Pinsedag Joh. 14,15-21; Jer. 31,31-34; Apg. 2,1-11 Salmer: 290, 300, ,292 (alterg.), 298

Transkript

1 Pinsedag Joh. 14,15-21; Jer. 31,31-34; Apg. 2,1-11 Salmer: 290, 300, ,292 (alterg.), 298 Lad os bede! Kære hellige ånd, tak fordi Du er hos os som vor ledsager gennem livet. Vi beder dig: bliv hos os, vær Du det levende vand for vores tørst og beklæd os med kraft fra Gud, så vi tør tro og bekende Kristus i verden. Herre Helligånd, lad det ske. Amen Når Gud samler os I beretningen om Babelstårnet fra 1. Mosebog, kan vi læse om hvordan menneskene bliver enige om at arbejde sammen om at bygge en by med et tårn, der når helt op til himlen. Gennem deres samarbejde forsøger de at udrette noget stort, som skal give dem et navn der gør at de forbliver sammen og ikke bliver spredt ud over jorden. Tanken om at vi mennesker kan udrette mere ved at gå sammen og forene vores kræfter og evner, er ikke kun en tanke der opstod én gang i forbindelse med byggeriet af babelstårnet. Lige siden har vi mennesker erfaret at vi udretter mere ved at samarbejder, end ved at udføre opgaven hver for sig. Det kommer både til udtryk i det små, hvor der f.eks. kan være brug for mere end to hænder som vi har hver især, til at løfte opgaven. Men særligt i større opgaver bliver gennemslagskraften større, hvis mange 1

2 mennesker er involveret. Derfor er der også eksempler på hvordan man har forsøgt mange mennesker i en sag der ikke bare skulle være stor, men simpelt hen skulle ændre verden, ligesom dem der byggede babelstårnet, forsøgte. Store ideologier er blevet til i et forsøg på at gøre verden til et bedre sted. Et oplagt eksempel er kommunistiske manifest, der var et forsøg på at omfordele goderne, så det ikke kun var en lille gruppe der skrabede til sig, hvorimod den store gruppe af arbejdere, måtte nøjes med næsten intet. For at det skulle ske måtte arbejderne slutte sig sammen, derfor ender manifestet med opfordringen: Proletarer i alle lande, foren jer! Altså, hvis vi går sammen, kan vi ændre verden som vi kender den i dag. Tanken om at vi mennesker slutter os sammen for at udrette noget, som får en skelsættende betydning, er både god og oplagt. Problemet er bare at der når det kommer til stykket, er en grænse for hvad vi mennesker kan udrette. Og årsagen er netop at der er mennesker involveret. For når vi mennesker skal finde sammen i et samarbejde, er det en indbygget risiko for at der opstår splid og samarbejdet kører af sporet og går i opløsning. Det måtte dem der forsøgte at bygge babelstårnet erkende. Gud forvirrede deres sprog, så de kom til at tale forskellige sprog. Dermed kunne de ikke kommunikere ordenligt mere, og det resulterede i at samarbejdet gik i opløsning, så byggeriet ikke blev til noget. 2

3 Dermed skete der netop det som de havde arbejde for at undgå, at de blev spredt over hele jorden. På samme måde er store ideologier også faldet til jorden, fordi der var mennesker involveret. Det der måske virker godt og oplagt i teorien, viser sig ikke at holde når det kommer til stykket, fordi der opstår fejl splid, grådighed og stridigheder når mennesker er involveret. Det er en historie der har gentaget sig mange gange siden babelstårnet. Gode tiltag for at skabe noget banebrydende, er endt med at gå i opløsning, fordi de mennesker der skulle holde det sammen, ikke kunne leve op til ideologien. Og hvis man skulle forsøge at lave en analyse af bevægelsen omkring Jesus, ville konklusionen formentlig blive, at det var denne samme skæbne, der ventede dem, nemlig opløsningen. For sagen er at hans tilhængere efter Kristi himmelfart, befinder sig i en ny og særdeles sårbar situation. Deres gruppe, har været bygget op omkring Jesus. Det er budskabet om Ham som Guds søn og verdens frelser, der har samlet dem. De har fulgtes med Jesus, for at lære Ham at kende, derfor har han været en naturlig og stærk leder for dem. Men nu er han der ikke længere. De skal forsøge at komme videre uden deres leder. Netop derfor vil en analyse af deres situation, umiddelbart resultere denne oplagte konklusion: at gruppen er i overhængende fare for at falde fra hinanden og gå i 3

