Bilag 10. Interview med Arda

Transkript

1 Interview med Arda Cecilia: Vil du ikke starte med at fortælle lidt om din motivation for at søge ind til Politiet? Arda: Min motivation for at søge ind til Politiet Der er rimelig mange. Jeg har selv været lidt af en rod, da jeg var yngre, og der har jeg ofte kunnet se, hvordan mine andre kammerater faldt fra, fra selv at ændre afveje til at gå dårligt i skolen til at til sidst ændre ud i noget kriminalitet. Og gennem det har jeg altid kunnet se, at det ikke er den rigtige vej at gå, og jeg har aldrig nogensinde rigtig været i Politiets søgelys på nogen måde. Det har mine kammerater til gengæld, og gennem dem har jeg kunnet lære noget om Politiet og se, hvordan det virker. Jeg kendte ikke Politiet så meget før, de blev indblandet, og derefter har jeg gået rundt og tænkt, at Politiet er jo nogen, som gerne vil hjælpe os mennesker. De vil jo selvfølgelig gerne gøre noget godt for os andre, og på trods af at jeg havde en slagt hadsk mentalitet over for dem, blev jeg stille og roligt mere og mere interesseret i dem og så søge hos Politiet. En episode, jeg kan huske, var da min lillebror knuste en rude på sin skole sammen med nogle kammerater, og det skulle han selvfølgelig betale erstatning for. Men det, der så skete, var, at min familie personligt, vi har aldrig haft så meget at gøre godt med, så da ham betjenten ringede til os og forklarede, at vi skulle betale, jeg tror det var 8000 i erstatning, så var det, at min mor brød grædende sammen og fortalte, at det kan vi simpelthen ikke. Vi havde ikke rigtig nogen løsning, og han stod til at skulle gøre det og komme i Politiets register. Men ham betjenten, han valgte at tilgive Jeg ved ikke, hvordan han gjorde, men han ringede til forsikringsselskaber og løste problemet for os, så vi ikke skulle betale. På den måde slog det mig, at det her er altså nogle mennesker, der gerne vil hjælpe os. De er der ikke for at skade os. Så jeg begyndte naturligvis på det. Og der var jeg nok en år. Og jo mere jeg tænker videre over Politiet, jo mere jeg begyndte at deltage i deres møder, jo mere gik det op for mig, at jeg kan være med til at være en inspirationskilde for andre unge. Så min motivation handler i bund og grund om at kunne hjælpe andre mennesker, som ikke lige har haft de nemmeste kort, dem som har haft det svært, dem som har brug for en hjælpende hånd. Og så samtidig også for at varetage andre politiopgaver, men generelt set for at hjælpe andre mennesker. Cecilia: Hvordan ville du have det med at kunne hjælpe andre mennesker? 1 af 7

2 Arda: Det er det, jeg gerne vil stå op til om morgenen og gå i seng til og vide, at jeg har gjort en forskel i dag. Jeg er af den overbevisning, at penge er noget, der ikke betyder noget i vores verden, for det er jo egentlig bare papir. Det er mere, hvad vi gør for andre mennesker, når vi kan hjælpe andre, og hvor gode vi er til at bringe samfundet videre, så hvis jeg kunne som betjent hjælpe en masse mennesker videre i deres liv og give dem en chance til, så vil jeg være lykkelig. Så ville jeg kunne dø lykkelig. Cecilia: Den her hjælp, ser du den som for de enkelte individer eller på samfundsplan? Arda: Det er både individer og samfundsplan. Sikre ro og orden, kunne være der for folk, hvis de har haft indbrud, når folk er blevet overfaldet eller blevet røvede. Samtidig også som individer når du får dem i SSP eller andre tiltag, man har. Det er jo netop nogle unge mennesker, nogle mennesker som ikke har andre at kunne se op til, som mangler en rollemodel, en autoritetsfigur, som egentlig kan være der for dem og støtte dem hele vejen igennem. Både arbejdsmæssigt men også i ens egen fritid. Cecilia: Hvordan opfatter du dig selv ift. at skulle være politibetjent? Arda: Jamen det kræver jo en stor del empati, og det kræver jo, at man kan sætte sig i andre menneskers situation. Det kan jo godt være, at man kommer hen til et sted, hvor der er, lad os sige, to gutter på år, der har begået et røveri. Der har jo været et handlingsmønster bag det her, nogle tanker bag ved som har gjort, at de har gjort, som de har gjort. Jeg tror ikke på, at der er mange mennesker, der tror, det er sjovt at forvolde skade mod andre mennesker. Der er selvfølgelig nogen, men jeg tror, de fleste mennesker i bund og grund prøver at være ligesom alle andre. Så det er jo at kunne sætte sig ind i den person og se lidt bag facaden, hvilket mange måske glemmer. Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at der er jo ikke rigtig så mange, der går op i en selv, som man selv gør. Hvis man møder en person, som faktisk viser interesse for en og som faktisk ønsker en det godt, så er man også meget mere tilbøjelig til at kunne tage imod hjælpen og nå hjælpen og måske huske den og gøre noget godt for andre mennesker selv. Så det er jo egentlig bare at kunne føle med sit hjerte og tænke de her mennesker, hvorfor gør de, som de gør? Ønsker de virkelig den her tilstedeværelse? Vil de egentlig gerne leve et bedre liv, end de gør? Hvad er grunden til, at de gør det? Og hjælpe dem. Cecilia: Så din største motivation er helt klart at kunne gøre en forskel for andre? Arda: Ja lige præcis at kunne gøre en forskel, at kunne være en motivationsrolle, at kunne være med til, at ham her, han har været kriminel, men han har mødt mig, og jeg 2 af 7

