De sønderjyske frimenigheder og deres kirker

Transkript

1 DET REGIONALE FAGLIGE KULTURMILJØRÅD SØNDERJYLLANDS KULTURMILJØER - NR. 13 De sønderjyske frimenigheder og deres kirker De sønderjyske frimenigheder, der dannedes i landsdelen efter 1864, havde deres rod dels i den pietistiske vækkelse i hernhutternes Christiansfeld og vækkelserne på Fyn i første del af 1800-tallet, dels i det nationale røre, som tabet af hertugdømmerne ved krigsafslutningen i 1864 skabte blandt den dansktalende befolkning i Sønderjylland. Begge dele blev parret med den grundtvigske folkelige vækkelse, som højskolerne befordrede. Set i tilbageblik aftvinger det stor respekt at tænke på, at det lykkedes for få hundrede familier i Sønderjylland at oprette seks egentlige frimenigheder fra midten af 1870 ene og stå for opførelsen af seks frimenighedskirker med tilhørende præstegårde mellem 1896 og Det krævede store ofre, men kredsene omkring frimenighederne var besjælet af en enorm tro på deres forehavende, hvilket betød, at de magtede det næsten umulige. Det er den korte beretning om frimenighederne i Sønderjylland og især deres kirkebygninger, der er emnet her. DE SØNDERJYSKE FRIMENIGHEDER OG DERES KIRKER

2 Det begyndte i Rødding Arnestedet for frimenighedsbevægelsen i Sønderjylland var Rødding, hvor den første folkehøjskole i Danmark var blevet åbnet i Allerede på de første hold flokkedes landsbyungdom fra området omkring skolen, og disse unge mennesker oplevede en åndelig og folkelig vækkelse, der kom til at præge dem livet igennem. Samtidig havde nogle få familier, der var stærkt præget af den fynske vækkelse, slået sig ned få kilometer syd for Rødding, i Hundebøl. Endelig var en del af de gamle slægter på Røddingegnen optaget af den pietistiske vækkelse, således som den formede sig i Christiansfeld, også fordi den rationalistiske forkyndelse, der blev praktiseret i første del af 1800-tallet inden for den danske folkekirkes rammer, virkede underligt gold på menighederne. Tiden mellem de to slesvigske krige betød, at de grundtvigske strømninger, med statsmagtens støtte, havde mulighed for at få fodfæste i den nordsønderjyske landsdel. I 1861 blev Hans Sveistrup kaldet som sognepræst for Rødding og Skrave Sogne. Sveistrup, der selv var stærkt påvirket af de grundtvigske tanker, havde den egenskab at kunne tale med alle, også med de stærkt pietistisk vakte kredse i de to sogne. I løbet af de tre år, der gik, inden krigen i 1864 brød ud, fik han oparbejdet et meget aktivt menighedsliv i sine to sogne. Hans Sveistrup arbejdede selvsagt godt sammen med folkehøjskolen i Rødding, og det var et stort tab for hans virke, da skolen efter krigen i 1864 måtte lukke og genåbne i Askov, nord for den nyetablerede Kongeågrænse. Sveistrups dage som sognepræst i Rødding og Skrave var også snart talte, idet han i 1867, som så mange andre sønderjyske præster, blev afsat, fordi han nægtede at aflægge ed til den preussiske konge. Sveistrup blev dog boende endnu tre år i Rødding, hvor han samlede sine tilhængere i højskolens lokaler eller på Bejstrupgård i Skrave Sogn. Når børn skulle døbes, eller der skulle være altergang, drog hans trofaste tilhængere til Vejen lige nord for den nye grænse. Dette fortsatte indtil 1870, hvor den danske regering, efter ordre fra Preussen, forbød danske folkekirkepræster at fungere som præster for borgere i det preussiske rige. Frimenigheden i Rødding dannes Fra 1865 havde Cornelius Appel, der efter 1864-krigen var blevet afsat fra sit embede som seminarielærer i Tønder, slået sig ned på højskolegården i Rødding, hvor han ivrigt fulgte med i Sveistrups arbejde. Da denne i 1870 måtte forlade landsdelen (han fik embede i Vejen), overtog Cornelius Appel varetagelsen af de kirkelige møder på højskolen i Rødding. Det føltes imidlertid beklemmende for mødedeltagerne, at de ikke kunne modtage sakramenterne eller få deres børn døbt af den person, der holdt gudstjeneste for dem. Deltagerne i møderne undfangede derfor den plan at få stiftet en egentlig menighed med Cornelius Appel som præst. 2

