Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, Matt 11, tekstrække

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 24. august 2014 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 10. søndag efter trinitatis, Matt 11, tekstrække Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op Dåb DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl DDS 52 Du, Herre Krist Altergang: DDS 477 Som brød fra mange marker DDS 523 Min nåde er dig nok Tekstlæsninger. Ez 33, ; Hebr 3,12-14; Matt 11,16-24

2 2 Prædiken. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Den anden dag talte jeg med en, der havde været til en fest. Dvs. det skulle have været en fest, men det blev aldrig rigtig festligt, for de fleste af dem, som var med til festen, de var kun interesseret i sig selv. De bidrog ikke med noget som helst og de gad kun snakke med dem, som de kendte godt i forvejen. Sådan en fest har vi nok alle sammen prøvet at være med til. Man har glædet sig til nogle festlige timer men det blev alt andet end det. For det festlige ved festen kom aldrig rigtig i gang. De fleste af os har så nok også prøvet det modsatte. Man er inviteret til fest som lidt udenforstående, og man kommer nærmest kun af pligt. Man forventer sig altså ikke ret meget af den fest, for man kender ikke rigtig nogen af dem, som er med og egentlig heller ikke rigtig dem, man er inviteret af. Og så viser det sig, at festen bare bliver alle tiders, fordi alle dem, der er inviteret med, er ude på, at nu skal der være fest nu skal alle have nogle gode timer. Det er et spørgsmål om engagement, og det er sådan set det samme spørgsmål om engagement, som Jesus tager frem i dagens evangelium. Spørgsmålet er, om folk gider høre på ham eller ej. For hvis ikke de gider, så kan han selv gøre alt muligt, uden at det bevirker noget som helst, hos dem der lytter. Han kan spille på fløjte, danse eller stå på hovedet for den sags skyld gøre det ene tegn efter det andet. Men det får ingen konsekvens ingen betydning. For de gider ikke og så bliver alt tolket forkert. Johannes Døberen kom og blev gjort til grin, fordi han hverken spiste eller drak, men gik omkring i ørkenen og fastede og var underlig eneboer. Så kom Jesus han spiser og drikker ligesom alle andre, men så var det også galt. De kaldte ham en frådser og dranker en der var ven med de forkerte. Sådan har de fleste oplevet at blive misforstået. Men det uforståelige ved denne historie er, at det er Guds egen søn, der bliver misforstået. At der virkelig er nogen, der ikke tager ham alvorligt. At han uanset hvad han gør ikke kan vække disse menneskers interesse. Om vækkelsen kommer på den ene måde gennem Johannes Døberen eller på den anden måde gennem Menneskesønnen det spiller alt sammen ingen rolle, for de er i virkeligheden kun interesseret i sig selv.

3 3 Vi ville vel sige, at det er en ting, at Johannes Døberen bliver misforstået. Det kan man måske godt forstå. Ligesom det skete for profeter før ham Ezekiel f.eks. som der blev fortalt om i lektien fra alteret. Alt det er måske til at forstå. Men det er ikke til at forstå, at Jesus på samme måde kunne støde på manglende interesse. For vi ville vel tænke, at hvis Jesus levede i vores tid, hvis han gik synligt rundt iblandt os, så måtte alle mennesker komme til tro på ham. Så var mistro og vantro vel umuligt. Men så simpelt er det nok slet ikke. Det er nok ikke bare sådan, at hvis blot der tales med guddommelig myndighed, så kommer troen helt af sig selv. Jesus er vred i det, som vi hører i dag. Med moderne ord ville vi måske kalde ham for frustreret. Som når man har gjort sit allerbedste, og man bliver alligevel ikke forstået. Derfor skælder han ud. Selv i de byer, hvor han har gjort allermest, hvor han har udført sine største undere der har det åbenbart ikke ført til tro. Derfor skælder han ud, og derfor fremhæver han byer i fjendeland på to gode jødiske byers bekostning. Korazin og Betsajda er sådanne gode gammeldags jødiske byer. De bliver sammenlignet med to hedenske byer i Sydlibanon med Tyrus og Sidon. Ja, selv Kapernaum, Jesu egen hjemby eller i hvert fald en af dem på dommens dag skal det gå denne by endnu værre end Sodoma, siger Jesus. Og hvordan det gik den syndige by Sodoma kan vi jo nok alle huske fra vores bibelhistorie. Jesus er vred, og med sin vrede forsøger han at vække sine tilhørere. De skal tage stilling til det, som han kommer med. De skal ikke bare være lige glade. De skal ikke bare være interesseret i sig selv, men de skal følge ham. De skal tage evangeliet til sig og komme til tro tro på ham som Gud søn og verdens frelser. Som kirke har vi samme opgave. Kirken har som mål at vække og føre til tro på kirkens herre. Det store spørgsmål er så, hvordan vi gør det. Hvis ikke det var så kedeligt alt sammen, ville vi også komme hører man folk sige. Ikke så meget enetale ikke så meget orgelspil lidt mere demokrati og diskussion lidt mere dans og fløjtespil, så kommer vi. Og det gør kirken så i større eller mindre grad kirken forsøger ind i mellem at leve op til det moderne så leverer den, hvad der bliver efterspurgt den står på hovedet og spiller klovn og tror, at det højner troværdigheden men den tager fuldstændig fejl, for klovneri og pop øger ikke respekten tværtimod. Måske kommer folk og morer sig, som om de var i cirkus men kirkens klovneri svigter både mennesket og evangeliet. Og i sidste ende er alle

