HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 23. april 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 23. april 2015 Sag 257/2014 Per Munk Larsen (advokat Claus Guldbrand) mod Signe Fisker (advokat Jørgen Lykkegård) I tidligere instanser er der truffet beslutning af Retten i Esbjerg den 24. september 2014 og afsagt kendelse af Vestre Landsrets 14. afdeling den 3. november I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Jytte Scharling, Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen. Påstande Kærende, Per Munk Larsen, har nedlagt påstand om, at landsrettens afgørelse ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten. Indkærede, Signe Fisker, har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling Per Munk Larsen blev ved udeblivelsesdom afsagt af Retten i Esbjerg den 24. marts 2014 dømt til at betale kr. med renter samt sagens omkostninger med 500 kr. til Signe Fisker. Per Munk Larsen anmodede ved mail af 18. september 2014 om at få sagen genoptaget, idet han gjorde gældende, at han hverken var udeblevet eller havde modtaget en dom fra retten.

2 - 2 - Retten i Esbjerg afviste den 24. september 2014 at genoptage sagen bl.a. med henvisning til, at Per Munk Larsen ikke havde anført sådanne omstændigheder, at sagen undtagelsesvis skulle genoptages. Per Munk Larsen kærede afgørelsen til Vestre Landsret, som ved kendelse af 3. november 2014 afviste kæremålet med følgende begrundelse: Efter retsplejelovens 389 a, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 og trådte i kraft den 1. juli 2014, kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af en byret under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Byretten afsagde den 24. marts 2014 udeblivelsesdom i sagen og traf i retsbog af 24. september 2014 afgørelse om at afvise Per Munks anmodning om genoptagelse af sagen. En afgørelse om ikke at genoptage en sag, hvori der er afsagt udeblivelsesdom, indebærer en stillingtagen til, om sagens forberedelse skal genoptages. Afgørelsen må derfor anses for truffet under sagens forberedelse. Kære kan herefter alene ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens 389 a, stk. 1, og da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet. Anbringender Per Munk Larsen har anført, at byrettens beslutning af 24. september 2014 ikke er truffet i forbindelse med forberedelse af sagen, men efter at der var afsagt udeblivelsesdom, og kære kræver derfor ikke tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Formålet med indførelsen af retsplejelovens 389 a var at begrænse adgangen til frit at kære afgørelser truffet af byretterne i forbindelse med en civil sags forberedelse, bl.a. for at nedbringe sagsbehandlingstiden ved byretten, så unødige kæremål kunne undgås. Der er hverken efter placeringen af retsplejelovens 367, forarbejderne til retsplejelovens 389 a eller bestemmelsens ordlyd belæg for at fortolke retsplejelovens 389 a således, at en afgørelse, der materielt vedrører betingelserne for at genoptage en sag, henhører under sagens forberedelse.

3 - 3 - Signe Fisker har anført, at retsplejelovens 389 a må forstås således, at den omfatter kære af en afgørelse om genoptagelse. Såfremt en sag genoptages, sker der fornyet prøvelse af sagens materielle indhold og ikke en omgørelse af den allerede trufne afgørelse. Derved igangsættes sagsbehandlingen på ny som led i forberedelsen af den genoptagne sag. Byrettens afgørelse vedrører således sagens forberedelse og er dermed omfattet af ordlyden af retsplejelovens 389 a. En afgørelse truffet af byretten under sagens forberedelse kan efter retsplejelovens 389 a kun kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, og denne tilladelse foreligger ikke. Retsgrundlag Retsplejelovens 367 om genoptagelse af udeblivelsesdomme lyder således: 367. Den, der er dømt som udebleven, kan kræve sagen genoptaget, når han skriftligt indgiver anmodning herom til retten inden 4 uger fra dommens afsigelse. Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis anmodning indgives senere, men inden ét år efter afsigelsen. Retten kan betinge genoptagelse af, at sagsøgte betaler de sagsomkostninger, der er pålagt ham, eller stiller sikkerhed for betalingen. Anmodning om genoptagelse af en sag har samme opsættende virkning som anke, jf Stk. 2. Genoptages sagen, træffer retten bestemmelse om sagens behandling. Udebliver den, der har krævet sagen genoptaget, under genoptagelsen, afvises genoptagelsen. Efter retsplejelovens 389 kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, medmindre andet er bestemt i loven. Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev der indført en kærebegrænsningsregel i retsplejelovens 389 a. Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. juli 2014 og finder anvendelse på afgørelser truffet efter denne dato, har følgende ordlyd: 389 a. Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Af forslaget til lov nr. 737 af 25. juni 2014, de almindelige bemærkninger, fremgår bl.a.:

4 Indledning 1.2. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har belyst behovet og mulighederne for at foretage tilpasninger af domstolenes virkemåde for så vidt angår behandlingen af civile sager ved byretterne, landsretterne og Højesteret. Udvalget er i den forbindelse kommet med forslag til en række tiltag, der kan sikre en bedre og mere effektiv og fleksibel behandling af civile sager samtidig med, at der fortsat er den rette balance i forhold til kvalitet og retssikkerhed. Lovforslaget har på den baggrund for det første til formål at udmønte udvalgets forslag om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. Der henvises til lovforslagets pkt Lovforslaget indeholder endvidere en række forslag vedrørende adgangen til appel i civile sager. Således foreslås det bl.a., at appelgrænsen hæves til kr., at adgangen til at anke sager om tvangsanbringelse af børn begrænses, at landsretterne får mulighed for at afvise 2. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi, og at adgangen til at kære kendelser og beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, begrænses. Der henvises til lovforslagets pkt Opfølgning på anbefalinger fra Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene 2.1 Bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene Indledning Det er afgørende for regeringen at sikre, at de danske domstole fortsat kan fungere effektivt til gavn for borgere og virksomheder, så retstvister kan afklares tilstrækkeligt hurtigt. Det er samtidig helt centralt, at retssagsbehandling fortsat sker på helt betryggende vis, uden at retssikkerheden sættes over styr. Det er således helt afgørende at fastholde den meget høje tillid, som domstolene nyder blandt befolkningen Adgangen til appel i civile sager Indledning I dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prøves i to instanser. For visse sager om mindre økonomiske krav gælder dog, at det er nødvendigt med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for, at sagen kan prøves i 2. instans. Med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. Det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. Samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrunde den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling.

5 - 5 - Toinstansprincippet er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men hensynet til toinstansprincippet må efter regeringens opfattelse også afvejes over for hensynet til, at tvister for domstolene løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne er acceptable både for parterne og samfundet. Der bør således være sammenhæng mellem de ressourcer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. Denne afvejning er bl.a. kommet til udtryk i de gældende regler, hvorefter appel i visse sager kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse Lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag, som begrænser den fri adgang til appel i civile sager, idet adgang til appel med Procesbevillingsnævnets tilladelse fortsat opretholdes: - Adgangen til at kære afgørelser om sagens forberedelse begrænses, således at kære til landsretten som hovedregel ikke kan ske. Dog kan kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb, kæres til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse Kære af afgørelser om sagens forberedelse Udvalgets overvejelser Den ændring af instansordningen, som blev gennemført med domstolsreformen, og hvorefter byretterne er den almindelige førsteinstans i civile sager, har betydet bl.a., at landsretterne nu modtager et stort antal kæremål vedrørende byretternes afgørelser under sagernes forberedelse. Udover at der er tale om et stort antal sager, hvilket belaster landsretterne, betyder indbringelse af disse spørgsmål for landsretten typisk, at sagsbehandlingstiden i byretten forlænges, da der ofte er tale om kæremål, som skal afgøres, inden sagens behandling kan fortsætte ved byretten. Kæremålet tillægges således i praksis ofte reelt opsættende virkning. Når en afgørelse om et processuelt spørgsmål under sagens forberedelse kæres til landsretten, udsættes sagen således ofte med henblik på at afvente landsrettens afgørelse. Der er en kærefrist på 2 uger, og herudover skal sagen sendes fra byretten til landsretten inden en uge efter modtagelsen af kæreskrift eller tilførsel til retsbog om kære. Landsrettens sagsbehandlingstid i kæresager om retsplejemæssige spørgsmål er i gennemsnit ca dage. Disse kæremål kan således betyde en samlet forlængelse af sagsbehandlingstiden i byretten i størrelsesordenen 2-3 måneder. En begrænsning i adgangen til at kære disse afgørelser vil derfor i mange tilfælde betyde, at sagsbehandlingen i byretten vil kunne fremmes, og sagsbehandlingstiden dermed bliver kortere. Udvalget finder på den baggrund, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for at nedbringe sagsbehand-