3 Kig fra Rødding Frimenighedskirke mod Rødding Højskole. Det var i den hvide bygning midt i billedet, at frimenigheden i Rødding afholdt gudstjenester fra 1874 til (Foto: Inger Lauridsen 2008) Det skete, og Cornelius Appel blev den 30. juni 1874 ordineret som præst for frimenigheden i Rødding. Dermed var den første sønderjyske frimenighed dannet. Fordi man havde højskolens bygninger, kunne man indrette et kirkerum i den sal, der tidligere havde været gymnastiksal for højskolen. Salen fungerede som kirke for frimenigheden i Rødding, indtil den i begyndelsen af 1900-tallet var blevet uhjælpeligt for lille, og man måtte bygge en egentlig kirkebygning. Spørgsmålet om opførelse af en kirke blev drøftet på Rødding Frimenigheds årsmøde i juni 1907, og i november besluttedes det at bygge en ny kirke. Som arkitekt til byggeriet valgtes Magdahl Nielsen, København, der i 1911 tegnede tilbygningen til Folkehjem i Aabenraa. Kirken består af et rektangulært skib med et smallere tresidet kor. Mod syd skyder to brede tværskibe, hvert på tre fag, ud. Tårnet er kvadratisk med trekantede tagaftrapninger øverst, der leder op til tårnets tag, der er ottekantet og modsvarer et lille ottekantet trappetårn på tårnets sydside. Kirken er pudset og hvidkalket, og taget sat af røde vingetegl, og som sådan er kirken i høj grad præget af østdanske landsbykirker og en lidt fremmed fugl i Sønderjylland. Indvendig blev kirken forsynet med et hvælvet nordisk bjælkeloft i lidt tunge røde farver med tværbjælker, der var bemalet med bladranker. Bænkerækkerne svarede i udformning og farveholdning til loftet. Professor Tuxen malede og skænkede kirkens alterbillede, forestillende Kristi opstandelse. Billedet var sat i en smukt udskåret ramme. Imidlertid kunne menigheden i Rødding aldrig forlige sig med Tuxens opfattelse af Kristus. Man syntes, han så alt for streng ud. Alteret blev i 1953 flyttet til Rødding Frimenighedskirke Det kantede kor på Rødding Frimenighedskirke. Den lille dør til venstre er præstens indgang til sakristi og kirke. (Foto: Inger Lauridsen 2008) 3

4 Det hvælvede nordiske bjælkeloft i Rødding Frimenighedskirkes skib. Loftet har bevaret sin rødbrune farve og bjælkernes bladdekorationer. (Foto: Inger Lauridsen 2008) Korvæggen i Rødding Frimenighedskirke, der blev udsmykket i 1957 af maleren Viggo Guttorm Petersen. Motivet på den sydlige del af væggen er den barmhjertige samaritaner, men den nordlige dels motiv er den fortabte søns hjemkomst. Midten af korvæggen domineres af en stor ledestjerne. (Foto: Inger Lauridsen 2008) kirkens bagvæg, hvor det fortsat hænger, og erstattet af et enkelt kors, først et af fyrretræ, men i dag et nyere af ubehandlet egetræ. Efter at kirkens første alter var blevet flyttet, fik kunstneren Viggo Guttorm Petersen i 1957 i opdrag at dekorere korvæggene. Han valgte at skildre den barmhjertige samaritaner på sydvæggen og den fortabte søn på nordvæggen af koret, mens midten domineres af en stor ledestjerne. Kirkebyggeriet blev påbegyndt i 1908, således at selve råhuset var færdigt inden vinterens komme. Indretningen af kirken blev henlagt til det følgende år, og Rødding Frimenighedskirke, der fik navnet St. Povls Kirke, blev indviet den 5. december 1909 i forbindelse med en sammenkomst for de seks frimenigheder i Sønderjylland. Sammen med Bovlund Frimenighed er frimenigheden i Rødding fortsat eksisterende som frimenighedskirke. Frimenigheden i Bovlund Samtidig med, at frimenighedsbevægelsen i Rødding tog form, var der folkelig og national grøde i flere andre egne af Sønderjylland, i Forballum, i Lundsmark ved Hviding og i Bovlund. I 1870 havde en ung lærer, Laurids Bertelsen Poulsen, der var født i Hundebøl ved Rødding, slået sig ned på Bovlund Mark. I Bovlund var der flere yngre mænd, 4

5 der havde været på Rødding Højskole i 1840 erne, og som i 1850 erne fortsatte med at holde møder, hvor de samledes om sang, oplæsning og åndelige drøftelser. L.B. Poulsen havde allerede i begyndelsen af 1860 erne været lærer i Agerskov i nærheden af Bovlund. I 1867 forlod L.B. Poulsen landsdelen for at vende tilbage i Her begyndte han sammen med den grundtvigsk vakte kreds sit åndelige og folkelige arbejde, samtidig med at han på aftalte søndage rejste til Lundsmark og Forballum, hvor han ledede de folkelige og religiøse møder. I slutningen af 1870 erne bad en kreds på omkring tyve familier fra de tre spredte landsbyer L.B. Poulsen om at blive præst for dem, og den 19. november 1879 blev han ordineret som præst for den anden af de sønderjyske frimenigheder, Bovlund Frimenighed. I de første år efter Bovlund Frimenigheds dannelse samledes man til gudstjenester i en lille sal, som L.B. Poulsen havde bygget til den ene ende af sit stuehus på ejendommen på Bovlundbjerg. Her sad man på bænke uden rygstød, og i begyndelsen af 1880 erne byggede man en slags apsis ud mod gårdspladsen, hvor man placerede et alter. Disse forhold var tilstrækkelige til begyndelsen af 1890 erne, hvor mange unge mænd, der i de første år efter 1864 havde forladt landsdelen (opteret) for at undgå preussisk militærtjeneste, nu blev i Sønderjylland for at kæmpe mod den mere intensive fortyskningspolitik, der blev iværksat fra de tyske myndigheders side. Det blev klart, at man i Bovlund blev nødt til at få bygget en kirke. Opførelsen af den første frimenighedskirke i Sønderjylland i Bovlund Nogle medlemmer af menigheden ønskede at bygge kirken i Agerskov, men L.B. Poulsen mente, det var en dårlig idé. Kirken skulle ligge i Bovlund. En bygmester, Andreas Bentsen, Vallekilde, tilbød at lave tegninger og føre byggetilsyn, og kirken skulle kunne bygges for mark. Så snart man havde tegninger og overslag, gik man i Bovlund i gang med at tegne bidrag fra menighedens medlemmer samt andre, der ønskede at støtte sagen. Gennem to bidragsrunder fik man samlet godt mark, hvoraf knap mark kom fra kongeriget. Andreas Bentsen foreslog, at Hans Ahrendt fra Sillerup skulle være bygmester på kirken. Det var L.B. Poulsens ønske, at kirken skulle ligne kirkerne i Tørninglen Provsti, hvis kirketårne er karakteristiske ved at have fire små gavle, hvorover et svagt ottekantet tårn rejser sig. Andreas Bentsen ønskede, at kirken skulle opføres af røde, magre håndstrøgne sten, der kunne skaffes fra Sønderjylland. Byggeriet påbegyndtes i Kirken fik romanske blændinger øverst på murene på både skib, kor og apsis, og murene blev opdelt i felter af lisener. Det samlede indtryk af kirken er en kirkebygning, der er skåret over modellen til en romansk landsbykirke. Da spiret på tårnet var under tag, 5

