Transskribering af interview med Aya

Transkript

1 Transskribering af interview med Aya [00:00:18.04] Interviewer 1: Så vi taler med mennesker, der har været anbragte og hvordan det er at være anbragt og den overgang der er og overgangen til eget liv og hvilken betydning det har for dit liv nu og dine tanker omkring det. Så du skal egentlig bare fortælle vi er bare interesseret i at høre din historie.. og jah, dine tanker omkring hvad der er sket.. Så kan du fortælle os lidt omkring dig selv ift. dit navn, alder, familieforhold, beskæftigelse og uddannelse.. Vi stiller spørgsmål, hvis der er noget du ikke kommer omkring.. Vil du fortælle? [00:00:54.27] informant: Jah, jeg er atten år gammel og jeg hedder Aya. Jeg er fra Irak eller har nationalitet fra irak. Jeg kom til Danmark som fireårig, eller jeg var fire år. Øhm jah så har vi boet her og så er jeg igang med en pædagogiskassistent uddannelse.. [00:01:20.10] Interviewer 1: Hvordan er det.. jeg fik meget lidt afvide om dig.. du flyttede hjemmefra på en lidt anderledes måde? [00:01:23.10] informant: Jah, jeg er jo ikke tvangsfjernet på den måde.. Der var nogle uenigheder derhjemme med min mor, hvilket jeg var nødt til at flygte hjemmefra fordi der var vold i situationen, så jeg var nødt til at tage/søge et andet sted hen. Under eller før det skete den dag, alt skete var jeg allerede i kontakt, men ikke med kommunen, men med nogle mentorer der kunne hjælpe med hvordan og hvorledes, man skulle håndtere sådan nogle ting. Men jeg har ikke været i kontakt med kommunen før den dag, jeg tog hjemmefra. De har heller ikke været underrettet eller noget som helst. [00:02:04.11] Interviewer 1: Så hvordan har du prøv at sige noget mere om hvordan det skete.. [00:02:10.00] informant: Jahmen så var det det, at jeg har flygtet hjemmefra den aften og fik kontakt til en gammel lærer fra folkeskolen. Hun kom over og hentede mig og så kørte vi hjem til hende og så var jeg nødt til, at sove hos hende den aften, for jeg kunne ikke rigtig rumme meget mere.. Jeg kunne ikke rigtig rumme at vi skulle til kommunen og at.. handle på det.. det skulle bare dæmpes ned den dag.. Så havde jeg faktisk heller ikke så meget modet til, at få den kontakt til kommunen for det var noget stort og ikke bare lige. Så dagen efter tog jeg i skole og jeg vidste ikke, at min gamle lærer havde ringet til kommunen og underrettet 1

2 dem, at det og det er sket. Så ovre på skolen havde jeg den der mentor, der hjalp mig og gav mig vejledning. Hun sagde også at vi skulle få noget rådgivning hos etnisk ung, så vi tog derind og fik noget rådgivning. De mente også at vi skulle gå til kommunen og hvad det indebærerede, så jeg vidste det inden jeg tog hen til kommunen.. Så fik vi lidt afvide at de ville høre min historie og hvordan der ville blive handlet fremover.. Så på selve dagen, blev vi kontaktet og sagde at kommunen, at kommunen var underrettede og gerne ville have, at jeg kom forbi og lige.. [00:03:31.27] Interviewer 1: Forbi kommunen? [00:03:33.06] informant: Jah, lige forbi kommunen og fortælle hvad der skete og hvordan det hele kunne ende i kaos, som det gjorde.. Så tog vi.. på selve dagen derhenne sad jeg med en kvinde. Altså der var mange kvinder, den ene efter den anden, man fik ikke lige afvide hvad.. Så snakkede jeg med den første og fortalte hende historien. Der sad to en der skrev ned og den anden spurgte mig.. Så sad vi og snakkede om hvad der skete og hvad jeg gjorde efterfølgende og at min lærer havde ringet ind og sagt det. Så sagde de at de helst gerne ville have, at jeg tog på hospitalet og blive undersøgt om det hele var okay. Det gjorde vi så efterfølgende og så fik vi afvide, at de ville vende tilbage til os, for de ville lige tage kontakt til mine forældre først. [00:04:26.11] Interviewer 1:Altså kommunen..? [00:04:26.11] informant: jah.. Så tog vi så på hospitalet og fik en beskrivelse af lægen og hvordan det så ud og det var mest i ansigtet der var ikke det helt store.. Så skulle vi så vente, så sagde kommunen, at jeg bliver nødt til at sove hos en veninde et eller andet sted jeg kunne befinde mig i den her tid, for de kunne ikke handle akut med det samme. Så der gik faktisk nogle.. jeg tror der gik to uger eller sådan noget før at jeg fik et sted, at være. I de to uger har der været møder og det ene og det andet. Så det var mange ting på en gang og det hele var nyt for mig.. Jeg skulle hele tiden til møder med min sagsbehandler. Først havde jeg en sagsbehandler, så fik jeg to og til sidst havde jeg tre sagsbehandlere. Efter to uger blev jeg anbragt i en akut plejefamilie og det var.. der skulle jeg være et halvt år. De vidste ikke hvor langt tid jeg skulle være der men det endte med at jeg blev der til jeg var atten. [00:05:35.25] Interviewer 1: Hvor gammel var du der? 2

