Prædiken 10. søndag efter Trinitatis 1

Transkript

1 Prædiken 10. søndag efter Trinitatis 1 Jerusalem Da han kom nærmere og så byen, græd han over den: Gid også du på denne dag vidste, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, hvor dine fjender vil opkaste en vold omkring dig, omringe dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de vil ikke efterlade sten på sten i dig, fordi du aldrig forstod, at tiden var kommet for Guds tilsyn med dig. Så gik han ind i templet og begyndte at smide de handlende ud: Der står skrevet, sagde han til dem, mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til et tilflugtssted for røvere! Hver dag underviste han i templet. Men førstepræsterne og teologerne gik efter at få ham slået ihjel. Det samme gjorde spidserne i folket. Dog kunne de ikke finde ud af hvordan, for hele folket hang ved ham og lyttede til, hvad han sagde. 1

2 Jesus måtte til Jerusalem. På trods af advarsler vandrede han den lange vej fra Galilæa det var, som om Jerusalem var det endelig mål for hele hans virksomhed. Det var her, det store opgør skulle stå, og det skulle vise sig at blive et opgør af hidtil usete dimensioner et opgør, vi stadig arbejder med i vores kultur. I dagene inden sin henrettelse indtager Jesus tempelpladsen og gør den til rammen om sin forkyndelse. Men først indtager han selve templet og lukker det. Godt nok ikke fysisk med magt, men med en meget tydelig symbolhandling ved at fjerne den virksomhed, som var livsnerven for tempelkulten nemlig pengevekslerne og køb og salg af de offerdyr, som skulle bringe soning og tak til den almægtige guddom. Valfarten til templet i påsketiden havde et bestemt formål at bringe et eller flere ofre i form af pengegaver eller offerdyr til templet. For kun her kunne almindelige mennesker gennem guds præster gøre sig håb om at få Gud selv i tale. Det er hele den tanke, Jesus gør op med. Han hudfletter præsteskabet for at udnytte fattige mennesker gennem forløjede religiøse foranstaltninger for selv at leve fedt og godt, mens størstedelen af folket henslæbte en utålelig tilværelse i nød og elendighed for at samarbejde med romerne, som havde lagt deres tunge hånd også på det jødiske folk. Vogt jer for dem!, råber Jesus. De betaler skat af dild og kommen, mens de opæder enkers bo. De er som kalkede grave pæne udadtil, men fuld af død og råddenskab indvendig. Hyklere, der har sat sig på Moses stol med deres forløjede religion. De hader ham selvfølgelig for det, men folket elsker ham og hænger ved ham, som Lukas skriver. Ene mand vandrer denne ludfattige tømrersøn fra Galilæa til Jerusalem på trods af alle velmente og gode råd om at blive hjemme. Ene mand lukker han det mægtige tempel og taler Jerusalems magtfulde ledere og romermagten midt imod med en vidunderlig frimodighed og en overbevisende kraft, som ikke efterlader de mægtige anden mulighed end at fjerne Jesus med magt. Og ved list og forræderi lykkes det. Ene mand hænger han på korset, mens alle hans begejstrede tilhængere flygter, fornægter ham, forråder ham eller bare vender hovedet den anden vej. Men hans ord dér på tempelpladsen hænger endnu som en manende udfordring til hele vores kultur hele vores civilisation 2

3 den måde vi indretter os på den måde vi tænker på den måde, vi lader stå til på. Jeg besøgte engang en lille klippeø langt ude i Atlanterhavet i et af verdens farligste farvande ud for Irlands sydvestkyst. På denne lille klippeø, som vel ikke var meget større en kirkegården her, men til gengæld 700 m. høj, havde 12 munke indrettet sig i en meget primitiv tilværelse, som bestod af arbejde, arbejde og bøn. Det foregik fra ca. 600 til ca. 1200, hvor den katolske kirke lukkede stedet og beordrede munkene til at komme ind på fastlandet og gøre nytte. I dag er øen så blevet en turistattraktion af de store og sådan går det jo med så meget. Man kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad der fik disse munke til at forlade civilisationen for at isolere sig så langt fra alt som næsten muligt. Var det et forsøg på at efterleve de kristne idealer, som de fandt i Jesu forkyndelse? Var det en måde at gøre op med civilisationen på ligesom at forlade denne verden og realisere det, som Jesus kaldte Guds verden eller Guds rige? Prøve for alvor at nærme sig Gud ved at tage Jesu forkyndelse alvorligt? Jeg havde nær sagt i stedet for at indrette sig i al behagelighed med en kirke, der ikke rigtig betyder noget for alvor i vores liv, men som da er meget rar at have ved hånden, når vi har brug for den. Man kunne ikke undgå derude på denne utrolige klippeø at føle ærefrygt for disse fanatiske ja vel nærmest halvgale mennesker for deres kompromisløshed og deres fuldkomne foragt for denne verdens goder. Vi søger Gud og så må denne verden ellers passe sig selv. Jeg vil ikke sige, at jeg kunne have lyst til at efterligne disse mennesker det ville jeg overhovedet heller ikke have styrke til, men alligevel tænder de en lille længsel efter at turde udleve det, jeg tror på. Jeg tror, Jesus forkyndelse var et verdensomvæltende opgør med den civilisation, som mennesker køber sig til ved at betale med vores sjæl. For mange goder og velfærd og ikke mindst en relativ tryghed opgiver vi måske vores oprindelige karske frihed og undertrykker den stille længsel efter noget mere end dagligdagen noget som vi havde engang, men på det nærmest har glemt. Noget, der engang imellem trækker os ud i ensomheden i ødemarken i stilheden dog altid med sygesikringsbeviset og dankortet i lommen for en sikkerheds skyld. 3