6 Bovlund Frimenighedskirke, set fra sydvest. Kirken opførtes som den første af de seks sønderjyske frimenighedskirker i 1896 efter tegning af bygmester Andreas Bentsen fra Vallekilde. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) oplevede pastor L.B. Poulsen, at det ikke var nær så slankt, som han havde ønsket. Han fik straks blikkenslageren til at lav en forhøjelse af spiret ved, at det midtpå blev omgivet af en lav kasse af zink, der gik lidt ned over spiret og opadtil spidsede til, således at spirets top kunne blive højere. Arkitekten Andreas Bentsen var ikke glad for forbedringen, men ville ikke forlange den fjernet. Han foreslog i stedet, at man kunne forsyne den lille zinkkasse på tårnet med fire bittesmå gavle. Først ved kirkens restaurering i 1951 blev spirforhøjelsen fjernet, således at Bovlund Kirke i dag fremstår med den Foto af rejsegildet på Bovlund Frimenighedskirke, Fotografiet hænger i dag i Bovlund Præstegårds konfirmandstue. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) 6

7 Det indre af Bovlund Kirke, set mod koret. Det meste af kirkens inventar blev tegnet af Andreas Bentsen. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) profil, som arkitekten havde tænkt. Det meste af kirkens inventar, bænkerækker, prædikestol og knæfald blev tegnet af Andreas Bentsen, mens kirkens alterbord og ramme blev tegnet af Martin Nyrop, der på dette tidspunkt havde travlt med opførelsen af Københavns Rådhus. Væggenes udsmykning blev lagt i hænderne på tre håndværkerelever fra Vallekilde, Ole Søndergaard, Hans Peter Petersen og Niels Termansen, og især sidstnævnte leverede tegninger til udsmykningerne. I 1922 trængte kirkens indre til nymaling, og menighe- Bovlund Frimenighedskirkes alter med alterbordet, der blev tegnet af den kendte arkitekt, Martin Nyrop, København. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) 7

8 myndigheder forbød menigheden at anvende kirken til møder. Bovlund Frimenighed måtte gennem hele det tyske retssystem, inden de tyske myndigheder opgav deres obstruktion i 1900, hvorefter kirken blev taget i brug. Den store engel over døren i Bovlund Frimenighedskirkes vestvæg. Forlægget til udsmykningen blev udført af Niels Termansen, der var håndværkerelev på Vallekilde Højskole. Udsmykningen blev udført af Niels Termansen i samarbejde med to af hans højskolekammerater, Ole Søndergaard og Hans Peter Petersen. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) den bad atter Niels Termansen om at stå for dette arbejde. De oprindelige, nærmest tropiske vegetationer under vinduerne blev malet over, og Niels Termansen malede nye borter omkring vinduerne og under loftet i skibet, mens kirkens øvrige udsmykning, blandt andet den store engel over døren i vestvæggen, bevaredes. Kirken skulle have været indviet i eftersommeren 1896, men de tyske Haderslev Frimenighed Mens frimenigheden i Bovlund havde en stærk national baggrund, skal oprettelsen af frimenigheden i Haderslev søges i den grundtvigske vækkelse. Dennes hovedmand var rebslager Mads Jensen i Jegerup ved Haderslev. Mads Jensen havde som ung hørt pastor Sveistrup i Rødding, og siden havde han i mange år spadseret de mere end 20 km fra Jegerup til Rødding for at deltage i kirkegangen der. Imidlertid var der stærke nationale røster i Haderslev i løbet af 1880 erne, og Mads Jensen begyndte at frygte, at det nationale aspekt skulle komme til at gøre sig for stærkt gældende i en eventuel kommende menighed. Han henvendte sig derfor i 1892 til Rasmus Thomsen, der tidligere havde været lærer og præst i Sundeved, men som i 1889 var blevet kaldet som præst ved den danske menighed i Fredsville i staten Iowa, USA. Efter lange forhandlinger pr. brev indvilgede Rasmus Thomsen i at vende tilbage til Sønderjylland som præst for en ny frimenighed i Haderslev. Dette skete den 23. oktober 1895, hvor Rasmus Thomsen holdt sin første gudstjeneste i en lille teatersal på Harmonien i Haderslev. Der var imidlertid ikke blevet dannet en egentlig menighed i byen, men en 8