3 har kunnet støtte ham og guide ham, han har arbejde i Netto, og han har det egentlig godt. Cecilia: Hvad tænker du, at andre vil tænke om dig som politibetjent? Arda: Jeg har mødt virkelig meget modstand. Jeg er af anden etnisk herkomst. Jeg vil være ærlig at sige, at jeg har mødt meget mere modstand fra mine egne, hvis man skal kalde det på den måde, end fra etniske danskere f.eks. Jeg har mødt virkelig meget modstand gennem andre udlændinge. Det kan være alt fra, at man bliver kaldt forræder af sine gamle kammerater til, at hvis de får en sag på sig, så er man en stikker, for hvem skulle det ellers være? Det er ham, der gerne ville være betjent. På den måde har der været virkelig meget modstand. Også på hjemmefronten, der har også været modstand fra. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at politibetjente tjener ikke ret meget, det er jo et farligt arbejde. Det er jo ikke særlig normalt, at udlændinge ønsker at blive betjente, men jeg har mødt ekstremt meget modstand fra mine egne, hvis man kan sige det på den måde, men samtidig har jeg også mødt kæmpe stor hjælp fra danskere. Mine gymnasielærere har været en kæmpe hjælp for mig på mange måder for at kunne nå frem til mit mål. Og når jeg fortæller nogle folk, at jeg gerne vil være politibetjent, så er der faktisk en del danskere, der støtter op om det og ønsker at gøre en forskel. For hvad skulle en udlænding lave i Politiet? Cecilia: Tror du så, det er fordi, dine gamle kammerater ser det af være politibetjent som ikke bare et job, som hvis du var programmør eller kassedame eller et eller andet, men fordi det bliver så stor en del af din identitet af være politibetjent? Er det det, det handler om, at det bliver så meget dig at være politibetjent? Arda: Helt bestemt. De ser ikke længere den person, der er bag, det er bare det, man er. Så ser man politibetjenten og ikke den person, man engang har været, eller det man har haft. De ser egentlig bare, at man er Politiet. Man er den, de er imod, og så er det egentlig lige meget, hvem man har været, og hvem man ikke er. Cecilia: Er det sådan i andre jobs, eller er det kun fordi, det at være politibetjent er så specielt? Ville de også tænke ej det er jo ham, der sidder ved kassen i Netto om dig, hvis det var det, der var dit job? Arda: Jeg tror, det er det med, at det er Politiet, der er noget specielt. Hvis jeg nu arbejdede på en tank eller på en restaurant, så ville de aldrig nogensinde tænke over det, men det er nok, hvis man skal se det fra en udlændings synspunkt, at det er en af deres 3 af 7

