Kære afgangselever, kære forældre og kære personale

Transkript

1 Translokationstale - Onsdag den 22. juni 2016 Kære afgangselever, kære forældre og kære personale Vi er midt i min yndlingstid på året. Ferien er lige om hjørnet. Og det er som om forventningen om de kommende uger stråler ud af både børn og voksne. Alle har travlt med at slutte godt af inden turen går syd, øst, vest eller nord på. Det er også tiden på året, hvor vi hylder de unge menneskers indsats; hvad enten det er i forbindelse med translokation som i aften eller om det er dimittender fra andre uddannelsesinstitutioner. Normalt synes jeg ikke udelt om fulde og kåde unge mennesker men lige i denne tid så, hilser jeg kådheden velkommen. For der er vitterligt noget at fejre. I aften er vi sammen for at hylde jer - og for at fejre, at I nu skal videre på livets vej, hver for sig. Mange af jer vil fortsat være sammen fx på ungdomsuddannelser, til sport eller lign. - men for fælleskabet i 9a, 9b, 9c og 9d er det slut. Måske vil I ses til jubilæer om 10 eller 20 år. Men det daglige møde, hvor I er sammen om det der lykkes og det der bare ikke fungerer det er slut.

2 Jeg nåede desværre ikke at blive en del af jeres hverdag. Jeg kender jer ikke som jeg gerne ville. Vi har ingen fortid sammen. Vi har ikke fælles oplevelser eller historier som vi kan dele i aften og more os over. Dvs at jeg ikke kan stå her på talerstolen i dag og læne mig op af anekdoter Så jeg vil forsøge at være forventningsfuld sammen med jer og jeres forældre Jeg vil glædes sammen med jer og så tilsiger min alder og min stilling mig også, at I skal have et alvorsord med på vejen. Men først skal I her på falderebet lære mig lidt at kende. Jeg vil fortælle lidt om mig selv. Ikke om hvem jeg er i dag, men om hvem jeg var i junimåned Det er 26 år siden, at jeg afsluttede 9. klasse i Hadsten. Og jeg håber, at et par af mine erfaringer fra dengang, kan hjælpe jer på kort og gerne på lang sigt.

3 Som dreng var jeg vild med fodbold og senere hen blev håndbold min store passion. Jeg levede mit liv efter skole og fritidsarbejde i Hadsten Hallen. Jeg trænede tre gange om ugen. Så på andre træne for i pausen mellem træninger at se mit snit til at løbe ind på banen for at skyde på mål 2-3 gange. Herefter kunne jeg vente en time på at det samme kunne gentage sig. Jeg havde lavet mine forældres stue om til træningsbane. Dvs. at stue var indrettet sådan at man ved at løbe på venstre side af spisebordet kunne simulere en fløjskudssituation. Målmanden (det var min lillebror)skulle stå i døren ud til gæstetoilettet og forgangen. Her blev mange timer brugt.

4 Jeg udviklede mig til at blive Hadstens bedste spiller på min årgang. Jeg blev indkaldt til forskellige træninger i forbundsregi. Og der gik ikke længe før talen gik på, om der var mulighed for at udvikle mit talent i Hadsten. Jeg var jo så stort et talent. Jeg blev i slutningen af 8. klasse kontaktet af en af Danmarks bedste klubber, og blev tilbudt at få plads på deres ligahold for juniorer. Jeg var førsteårs junior og skulle udvikle mig med henblik på at toppe som 2. års junior 1½ år senere. Jeg blev glad for tilbuddet og slog til. Og i løbet af 9. klasse kørte jeg tre gange om ugen til Skive fra Hadsten med tog. 3 gange om ugen. 1½ time hver vej. I alt 9 timer i tog hver uge og så kampene over det meste af landet i weekenden. Det gik fantastisk. Jeg havde kæmpe succes og medgang. Og talen om mit talent blev endnu mere klar. I løbet af sæsonen blev jeg fast mand i truppen selvom det først var året efter, at jeg for alvor skulle toppe.