4 4 de poppede indslag meningsløse for de fører måske nok til sjov og ballade men de fører ikke til tro. I sidste ende sejrer ugideligheden. Det betyder ikke, at kirken ikke også skal forsøge at gå nye veje. Men det hjælper alt sammen ikke noget hverken alle vore nye ord eller alle vore nye måder at gøre tingene på hjælper noget, hvis ikke der er nogen, der gider være med. Hvis altså ikke der er noget af det, der fører til tro. Nu vi er i gang med kirkepolitikken, så er der selvfølgelig også dem, der tænker modsat. De mener, at jo flere der bliver væk, jo flere der tager afstand, jo sundere er kirken jo sandere er forkyndelsen af evangeliet. At kirken bliver tommere og til sidst helt tom er kun en konsekvens af, at evangeliets forargelse virkelig har lydt rent og purt. Evangeliet fortæller nemlig altid det, som vi ikke vil høre, som vi i vores selviskhed må tage afstand fra. Så en tom kirke er ifølge denne teologi tegn på forkyndelsens ægthed. Men mon ikke det bare er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. En måde at overleve på med en uacceptabel kirkegang. På den anden side når kirkens Herre selv måtte opleve manglende lydhørhed overfor sit budskab, så må man jo medgive, at det under ingen omstændigheder kan være flertallets begejstring eller tilslutning, der bestemmer, hvad der er sandhed eller ej. For der er vel ingen, der kan tvivle om, at Jesu forkyndte sand kristendom og ham ville de ikke engang høre på ja, de endte med at slå ham ihjel. Evangeliet skal prædikes ind i tiden, men det skal ikke gøres til pjat og pjank. Kirken skal ikke forsøge at gøre evangeliet populært, så det nemmere glider ned som at dynge havregrøden til med sukker, så det nærende i den forsvinder eller som elskovsord, som profeten skrev. Evangeliet vil altid modsige mennesket, så længe mennesket ikke vil erkende, at det må modtage alt fra Gud. Det er det, der skal forkyndes ind i tiden på tidens sprog og med de muligheder, som vores tid giver os, men med det samme indhold som var fra første begyndelse. Evangeliet fortæller det forargelige og ildehørte, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Det kan vi godt blive fornærmede over, så vi vender os væk. Vi gider ikke vi gider ikke høre det. Men evangeliet fortæller mere end, at vi ikke kan frelse os selv. Det fortæller, at det skal vi heller ikke. Vi må leve af Guds nåde. Min nåde er dig nok, det ord er for de store, der selvisk peger på, det gode, som de gjorde. Sådan skal vi synge til sidst. Det er godt, at du gør godt men det er ikke det, der frelser dig. Det er fornærmende

5 5 at høre på, når man nu mener, at man gør det godt nok selv. Mener man derimod, at det går knap så godt med ens egen godhed, så er det et befriende budskab, som kirken er sat til at forkynde - Ordet fra Gud: Min nåde er dig nok, det ord med ild skal brænde og i os tænde mod hver dag til verdens ende. Amen