9 forening ved navn Kirkeligt Samfund, hvilket betød, at de, der søgte Rasmus Thomsens forkyndelse, gjorde det som enkeltpersoner. Det blev et for usikkert grundlag for Rasmus Thomsen. Han forlangte i 1899, at der skulle dannes en egentlig menighed, ellers ville han atter rejse tilbage til USA. Haderslev Frimenighed blev således først formelt dannet i Haderslev Frimenighedskirke Allerede i begyndelsen af 1896 havde Kirkeligt Samfund talt om, at der burde bygges en kirke til gudstjenesterne i Haderslev, idet man oplevede den lille sidesal til teatret som meget uegnet til formålet. Der kom ikke til at gå mange måneder, før behovet for en kirkebygning blev presserende. Den 1. maj 1896 kom teatret i tysk eje, og den nye ejer forbød ganske enkelt Kirkeligt Samfund at anvende salen. Det viste sig umuligt at finde et andet egnet lokale i Haderslev, hvorfor man for alvor tog fat på at realisere et kirkebyggeri. Gudstjenesterne blev midlertidigt forlagt til pastor Thomsens lejlighed. Man ønskede en kirkebygning, der havde form som en romansk korskirke, og man fik arkitekt Hagerup i Kolding til at udføre tegninger til bygningen med Hans Ahrendt som bygmester. Den første del af kirken stod færdig inden vinteren 1896, og Præstegården ved Haderslev Frimenighedskirke, opført i 1898 umiddelbart nord for kirken. (Foto: Inger Lauridsen 2008) 9

10 Haderslev tidligere Frimenighedskirke, Kristuskirken, der blev opført med Hagerup, Kolding, som arkitekt og Hans Ahrendt som bygmester. Kirken blev opført som en romansk korskirke med næsten lige lange korsarme. (Foto: Inger Lauridsen 2008) hele kirken var færdig til indvielse i september Pastor Thomsen havde med sin familie midlertidigt boet til leje hos konsul Amorsen i Haderslev, hvilket var en uholdbar løsning. Man besluttede derfor at bygge en præstebolig ved siden af kirken. En stor del af byggesummen på mark kom ind gennem frivillige bidrag, blandt andet fra de øvrige frimenigheder i landsdelen. Desuden modtog Kirkeligt Samfund en arv fra en gårdejer i Stenlille på Sjælland på kr. Haderslev Frimenighedskirke, Kristuskirken, er opført af røde mursten som en kvadratisk tårnbygning omgivet af to korte og to lidt længere korsarme. Midterbygningen afsluttes i et tag, dannet af fire ligesidede trekanter. Kirkerummet blev udformet med synlige mursten i den bærende korsform, mens korsarmene blev overdækket med pudsede og bemalede tøndehvælv. Koret sluttede i en halvrund apsis bag alteret. Da kirken stod færdig til indvielse den 24. oktober 1897, blev den lukket af politiet, og Kirkeligt Samfund i Haderslev måtte som menigheden i Bovlund 10

11 Haderslev Kirkes halvrunde apsis med romanske lisener og blændinger. Over apsis ses kirkens kvadratiske tårn. (Foto: Inger Lauridsen 2008) De høje rundbuede vinduer i kirkens nordre korsarm, hvorigennem man ser ind i det kontor, der i dag har til huse i kirken. (Foto: Inger Lauridsen 2008) den samme tunge gang gennem det tyske retssystem, før kirken kunne tages i brug i Frimenigheden i Haderslev blev nedlagt ved en enstemmig vedtagelse i menighedsrådet i 1972 og overdraget til Den Apostolske Kirke på meget lempelige vilkår. I 1999 blev kirkebygningen solgt til et ejendomsselskab, der efterfølgende har bygget kirken om til kontorlokaler. I dag er der advokatkontor i bygningen. Cirkelrundt vindue i Haderslev Frimenighedskirke. Selvom kirkens anvendelse i dag er helt ændret, har man bevaret kirkens ydre fremtoning intakt. (Foto: Inger Lauridsen 2008) 11