5 Jeg blev også udtaget til kredsholdet for Midtjylland Eller det var jeg i hvert fald sikker på at jeg gjorde. Af mig selv og mine omgivelser blev det betragtet som en selvfølge. Jeg forventede det. Mine forældre forventede det. Min daværende og tidligere klub forventededet. I mit eget hoved forventede alle det! Men jeg blev ikke udtaget. 1½ måned senere stoppede jeg med at spille håndbold. Hvorfor: fordi jeg levede på at være et talent. Jeg fik det at vide hele tiden, at der ikke var grænser for det og for hvor langt det kunne bringe mig. Og så BUM! Der var ingen, der havde lærte mig værdien af at stræbe efter noget gennem hårdt arbejde og accept af nederlag. Der var ingen, der havde hjulpet mig til at se værdien i ikke at lykkes for så at bruge nederlaget til at lære mere. Jeg kunne kun acceptere at lykkes.

6 Jeg kunne ikke håndtere ikke at blive kaldt talent. Jeg kunne ikke acceptere, at jeg blev fravalgt. Når noget ikke lykkedes, så var det mig som person, der ikke var værdig eller god nok. Jeg havde ikke bare lidt et nederlag i håndbold jeg var slået ud som menneske. Jeg var en fiasko! Jeg håber sådan for jer, at I har turdet gøre jeres bedste i forbindelse med jeres nyligt overståede eksamen. Og jeg håber, at I forlader Rosendalskolen med modet på at prøve igen og igen. Få det bedste ud af de nederlag som I også vil møde på jeres vej. Og hver gang I lider et nederlag, så skal I bruge det som grundlag for at komme videre og lære af livet. Det var det jeg ikke kunne og jeg har arbejdet hårdt på at lære det lige siden.

7 Hvis I frygter nederlag fx i forbindelse med eksamen, så er det fordi I ser forkert på det. Eksamen er en mulighed for at vise det man har arbejdet sig til af viden eller færdigheder. Karakteren er ikke et udtryk for menneskelig værdi eller et færdigt mål for jeres potentiale. Selvfølgelig skal I glædes, når det er gået godt, men hvis I er for bange for nederlag, så får I ikke det ud af livet som det kunne indeholde. Derimod skal I prøve alt det I har lyst til og faktisk værdsætte hver gang i mislykkes med en opgave eller et projekt. Jeres selvværd kan forstås som jeres omdømme hos jer selv. Og I må aldrig bruge et nederlag til at tale jer selv ned, som jeg gjorde. Brug jeres nederlag til at lære. Og så skal I prøve igen og igen hvis I virkelig vil det!

8 Jeg vil prøve at sætte det lidt i relief ved at læse et digt (eller det er faktisk en sang, som I kan tage hjem og lytte til!) De eneste to (Simon Kvamm + Peter Sommer, 2010) At være nogen Blive til noget Blive kaptajn på sin egen båd Det koster Når man vil styre sin båd helt alene i havn Når man vil stå der helt alene med sit navn Alt i sin favn Det koster Vi er de gode gamle dumme unge Vi vil ikke gå, vi vil fandme køres Guderne skal vide Alt det vi ikke ved At flytte nogen Skubbe til noget Bruge den gave man nu engang har fået Det koster Når man vil flytte noget hen, hvor det egentlig skulle stå Når man vil prøve på at lære nogen at gå Ud i det blå Det koster Vi er de gode gamle dumme unge Vi kan ikke besejres, for vi kæmper ikke Guderne skal vide Alt det vi ikke ved Og sige at sandheden findes Derude et sted