6 - 6 - lingstiden ved byretten bør begrænses. Udvalget finder imidlertid, at muligheden for at kære byrettens afgørelser ikke helt bør afskæres. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at udgangspunktet skal være, at sagen får sin endelige afgørelse ved byretten. Det er derfor væsentligt, at en part ikke får den oplevelse, at byretsbehandlingen blot skal overstås for, at sagen kan prøves ved anke til landsretten. Dette kunne blive konsekvensen, hvis alle afgørelser under byrettens behandling af sagen var endelige. Visse spørgsmål vil kunne være af så afgørende og væsentlig betydning for sagen, at en manglende kæremulighed må antages at ville medføre, at den part, som ikke fik medhold, herefter under alle omstændigheder vil anke dommen til landsretten Udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod først kan indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. Det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb. Det kunne eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid ikke være muligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke afgørelser der fortsat skal kunne kæres. Udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen. Betingelserne for at få kæretilladelse foreslås at være, at afgørelsen har afgørende og væsentlig betydning for sagens forløb eller for parten, og at der også i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet. Udvalget foreslår samtidig, at det præciseres i retsplejelovens 395, at en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære kan tillægges opsættende virkning. Efter udvalgets opfattelse bør det dog have undtagelsens karakter, at dette sker. Det vil normalt være den ret, hvis afgørelse ønskes prøvet, der kan tillægge en ansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning. I de tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet har imødekommet ansøgningen, og kærende har indbragt sagen for kæreinstansen, vil kæreinstansen også kunne tillægge kæremålet opsættende virkning Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Justitsministeriet har overvejet, om bestemmelsen bør udformes således, at den indeholder en opregning af, hvilke kendelser og beslutninger der fremover skal være mulighed for at kære uden tilladelse. Justitsministeriet finder imidlertid ligesom udvalget, at det ikke vil være muligt at foretage en udtømmende opregning heraf. Justitsministeriet er

7 - 7 - derfor enig i udvalgets forslag om, at kendelser og beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke skal kunne kæres til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Af de specielle bemærkninger til den foreslåede 389 a fremgår bl.a.: Det foreslås, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen begrænses. Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under en hovedforhandling eller under dennes forberedelse, vil således uanset den gældende bestemmelse i 389, stk. 1, som ikke foreslås ændret fremover ikke kunne kæres frit til landsretten. Der er dog mulighed for at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe visse kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen for landsretten. Betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten. Omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en afgørelse har en sådan karakter og betydning, at der er grund til, at kæresagen skal kunne afgøres af landsretten som 2. instans, og der derfor skal meddeles kæretilladelse. Det er desuden en betingelse, at der er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet. Forslaget tilsigter ingen ændringer af, hvilke afgørelser som er omfattet af 253 om delafgørelser. Bestemmelsen omfatter således ikke afgørelser om spørgsmål, der er afgørende for hele sagens behandling som f.eks. lovvalg, rettens kompetence og søgsmålsfrister og søgsmålskompetence, da der i overensstemmelse med gældende ret vil være tale om delafgørelser, der er omfattet af 253, hvorfor tilladelse til at kære afgørelsen ligesom i dag vil skulle meddeles efter denne bestemmelse (som ændret ved lovforslagets 1, nr. 28). Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene havde den 1. juli 2013 afgivet et delnotat om adgangen til appel i civile sager. Af notatet fremgår bl.a.: 8. Udvalgets overvejelser om andre begrænsninger i adgangen til kære i civile sager Udover en generel appelgrænse har udvalget overvejet, om det er hensigtsmæssigt herudover at begrænse adgangen til kære af afgørelser i civile sager Kære af afgørelser om sagens forberedelse

