s.e.H.3 K. 14/ Joh. 2,1-11. Jørgen Christensen Kender I det, at man synes, man mangler noget i livet, alt er i og for sig

Transkript

1 s.e.H.3 K. 14/ Joh. 2,1-11. Jørgen Christensen Kender I det, at man synes, man mangler noget i livet, alt er i og for sig godt nok og i orden, men der mangler alligevel noget. Ikke at det altid er til at sætte fingeren på og definere manglen, men fornemmelsen, dette sug af længsel, denne følelse af tomhed er alligevel ikke til at komme uden om. Tag nu dagens bryllup i Kana god mad, dejlig vin, glad musik, masser af gæster, en fest hvor alle sejl er sat for at give det unge par en uforglemmelig dag, nu skal de fejres efter alle kunstens regler. Og så slipper vinen op en katastrofe eller måske meget belejligt ud fra et folkesundhedssynspunkt for hvis reglen om højst 14 eller 21 genstande om ugen også gjaldt dengang, så er der basis for nogle gevaldige tømmermænd, hvis de gæster, som efter overtjenerens udsagn allerede ER berusede, skal til at drikke sig igennem de godt 500 LITER god vin som ved et mirakel pludselig strømmer ud af renselseskarrene. Brylluppet havde vel været godt og dejligt og smukt OGSÅ selv om vinen slap op som min gamle farmor formanende sagde; man behøver ikke være beruset for at more sig. Men uanset alle vores mer eller mindre fornuftige mådeholdne sundhedsargumenter, så ved vi alle, at der havde manglet noget det første vi havde husket dette sikkert ellers ganske udemærkede bryllup for, det ville havde været manglen kan I huske, dengang vi var til bryllup i Kana, dengang vinen slap op. Og hvad der gælder brylluppet den dag i Kana, gælder mange andre af livets forhold. I og for sig kan maden være aldrig så god og nærende og vitaminrig, men har kokken glemt saltet og krydderierne ja, så er vi ikke i i tvivl om, at der mangler noget det smager som at række tungen ud af vinduet. Herre Gud tænker du måske, det kommer vi da over lidt vin og en smule salt hvis ikke vi har større problemer, så overlever vi nok.

2 Og så er det ikke desto mindre den kristne tros provokerende påstand, at lever du dit liv uden den fylde, som troen på Jesus skænker os frit og kvit ja, så kan dit liv sagtens være udmærket, men du mangler ikke desto mindre noget. Overleve, det skal du nok, men leve med den dybededimension som troen på Gud kan give dit liv, det gør du ikke. Og ja, jeg ved, det lyder utrolig intolerant og bedrevidende og strengt at sige sådan. Men det er ikke desto mindre en del af det kristne budskab: Du går glip af det væsentligste i livet, hvis du glemmer Gud? Du mangler ganske enkelt det lys og salt, som kan åbne dine øjne og sætte smag på tilværelsen. Der er en verden til forskel mellem at leve og at overleve. Der er en, der engang har sagt, vi har alt, men det er også alt hvad vi har i den replik er der for mig at se en længsel efter fylde, og vel at mærke en fylde, som ikke handler om penge og ting. Lad mig prøve at illustrere, hvad det er, jeg mener, ved at fortælle en helt anden historie, som har det til fælles med den første, at den handler om et bryllup. Historien handler om to unge mennesker, der var forfærdelig glade for hinanden og derfor ville giftes. Desværre havde de ikke mange penge og kunne derfor ikke invitere andet end de allernærmeste. Nu havde de begge drømt om en stor fest, og de fik derfor den lyse ide, at hvis alle blot bidrog med lidt, så kunne de nok få råd til en stor fest - for som de sagde delt glæde er dobbelt glæde. De sendte derfor invitationer til familie og naboer, venner og bekendte - og på alle invitationer stod der: 'Medbringer du en flaske vin, gi'r vi maden - ved indgangen vil stå et stort kar, hvori I hælder jeres vin, og hvorfra vi så vil skænke til alle.' Festdagen oprandt, og alle gæsterne kom festklædte og forventningsfulde, hældte vinen op og satte sig til bords. Tjenerne fyldte vinkanderne i karret og skænkede op for alle - da alle havde fået noget i glasset, slog brudgommen på sit glas, og bød velkommen: Vi er glade for at se jer, glade for at I tog mod denne lidt utraditionelle invitation, og vi håber, vi sammen vil få en god fest - skål og velkommen. Alle skålede og smagte på vinen og opdagede til deres forfærdelse, at vinen var blevet til vand.