4 egne, der vender sig imod dem. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange af dem ser Politiet som fjender. Verdens største løgn i virkeligheden. Men når de så ser en af deres egne gå over til dem og egentlig vil prøve at hjælpe nogle andre mennesker, så ser de det ikke. De ser, at en af deres egne går over til fjenden, og at en af deres egne prøver at få dem ned. De ser slet ikke, at man egentlig er der for at hjælpe mennesker. Man er der for samfundet, men det er ikke det, de ser. De ser man er imod dem og den mentalitet. Cecilia: Ville du også selv se det her med at blive politibetjent som en stor del af dig? Arda: Ja helt bestemt, helt bestemt. Lige siden jeg fandt ud af det for nogle år siden, har jeg sådan set tilrettelagt mit liv indtil videre efter at kunne nå det mål at blive politibetjent. Ikke kun arbejdsmæssigt men også personligt i form af hvor er jeg nu, hvem er det, jeg færdes med, hvor kan de tankegange Det er en helt masse ting, man gør op med sig selv, har jeg i hvert fald fundet ud af. Man kan ikke være politibetjent og så rende rundt med kriminelle gutter, og man kan jo samtidig heller ikke gå rundt og tage pis på alt hele livet, hvis man f.eks. om tre år skal stå og fortælle et forældrepar, at deres barn er omkommet i en ulykke. Man bliver en del mere seriøs omkring det. Man ændrer Jeg har faktisk tit fået at vide, at jeg er blevet meget mere kedelig, siden jeg fandt ud af det. Jeg synes nu mere, det er at tage ansvar for sig selv og for andre. Cecilia: Er politimænds identitet kedelig? Arda: Nej bestemt ikke. Jeg synes, de er nogle kæmpe personligheder. Men det er også, når man kommer ind til dem. Det er rigtigt, at politibetjente er meget lukkede. Jeg har selv oplevet, at hvis der var nogle betjente, jeg ikke kendte, fra løbeklubben, hvis jeg så gik over til dem og sagde hej, så har de altid været lidt tilbageholdende, og det er de som regel de fleste af dem. Hvad der ligger i det, ved jeg faktisk ikke. Det kan godt være, de er lidt obs på, hvem man er er, og hvordan det ser ud. Jeg oplever, at de er meget meget defensive. Men hvis man så kommer i en samtale med dem og viser sig at være en, som faktisk gerne vil noget med sit liv, en god og anstændig person, så bløder de ofte op. Men nej politibetjente er ikke kedelige mennesker, det synes jeg ikke. Det er nok bare sværere at nå ind til dem og kunne identificere sig med dem. Cecilia: Føler du, du ville kunne komme til at udtrykke, hvem du er ved det at blive politibetjent? Arda: Ja helt bestemt, det tror jeg da. Jeg tror, at mange af os som søger ind som politimænd, vi har jo netop det der, at vi gerne vil hjælpe andre, vi vil gerne være der for 4 af 7

5 folk, dem der har brug for hjælp, dem der udøver vold mod andre, så ja det tror jeg da. For mange af os tror jeg det vil være sådan de mange første år, at vi tager arbejdet med hjem, og det har jeg også læst ret meget om. Når man starter, så bliver arbejdet faktisk en del af en. Det bliver en indgroet del af, hvem man er. Når man har fri og er derhjemme eller går på gaden, så vil man altid være den politimand, man er og altid stå til tjeneste. Så jeg tror, det er sjældent, at en politimand vil vælge at kigge den anden vej i sin fritid, hvis han så, at der var noget, der var ved at ske. Så den personlighed, den bliver vel bare en del af en, så man er vel på arbejde hele tiden. Cecilia: Hvordan ville du have det med det? Arda: Jeg ville have det helt perfekt med det. Jeg ville ikke have det dårligt med det. Det er faktisk det, jeg ønsker. Sådan tror jeg også, der er rigtig mange, der har det. Cecilia: Nu er der jo ret meget i medierne i øjeblikket med betjente, som klager over dårlige arbejdsforhold ved Politiet. Hvad har du gjort dig af tanker om det, når du læser de her udtalelser fra betjente, der synes, det er helt forfærdeligt? Arda: Det kræver da en vanvittig psyke at kunne holde til det. Jeg har godt læst, at der er nogle betjente, der arbejder over 60 timer i ugen og bliver nødt til at Deres fridage bliver taget fra dem, og familien bliver opløst. Så angående de tanker, kan jeg jo godt se, at det ikke er et nemt arbejde, at man bliver arret for livet kan man sige, men hvis man virkelig gerne vil det Jeg synes personligt, det er det værd. Det går op i en større enhed. Cecilia: Vil du uddybe, hvad du mener med, at det er det værd? Arda: Det kan godt være, man arbejder 60 timer i ugen, og det kan godt være Det er jo ikke fedt. Hvis man arbejder 60 timer i ugen, dårligt får søvn og konstant skal være på, det tærer jo virkelig meget på en personligt, kunne jeg forestille mig, men samtidig er man jo også i et korps, hvor den korpsånd er vigtig. Man har altså også nogle kolleger, som har det på præcis samme måde. Det er meget mere overbærende, og samtidig vil man vide, at der er altså en grund til, at vi gør det her. Det er ikke bare for at sætte os på arbejde, at vi står her 60 timer om ugen. Der er en grund til det. Det går op i en større enhed i sidste ende. Cecilia: Hvad mener du med en større enhed? Arda: Jeg tror, det er polititimer, de har brugt for meget i år, og det kan godt være, der har været en grund til det. Man har været nødt til at forebygge andre f.eks. terrorangreb, og man har kunnet få befolkningen til at føle sig trygge, så den symbolske 5 af 7