8 - 8 - Den ændring af instansordningen, som blev gennemført med domstolsreformen, og hvorefter byretterne nu er den almindelige førsteinstans i civile sager, har bl.a. betydet, at landsretterne nu modtager et stort antal kæremål vedrørende byretternes afgørelser under sagernes forberedelse. Disse afgørelser registreres i domstolenes statistik under kategorien retsplejemæssige spørgsmål. Udvalget finder det navnlig relevant at overveje en begrænsning i adgangen til at kære disse afgørelser fra byretterne om retsplejemæssige spørgsmål, da der, som det fremgår er tale om, at antallet af sager ved landsretterne i denne kategori har været stigende siden domstolsreformen. Kategorien retsplejemæssige spørgsmål dækker navnlig over afgørelser vedrørende sagens forberedelse. Det drejer sig f.eks. om afgørelser om fremlæggelse af dokumenter, syn og skøn, vidner, habilitet og rette sagsøgte. Udover at der er tale om et stort antal sager, hvilket belaster landsretterne, betyder indbringelse af disse spørgsmål for landsretten typisk, at sagsbehandlingstiden i byretten forlænges, da der ofte er tale om kæremål, som skal afgøres, inden sagens behandling kan fortsætte ved byretten. Kæremålet tillægges således i praksis ofte reelt opsættende virkning, selv om udgangspunktet efter retsplejelovens 395 er, at kære ikke har opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det bestemmes af byretten eller landsretten. Som det fremgår..., er antallet af modtagne kæremål vedrørende retsplejemæssige spørgsmål steget fra 254 i 2007 til 912 i Der er således sket en meget betydelig stigning i antallet af disse kæremål ved landsretterne siden reformen. Når en afgørelse om et processuelt spørgsmål under sagens forberedelse kæres til landsretten, udsættes sagen ofte med henblik på at afvente en afgørelse fra landsretten. Der er en kærefrist på 2 uger, og herudover skal sagen sendes fra byretten til landsretten inden en uge efter modtagelsen af kæreskrift eller tilførsel til retsbog om kære. Endelig er landsrettens sagsbehandlingstid i kæresager om retsplejemæssige spørgsmål i gennemsnit ca dage, og samlet kan disse kæremål således betyde en forlængelse af sagsbehandlingstiden i byretten i størrelsesordenen 2-3 måneder. En begrænsning i adgangen til at kære disse afgørelser vil derfor i mange tilfælde betyde, at sagsbehandlingen i byretten vil kunne fremmes, og sagsbehandlingstiden dermed blive kortere. Efter de gældende regler kan alle kendelser og beslutninger afsagt af en byret under en sag appelleres ved kære, så længe dom ikke er afsagt, jf. retsplejelovens 389. Når behandlingen af en sag er afsluttet ved afsigelse af dom, kan kendelser og beslutninger afsagt under sagen ikke appelleres særskilt, jf. retsplejelovens 390, men anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, jf. retsplejelovens 368, stk. 4. Som udgangspunkt kan byrettens kendelser og beslutninger således kæres til landsretten, medmindre der er afsagt dom i sagen, og afgørelsen kan inddrages under en senere anke af dommen, jf. retsplejelovens 368, stk. 4, og 390, stk. 1. Udvalget finder, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen bør begrænses, både af hensyn til at aflaste landsretterne og for at nedbringe sagsbehandlings-