3 Alle havde de hver især tænkt: denne ene flaske vand vil ikke kunne smages i al den vin. Alle havde de tænkt, i dag vil jeg feste på de andres bekostning, i dag vil jeg ikke selv bidrage med noget, men glæde mig over de andres bidrag. Jeg behøver vel ikke at sige at den fest sluttede tidligt - uden nogen sinde at blive til en rigtig fest. Når jeg fortæller denne modhistorie, så er det fordi, historien om vinen, der blev til vand, er en fortælling om, hvordan det går, når vi fristes til at leve på andres bekostning. Når vi intet selv vil yde, men kun nyde. Når vi MANGLER det væsentligste i fællesskabet. Jeg tror, vi alle kender til dage og tider, hvor det farverige blev gråt, det festlige blev til kedsomhed og det glædelige trist - alene fordi vi vrængede ad det. Det er så uendelig let at gøre alt til intet - men gør vi det, oplever vi også, at livet mister farve og fylde. Alt er tomhed, siger den livstrætte. Alt er forgæves siger den frustrerede. Alt er ligegyldigt siger den modløse. Ingen forstår mig, siger den forurettede. Og er der ingen eller intet, der siger dem imod, ender det med, at det hele bliver tomt, forgæves og ligegyldigt. Brylluppet i Kana derimod er for mig en modhistorie til opgivenhedens og modløshedens livsholdning. Ja, den er mere end det - den er en fortælling, der viser os et glimt af Guds rige - det rige, hvor vi ser, hvad der sker, når Jesus griber ind i vort liv. Den fest, som var ved at dø ud, den får nyt liv, da den gode vin kommer på bordet. Jesus giver dem det, de mangler. Selv om han i begyndelsen afviser sin mors lidt emsige blanden sig: min time er endnu ikke kommet, siger han. I den replik ligger der mere, end man måske skulle tro. For min time er et udtryk, der gentages igen og igen i evangelierne min time markerer der, hvor Jesus træder frem og viser, hvem han er min time er i sidste ende korsets time, blodets time, dødens time og opstandelsens time. På den måde er min time i familie med et andet udtryk nemlig; tidens fylde da tidens fylde var inde, fødte Maria sin søn den førstefødte tidens fylde er der, hvor Gud griber ind og fylder tiden med alt det, vi mangler tidens fylde er der, hvor vores tomhed fyldes af Guds kærlighed. Men jeg mangler da ikke noget, tænker du måske. Mit liv er da hverken tomt eller fladt.

4 Og det har du sikkert ret i, men kender du ikke det, at man pludselig får tilføjet en dimension i tilværelsen, man aldrig havde haft øje for, og med et får livet en helt anden dybde. Det kan være mødet med kærligheden. Det kan være det at blive far eller mor. En af de sødeste replikker til at illustrere, hvilken fylde dette ukendte og uventede kan give, var da barnet sprang sin farfar om halsen juleaften med ordene: Nej, farfar, det har jeg altid ønsket mig, jeg vidste det bare ikke. Sådan en gave er det kristne budskab tidens fylde med alt det Jesus kom for at forkynde og give med sit eget liv får vi den uendelige gave, vi måske altid har længtes efter, søgt efter og manglet uden at vide hvad det var. Den tredje dag var der bryllup i Kana - den tredje dag - det er næppe nogen tilfældighed - for tredjedagen er opstandelsesdagen - det er dagen, hvor Jesus opstod fra de døde dagen, hvor graven var tom, dagen, hvor Jesu fravær blev erstattet med hans nærvær. Så selv om vi befinder os i begyndelsen af Johannesevangeliet, så udnytter Johannes den omstændighed, at vi så at sige har smugkigget bag i bogen, vi kender slutningen. Derfor er tredjedagen en understregning af, at her ser vi den opstandne, den som ikke bare kom engang til et tilfældigt bryllup i Kana, men som også kommer til os i dag. Vi ser et glimt af, hvad det betyder, at Jesus Kristus kom for at gøre alting nyt, hvad det betyder, at han fornyede det gamle. For renselseskarrene som stod der, som om de bare ventede på at blive fyldt - de er jo billede på det gamle, billede på de gamle jødiske regler, på alt det som en rettroende jøde skulle overholde. Men Jesus bryder med det gamle. Jesus kommer med en ny tro, Gud er den samme, men jødernes gudsdyrkelse med overholdelse af 100'vis af regler og bud er ikke vejen til Gud. For Jesus er selv vejen til sandheden om Guds kærlighed, tilgivelse og frelse. Vinen er et tegn - et tegn på, at noget mere og noget større er ved at bryde igennem - vi skal ikke længere rense os, men vi er rene i kraft af, at Jesus gav sit liv for vor skyld. Der er for mig ingen tvivl om, at Johannes har fortalt denne historie med nadveren i tankerne. For dér, når vi modtager brødet og vinen, Jesu Kristi legeme og blod, dér bliver vi renset for al skyld og skam, dér ser vi et glimt af den virkelighed, som død og ondskab intet kan stille op med. Forstå det med vor forstand gør vi ikke, men vi kan smage og lugte det. Nadveren er et mysterium, men nadveren er også et glædes- og et festmåltid - nadveren er der, hvor den på tredje dag opstandne sidder til bords med os, det er en forudgribelse af festmåltidet, vi indbydes til i Guds evige rige. Men hvad vil denne fortælling om brylluppet i Kana så os.

5 Ja, Johannes siger det egentlig selv, når han kalder den et tegn, for et tegn er jo netop et, vi skal se, så vi får åbnet vore øjne for det, som tegnet betyder eller viser hen til. Fortællingen vil have os til at se - se Guds herlighed. Se det vi mangler. Amen