3 [00:05:35.25] informant: Sytten.. Så var jeg i den plejefamilie og imens jeg var der blev der sat mange ting igang fra kommunen. De fulgte op hele tiden, hvordan det går i plejefamilien og hvordan jeg trives i skolen. Der var sådan noget opsamling hver tredje måned eller sådan noget hvor sagsbehandleren skulle komme ud for, at hører hvordan det gik.. Så var der møder med mine forældre og så blev der sat noget familiebehandling igang, hvilket jeg var lidt imod, for det hele var nyt for mig.. Jeg kunne ikke sidde med min familie ansigt til ansigt. Det var simpelthen for tidligt eller det har jeg først opdaget nu, at sådan nogle ting er for tideligt at sætte igang, når det hele er oppe at kører.. De sagde også til mig, at de ved af erfaring at det ville jeg få gavn af senere men i sådan nogen situationer tænker man ikke over det. Ej det er bare noget løgn det i siger i skal ikke sidde der og sidde foran mine forældre og det med at man havde henvendt sig til kommune, det er stort for dem at deres datter har gjort det og sådan noget. Amen vi skulle nok tage det stille og roligt. Der var rimeligt pres på med dem med familiebehandling. Det var sådan noget med, at jeg var nødt til at give mig lidt fordi eller kunne de ikke gøre noget eller hjælpe mig.. Ikke sådan noget med at ligepludselig ender jeg på gaden og ikke får nogle penge. Men mere sådan noget med at de ikke kunne komme frem til noget.. Men jeg holdt fast i, at et nej er et nej og så gik jeg til sidst med til sådan nogle skype samtaler, hvor jeg sidder omme bag skærmen men ikke i samme lokale. [00:07:24.14] Interviewer 1: Du så dem slet ikke på det tidspunkt, går jeg udfra? [00:07:26.14] informant: Nej ikke lige der.. Så.. hende der der stod for familiebehandlingen pressede rimeligt meget på, at faktisk til sidst sagde ja til at sidde i samme lokale. Så sad vi i samme lokale, det var fint nok det gik fint men det blev for sukkersødt. Det var kun de søde ting og rare ting, der blev ført frem og så gad jeg ikke mere.. Så røg min far også på hospitalet og så stoppede plejehalløj og familiebehandling, og så røg min far akut på hospitalet med en blødning i hjernen.. Så der besøgte jeg selvfølgelig ham og fik kontakt til ham på den måde. Så gik der lidt tid og så fik jeg ligesom skylden for, at det var min skyld at han røg på hospitalet og så trak jeg mig igen.. og ikke havde kontakt med dem. Men under hele de der har der hele tiden været har kommunen lavet en handleplan. Hvad skal der ske fremover, hvad gør vi nu.. altså men den handleplan synes jeg aldrig fik et resultat, det var ligesom en pligt de skulle udfører. Hvad skal der nu ske fremover, men vi opnår ikke.. vi laver ikke nogle resultater.. Det kan godt være at vi skal sørge for at hun føler sig tryg og ikke ensom, men det er det samme der står i den næste handlingsplan man får. 3