12 Skærbæk Frimenighed Der havde siden begyndelsen af 1870 erne været et åndeligt røre i flere landsbyer på vestkysten af Nordslesvig, i Forballum, Øster Åbølling, Lundsmark og Visby. Frimenighedspræsten L.B. Poulsen havde, når han havde tid, prædiket flere af stederne. Med det store antal dansksindede, der forlod landsdelen fra slutningen af 1880 erne, blev det i midten af 1890 erne klart for en del familier, at der måtte dannes en egentlig frimenighed også på denne egn. At stedet for menighedens dannelse blev Skærbæk, skyldtes for en stor del modstand mod den meget fremtrædende tysksindede præst i Skærbæk fra 1884, pastor Christian Johannes Jacobsens markante fortyskningsbestræbelser. I efteråret 1895 blev der holdt et møde i Skærbæk om sagen, og i december samme år kunne den nedlagte landevejskro i Skærbæk, Chaussékroen, indvies som kirkesal for den gruppe af vakte vestsønderjyder, der stod bag dannelsen af frimenigheden i Skærbæk. Det var dog tydeligt, at pastor L.B. Poulsen ikke fortsat kunne magte at varetage gudstjenesterne for endnu en menighed. Derfor henvendte den sig i 1897 til redaktør ved avisen Modersmålet i Haderslev, Jens Larsen Jørgensen, og bad ham blive præst for menigheden i Skærbæk og Præstegården bag Skærbæk Frimenighedskirke. Huset blev opført af pastor J. L. Jørgensen i 1901 efter tegning af arkitekt Martin Nyrop, København. Huset er i dag privatbolig. (Foto: Inger Lauridsen 2008) 12

13 Skærbæk Frimenighedskirke, Imanuelskirken, der stod færdig i marts Kirken blev tegnet af arkitekt Niels Jacobsen, Odense, der stammede fra Aabenraa, mens dens bygmester var arkitekt Jep Fink, Aabenraa. (Foto: Inger Lauridsen 2008) for de forskellige frimenighedsgrupper i Vestslesvig. J.L. Jørgensen tog uden tøven mod tilbuddet og blev den 4. juni 1899 præsteviet i Forballum. Frimenighedskirken i Skærbæk Foreløbig var kirkesalen i den gamle landevejskro, hvor der var plads til 120 personer, tilstrækkelig, men allerede i 1905 begyndte menighedens medlemmer at tale om, at det ville være nødvendigt at bygge en egentlig frimenighedskirke i Skærbæk eller i en af de øvrige småbyer i nærheden. Man valgte en placering i den sydlige ende af Skærbæk ved siden af den præstebolig, som pastor J.L. Jørgensen havde ladet opføre i 1901 efter tegning af arkitekt Martin Nyrop. Dels var placeringen praktisk, og dels stillede pastor Jørgensen en del af den grund, der hørte til præsteboligen, til rådighed for den kommende kirkebygning. I lighed med vilkårene for opførelsen af de øvrige frimenighedskirker i Nordslesvig blev pengene til kirkebyggeriet indsamlet, dels fra de forskellige grupper i Vestslesvig, dels fra mennesker i kongeriget, der havde et stort hjerte for sønderjydernes 13

14 Skærbæk Frimenighedskirkes kor, der er forsynet med en cirkelrund blænding med korsmarkering. Fra denne vinkel ses kirkens og tårnets meget stejle sadeltage tydeligt. (Foto: Inger Lauridsen 2008) sag. Tegningerne til kirken fik menigheden uden beregning af arkitekt Niels Jacobsen, der virkede i Odense, men som stammede fra Aabenraa, og bygmester blev Jep Fink, ligeledes fra Aabenraa. De samlede byggeomkostninger beløb sig til knap mark. Skærbæk Frimenighedskirke blev opført af røde mursten, kirkens tag blev lagt af grålig zink. Markant er kirkens brede sydvestgavl, hvortil to våbenhuse, mod nord og syd, understreger sydvestendens tyngde. Tårnet, der er rektangulært i grundplan med den største bredde mod vest og øst, har et stejlt sadeltag med samme taghældning som kirkens skib og kor. Vinduerne er rundbuede og både mod øst og mod vest er der to cirkelrunde vinduer. Kirkens ydre harmonerede smukt med præstegården, der lå lige syd for kirken. Dette skyldtes formodentlig, at Niels Jacobsen som ung arkitekt havde arbejdet på Martin Nyrops tegnestue i København. I forbindelse med indvielsen den 28. marts 1909 fik kirken navnet Imanuelskirken. Kirkens indre havde ubehandlede teglstensvægge til en højde af ca. 160 cm over gulvniveau, mens kirken oven for denne linje var hvidkalket. En altertavle havde kirken ikke ved indvielsen, men i 1912 påtog den nor- 14

15 kreds af Skærbæks borgere med den idé at lade stedet fungere som kulturhus under navnet Emanuel, og sådan fungerer Skærbæk Frimenighedskirke fortsat. Siden 1986 har Skærbæk Frimenighedskirke været overtaget af en kreds af borgere, der driver kirken som kulturhus under navnet Emanuel. Interiøret er heldigvis for en dels vedkommende bevaret, blandt andet prædikestolen af granit. (Foto: Inger Lauridsen 2008) ske kunstner, Arne Lofthus, sig opgaven at male en fresko på væggen over alterbordet over skriftstedet: Lad de små børn komme til mig. Freskoen var færdig til indvielse i julen Skærbæk Frimenighedskirke fungerede som sådan indtil 1979, hvor der af de oprindeligt 90 tilsluttede familier kun var 30 tilbage. Der udspandt sig en debat i lokalsamfundet om kirkens videre skæbne. Der var mange ideer fremme om, hvad kirkebygningen kunne anvendes til, men efter megen debat blev det en kulturel institution, der overtog kirken. I 1986 blev kirken overdraget til en Sundeved Frimenighed Frimenigheden i Sundeved synes rundet af den folkelige og kristelige foredragsforening, der oprettedes i Broager i 1872, og som især videreførtes, efter at den senere frimenighedspræst i Haderslev, Rasmus Thomsen, i 1882 var blevet lærer på Sundeved. Efter Thomsens afrejse til USA i 1889 gik det folkelige oplysningsarbejde i stå, men behovet for et samlingspunkt viste sig atter tydeligt, da Rasmus Thomsen mellem jul og nytår i 1901 holdt en gudstjeneste i forsamlingshuset i Vester Sottrup. Efter gudstjenesten samledes en lille kreds og besluttede at oprette en egentlig frimenighed. Planen realiseredes i marts 1902 på den måde, at de fire frimenighedspræster i Sønderjylland lovede på skift at holde gudstjeneste for den nystartede menighed hver 14. dag. Frimenighedskirken i Sundeved Få måneder efter frimenighedens oprettelse købte to mænd fra menighedskredsen, Peter Moos og Jørgen Zachariassen, en byggegrund til en kirke på 1,8 ha beliggende på kirkebakken i Stenderup. Menigheden fik det råd af pastor Rosenstand fra Vester Vedsted at skrive til arkitekt Martin Nyrop i København og bede 15

