glædelig jul alle sammen. En jul, hvor lyset ikke bare er tændt, men hvor det får lov til at skinne helt ind i hjertet, så det bliver til frelse og evigt liv for os. Amen. 25/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 7