9 - 9 - tiden ved byretten. Udvalget finder imidlertid ikke, at muligheden for at kære byrettens afgørelser helt skal afskæres. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at udgangspunktet skal være, at sagen får sin endelige afgørelse ved byretten. Derfor er det væsentligt, at en part ikke får den oplevelse, at byretsbehandlingen blot skal overstås for, at sagen kan prøves ved anke til landsretten. Dette kunne blive konsekvensen, hvis alle afgørelser under byrettens behandling af sagen var endelige. Visse spørgsmål vil således være af så afgørende og væsentlig betydning for sagen, at en manglende kæremulighed må antages at ville medføre, at den part som ikke fik medhold, herefter under alle omstændigheder vil anke dommen til landsretten. Udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod først kan indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. Det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb. Det kunne eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid ikke være muligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke afgørelser der fortsat skal kunne kæres. Udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladelse til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen hos Procesbevillingsnævnet. Betingelserne for at få kæretilladelse foreslås at være, at afgørelsen har afgørende og væsentlig betydning for sagens forløb eller for parten, og at der også i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet. Udvalget foreslår samtidig, at det præciseres i retsplejelovens 395, at en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære kan tillægges opsættende virkning. Efter udvalgets opfattelse bør det dog have undtagelsens karakter, at dette sker. Det vil normalt være den ret, hvis afgørelse ønskes prøvet, der kan tillægge en ansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning. I de tilfælde, hvor Procesbevillingsnævnet har imødekommet ansøgningen, og kærende har indbragt sagen for kæreinstansen, vil også denne kunne tillægge kæremålet opsættende virkning. Med hensyn til andre typer af kendelser og beslutninger henvises til afsnit 6 om appelbegrænsninger på grundlag af sagens værdi, som får betydning for kæremål vedrørende sagsomkostninger, salærafgørelser og udlæg. For de øvrige typer af kendelser og beslutninger har udvalget ikke fundet anledning til at foreslå begrænsninger i adgangen til appel.

10 Højesterets begrundelse og resultat Tre dommere Poul Søgaard, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen udtaler: Sagen angår forståelsen af bestemmelsen i retsplejelovens 389 a, hvorefter kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Nævnet kan efter bestemmelsen tillade kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det afviste kæremål vedrører byrettens afgørelse om, hvorvidt en sag, der er anlagt ved retten, og hvori der er afsagt en udeblivelsesdom, skal genoptages. Anmodning om genoptagelse har samme opsættende virkning som anke, og hvis en sådan sag genoptages, fortsætter sagens behandling ved retten, jf. retsplejelovens 367. Der er også en mulighed for, at ansøgning til Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse vil kunne tillægges opsættende virkning, jf. retsplejelovens 395. Kærebegrænsningsreglen i 389 a er i forarbejderne begrundet i et hensyn til at aflaste landsretterne og nedbringe sagsbehandlingstiden ved byretterne, og kæremål vedrørende genoptagelse af udeblivelsesdomme er inddraget i forbindelse med vurderingen af reglens administrative konsekvenser. Afgørelser om genoptagelse af en sag, efter at der er afsagt en udeblivelsesdom, træffes i et tidsrum mellem, at udeblivelsesdommen er afsagt, og at sagsbehandlingen i givet fald kan fortsætte. Behandlingen af en sag kan også genoptages, selv om udeblivelsesdommen ikke er nået at blive afsagt endnu, jf. retsplejelovens 346. Vi finder på den anførte baggrund, at selve den forudgående afgørelse af, om behandlingen af en anlagt sag skal genoptages, må sidestilles med en afgørelse, der er truffet under forberedelse af hovedforhandlingen som anført i 389 a. Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens kendelse.

11 Dommerne Jytte Scharling og Poul Dahl Jensen udtaler: En afgørelse efter retsplejelovens 367 af, om en sag skal genoptages, træffes tidsmæssigt efter, at der er afsagt udeblivelsesdom. Sker der ikke genoptagelse af sagen, står den afsagte udeblivelsesdom ved magt og kan kun ændres ved anke, jf. herved retsplejelovens 369, stk. 4. I denne situation genoptages sagens forberedelse således ikke i byretten. Og i de tilfælde, hvor sagen genoptages, kan forberedelsen efter vores opfattelse først anses for genoptaget i byretten, når beslutning om genoptagelse er truffet og en eventuel betingelse om betaling af eller sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger er opfyldt. På den baggrund finder vi, at selve afgørelsen af, om en sag, der er afgjort ved en udeblivelsesdom, skal genoptages, ikke kan anses for truffet under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse. Byrettens afslag på genoptagelse er herefter ikke omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens 389 a, og vi stemmer derfor for at hjemvise sagen til realitetsbehandling i landsretten. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Efter retsplejelovens 312, stk. 2, skal den part, der taber en kæresag, som udgangspunkt erstatte modparten de udgifter, kæresagen har påført modparten. Da der er tale om kære af et principielt spørgsmål om afgrænsning af anvendelsesområdet for en ny lovbestemmelse, finder Højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf. retsplejelovens 312, stk. 3. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.