4 Vi kan ikke undvære vores gode liv og det er da også meget godt og her hos os har vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt men der er alligevel noget, vi savner engang imellem og jeg tror, det er det, Jesus taler om, når han taler så intenst om Guds rige i forhold til verdens riger. Jeg læste for nylig en spændende fortolkning af skabelses- og syndefaldsberetningen, som måske netop handler om det, der oprindeligt var Guds mening en fantastisk verdensomspændende harmoni mellem hele skabningen ja, i hele universet lige indtil mennesket valgte civilisationen for temmelig nøjagtig 6000 år siden i vores del af verden nede i den nuværende Irak ved bredderne af Eufrat og Tigris. Til fordel for det umiddelbare gudsnærvær, hvor mennesker levede i harmoni med naturen et hårdt liv, men også et sandt og ikke mindst frit liv, som vi i dag genkalder os i vores beskrivelser af det vi kalder de oprindelige folks liv: indianere, eskimoer, afrikanere osv. hvordan de levede, før vi ligesom kom til med al vores kultur og civilisation og først latterliggjorde dem og siden udryddede dem. Til fordel for dette oprindelige liv valgte mennesket så trygheden men dermed også ufriheden i civilisationen. Og dette valg var det egentlige syndefald. Vi blev fantastisk dygtige til alting, men vi mistede Gud. Og så er pointen i Jesu forkyndelse, at Gud nu kommer tilbage til os midt i civilisationen og forkynder Guds rige midt iblandt os og inden i os. Og genkalder os dette tabte paradis og bevidstheden om, hvem vi i virkeligheden er ikke undersåtter under selvbestaltede magthavere ikke slaver for den eller den religion men som de siger: Guds frie og elskede børn. Og nok slog civilisationen den sande Guds søn ihjel, men han opstod igen og Guds rige er kommet for at blive for at svare på den længsel efter mere liv den længsel efter gudelivet, ænderne må føle, når vildænderne flyver højt over andegården og kalder dem ud på de store vidder, hvor de ikke bliver fodret hver dag, men selv må søge føden hvor der ikke er noget beskyttende hegn mod ræve og ulve - derude hvor livet er farligt og uberegneligt ja, koster livet. Men hellere det end dagliglivet i andegården, hvor parolen lyder hver morgen. Vi har det jo godt! Jeg ved ikke, hvordan vi skal efterleve denne gale Guds søns forkyndelse enhver må vel finde sin egen vej nogen bliver 4

5 munke og asketer andre bliver idealister måske frihedskæmpere andre igen bliver grebet af næstekærlighed og omsorg for nødlidende. Nogen bliver dybt religiøse, og mange forbliver vel ligeglade og passer sig selv og deres. Men her i kirken kan vi i hvert fald forsøge at tage Jesu forkyndelse alvorligt lytte efter, hvad det var, han ville, og hvad det er, han vil os. Åbne os for den mangfoldighed af tolkninger og følelser der rører sig i os ved mødet med vores sande Gud, som altid rækker ud efter os med al sin kærligheds rigdom måske i et lønligt håb om at se sit eget spejlbillede i vores liv. Ham tror jeg på og jeg tror såmænd også, han bærer over med min svaghed og min hang til denne verdens goder, som gør, at jeg glemmer, hvad det egentlig var jeg skulle - og ikke mindst, hvad det egentlig var, jeg ville. Er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke! Og så må vi jo se, hvad der sker. Døren til andegården er åbnet på klem. Amen. 5

