Fra person til profession Om at blive til noget

Transkript

1 Oplæg - Sorømødet 08 v/maja Engberg-Sønderskov Fra person til profession Om at blive til noget Jeg vil med dette korte oplæg komme med nogle refleksioner over det at være lærerstuderende. Jeg har egentlig aldrig villet læse til lærer begge mine forældre er læreruddannet, og jeg skulle i hvert fald ikke det samme som dem. Jeg ville på universitetet og have en rigtig akademisk uddannelse. Da jeg så havde taget tre år som medhjælper på en skole i Århus og som lærerassistent på en specialskole i London, vendte jeg alligevel tilbage til læreruddannelsen som et muligt bud på min fremtid. Ikke, at jeg var synderligt stolt af at skulle være lærerstuderende, men jeg glædede mig til at komme i gang med at blive til noget efter 3 fantastiske og meget kvalificerende - såkaldte - fjumre år. Jeg var spændt på min nye identitet, da jeg startede på lærerseminariet, og jeg blev hurtigt mødt af et spændende livligt studiemiljø, en velfunderet faglighed og et stærkt socialt netværk. De første måneder som lærerstuderende tog jeg dog stadig mig selv i at sidde med oplevelsen af, at det at være lærerstuderende ikke var nok eller det skulle i hvert fald retfærdiggøres, når jeg faldt i snak med nye mennesker. Jeg præsenterede derfor aldrig mig selv som lærerstuderende uden i samme åndedrag at forsikre vedkommende om, at jeg da havde tænkt mig at læse videre. For lærer kan man jo altid blive. Men der er sket noget med mig jeg har fået en faglig stolthed, en faglig identitet - gennem disse tre år som lærerstuderende. Om det er fagene på 1

2 seminariet, praktikken eller det sociale sammenhold på studiet, er jeg usikker på. Måske er det en kombination af disse tre aspekter, der netop kendetegner læreruddannelsen. For den seminarietradition, vi har i Danmark, er unik. Den måde, hvorpå undervisningen er organiseret, ligger langt fra de fleste universitetsstudier. På lærerseminariet lærer vi om relationer i relationer, og det er måske netop det, der er læreruddannelsens kerne. Læreruddannelsen er en relationsuddannelse. Relationen er en forudsætning, et grundvilkår, for både læreruddannelsen, men ikke mindst for arbejdet som lærer efterfølgende. Både relationen mennesker i mellem, men også relationen mellem de offentlige og de private instanser i samfundet. Den udvikling, man gennemgår i løbet af en læreruddannelse, rækker langt ud over tilegnelsen af en række færdigheder og kundskaber. Som lærerstuderende tilegner du dig et værdisæt, som ikke er lige sådan at ryste af sig. Jeg kan mærke min faglige identitet, min profession, i alt, hvad jeg foretager mig, og jeg tror faktisk, at jeg ikke længere kan skille min person fra min faglighed. Seminariet og folkeskolen og hele kampen for at retfærdiggøre lærerprofessionen som et af de mest betydningsfulde erhverv, ligger nu dybt forankret i mig. Jeg tror, at de af jer, der selv er læreruddannet, må have det på samme måde. Jeg tager nu mig selv i at kaste mig ud i den ene diskussion efter den anden, hvor jeg netop diskuterer læreruddannelsen og folkeskolen med folk, der har samme indstilling, som jeg havde før studiestart. Og de diskussioner er der mange af, for lærerprofessionen er jo omdiskuteret i Danmark, og der er tilsyneladende ikke meget status i at være lærer. 2

3 Som eksempel kan jeg fremhæve min gode kammerat Glenn, som jeg har lært at kende på seminariet, og som netop er stoppet her på sit tredje år for at blive journalist. Glenn har fortalt mig, at han oplever en skræmmende ændring i folks indstilling, når han nu fortæller, at han skal starte på Danmarks Journalisthøjskole. Han oplever nu, at fremmede mennesker spørger ind til hans uddannelse og sågar til ham som person i langt højere grad end tidligere. For journalisthøjskolen er der respekt omkring! I langt højere grad end lærerstudiet. Jeg tror, at den lave status til dels skyldes den svært håndgribelige videnskab, der ligger i pædagogikken og didaktikken som fagområder. Alle mennesker kan i princippet aktivere f.eks. en 6.klasse og måske også lære denne klasse noget. Men det kommer til at bygge på tilfældighedens principper, hvis man ikke har en faglig forankrethed - både i skolefagene, men så sandelig også i det pædagogiske fagområde. Denne platform som forudsætning for undervisning er måske seminariets vigtigste at videregive. Men hvordan gør man så det? Her tror jeg, at man må kigge på udannelsens struktur og fagenes samspil. For igen er det relationerne mellem fagene, der er betydningsfulde. Jeg oplever, at lærerstuderende ofte fremhæver vidt forskellige discipliner af læreruddannelsen, som de mest betydningsfulde. Jeg mener, at man her groft sagt kan dele lærerstuderende op i to yderligheder, to typer; Den ene vil jeg kalde praktikeren. Han går primært på lærerseminariet for at blive lærer. Han foretrækker praktikperioderne og stiller sig i udgangspunkt lidt skeptisk overfor teorierne. Han kunne passende lidt provokerende spørge: hvad har teorierne med virkeligheden at gøre? Denne type lærerstuderende 3

