Øen der ikke vil dø. Teskt af Julie Hammer Lauridsen og Michala Rosendahl Foto af Michala Rosendahl

Transkript

1 Øen der ikke vil dø I Kattegat ligger Tunø og kæmper. Selvom befolkningstallet på øen har været stabilt de sidste ti år, er fremtiden usikker. For det er ikke nemt at lokke unge mennesker til en ø, hvor jobmulighederne er begrænsede, og muligheden for at pendle til fastlandet ikke eksisterer. Teskt af Julie Hammer Lauridsen og Michala Rosendahl Foto af Michala Rosendahl

2 Ikke en eneste stol står tom i den lille kro. Godt tredive mennesker er mødt op, men ingen er kommet for at spise. De er kommet for at blive hørt. Midt i lokalet sidder de, der skal lytte. Politikere fra Odder Kommune og Christiansborg samt repræsen tanter fra forskellige udvalg. Som en lille ø sidder de samlet om et langt bord i midten af lokalbefolkning ens hav af ønsker og spørgsmål. Vi bliver simpelthen nødt til at få nogle bedre færgeafgange, siger Marianne Lykke Kjær, der har fået ordet. Marianne bor på Tunø. Hun arbejder også på Tunø. Andet kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt for os at have et job på fastlandet. Ingen arbejdsplads vil acceptere, at vi møder og går igen klokken 14, fordi vi skal nå færgen, slår hun fast. De andre tunboere klapper og griner højt. Marianne har ret. Alle er enige om, at jobmulighederne er et af de helt store problemer for Tunø. Det er blandt andet derfor, de har arrangeret mødet på kroen. Dansk Folkepartis ordfører for landdistrikter og øer, Mette Dencker, rejser sig og giver Marianne ret. Hvis vi skal have tilflyttere til Tunø, bliver vi først og fremmest nødt til at sørge for, at man kan passe et arbejde. Som politikere må vi spørge os selv; vil vi øerne, eller vil vi dem ikke? Regeringen vil øerne. I hvert fald ifølge ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), som i april 2014 udtalte: Regeringen har en overordnet målsætning om, at der skal være gode leve- og bosættelsesvilkår i alle dele af landet, herunder også på de 27 småøer. Langt mellem jobs og færgeforbindelser Tunø er hjemsted for 118 mennesker. Sådan har det nogenlunde været de sidste ti år, og Tunø er dermed en af de eneste danske småøer, der har formået at opretholde et stabilt indbyggertal i denne periode. Men stabiliteten er noget, tunboerne kæmper for. Langt størstedelen af tunboerne har gråt hår, rynker og en pension at leve af, for det er svært at være ung på Tunø. Der er langt imellem både jobs på øen og færger til fastlandet.

3 Øen ligger i Kattegat ud for Odder, og sejlturen fra Hou Havn til Tunø tager en time. Om sommeren sejler færgen to gange dagligt. Forår, efterår og vinter sejler den kun 11 gange om ugen. Tunøs nye håb På Tunø havn ligger øens seneste forsøg på at skabe flere jobmuligheder. Det hvide røgeris mure lyser håbefuldt op. Dagen før mødet vidner skorstensrøgen om, at der er gang i røgeovnene. Indenfor røger den 37-årige Marianne Lykke Kjær makreller. Hun tager godt fat om fisken og presser et spyd gennem dens hoved. Seks fisk dingler side om side på spyddet, da hun hænger det på det sorte tørrestativ. Fiskenes mørke skæl skinner, mens de venter på at blive ført ind i den varme ovn. Hvis nogen havde spurgt mig for fire år siden, om jeg skulle bo på en ø og være røgmester, så havde jeg sagt, at de var mærkelige i hovedet. Men jeg er virkelig glad for mit job, siger hun. Marianne har boet på Tunø med sin kæreste i tre år. Hun fik job på Tunø Røgeri, da det åbnede i pinsen 2014, og jobbet har haft stor betydning for hendes liv som øbo. Før hun blev røgmester, forsøgte hun at få en tilværelse til at hænge sammen med et arbejde som chefreceptionist på en kro på fastlandet. Men færgeafgangene gjorde det umuligt for hende, at komme hjem til øen hver dag, og det endte med, at hun boede i Hou og kun rejste hjem en dag om ugen. Det er virkelig et privilegium, at jeg har fået et job på øen. Nu har jeg endelig tid til at være her. Jeg flyttede jo til Tunø for at nyde roen og naturen - ikke for at bo i Hou, siger hun. Tunø Røgeri er ejet af Røgerifonden. I alt er der 27 små foreninger på øen, og alle foreningerne ar-