6 Prædiken 10. søndag efter Trinitatis 2 Bevægelse Men hvad skal jeg ellers sammenligne denne slægt med? Den ligner små børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke! Vi sang klagesange, men I græd ikke! Johannes kom - han som hverken spiste eller drak, og de sagde: Han er besat! Gudsmennesket kom - han som både spiser og drikker, og de siger: Tænk for et menneske! En fråser og dranker, ven med skatteopkrævere og syndere! Tja, visdommen retfærdiggøres ved sine frugter. Så begyndte han at skælde ud på de byer, hvor de fleste af hans mirakler var foregået, fordi de ikke havde omvendt sig: Forbandet være du, Korazin! Og du, Betsajda! For hvis de mirakler, der foregik hos jer, var sket i Tyrus eller Sidon, ville de for længst have omvendt sig i sækkelærred og aske. Men jeg siger jer: Tyrus og Sidon vil få det nemmere på dommedag end jer. Og du Kapernaum! Tror du, du skal ophøjes til himlen? Nej! til Hades skal du styrtes ned! For hvis de mirakler, der er foregået hos dig, var sket i Sodoma, ville den have stået lige til denne dag. Jeg siger jer: Sodomas land får det nemmere på dommedag end du. 6

7 Bevægelse. Der kom en bevægelse. Sådan siger man, når en del mennesker vender sig om og lytter til nyt og lader sig bevæge. Man forestiller sig sådan et stillestående menneskehav, hvor der så pludselig opstår en bevægelse, der forplanter sig fra person til person og skaber mere bevægelse mere røre. Nogen kalder det uro. Nogen kalder det forvirring, fordi de hellere så, at alt var stille og roligt. Hvordan går det? Joh, stille og roligt, som vi siger på Fyn, når vi skal signalere, at alt er godt. Somme tider kan man fristes til at svare: Nej det var dog forfærdeligt! Fordi der er noget, der siger os, at uden bevægelse uden røre går livet i stå. Der er noget, der siger os, at vi er mennesker, der er skabt til bevægelse og ikke til stilstand vi er skabt til at bevæge og lade os bevæge af andre. Thi evig stilstand er død, som Kaalund synger i sin kærlighedssang til den brogede verden. Det nye Testamente handler om bevægelse ja, helt bogstaveligt handler det om opstandelse fra det døde altså den ultimative bevægelse. Vi taler om Jesu opstandelse, men det hele handler om, at der fejede en bevægelse et vejr hen over et forstenet samfund et samfund, der levede eller troede det levede - på de gamles overlevering på traditionen på religionen, men som var gået åndeligt i stå havde lukket sig om sig selv og var dødt i al sin ubevægelighed. Det var til dette døde samfund, Jesus kom og satte en bevægelse i gang skabte liv og røre og uro og forvirring og glæde og forargelse ifølge evangelierne. Han kom til sit eget han var en af deres egne, og han prøvede at vække dette forstenede samfund til live med sit ord og med sine gerninger mægtige gerninger, der burde få dem til at vende sig om og lytte og spille med og være til stede men nej! Han blev en trussel mod det bestående de ville ikke kendes ved ham havde nok i deres. Og til sidst slog de ham ihjel og gjorde ham tavs, så de kunne få ro og fred til at være døde. Men det var dumt af dem, for så er det, evangeliet sparker døren til graven op med sit forrygende budskab om, at han alligevel opstod og skabte den helt store opstandelse, som endnu 2000 år senere giver genlyd over hele verden. Måske fordi mennesker er skabt til bevægelse og ikke til stilstand. Vi duer ikke til at være døde. Vi er skabt til liv, og liv er bevægelse. Liv er uro. 7