4 [00:08:49.26] Interviewer 1: Så er der ikke gjort nogle tiltag? [00:08:50.11] informant: Jah præcis. Så røg jeg så blev jeg flyttet til en hybial institution i et kollegium, hvor jeg skulle dele lejlighed med en anden en, som også var anbragt. Men det var et helt normalt kollegium og så fik jeg tilknyttet en kontaktperson fra den hybiel institution. Det var meget godt, men så var det opfølgningen fra min sagsbehandler der sådan trak sig tilbage så det blev sådan hvert halve år.. [00:09:27.23] Interviewer 1: Hvor gammel er du nu? [00:09:28.19] informant: Nu er jeg atten.. Det var også imens jeg var sytten at jeg var derhenne.. Så skete der nogle problemer med hende jeg boede sammen med fordi der var noget chikane. Der var ikke noget respekt, ikke noget hensyn til at der var en der sad og lavede eksamner.. Hun inviterede mange venner på besøg og til sidst var det nok.. Det kunne jge ikke.. Så var det også sådan noget med, at de var sådan nogle meget angribende personer.. [00:10:00.10] Interviewer 1: hendes venner? [00:10:00.10] informant: Jah, jeg vidste ikke om der kunne være vold ligepludselig.. Så fik jeg af vide, at kommunen at når man bliver sat i sådan en hybiel institution bliver man sat sammen med en der er lidt magen til en, hvilket det slet ikke var her, altså.. Men de siger at de prøver at gøre deres bedste for at sætte to sammen som passer sammen. Så sagde jeg sådan efter den situation hvor der var venner på besøg og der var højt musik og det var på en hverdag, og der var en lidt angribende måde at banke på min dør og sådan noget, så skrev jeg en lang besked til min sagsbehandler. Sådan og sådan har jeg været udsat for og skrev til min kontaktperson. Der blev simpelthen ikke handlet nok fra min sagsbehandler fordi min kontaktperson var hurtig om, at dæmpe det ned ift. hvad det var. Jah, hun snakkede med hende, at det ikke er iorden og sådan noget. Men jeg ønskede mere deltagelse fra min sagsbehandler, at hun slog ned at når vi anbringer Aya der her sted, skal der være trygge rammer det der stod i handleplanen. At hun slog hårdt ned på det det blev der ikke gjort. [00:11:13.29] Interviewer 2: Må jeg spørge om noget.. Den der kontaktperson, var det en du havde på kollegiet.? 4

5 [00:11:18.01] informant: Jah, altså det er en der hører med til institutionen, som jeg blev sendt videre til som hedder Hybiel institutionen. Det var fra dem, men ikke min sagsbehandler ved kommunen. Så der er flere afdelinger. [00:11:35.14] Interviewer 1: Så hvordan hvis du så skal snakke om.. hvordan oplever du overgang mellem dit barneliv og dit voksenliv ift. uddannelse? Jeg tænker når nu du er midt i alt det her har du så også går du er du igang med en uddannelse.? Hvordan har det været? [00:11:55.17] informant: Det har været rigtigt svært. Det har været svært at have to ting, eller mange ting på en gang. Det med at man skal møde op til møderne hos kommunen, det at man hele tiden har det i baghovedet at man hvad består min fremtid af senere. For jeg er blevet flyttet ret meget rundt.. Jeg har ikke haft det specielle sted at være.. Som en sikker base, at være.. Jeg har været fra mine veninder til en plejefamilie, til et kollegium og til en lejlighed nu.. Altså der har været meget.. det er ikke bare det der med, at jeg ikke havde et sted at være.. fra en veninde til en veninde det var ekstremt hårdt at passe sin skole, at have i hovedet. Hey hvad sker der med mit liv nu man er ikke sikker. Under hele forløbet med kommunen, der er man ikke sikker på hvad der sker om en uge eller to uger. Der er simpelthen ikke sat nogle faste rammer for, at det er det, der foregår.. Der var også flere gange hvor jeg ringede til hende. Hvad gør jeg nu jeg står her hvad sker der i næste uge? For der kan gå en uge hvor der ingenting sker og alt står stille.. [00:13:11.12] Interviewer 1: Og hvad var du igang med uddannelsen da du flyttede? [00:13:16.07] informant: Jeg har været igang med uddannelse siden alt skete.. [00:13:19.01] Interviewer 1: Det jeg mener, var at du var igang med den da du startede? [00:13:22.14] informant: Jah, der var jeg igang med tiende klasse, som jeg sluttede af og begyndte den uddannelse jeg er igang med nu. [00:13:35.19] Interviewer 1: Jah, så det er også noget af en.. Får du noget støtte nu fra det offentlige? Får du noget støtte nu fra det offentlige? 5