4 motiveres af samværet med børnene og mener, at det er i praktikken, at man virkelig lærer at være lærer. Den anden type studerende vil jeg kalde teoretikeren. Han går primært på lærerseminariet for at læse videre og anser lærerstudiet som et springbræt. Han fordyber sig i den teoretiske del og oplever ofte praktikperioderne som en mulighed for at afprøve teorierne, selvom han dog foretrækker sin daglige gang på seminariet. Hans statement kunne passende være børnene gør jo aldrig hvad der står i bøgerne! Denne type lærerstuderende motiveres ofte af teoretiske udfordringer og høje karakterer. Selvfølgelig er disse typer meget karikerede, men jeg mener faktisk, at det er relevant at tænke lærerstuderende ind i disse to grupper, hvis man vil forstå, hvor vidt forskelligt, man kan opleve lærerstudiets kerne. Karakteristisk for begge typer er, at koblingen mellem teori og praksis halter. Praktikeren skal måske blive mere bevidst om, at der netop skal et teoretisk fundament til for at undervise at vise underet. Omvendt må teoretikeren måske øve sig i at holde fast i, at en teori ikke er mere gyldig, end den praksis, den bygger på. Både praktikerens og teoretikerens problem udspringer måske netop af, at uddannelsen stadig ikke formår at koble teori og praksis godt nok, hvilket jo ikke er en ny problemstilling. Jeg oplever i hvert fald, at underviserne på seminariet ikke forholder sig særlig konkret til den virkelighed, der er ude i folkeskolerne. Og omvendt er det en klassiker blandt lærerstuderende, at velkomsten fra praktiklærerne lyder velkommen til virkeligheden underforstået - nu skal du se, hvad det virkelig handler om! 4

5 I lyset af dette er den manglende dialog mellem praktiklærere og seminarielærere iøjnefaldende. Der er ingen tvivl om, at den ny læreruddannelse er på rette vej i forhold til opprioriteringen af treklangen mellem skolefag, pædagogiske fag og praktik, men jeg tror, at der skal endnu mere til. Der har været meget diskussion omkring lærerstudiets placering skal vi udbyde læreruddannelsen i universitetsregi eller skal holde fast i den model, vi har nu? Jeg tror på, at en styrket kobling mellem teori og praksis vil styrke kvaliteten i læreruddannelsen, og jeg tror, at det vil mindske frafaldet. For mig at se ligger vejen til en stærkere praksiskobling bl.a. i, at praktikken bliver efterbehandlet og bearbejdet mere systematisk. Desuden skal lærerstuderende rustes med flere redskaber, når vi er i praktik. Vi skal altså blive bedre til at indsamle empiri, identificere det, tematisere det og teoretisere det, således at praktikken i højere grad kvalificerer os teoretisk, og omvendt, at teorien kan fungere som et fundament og et refleksionsrum for praksis. Nu er det jo altid svært at komme med konkrete bud på ændringer, men jeg tør godt prøve; Min personlige ideelle læreruddannelse skulle være femårig, hvor det sidste år må forstås som en art praksisår, et udslusningsår. Her kunne man organisere det således, at man som lærerstuderende er i praktik 80 % af tiden og så bruger de sidste 20 % på seminariet til bearbejdelse. Man skulle så selvfølgelig have nogle fordybelsesuger et par gange i løbet af året, hvor didaktikken og pædagogikken skulle være i højsædet. Jeg tror faktisk også, at en femårig læreruddannelse i en sådan form ville umødekomme både teoretikeren og praktikeren, men ikke mindst tror jeg, at læreruddannelsens status ville højnes. Jeg tror under alle omstændigheder, at vi står overfor mange udfordringer som lærerstuderende og kommende lærere, og selvom jeg mener, at mange ting 5

6 kunne gøres bedre, så det at starte på læreruddannelsen min hidtil vigtigste beslutning. Iøjnefaldende er det i hvert fald, at de problematiseringer, jeg rejser i dette korte oplæg, ikke længere udspringer af en distance og en fremmedgjorthed i forhold til studiet, men af en dybtfølt omsorg for lærerstudiet og lærererhvervet. Jeg kan nu uden at tøve sige, Hej jeg hedder Maja, jeg er lærerstuderende og dét er jeg stolt af! 6