9 Jeg håber at I forlader os i aften med lys i øjnene og med mod til at prøve. Med mod til at gøre jeres bedste. Og ikke mindst med evnen til at anerkende jer selv for indsatsen og for at gøre jeres bedste også når det ikke lykkes! I skal passe på jer selv men ikke mindre vigtigt I skal passe på hinanden. I sidste uge i forbindelse med folkemødet på Bornholm fandt en dansk mand det på sin plads at spytte efter Pia Kjærsgaard, der er tidligere leder af DF. Manden stak af fra stedet. I forbindelse med et arrangement på Islandsbrygge i København, hvor EM kampen mellem Island og Portugal blev vist på storskærm, blev tidligere justitsminister Morten Bødskov slået hårdt i tindingen efter at være blevet spurgt om han var politiker. For lidt mere end en uge siden blev den britiske politiker Joe Cox stukket ned og dræbt i London. Det skete som følge af, at en 52 årig mand ikke kunne acceptere Cox EU og indvandrerpositive holdninger. Det er heldigvis langt fra vores hverdag. Det er langt fra vores måde at være sammen på. Eller er det? Hold kæft din luder Jeg smadrer dig Hun er en so Du er et tabersvin

10 Jeg kunne godt blive grovere men det kan I selv tænke! Jeg er ikke bekymret for jeres sprog. Jeg er bekymret for vores sprog. For vores måde at kommunikere med hinanden. Og så er jeg sikker på at sprog skaber virkelighed. Og sproget skaber rum for, hvad der er legalt at sige til hinanden og siden hen gøre ved hinanden. Omkring middagsbordet skal der være plads til at en finke kan ryge af panden. I venners lag for en lukket dør - skal vi kunne kalde en skovl for en skovl. Men hvad med på de sociale medier. Er Facebook et privat eller et offentligt rum? Har I deltaget i en shitstorm på nettet? Har I svinet andre til? I Danmark har vi den højeste grad af tillid Vi bliver igen og igen erklæret det lykkeligste folk Og vi har tradition 200 år tilbage i tiden for en åben politisk debat. Men det er ikke en naturlov, at det er sådan. Det er en tillid og respekt for hinanden, som skal gødes af alle opvoksende generationer. Og i øjeblikket synes jeg vores respekt og

11 tillid er under pres bl.a. fordi vi betragter det at svine andre til via fx Facebook som det naturligste i verden i ytringsfrihedens navn? Tænk over det: - Vokser andre i jeres øjne ved at tale grimt? - Synes I at det er sejt, når andre hænges ud på nettet? - Hvem er taberen ham der siger det eller ham der får ordet spyttet ud over sig? I er bestemt ikke de nye gamle dumme unge jeg tror på jer og jeg håber, at I vil lære min generation noget om respektfuld adfærd både på nettet og når vi taler med hinanden, til hinanden og om hinanden. Jeg har tillid til jer!!

12 Til slut vil jeg tage jer med ud på en mark for at tale om glæde. Vi skal mere end 150 år tilbage i tiden så der er helt stille. Vi kan høre kornet sveje i vinden. Og måske høre en fugl på himlen. Herude finder vi den teologiuddannede Søren Aabye Kirkegaard. En stor tænker og verdenskendt filosof. Søren havde et på godt dansk lorteliv. Han glemte at leve og tænkte tilværelsen ihjel. Men hans tanker om livet kan vi andre måske nyde godt af. Han går ved siden af os. Han er fordybet i tanker. Han tænker på fortid, han tænker på fremtid. Og han tænker på alt det, der ikke er som det skal være. Så hæver han blikket. Står pludselig stille. Og så siger han: Hvad er glæde, eller det at være glad? Der er i sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i sandhed nærværende, det er dette I dag, at være i dag, i sandhed at være i dag. Og i samme grad som det er sandere, at du er i dag, i samme grad som du mere er dig selv ganske nærværende i at være i dag, i samme grad er ulykkens dag i morgen ikke til for dig. Glæden er den nærværende tid med hele trykket på: den nærværende tid!

13 Om lidt skal jeg overrække jeres eksamensbeviser. Med dem i bagagen skal I forfølge jeres drømme. I skal ikke være bange hverken for sejre eller nederlag. Og så skal I have tillid til jer selv og ikke mindst til de to personer, der sidder ved siden af jer. Og så skal I være nærværende. Kære afgangselever. Hjertelig tillykke.