6 værdi og den værdi, man har givet, udover at man selvfølgelig er fuldstændig stresset, jeg tror den overtager lidt, man glemmer smerten, og man tænker egentlig på, at det er det, jeg er her for, og så er det bare sådan, det er. Det er i hvert fald ikke noget, der har afholdt mig fra at søge. Ikke på nogen måde. Det har tvært imod faktisk øget min motivation mere. Der er brug for, at der er andre, der træder til, så det har bare øget min motivation for at søge mere. Cecilia: At du læser de her udtalelser fra medarbejdere, der ikke har det godt, øger din motivation for at hjælpe dem? Arda: Ja, det lyder lidt mærkeligt. Selvfølgelig er der lidt knas fra toppen og fra dem, der er ude i felten, men jeg tror ikke på Eller selvfølgelig er der nogen, der har det elendigt med deres arbejde, og dem skal man selvfølgelig passe på og nå ud til, men ja generelt set så har det ikke rykket min motivation. Det at blive politibetjent, det er noget man bliver, hvis man virkelig gerne vil. Så kan der godt være sure perioder engang i mellem, men man skal altid huske på, hvorfor man startede, også selvom det bliver hårdt. Cecilia: Kan du måske sætte nogle flere ord på, hvad du tænker er Politiets værdier, og hvordan det passer til dig? Arda: Jamen altså udover den form for empati og kunne føle medfølelse med andre og kunne se andre mennesker i øjenhøjde, så er det også det, at man kan være den, der træder til, når der er brug for det f.eks. Hvis man har fri i et supermarked, og man ser, at der lige pludselig er nogle gutter, der vil til noget, at lige meget hvor mange man er, og hvor dårligt man har det, at man træder til. Politibetjente er for det meste alfahanner og alfahunner, hvis man kan sige det på den måde. Politikorpset består primært af alfahanner og alfahunner i bund og grund vil jeg mene, så på den måde vil det også smitte af på mig, at man ikke er bange for at træde til og tage føringen i situationer, hvor der ikke er andre, der gør det. Politiet laver også forebyggende arbejde, så det kan også være, at man er god til at lytte og komme ud med et budskab på en måde, som andre godt kan forstå. Det stærkeste våben, man har, er ens ord, og hvis man kan løse en situation med ord, så har man egentlig vundet langt de fleste kampe, man kommer til at møde. Cecilia: Vil du gerne vise, at du er en alfahan? Arda: Nej det vil jeg ikke mene. Jeg har godt hørt om dem, der søger ind til Politiet, fordi de godt kan lide at have magt over andre og føle sig autoritære over for andre, men for 6 af 7

7 mit vedkommende, nej det synes jeg ikke. Man er den, man er, og man kan jo træne sig til det selvfølgelig. Jeg tror ikke, man kan lære at have empati for andre på den måde. Det er en grundværdi, som man har fra barn af, og som man udvikler, og alle mennesker har det vel i bund og grund, men nogle mennesker har det selvfølgelig mere end andre. Hvis jeg f.eks. ikke havde nogen form for empati over for andre mennesker, så tror jeg ikke, det ville ændre sig, hvis jeg kom ind i Politiet. Og det er det samme med at være alfahan. Hvis man ikke er den person, der tager fat og er god til at træde til Man kan lære det, men det vil selvfølgelig ikke være på samme niveau som dem, der er det fra naturens side af. 7 af 7