16 Blyantstegning, forestillende arkitekt Martin Nyrop, udført i marts 1900 af C.L. Toft. (Foto: Jørgen Toft Jessen) ham tegne en kirke til frimenigheden. Martin Nyrop takkede ja til forslaget, han tegnede kirken og forestod dens opførelse uden at beregne sig noget honorar, ligesom han afholdt alle rejseudgifter i forbindelse med byggeriet. Martin Nyrop fik meget frie hænder i forbindelse med kirkens udformning. Den opførtes af gule, helbrændte sten med kalkede vinduesfalse og blændingsfelter, især i gavlfeltet mod vest, der var domineret af en stor korsformet blænding. Taget var et stejlt sadeltag, der strakte sig ned over kirkens nordlige sideskib og var tækket med galvaniserede jernplader. Selvom menigheden gerne havde set et tårn på kirken, mente Nyrop, at kirken var for lille til et egentligt tårn, hvorfor han på tagryggens vestende satte en lille tagrytter, forsynet med et ottekantet spir. Under taggesimsen blev der indbygget Sundeved Frimenighedskirke, der opførtes i 1903 med arkitekt Martin Nyrop, København, som både arkitekt og tilsynsførende. Nyrop tegnede kirken og førte tilsyn med byggeriet uden at beregne sig noget honorar. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) 16

17 Mennesker ved Sundeved Frimenighedskirke, der i dag er en selvejende institution Sundeved Centret. Læg mærke til kirkens vestgavl, der, med de hvidkalkede blændingsfelter, domineres af et stort kors i midten. (Foto: Jørgen Toft Jessen) 20 fuglereder, der illustrerer indskriften, der blev placeret i våbenhuset over indgangsdøren til kirken, og som lyder: Som ved dit alter den kvidrende fugl, und i dit tempel din tjener et skjul. Stort set alt inventaret blev tegnet af Nyrop. Kirken fik et brunmalet bjælkeloft, gulvet blev lagt af hårdtbrændte mursten, lagt i fletværksmønster og alter, prædikestol og bænke blev udført af brunbejdset fyrretræ. Alle dele blev smykket med enkle træskærerarbejder, udført af billedskærer Bonefelt, der stammede fra Sundeved. Hans arbejder blev inden færdiggørelsen godkendt af Nyrop, der ønskede, at alle, der ville give noget til kirkens udsmykning, skulle henvende sig til ham, således 17

18 Sundeved Frimenighedskirkes indre, set mod alteret. Inventaret er samtidig med kirken. Dog stammer kummen til døbefonten, der er fundet i en gård i Undelev (Holbøl Sogn), muligvis fra Holbøl eller Kliplev Kirke. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) Præstegården ved Sundeved Frimenighedskirke er ligesom kirken tegnet af Martin Nyrop. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) 18

