Manuskript Jennifer, case 2

Transkript

1 Manuskript Jennifer, case 2 Koncentrationslejre for kvinder. Seksuelt slaveri. Systematisk voldtægt, misbrug og bortførelse af især kvinder fra landets oprindelige mayabefolkning. Disse forbrydelser fandt sted under borgerkrigen i Guatemala, men problemstillinger om kvinders rettigheder og ligestilling er stadig aktuelle i det Latinamerikanske land. Efter borgerkrigen stod Guatemala overfor Machismo-kulturen. En kultur, der også er tilstede i resten af Latinamerika. I machismo-kulturen bestemmer manden praktisk talt. Kvinden skal være en god mor og kone. De skal holde sammen på familien, men har ellers ikke meget at skulle have sagt. Det er en kultur, der emmer af kvindehad. I Guatemala myrdes 2 kvinder om dagen, udelukkende på baggrund af deres køn. 97 procent af sagerne bliver ikke opklaret og gerningsmændene kan frit leve deres liv videre som hvis ingenting var hændt. Jeg hedder Katrine og arbejder for Operation Dagsværk. Sammen med min kollega Laura har jeg udarbejdet dette podcast. I slutningen af januar tog vi på en research rejse til Guatemala sammen med Operation Dagsværk.Vi mødte en masse unge mennesker, der fortalte os om forholdene i landet og delte deres personlige historier om det at være ung i et land præget af vold og diskrimination. En af de unge vi mødte var Jennifer. Jeg hedder Jennifer Barrios. Jeg er 17 år gammel. Jeg har et lille barn på tre år. Vi mødte Jennifer på et center, der hedder MIRIAM. Vi mødte også Jennifers psykolog, Karen. Hej. Mit navn er Karen Méndez. Jeg er psykolog på Projekt Miriam, som arbejder for at fremme kvinders uddannelse. Miriam er først og fremmest anerkendt for sit uddannelsesmæssige aspekt, altså det faktum, at det uddeler stipendiater til unge voldsramte kvinder. Jeg arbejder med unge kvinder, der har behov for traumebehandling. Karen vender vi tilbage til lidt senere, først skal vi høre Jennifers historie. Jennifer blev gravid som 13-årig, efter hun blev voldtaget af hendes søsters mand. Det lykkedes hende at holde sin graviditet hemmelig for alle, selv hendes veninder.

2 Jeg fortalte det ikke til nogen. Ingen vidste, jeg var gravid. Min søster fandt ud af det, da jeg var otte måneder henne. Så næsten gennem hele graviditeten var der ingen som vidste noget. Da min søster fandt ud af det, spurgte hun hvem faderen var, og sagde at jeg skulle sige sandheden. Jeg fortalte hende, at faderen til barnet var hendes mand, da han havde forgrebet sig på mig. Da jeg var otte år gammel, døde min mor. Da min mor døde, flyttede jeg ind hos en af mine søstre. En dag kom min far og ville at jeg tog med ham. Han sagde, at han ville give mig en uddannelse, at jeg skulle komme med ham, at jeg ikke ville mangle noget. Så jeg tog med ham. Jeg boede hos ham i to år. Men han gav mig intet af, hvad han havde lovet. Han var meget sur. Han slog mig og sagde, at jeg ikke var hans datter. Han sagde, han ikke gad at se mig længere. Jeg kunne ikke holde ud at være der længere, så jeg stak af, da jeg var ti år gammel. Min søster kæmpede min sag gennem retten, og på den måde fik hun forældremyndigheden over mig. Hun fik mig til at studere. Jeg blev behandlet godt, jeg manglende intet. Alt gik fint med hendes mand. Der var intet problem, men jeg ved ikke det skete der hos min søster, at jeg blev gravid, fordi hendes mand misbrugte mig. Jeg følte stor skyld, fordi jeg ikke havde sagt noget til min søster. Jeg ville heller ikke have barnet. Da jeg var gravid kastede jeg mig ned i sengen med maven først, i håb om, at barnet ville dø. Men det skete aldrig. Karen fortalte os, at Jennifers reaktion er meget normal. Ofte gennemgår pigerne en krise før traumet indtræffer efter en voldtægt. Krisen oplever man før traumet indtræffer, eksempelvis når volds- eller voldtægtsofret ikke ved, hvad hun skal gøre umiddelbart efter overfaldet, og hun tænker; skal jeg sige det?, skal jeg lade være med at sige det?, hvem skal jeg sige det til? eller skal jeg eventuelt holde det hemmeligt?. Da Jennifer var 8 måneder inde i sin graviditet, fandt hendes søster ud af det. Hun blev meget sur og forstod ikke hvorfor Jennifer havde gjort det mod hende. Jennifer blev alligevel boende hos søsteren og hendes mand indtil hun fødte sin datter. Efter fødslen tilbød Jennifers søster hende, at hun ville tage sig af hendes datter, så hun kunne fortsætte sine studier.