6 [00:13:43.11] informant:altså jeg er selvforsørgende jeg får ikke nogen lommepenge eller noget som helst. Jeg har en kontaktperson, som det faktisk er sidste dag jeg har hende idag og så forsvinder hun.. fordi jeg er flyttet ud fra hubiel institutionen og ind til min egen lejlighed. Faktisk har jeg selv fået hjæp fra kommunen, hvor min sagsbehandler har skrevet et specialt brev så jeg kunne komme frem på listen og få noget. Det var også noget jeg selv skulle følge op på.. Det var hele tiden mig, der skulle følge op på hey det skal i huske at gøre, det skal i følge op på.. det er et stort ansvar at stå med, at de ikke selv kan ridse op, at det her skal I gøre, at det er noget jeg skal minde dem om hele tiden! [00:14:25.28] Interviewer 1: Hvornår fyldte du atten? [00:14:29.22] informant: I august sidste år.. [00:14:34.04] Interviewer 1: Så det er et halvt år siden? [00:14:34.23] informant: Jah.. [00:14:39.28] Interviewer 1: Kan du sige lidt mere omkring hvordan synes du at dine behov og ønsker er blevet hørt i overgangen her? [00:14:47.13] informant: Altså jeg vil sige, at min sag har været en af de heldige af hvad der har været af sager.. fordi at jeg har fået hjælp på den måde, at det er mig der har fået dem til at hjælpe mig. Det er mig der har fået dem til hele tiden, at følge op. Det er mig der har hele tiden.. hey det her står jeg og mangler. Så jeg er blevet hørt på, det vil jeg sige.. Jeg har haft en sagsbehandler der har været søde og rare og høre/lyttende og anerkendende og jah vi hører og vi lytter og så er det noget andet om der bliver handlet.. Det har også været irriterende at når man henvender sig til en sagsbehandler med et ønske eller et og andet. Så skal jeg vente noget til for så skal de videre til deres ledelse. Men de går til deres ledelse og kommer tilbage ved man ikke om man får et jah eller et nej.. Det er faktisk hende der giver mig et svar. Det er ligesom når man vender sig hen mod sin far og han lige skal spørge mor agtigt.. Det er sådan ret irriterende system, nogen gange ønsker jeg bare.. hey kan du ikke bare give mit et svar, for jeg kan ikke bare vente en uge eller to uger, fordi at der sker bare mange ting. Man kan ikke stå og vente når ens liv ikke er stabilt. Man vil gerne have et svar nu og her.. 6

7 [00:16:17.25] Interviewer 1: Okay.. har du kunne trække på nogen i dit netværk? Jah, det har du jo så på dine veninder.. [00:16:28.08] informant: Jah, det har jeg.. jeg har kunne trække på min kæreste, helt vildt meget.. det var jeg nødt til, fordi jeg kunne simpelthen ikke få hjælp nok. Det var som om, at kommunens ansvar var at kunne føre mig videre til jeg selv kunne stå med ansvaret for mig selv, men ikke det der med at hey jeg kommer fra en stor familie og det der med at bo alene ikke? Det kræver en stor del af arbejdet.. Det har været lidt.. det er ligesom, at det forstå de ikke.. Det er også det at min kontaktperson har prøvet, hey nu skal du bo alene og nu skal du lære det og det men det er jo ikke så nemt, det du står og siger.. det er ikke nemt, at stå alene og der ikke er noget larm eller nogen mennesker, der siger noget.. [00:17:18.06] Interviewer 2: Hvad betyder det for dig, at din kontrakt med din kontaktperson udøber nu? Føler du dig klar til, at stå på egne ben? [00:17:25.15] informant: Altså det har været rigtig svært til at starte med. det havde været rart at have nogen at ringe til om aftenen, hvis jeg nu lige pludselig ryger ned med et eller andet... en man kan trække på hele tiden, en person. Men nu har jeg ligesom accepteret det, jeg kan ikke gøre mere.. jeg har prøvet at gøre noget for at få en ny kontaktperson, men så har de bare sagt, at så kan jeg få en ny.. jeg er ikke i stand til at få et bånd til en ny igen nu fordi det kræver et stort arbejde, at lige pludselig er der en ny og så skal jeg til at starte helt forfra og finde ud af hvor er vi henne ikke? Så jeg har valgt bare, at sige at så er det det! [00:18:09.09] Interviewer 2: HVad sådan noget ift. efterværn? har du hørt noget om det? [00:18:15.00] informant: Nej.. [00:18:19.01] Interviewer 1: Men det er måske heller ikke så relevant her? (Hvorfor ikke?) Spørgsmålet er om vi har været igennem det hele? [00:18:36.01] Interviewer 2: Jah, hvad betyder det for dig at du har være anbragt eller flygtet fra hjemmet på den måde ift. hvordan du ser dig selv og hvordan omverden ser på dig? [00:18:47.00] informant: Altså det er ikke noget jeg går rundt og udtaler mig for. Det der med at blive anbragt og det med at jeg har været igennem det jeg har været? Det er som om folk ser ned på en, nårh er du er flygtet hjemmefra. Er det fordi du lige havde et lille skænderi 7