19 at helheden både ude og inde, som han havde tænkt den, ikke skulle gå tabt. Grundstenen blev lagt den 17. april 1903, og kirken blev indviet den 6. december samme år. I 1907 blev menighedens behov for at få egen præst så udtalt, at man besluttede at finde en. Valget faldt på en ung alsisk mand, Jørgen Eriksen, der havde forberedt sig på en gerning som missionær eller frimenighedspræst. Eriksen blev ordineret anden søndag i advent Præstegården ved Sundeved Frimenighedskirke Med ansættelsen af en præst ved Sundeved Frimenighedskirke blev det snart klart, at man måtte bygge en præstegård. Også her kom arkitekt Martin Nyrop menigheden til undsætning. For 300 mark udførte han tegninger til præstegården og førte tilsyn med byggeriet. Arbejdet foregik fra maj til midten af august i 1912, og på femårsdagen for Jørgen Eriksens ordination kunne menigheden i december 1912 indvi præstegården og pastor Eriksen flytte ind i den. Præstegården bestod af en rektangulær hovedbygning med sadeltag og bræddebeklædt gavlparti og to tilsluttende bygninger til et trefløjet anlæg. Kirke og præstegård dannede en smuk og harmonisk, men afdæmpet helhed. I de følgende to år sluttede en del nye medlemmer sig til menigheden, men Verdenskrigen satte en voldsom stopper for arbejdet, ikke mindst fordi pastor Eriksen i 1915 blev indkaldt til krigstjeneste. Efter Genforeningen valgte man at fortsætte som selvstændig frimenighed. Imidlertid sygnede interessen for frimenigheden hen i løbet af 1920 erne, så kirken i begyndelsen af 1930 erne kun brugtes til 4-5 gudstjenester om året, og i 1930 erne stod kirken næsten ubrugt. Dette ændredes ved besættelsen af Danmark i 1940, hvor præster i området skiftedes til at holde gudstjenester i kirken 6-8 gange om året, en praksis, der fortsatte til I sommeren 1970 overdroges kirken og præstegården til den selvejende institution Sundeved Centret under navnet Stenderup-Kirken. Frimenigheden i Aabenraa Frimenigheden i Aabenraa var den sidste frimenighed, der blev dannet i landsdelen under fremmedherredømmet. Den havde sit udgangspunkt i oprettelsen af Udvalget for kristelig virksomhed i Nordslesvig, en forening, der blev stiftet i Aabenraa den 8. maj I november samme år afholdt foreningen sit første møde med pastor Thomsen som taler, og i januar 1896 blev den første egentlige gudstjeneste afholdt på hotel Phønix. Også ved denne lejlighed talte pastor Thomsen fra Haderslev. Således fortsatte man med uregelmæssige tidsintervaller at afholde gudstjenester i Aabenraa i det kristelige udvalgs navn. Den tilknyttede gruppe mennesker blev aldrig særlig stor, men de, der var, forblev trofaste mod frimenighedstanken. Den 2. april 1900 blev der dannet et egentligt kirkeligt samfund i Aabenraa efter forbillede fra Haderslev. 19

20 Omtrent samtidig begyndte man at afholde gudstjenesterne i Folkehjem, og det var fortsat pastor Thomsen, der forrettede gudstjenesterne. Man kan synes, at vilkårene for afholdelse af danske gudstjenester hermed var tilstrækkelige for Aabenraas vedkommende, men den tanke spøgte, at man også her gerne ville opføre en kirke. Et kirkebyggeri blev bragt åbent på bane i løbet af Aabenraa Frimenighedskirke, opført med Niels Jacobsen, Odense, som arkitekt. Kirken har siden 1948 været sognekirke under navnet Sct. Jørgens Kirke. Kirken ses fra kirkebakken, hvor dens gavl fungerer som kirkens facade. Bemærk tårnets pyramideformede tag med de svagt udadbuede sider. (Foto: Inger Lauridsen 2007) Frimenighedskirken i Aabenraa I 1902 blev der afholdt en beskeden arkitektkonkurrence, hvortil der indkom tre forslag. Man valgte et forslag, tegnet af arkitekt Niels Jacobsen, Odense, der var født i Aabenraa, og som havde tegnet frimenighedskirken i Skærbæk. Som bygmester valgtes Hans Ahrendt, Sillerup, og byggeriet påbegyndtes i sommeren 1903 med rejsegilde i oktober samme år. Kirken opførtes på en bakke lige nord for Folkehjem. Dens idé er hentet fra dansk romansk arkitektur. Kirken består af tårn, skib og kor, men dens orientering følger ikke dansk tradition, idet tårnet vender mod sydøst og koret mod nordvest. Kirken har en sokkel af kløvet granit, hvorover de hvidkalkede mure rejser sig. Taget er et sadeltag af røde teglsten. Et markant træk ved kirkens ydre er, at det kvadratiske tårn omtrent i højde med skibets tagryg breder sig ud med skrå tagflader til samme bredde som skibet. Samtidig har tårnets pyramidetag svagt udadbuede sider, der giver det en let eksotisk udstråling. Endnu et markant træk ved kirkens ydre er, at sålbænkene under alle vinduer er udført af grønglaserede teglsten. Kirkens facade er tårnets sydside, hvor indgangsdøren med kant af tilhuggede granitsten findes, og hvorover der er et cirkelformet vindue, kantet med en 20

21 Kirkens indgangsdør, der indrammes smukt at tilhuggede granitsten. (Foto: Inger Lauridsen 2007) krum tandsnitsfrise. Desuden findes der ved overgangen fra den brede gavl til det egentlige tårn to relieffer, forestillende to engleansigter i profil med bølget hår og store vinger. Kirkens indre er domineret af et bræddeloft med skrå sider og synlig konstruktion af spær i gavlene, der var udskåret og bemalet i lighed med loftet i Rødding Frimenighedskirke. Væggene var dækket af lystmalede paneler til 150 cm s højde, der sluttede med en brunbejdset kant. Ovenfor var væggene kalket hvide. Dog var der over vinduerne malet borter med kalkfarve i brune, gule og grønne farver. En markant teglstensfrise i rulle- Et af de to relieffer i gavlen ved overgangen fra tårnet til den brede gavl mod sydøst. Relieffet forestiller en engels ansigt, set i profil med bølget hår og store vinger. (Foto: Inger Lauridsen 2007) 21

