Bjarne Reuter. Illustreret af Lilian Brøgger. gyldendal

Transkript

1 Bjarne Reuter Illustreret af Lilian Brøgger gyldendal

2

3 Kapitel 1 Nu skal jeg fortælle dig historien om en dreng, der hed Karl, som tre gange om ugen blev til et æsel, faktisk blev han til et halvt æsel. Det lyder lidt underligt, det ved jeg godt, men det er ikke desto mindre en sand historie, som også omhandler en bambuspind, to englevinger og en baby ved navn Johansen. 9

4 10

5 Det hele startede i december, hvor man hver morgen kunne se Karl sidde i vindueskarmen og kigge op mod skyerne, som var blevet lidt uldne i kanten, og det kunne kun betyde én ting, nemlig at det snart ville begynde at sne, og var der noget, Karl havde glædet sig til, så var det snevejr. Han havde også glædet sig til noget helt andet, og det havde noget med det halve æsel at gøre og ikke at forglemme hans bedste ven. Hun boede på første sal til venstre i huset over for det hus, Karl boede i. Faktisk havde de kendt hinanden, lige så længe Karl kunne huske, og vinket til hinanden hver morgen, på nær de morgener, hvor Karl glemte det. Pigen hed Ullabadulla Belinda Johansen, men Ullabadulla var noget, Karl havde fundet på, egentlig hed hun Jytte. Til daglig arbejdede hun i en frisørsalon med radiomusik og damedufte, men nu holdt hun en lang pause, for nu var hun gravid i niende måned, og når man er gravid i niende måned, er det lige før, barnet kommer ud. Men her kom så problemet, og det var stort. Spurgte man Karl, ville han sige, at det var kæmpestort, for den lille skrubsak havde nemlig ikke tænkt sig at komme ud, den ville meget hellere blive inde i Ullabadullas tykke mave. Karl havde forestillet sig, hvordan babyen lå og gassede sig og spiste lakridspiber og dansede hopsa, når Ulla skruede op for radioen. Inderst inde vidste Karl jo godt, at det ikke passede, men måske var det ikke helt forkert, for Ullabadulla var efterhånden kommet op på tyve lakridspiber om dagen og fem om natten, for dem var hun nemlig blevet helt vild med på grund af sin graviditet, men allermest vild var hun med stegte sild, og sådan, tænkte Karl, var der meget ved de gravide, som stadig var et mysterium. 11

6 Men nu var det altså lige op over med den baby, og det gjaldt også for julen, og på grund af julen havde Karl fået et ekstra job, ja, faktisk havde han tre jobs, og det ene job var at lufte den højgravide hver eftermiddag, for var der noget, som kunne sætte en fødsel i gang, så var det en rask spadseretur, tværs over Kongens Have, forbi museet med de mystiske sten, ned til søen og hen til Dronning Louises Bro og tilbage igen, og det var faktisk temmelig langt at gå, men som om det ikke var nok, standsede Ulla ved hver lygtepæl og fastslog, at nu gik hun ikke et skridt mere, om hun så fik alle de lakridspiber, der fandtes i hele Finland1. Men den gik ikke, for Karl var en hård hund, som sagde, at det betød syv års uheld, hvis et barn blev født under en lygtepæl, og da Ullabadulla var en lille smule overtroisk med alt, hvad der angik hendes barn, tog hun et tag i sig selv og stavrede videre, om så regnen stod ned i stænger, for nu skulle den fødsel sættes i gang. Mens de gik, fortalte Ulla, hvor ondt hun havde i benene, i ryggen og i nakken, og det hele kom måske af at bekymre sig, for hvad nu hvis babyen blev født med ni tæer og sin farfars næse, og hvad nu hvis babyen havde et orangefarvet strithår ligesom Ullas moster i Sdr. Omme, og Karl sagde»ja og jo, og det hele skal nok gå, og folk med orangefarvet hår ser man trods alt bedre i mørke«, men når sandheden skulle frem, hørte han kun efter med et halvt øre, ja, han havde jo ikke et halvt øre, men to helt almindelige ører, men Karl havde andre ting at tænke på end ni tæer og orangefarvet hår, nemlig et halvt æsel, og det havde noget med kirken at gøre. 1 Hvor lakridspiber bliver lavet. 12

7 13

8 Den lille rødmossede kirke lå mellem et lavprisvarehus og et fitnesscenter, og når Karl kom i kirken tre gange om ugen, var det, fordi præsten, som hed Wolle, havde fået den gode idé, at man i anledning af julen skulle opføre et krybbespil. Ti frivillige børn, samt to ufrivillige, skulle være skuespillere i et teaterstykke, som handlede om det lille Jesusbarn, og om hvad der skete i de dage, da Jesus blev født. Men det var nemmere sagt end gjort, for sådan et teaterstykke krævede en masse forberedelser, og dem vender jeg tilbage til. Som du måske ved, så er historien om Jesus meget gammel, ja, en hel del ældre end Karls oldemor, som var så gammel, at hun ikke kunne huske fra næse til mund, men skrælle kartofler og snyde i Ludo kunne hun stadig. Om Jesus spillede Ludo, melder historien ikke noget om, men dengang Jesus levede, gik folk i noget helt andet tøj, fortrinsvis sandaler, og når de skulle frem og tilbage, tog de ikke bussen eller bilen, for busserne og bilerne var ikke opfundet, så de tog et æsel, og det var her, Karl kom ind i billedet. 14