8 med din mor? Folk kan ikke se den store helhed og det er fordi der har været så mange sager, om hvor folk har ment at det er ubetydeligt at søge hjælp hos kommunen at det er børnene der bare overdriver lidt for meget.. men ikke kan se alvoren idet. Der er jo en grund til det her.. Jeg har også været heldig med, at jeg ikke er blevet anbragt i en institution, hvor der er andre unge mennesker, fordi det er et højere niveau end det jeg er. Jeg har jo ikke noget kriminalitet i baggrunden, jeg har jo ikke noget af det... eller stofmisbrug, jeg er jo bare en normal pige, som bare har haft et kæmpe skænderi med sin mor, som så har ført til vold. Så det har de taget hensyn til, at der skulle jeg ikke anbringes.. [00:20:03.22] Interviewer 1: Er det første gang at skænderierne med din mor har ført til vold? [00:20:04.25] informant: Jah, altså det var over en lang periode det var ikke bare lige sådan at nu skal jeg væk. Der har været mange overvejelser og grunde til at jeg flygtede i hovedet. [[00:20:25.28] Interviewer 1: Jeg tror vi har været rundt omkring det hele ikke? [00:20:25.28] Interviewer 2: Der er lige et enkelt spørgsmål jeg godt lige kunne tænke mig, at vide noget om.. Ift. nu snakker man jo om det der med den sociale arv en gang imellem.. Føler du at dine muligheder har været anderledes end børn og unge der ikke har været anbragt ift. at få en uddannelse? Føler du det som en barriere at du har været udsat for der, som du har eller kan du se dig igennem det, at du har samme vilkår eller andre vilkår og tror på, at det kan lykkes? [00:20:57.27] informant: Til at starte med er det rigtig svært at se en nu har jeg været meget klar over, at jeg skal have en uddannelse. Men der er jo mange andre mennesker, der ikke er i stand til at rumme så mange ting på en gang. Det synes jeg skal støttes mere op om... hey, det kan godt være at du har de her problemer, men måske glemmer du det når du er igang med noget.. fordi mange vælger at.. fx hende jeg boede sammen med hun var ikke under uddannelse og det er der simpelthen ikke samlet op på fra kommunen.. og der er ikke blevet samlet op på at hun boede der i mange år og ikke kom videre med sit eget liv. Hun har bare boet der og jamen det er ligesom om, at de jo bare har betalt og sagt.. sådan er det det er hendes valg og ikke bakket op om hey hvad er grundet til det.. Nu ved i kender jo ikke så meget hendes historie men.. jeg synes det er underligt, når man er under kommunen det er ligesom når man er hjemme hos sine forældre, så vil forældrene jo også have en ud på uddannelse og kommunen har jo også ansvar for det agtigt.. Men det har de 8