22 skifte markerede den kurvehanksformede korbue. Stolestader, alterskranke og prædikestol var lavet af fyrretræ, der var udskåret og brunbejdset. Kirkens første altertavle var dannet af en tredelt ramme af træ, hvorover der var spændt mørkeblåt klæde, der på sidefløjene var broderet med hvide liljer. Foran midterfeltet var stillet en kopi af Bertel Thorvaldsens Den opstandne Kristus. I 1920 erne blev alteret forsynet med et ringkors af træ, belagt med bladguld. Frimenighedens liv og senere skæbne Den nye kirke fik foreløbig ikke tilknyttet nogen præst, og pastor Thomsen, der hidtil havde holdt de danske gudstjenester, nåede aldrig at prædike i kirken, idet han døde i De følgende par år prædikede Thomsens efterfølger i Haderslev, Thade Petersen, nogle gange om året i kirken, men i 1908 gik to danskuddannede teologer ind i arbejdet omkring frimenighedskirken i Aabenraa. Den ene af disse, Knud Rosendal, ordineredes som præst ved kirken i Han var den første af de sønderjyske frimenighedspræster, der havde en teologisk embedseksamen. Ved Genforeningen blev Rosendal præst i Vojens, og frimenigheden, der aldrig officielt var blevet dannet, gik i opløsning. Kirken blev knyttet til folkekirken, selvom Sct. Jørgens Kirke, som man efterhånden kaldte kirken, først i 1948 formelt blev sognekirke i Aabenraa. Aabenraa Frimenighedskirkes indre, set mod alteret. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) 22

23 Præstegården til Aabenraa Frimenighedskirke, beliggende Kirkebakken 1, er tegnet af arkitekt Jep Fink. (Foto: Hans-Ole Mørk 2009) Først da kirken var kommet til at fungere som sognekirke, fik man bygget en præstegård ved kirken. Det var Aabenraa-arkitekten Jep Fink, der stod for opførelsen af præstegården, Kirkebakken 1, en bygning, der har sin rod i dansk bygningskunst og Bedre Byggeskik. Afrunding Opførelsen af de seks sønderjyske frimenighedskirker i løbet af 13 år ( ) var en enorm kraftpræstation, der også i dag må aftvinge respekt for de få hundrede familier i Nordslesvig, der stod bag deres opførelse. De seks kirker blev samtidig alle gode og typiske eksempler på fremherskende tendenser i tidens arkitekturopfattelse: historicismen og den nordslesvigske særlige stil, præget af dansk og slesvigsk byggeri. Gode arkitekter som Martin Nyrop, Niels Jacobsen, Magdahl Nielsen og Jep Fink kom til at præge byggerierne, således at kirkerne også i dag står som gode arkitekturmonumenter i landsdelen. 23

24 Pjecen er udgivet august 2009 af Det Regionale Faglige Kulturmiljøråd for Sønderjylland. Tekst: Museumsinspektør Inger Lauridsen, Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder. Redaktion: Inger Lauridsen og Hans-Ole Mørk (sekretær for Kulturmiljørådet). Heftet er sat med Palatino og trykt hos Winds Bogtrykkeri, Haderslev. ISSN: Forsidebillede: Rødding Frimenighedskirke (St. Povls Kirke), set fra syd. Kirken blev tegnet af arkitekt Magdahl Nielsen, København, og opført (Foto: Inger Lauridsen 2008) Litteratur: Thade Petersen: De sønderjyske frimenigheders historie, Rødding Frimenighed gennem 100 år skitser og billeder , B. Schultz m. fl. (red.): Bovlund frimenighed , Bodil Bjerre: Skærbæk frimenighed i Fra Skærbækegnens Fortid nr. 11, E. Albinus og P. Sørensen (red.): Fra frimenighed til folkekirke Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa 100 år, N.P. Nielsen: Sundeved frimenighed og dens kirke i Sønderjysk Månedsskrift, 1971, s Olav Christensen: Haderslev frimenighed i Sønderjysk Månedsskrift, 1972 s J.N.H. Skrumsager: Æt og Minder. Udgivet ved Hans-Ole Mørk, Det Regionale Faglige Kulturmiljøråd for Sønderjylland Det Regionale Faglige Kulturmiljøråd for Sønderjylland er etableret under Museum Sønderjylland som en videreførelse af det kulturmiljøråd, der blev oprettet af Energi- og Miljøministeriet i Kulturmiljørådets opgave er at rådgive offentlige myndigheder, foreninger, institutioner og andre i Sønderjylland vedrørende fortidsminder, fredede og bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, landskabshistorie og kulturhistoriske sammenhænge. Kulturmiljøet i det åbne land og i byerne er en menneskeskabt billedbog, hvor vores historie er aflejret. Kan man læse bogen, er den tilgængelig, hvad enten vi færdes i bil på Als eller bruger ferien på Lakolk. Formålet med Kulturmiljørådets arbejde er derfor at sætte fokus på de mange kendte og på de mere upåagtede bevaringsværdige kulturmiljøer i landsdelen, så billedbogen også kan læses af de kommende generationer. Med udgivelsen af dette hefte ønsker Kulturmiljørådet for Sønderjylland at fortælle historien bag et af Sønderjyllands mange bevaringsværdige kulturmiljøer. Henvendelse til Kulturmiljørådet vedrørende kulturmiljøer i Sønderjylland kan ske til dets formand, overinspektør, cand.mag. Kim Furdal, Museum Sønderjylland ISL, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa, tlf kifu@museum-sonderjylland.dk.