4 opløsning, som så mange andre sammenslutninger der har mistet deres leder, både før og efter dem Men en sådan analyse går ikke i opfyldelse. Tværtimod. Det der sker Pinsedag, er det stik modsatte af opløsning. Mange mennesker kommer til tro på Jesus, som Guds søn. Og det er vel at mærke mennesker fra mange forskellige folkeslag. Det er nu ikke kun jøder der tror på Jesus som Guds søn, men også mennesker der var regnet som hedninger, bliver døbt. Dermed går Jesu tilhængere ind i en ny fase. Fra at have været en skare af jøder der fulgte ham, bliver de første skridt mod en verdensomspændende kirke, her taget. Derfor bliver pinsedag også kaldet kirkens fødselsdag. Resultatet er at bevægelsen omkring Jesus på alle måder kommer styrket ud af pinsedagen. I modsætning til hvad man umiddelbart skulle forvente. Grunden til at det hele ikke går i opløsning pinsedag, for Jesu tilhængere, er at det der her sker, er noget andet end at nogle mennesker skal forsøge at føre en ideologi igennem. Det er ikke kun Jesus disciple, der skal finde ud af hvordan de holder fast i Jesu budskab og får det forkyndt til alle folkeslag. For når Jesus siger til disciplene, at de skal gå ud og gøre alle folkeslagene til hans disciple, siger han samtidig, og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det er det der sker her: 4

5 Gud er med dem. Det er Gud der handler, ved at sende sin ånd til dem, og det er derfor Gud selv gennem Helligånden der skaber resultater pinsedag. Hvad er det så at Helligånden gør? Jo, for det første skaber den forståelse. Det der sker pinsedag er det modsatte af beretningen om Babelstårnet. Der arbejder de sig så at sige op mod Gud, med deres enhed, og Gud vælger at sprede dem med sprogforvirringen. Men pinsedag, skaber Gud en fællesforståelse ved at lade disciplene forkynde evangeliet om Jesus, på fremmede sprog. Derved bliver de samlet i en enhed med Gud, som en del af hans kirke. Pinsedag samler Gud alle folkeslag hos sig. Helligånden sørger ikke kun for at skabe et fantastisk sprogunder blandt disciplene. Ved sprogunderet skaber Helligånden det vilkår der gør at alle der er til stede kan høre evangeliet, men den har også en finger med i spillet omkring selv indholdet. Den indynder disciplene i hvad de skal sige. Helligånden udruster dem. Og det gør den ved at pege hen på Jesus, og dermed bliver Helligånden anledningen til at disciplene og særligt Peter kan fortælle dem der er til stede om Jesus, som verdens frelser. 5

6 Helligånden bliver anledningen til at de mennesker der er tilstede pinsedag, hører budskabet om Jesus. Men det er samtidig den der kan skabe troen i os. Når den bevæger os, kan vi få øjnene op for det som Gud har gjort for os, som mange fik det efter Peters prædiken pinsedag. Jesus taler i prædiketeksten fra johannesevangeliet om at disciplene ikke skal være faderløse, og at Gud vil sende sin talsmand til dem. Og han taler om at de skal holde hans bud, og om at de skal være i ham og han er i faderen. Det er netop det som Helligånden bringer med sig, når den kommer til os. Gennem den giver Gud os indsigt I hvor højt han elsker os, og at vi kan blive Hans børn, på grund af det som Jesus har gjort for os. Vi skal ikke arbejde os op til at nå himlen, men Gud er kommet til os, og vil fylde os med sin ånd. Derfor skal vi lade Ham tage bolig i os. Amen. 6