9 så ikke valgt at følge op på. Men der tror jeg det er noget man selv har insisteret på jeg tror ikke på at man ikke kan få hjælp på den måde. [00:22:21.28] Interviewer 2: det er en kraft i dig? [00:22:22.12] informant: Jah, jeg tror at det afhænger meget af en selv.. Så er kommunen der for at spørge.. hey møder du op i skolen. Jeg er blevet spurgt de der spørgsmål.. Møder du op, har du meget fravær alt sådan noget.. [00:22:38.19] Interviewer 2: Også her efter det fyldte atten år? [00:22:38.19] informant: Ja, der er jeg også blevet spurgt.. [00:22:31.17] Interviewer 2: Og hvad er der en plan for dig fremadrettet? Bliver de ved med at følge dig, har du en ide om det? [00:22:46.11] informant: Ligenu, så har jeg været på sådan noget sidste snusing. De skal lige snuse lidt til hvordan det går inden de siger farvel og tak. Der har jeg.. før i tiden, havde vi penge til at lave noget sammen, men når man ryger ud i det niveau på vej væk.. Så er der ikke nogen penge til at gøre noget som helst ting.. Så har jeg stadig min sagsbehandler, som sender nogle handleplaner. Hende har jeg ligenu, men det er fordi jeg bruger hende ikke særlig meget.. Hvis jeg brugte hende meget, så var jeg røget over og havde fået en anden sagsbehandler.. Fordi jeg er over atten år og derfor skal videre til noget andet. Grunden til at jeg ikke kan få en anden, er at jeg ikke bruger min sagsbehandler meget.. [00:23:37.18] Interviewer 1: Men ved du om hun bliver ved med at følge dig eller? Eller bliver du sluppet nu? [00:23:40.19] informant: Nej, de slipper mig ikke helt endnu. Jeg står på mine egne ben nu, men det er det der med at nu hvor jeg ikke bruger dem særlig meget, kan jeg godt stå i systemet.. og hun kan stadig sende nogle handleplaner til mig, hvilket hun netop fornyeligt har gjort.. [00:23:58.08] Interviewer 2: Hvad står der i sådan en? bare fordi jeg er nysgerrig? 9

10 [00:23:59.13] informant: Jeg har en her.. Vil du se? Hvis du bare vil nævne det så vi kan få det med? [00:24:02.14] informant: Jamen der står om hvad der er sket altså helt grundlæggende står der hvad min baggrund er, søskende og forældre og sådan noget på hele forsiden. Så er det sådan ligesom i kolonner nedad, hvad der skal ske fremover, hvad der er sket, hvad vi er bange for, som sagsbehandleren er nervøs for, hvad der skal gøres bedre og hvad der skal ske fremover.. [00:24:29.27] Interviewer 2: Så der er også dine øsnker for fremtiden? Punkter op som der skal arbejdes med og sigtes efter? [00:24:36.04] informant: Jah, det er meget i punktform. Aya skal have noget tryghed osv. sådan nogle ting og så hvis der er sket noget følelsesmæssigt i den her uge hun har været igennem. Det fremgår her, hvad jeg har sagt meget hvad jeg har udtalt under møderne.. Alt bliver noteret den mindste ting jeg siger bliver noteret og så har man lov krav på, at jeg senere gerne må bede om det, som jeg har sagt. Og det som mine forældre har sagt og det omvendte. Før jeg fyldte atten havde de lov til at få mine papirer med alt hvad jeg havde sagt.. [00:25:15.15] Interviewer 2: Hvad betyder det for dig, at de havde mulighed for det? [00:25:15.15] informant: Det har betydet rigtig meget, jeg har nogen gange været nødt til at begrænse mig ift hvad jeg siger. Det synes jeg ikke er rart fordi nogle ting er vigtige at sige/tale frem fordi så kan man få den hjælp man skal have, men det kunne man ikke fordi jeg vidste, at det røg videre.. Det system er bare meget stramt med det der. Der er mange ting jeg ikke måtte uden at mine forældre skulle få det afvide. Så jeg var meget begrænset fx at tage til Ærø med min kæreste det kunne jeg ikke.. Der skulle mine forældre vide det.. Hvilket jeg har synes er underligt, for jeg er anbragt udenfor hjemmet, men jeg er åbentbart ikke tvangsfjernet. Så længe jeg ikke er tvangsfjernet, så får min forældre alt afvide. Men idet jeg har været heldig, at mine forældre ikke har spurgt hey, hvor bor hun, hvor befinder hun sig. Sådan nogle specifikke spørgsmål er der ikke blevet nævnt noget om.. Det er det jeg hele tiden har været bange for, at undgå jeg har flere gange sagt til min sagsbehandler, at jeg ikke vil have at de her ting bliver nævnt. Så sagde hun; jeg kan ikke gøre for det hvis de spørger.. Så er det vedtaget ved lov, at jeg er nødt til at sige det. Så siger jeg til hende 10

11 jamen hvad med min sikkerhed, du kan ikke stå og sige ting ens egne ting ift. ens sikkerhed men det kunne hun ikke.. Så vi var nødt til, at finde nogle andre metoder, hvor hun skulle prøve at undgå at blive spurgt.. Det har jeg været sådan et kæmpe spørgsmåltegn omkring hvorfor.. Men sådan er det.. [00:27:08.25] Interviewer 2: Det var det.. :) Tak for det Aya.. 11