8 Her i kirken kalder vi det ånd, det der bevæger. Det første menneske fik liv gennem Guds ånde, der blæste liv i den døde jordklump. Det fortælles om Jesus, at ånden dalede ned over ham ved hans dåb og satte ham i bevægelse, og det fortælles om disciplene, at de på pinsedagen blev opskræmte sammen med hele Jerusalem over åndens susen den ånd, der gennemstrømmede disciplene og satte kirken i bevægelse. Fra en lille bly og bange flok til kæmper, der turde svinge åndens sværd. Ja, de døde godt nok af det slået ihjel af dem, der altid vil have ro og fred - men få har levet som dem. Og når vi døber vores små, som vi kommer med her, fordi vi ønsker dem alt det bedste i livet ja, så siger vi, at Gud selv i dåben skænker dem Helligånden og evigt liv. Og jeg tror, det hører sammen dette at være i bevægelse i sit liv og så det evige, fordi livet handler om kvalitet mere end om udstrækning i tid. Det evige nu, hvor jeg blev bevæget. Det er vel den største gave, de små kan få: et liv i bevægelse. I dagens tekst hører vi evangelistens skuffelse over modtagelsen af Jesus fra de, som styrede det døde samfund. De ubevægelige, som vi kender så godt. De skriftkloge, som hellere vil dø end lade sig bevæge. Som hellere vil slå ihjel end at høre nyt. Vi spillede op til dans med dejlig musik med livets musik kom og vær med læg fra land stå ud på dybet lad jeg bevæge af tonerne men de ville ikke. Hverken glæde eller sorg kunne røre deres stenhjerter de sad bare dér og råbte op om den gale Johannes, der kom som asketen og kaldte til omvendelse, bod og bedring kom med renselse fra synderne. Han duede ikke han var jo gal! Urørlige. Ubevægelige. Sad bare dér og råbte fråser og dranker efter Jesus, da han kom med glædesbud til fattige og elendige. Han duede ikke. Ikke engang synden tog han alvorligt alt for glad for mennesker var han, dette gudsmenneske. Jeg er lidt bidt af H.C. Andersen for tiden, og jeg synes, hans historier er så dybt kristne og menneskelige f.eks. den om Sneglen og Rosenhækken de to modsætninger i livet. Sneglen, der kryber ind i sig selv verden kommer ikke den ved og rosenhækken, der ikke kan lade være med at springe ud: Jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet. Solen var så varm, luften så forfriskende, jeg drak den klare dug og den stærke regn; jeg åndede, jeg levede! Der kom fra jorden en 8

9 kraft op i mig, der kom en kraft fra oven, jeg fornam en lykke, altid ny, altid stor, og derfor måtte jeg altid blomstre; det var mit liv, jeg kunne ikke andet! Jah, sæt De bare roser sagde sneglen, De kan ikke drive det videre. Men skulle vi ikke alle her på jorden give vor bedste del til de andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg har kun givet roser, men De? De som fik så meget, hvad gav De verden hvad giver De den? Hvad jeg giver jeg spytter ad den den duer ikke! Den kommer ikke mig ved! Og så gik sneglen ind i sit hus og kittede det til. Det er den gamle historie. Den bliver ikke anderledes, siger H.C. Andersen. Og jeg tror, Matthæus smiler og nikker i sin Himmel. Sådan er det med mennesket, der lever sit snegleliv krummet ind i sig selv ser og hører og mærker kun sig selv, og er sig selv nok. Indtil der kommer denne vidunderlige livskraft, der får mennesker til at rette sig op og blomstre og folde sig ud. Uimodståeligt tvunget af kærlighed. Den kærlighed, Jesus levede for, da han gik omkring til sammenkrøbne, forhutlede mennesker og fik dem til at rejse sig op i al deres værdighed som roser, der springer ud i al deres pragt og skønhed. Dine synder er dig forladt. Rejs dig nu! Lev dit liv det menneskeliv, som du er skabt til at leve. Det er også den kærlighed, vi holder gudstjeneste på. For at blive berørt bevæget, så også vi retter os op, ser os omkring og opdager alt det liv, der findes omkring os - og i os. Så også vi får mod til at være være mennesker, skabt i Guds billede mennesker af ånd - af kærlighed. Mennesker, der tør leve, folde sig ud og blomstre sætte roser. Jeg kan med bedste vilie ikke krybe ind, sagde rosentræet, jeg må altid springe ud i Roser. Jeg ved godt, det ikke er så meget dog én af roserne så jeg blive lagt i husmoderens salmebog. En af mine roser fik plads ved en ung dejlig piges bryst, og én blev kysset af en barnemund i livsalig glæde. Det gjorde mig så vel. Det var en sand velsignelse. Det er min erindring, mit liv! At leve fuldt og helt at elske uden forbehold at være det menneske, man er. Jeg tror, det var det, denne menneskesøn mestrede til fulde. Det var hans dybe menneskelighed, der både 9

10 begejstrede og forargede hans samtid, måske fordi hans budskab var: når jeg kan, kan I også. Vi er skabt i den samme kærlige Guds billede. Vi er ét med hinanden som træet og dets grene. Bevæget af den samme kærligheds ånd. Om vi så tør overgive os til hans liv om vi kan lade være med at danse, når han spiller op på sin fløjte eller om vi bliver forargede på ham og bliver siddende, hvor vi er det er jo altid spændende men uanset hvad, så vil han altid være der altid forsøge at få os i tale altid banke på med ordets guldhammer på selv det mest tilkittede sneglehus. Gud ske lov. Amen. 10