3 Da jeg havde fået min datter, fandt resten af mine søskende ud af det. De skældte mig ud, og sagde jeg var ulydig, at jeg intet manglede, og hvad det var jeg søgte, når jeg havde det godt, som alt var. To uger efter Jennifer havde født, blev søsterens mand anmeldt med en ordre om, at han skulle pågribes. Kort tid efter blev han anholdt. Han fik 18 år. Samtidig blev Jennifer anbragt på et opholdssted med barnet. Jennifer var heldig, i Guatemala er det sjældent at sager som disse, overhoved kommer for retten. Hvordan det skete fortæller historien ikke noget om. Jeg var der i to måneder og fire dage. Jeg opholdte mig der med barnet, mens hele problemet blev løst. Midt i dette dukkede min far op igen, han tog kontakt til domstolen og fandt ud af det hele. Han sagde derfor, at han ville være ansvarlig for mig, og han ville hjælpe mig med at passe barnet. Jeg blev endnu en gang overdraget til min far, og jeg boede hos ham i seks måneder. Efter jeg havde fået min pige, begyndte min far at sige, jeg var en udgift, at han ikke længere kunne holde mig ud, at han ikke forstod, hvorfor han havde taget mig tilbage, at han ikke burde have gjort det, for i sidste ende var jeg ikke hans datter, og mit barn heller ikke var hans barnebarn. Mens Jennifer boede hos sin far studerede hun ikke. Hun besluttede sig for at stikke af igen denne gang til hendes anden søster, som boede i Guatemalas hovedstad. Jennifer boede 4 år i hovedstaden. Imens kørte retssagen mod hendes voldtægtsmand. I løbet af de 4 år var der mange problemer med den nye søster og hendes mand. Han mente også at Jennifer og hende datter var en stor udgift. Han havde ikke råd til at forsørge to ekstra i huset. Det betød to ekstra munde at mætte. Han diskuterede ofte med Jennifers søster. Hun ville gerne hjælpe, men hendes mand gav hende ikke lov. Nogle dage fik Jennifer og hendes datter ikke noget mad, andre dage gjorde de. En dag er Jennifers søster væk. Hun er rejst uden at fortælle noget til Jennifer. Fra den dag af, er Jennifer alene med sin datter. Hun har ikke set søsteren siden og hører sjældent fra hende. Jennifer begyndte at arbejde og hun sparede nok penge sammen, så hun kunne flytte til bjergbyen Quetzaltenango også kaldet Xela. I Xela begyndte hun at studere igen og hun færdiggjorde hvad der svarer til første del af folkeskolen.

4 (...) Min underviser spurgte mig, om jeg ville fortsætte min uddannelse. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke, for jeg havde en datter, jeg var nødt til at passe, så jeg havde ikke tid nok til at fastholde studiet. Hun fortalte mig derfor om MIRIAM projektet. Jeg ville gerne fortsætte min uddannelse, så hun tog mig hen til centeret. Her blev mine papirer overdraget, og jeg blev en del af projektet. På MIRIAM får vi psykologisk og økonomisk hjælp. De lærer os, at værdsætte os selv som kvinder, hvordan vi skal klare os og holde hovedet højt og at det ikke bør være en hindring at være en kvinde. (...) Når de unge kommer her til MIRIAM, involveres de i en række aktiviteter, heriblandt psykologbehandling. (...) Mange af pigerne udviser tegn på lavt selvværd. Lavt selvværd og usikkerhed er en af de hyppigste karakteristika, som de unge piger udviser. Dette gør sig i særdeleshed gældende, når de har været offer for en voldtægt. (...) Mange af dem udviser også tegn på angst, og i mange af tilfældene udviser de ligeledes symptomer på depression. (...) Jennifer blev optaget her fire år efter, at hun som 13-årig blev seksuelt misbrugt. Man kan sige at hun havde en sen indtræden på projektet, men det var den i virkeligheden ikke. Hun boede netop med overfaldsmanden frem til et år efter overgrebet, da overgrebsmanden var hendes søsters mand. Senere havde de taget hende med til et hjem, og dér begyndte man at give hende psykologhjælp. Så hun havde allerede været i behandling, da hun kom til os, hvor vi hjælper hende på nuværende tidspunkt. (...) I Jennifers tilfælde har traumet endnu ikke vist sig i sit fulde omfang. Hun har oplevet nogle af følgerne af traumet, men de er af meget beskeden karakter i forhold til, hvad vi havde forventet. Formålet med Jennifers behandling er, at det traume, som hun har, ikke vokser sig større. Vi oplever igen og igen, at der er piger, hvor traumet har vokset sig meget stort, og de kan derfor ikke engang forlade deres hjem, ej heller fortsætte deres daglige aktiviteter i form af skolegang og at gå ud med vennerne. (...) Man kan derfor sige, at traumet ikke altid kommer til syne med det samme. Det kan komme til syne i form af posttraumatisk stress, der viser sig efter et halvt til et helt år, men det kan også forekomme i form af akut stress. Hos MIRIAM får pigerne både terapi ved individuelle samtaler og gruppemøder. Noget af det der har hjulpet Jennifer mest, var at finde ud af, at hun ikke er den eneste, der sidder i denne situation. Min proces har mest af alt handlet om, at tilgive personer i mit liv. Komme af med den vrede, som jeg stadig føler af og til. Lære at være kvinde og lære om livet. Projektet er virkelig en stor hjælp for mig. Takket være dem, har det også været muligt for mig at fortsætte vores studie.

5 MIRIAM har hjulpet Jennifer til at forstå, at voldtægten ikke var hendes skyld. Jennifer drømmer om at blive færdiguddannet inden for retsmedicin, så hun kan give sin datter en bedre fremtid. (...) Jeg vil give min datter en uddannelse, give hende en bedre fremtid. Det er hende jeg kæmper for. Jeg gør ikke noget for mig selv, alt jeg gør er for, at hun skal have en bedre fremtid. (...) Det er hende jeg kæmper for hver eneste dag, for hun fortjener en bedre fremtid end min. Hun fortjener en bedre fremtid, for hun har ikke været skyld i noget af dette.