4 Fakta om Tunø - Tunø er 3,5 km 2 - Øen ligger 8 kilometer fra Jylland, og det tager 1 time at sejle fra Hou til Tunø - Der bor 118 tunboere på øen, og indbyggertallet har været nogenlunde stabilt de sidste ti år - Øen har 27 foreninger, der kæmper for at forbedre tunboernes forhold

5 bejder for et bedre øsamfund. I løbet af de seneste år har deres kamp blandt andet resulteret i, at Odder Kommune og Region Midtjylland har givet øen en sygeplejerske og gratis godstransport for erhvervsdrivende. Lokalt indkøb Fra røgeriet på havnen baner en enkelt asfalteret vej sig gennem Tunø by. Gamle huse ligger på hver side af vejen, og gamle mennesker går og hilser på hinanden midt i efterårets stilhed. Hvad skal du handle? råber en kvinde til en mand, der er på vej ind i den lille købmandsbutik. Jeg skal bare lige have en bakke smør og en liter mælk, svarer han. Det er vigtigt, at han gør det. Handler i købmandsbutikken. For Tunøs kamp drejer sig ikke kun om politiske møder og foreninger. Tunboerne kæmper for øsamfundets overlevelse hver eneste dag, når de vælger at handle i den lokale købmand, selvom en bakke smør koster 27 kroner, og de kan købe den langt billigere på fastlandet. Hvis ikke øboerne handler lokalt, må købmanden lukke, og mindst to arbejdspladser forsvinder. Og hvordan skal man få nogen til at flytte til en ø, hvor det tager en hel dag at købe en liter mælk? En ø i dvale Der er stille i købmandsbutikken. Der er stille på Tunø. Efteråret får alting til at gå lidt langsommere, for med sommeren forsvinder turisterne. Det er en tid mange af tunboerne ser frem til. Også Marianne Lykke Kjær. Folk tænker nok, at der er kedeligt på en ø om vinteren, men jeg holder meget af vintrene. Der er så stille og fredeligt, og det er lige netop derfor, jeg er flyttet til øen. For at undgå fastlandets stress og få lidt ro, siger hun. Men man kan ikke leve af roen. Med turisterne forsvinder en stor del af tunboernes jobmuligheder. Udover jobbet som købmand og røgmester, er der kun få muligheder for at have et helårsjob på Tunø. Kirketjeneren, postbuddet og sygeplejersken arbejder hele året. Det samme gør læreren og pædagogen, som sørger for, at øens ti børn kan blive pas- set og undervist i den lille skole til og med syvende klasse. Men kroen lukker, når turisterne tager hjem. Det samme gør mejeriet. Og minigolfbanen. Erhvervsudvikling kræver kreativitet De få fuldtidserhverv, der er på øen, kan ikke tiltrække ret mange unge mennesker, og når færgeforbindelserne gør det umuligt at pendle, er det nødvendigt med mere erhverv på øen. Derfor har 64-årige Bent Sundgaard været med til at starte Tunø Erhvervsforening. Størstedelen af Tunøs befolkningen er oppe i årene, og øen kan ikke drives af pensionister alene. Der er brug for nye kræfter, og de unge kommer kun, hvis der er noget at lave, siger han. Bent Sundgaard har boet på Tunø i tre år og været

6 formand for erhvervsforeningen siden den blev oprettet i Han driver et kølervæskefirma over telefonen og opdrætter får og geder. Tidligere har han også forsøgt sig med at starte en sneglefarm og en citrusplantage. Det gælder om at tænke kreativt. Bent har store ambitioner for Tunøs erhvervsliv og håber at flere firmaer i fremtiden kan starte mindre afdelinger på øen. Men som situationen er nu, er det svært. Tunø har været fredet siden 1965, og det er derfor ulovligt at bygge på øen. Et håb for fremtiden I den lille kro er fredningen et vigtigt punkt på dagsordenen. Landdistriktordføreren fra Venstre, Thomas Danielsen, rejser sig. Jeg forstår udmærket, at fredningsloven er et stort problem, og loven bør lempes. Vækst og jobmuligheder er jo afgørende, hvis vi vil undgå, at Tunø bliver affolket, siger han. Øboerne smiler tilfredse og en enkelt klapper ivrigt. Politikerne er enige om, at fredningsloven er forældet. De er også enige om, at det er for dårligt, at færgen ikke gør det muligt at pendle til et fastlandsjob. Men flere færgeafgange kræver flere penge, og de penge har Odder Kommune ikke. Ingen kan love noget nu og her. Da tunboerne bevæger sig ud i kulden efter en times debat, er det alligevel med opmuntrede smil. Det var da et godt møde, siger flere af øboerne optimistisk. Marianne Lykke Kjær synes også, at der var en fin debat. Det er dejligt, at politikerne kommer for at lytte. Til mødet for et par år siden talte vi om mange af de samme problemer, men nu håber jeg, at vi kommer til at se resultater.

7